ugleobservationer i Nordvandet og lokalviden om fangst, Qaanaaq juni 2013. Technical Report No. 95

1 Teknisk Rapport nr. 95, 2015 Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Greenland Institute of Natural Resources Fugleobservationer i Nordvandet samt lokalviden om fangst, Qaanaaq juni 2013 Carsten Egevang 2 Serietitel og nummer Titel Forfatter Institution(er), afdeling(er) Udgiver URL: Udgivelsesår Faglig kommentering: Finansiel støtte Bedes citeret: Layout og foto: ISBN EAN Sideantal: Internetversion Datablad Teknisk Rapport nr. 95 Fugleobservationer i Nordvandet og lokalviden om fangst, Qaanaaq juni 2013 Carsten Egevang Grønlands Naturinstitut – Afd. for Pattedyr og Fugle Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut © http://www.natur.gl juni 2015 Mads-Peter Heide-jørgensen, Grønlands Naturinstitut Det Grønlandske Selvstyres Departement for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke Egevang 2015. Fugleobservationer i Nordvandet og lokalviden om fangst, Qaanaaq juni 2013. Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut teknisk rapport nr. 95. 28 pp. Nuuk 2015. Gengivelse tilladt med tydelig kildeangivelse Carsten Egevang 87-91214-72-6 9788791214721 28 Rapporten er tilgængelig i elektronisk format på GN’s hjemmeside: http://www.natur.gl/ 3 Indhold Sammendrag 4 Summary 4 Eqikkaaneq 4 Baggrund 5 Feltarbejdet 6 Fangstundersøgelser 8 Ændring i klima 8 Beskrivelse af fangsten 9 Hvalros 10 Forekomst 10 Fangsten 10 Forvaltning 11 ”Problemer” i forvaltningen 12 Narhval 13 Forekomst 13 Fangsten 13 Forvaltning 14 ”Problemer” i forvaltningen 15 Fugleobservationer 17 Resumé fugleobservationer 17 Logbog 19 Appendiks I - Artsliste 27 4 Sammendrag Nordvandet – det største polynya i Arktis – rummer ud over unikke naturværdier også en lokalbefolkning, der er afhængige af en tilværelse hvor traditionel fangst er omdrejningspunktet. Denne rapport indeholder observationer af fuglelivet i området nord for Qaanaaq. Observationer der er interessante ud fra både tidspunktet der er udført på, og de nordlige, svært-fremkommelige lokaliteter som er besøgt under feltarbejdet. Samtidigt indeholder rapporten en beskrivelse af fangsten af hvalros og narhval i Qaanaaq-området. Den lister samtidigt faktorer hvor de lokale fangere mener at der er misforhold mellem lovgivning/forvaltning af de to arter, og de faktiske forhold, som de oplever som erhvervsfangere. Summary The Northwater - the largest Polynya in the Arctic - contains beside the unique natural values also a local human population that depends on an existence where traditional hunting is the focal point . This report includes bird observations from the area north of Qaanaaq. Observations that are interesting because of the season they are conducted on, but also because of the northern , difficult accessable locations that are visited during fieldwork . The report also includes a description of the subsistence harvest of walrus and narwhal in Qaanaaq area . It lists the factors where local hunters believe that there is a mismatch between regulation / management of the two species , and the conditions as they experience as professional hunters. Eqikkaaneq Pikialasorsuaq – nunarsuup issittortaani avannarlermi ammalatarsuit annerpaartaat – pinngortitap erianartuinik ulikkaarpoq, inoqarfinniillu tikinneqarsinnaanini peqqutigalugu avaqqukkuminaatsumik qitiusumik qangarsuaaniit piniarfinnaajulluni. Nalunaarusiaq una Qaanaap avannaanit timmissanik misissuinernik imaqarpoq. Peqatigisaanik nalunaarusiaq immikkooruteqartumik soqutiginaateqarpoq piffissap misissuiffiup nalaa aammalu sumiiffiit tikikkuminaatsut avinngarusimaqisullu misissuiffigineqarnerat peqqutaalluni. Ilanngullugit aamma allaaserineqarput Qaanaap eqqaani aaffanniartarnerit qilalugarniartarnerillu. Uumasullu taakku pineqartillugit inatsisiliornerit aqutsinerullu ataqatigiinngiffiinik taavani piniartut isumaat ilanngullugit allaaserineqarput kiisalu pissutsit piviusut piniartunit atugarineqartut aamma allaaserineqarlutik. 5 Baggrund I juni 2013 udførte Grønlands Naturinstitut biologisk feltarbejde i området nord for Qaanaaq, Nordvest Grønland. Feltarbejdet koncentrerede sig om mærkning med satellit-sendere af hvalros og narhval. Det primære geografiske mål for feltarbejdet var iskantområdet i den nordlige del af Nordvandet (Nordvands-polynyaet) - et område med særlig høj biologisk produktion. Som et sideprojekt til havpattedyr-mærkningen deltog biolog Carsten Egevang i feltarbejdet med to formål: 1) Fangstundersøgelser. Under og efter feltarbejdet blev der indsamlet informationer omhandlende den lokale fangst af narhval og hvalros. 