Monitering af havternebestanden på Kitsissunnguit (Grønne Ejland) og den sydlige del af Disko Bugt, 2002-2004. Technical Report No. 62

Monitering af havternebestanden på Kitsissunnguit (Grønne Ejland) og den sydlige del af Disko Bugt 2002-2004 Teknisk rapport nr. 62, 2005 Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut 3 Titel: Monitering af havternebestanden på Kitsissunnguit (Grønne Ejland) og den sydlige del af Disko Bugt, 2002-2004 Forfattere: Carsten Egevang1, David Boertmann2 og Ole Stenderup Kristensen1 1 Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut 2 Danmarks Miljøundersøgelser – Afdeling for Arktisk Miljø Serietitel og nummer: Teknisk rapport nr. 62 Udgiver: Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Udgivelsesår: 2005 Forsidefoto: Carsten Egevang ISBN: 87-91214-16-5 ISSN: 1397-3657 Bedes citeret: Egevang, C., D. Boertmann & O. Stenderup Kristensen, 2005. Monitering af havternebestanden på Kitsissunnguit (Grønne Ejland) og den sydlige del af Disko Bugt, 20022004. Teknisk rapport nr. 62, Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut. Rekvireres: Rapporten er udelukkende udgivet elektronisk. PDF-fil af rapporten findes på instituttets hjemmeside http://www.natur.gl/publikationer/tekniske rapporter Det er muligt at rekvirere en udskrift af rapporten her: Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Postboks 570 3900 Nuuk Grønland Tlf. +299 32 10 95 Fax. +299 32 59 57 [email protected] www.natur.gl Monitering af havternebestanden på Kitsissunnguit (Grønne Ejland) og den sydlige del af Disko Bugt 2002-2004 af Carsten Egevang, David Boertmann og Ole Stenderup Kristensen Teknisk rapport nr. 62, 2005 Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut 4 5 Eqqikaaneq Nalunaarusiami matumani Qeqertarsuup eqqaani qeqertani Kitsissunnguani aasat pingasut ingerlanerini imeqqutaallanik misissuisarsimanernit inernerusut saqqummiunneqarput. Tamatuma saniatigut Qeqertarsuup Tunuata kujasinnerusortaani qeqertanit 14-init imeqqutaallanik kisitsisarsimanernit inernerit ilanngunneqarput. Kalaallit Nunaani imeqqutaallanik kisitsiniartarneq imeqqutaallat piaqqisartut amerlassutsimikkut nikerarujussuartarsinnaanerinik peqquteqartumik ajornakusoorsinnaasarpoq. Qeqertarsuup eqqaanit misilittakkanit paasinarpoq tamaani piaqqisartunik imeqqutaalaqassuseq ukiumiit ukiumut allanngorarsinnaasartoq (piaqqiorfinni anginerusuni) kiisalu qeqertat mannilisarfiit qanoq agguataarfigineqartarnerat aamma nikerarsinnaasartoq (piaqqiorfinni mikinerusuni). Kitsissunnguani kisitsisimanernit periutsit assigiinngitsut marluk qanoq atorneqarsimaneri nalunaarusiami matumani allaatigineqarpoq, periutsip aappaa titarnertullusooq ittumik malitaqarluni kisitseriaaseq iluarinartinneqarnerulluni. Aamma 2002-2004-p aasaani misissuinernit inernerusunit paasivarput imeqqutaallat piaqqiornialerfiisa aallartittarnerat ukiumiit ukiumut nikerartorujussuusinnaasartoq. Taamaannera peqqutaalluni kisitsinialinnginnermi piaqqiornerup qanoq ingerlareertigisimanera naliliiffigeqqaarneqartariaqartarpoq. Imeqqutaallat Kitsissunnguaniittartut Qeqertarsuullu Tunuata kujasinnerusortaaniittartut ukiut tamaasa kisinneqartarnissaat innersuussutigerusunnarpoq, taamaaliortoqaraluarpammi imeqqutaallat piaqqiornerisa nalaani paasissutissanik ukiuni arfineq pingasuni atasuinnarmik katersisoqassagaluarmat. 2007-p kingorna Kalaallit Nunaani imeqqutaalaqassuseq naliliiffiginiarlugu Kitsissunnguani ukiut 5-8-kkaarlugit kisitsisoqartarnissaa innersuussutigerusunnarpoq. Summary This present report presents the results of three seasons of fieldwork (2002-2004) on the Arctic tern population of Kitsissunnguit in Disko Bay, West Greenland. An additionally 14 minor tern colonies in the southern part of Disko Bay were furthermore surveyed each of the three years. Reliable population status estimates are difficult to obtain in Greenland as the species express a highly fluctuating breeding occurrence between years. The results from the fieldwork show that the Arctic tern population in Disko Bay express differences in breeding density between years in large colonies and that smaller colonies may not be used as breeding sites in certain years. In the report two different methods to estimate breeding population size on Kitsissunnguit is presented, where the line transect method is considered most suitable. As the timing of the start of the Arctic tern breeding cycle may differ considerately between years it is necessary to estimate just how advanced the breeding cycle is the given year before the actual counts is performed. 6 It is recommended that the colonies on Kitsissunnguit along with the southern part of Disko Bay is counted once yearly in the period 2005-2007 which will result in data on population size from eight continuous seasons. After 2007 counts every 5-8 year is estimated as appropriately in order to get a general population trend for the Arctic tern in West Greenland. Sammenfatning Indeværende rapport præsenterer resultater fra tre sæsoners feltarbejde (2002-2004) med havternebestanden på øgruppen Kitsissunnguit (Grønne Ejland) i Disko Bugt, herunder optælling af 14 mindre havternekolonier i den sydlige del af Disko Bugt. Pålidelige optællinger af havternebestanden i Grønland vanskeliggøres af, at arten udviser en stærk fluktuerende yngleforekomst. Feltarbejdet påviser, at havternebestanden i Disko Bugt udviser årlige variationer i yngletætheden indenfor større kolonier, samt at mindre havternelokaliteter ikke bliver benyttet af ynglende terner hvert år. I rapporten præsenteres to forskellige metoder til bestandsopgørelse på Kitsissunnguit, hvoraf linjetaksering vurderes som bedst egnet. Tidspunktet for, hvornår havternens ynglecyklus indledes, varierede betydeligt fra år til år, hvilket nødvendiggør en vurdering af, hvor fremskreden ynglesæsonen er det pågældende år, før optællinger iværksættes. Det anbefales, at Kitsissunnguit samt området i den sydlige del af Disko Bugt optælles årligt i perioden 2005-2007, hvilket vil resultere i et datagrundlag med oplysninger fra otte sammenhængende ynglesæsoner. Efter 2007 skulle optællinger på Kitsissunnguit hvert 5.- 8. år være nok for en overordnet vurdering af havternens status i Vestgrønland. 