Fødevalg hos rensdyr i Akia og nær Kangerlussuaq, Vestgrønland, vinteren 1996/97. Technical Report No. 37

Fødevalg hos rensdyr i Akia og nær Kangerlussuaq, Vestgrønland, vinteren 1996/97, Pipaluk Møller Lund1, Eldar Gaare3, Øystein Holand2 & Kristjana G. Motzfeldt1 1Grønlands Naturinstitut 2Norges Landsbrukshøgskole 3Norsk Institutt for Naturforskning Søgeord: rensdyr, Rangifer tarandus groenlandicus, fødevalg, Vestgrønland, vinter 3 Technical report no. 37, november 2000 Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut 4 Eqikkaaneq Tuttut arnavissat 97-it (Rangifer tarandus groenlandicus) aqajaruinik anaannillu misiligutinik misissuinerni paasinarsivoq ukiup aallartinnerani ukiullu naalernerani Kalaallit Nunaata Kitaani sumiiffinni marlunni assigiinngitsunik naaneqarfiusuni nerisassaminnik toqqaasartut. Nunap immikkoortuani kujallermi, Akiani, tuttut orsuaasartornerupput, immikkoortortamilu avannarlermi, Kangerlussuarmi, ivigaanerusunik orpigaanerusunillu nerisaqartarlutik. Sumiiffinni marlunni ukiup aallartinneranni ukiullu naalernerani nerisassanik toqqaasarnerat annertuumik allanngoriartarpoq; Akiani ukiup naalernerani orpigaasanik nerinerusarput orsuaasanillu nerinikinnerullutik, ukiup aallartinneranut naleqqiullugu, Kangerlussuarmi ukiup naalernerani ukiup aallartinneranut naleqqiullugu, orpigaasat nerisassatut pingaarutaarunnerulersarput ivikkallu pingaarnerulersarlutik. Nerisassanik inuussutissakinnerusunik nerisarnerit, soorlu paarnaqutinik (Empetrum nigrum) kiisalu orsuaasat ilaannik, (Peltigera apthosa) takutippaat Kangerlussuarmi ukiumi 1996 / 1997-imi nerineqarsinnaasimasut pitsaanatik inuussutissakinnerusimasut. Kangerlussuarmi tuttut arnavissat Akianiittunut naleqqiullutik kigutitik nungullartilertornerusimavaat, ukiullu naalernerani Kangerlussuarmiittut Akiani tuttunut arnavissanut naleqqiullutik salunnerusarlutik. Imaassinnaavoq ukiukkut aqajaqqumi arrortikkuminaatsunik nerisartagaat pilutat, kanaartat kiisalu orpikkat qaleruaat ivikkallu aqajaqqumi uutsikkuminaatsut peqqutaasut, taamaalillutik orpikkat manngertut kigutaannik nungullartitsisarlutik, mangiakkatik agguarluarsinnaajunnaarlugit, taamaalillutik aqajarormiutik arrortikkuminaatsillugit, tamatumalu kingunerisaanik ukiup naalernerani orsumik sillimmatiminnik atuitittariaqartarlugit. Sammenfatning Forskelle i fødevalg tidlig vinter og senvinter hos rensdyr (Rangifer tarandus groenlandicus) i to vegetationsmæssigt forskellige områder i Vestgrønland er afdækket via analayse af maveindholdsog afføringsprøver fra 97 rensdyrsimler. I det sydlige område, Akia spiste rensdyrene mere lav, mens de i det nordlige område, Kangerlussuaq, spiste mere dværgbuske og græsser. Der var signifikante skift i fødevalget i begge områder mellem tidlig og senvinter; i Akia spiste de flere dværgbuske og mindre lav senvinter end tidlig vinter, mens dværgbuskene i Kangerlussuaq blev mindre vigtige og græsser mere vigtige senvinter sammenlignet med tidlig vinter. Et indtag af plantearter med lavt næringsindhold, såsom dværgbusken fjeldrevling (Empetrum nigrum) og laven vortet skjoldlav (Peltigera aphthosa) indikerer, at den tilgængelige føde i området Kangerlussuaq havde lav kvalitet i vinteren 1996/1997. Rensdyrsimlerne i Kangerlussuaq havde slidt deres tænder hurtigere ned end rensdyrsimlerne i Akia og førstnævnte var i dårligere kropskondition senvinter end tilfældet var for simlerne i Akia. Dette kan være et resultat af, at simlerne i Kangerlussuaq havde udnyttet ikke fordøjelige grene, stilke og bark fra træagtige planter og græsser med lav fordøjelighed, noget der havde slidt godt på deres tænder, nedsat deres evne til at findele føden og dermed fordøje føden, hvilket i sidste ende tvang dem til at tære mere på deres fedtreserver senvinter. Abstract Rumen-Reticulum and feaces samples from 97 female reindeer (Rangifer tarandus groenlandicus) have indicated several differences in forage selection during early and late winter in two vegetationally different areas in West Greenland. In the Southern area, Akia, the reindeers ate more lichen, while in the northern area, Kangerlussuaq, they ate 5 more grasses and dwarfshrubs. There were significant shifts between early and late winter in forage selection in both areas; in Akia they ate more dwarfshrubs and less lichens in late winter compared to early winter, in Kangerlussuaq dwarfshrubs became less and grasses more important as forage in late winter compared to early winter. An intake of species of low nutrient quality, such as the dwarfshrub Empetrum nigrum and the lichen Peltigera apthosa indicated low winter forage quality in the Kangerlussuaq area in the winter 1996/1997. The female reindeers in Kangerlussuaq had worn down their teeth faster than in Akia and were in worse body condition late winter than the female reindeers in Akia. This can be a result of their winter use of undigestible dwigs, stems and bark of woody plants and grasses with low digestibility, where the hard woody material wore down their teeth. This lowered their ability to masticate the food and hence lowered their ability to digest the food and in turn forced them to use their body fat reserves in late winter. 