2) Fugleobservationer. Med udgangspunkt i den eksisterende logistiske platform for narhvalog hvalrosarbejdet, blev der udført opportunistiske fugleobservationer. Nordvandet har en særlig høj biologisk produktion, og dette betyder at området er særdeles rigt på fangstdyr. Narhval, hvalros, isbjørn og sæler forekommer i store antal, og også fuglelivet er rigt i området. Søkongen har her sin hovedudbredelse hvor omkring 80 % af verdensbestanden findes i tilknytning til Nordvandet, og omkring halvdelen af Grønlands polarlomvie-bestand findes her. Også ederfuglen har her nogle af de største kolonier der findes i landet. Stor-hvaler forekommer ikke, eller kun yderst sjældent, i området. Undtaget er dog Grønlandshvalen, der om foråret findes i polyniet. Af store landpattedyr findes både moskus (introduceret) og rensdyr, samt polarræv og polarhare. Fundamentet for denne rapport er dels observationer udført under feltarbejdet i den nordlige del af Nordvandet, og dels ophold efter endt feltarbejde i Siorapaluk og Qaanaaq. Transport under feltarbejdet i Nordvandet blev foretaget ved hjælp af lokale fangere fra Qaanaaq og deres joller. 6 Feltarbejdet Området for udførelse af feltarbejdet var den nordlige del af Nordvandet – et område der er yderst vanskeligt at komme til, dels som følge af den lange afstand fra de beboede områder i Qaanaaq-området, dels fordi området er plaget af kraftig vind, der umuliggør sejlads i mindre fartøjer. Endemålet for feltarbejdet var at nå polyniets nordlige iskant - lokalt kendt som ”den nordlige iskant”. Her skulle det efter udsagn fra de lokale fangere være muligt at fange narhval ved hjælp af garn – og hermed mulighed for at udstyre dyret med satellit-sender. Samtidigt skulle hvalrosser som blev mødt på vejen udstyres med satellit-sendere. Transport i forbindelse med feltarbejdet blev udført ved hjælp af joller og lokale fangere fra Qaanaaq. Den lange afstand gør at turen kun var mulig ved at benytte brændstof-depot udlagt af fangerne i efteråret 2012. Fangerne tjente imidlertid også en anden funktion ud over transporten, og deres lokalkendskab til området og de vanskelige vejrforhold. Ved satellit-mærkningen af hvalrosserne blev senderen fastgjort til spidsen af fangernes personlige harpuner. Fangerne kastede således deres harpuner mod hvalrosserne på præcis samme måde som når de selv er på fangst. På denne måde blev tusindårige gamle fangstmetoder kombineret med nyeste satellitteknologi i søgen på at kortlægge dyrenes vandringsmønstre. Deltagere i feltarbejdet var: Fangere fra Qaanaaq: Grønlands Naturinstitut: Kristian Eipe (KE) Mads Peter Heide-Jørgensen (MP) Naimangitsoq Petersen (NP) Nynne Hjort Nielsen (NH) Niels Miunge (NM) Carsten Egevang (CE) Gideon Kristiansen (GK) Områder besøgt samt tidsforbrug under feltarbejdet er beskrevet i detaljer under afsnittet ”Logbog”. Feltarbejdet var præget af forsinkelse (flytur Ilulissat - Qaanaaq) samt en række længere perioder hvor kraftigt blæsevejr umuliggjorde sejlads og dermed det planlagte arbejde. Således blev der tilbragt ufrivillig lang tid ved Etah (1c, Fig. 1) samt øst for pynten Anoritooq (1d), før turens endelige mål (1e) ved iskanten blev nået. På trods af forsinkelserne var feltarbejdet en succes og 10 hvalrosser blev udstyret med sender og samtidigt blev 12 biopsier fra hvalrosser indsamlet. Med hensyn til pilotprojektet omhandlende hvorvidt det var muligt at fange og udstyre narhval med satellit-sender fra iskanten, var også dette succesfuldt, og en enkelt narhval blev udstyret med sender. Efter endt feltarbejde blev Carsten Egevang i området (Qaanaaq og Siorapaluk) for at indhente lokalviden omkring hvalros og narhvalfangsten. Hvalrosser ved en våge i havisen. 7 Figur 1. Oversigtskort over den nordlige del af Avanersuaq - området for feltarbejdet – med stednavne benyttet i teksten. Forekomsten (medio juni 2013) af polynaets iskant (”Den nordlige iskant”) mellem Grønland og Canada er indikeret med stiplet linje. Kortet viser desuden placeringen af Etah (1c) og ”Lille Anoritooq” (1d), hvor længere perioder blev tilbragt som følge af vejrlig, samt lejren på iskanten (1e) hvorfra satellit-mærkning af narhval blev udført. 