7 Indhold Eqqikaaneq............................................................................................................................5 Summary................................................................................................................................5 Sammenfatning......................................................................................................................6 Indhold...................................................................................................................................7 Indledning..............................................................................................................................8 Havternens ynglebiologi i Vestgrønland...............................................................................9 Fænologi............................................................................................................................9 Omlæg .............................................................................................................................10 Variation i æglægningstidspunkt.....................................................................................10 Opgørelser af havternebestanden på Kitsissunnguit............................................................12 Tidligere bestandsestimater.............................................................................................12 Linjetaksering..................................................................................................................13 Metode.........................................................................................................................13 Resultater.....................................................................................................................14 Konklusioner ...............................................................................................................16 Optællinger i prøvefelter .................................................................................................18 Metode.........................................................................................................................18 Resultater.....................................................................................................................19 Konklusioner ...............................................................................................................20 Optællinger af havternekolonier i den sydlige del af Disko Bugt.......................................22 Undersøgelsesområde......................................................................................................22 Metode.........................................................................................................................22 Resultater.....................................................................................................................23 Konklusioner ...............................................................................................................23 Aldersbestemmelse af havterneæg ......................................................................................24 ”Flydeprøve-metoden”....................................................................................................25 ”Æg-densitet-metoden”...................................................................................................26 Anbefalinger til fremtidig monitering.................................................................................27 Hyppighed af fremtidige opgørelser af havternebestanden.............................................28 Referencer............................................................................................................................30 Appendiks I - Omlægsforsøg...........................................................................................32 Appendiks II – bestandsopgørelser for Kisissunnguit.....................................................33 Appendiks III – transektlinjer, Basisø og Niaqornaq......................................................34 Appendiks IV – transektlinjer, Innersuatsiaaq og Angissat ............................................34 Appendiks IV – transektlinjer, Innersuatsiaaq og Angissat ............................................35 Appendiks VI – resultater fra linjetransektmetoden 2002-2004 .....................................37 Appendiks VII – fordelingen af prøvefelter, Basisø .......................................................38 Appendiks VIII – optællinger, sydlige Disko Bugt.........................................................39 Appendiks IX – ”Flydeprøve-metoden”..........................................................................40 Appendiks X – resultater fra ”flydeprøve-metoden”, Kitsissunnguit 2002.....................41 8 Indledning Havternen (Sterna paradisaea) er udbredt i det meste af Grønland, hvor arten yngler i kolonier. Havternen udviser betydelige udsving i yngleforekomsten fra år til år. Årlig variation i havternebestanden i Grønland afspejler to faktorer: Dels kan det samlede antal af ynglepar variere betragteligt mellem ynglesæsonerne, og dels kan fugle skifte mellem forskellige kolonier fra år til år. På en mindre målestok som Grønne Ejland, vil der yderligere være årlige skift i den rumlige fordeling af den overordnede koloni. Denne adfærd betyder, at det er vanskeligt at opnå en samlet opgørelse for havternebestanden i Grønland. En pålidelig vurdering af havternens bestandsstatus er som konsekvens heraf yderligere vanskelig at opnå. Denne rapport opsamler resultaterne af bestandsopgørelser fra tre sammenhængende feltsæsoner på øgruppen Grønne Ejland i den sydlige del af Disko Bugt, Vestgrønland (fig. 1). I denne periode er der indhentet betydelige erfaringer med, hvilke metoder der er anvendelige til bestandsopgørelser af havterner, ud fra et videnskabeligt såvel som et logistisk synspunkt. Formålet med rapporten er at videregive disse erfaringer, med detaljerede metodiske oplysninger, så en gentagelse er mulig ved fremtidig monitering på Kitsissunnguit. Samtidig sammenholdes erfaringerne fra bestandsopgørelserne, og anbefalinger til fremtidig monitering præsenteres sidst i rapporten. Havternen har i Grønland ”altid” været udnyttet i form af indsamling af æg til konsum. Ægsamling har været en yndet rekreativ udfoldelse, der lokalt har haft vid udbredelse. Typisk foregår ægsamlingen ved, at eksempelvis familiegrupper går på linje i terrænet og leder efter reder. Når en rede er fundet, indsamles hele redens indhold, og det er ikke usædvanligt, at adskillige hundreder havterneæg indsamles ved hvert besøg i de større kolonier. Ægsamling var tilladt indtil 1. juli 1989 (Anonym, 1989), men på baggrund af en formodet tilbagegang i havternebestanden blev