6 1. Introduktion Tilladelse til forskningsfangst på 100 rensdyrsimler (Rangifer tarandus groenlandicus) i to vildrenområder i Vestgrønland, Akia nord for Nuuk og området nord for Kangerlussuaq fjorden, gjorde det i 1996 og 1997 muligt at indsamle et stort biologisk materiale. I forhold til tidligere undersøgelser i Vestgrønland var der bl.a. tale om et stort antal vomindholdsprøver fordelt ligeligt på to årstider og fra to vegetationsmæssigt vidt forskellige områder. Projektet blev primært sat i gang for at studere de to bestandes kondition og fødevalg i starten af og i slutningen af vinteren. Det ene område, Akia, rummer store arealer med lavholdig buskhede og dermed god tilgang til rensdyrenes foretrukne vinterføde, makrolaver af slægterne Cladonia og Cetraria (Hansen 2000a), mens Kangerlussuaq’s heder rummer små mængder makrolaver (Aastrup 2000). Tidligere har Thing (1984) fundet, at rensdyrenes føde i indlandet ved Kangerlussuaq er domineret af græsser året rundt og at dyrene også spiser revling (Empetrum nigrum), hvilket kan indikere dårlige vinterfødevilkår for dyrene (Steen 1968, Klein 1968, Egilsson 1983,Thing 1984). Fra Norge er det kendt, at et stort indslag af lav i vinterføden har positiv betydning for dyrenes kondition (Skogland 1985). Samtidig er det mere energiøkonomisk for rensdyrene at spise lav end proteinholdige karplanter, da øget proteinindtag øger vandindtaget og dermed også varmetabet om vinteren (Soppela et al. 1992). Begge dele er vigtige for dyrene for at opretholde en balance mellem energiindtagelse og proteintab. Undersøgelser (Aastrup 2000) viser, at Akia primært er domineret af gode efterårsog vintergræsningstyper med stort indslag af dværgbuske og laver, mens Kangerlussuaq domineres af gode forårsog sommergræsningstyper, der har et stort indslag af dværgbuske med græsser og/eller mosser i undervegetationen. Rapporten omhandler indsamling, analysering samt resultater fra analysering af vom- (maveindholds-)prøver og fæces-(afførings-)prøver fra de nedlagte rensdyr. Målet med disse analyser var at få klarlagt: Hvilke planter rensdyrene spiser De relative andele af fødeemner fundet i vomme og fæces Eventuelle forskelle i fødevalg mellem Akia og Kangerlussuaq Skift i fødevalg mellem tidlig og senvinter Relationer til dyrenes kondition og tandslitage 7 2. Beskrivelse af studieområderne 2.1 Vegetationen Vegetationskort over de to områder, hvor simlerne blev indsamlet, er udarbejdet af Mikkel Tamsdorf (Aastrup et al. 2000). Dette er grove vegetationskort, hvor der er skelnet mellem 7 forskellige plantesamfund (figur 1 og 2). De arealmæssigt vigtigste vegetationssamfund i to udvalgte områder Niaqornaq og Brayasø, beliggende i henholdsvis Akia og Kangerlussuaq er vist i tabel 1. Nomenklaturen for karplanter er ifølge Böcher et al. (1978), for lichener ifølge Hansen (1995) og for mosser ifølge Frisvold et al. (1995). Niaqornaq Området ved Niaqornaq domineres af lavrige, tørre og fugtige dværgbuskheder, der indimellem har så stort lavdække (lav > 75%), at de danner egentlige lavheder. Dominerende arter i de lavrige fugtige dværgbuskheder er dværg-birk (Betula nana) og mosepost (Ledum palustre). Laver med stor dækning er Cladonia stellaris, C. stygia, C. mitis, Flavocetraria nivalis, Nephroma arcticum, Peltigera aphthosa, Stereocaulon paschale og S. alpinum. Forekomsten af laverne Cetrariella delisei, Arctocetraria andrejevii, Cladonia ecmocyna, C. stricta og C. cristpata afslører hedernes mellem-fugtige karaktér. Fjeld-revling (Empetrum nigrum) indtræder som følgeart i de tørre lavrige dværgbuskheder sammen med rank star (Carex bigelowii) og dværgbirk. Den arealmæssigt dominerende makrolav her er Flavocetraria nivalis, mens mindre udbredte laver er Sphaerophorum globosus, Bryocaulon divergens, Alectoria ochroleuca, A. nigricans, Cetraria islandica, C. nigricans, C. muricata, Cladonia mitis, C. borealis, C. gracilis, Stereocaulon alpinum, Thamnolia vermicularis (Hansen 2000a). Arterne Bryocaulon divergens, Alectoria ochroleuca og A. nigricans forekommer typisk på afblæste rygge, og kan udgøre lettilgængelig vinterføde for rensdyr. Af mikrolichener spiller Ochrolechia frigida og Pertusaria dactylina størst rolle. De rene lavheder domineres af Cladonia stellaris. I fugtige overgange mellem hede og kær nær Niaqornaq dækker laven Cladonia stygia store arealer. Langs vandløb findes enkelte steder frodigt krat af blågrå pil (Salix glauca)(Hansen 2000a). Brayasø Området domineres af de tre samfund: Fugtig dværgbuskhede, tør dværgbuskhede og steppe. På nordvendte skråninger dominerer en meget homogen, mosrig hedetype med Dværg-birk, mosepost, tyttebær (Vaccinium vitis-idaea) og laplands-rørhvene (Calamagrostis lapponica). Laplands-rørhvene ses meget tydeligt på afstand på grund af de gulgrønne blade. På nordvendte skråninger er mosdækket tykt, mens det på flade, sydvestog nordøstvendte skråninger helt eller delvist mangler. På sydvendte skråninger forekommer nederst dværg-birk hede, derover følger blågrå pil-bevoksninger, og over disse steppe-star (Carex supina) domineret steppe på de stejleste dele af skråningerne. Denne steppe type findes også i højlandet på afblæste rygge, der ikke som i Akia domineres af lavholdig vegetation. På vestvendte skråninger og horizontalt terræn i højlandet dominerer dværgbuskhede, som enten er ren dværgbirk, dværgbirkmosebølle (Vaccinium uliginosum) blandingshede eller en mere tør og åben type med et stort indslag af arktisk alperose (Rhododendron lapponicum) (Lund 1999). 88 9 Tabel 1: Dominerende vegetationssamfund ved Niaqornaq (Akia, figur 4) og ved Brayasø (Kangerlussuaq, figur 3) ordnet efter faldende humiditet i jorden. Følgearter: Taxa, der ikke synes at have nogen præference for nogen samfund. K=karplanter; m=mosser; l=lav (Lund & Bay 1998). Dækningsgrader er skønsbaserede. Samfund Dominerende Følgearter Jordens Terrænforhold Dækning (Niaqornaq) karplanter humiditet og eksponering k/m/l (%) Eriophorum Eriophorum Vaccinium Våd Vandret terræn 74/36/1 angustifoliumangustifolium, uliginosum, Carex bigelowiiCarex bigelowii Betula nana, Salix kær arctophila, Empetrum nigrum Blandet dværgBetula nana, Carex bigelowii, Fugtig Vandret terræn 55/20/25 busk-hede, lavEmpetrum Vaccinium og mosrig nigrum uliginosum, Ledum groenlandicum, L. palustre Lavrig Ledum palustre, Vaccinium Fugtig Svagt skrånende 39/13/48 dværgbuskhede Betula nana, uliginosum, terræn Cladonia Salix glauca stellaris