8 Fangstundersøgelser En del af formålet med besøget i Qaanaaq, var at indhente oplysninger omkring den lokale fangst af hvalros og narhval. Baggrunden for indsamlingen af denne lokalviden, var et åbent brev til Selvstyret fra den lokale formand for fangerforeningen i Qaanaaq, der gør opmærksom på en række problemer i forvaltningen af de to arter. I brevet listes en række faktorer der gør livet som erhvervsfanger i Qaanaaq vanskeligt, og intentionen med denne rapport er at få uddybet og nuanceret disse faktorer gennem samtale/interview med udvalgte erhvervsfangere. Under opholdet i Qaanaaq-området blev nøglepersoner ”interviewet” omkring fangsten af hvalros/narhval samt andre faktorer omhandlende den lokale fangst. Disse personer – kaldet ”informanter” efterfølgende – blev ikke interviewet gennem systematiske spørgeskemaer, men mere gennem samtale (med tolk) hvor emnerne omkring fangsten i Qaanaaq blev drøftet. Hovedtrækkene fra disse samtaler er beskrevet nedenfor. Ændringer i klima: Informanterne i Qaanaaq melder om ændringer i de klimatiske forhold, der gennem de seneste 10-15 år har forandret deres livsforhold. Størst betydning har adgangen til fjorden, Kangerlussuaq, ud for byen, dvs. tidspunktet for hvornår fjorden fryser til om efteråret, og dermed bliver farbar for hundeslædekørsel. Folk beskriver at i ”gamle dage” (dvs. ét til to årtier tilbage i tiden), var tidspunktet for hvornår isen ”lagde sig” rimelig konstant. Hvert år omkring 10.-20. oktober frøs fjorden til, og her blev isen liggende til foråret/ sommeren, hvor den brød op igen. Det betød at fra midten af oktober og frem, kunne man regne med at benytte isen til at få adgang til fangstområderne. I dag er situationen en anden: Fjorden fryser ikke længere til i oktober, men i stedet indtræder en længere periode hvor der forekommer is, men ikke is der er tyk nok til at hundeslædekørsel er mulig. De seneste år er havisen ud for byen først blevet farbar i midten af januar måned. Det betyder at perioden i efteråret, hvor hverken slædekørsel eller sejlads (og dermed fangst) er mulig er blevet væsentligt forlænget; fra kun at forekomme i september til oktober tidligere, forekommer denne ”døde periode” nu fra september til januar. Ligeledes vigtig er tidspunktet om sommeren, hvor isen ”går”, og isen bliver farbar for sejlads. Tidligere lå isen ud for byen til langt ind på sommeren, og sejlads var typisk først mulig i starten af august måned. I dag bryder isen tidligere op, og i juli måned er sejlads nu mulig. Ændringer i tidspunktet for hvornår havisens går, har været så konsistent gennem de seneste år, at Royal Arctic Line har taget konsekvensen, og ændret i deres sejlplaner: Første fragtskib til Qaanaaq anløb således i starten af august for et årti siden, mens tidspunktet senere blev flyttet til midt juli, og i 2013 er første skib sat til at ankomme 1. juli. Lejr på iskanten, hvor bådene er trukket op på isen. 9 Beskrivelse af fangsten: I Qaanaaq-området er der er en række faktorer der adskiller fangsten fra andre områder i Grønland. Området huser en række fangstdyr, der forekommer i relativt store antal, og giver gode muligheder for fangst. Samtidigt er området tyndt befolket (ses der bort fra Thule-basen, bor der mindre end 700 personer), og konkurrencen for fangstdyrene mellem fangerne er lille. Samtidigt er jagttrykket (den faktor som jagt/fangst kan påvirke bestandene med) mindre her, sammenlignet med de sydligere områder i Grønland. Selv om mange af fangstdyrene i princippet er til stedet året rundt, sætter naturlige faktorer begrænsninger for fangsten. Qaanaaq-områdets placering højt mod nord, betyder at mørkeperioden er lang, og om vinteren er det enten ikke muligt, eller kun i få timer midt på dagen, at drive fangst. Is-situationen i området (se under ”ændringer i klimaet”) giver ligeledes en række ”døde” perioder, hvor hverken jolle-sejlads eller hundeslædekørsel er mulig. Vigtigste fangstdyr i Qaanaaq-området er narhval og hvalros, der betyder store mængder kød og mattak. Andre vigtige fangstdyr er sæler (især remmesæl og ringsæl) og isbjørn, mens hvidhval forekommer i mindre antal i fangsten. Storhvaler forekommer kun yderst sjældent i Qaanaaq-området, og bliver ikke fanget. Dog er observationer af pukkelhvaler nær Qaanaaq blevet mere hyppige indenfor de seneste år. En anden nyelig ændring er forekomsten af vågehval (sildepisker) der er steget – sandsynligvis som følge af et varmere klima – og hvor denne art traditionelt ikke indgik blandt fangstdyrene, er det muligt at vågehvalen fremover kan blive en ny kilde til kød i området. Enkelte vågehvaler er således fanget indenfor de seneste år. Fuglene der indgår i fangsten (primært lomvie, søkonge og ederfugl) er ligeledes kun til stede i sommermånederne, mens de opholder sig under sydligere himmelstrøg de resterende måneder. Som en for Qaanaaq-området særegn form for fangst, fanges der med ketcher tusindvis af søkonger i de enorme kolonier. Der findes også en (tilsyneladende sund) bestand af snegæs i området, men der er endnu ikke indledt jagt på disse, da vidensgrundlaget om bestanden er spinkelt. Tidligere foregik der ikke fiskeri i større stil i Qaanaaq-område, men indenfor de seneste få år er fiskeri efter hellefisk blevet etableret. I dag foregår der indhandling af hellefisk i Qaanaaq by samt ved Qeqertat, og denne nye mulighed for indtjening har massiv betydning for lokalsamfundet, hvor indtjeningsmulighederne er yderst begrænsede. Hvalros - hun med kalv. 16 Omtrent midvejs mellem Grønland og Canada blev denne isbjørn observeret i drivisen. 