denne aktivitet forbudt med en ny fuglebekendtgørelse i 2001 (Anonym 2001), og arten blev herefter totalfredet i Grønland. Kitsissunnguit (Grønne Ejland) er Grønlands største havternelokalitet og rummer omkring en tredjedel af den samlede grønlandske ynglebestand (Boertmann et al. 1996; Egevang & Boertmann 2003). Kitsissunnguit er samtidig den lokalitet i Grønland, hvorfra der historisk foreligger flest opgørelser af havternebestanden (se afsnittet Tidligere bestandsestimater, samt app. II). Desuden rummer øgruppen en særdeles høj diversitet af andre ynglefugle, sandsynligvis som et resultat af den beskyttende effekt de mange havterner yder mod rovdyr (Egevang et al. 2004). Kitsissunnguit er på denne baggrund udpeget både som Ramsarområde – et vådområde af særlig betydning (Egevang & Boertmann 2001), og de vestligste skær i øgruppen, Saattuarsuit, er udpeget som fuglebeskyttelsesområde (Anonym 2004). Dette gør Kitsissunnguit til et oplagt valg som lokalitet for monitering af den vestgrønlandske havternebestand, hvor detaljerede oplysninger om havternens yngleforekomst og bestandsstatus kan indhentes, samtidig med optællinger af øgruppens øvrige fugleliv. Figur 1. Kort over Kitsissunnguit i den sydlige del af Disko Bugt, hvor optællinger af havternebestanden blev udført i 2002-2004. Denne rapport er resultatet af projektet ”Monitering af havternebestanden på Grønne Ejland, Diskobugten”. Projektets primære formål har været at skabe det metodiske fundament for opgørelser af havternebestanden i Grønland samt anbefalinger til en fremtidig monitering af arten. Projektet er udført som et samarbejde mellem Grønlands Naturinstitut og det danske Miljøministerium, med økonomisk støtte fra DANCEA (Miljøstøtte til ArktisJ. Nr. M 127/001-0031). Det skal i den forbindelse nævnes at rapportens forfattere alene er ansvarlige for rapportens konklusioner, og at disse ikke nødvendigvis afspejler Miljøministeriets holdninger. Havternens ynglebiologi i Vestgrønland Indeværende afsnit er ikke en detaljeret gennemgang af havternens ynglebiologi og fænologi (her henvises i stedet til Egevang og Boertmann 2003), men skal mere ses som en kort gennemgang af de elementer i havternens ynglebiologi, der betinger og influerer på en succesfuld bestandsopgørelse og monitering. Fænologi Havternen er den fugleart i verden, der foretager det længste træk mellem ynglepladsen og vinterkvarteret. Ringmærkning viser, at havternen overvintrer på den sydlige halvkugle i havområdet ved Antarktis, hvilket sandsynligvis betyder, at den samlede årlige distance, en havterne foretager, er på mere end 40.000 km (Lyngs 2003). 9 16 Tabel 3. Estimeret yngletæthed på den østlige del af Basisø fra linjetaksering i 2003 og 2004 med 250 og 500 meters dækningsgrad. Lokalitet Basisø-øst Årstal 2003 2004 Dækninga500 250 500 250 Antal linjer 4 9 4 9 Længde af transektlinjer (km) 4,32 9,59 4,33 8,74 Observationer (reder observeret) 108 213 163 301 EWS (meter)b2,33 2,24 2,96 3,00 Tæthed (par/km2) 5349 4955 6343 5734 Standart Error (tæthed) 759,8 622,5 1296,8 1055,9 Variations-koefficient (%) 14,2 12,6 20,4 18,4 95% konfidens interval (min.) 3827 3775 3614 3848 95% konfidens interval (maks.) 7478 6503 11133 8544 a Afstand mellem transektlinjer b ”Effective Strip Width” I 2003 blev de samme fire transektlinjer optalt med 10 dages mellemrum for at undersøge effekten af bestandsestimat og kuldstørrelsen, når indsamling sker på et tidspunkt i ynglecyklusen, hvor majoriteten af kolonien ikke er færdige med at lægge æg. Tabel 4 viser, at linjetaksering udført d. 18. juni producerede en gennemsnitlig kuldstørrelse på 1,6 æg/rede, hvilket var væsentligt lavere end den observerede kuldstørrelse 10 dage senere (28 juni: 1,7 æg/rede). Ydermere var antallet af observerede reder større (32,4 %) d. 28. juni sammenlignet med d. 18. juni. En forskel der har konsekvenser for udregningen af yngletætheden og dermed det samlede bestandsestimat. Bestandsestimatet (Bestandsstørrelse, tab. 4) fra 28. juni bliver således 23,6 % større end det, der er foretaget d. 18. juni, og kvaliteten af optællingen, udtrykt som variations-koefficienten, bliver væsentligt nedsat (14,2 vs. 22,7) i estimatet fra 28. juni. Tabel 4. Optællinger blev foretaget to gange på de samme fire linjetransekter på to forskellige datoer i 2003 (den østlige del af Basisø). Data er efterfølgende analyseret for forskelle på yngletæthed og bestandsestimat mellem de to tidspunkter. Dato 18/6 2003 28/6 2003 Kuldstørrelse 1,60 1,71 Antal reder 73 108 Tæthed (par/km2) 4.088 5.350 Standart Error (tæthed) 926 760 Variations-koefficient (%) 22,65 14,20 Bestandsstørrelse (par) 9.082 11.886 Konklusioner På trods af den betragtelige forskel i yngletætheden i forskellige delområder på Kitsissunnguit mellem årene 2002-2004 (tab. 1), forbliver det samlede bestandsestimat i de tre år indenfor den samme størrelsesorden (tab. 2). Et resultat der kan forklares ved, at en stor andel (60-69%) af ynglefuglene på Kitsissunnguit forekommer i den østlige del af Basisø, hvor der i 2002-2004 kun er iagttaget mindre svingninger i yngletætheden. Det 17 østlige Basisø kan betragtes som et ”stronghold” for havternen på Kitsissunnguit, med en stabil yngleforekomst, mens fluktuationer i yngleforekomsten er mere udbredt i de resterende delområder. Således viser resultaterne fra 2002-2004 forskelle i yngletætheden på den vestlige del af Basisø og Niaqornaq, mens Innersiatsiaaq var uden ynglende terner i 2002 og 2003, mens et mindre antal fugle ynglede i 2004. Resultaterne fra 2002-2004 giver et kvalitativt bud på, hvorledes en tilfredsstillende dækningsgrad af øerne opnås ved hhv. 250 eller 500 meters afstand mellem transektlinjerne. Forskellen i dækningsgrad i den østlige del af Basisø afstedkommer ikke nævneværdige forskelle i yngletæthedsestimatet for øerne (tab. 3), om end usikkerheden i estimatet nedsættes ved at benytte en 250 meters dækning frem for en 500 meters dækning. Arbejdsindsatsen ved at indhente data til linjetransektmetoden ved en 250 meters dækning sammenlignet med en 500 meters dækning er imidlertid betydelig større og mere tidskrævende (omkring en fuld arbejdsdags forskel på Basisø-øst). Til fremtidig monitering af havternebestanden på Kitsissunnguit anbefales det således at den østlige del af Basisø dækkes ved 500 meter mellem transektlinjerne som første prioritet, når linjetransektundersøgelserne starter, hvilket vil producere et bestandsestimat, der kan betegnes som tilfredsstillende i det omfang målet med bestandsestimatet er egentlig monitering. Hvis