Kortlægning af erosionen i Vatnahverfi, Sydgrønland. Technical Report No. 39

Kortlægning af erosionen i Vatnahverfi, Sydgrønland af Ásgeir Jónsson og Arna Björk fiorsteinsdóttir Landgræ›sla ríkisins, Gunnarsholt, Island oversat af Lars H. Andersen Maj, 2000 Indholdsfortegnelse 1. Indledning 3 1.1 Forhistorie 3 1.2 Oversigt 3 1.3 Forklaringer 4 2. Beskrivelse af området 5 2.1 Geografi 5 2.2 Arealudnyttelse 5 2.3 Klima 6 2.4 Jordbund og erosion 7 3. Kortlægning 9 4. Erosionsområdet 10 5. Forebyggende foranstaltninger 12 5.1 Mulige foranstaltninger 13 5.2 Aktivitetsområderne 14 6. Afslutning 16 Fotografier Foto nr. 1-24 18 Kilder 26 Appendiks Appendiks 1. Oversigtsbillede Appendiks 2. Landkort Appendiks 3. Erosionskort Appendiks 4. Rofabarder Appendiks 5. Aktivitetsområder Appendiks 6. Hegn Appendiks 7. Nummerering af felter Appendiks 8. Kortlægningsnøgle, (2 sider) Appendiks 9. Egenskabstabel (7 sider) Appendiks 10. Satellitfoto 2 1. Indledning 1.1 Forhistorie På anmodning fra Konsulenttjenesten for fåreavl i Qaqortoq rejste opdyrkningsdirektør Sveinn Runólfsson til Grønland i 1998 og så på forholdene i Vatnahverfi hvor vinderosion truer bebyggelsen og landbruget (figur 1). Rejsen blev støttet af Grønlands Naturinstitut. I Sveinns rapport understreges det, at sandfygningsområdet bør kortlægges med hensyn til blotlægning pga. erosion. Undertegnede tog til området tidligt i juli 1999, og vi opholdt os der i 5 dage på feltundersøgelse. Hele området blev gennemgået, besigtiget og kortlagt med hensyn til landtype og blotlægning på grund af erosion. Desuden forsøgte man at klarlægge årsagen til blotlægningen og mulige foranstaltninger for at standse den (Appendiks 10: Satellitbillede). 1.2 Oversigt Begyndelsen til denne blotlæggelse kan spores til Jespersensåen, der løber ud under Jespersens-gletschertungen over store fugtige sandstrækninger. Åen bærer en mængde sand og finkornet silt med sig ud på sandstrækningerne, hvor det dernæst fyger mod syd og vest gennem Sanddal og er begyndt at true bebyggelsen i Vatnahverfi (Appendiks 1: Oversigtsbillede). Sandsynligvis har beboelsen i området i tidligere århundreder, i nordbotiden, fra omkring 986 til ca. 1500, ugunstigt klima, forholdsvis lille nedbør og kraftige, tørre vinde fra nordøst, fremskyndet denne udvikling. Der er ikke blevet drevet landbrug i det nævnte område før i de allerseneste år, hvor man er i færd med at bygge en gård, Qorlortukasik, i midten i den sydøstlige kant af erosionsområdet (figur 2). Nogle har ment, at det er uforsigtigt at bygge en gård der, men det er ganske vist en fordel at have nogle beboere, der er klar over problemet, kender det og er interesserede i at gøre noget ved det. Det er en opgave, der må løses etapevis, hvis det skal lykkes at standse erosionen. I begyndelsen skal der lægges vægt på at opdyrke området langs med og syd for Gardaåen og overlade til den at transportere det materiale, der føjes til, ned til havet igen. Ganske vist er der noget, der tyder på, at indfygning fra nord vil mindskes noget i fremtiden under forudsætning af at klimaet ikke ændres væsentligt, for der er ikke mange erosionsdriver tilbage, der kan fyge sydvest på gennem dalen. Der må lægges stor vægt på at frede den østlige og sydlige kant af erosionsområdet og opdyrke rofabarder (forklaret på side 11), der nogle steder er mange meter høje (figur 3). Det er også en prioriteret opgave at opdyrke store sanddriver ved Hedesøen og øverst i Sandkløften oven for Skyggesøen (figur 4). 