17 Fugleobservationer: Under feltarbejdet med mærkning af hvalros og narhval blev der løbende udført fugleobservationer. Observationer var for størstedelens vedkommende af opportunistisk karakter – dvs. ikke nødvendigvis designet efter hvor man kunne forvente at finde fugle på denne årstid, men i stedet bestemt af hvor feltarbejdet blev udført. Nedenstående gennemgang nævner kronologisk de områder besøgt under feltarbejdet med fugleobservationer under de enkelte tidsperioder. I gennemgangen benyttes stednavne, vist i fig. 1 og 2, samt femcifret kode (eks. 77029), fra ”Database over Grønlands havfuglekolonier”. Desuden benyttes initialer fra feltarbejdets deltagere (se afsnit ”Feltarbejde”). Resumé fugleobservationer: Observationerne fra dette besøg i Qaanaaq-området er interessante i forhold til tidspunktet de er foretaget på. Normalt udføres biologiske undersøgelser af fuglene i området omkring en måned senere på sæsonen, hvor fuglene er mere fast tilknyttet ynglelokaliteten. Feltarbejdet i Nordvandet indeholder flere interessante observationer og konklusioner omkring fuglelivet, bl.a.: 1. Søkonge og iskanten. Nordvandet rummer store bestande af havfugle, med søkongen som den antalsmæssige altdominerende art. Arten er ofte nævnt i litteraturen som værende tæt knyttet til iskantområdet ved ynglesæsonens start. Observationerne fra feltarbejdet viser at iskantområdet ikke indeholder signifikante mængder søkonger. Arten er til stede ved iskanten i juni, men ikke tilnærmelsesvis i samme mængder som i de sydligere dele af Nordvandet. Iskanten er ellers indenfor fourageringsradius (< 100 km.), i forhold til den store søkongekolonier ved Etah (den nordligst beliggende koloni i området), men alligevel synes fuglene ikke at benytte dette område. 2. Mange kongeederfugle. Nordvandsområdet rummer i sensommeren pæne antal af oversommerende (ikke-ynglende individer, hanner efter parring) kongeederfugle. Feltarbejdet i juni viste imidlertid også at området på dette tidspunkt huser store mængder yngledygtige fugle, særligt i områderne 1a, 1b og 1e (fig. 2). Det samlede estimat for ynglebestanden for hele Grønland lyder forsigtigt på 2000-5000 par. Hvis observationerne af kongeederfugl igennem feltarbejdet summeres ukritisk fås omkring 2800 individer (alle ”parret”, adulte fugle i yngledragt), hvilket muligvis bør resultere i en opjustering af det samlede yngleestimat for Grønland. 3. Besøg på Littleton Ø. Lokaliteten (78001) har længe været kendt som en vigtig yngleplads for ederfugl, og lokale beretter om at store mængder (2-5.000) æg årligt høstes gennem 1970’erne og 1980’erne. På trods af at flere biologer har forsøgt at nå til lokaliteten, har den fjerne beliggenhed, samt de barske vejrforhold, gjort at disse måtte opgive at nå frem til lokaliteten. Det betyder at der aldrig har været udført egentlige optællinger på Littleton Ø. Under feltarbejdet i 2013 var det muligt at besøge lokaliteten kortvarigt den 17. juni. Desværre tillod vejrforholdene ikke længere ophold, og desuden var tidspunktet en smule for tidligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt. Besøget gav imidlertid et groft estimat af antallet af ynglende ederfugle, samt op tælling af ynglende sneog knortegæs, hvilket repræsenterer ny viden fra området. 4. Kjover og ismåger. Opholdet ved iskanten, samt ved ”Lille Anoritooq” i perioden 13-17. juni indeholder mange observationer af lille kjove, mellemkjove og ismåge. Arternes forekomst i Grønland er dårligt beskrevet som følge af mangelfulde data, hvilket gør feltarbejdets observationer interessante. 18 FIGUR 2: Kort over den nordlige del af Qaanaaq-området, med områder (1 a-e) der henvises til under gennemgangen af fugleobservationer. Særlig mange kongeederfugle blev observeret ved 1 a, 1 b og 1 e. Kongeederfugle ved ”Den Nordlige Iskant”. Et af resultatet af feltarbejdet var relativt mange observationer af kongeederfugle. Praktisk alle observerede fugle var parret - altså en han og hun der opholdt sig sammen - hvilket sandsynligvis indikerer lokale ynglefugle. 19 Logbog: 4-8. juni, København – Qaanaaq: Aflysning af flyvningen Ilulissat – Qaanaaq gjorde at vi blev 3 døgn forsinket og ankom til Qaanaaq d. 8 juni, i stedet for 5. juni som planlagt. Fugleobservationer: Selve Qaanaaq by indeholdt ikke mange fugleobservationer. Snespurvene var ankommet og almindelig forekommende i byen, men interessant var det at observere at anlæggelsen af yngledragten var forsinket i forhold til snespurvene i Ilulissat-området. Enkelte overflyvende grå/hvidsiskener blev set, sammen med enkelte syngende laplandsværlinger. Ud for byen var ravn og måger, mens strandkanten (området mellem ”dumpen” og lufthavnen) rummede småflokke (op til 18 individer) af snegæs. 