Lavrig Betula nana, Ledum groenlanTør Svagt skrånende 24/5/67 Betula nanaFlavocetraria dicum, Empetrum terræn hede nivalis nigrum Lavhede Cladonia stellaris Carex bigelowii Tør Vandret terræn 16/5/79 Lavhede Cladonia stellaris, Betula nana Tør Svagt skrånende 26/4/70 C. stygia terræn Samfund Dominerende Følgearter Jordens Terrænforhold og Dækning (Brayasø) karplanter humiditet eksponering k/m/l (%) Carex rariflora-C. Carex rariflora, Salix arctophila, Våd Vandret terræn 44/38/0 saxatilismoskær C. saxatilis Equisetum arvense Strømkrat Salix glauca Calamagrostis Fugtig Vandret og svagt 131/6/0 Langsdorfii, SV-skrånende Equisetum arvense, terræn Polygonum viviparum, Festuca rubra Ledum palustreLedum palustre Vaccinium vitisFugtig N-skråninger 71/62/16 Betula nana-hede ssp. decumbens, idaea, Empetrum Betula nana, nigrum Calamagrostis lapponica Salix glauca-krat Salix glauca Betula nana, Fugtig Vandret terræn 87/0/0 Vaccinium og S-skråninger uliginosum, Cerastium alpinum Betula nana Betula nana, Salix glauca, Fugtig NØ-skråninger 85/41/5 Vaccinium Vaccinium Rhododendron uliginosum-hede uliginosum lapponicum, Pedicularis lapponica Carex supinaCarex supina, Potentilla Ekstrem S-skråninger 40/0/0 steppe Calamagrostis hookeriana, tør Purpurascens Poa glauca, Artemisia borealis Kær forekommer i lavninger og som en smal bræmme langs bække og søer. Dominerende her er blank star (Carex saxatilis), mose-star (Carex rariflora) og arktisk pil (Salix arctophila). Ren krat-rørhvene (Calamagrostis langsdorfii)-græslande findes i fugtige strøg i lavningerne, og på beskyttede steder, ofte langs med elve, findes 2-2? meter høje krat domineret af blågrå pil med en sparsom undervegetation af græsser og få urter. 2.2 Klima Gennemsnitstemperaturen i Kangerlussuaq i marts måned er – 17,5 ∞C, i Nuuk er den –8,0 ∞C. Tilsvarende gennemsnitstemperaturer i november måned ligger i Kangerlussuaq på –16,9 ∞C, i Nuuk på –6,2 ∞C. Årlig nedbør for de to lokaliteter er på henholdsvis 756 og 140 mm (Aastrup 2000). Tallene er fra årene 1961-1990 for Nuuk og 19741990 for Kangerlussuaq. Kangerlussuaq lufthavn (figur 3) har fastlandsklima og områdets beliggenhed i forhold til Indlandsisen. De markante fjelde mod øst gør, at nedbørsmængderne er små og vindpåvirkningen fra Indlandsisen i form af kolde og varme (føhn) udtørende vinde, er stor. Modsat har Nuuk kystklima og større nedbørsmængder. Lokale vindforhold er afgørende for hvordan sneen aflejrer sig. Vore målinger af snedybden ved fødekratere viste for Akia mellem 10 og 40 cm sne i november og 3 og 20 cm i marts. I Kangerlussuaq lå snedybden på mellem 5 og 22 i november og mellem 5 og 8 cm i marts. 10 3. Metode 3.1 Prøveudtagning På figur 3 ses områderne i Akia og ved Kangerlussuaq, indenfor hvilke simlerne blev skudt. I Akia blev 49 simler fundet og skudt indenfor et stort område, der stækker sig fra sletterne nordvest for Kingittoq og nordpå til den store sø øst for Quassuttorsuaq (figur 2). Samtlige 47 dyr ved Kangerlussuaq blev skudt i nærheden af Kangerlussuaq havn, i området kaldet Ringsødal (figur 1)(Cuyler unpubl.). Dyrenes alder blev bestemt ved aflæsning af tandsnit fra 1. fortand i undermunden. Tandslitage på 2. molar blev målt ved højden på tanden fra kæbeben i mm, mens rumpefedtet blev skåret af og vejet til nærmeste hele gram. For at sikre at vomindholdet repræsenterer så ferskt indtaget føde som muligt, er det vigtigt at dyret bliver observeret græssende i ca. 1 time før det nedlægges. Det var ikke muligt at vente en time inden aflivning i november 1996 i Kangerlussuaq på grund af tidsnød som følge af svigtende dagslys. I stedet blev dyrets observerede græsningstid noteret. Der blev indsamlet to karplanteprøver og laverne i fødekrateret, hvor dyret havde græsset, blev artsbestemt på stedet eller indsamlet for senere artsbestemmelse. Snedybden blev målt i umiddelbar nærhed af, hvor hvert dyr var nedlagt. Fordøjelsessystemet blev vejet til nærmeste halve kilo. Før vejningen blev det omkringliggende fedt fjernet. Indholdet i netmave (Reticulum) og vom (Rumen) blev derefter blandet og vejet til nærmeste halve kilo. Alle vejninger blev foretaget med en Salter vægt. Der blev udtaget 1 liter vomprøve fra hvert dyr. Prøverne blev frosset umiddelbart efter prøvetagning. Fæcesprøverne blev udtaget fra den del af endetarmen, som ligger lige før anus, og frosset ned i poser. Der blev udtaget 10 pellets. 3.2 Analysering af vomprøver Analyseringen af vomprøverne blev foretaget af Gøsta Hansson under vejledning fra botanikerne Eldar Gaare og Ingvar Brattbak, alle ansat ved Norsk Institut for Naturforskning i Trondheim. Prøverne blev tøet op og omrørt med ske, hvorefter der blev udtaget duplikater fra hver prøve. Ca. 2 tsk materiale blev spulet jævnt ud på et udspændt, 10 cm stort bomuldsnet med ca. 2 mm i maskevidde. Først blev samtlige prøver studeret af to trænede botanikere samtidig for at opsætte planteartsog plantegruppeliste (tabel 3). Derefter aflæstes for hver prøve 2 x 200 tilfældige punkter i et på forhånd udvalgt punkt i okularene og der sattes en streg for hver artsog gruppeforekomst. Til aflæsningen benyttedes stereolup med 30-100 gange forstørrelse. 3.3 Analysering af fæcesprøver Mikrohistologiske analyser af fæces fra rensdyrene bygger på genkendelse af overfladecellevægstrukturer fra planterne i fæces under mikroskop. De fleste planters overfladeceller, også kaldet epidermis, er dækket af ikke fordøjeligt kutin, der ikke kan nedbrydes af mikroorganismer (Harbers et al 1981). Disse overfladeceller fundet i fæces kan identificeres i mange tilfælde på artsniveau gennem sammenligning med præparater fra referenceplanter, der vokser i det område, hvor dyrene har græsset. Laver og mosser har ikke kutin, men disse planter ætses ikke bort under den mikrohistologiske præparering. 