tidsrammen for feltsæsonen tillader det, kan data fra de mellemliggende linjer fra 500 meters dækningen (så en 250 meters dækning opstår) indhentes på et senere tidspunkt (indenfor 3-5 dage), så mere detaljerede oplysninger om fordelingsmønsteret og et estimat med mindre usikkerhedsmargin kan udarbejdes. Topografien og størrelsen (Innersuatsiaaq undtaget) på de øvrige områder, hvor der er konstateret ynglende havterner i 2002-2004, gør, at disse områder bør dækkes med 250 meters afstand mellem transektlinjerne. Tabel 4 viser, at en linjetaksering, der er udført tidligt på sæsonen, kan resultere i underestimat af ynglebestanden samt en lavere sikkerhed på selve estimatet. Resultaterne fra 2003 understreger samtidig vigtigheden af, at der udføres en vurdering (se afsnittet Aldersbestemmelse af havterneæg) af, hvor fremskreden havternebestanden er i ynglecyklusen, før linjetransektundersøgelser igangsættes. Det er ikke utænkeligt, at netop linjetransektundersøgelse udført for tidligt på ynglesæsonen delvis kan forklare det relativt lave bestandsestimat fundet i 1996 (Frich 1997), hvor undersøgelserne blev udført i perioden 11.-23. juni. Det pågældende år blev der ligeledes registreret en meget lav gennemsnitlig kuldstørrelse (1,3 æg/rede). Sammenfattende fremstår linjetakseringsmetoden som en brugbar metode til opgørelse af ynglebestanden af havterner på Kitsissunnguit. Metoden producerer ud over et bestandsestimat, data på yngletæthed samt fordeling mellem de enkelte delområder på øerne, hvilket kan benyttes til at belyse forskelle i ternernes fordeling ynglesæsonerne imellem. Metoden er dog relativt tidskrævende, hvor tidsforbruget i 2002-2004 har været på 3-4 fulde arbejdsdage for to personer ved en 250 meters dækning af Basisø og Niaqornaq. Hertil skal lægges tidsforbrug til at vurdere, hvor fremskreden ynglesæsonen er det pågældende år, samt ventetid i tilfælde af, at æglægningen er sket sent i indeværende sæson. Alligevel vurderes linjetaksering som den bedste metode til at indhente bestandsestimater, når bestanden tæller mange ynglepar, der er jævnt fordelt over et stort areal, som det er tilfældet på Kitsissunnguit. Optællinger i prøvefelter Foruden linjetakseringsmetoden har optællinger i prøvefelter været anvendt til bestandsopgørelser på Kitsissunnguit. Ud over at udgøre en alternativ metode til bestandsopgørelse, har intentionen med udlægning af prøveflader været at skabe fundamentet for en type af optællinger, der kan udføres af personer uden en naturvidenskabelig baggrund, som eksempelvis jagtbetjente eller kommunalt ansatte fra lokalområdet. På Basisø er tre prøvefelter udlagt (app. VII), hvor feltets hjørner er markeret med varder mærket med blåt (fig. 4). Kriterierne for prøvefelterne var, at de var repræsentative for kolonien på Basisø, således at udvalgte prøvefelter både udgjorde tørre og veldrænede habitater og fugtige kærområder. To af prøvefelterne (felt D og E i app. VII) er placeret på den centrale del af øen, mens et (C) grænser op til en større lagune og kan betragtes som et randområde i forhold til koloniens udbredelse på øen. Figur 4. Hjørnerne af prøvefelter benyttet til optællinger på Basisø 2002 og 2003 er markeret med varder og blå maling. Metode Formålet med optællingerne er at opnå en værdi for tætheden af ynglepar indenfor et område med kendt areal. Disse tætheder kan herefter ekstrapoleres til at omfatte det samlede areal på Kitsissunnguit, hvor ynglende havterner er identificeret. Indenfor prøvefeltets afgrænsning foretages en totaloptælling af havternereder i den sidste halvdel af rugeperioden. Optællingen foregår ved, at (minimum) to personer går 18 19 gennem prøvefeltet med ca. 4 meter mellem sig2 og registrerer reder. Observatørerne bevæger sig gennem terrænet parallelt med prøvefeltets side, fra den ene ende til den anden, således at et bånd på ca. 8 meter dækkes af gangen. Ved enden af prøvefeltet forskydes dette bånd 8 meter til siden, og prøvefeltet gennemgås nu i modsat retning. Når en rede er fundet, registreres kuldstørrelse og ynglestatus (æg eller unge), og reden markeres med en lille pind med fortløbende nummer for at undgå dobbelttælling. Samtidig tages et waypoint af redens placering på håndholdt GPS. Resultater Prøvefelterne på Basisø blev optalt i 2002 og 2003, men ternernes ynglesæson i 2004 var så fremskredet (stor andel af unger i prøvefelterne), at optællinger blev opgivet. Optællingerne i prøvefelter på Basisø (tab. 5, app. VII) viser, at indenfor to af felterne (C og D) var antallet af reder i den samme størrelsesorden, mens tætheden af reder i felt E var betragteligt lavere (33 %) i 2003 sammenlignet med 2002. Netop prøvefelt E er det mest fugtige af de tre felter, hvor en del af rederne er placeret i græstuer. En mulig forklaring på forskellen mellem de to år kan være, at området har været særligt fugtigt i forsommeren og begrænset antallet af egnede redepladser. Selv om der ikke kan spores en signifikant forskel i gennemsnittet for de to år (paired t-test, p=0,1733, df=2), var den samlede redetæthed i 2003 væsentlig lavere (12,8 %), hvilket vil have stor betydning, når denne tæthed skal ekstrapoleres ud til at dække det resterende yngleareal på Kitsissunnguit. Tabel 5. Opgørelser af antal af reder og yngletæthed i tre prøvefelter på Basisø (app. VII) i 2002 og 2003. Prøvefelt C (6.464 m2) D (11.250 m2) E (6.939 m2) Sammenlagt Antal reder Tæthed (par/km2) Antal reder Tæthed (par/km2) Antal reder Tæthed (par/km2) Reder i alt Tæthed (par/km2) 2002 46 7.116 60 5.333 44 6.341 150 6084 2003 44 6.807 56 4.978 33 4.756 133 5395 Forskel - 4,5 % - 7,1 % - 33,3 % - 12,8 % Fra 2002 (Egevang & Boertmann 2003) foreligger et forsøg på at ekstrapolere yngletætheden fra prøvefelterne til det areal på øerne med ynglende terner (Basisø og Niaqornaq). Ved visuelt at besigtige områderne blev områderne med ynglende terner identificeret (indtegnet på kort) og inddelt i fire kategorier med ”ingen ynglepar”, ”lav”, ”middel” og ”høj” yngletæthed. Arealet i disse kategorier fik efterfølgende tildelt en tæthedsværdi (henholdsvis 0,7, 1,0 og 1,3 af den gennemsnitlige tæthed fra prøvefelterne) og et bestandsestimat udarbejdet. Estimatet på 19.300 ynglepar i 2002 (se Egevang & Boertmann 2003 for detaljer) var således 16 % højere end bestandsestimatet fra linjetaksering samme år. 2 Resultaterne fra linjetaksering viser, at chancen for at opdage en havternerede i terrænet nedsættes væsentligt, når den vinkelrette afstand mellem observatør og rede er mere end to meter. Figur 5. Fordelingen