9. juni, Qaanaaq – Etah: Klargøring – transport med hundeslæde til iskanten ved Sioqartoq, hvor turen fortsatte i (4) joller. Ud for Siorapaluk begyndte vejret at blive dårligere med småregn. Ved Uviup timaa (1b, fig. 2) satte motoren på Niels Miunges (NM) jolle ud, og vi måtte efterlade jollen, og fortsætte i tre joller. Efter at have rundet Kap Alexander ser vi de første hvalrosser (to hunner med unger) ved Crystal Palace klipperne. Lidt nordligere (ud for den nordlige munding af Dodge Gletscher) i et område med drivis fandt vi mange (60-70 dyr) hvalrosser på isflagerne, fordelt i smågrupper, og to hanner mærkes med satellit-sender. Ved ankomst til Etah (1c) blev desuden observeret enkelte hvalrosser. Fugleobservationer: Ved iskanten (Sioqartoq): Havlit 40, tejst 25, polarlomvie 15, gråmåge 5 + 1 skudt. Strækningen mellem de store øer (Qeqertarsuaq og Kiatak) og fjordmundingen ud for Siorapaluk indeholdt store mængder søkonger. Sejladsen foregik kontinuert gennem en lind strøm af søkonger – tusinder og atter tusinder af de små fugle, hvoraf en stor andel var fouragerende. I dette område sås, ud over tejster, også enkelte lille kjove. Ved området ud for Neqi (1a) rastede mange (4-500) kongeederfugle. Samtlige fugle var adulte fugle i fuldstændig yngledragt, og lå enten parvis sammen, eller i småflokke med et lige antal hanner og hunner. Nordvandet er kendt for at huse et større antal oversomrende ikke-ynglende kongeederfugle i sommermånederne, men udseende og adfærd på disse kongeederfugle indikerer at det sandsynligvis drejer sig om lokale ynglefugle, der afventer snesmeltning i indlandet (artens ynglehabitet), før ynglesæsonen indledes. Mellem Sutherland Ø (78003) og den sydlige gletscher-front af Dodge Gletscheren opholdt der sig ca. 3000 ederfugle, hvor estimeret 40 % var kongeederfugle, mens resten var alm. ederfugl. For begge arters vedkommende drejede det sig om adulte fugle i yngledragt. Ved iskanten opholdt der mange lille kjove. 20 10. juni, Etah: Ankomst til Etah tidligt om morgenen, og efter at have indhentet søvn, satte vi om eftermiddagen ud for at mærke hvalrosser syd for Etah i det samme område hvor vi natten før havde observeret mange dyr. Totalt mærkes seks hvalrosser med satellit-sender, og et større antal biopsier indhentes. Foruden hvalros blev enkelte remmesæler observeret. Fugleobservationer: Området mellem Etah og Kap Alexander (området hvor hvalros-mærkning fandt sted) indeholdt tejst, småflokke af ederfugle (begge arter), store flokke af søkonger (størstedelen i ”transport”) samt to observationer af ismåge. I den sydlige del af fjordmundingen ud for Etah ligger tre mindre øer (78002), hvor der opholdt sig ca. 500 alm. ederfugl. KE fortæller at samtlige øer indeholder ynglende ederfugle, og der blev foretaget ilandsstigning på den største (østligste) af øerne. Denne var kun delvist snefri, og indeholdt mange gamle (fra tidligere sæsoner) ederfuglereder, men ingen besatte reder. På øen blev der observeret rævespor, samt 3 par gråmåge. Sandsynligvis var de mange ederfugle omkring øerne ynglefugle, der endnu ikke var startet ynglesæsonen. 11-12. juni, Etah: Vinden var taget til, og umuliggjorde sejlads, så disse dage blev tilbragt i lejr ved Etah. Den inderste del af fjorden var stadig isdækket, med ringsæler på den indre del af isen. Tiden blev brugt på at våge over bådene, der måtte flyttes efterhånden som iskanten brød op under blæsevejret, og det blev muligt at besøge søkongekolonien i den indre del af fjorden ved to lejligheder (afstand fra lejr ca. tre km.). Området omkring Etah var særdeles rigt på biologisk liv, og fra lejren kunne observeres moskus (30), sneharer (40), rensdyr (8) og enkelte polarræve i området omkring søkongekolonien. Fugleobservationer: Søkongekolonien ved Etah er den nordligste kendte koloni i Nordvandet (og dermed den nordligste i Grønland). Kolonien findes på nordsiden af fjorden og strækker sig ind mod ind indlandsisen – dvs. at hele området med søkonger ikke kan overskues fra søsiden, men strækker sig over adskillige kilometer vertikalt. Kolonien er, efter bedste vurdering, sammenlignelig med andre store store søkongekolonier i Nordvandet, og indeholder høje tætheder af ynglefugle i de centrale dele af kolonien. At forsøge et estimat af antallet af søkonger ved Etah er meningsløst (men kolonien er stor, og her er mange!), særligt når koloniens fulde omfang ikke kan overskues. For foden af søkongekolonien ligger, foruden store mængder moskus-ekskrementer, store mængder efterladenskaber efter gæs, der vidner om at området benyttes som rasteplads for gæs visse dele af året. I området blev kun observeret 2 (et par) Canadagås og to snegæs. Foruden snespurv og stenpikker, blev der observeret en enkelt jagtfalk. Langs iskanten inde i fjorden rastede tejst (op til 300), ederfugl samt enkelte kongeederfugle. Midt i fjorden ved Etah ligger en lille ø (uden nummer i havfugledatabasen) – ved ilandsstigning kunne det konstateres at denne ikke rummede (gamle eller nye) ederfuglereder. ”Den nordlige iskant” - den nordlige afgrænsning af Nordvandet. 