1.3 Forklaringer (Appendiks 1: Oversigtsbillede) Der er så vidt vi kunne forstå ikke mange stednavne i området, og vi tyede derfor til den udvej at døbe nogle bestemte landemærker for at kunne lokalisere forskellige ting. De stednavne er registreret på et oversigtskort sammen med dem, som vi er sikre på, men de kan skelnes fra kendte stednavne ved at de er skrevet med kursiv. 3 De vigtigste stednavne er: Jespersenså (Kuusuaq)/-dal, det er gletscherelven og området som den løber igennem. Åsletten (Marraq) er fugtige sandstrækninger langs Jespersensåen, hvor den lægger materiale fra sig, som fyger ind i området. Den gamle lagunebund (Tasinngortaasakoq) kalder vi stedet, hvor der tidligere kunne have været en gletscherlagune. Undir Höf›a (Amikitaap Illuki) er fjeldet nord for erosionsområdet Gardakløften (Qooqqersimaneq) kalder vi den kløft eller sprække, som områdets nordligste erosionsbælte ligger igennem, den når fra den gamle lagunebund vestpå til Igaliku Kujalleq. Sødalen (Tasilik) kalder vi en dalstrækning, der ligger fra Gardakløften ned i retning af Store sandslette. Mosfell (Issuatsiaat qaqqaat) kalder vi et fjeld, der findes syd for Gardakløften og øst for Sødalen. Falkefjeld (Kissavik) er et lavt fjeld mellem Sødalen og Gardadalen. Søndre Gardar (Igaliku Kujalleq) er en bondegård. Gardaåen kaldte vi en klartvandså, der løber ned forbi Igaliku Kujalleq og tværs over hele området. Gardadalen (Igaliku kujallip qoorua), kalder vi dalen, som åen løber igennem, Søndre Gardadal kalder vi den syd for Store Sandslette. Store sandslette (Sioralik anneq) er vores navn på et stort sandområde i midten af Gardadalen. Sanddalen (Qooroq sioralik) kalder vi dalen, som det primære erosionsområde strækker sig gennem, fra Jespersensåen til Gardadalen. Qorlortukasik er et nybyggersted i Søndre Gardadal. Der er to andre sandsletter i Sanddal som vi kalder Lille Sandslette I og II (Narsaaraq I og II) Sandkløften (Itiveriaq sioralik) kalder vi kløften, der ligger i vest og op fra midten af Gardadalen og åbner sig oven for Skyggesøen. Hede (Naggorluttoq) kalder vi området, der køres igennem, op fra Søndre Gardadal over til Timerliit. Hedesøen (Naggorluttup tasia) kalder vi en W-formet sø på Heden, som er ved at blive fyldt af sand. Midtfjeld (Qaqqaq qiterleq) kalder vi fjeldet mellem Heden og Sandkløften. Tværå kalder vi åen, der løber ud under den næste gletschertunge øst for Jespersensbræen og munder ud i Jespersensåen. Oven for den har der dannet sig et erosionsbælte, som vi desværre ikke var i stand til at se på. Timerliit er en gård, faktisk en dobbeltgård, der ligger lidt vest for det sydlige erosionsbælte. Skyggesøen (Saqqaata Tasia) er en stor sø i Vatnahverfi, vest for erosionsområdet, Timerliit er syd for det. 4 2. Beskrivelse af området 2.1 Geografi Erosionsområdet er i den nordøstlige del af Vatnahverfi og for en stor dels vedkommende nord og øst for den nuværende bebyggelse. Erosionsområdet har et areal på ca. 1.600 ha. Det strækker sig fra nordøst til sydvest. Områdets bjerggrund er meget massiv, mest granit og sandsynligvis løber derfor næsten al nedbør langs overfladen. Klippegrunden