af yngletæthed på Niaqornaq og Basisø 2003. Vurderingen af yngletæthed er foretaget ud fra visuelle observationer. Se i øvrigt Egevang & Boertmann 2003 for figur over yngletætheden i 2002. I 2003 er en grovere kategorisering af yngletætheden benyttet (fig. 5). Her blev områder med ynglende terner opdelt (fra visuel besigtigelse) i områder med en tæthed, der svarede til den observerede i prøvefelterne, og med en tæthed svarende til omkring halvdelen af den i prøvefelterne. Antallet af ynglepar på Basisø blev hermed estimeret til 14.700 og antallet på Niaqornaq til 1.165 (tab. 6). Til sammenligning producerede linjetakseringsmetoden i 2003 (tab. 2) et estimat på 17.604 par og 943 par for de to øer, svarende til at ekstrapoleringen var 19,7 % lavere for Basisø og 19,1 % højere for Niaqornaq. Tabel 6. Ekstrapolering af gennemsnitlig yngletæthed (5395 par/km2 fra prøvefelter i tab. 5) til dækning af ynglefordelingen (fig. 5) på Basisø og Niaqornaq i 2003. Basisø Niaqornaq Areal (km2) Ynglepar (par/km2) Areal (km2) Ynglepar (par/km2) Tæthed 1 2,485 13.404 0 0 Tæthed ½ 0,484 1.306 0,432 1.165 Uden terner 0,205 0 0 0 I alt 3,174 14.712 0,432 1.165 Konklusioner Som en alternativ metode til bestandsestimater synes optællinger i prøvefelter umiddelbart at være en metode med lavere tidsforbrug end linjetakseringsmetoden. Desuden fungerer den faste afgrænsning (varder) af prøvefelterne samt den simple udførelse som en brugbar metode, der kan overdrages til personer med ringe erfaring indenfor bestandsopgørelser. 20 21 Resultaterne fra ekstrapolering af tæthederne fra prøvefelterne i 2002 og 2003 giver et estimat indenfor 20% af estimatet fra linjetakseringen. Foruden det primære formål med at udarbejde en værdi for yngletæthed til bestandsestimering, giver resultaterne fra prøvefelterne en målbar parameter for ændringer i den rummelige fordeling mellem ynglesæsonerne. Desuden producerer metoden data på den årlige kuldstørrelse. Svagheden ved metoden opstår, når tæthederne fra prøvefelterne skal ekstrapoleres ud til de resterende områder med ynglende terner. Havternerne på Kitsissunnguit yngler i sammenhængende områder over store afstande, uden naturlig afgrænsning af subkolonier (fig. 5). Indenfor yngleudbredelsen på øerne veksler yngletæthed i forhold til micro-habiteten, altså i forhold til om underlaget eksempelvis er tørt og stenet, fugtigt, har veludviklet vegetation mv. Desuden indikerer resultaterne fra linjetakseringsmetoden, at tætheden af reder er størst indenfor en zone på 20-50 meter nærmest kystlinjen. Ternernes fordeling på Kitsissunnguit er med andre ord en relativt kompleks fordeling og umiddelbart svær at opdele i veldefinerede områder, hvor ensartede yngletætheder forekommer. Hvis en meningsfuld ekstrapolering derfor skal finde sted, er det nødvendigt at optælle mange mindre prøvefelter, der er repræsentative for de områder, hvori der skal ekstrapoleres. Hvis en sådan opdeling af optællingsområder efter yngletæthed skal benyttes til ekstrapolering, kræver det en betragtelig investering i tidsforbruget, som vil overstige den tid, der benyttes til at indhente data til bestandsestimering ved linjetaksering. Den oprindelige intention med prøvefelterne var at skabe permanente områder, der kunne optælles af eksempelvis personer med lokal forankring, hvor data fra prøvefelterne kan skabe et indeks over havternebestandens størrelse det pågældende år. Resultaterne fra optællinger i tre sammenhængende år på Kitsissunnguit og i den sydlige del af Disko Bugt viser imidlertid stærke tendenser til, at havternerne veksler mellem redestederne fra år til år (Disko Bugt), og at yngletæthed varierer betragteligt mellem sæsonerne (linjetaksering, Kitsissunnguit). Det vurderes derfor som sandsynligt, at der opstår situationer, hvor yngletætheden i prøvefelterne det pågældende år ikke afspejler yngletætheden i resten af yngleområdet, og dermed ikke er repræsentative for bestanden på Kitsissunnguit. Erfaringerne fra 2002-2004 indikerer, at prøvefelter, som metode til at indhente et indekstal for ynglebestanden, må betegnes som havende begrænset anvendelighed. I lighed med linjetakseringsmetoden er det overordentligt vigtig at udføre optællingerne i prøvefelterne på det tidspunkt i ynglecyklusen, hvor størstedelen af ynglefuglene er færdige med at lægge æg, men før æggene klækker, og ungerne kan bevæge sig rundt i terrænet. Det er således vigtigt at foretage en vurdering af æggenes alder (se afsnittet Aldersbestemmelse af havterneæg) og af, hvor fremskreden ynglesæsonen er, før de egentlige optællinger iværksættes. 22 Optællinger af havternekolonier i den sydlige del af Disko Bugt I perioden 2002-2004 er der sideløbende med optællingerne af havternebestanden på Kitsissunnguit foretaget optællinger af havternelokaliteter i den sydlige del af Disko Bugt. Formålet med disse optællinger er at opnå kvalitative mål for havternens ”trofasthed” til kolonien – altså hvorvidt arten benytter den samme ynglekoloni år efter år, samt eventuelle ændringer i antallet af ynglefugle i kolonierne mellem ynglesæsonerne. Undersøgelsesområde Området mellem Aasiaat og Akunnaaq (se app. VIII) blev i 2002 udvalgt som undersøgelsesområde, dels fordi området indeholder mange havternelokaliteter indenfor et relativt begrænset geografisk område, og dels fordi optællingerne kan foretages i forbindelse med transport til Grønne Ejland ved feltsæsonens start. Området består af en række større og mindre øer, holme og skær. Samtlige øer og holme i undersøgelsesområdet har veludviklet vegetation og kan betegnes som værende repræsentative for den habitattype, der forekommer ved havternelokaliteter i Vestgrønland. I alt kendes 14 havternelokaliteter i undersøgelsesområdet; lokaliteter der optræder i Havfugledatabasen (DMU-AM & OC 2001) som kolonier med ynglende havterner. Farvandet i undersøgelsesområdet er let at navigere i, med såvel en mindre båd som med en større kuttertype. Øerne er ligeledes lette at overskue fra søsiden. Metode Optællingen af havfuglelokaliteterne i den sydlige del af Disko Bugt blev i 2002-2004 foretaget i midten af juni måned (tab. 7), og foregik i forbindelse med transport til Grønne Ejland før feltsæsonens start. Samtlige øer indenfor undersøgelsesområdet blev besøgt, og fra båd blev det vurderet, hvorvidt der ynglede terner på de enkelte lokaliteter. Lokaliteterne blev optalt ved hjælp af såkaldt ”Flush Count Metode” (Bullock & Gomarsall 1981), hvor der foretages en hurtig tælling, når samtlige af koloniens havterner er på vingerne på samme tid. Der kan forekomme situationer, hvor ikke alle fugle i kolonien flyver op på samme tid, men her er det vigtigt at foretage et hurtigt skøn over, hvor stor en proportion af kolonien, der er på vingerne, og hvor mange der bliver liggende på rederne på jorden. Optællinger af enkeltindivider er typisk ikke praktisk anvendeligt ved større kolonier (>100), men her tælles fuglene bedst i klumper på 10 individer. Ved store kolonier (>1000) tælles først som beskrevet ovenfor, indtil observatøren har dannet sig et billede af, hvor meget 100 fugle fylder i flokken, og dernæst ekstrapoleres til resten af flokken, så et samlet estimat af flokstørrelsen kan udarbejdes. 