21 13. juni, Iskanten: Endelig har vinden lagt sig og det er muligt at fortsætte til turens egentlige destination: Iskanten i den nordlige del af polynyet. Øst for Anoritoq (med positionen 78 33.360N; 71 48.909W) har iskanten kontakt med land, og strækker sig her, med en vel-defineret kant mellem åbent vand og havis, mod nord-nordvest (Fig 1). Inde i havisen ligger flere isbjerge fanget i havisen, og ved et enkelt af dem, omtrent en kilometer fra iskanten, ligger en gruppe på 48 hvalrosser. Alle medbragte satellit-sendere var allerede påmonteret hvalrosser, så denne gruppe blev besøgt udelukkende med det formål at tage biopsier. Efter besøget hos hvalrosserne, sejler vi langs iskanten mod nord, og observerer en isbjørn på havisen, der hurtigt tager flugten ind på havisen mod øst – væk fra os. Vi afsøger derefter området vest for iskanten, som består af en blanding af åbent vand og drivis. Her møder vi endnu en isbjørn, der skiftevis svømmer og går på isflagerne. Et forsøg på at nå iskanten ved Canada (ud for Buchanan-fjorden), må opgives pga. for tæt is, og vi returnerer til den grønlandske side, hvor vi slår lejr på iskanten (1e, fig. 1). Fugleobservationer: På sejladsen mellem Etah og iskanten passeres Littleton Ø (78001) kortvarigt, og uden at egentlig optælling (se også under 17. juni) er muligt kan det konstateres at øen indeholder store mængder alm. ederfugle (på land = ynglefugle), samt snegæs (mindst 10 par) og Knortegæs (mindst 3 par). Området mellem Littleton Ø og iskanten indeholdt stadig søkonger (> 3000), få ederfugle, ride (150), rødstrubet lom (7), enkelte ismåger og en jagtfalk, mens tejst var almindelig på hele strækningen. Hvor iskanten møder land opholdt der sig havlit (150), kongeederfugl (80) og alm. ederfugl (40). Under sejladsen langs iskanten var fuglelivet rigt, og fugleflokkene afløste hinanden kontinuert uden forekomsten af ”døde områder” hvor der ikke fandtes fugle. Mest talrig var havlit, tejst og kongeederfugl (omkring 1000), hvor samtlige individer af sidstnævnte art, drejede sig om adulte, ”parrede” fugle i fuld yngledragt og altså, som det var tilfældet i områderne mod syd, sandsynligvis indikerer lokale ynglefugle. Almindelig ederfugl forekom kun i ganske få antal langs iskanten. Langs iskanten er ismåge relativ almindelig (i alt noteres 31), og desuden ses lille kjove (13), mellemkjove (2), Sabinemåge (2) og en enkelt Thayers måge. Ride forekommer også jævnligt i iskantområdet med småflokke af 10-30 individer, mens en enkelt flok havterner (14) observeres. Mallemuk forekommer kun fåtalligt med enkelte individer, og ikke i direkte tilknytning til iskanten, og lomvie ses kun med to individer. Søkonge var til stede langs iskanten og blev jævnligt observeret i småflokke på 100-500 individer, men antalsmæssigt var arten ikke tilnærmelsesvis ligeså almindelig forekommende som i områderne mod syd. Lidt nord for Etah forekom arten stadig i store mængder, men i områderne nord herfra begyndte det det at tynde ud i forekomsten. Ved sejlturen mod Canada tynder det kraftigt ud i observationerne af arten, og tæt på Canadas kyst blev kun set enkelte fugle. 22 14. juni, Iskanten: Lejr på iskanten (1e, fig. 1). Gennem natten observeres der i skiftehold efter narhval og isbjørn. Ved iskanten ses en enkelt ringsæl, og mindst tre remmesæler. Om morgenen hører KE narhvaler, og et 40 meter langt net sættes parallelt med iskanten. Efter lidt tid dukker der en flok (40-50 individer) narhvaler op i horisonten med kurs mod iskanten. Størstedelen af hvalerne opholder sig ved iskanten omkring 2-3 km nord for vores lejr, men 2-3 individer kommer tæt på, og en enkelt han går i nettet, hvorefter den monteres med satellit-sender. Lidt tid efter mærkningen kommer der ændring i vejret, og lejren må i hast pakkes sammen. Vejret gå kun mod det værre, og vi er tvunget til at etablere en ny lejr ved ”Lille Anoritooq” (78 33.043N 72 06.803W) med læ for bådene omkring 4 km øst fra Anoritooq (1d , fig. 1). Fugleobservationer: Ved lejren på isen observeres de samme fuglearter som dagen i forvejen. Kongeederfugl er talrig, og flokke