11 Tabel 5: Den enkelte arts punktscore i procent af total punktscore i vomprøverne fra området Akia i de to sæsoner. Vomprøver, alle arter, max., min., gennemsnit og standard afvig. Baseret på den enkelte arts punktscore i procent af total punktscore. Planteart/-gruppe Akia november 1996 Akia april 1997 Max. Min. Gnsn. St.afvig. Max. Min. Gnsn. St.afvig Træagtige 23,72 0,00 10,53 5,39 31,67 5,84 17,30 5,82 Bark 2,06 0,00 0,40 0,71 16,92 0,00 2,37 4,15 Betula nana 11,98 0,00 3,70 3,45 7,98 0,00 3,64 2,42 Empetrum nigrum 6,73 0,00 1,66 2,21 9,20 0,00 1,33 2,38 Ledum sp 3,02 0,00 0,81 1,05 2,18 0,00 0,36 0,71 Loiseleuria procumbens 0,00 0,00 0,00 0,00 2,03 0,00 0,08 0,41 Vaccinium uliginosum 0,00 0,00 0,00 0,00 0,97 0,00 0,04 0,19 Vaccinium vitis-idaea 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 Græsagtige 26,32 1,50 10,63 6,01 23,10 0,00 8,91 7,09 Ledningsstrenge 12,89 0,00 6,16 3,73 37,62 0,00 8,70 8,12 Urt 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 Lav 70,47 24,88 49,33 11,67 56,90 9,95 35,18 13,82 Peltigera sp 2,49 0,00 0,23 0,65 2,24 0,00 0,19 0,57 Stereocaulon sp 13,93 0,00 5,07 5,23 10,92 0,00 4,90 3,79 Cladonia uncialis 5,26 0,00 0,22 1,07 1,70 0,00 0,07 0,34 Moser 9,73 1,72 5,09 2,24 24,19 0,00 8,21 5,30 Polytrichum sp 2,89 0,00 0,12 0,59 8,50 0,00 0,55 1,85 Blad 4,96 0,00 0,53 1,45 9,89 0,00 0,47 1,99 Strø 16,95 0,00 5,46 5,18 18,41 0,00 7,68 5,03 Andet 0,50 0,00 0,02 0,10 0,00 0,00 0,00 0,00 Lav udgjorde den største andel af fragmenterne i vomprøverne fra Akia i november (figur 5). Frekvensen af lav tidlig vinter (november) i både vomog fæcesprøver var høj i Akia (h.h.v. 54,85% og 28,36%), og tilsvarende lav (11,40% og 1,39%) i Kangerlussuaq (figur 4 og 5). Det samme forhold gjorde sig gældende senvinter (martsapril) i begge områder. Frekvensen af mosser i fæcesprøver fra Akia i april 1997 var omtrent ligeså stor som frekvensen af lav, h.h.v. 25,8% og 25,2%. Et tilsvarende forhold eksisterede ikke i vomprøverne fra de samme dyr, her er mosog lavfrekvensen på h.h.v. 8,8% og 40,3%. Mosindholdet i fæces fra Kangerlussuaq er anderledes lavt i.f.t. vomprøverne, ca. halvt så stort i begge sæsoner. Den største fraktion i samtlige fæcesprøver var gruppen, der dækker kviste, bark og blade fra dværgbuske. I prøverne fra Kangerlussuaq udgjorde denne fraktion i nærheden af ? del af fæcesindholdet (figur 4). Græsagtige fraktioner udgjorde sammen med denne gruppe hovedparten af fragmenterne i vomprøverne fra Kangerlussuaq både tidlig og senvinter. 18 Tabel 6: Den enkelte arts punktscore i procent af total punktscore i vomprøverne fra området Kangerlussuaqi de to sæsoner. Tallene er baseret på den enkelte arts punktscore i procent af total punktscore Planteart/-gruppe Kangerlussuaq november 1996 Kangerlussuaq marts 1997 Max. Min. Gnsn. St. afvig Max. Min. Gnsn. St. afvig Træagtige 29,71 4,23 18,67 7,02 34,20 4,72 13,06 7,21 Bark 19,37 0,00 5,17 6,77 16,20 0,00 3,61 5,33 Betula nana 6,96 0,00 2,17 2,42 11,03 0,00 2,16 2,90 Empetrum nigrum 32,78 0,00 4,97 7,52 17,50 0,00 1,19 3,71 Ledum sp 8,82 0,00 1,35 2,42 11,78 0,00 1,86 2,95 Loiseleuria procumbens 1,22 0,00 0,05 0,25 0,00 0,00 0,00 0,00 Vaccinium uliginosum 0,00 0,00 0,00 0,00 5,62 0,00 0,23 1,15 Vaccinium vitis-idaea 13,57 0,00 2,82 4,39 9,29 0,00 2,46 2,92 Græsagtig 18,83 1,13 9,51 4,92 18,80 2,17 9,00 5,25 Ledningstrenge 49,77 3,47 22,40 12,14 64,62 7,13 32,96 16,70 Urt 0,70 0,00 0,05 0,17 2,69 0,00 0,47 0,81 Lav 26,53 0,00 6,15 5,57 25,06 2,00 7,67 5,97 Peltigera sp 16,46 0,00 5,25 3,80 7,18 0,00 1,82 2,19 Stereocaulon sp 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 Cladonia uncialis 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 Moser 11,60 0,00 5,42 3,41 8,70 0,00 4,83 2,56 Polytrichum sp 6,99 0,00 0,30 1,46 0,00 0,00 0,00 0,00 Blad 17,27 0,00 4,25 4,95 26,09 0,00 5,82 7,65 Strø 31,57 0,00 11,29 7,01 27,63 0,00 12,35 7,89 Andet 2,59 0,00 0,11 0,54 0,25 0,00 0,03 0,08 Tabel 5 viser bl.a., at dværgbuskene dværgbirk (Betula nana), fjeldrevling (Empetrum nigrum), post (Ledum sp) og laven Stereocaulon sp blev spist både tidlig og senvinter i Akia. Af tabel 6 får vi tilsvarende detaljer om identifiserede spiste arter i Kangerlussuaq, i tillæg til ovenstående spistes her dværgbuskene kryblyng (Loiseleurea procumbens) og mosebølle (Vaccinium uliginosum) samt tyttebær (V. vitis-idaea). Forekomsten af tyttebær i 46 af de 47 vomprøver fra Kangerlussuaq var høj i forhold til 10 ud af 49 vomprøver fra Akia (tabel 3), men arten udgjorde kun op til 2,8% af føden genfundet i vommene fra Kangerlussuaq. Fjeld-revling havde en forholdsvis høj frekvens i både vomog fæcesprøver tidlig vinter i Kangerlussuaq, h.h.v. på 5% og 9,8% (tabel 6 og 8). Lavslægten Peltigera blev genfundet i samtlige vomprøver fra området, hvor denne fraktion fik gennemsnitlig 5,25 % af total punktscore tidlig vinter i Kangerlussuaq (tabel 6). I området Akia udgjorde denne fraktion gennemsnitlig 0,23% samme år, tidlig vinter (tabel 5). T-testen’s resultater (tabel 9) giver sandsynligheden for at fødevalget i hver af de to områder er ens i november og i marts. Med andre ord, jo mindre sandsynlighed, jo større sæsonmæssig forskel i fødevalg. 