23 Ved optællingerne blev det desuden noteret, om lokaliteten blev benyttet som ”hundeø” – altså en ø hvor slædehunde anbringes om sommeren. Den lokale kommune bestemmer, hvilke øer der kan benyttes som hundeøer de enkelte år. For at sikre, at den optalte koloni svarer til identifikationsnummeret i Havfugledatabasen, blev der taget et ”waypoint” vinkelret (i forhold til nord/syd) ud for den enkelte lokalitet på håndholdt GPS, så placeringen senere kunne verificeres. Resultater Resultaterne fra optællingerne i de tre fortløbende år (tab. 7 og app. VIII) viser en stærk fluktuerende yngleforekomst. Der er stor forskel i antallet af ynglepar på den enkelte lokalitet mellem ynglesæsonerne, som eksempelvis koloni 68013 og 68194, hvor der det ene år yngler mere end 1000 havterner, mens lokaliteten det efterfølgende år ikke er besat. Ligeledes er der i materialet betydelige forskelle i antallet af ynglefugle (eks. 68192). Billedet af havternens yngleforekomst i den sydlige del af Disko Bugt er imidlertid ikke entydigt. Tabel 7. Optællinger af havternekolonier (individer) i den sydlige del af Disko Bugt (mellem Aasiaat og Akunaaq). I perioden 2002-2004 er 14 havternekolonier besøgt og optalt (se app. VIII). Kolonikoden refererer til Havfugledatabasen (DMU & OC 2001). Kolonikode 2002 (18/6) 2003 (17/6) 2004 (19/6) 68013 2000 0 650 68142 10 30 0 68155 600 0 600 68166 30 0 0 68167 1000 0 520 68174 80 0 40 68175 0 0 0 68188 30 0 0 68189 55 0 260 68190 300 0 400 68191 200 0 140 68192 100 0 1000 68193 300 0 0 68194a0 1200 430 I alt 4705 1230 4040 a midlertidig kolonikode til Havfugledatabasen. Konklusioner Det er velkendt, at størrelsen af havternebestanden i Grønland kan variere betydeligt mellem ynglesæsonerne, og i 1992 fandtes der eksempelvis store sammenhængende områder i Vestgrønland uden ynglende havterner (Boertmann et al. 1996, Egevang & Boertmann 2003). Ud fra datamaterialet fra 2002-2004-optællingerne i den sydlige del af Disko Bugt er det nærliggende at formode, at 2003 var et generelt dårligt yngleår for havternen i Disko 24 Bugt, og de mange ubesatte lokaliteter skyldes, at den samlede ynglebestand i området var meget lav i 2003. Optællingerne fra Kitsissunnguit (se afsnittet Linjetaksering) viser imidlertid ingen betydelig forskel i det samlede antal ynglepar i 2003-sæsonen. Umiddelbart vest for undersøgelsesområdet blev der i 2003 iagttaget omkring 2.500 havterner på åbent vand; fugle hvis ynglestatus og eventuelle ynglelokalitet var ukendt. Fra 2003 forekommer desuden oplysninger (E. Rosing og M. Myrup, Grønlands Nationalmuseum pers. kom.) fra den sydvestlige del af Disko Bugt (uden for undersøgelsesområdet), hvor flere lokaliteter var besat af ynglende havterner, en enkelt lokalitet endog med omkring 2.000 ynglende terner. Dette giver anledning til at konkludere, at 2003-sæsonen tilsyneladende ikke var specielt dårlig for havternebestanden, men at havternekolonierne indenfor undersøgelsesområdet af ukendte årsager var tyndt besatte. Sammenholdes ovennævnte oplysninger, gives et billede af havternen som en art med en fluktuerende yngleforekomst og relativ løs tilknytning til den pågældende lokalitet, hvor individet ynglede året før. Havternen stiller kun få krav til habitatet, hvor reden anlægges, og underlaget hvorpå reden placeres spænder vidt fra tørre, stenede områder til fugtige områder med rig vegetation (egne observationer, Kitsissunnguit). Valget af ynglelokalitet er således sandsynligvis ikke bestemt af lokalitetens beskaffenhed, men mere tænkeligt af faktorer som tilstedeværelsen af rovdyr og den aktuelle fødetilgængelighed i nærheden af lokaliteten. Hvorvidt denne manglende trofasthed til ynglelokaliteten er begrænset til at foregå indenfor geografisk adskilte områder (eks. lokalt indenfor Disko Bugt området) eller forekommer indenfor store geografiske områder (eks. hele Vestgrønland), kan ikke udledes fra ovenstående data. Ringmærkningsdata viser imidlertid en høj trofasthed til lokalområdet: Der findes oplysninger om i alt 51 voksne havterner, der er ringmærket og genfundet indenfor Grønlands grænser i yngletiden. Af disse blev 69 % fundet indenfor en radius af 50 km fra, hvor de blev mærket, mens 27 % blev fundet mellem 50 og 200 km væk, mens 2 fugle (4%) blev genfundet mere end 200 km fra ynglelokaliteten. Desuden viser ringmærkning af grønlandske havterner, at også ungfuglene følger ovenstående mønster og vender tilbage til det område, hvor de blev klækket (Lyngs 2003). Sammenfattende indikerer ovenstående oplysninger, at havternen i Vestgrønland nok flytter rundt mellem ynglelokaliteterne, men at denne flytning kun foregår indenfor lokalområdet. Aldersbestemmelse af havterneæg Som tidligere omtalt er det af afgørende betydning, at optællinger (hvor der registreres reder og ikke ynglende fugle) foretages på det rigtige tidspunkt i ynglesæsonen. Ideelt skal opgørelser foretages på det tidspunkt i ynglecyklusen, hvor (majoriteten af) 25 bestanden er færdig med at lægge æg, men før æggene klækker, og ungerne kan bevæge sig væk fra redestedet og være vanskelige at finde i terrænet. I uforstyrrede havternekolonier (altså uden prædation eller ægsamling) optræder en udtalt synkronisering i æglægningstidspunktet, og størstedelen af æggene i kolonien vil typisk klække indenfor en periode på en uge. Det er således vigtigt at foretage en vurdering af æggenes alder i en række udvalgte reder for at bestemme, hvor fremskredet ynglecyklusen er i den pågældende koloni, før optællinger igangsættes. Dette afsnit præsenterer to egnede metoder til at vurderer ægalder. Fælles for begge metoder er, at de benytter det faktum, at æggets massefylde bliver mindre i løbet af perioden, fra det er nylagt, til det klækker. ”Flydeprøve-metoden” Flydeprøve-metoden repræsenterer en meget simpel metode til at estimere æggets alder. Ægget nedsænkes i 20-30° grader varmt vand i en gennemsigtig