af arten flyver både langs iskanten, samt ind over havisen – igen drejer de observerede fugle sig udelukkende om adulte fugle. I bevægelse langs iskanten ses ismåge (8), lille kjove (6), lomvie (6) samt en enkelt Thayers måge. 15-16. juni, ”Lille Anoritooq”: Hård blæst fra NV gør at vi er tvunget til at ligge vejrfast og vente på bedre vejr. Tiden bruges til fugleobservationer (se nedenfor), samt til at gå kortere ture på halvøen hvor vores lejr ligger. I nærområdet findes flere fortidsminder, herunder ruiner efter stenhuse hvor knogler fra Grønlandshval indgår i mur-strukturen, og knogler fra fangstdyr ligger spredt i terrænet. Her observeres enkelte polarharer og seks rensdyr. Fugleobservationer: Under ophold ved pynten ”Lille Anoritooq” blev der foretaget sporadiske observationer af forbi-trækkende havfugle. Den nordlige vind gjorde at bevægelser af fugle fra iskantområdet passerede tæt forbi ”Lille Anoritooq” – alle arter i en øst-mod-vest-gående retning. Observationerne var ikke systematiske (=var ikke kontinuerte i tidsperioden), og kun fugle inden for en afstand af ca. 1 km fra kysten blev noteret. Observationerne giver med andre ord ikke nødvendigvis et kvantitativt billede af de arter der opholder sig i området syd for iskanten, men sandsynligvis (sammenholdt med observationerne fra 13. - 14. juni) et kvalitativt billede af artssammensætningen på det pågældende tidspunkt af året. Mest talrig var ride (3400 fugle), men bemærkelsesværdigt er også relativt mange lille kjove (67), mellemkjove (17), ismåge (41) og sabinemåge (13) der trak forbi pynten d. 16. juni. Desuden blev havterne (200), mallemuk (177), rødstrubet lom (9), knortegås (5), snegås (2), thorshane (4), islandsk ryle (3), Sandløber (2) og stenvender (2) set forbi-trækkende. På trods af at kongeederfugl, tejst og havlit var blandt de almindeligst forekommende ved iskantområdet blev der kun observeret ganske få (under 50 af hver art) igennem perioden med hård vind. De samme gælder søkonge: kun få tusinde fugle blev observeret i blæsevejrsperioden. Ismågen var en forholdsmæssigt almindelig art ved iskantsområdet. 23 17. juni, Littleton Ø, Etah: På trods af at vindstyrken er faldet, er havet stadig temmelig uroligt, men vi beslutter at forlade Lille Anoritooq i jollerne. Kort før Littleton Ø møder vi ”krabsø” der vanskeliggør sejlads, det blæser fortsat og det er samtidigt begyndt at sne kraftigt. Alligevel beslutter vi at foretage ilandstigning på Littleton Ø (78001), da lokaliteten indeholder mange ynglefugle, men ikke har været optalt i nyere tid. I strædet mellem Littleton Ø og Hans Ø kunne vi finde en smule læ til jollerne, og mens CE foretager en optælling på øen, indsamler fangerne omkring 30 ederfugleæg, som koges på stedet og spises. Besøget på Littleton Ø var af knap en times varighed, og det var tydeligt at tidspunktet for en optælling ikke var optimalt: En relativ stor andel af rederne indeholdt ikke ”et fuldt kuld” – der var flere reder med kun et eller to æg – og enkelte steder var reden etableret, men indeholdt endnu ikke æg. Formodningen om at rugesæsonen endnu ikke var fuldt etableret, kombineret med vejrliget, gjorde at optællingen kun blev sporadisk, altså at der ikke blev gjort den nødvendige indsats for at finde samtlige reder på øen. Det vurderes af det nødvendige tidsforbrug til en fuldstændig optælling vil være omkring fire timer. Ved besøget på Littleton Ø, kunne det konstateres af den vestlige del af øen havde den tætteste koncentration af ederfuglereder. Fra Littleton Ø kunne det konstateres at Hans Ø (den større ø syd for Littleton), indeholdt både ynglende ederfugle, snegæs og knortegæs, men en egentlig optælling var ikke mulig, grundet tidsforbrug og vejrlig. Hans Ø er stor, og det vurderes at en egentlig optælling vil kræve et væsentligt tidsforbrug. Efter besøget på Littleton Ø var planen egentlig at sejle hele vejen til Qaanaaq, men vinden var stadig kraftig, og vandet var svært sejlbart, så i stedet var det nødvendigt at overnatte i læ ved Etah. I forhold til vores sidste besøg her, var mængden af is i fjorden blevet mindre, og på den tilbageværende is kunne tælles 14 ringsæler og en enkelt remmesæl. Fugleobservationer: Et estimat af antallet af ynglende ederfugle på øen landede på mellem 1500 og 2000 par (= reder) – det er dog muligt at antallet af ynglepar havde været højere, hvis optællingen var udført en uge eller to senere på sæsonen. Øen indeholdt samtidigt ynglende snegæs (22 par – alle fugle var af den ”hvide fase”), knortegæs (9 par) og gråmåge (7 par). På øen blev samtidigt observeret stenvender og snespurv, som vurderes at være lokale ynglefugle. Kongeederfugle over havisen. 24 Søkonge-kolonien ved Etah udgør den nordligste større koloni for arten i Grønland. 