19 Tabel 7: Den enkelte arts punktscore i procent af total punktscore i fæcesprøverne fra området Akia i de to sæsoner.Tallene er baseret på den enkelte arts punktscore i procent af total punktscore Planteart/-gruppe Akia november 1996 Akia april 1997 Art Max. Min. Gnsn. St. afvig. Max. Min. Gnsn. St.afvig Ledum sp 3,01 0,00 1,04 0,83 1,04 0,00 0,24 0,33 Empetrum nigrum 2,37 0,00 0,35 0,53 0,56 0,00 0,06 0,15 Vaccinium uliginosum 0,20 0,00 0,02 0,06 1,81 0,00 0,35 0,45 Vaccinium vitis-idaea 0,17 0,00 0,01 0,03 0,39 0,00 0,05 0,12 Salix sp 1,97 0,00 0,54 0,59 6,36 0,00 1,49 1,40 Betula nana 5,34 0,22 1,68 1,44 6,64 0,00 1,13 1,49 Uidentifiseret træ 53,89 13,80 24,73 10,25 52,09 19,71 35,32 8,45 Uidentifiseret fiber 27,35 1,88 12,29 6,70 8,21 0,00 2,91 2,38 Græs sp 1,82 0,00 0,00 0,00 1,62 0,00 0,00 0,00 Deschampsia sp 0,23 0,00 0,03 0,16 0,35 0,00 0,00 0,02 Festuca sp 0,00 0,00 1,04 0,91 0,22 0,00 0,32 0,52 Calamagrostis sp. 0,78 0,00 3,14 1,57 0,12 0,00 0,90 0,84 Carex sp 5,86 0,56 0,01 0,05 3,92 0,18 0,05 0,11 Carex bigelowii 3,31 0,00 0,14 0,32 2,15 0,00 0,05 0,16 Eriophorum sp 1,46 0,00 0,00 0,00 0,71 0,00 0,03 0,08 Antoxanthum sp 0,00 0,00 0,37 0,51 0,00 0,00 0,53 0,48 Equisetum sp 0,19 0,00 0,01 0,04 0,00 0,00 0,00 0,00 Bregne 0,23 0,00 0,01 0,05 0,00 0,00 0,00 0,00 Lycopodium sp 3,50 0,00 0,57 0,85 0,18 0,00 0,01 0,04 Cladonia sp 52,40 5,94 26,84 13,46 60,59 8,98 22,98 12,19 Cetraria sp 3,66 0,00 0,49 0,77 3,51 0,21 1,28 0,97 Stereocaulon sp 8,44 0,00 1,02 1,94 7,41 0,00 0,98 1,58 Mose 27,57 8,37 16,12 6,01 52,90 6,08 25,84 12,83 Rødder 1,30 0,00 0,10 0,31 0,36 0,00 0,01 0,07 Ikke artsbestemt 0,23 0,00 0,02 0,06 1,02 0,00 0,25 0,32 Uidentifiserbart 7,99 2,52 5,27 1,89 7,60 2,31 5,20 1,38 Der er signifikant forskel på gruppen urt i Akia fæces-prøverne, da den falder med en faktor 2 fra tidlig vinter til senvinter. Også gruppen mosser er signifikant forskellig tidlig vinter til senvinter, hvor den cirka halveres. For Kangerlussuaq er der et signifikant skifte i andelen af græsagtige vækster, hvis andel øges fra tidlig vinter til senvinter med en faktor 1,6. I andelen af lav er der en ikke signifikant (p = 0,20) stigning fra tidlig vinter med en faktor 0,50 i senvinteren. Der er ikke nogen signifikante forskelle i den plantegruppe, der udgør den største andel i fæces; kviste, bark og blade fra dværgbuske. 20 Tabel 8: Den enkelte arts punktscore i procent af total punktscore i fæcesprøverne fra området Kangerlussuaq i de to sæsoner.Tallene er baseret på den enkelte arts punktscore i procent af total punktscore Planteart/-gruppe Kangerlussuaq november 1996 Kangerlussuaq marts 1997 Art Max. Min. Gnsn. St. afvig Max. Min. Gnsn. St.afvig. Ledum sp 13,94 0,00 7,11 4,21 15,98 0,00 2,34 3,29 Empetrum nigrum 30,49 0,95 9,77 6,77 8,26 0,00 1,34 2,09 Vaccinium uliginosum 2,46 0,00 0,46 0,60 1,36 0,00 0,26 0,35 Vaccinium vitis-idaea 0,40 0,00 0,02 0,09 2,20 0,00 0,39 0,55 Salix sp 14,23 0,00 1,99 2,90 8,02 0,00 3,64 2,12 Betula nana 10,04 0,00 1,48 2,06 4,00 0,00 0,86 1,02 Uidentifiseret træ 50,66 15,87 32,64 11,41 59,17 7,97 29,46 14,14 Uidentifiseret fiber 36,75 4,90 13,85 9,12 48,96 5,13 32,05 14,33 Græs 20,79 0,66 0,09 0,38 22,22 2,34 0,01 0,03 Deschampsia sp 3,08 0,00 0,00 0,00 1,70 0,00 0,68 1,56 Festuca sp 1,68 0,00 0,04 0,16 4,42 0,00 0,02 0,09 Calamagrostis sp. 0,00 0,00 0,90 0,79 6,48 0,00 1,77 1,19 Carex sp 3,53 0,00 0,13 0,63 4,41 0,18 0,26 0,51 Carex bigelowii 0,74 0,00 0,00 0,00 0,43 0,00 0,07 0,13 Eriophorum sp 0,00 0,00 0,20 0,42 0,45 0,00 1,10 1,10 Antoxanthum sp 1,82 0,00 6,33 5,29 0,17 0,00 9,74 5,26 Equisetum sp 16,94 0,14 1,86 3,42 1,56 0,00 0,47 0,49 Bregne 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 Lycopodium sp 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 Cladonia sp 6,21 0,00 0,91 1,52 2,32 0,00 0,32 0,55 Cetraria sp 2,64 0,00 0,38 0,65 2,76 0,00 0,50 0,66 Stereocaulon sp 0,81 0,00 0,09 0,21 0,36 0,00 0,04 0,10 Mose 23,72 2,91 9,76 5,21 15,53 3,31 9,05 3,59 Rødder 0,98 0,00 0,04 0,20 0,00 0,00 0,00 0,00 Ikke artsbestemt 3,51 0,00 0,33 0,72 1,00 0,00 0,20 0,29 Uidentifiserbart 13,03 0,00 7,45 3,12 11,64 3,05 5,40 1,97 Af tabel 9 ses det, at der sker signikante ændringer i vomprøverne mellem tidlig og senvinter i Akia i gruppen kviste, bark og blade fra dværgbuske (p = 0,0005) og gruppen mosser (p = 0,005), der stiger med en faktor på h.h.v. 0,4 og 0,5. Tilsvarende falder gruppen lav signifikant (p = 0,0002) med en faktor 0,3 mellem tidlig og senvinter. I Kangerlussuaq er der kun små skift i fraktionerne i vomprøverne mellem tidlig og senvinter. Det største skift sker i andelen af urt, der stiger med en faktor 1,6 (p = 0,018). Det mest signifikante skift sker i den store fraktion, kviste, blade og bark fra dværgbuske, der falder med en faktor 0,4 (p = 0,0064). Sammenligner man vommasse (rumen + reticulum) (tabel 10) med indhold af kviste, bark, blade fra dværgbuske og græsagtige (tabel 11) giver dette et billede af i hvilken grad maden ophobes i vommen på dyrene. Dyrene nedlagt i Kangerlussuaq har gennemsnitlig højere vommasse og tilsvarende højere andel af de to nævnte plantegrupper. Samtlige nedlagte dyr var simler på mellem 1 3/4 og 15 år. 21 Tabel 9: Resultatet af t-test på gennemsnit af %-vis score hos plantegrupper i fæcesprøver og vomprøver, conf. Int.: 0,95; A: P-værdier af to-sidet homoscedastic t-test; B: Forskels-index: Se afsnit om metode; *: kan ikke beregnes da nævner er nul. Ændring i fæcesprøverne fra Akia Ændring i fæcesprøverne fra Kangerlussuaq mellem november 1996 og april 1997 mellem november 1996 og marts 1997 AB AB Kviste, bark og blade 0,7781 0,0205 Kviste, bark og blade 0,9521 -0,0015 fra dværgbuske fra dværgbuske Græsagtige 0,0000 1,0844 Græsagtige 0,0000 -1,6235 Urt 0,0014 1,9511 Urt 0,0459 1,2229 Lav 0,2736 0,1585 Lav 0,2009 0,5043 Mose 0,0029 -0,4229 Mose 0,3684 0,1178 Rødder 0,1983 1,4895 Rødder 0,3122 2,0000 Andet 0,8975 0,0105 Andet 0,0010 0,3649 Ændring i vomprøverne fra Akia Ændring i vomprøverne fra Kangerlussuaq mellem november 1996 og april 1997 mellem november 1996 og marts 1997 AB AB kviste, bark og blade 0,0005 -0,3797 kviste, bark og blade 0,0064 0,3551 fra dværgbuske fra dværgbuske Græsagtige 0,7811 -0,0474 Græsagtige 0,0455 -0,2721 Urt * * Urt 0,0183 -1,6063 Lav 0,0002 0,3049 Lav 0,3111 0,1825 Moser 0,0054 -0,5070 Moser 0,3369 0,1700 Andet 0,1840 -0,3025 Andet 0,4386 -0,1506 Tabel 10: N = antal vejde rumen + reticulum, gnsn. = gennemsnitlig vægt af disse, vådvægt. ID N Gnsn i kg Akia november 1996 16 10,8 Akia april 1997 23 6,9 Kangerlussuaq november 1996 20 15,1 Kangerlussuaq marts 1997 23 15,4 Tabel 11: Vomindhold vist som gennemsnit-%. Område/år Akia Akia Kangerlussuaq Kangerlussuaq november 1996 april 1997 november 1996 marts 1997 kviste, bark og blade fra dværgbuske 17,1 25,1 35,2 24,6 Græsagt. 