beholder, og ud fra æggets orientering i vandet kan alderen estimeres. Ægget vil som nylagt have den største massefylde og lægge sig på bunden af beholderen i en vandret position i forhold til æggets længste midterlinje (Se app. IX). Efterhånden som ægget bliver ældre (2-10 dage gammelt) vil det blive lettere, og æggets midterlinje vil indtage en lodret position, men stadig have kontakt med bunden af beholderen. Omkring 12 dags alderen vil ægget have en massefylde som vandet i beholderen, og ægget vil orientere sig lodret ”svævende” mellem bunden og overfladen i beholderen. Dette stadie varer som regel mindre end et døgn, hvorefter ægget vil have kontakt med overfladen, indtil det klækker. Efterhånden som ægget bliver ældre (13-20 dage gammelt), vil vinkelen i forhold til overfladen bevæge sig fra lodret (80-90° vinkel) til en mere vandret orientering (omkring 60° vinkel), som tidspunktet for klækning nærmer sig. I samme periode vil en stadig større del af ægget være over vandoverfladen. De sidste dage (1-4 dage), før ægget klækker, vil små sprækker begynde at opstå i skallens overflade, og i denne periode bør flydeprøven ikke foretages, af risiko for at vand kan trænge ind i ægget. Ligeledes er det vigtigt, at ægget tørres (med papir eller lign.) efter at have været dyppet i vand, for at undgå afkøling når vandet fordamper fra æggets overflade. I appendiks X vises resultaterne af flydeprøve-metoden udført på havterneæg gennem ynglesæsonen i 2002. Som det ses af tabellen i app. X, giver metoden en ”sikker” bestemmelse af æggets alder indenfor en usikkerhed på + 2-3 dage. Det er således rimeligt på baggrund af 2002-målingerne at tildele følgende vejledende alderskategorier til æggets orientering i vand: Ægget i kontakt med bunden af beholderen: 22-13 dage til klækning. Ægget ”flydende” mellem bund og overflade: ca. 12 dage (+ 2 dage). Ægget i kontakt med overfladen: 11-2 dage til klækning. 32 Appendiks I - Omlægsforsøg Resultater fra forsøg med omlæg hos havterne, Kitsissunnguit 2003. Oprindeligt kuld Omlagt kuld Rede ID Størrel se IEV3 A-æg Størrelse IEV3 A-æg Afstand1 (m) Estimeret alder af foster (dage) Responstid (dage)2 101 2 18,234 1 18,215 3,1 13 9 102 2 17,954 1 17,586 3,1 14 8 103 2 17,160 1 17,266 5,7 13 8 105 2 16,157 2 17,637 4,7 9 13 107 2 16,810 1 17,135 19,5 11 15 109 2 16,510 2 17,135 3,3 5 8 110 2 15,813 2 16,479 13,6 10 8 111 2 15,957 2 16,178 5,2 9 10 112 1 18,205 1 18,459 42,2 18 10 113 1 16,061 2 17,515 46,3 11 9 Gennemsnit: (SD) 1,8 (0,42) 16,8863 (0,9513) 1,5 (0,53) 17,3605 (0,6972) 14,67 (16,497) 11,3 (3,50) 9,8 (2,40) 1 Afstand fra oprindeligt redested til omlagt redested. 2 Tid fra æggene i reden blev fjernet, til omlagt rede blev identificeret. 3 IEV: Internal Egg Volume: Æggets indre volumen 0,00048 x længde x bredde2 I 16 reder blev samtlige æg fjernet og fuglenes respons fulgt. Æggene blev fjernet på et tidspunkt (26. juni), hvor fuglene var omkring midtvejs i ruge-perioden (gennemsnitlig 11,3 dage gamle). Af de 16 ynglepar producerede 10 par (62,5 %) et nyt kuld, hvor den gennemsnitlige afstand mellem den oprindelige rede og den nye rede var på 14,7 meter. Fuglene var mellem 8 og 15 dage (9,8 dage) om at producere et nyt kuld. I fem tilfælde var den oprindelige kuldstørrelse af samme størrelse som den oprindelige, i fire tilfælde blev kuldstørrelsen reduceret fra 2 æg til 1 æg, og i et enkelt tilfælde blev kuldstørrelse øget fra et æg til to æg i den omlagte rede. Den gennemsnitlige kuldstørrelse blev reduceret fra 1,8 æg til 1,5 (ikke signifikant, paired t-test, t=1,406, df=9). Selv om det største æg i kuldet (A-ægget) er signifikant større i omlagte kuld (paired t-test, t=2.495, df=9) er den samlede biomasse (antal æg og deres størrelse) mindre sammenlignet med biomassen i de oprindelige reder. Appendiks II – bestandsopgørelser for Kisissunnguit År Antal Enhed Kvalitet af tælling1Platform Metode Kilde 2004 19.500 Par 5 Land Linietaks. Denne rapport 2003 19.500 Par 5 Land Linietaks. og ekstrapol. Denne rapport 2002 18.000 Par 5 Land Linietaks. og ekstrapol. Egevang & Boertmann 2003 2001 0 - 2 Land/Båd Besøg på øerne Jens Rafaelsen pers. comm.2 2000 0 - 4 Land/Båd Besøg på øerne (Hjarsen 2000) 1999 ”mange” - 1 Fly Skøn (DMU-AM and OC 2001)1) 1998 ”få” - 1 Fly Skøn (DMU-AM and OC 2001)1) 1996 5-10.0003Par 5 Land Linietaks. (Frich 1997) 1994 “få” 2 Land Skøn (Génsbøl 1996) 1993 5.000 Indv. 1 Fly Skøn (DMU-AM and OC 2001) 1990 2.000 Indv. 3 Land Skøn (DMU-AM and OC 2001) 1989 0 - 1 Fly Direkte obs. (DMU-AM and OC 2001) 1982 ”talrig” - 1 Land Skøn (DMU-AM and OC 2001) 1980 25.000 Par 4 Land Ekstrapolation (Kampp 1980) 1979 “talrig” - 3 Land Skøn (Kampp and Kristensen 1980)0) 1974 ”fåtallig” - 1 Land Skøn (Ballegaard 1979) 1960 ”talrig” - 1 Land Skøn (DMU-AM and OC 2001) 1954 ”overordentlig talrig” - 1 Båd Skøn (DMU-AM and OC 2001) 1946 100.000 Par 1 Land Skøn (Salomonsen 1950) 1 Kvaliteten af tællingen/skønnet vurderet og rangordnet fra 1 (lav) til 5 (høj). 2 Jens Rafaelsen, Aasiaat m. fl. pers. comm. Ternekolonierne vest for Qeqertarsuaq/ Godhavn var heller ikke besat i 2001. 3 5.000 ynglepar estimeret, men op til 10.000 par har måske lagt æg, som siden er blevet samlet. 33 Appendiks III – transektlinjer, Basisø og Niaqornaq Kort over Niaqornaq og Basisø med placering af transektlinjer. Skæringspunktet mellem kystlinjen og transektlinjen (lin xx) er start/slutpunktet for linjerne, som svarer til waypoints uploaded til håndholdt GPS. Eventuelle uoverensstemmelser mellem viste kort (digitalt, lavet fra oprettet luftfoto) og skæringspunkter skyldes, at punkterne oprindeligt er udlagt efter det mere upræcise elektroniske KMS 1:250000 kort. lin79 lin74 lin75 lin78 lin92 lin94 lin96 lin98 lin97 lin95 lin93 lin91 lin76 lin72 lin81 lin82 lin70 lin68 lin66 lin64 lin62 lin60 lin58 lin80 lin86 lin88 lin90 lin89 lin87 lin85 lin84 lin83 lin73 lin71 lin69 lin67 lin65 lin63 lin61 lin59 lin57 lin77 Appendiks IV – transektlinjer, Innersuatsiaaq og Angissat Kort over Angissat og Innersuatsiaaq med udlagte transektlinjer og start/slutpunkter. Se desuden teksten til appendiks VI. lin32 lin30 lin34 lin28 lin26 lin24 lin20 lin18 lin16 lin14 lin12 lin10 lin8 lin6 lin4 lin2 lin1 lin3 lin5 lin7 lin9 lin11 lin13 lin15 lin17 lin19 lin21 lin22 lin23 lin25 lin27 lin29 lin31 lin33 lin36 lin35 lin38 lin54 lin52 lin56 lin50 lin48 lin46 lin44 lin40 lin37 lin39 lin45 lin42 lin41 lin47 lin49 lin51 lin53 lin55 lin43 35 Appendiks V – koordinater til brug ved linjetransekt Tabel med koordinater for skæringspunkter mellem