18. juni, Etah – Qaanaaq: Natten igennem faldt der sne ved Etah, og før afgang kunne det konstateres at søkongerne stadig var til stede i kolonien i store antal, at snehare og moskus var repræsenteret ved pæne antal, og enkelte rensdyr blev samtidigt observeret. Umiddelbart syd for Kap Alexander (ved Uviup Timaa) brugte vi noget tid på at få NMs efterladte jolle søsat (se også 9. juni), og her var mulighed for at foretage lidt fugleobservationer. Turen gik, efter en hurtig smuttur forbi Siorapaluk, videre til iskanten (Siorartoq) ved Qaanaaq, hvor hunde og slæder venter, og den sidste strækning over en havis med mange sprækker og våger, kunne foretages. Vi er tilbage på ”hotellet” i Qaanaaq ved 23-tiden. Fugleobservationer: Området ved Uviup Timaa (1b – fig. 2) havde d. 9. juni indeholdt store flokke af alm. og kongeederfugl, men nu opholdt der sig kun få hundrede alm. ederfugl, og ingen kongeederfugle på stedet. Sutherland Ø har tidligere indeholdt ynglende ederfugle, men ved dette besøg (fra søsiden) kunne ingen ederfugle på land konstateret. Til gengæld ynglede der søkonger i skråningen på øens sydside. I Murchison Sund var der fortsat mange søkonger på vandet, men ud for Neri (1a – fig. 2) var kun få kongeederfugle. Tilbage i Qaanaaq mødte vi to britiske ornitologer, der havde brugt de seneste 14 dage på at lede efter vadefuglereder i området omkring Qaanaaq. På trods af at de havde dækket et betragteligt areal (nord for byen og vest for lufthavnen), var det kun lykkes for dem at finde to reder af stor præstekrave og en enkelt rede af islandsk ryle. 25 19. juni, afgang til DK/Siorapaluk: Feltarbejdet omkring hvalros/narhval er nu (succesfuldt) afsluttet, og MP og NH starter deres rejse mod Danmark, mens CE med helikopter indleder en uges ophold i Siorapaluk. 20 - 26. juni, Siorapaluk: Ophold i Siorapaluk. Planen var at deltage med lokale fangere i forskellig former for fangst, men sygdom og generelt lavt aktivitetsniveau blandt fangerne, gjorde ikke dette muligt. En enkelt sejltur med erhversfanger Qillaq Danielsen i området blev dog foretaget d. 22 juni, og ellers blev nærområdet ved bygden besøgt til fods. Under opholdet var den inderste del af fjorden stadig isdækket, men en iskant beliggende ca. 5 km øst for bygden. På isen opholdt der sig ringsæler (8), og en tur til farvandet ud for Siorapaluk bød på endeløse flokke af søkonger på vandet. Umiddelbart ovenfor bygden var der et søkongefjeld. Kolonien indeholdt imidlertid ikke høje tætheder af ynglefugle, og bar præg af menneskeligt aktivitet (”skjul” bygget til søkongefangst). Omkring 2-3 km vest for bygden var også søkongekolonier, og her lå folk fra bygden i ”sommerlejr”. Her er opført 5-6 huse/skure, hvor folk foretog søkongefangst og fremstilling af Kiviaq (spæksyltet søkonge). Samlet opholdt der sig 12-15 mennesker her ved besøg d. 25 juni. Søkongekolonien her havde en vis størrelse, men umiddelbart virkede tætheden af fugle ikke så høj, sammenlignet med andre kolonier i Thule-området. Også mod øst var der søkongekolonier. Omkring 4 kilometers afstand fra bygden startede kolonierne, og så vidt det kunne vurderes strakte disse sig ind til bunden af fjorden. Disse østlige kolonier var større i udstrækning, og indeholdt høje tætheder af ynglende søkonger. Også her blev der foretaget søkongefangst, men ikke i samme udstrækning som ovenfor/vest for bygden. Efter bedste overbevisning vil de østlige kolonier kunne benyttes i forbindelse med studier af arten (de nedre dele af kolonien bør nok undlades = præget af fangst), hvis et studieområde med ”udbygget” logistik/transportmuligheder efterlyses til fremtidige studier. Under opholdet i Siorapaluk skete det ved en enkelt lejlighed at fangere kom retur fra fangst med en sæk (estimeret 40 individer) med polarlomvier. Fugleobservationer: Under opholdet i Siorapaluk opholdt der sig 1-3 ismåger i umiddelbart nærhed af bygden gennem perioden. Det samme gjorde sig gældende for 3 (sub-adulte) grønlandske blisgæs, som ofte sås græsende (i et enkelt tilfælde i selskab med en canadagås) vest for bygden. I bygden (tæt på kirkegården) havde et par stor præstekrave en rede, og snespurv, laplandsværling og stenpikker holdt ligeledes til i bygden. Over fjorden blev det til spredte observationer af mallemuk, gråmåge, ride, havterne, lille kjove, tejst, havlit, ederfugle og kongeederfugle (flest d. 23/6: 80 trk. øst) og naturligvis store mængder søkonger i transport mellem kolonierne i fjorden og fourageringspladserne. I perioden 20-26 juni op der sig tre grønlandske blisæs udenfor Siorapaluk. Observationen udgør den nordligste af arten i Grønland, som har sin hovedudbredelse i det sydlige Vestgrønland.