16,8 17,6 31,9 42,0 Sum 33,9 42,7 67,1 66,6 22 Tabel 12: Resultat af t-test på gennemsnit af %-vis score hos alle arter i vomprøver, conf. int. 0,95; A: P-værdier af 2-sidet homoscedastic t-test; B: Forskels-index: Se afsnit om metode; *: kan ikke beregnes da nævner er nul. Ændring i prøverne fra Akia mellem Ændring i prøverne fra Kangerlussuaq mellem november 1996 og april 1997 november 1996 og april 1997 AB AB Træagtige 0,0001 -0,4870 Træagtige 0,0097 0,3535 Bark 0,0268 -1,4177 Bark 0,3828 0,3561 Betula nana 0,9461 0,0157 Betula nana 0,9949 0,0023 Empetrum nigrum 0,6108 0,2249 Empetrum nigrum 0,0330 1,2276 Ledum sp 0,0833 0,7733 Ledum sp 0,5167 -0,3209 Loiselauria procumbens 0,3324 -2,0000 Loiselauria procumbens 0,3122 2,0000 Vaccinium uliginosum 0,3324 -2,0000 Vaccinium uliginosum 0,3331 -2,0000 Vaccinium vitis-idaea **Vaccinium vitis-idaea 0,7457 0,1338 Græsagtige 0,3652 0,1761 Græsagtige 0,7294 0,0558 Ledningsstrenge 0,1700 -0,3411 Ledningsstrenge 0,0173 -0,3817 Urt * * Urt 0,0183 -1,6063 Lav 0,0003 0,3348 Lav 0,3701 -0,2208 Peltigera sp 0,8335 0,1775 Peltigera sp 0,0004 0,9706 Stereocaulon sp 0,8932 0,0352 Stereocaulon sp ** Cladonia uncialis 0,5058 1,0537 Cladonia uncialis ** Mosser 0,0107 -0,4682 Mosser 0,5022 0,1157 Polytrichum sp 0,2854 -1,2792 Polytrichum sp 0,3122 2,0000 Blad 0,9028 0,1237 Blad 0,4096 -0,3122 Strø 0,1341 -0,3383 Strø 0,6294 -0,0897 Andet 0,3124 2,0000 Andet 0,4601 1,1680 Tabel 13: Forskelle mellem vomprøverne fra Kangerlussuaq og Akia på plantegruppeniveau, conf. int. 0,95; A: P-værdier af 2-sidet Homoscedastic t-test; B: Forskels-index: Se afsnit om dataanalyse. Forskelle i fødevalg mellem Akia og Forskelle i fødevalg mellem Akia og Kangerlussuaq november 1996 Kangerlussuaq marts-april 1997 Plantegruppe A B Plantegruppe A B Kviste, bark og blade 0,0000 -0,6921 kviste, bark og blade 0,8573 0,0213 fra dværgbuske fra dværgbuske Græsagtige 0,0000 -0,6210 Græsagt. 0,0000 -0,8178 Urt 0,1535 -2,0000 Urt 0,0052 -2,0000 Lav 0,0000 1,3117 Lav 0,0000 1,2380 Mose 0,5750 -0,0931 Moser 0,0025 0,5785 Andet 0,0000 -0,8906 Andet 0,0011 -0,7630 23 Cuyler (upubl.) opgiver kronehøjden på 2. molar(M2) som et godt mål for tandslitage. Sammenligning af fødeindtag, vægten af vomindhold, rumpefedt, alder og tandslitage gav følgende resultater: Vi fandt en signifikant negativ korrellation mellem højden på M2 i mm og vommassen i kg (-0,47115; p < 0,0001), mellem M2 og alder (-0,92956; p < 0,0001) og en positiv sammenhæng mellem vommasse og alder (0,430696; p < 0,0001). En korrektion for alderseffekten på tandslitagen (M2) gav stadig en signifikant negativ korrellation med vommassen på –0,2128 (p = 0,037). Af de 96 nedlagte simler var 44 uden rumpefedt, repræsenterende 11 simler i hver område og sæson. Simlerne i Akia havde i gennemsnit 302 g (n=49) rumpefedt, mens dette tal for simlerne i Kangerlussuaq var 288 g (n=47). En sammenligning af de forskellige plantegruppers andele i føden (vomindhold) gav bl.a. en klar positiv korrellation (0,303; p = 0,0025) mellem andelen af lav og højden på M2 (tabel 14) for alle dyrene set under et, mens denne tendens ikke var så udpræget hos Akiaeller Kangerlussuaq-dyrene hver for sig. Der var negativ sammenhæng mellem vommasse og andelen af lav hos alle dyr (-0,57633, p <0,0001) og tilsvarende mellem højden på M2 og andelen af græsagtige planter i vommaterialet (-0,2424, p = 0,017). Tabel 14: Korellationskoefficienter fundne mellem M2 (højden på 2. molar i mm), logaritmen af udvalgte plantegruppefraktioner, rumpefedt i gram og vommasse i kg i data fra begge områder og hvert område for sig, *: kan ikke beregnes, z-værdier (Fischers test) og p-værdier(2-sidet test). Gruppe 1: Kviste, bark og blade fra dværgbuske, gruppe 2: græsagtige, gruppe3:Lav. Begge områder Kor.koef. z-værdi p-værdi Kor.koef. z-værdi p-værdi Kor.koef. z-værdi p-værdi (n= 96) M2 og vommasse -0,47115 -4,93318 0,00000 M2 og alder -0,92956 -15,9616 0,00000 Vommasse og alder 0,43070 4,44332 0,00001 Delvis kor. M2 og alder -0,21280 -2,08402 0,03716 Gruppe 1 Gruppe 2 Gruppe 3 M2 -0,08039 -0,77693 0,43720 -0,24238 -2,38491 0,01708 0,30301 3,01683 0,00255 Vommasse 0,15755 1,53215 0,12548 0,15755 1,53215 0,12548 -0,57633 -6,33536 0,00000 Rumpefedt 0,12022 1,16498 0,24403 -0,10880 -1,05345 0,29214 0,01401 0,13509 0,89254 Kangerlussuaq (n= 47) M2 0,09391 0,62474 0,53214 -0,09717 -0,64659 0,51790 0,05486 0,36426 0,71567 Vommasse 0,17018 1,13993 0,25431 -0,12079 -0,80519 0,42071 0,16675 1,11655 0,26419 rumpefedt 0,23238 1,57011 0,11639 -0,16850 -1,12849 0,25911 0,43025 3,05267 0,00227 Akia (n=49) M2 -0,05410 -0,36728 0,71341 -0,03284 -0,22280 0,82369 -0,03823 -0,25941 0,79532 Vommasse -0,45575 -3,33646 0,00085 -0,05236 -0,35547 0,72224 0,37539 2,67686 0,00743 Rumpefedt 0,01273 0,08638 0,93117 -0,00203 -0,01374 0,98904 0,05521 0,37484 0,70778 24 5. Diskussion 5.1 Metode og fødevalg I dette studium er det forudsat, at dyrets vom eller fæces indeholder planter og/eller plantedele i relativt samme mængder som de repræsenterer i den føde som dyret har indtaget. Fundamentet for undersøgelsen er genkendelse af plantefragmenter i vomindhold og fæcespræparater under stereolup og mikroskop. Ifølge Holechek &Vavra (1981) skal man aflæse mindst 100 aflæste punkter per fæcesprøve for at få gode estimater på fraktioner på 20% eller mere. Her er der aflæst 200 punkter per prøve med duplikater, i alt 400 punkter per dyr for at få estimater på fæcesindholdet, hvilket skulle give bedre