transektlinjer og kystlinje brugt ved linjetransektmetoden Kitsissunnguit 2002-2004 Navn Vest Nord Navn Vest Nord Navn Vest Nord Navn Vest Nord Lin1 -51,75707 68,82808 Lin26 -51,82455 68,81582 Lin51 -51,89820 68,82963 Lin76 -51,95958 68,83827 Lin2 -51,75707 68,82439 Lin27 -51,83069 68,82170 Lin52 -51,89811 68,82621 Lin77 -51,96554 68,85206 Lin3 -51,76321 68,83107 Lin28 -51,83068 68,81706 Lin53 -51,90434 68,82865 Lin78 -51,96562 68,84932 Lin4 -51,76321 68,82172 Lin29 -51,83682 68,82206 Lin54 -51,90434 68,82513 Lin79 -51,96562 68,84506 Lin5 -51,76934 68,82683 Lin30 -51,83682 68,81827 Lin55 -51,91047 68,82715 Lin80 -51,96562 68,84238 Lin6 -51,76934 68,82090 Lin31 -51,84295 68,82290 Lin56 -51,91043 68,82541 Lin81 -51,96562 68,84085 Lin7 -51,77547 68,82612 Lin32 -51,84295 68,82018 Lin57 -51,91041 68,85517 Lin82 -51,96571 68,83933 Lin8 -51,77547 68,82081 Lin33 -51,84909 68,82488 Lin58 -51,91041 68,85318 Lin83 -51,97183 68,85259 Lin9 -51,78161 68,82681 Lin34 -51,84906 68,82102 Lin59 -51,91653 68,85393 Lin84 -51,97175 68,85016 Lin10 -51,78160 68,82083 Lin35 -51,85522 68,82281 Lin60 -51,91653 68,84929 Lin85 -51,97175 68,84836 Lin11 -51,78775 68,82684 Lin36 -51,85521 68,82192 Lin61 -51,92274 68,85461 Lin86 -51,97166 68,83684 Lin12 -51,78775 68,81843 Lin37 -51,86136 68,82664 Lin62 -51,92274 68,84708 Lin87 -51,97787 68,84453 Lin13 -51,79386 68,82876 Lin38 -51,86136 68,82405 Lin63 -51,92878 68,85455 Lin88 -51,97779 68,83727 Lin14 -51,79387 68,81714 Lin39 -51,86746 68,83160 Lin64 -51,92887 68,84462 Lin89 -51,98409 68,84254 Lin15 -51,80001 68,83028 Lin40 -51,86750 68,82267 Lin65 -51,93500 68,85299 Lin90 -51,98409 68,83805 Lin16 -51,80001 68,81636 Lin41 -51,87363 68,83437 Lin66 -51,93491 68,84223 Lin91 -52,03310 68,84854 Lin17 -51,80615 68,83208 Lin42 -51,87363 68,83217 Lin67 -51,94112 68,85330 Lin92 -52,03310 68,84428 Lin18 -51,80613 68,81596 Lin43 -51,87357 68,82747 Lin68 -51,94104 68,84055 Lin93 -52,03931 68,84786 Lin19 -51,81227 68,83096 Lin44 -51,87370 68,82311 Lin69 -51,94725 68,85324 Lin94 -52,03931 68,84275 Lin20 -51,81229 68,81574 Lin45 -51,87970 68,82753 Lin70 -51,94725 68,83781 Lin95 -52,04552 68,84636 Lin21 -51,81843 68,82927 Lin46 -51,87975 68,82342 Lin71 -51,95328 68,85247 Lin96 -52,04535 68,84232 Lin22 -51,81842 68,82753 Lin47 -51,88593 68,83253 Lin72 -51,95346 68,83771 Lin97 -52,05156 68,84556 Lin23 -51,81843 68,82432 Lin48 -51,88589 68,82409 Lin73 -51,95941 68,85026 Lin98 -52,05156 68,84235 Lin24 -51,81843 68,81567 Lin49 -51,89197 68,83131 Lin74 -51,95958 68,84546 Lin25 -51,82453 68,82235 Lin50 -51,89193 68,82654 Lin75 -51,95941 68,84207 36 Appendiks VI – resultater fra linjetransektmetoden 2002-2004 a Effective Strip Width Basisø-øst Basisø-vest Niaqornaq Innersuatsiaaq Areal (km2) 0,9014 2,2217 0,4487 1,233 År 2002 2003 2004 2002 2003 2004 2002 2003 2004 2004 Antal transektlinjer 5 9 9 2 4 4 4 4 4 10 Samlet transektlængde (km) 5,64 9,59 8,74 1,31 3,45 3,29 1,60 1,64 1,60 4,54 Afstand mellem transektlinjer (m) 500 250 250 500 250 250 250 250 250 250 Reder observeret 77 213 301 22 105 82 43 22 44 19 Kuldstørrelse 1,9 1,7 1,8 1,9 1,8 1,8 1,6 1,8 1,8 1,5 ESWa (m) 1,65 2,24 3,00 2,77 2,21 3,23 1,87 3,32 2,79 5,33 Tæthed (par/km2) 4131 4955 5734 3034 7213 3855 7174 2019 4920 392 Standard error (tæthed) 734,9 622,5 1055,9 1036,2 1928,6 2117,3 3017,4 967,5 1784,7 194,3 Estimeret bestandsstørrelse (par) 9177 11009 12740 2735 6502 3475 3219 943 2208 484 Standard error (bestandsstørrelse) 1633 1383 2346 934 1738 1909 1354 452 801 240 95 % confidens interval (bestandsstørrelse) 6199 - 13587 8388 - 14449 8551 - 18982 508 - 14719 3080 - 13725 697 - 17333 1045 - 9919 290-3071 809-6027 173-1355 Appendiks VII – fordelingen af prøvefelter, Basisø Kort over Basisø med målefelter benyttet i 2002-2004, samt placering af fortidsminder, navne på søer og placering af basislejr. Tabellen til højre viser koordinater over afgrænsningen på prøvefelterne C, D og E som blev benyttet i forbindelse med optællinger i prøvefelter. Felt WP# Orientering W N C 20 NW -51,95116 68,84044 C 40 N -51,95181 68,83994 C 44 SW -51,95215 68,84059 C 66 S -51,95219 68,83952 C 67 SØ -51,95333 68,84025 D 167 NW -51,94181 68,84572 D 169 NØ -51,93981 68,84653 D 199 SØ -51,93795 68,84608 D 215 SW -51,94072 68,84523 D 227 SSØ -51,93954 68,84541 E 146 SW -51,94060 68,84675 E 147 NW -51,94024 68,84782 E 148 NØ -51,93927 68,84795 E 149 Ø -51,93900 68,84732 E 150 SØ -51,93928 68,84677 38 Appendiks VIII – optællinger, sydlige Disko Bugt Appendiks IX – ”Flydeprøve-metoden” ”Flydeprøve” til estimering af æggets alder. Kurven viser resultater fra 2002 med kendt klækkealder. Nederst ses æggets orientering i glas med 20-30° varmt vand. Calibration curve, angle y = -0,0105x3 + 0,0216x2 + 3,0175x + 60,918 R2 = 0,9516 10 20 30 40 50 60 70 80 90 100 012345678910111213141516171819202122 days to hatching angle +/- range Fl y deprøve af havterneæ g , Grønne E j land 2002. Æ ggets orientering i en beholder med vand bru g es til at estimere æggets alder. N ylagt, på bunden, 30° vinkel 5 dg. på bunden, 60° vinkel 8 dg. på bunden, 80° vinkel 14 dg. ca. 1-2 mm over overfladen, 80° vinkel 18 dg. ca. 3-4 mm over overfladen, 70°vinkel 21 dg. ca. 4-6 mm over overfladen, 60° vinkel 12 dg. flydende, Appendiks X – resultater fra ”flydeprøve-metoden”, Kitsissunnguit 2002 Tabellen viser den procentvise fordeling af æggets orientering (vinkel i forhold til længdelinje) i et beholder med vand i forhold til den kendte alder på ægget (udregnet ved at ”tælle baglæns” i forhold til klækkedato). Når ægget findes i overfladen (0-13 dage til klækning), angives desuden hvor stor en del af ægget, der er synligt over overfladen. Desuden er antallet af observationer angivet (se desuden appendiks IX). ”Starred” = æg med begyndende sprækker, ”pipped” = æg med hul. Antal dage til klækning 22 21 20 19 18 17 16 15 14 13 12 11 10 9 8 7 6 5 4 3 2 1 På bund 100 100 100 100 100 100 100 78 83 55 29 15 7 6 0 0 0 0 0 0 0 0 ”Vægtløst” 0 0 0 0 0 0 0 22 0 0 7 15 7 6 10 0 0 0 0 0 0 0 I overfladen 0 0 0 0 0 0 0 0 17 45 64 69 80 88 90 100 100 100 87 45 14 0 ‘Starred’ 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 13 55 86 60 ‘Pipped’ 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 0 40 Vinkel på bunden (°) 30 20-55 30-40 40-80 50-80 50-80 60-80 50-90 70-90 80-90 80-90 80 80 Vinkel i overfladen (°) 80 80-60 90-60 90-80 90-70 90-60 90-50 90-60 90-60 90-60 90-60 80-50 70-50 Over overfladen (mm) 0 1 1-3 1-2 0,5-3 1-4 1-5 0,5-4 0,5-6 1-6 2-6 2-7 5-7 Antal observationer 1 3 4 2 5 6 3 9 6 11 14 13 15 16 20 26 27 30 31 33 35 35 41