mulighed for gode estimater på fraktioner på under 20%. Hovedproblemet med begge analysematerialer er, at fragmentationen og nedbrydningen af plantedele sker med forskellig hastighed og i forskellig grad, således at den relative fordeling (%-vis score) af plantegrupperog arter forskubbes (Gaare et al. 1977). Samtidig passerer fragmenterne med forskellig hastighed gennem fordøjelsessystemet. En anden vigtig begrænsning er at de her indsamlede prøver kun repræsenterer dyrenes fødevalg nogle få dage og at de derfor ikke kan afdække nuancer som ressourcernes tilgængelighed, kvalitet, tid på dagen, klima m.m. (Gill et al. 1983). De her præsenterede resultater er ikke korrigeret på nogen måde for forskelle i fordøjelighed og fordøjelseshastighed, men de giver et bud på hvilke plantearterog grupper rensdyrene udnytter tidlig og senvinter og disses relative andele i fødeindtaget. Da vomprøverne er udtaget efter en blanding af indholdet i netmaven og vommen, vil plantefragmenterne i prøverne variere meget i størrelse. Nogle er tygget én gang, andre flere gange. I analysen af vomindholdet er der kun medtaget de fragmenter, der er større end ca. 2 mm. Ifølge Øystein Holand (upubl.) er der et generelt problem med %- score/ frekvens i forhold til aflæst planteareal i fæcesprøverne, at man får en overrepræsentation af små fragmenter. Samtidig vil % score i vomanalysen være afhængig af de enkelte plantedeles areal og rumlige dimensioner, hvor fragmenter med stor forskel i udstrækning i de tre rumlige dimensioner, f.eks. kviste og ledningsstrenge, vil blive overrepræsenteret i forhold til mere fragmenter med mere isodiametriske former, f.eks. lav og blade fra små blade. På den anden side vil planter, der under fordøjelsen lettere opdeles i mindre stykker, f.eks. lav, få en relativt højere frekvens end de planter, f.eks. ledningsstrenge, der ubrudte går gennem fordøjelsessystemet. Disse problemer er kendte (Gaare et al. 1977) og metoderne anvendt her forsøger at opfange dem. Problemerne er her søgt minimeret ved at sie fragmenter af størrelser under 2 mm i diameter væk før preparering af hovedanalyse-materialet til vomanalysen og tilsvarende for fæcesprøverne siedes fragmenter af størrelser under 0,2 mm i diameter væk. For det analyserede vommateriale betyder dette, at fragmenterne der bliver tilbage efter siingen enten er nylig spiste eller vanskelige at findele yderligere i vommen og/eller drøvtygningsprocessen. Ifølge Trudell-Moore og White (1983) skal partiklerne have en størrelse på 1-2 mm for at de kan passere fra netmaven (reticulum) og videre til bladmaven (omasum), som er det næste led i fordøjelsessystemet. Dette fine materiale udgør op til 50% af vomindholdet. Andelen vil afhænge af om dyret befinder sig tidlig eller sent i den ca. 2 timer lange drøvtygningsperiode (Gaare upubl.). 25 Epidermis fra unge planter, etårige planter og urter nedbrydes under fordøjelsesprocessen (e.g. Vavra et al. 1978, Gill et al. 1983, Bartolome et al 1995), hvorfor den mikrohistologiske metode anvendt på fæcesprøver i sommervækstsæsonen ikke kan anbefales. Her anvendt på vinterprøver, er det sandsynligt at disse planters relative andele i diæten er tilnærmet nul. Den dominerende fraktion i alle fæcesprøverne er kviste, bark og blade fra dværgbuske. Fælles for dette materiale er, at det er tungtfordøjeligt og sandsynligvis overrepræsenteret i fæcesprøverne i forhold til i rensdyrenes faktiske fødeindtag. Denne fraktion dækker også over uidentificeret træ og fiber, og er blandt de tre største i fæcesprøverne fra Kangerlussuaq. Det er oplagt, at fordøjeligheden af disse plantefraktioner er lav og indtagelse af denne diæt sandsynligvis medfører en negativ energibalance hos dyrene (Holand upubl.). Hvor repræsentative er så vomprøverne henholdsvis fæcesprøverne for den aktuelle føde indtaget? Overordnet er det som nævnt et problem i fæcesanalysen, at små og tungt fordøjelige fragmenter overestimeres. Fraktionernes relative andele i fæcesprøverne er forskubbet i forhold til det faktiske fødeindtag. Fæcesresultaterne giver os mere information når de sammenlignes med vomresultaterne eller korrigeres for fordøjelighed. Holand et al. (2000) har fundet frem til korrektionsfaktorer for bl.a. lav og mosser i fodringsforsøg, hvor disse fraktioners andele i fæces var af samme størrelsesorden som vi fandt i Akia-prøverne. Holand fandt en eksponentiel sammenhæng mellem lav-indhold i rensdyrfæces og fødeindtag, en øgning på en faktor 4 fra andel i fæces til spist andel. Anvendt på fæcesresultaterne fra Akia giver lavindhold i fæces på 20-25% ca. 80-100% lavindtag både tidlig og senvinter. Dette er sandsynligt i området Akia, hvor både rene lavheder og lavholdige dværgbuskheder dækker store arealer. Samtidig fandt vi gennemsnitligt 49% lav i vomprøverne. En korrektionsfaktor mellem indtaget mos og mos genfundet i fæces på 0,09 (Holand et al. 2000) anvendt på fæcesresultater fra Akia giver ca. 1-2% mosindtag udfra 16-26% mosser i fæces, hvilket er et mere sandsynligt indtag når man tager i betragtning, at den mikrohistologiske metode generelt overestimerer mosserne (Dearden et al. 1975). Mosser, græsagtige planter og rester af træagtige planter vil være overrepræsenteret i vommen i forhold til lav på grund af, at lav har en højere passeringshastighed end disse (Gaare et al. 1977). Under prøveudtagningen viste det sig at et enkelt af de nedlagte dyr fra senvinteren i Kangerlussuaq havde en såkaldt ”fødeknude” i netmaven. Dette var sammenfiltret, tungtfordøjeligt plantemateriale, primært græs og mos. Fødeknuden er ikke blevet opblandet i det øvrige materiale før prøvetagningen og man kan således forvente af de to nævnte plantegrupper er underestimeret hos dette individ. Den pågældende simle havde meget nedslidte tænder i sin høje alder af 11 ? år, og derfor sandsynligvis også problemer med at findele føden. Generelt havde simlerne fra Kangerlussuaq en gennemsnitlig højere vommasse og tilsvarende højere andel af kviste, bark og blade fra dværgbuske samt græsagtige plantedele i vommen. Det tyder på at dyrene i Kangerlussuaq lever af mere tungtfordøjelig føde, der ophobes i vommen. Ser man på sammenhængen mellem tandslitage på M2, vommasse og simlernes alder er det klart, at disse variabler ikke er uafhængige. Højden på M2 afhænger af dyrenes aldre og det samme gælder til en vis grad for vommassen. Efter korrektion for aldersef26 fekten var der en klar negativ sammenhæng mellem højden på M2 og vommassen. Dette viser, at slitage på kindtænderne har en negativ effekt på dyrenes evne til at findele føden og dermed fordøje den. Andelen af græsagtige planter i føden korrellerer negativt med højden på M2, hvilket ikke umiddelbart kan forklares. Den positive sammenhæng mellem andelen af lav i føden og højden på M2 skyldes sandsynligvis, at lav let findeles og ikke nedslider kindtænderne på sammen måde som det er tilfældet når dyrene f.eks. rasper løv og bark af træagtige planter mellem de foreste kindtænder og de bagerste kindtænder (Holthe 1978). Mange af simlerne i Kangerlussuaq havde meget eller helt nedslidte 1. molarer, hvorfor højden på M2 blev vurderet som det bedste mål for kindtandslitage (Cuyler upubl.). Den negative sammenhæng mellem vommasse og andelen af lav hos alle dyr skyldes sandsynligvis lavens høje passeringshastighed i vommen. Jo større vommasse des mindre lav og omvendt. Fundne græs, halvgræs og siv (graminoider) er artsbestemt i vommaterialet men ikke søgt kvantificeret. De er henført til to store grupper; græsagtige og ledningsstrenge. Det er derfor ikke muligt at vurdere forskellige graminoiders indbyrdes betydning som fødeemner for rensdyrene. Det er bemærkelsesværdigt at halvgræsset børstekobresie (Kobresia myosuroides) ikke blev fundet i nogen af vomprøverne fra Kangerlussuaq. Denne art er meget almindelig på stepperne i nærheden af indlandsisen (Lund 1999) og blev af Olesen (upubl.) fremhævet som et vigtigt fødeemne om vinteren (nov.-maj) i området Angujaartorfiup Nunaa, der ligger umiddelbart sydøst for Kangerlussuaqfjorden. Vore resultater viser, at græs som gruppe er vigtige fødeemner for rensdyrene både tidligog senvinter umiddelbart nord for Kangerlussuaq-fjorden. Dværgbirk er kendt fra Skandinavien som en vigtig fødeart for rensdyr både forår, forsommer og sommer, hvor både kviste, knopper og blade spises, mens de samme plantedele hos mosebølle spises efterår og vinter (Warenberg et al. 1997). Studiet af fødekraterne hvor dyrene havde spist umiddelbart før nedlæggelsen gav det indtryk, at rensdyrene havde raspet bladene af både mosebølle og dværgbirk om vinteren i Kangerlussuaq. De to arter blev genfundet i mellem 14 og 22 af 23 prøver både i vomog fæces, men de udgjorde højst h.h.v. 0,2% og 2,1% af indholdet senvinter. Laven vortet skjoldlav (Peltigera aphtosa) blev fundet i mere end halvdelen af fødekraterne i Kangerlussuaq under nedlæggelsen af dyrene. Problemet med at anvende fødekratere som basis for fødestudier er, at det der står tilbage i fødekraterne primært er det, som rensdyrene ikke præfererer. Slægten Peltigera blev også fundet i samtlige vomprøver fra området. Det er usandsynligt at arter af slægterne Nephroma og Peltigera skulle følge med som tilfældige indslag i føden. De vokser for det meste indfiltret i mosmåtter, der er kendt for ikke at være præfereret føde for rensdyr. Laver af Peltigeraslægten er meget almindelig i bundvegetationen i de fugtigere hedetyper i Kangerlussuaq, særlig i de nordvendte hedetyper med et tykt moslag (Lund 1999). Vortet skjoldlav har et højt proteinindhold (Thomas 1984) på grund af cyanobakterien i laven, og er ikke energiøkonomisk gunstig at spise for renen om vinteren (Soppela et al. 1992). 5.2 Skift i fødevalg mellem tidlig og senvinter En sammenligning af de to sæsoner tidlig og senvinter på basis af vomprøveresultaterne kan afdække eventuelle skift i fødevalg. De mest signifikante og mængdemæssigt 27 Thing, H. 1984. Feeding ecology of the west Greenland caribou (Rangifer tarandus groenlandicus) in the Sisimiut-Kangerlussuaq region. Danish Review of Game Biology 12: 1-53. Thomas, D.C. & Barry, S.J. 19??: Microhistological analyses of caribou diet: Fecal versus rumen and other variables, annual report, Canadian Wildlife Service: 518-529. Trapnell, C.G. 1933. Vegetation types of Godthåbsfjorden in relation to those in other parts of West Greenland, and with special reference to Isersiutilik, Journal of Ecology 21: 294-334 Trudell-Moore, J. & White, R.G. 1983. Physical breakdown of food during eating and rumination in reindeer, Acta Zool. Fennica, 175: 47-49. Vavra, M., R.W. Rice & Hansen, R.M. 1978. A comparison of exophageal fistula and fecal material to determine steer diets. Journal of Range Management 31: 11-13. Warenberg, C., Danell, Ö., Gaare, E. & Nieminen, M. 1997. Flora i reinbeiteland, Nordisk Organ for Reinforskning og A/S Landbruksforlaget, ISBN 82-529-2139-6: 1112 34 35 Figur 2: Vegetationskort over området (figur 3) hvor simlerne ved Kangerlussuaq blev skudt. De sorte firkanter viser placeringen af analyserede vegetationsfelter (Lund 1999). Figur 1: Vegetationskort over området (figur 3) hvor simlerne i Akia blev skudt. De sorte firkanter viser placeringen af analyserede vegetationsfelter (Lund 1999). 36 Figur 5: De forskellige plantegruppers gennemsnitlige andele i vomprøverne. Figur 4 : De forskellige plantegruppers gennemsnitlige andele i fæcesprøverne. Figur 3: De grå romber viser positionerne i Akia og Kangerlussuaq., hvor simlerne blev skudt. Lysegrå angiver simler skudt tidlig vinter (november 1996) mens mørkegrå angiver simler skudt senvinter (marts 1997). 37 38