i erosionsområdet er dækket af en tynd till og uden for erosionsområdet er klippegrunden dækket af et tykt lag finkornet fygesand og silt (Vestergård, Å. 1990). Længst mod nord i området, i den østlige del af Sanddal er der lavlandet. Det er sandsynligvis et gammelt laguneleje (figur 5) men nu er der ganske megen trævækst i østog sydsiden og i vestsiden løber en lille bæk mod nordøst. Der er temmelig meget sand og ler i dette område. Dalbunden hæver sig så ret meget, omkring 50-100 m, mod sydvest op til vandskellet inden det begynder at gå nedad igen. Vandløbene i dalen er små men bliver sandsynligvis ganske store i forårstøvejret og afleverer en del materiale, både sand og silt. Området i den sydøstlige side af dalen, sydøst for erosionskanten er meget frodigt, pil, birk og anden trævækst (figur 6). I den vestlige og den nordlige side er området meget eroderet og ikke andet end sten og klipper op til fjeldenes øverste kant med sandfyldte lavninger imellem, hvorfra der fyger temmelig meget. Dette områder havner for størstedelens vedkommende i erosionsgruppe 3 (Appendiks 3: Erosionsgrupper). Erosionsområdet ligger videre mod sydvest, tværs over og sydpå gennem en anden dal, Gardadalen, hvor gården Qorlortukasik findes. Det er nu knapt 9 km langt og stadig meget aktivt længst mod sydvest og langs den sydøstlige kant. I nordvest, omkring Igaliku Kujalleq, er der temmelig tydelig påvirkning som følge af græsning, ikke megen trævækst men dog heller ikke megen erosion (figur 7). Dog ligger en gren af erosionskanten ned gennem Gardakløften øst for Igaliku Kujalleq og dér er ganske megen erosion og tilsanding (figur 17). 2.2 Arealudnyttelse Der er nu omkring 15 gårde i området, i henhold til oplysninger fra Konsulenttjenesten for fåreavl i Qaqortoq, og der drives nu fåreavl med ca. 6.000 vinterfodrede får, knap 40 heste og 2 køer. Der er ikke tale om andre græssende dyr. Vintergræsning er gået meget tilbage og, efter hvad de lokale beboere siger, for det meste afskaffet, men det er sandsynligvis her som i Island tilfældet, at vintergræsning og oprivning af ris har bevirket en kraftig tilbagegang for de bevoksede områders vedkommende. I området omkring Igaliku Kujalleq kan man se at der har været megen græsning gennem tiden, da der er meget lidt pil og birk. Der er store og gode græsningsarealer i dalene syd og øst for Vatnahverfi og selvom det ikke er blevet undersøgt særskilt, er der sandsynligvis et tilstrækkelig stort græsningsareal til sommergræsning for alle de får, der nu findes i området. For nylig startede man fåredrift op i Qorlortukasik, som er en nybyggergård i sydøstkanten af erosionsområdet og der drives nu omfattende fåredrift. Det er blevet diskuteret temmelig meget, hvorvidt det var ønskeligt at placere en gård der. Det er en kendsgerning at erosionsområdet i sig selv ikke er eftertragtet til græsning og det er heller ikke ønskeligt at udnytte det til græsning. Men det er betydeligt bedre at have beboere i området, der gør sig problemet klart og er parat til at påtage sig arbejdet med at løse det end at der ingen er i området, for fredning alene er ikke en tilstrækkelig opdyrkningsforanstaltning i dette område. 5 2.3 Klima I Sydgrønland er der store svingninger i klimaet, hvilket fremgår tydeligt af maksimumog minimumtemperaturerne i hver måned i Igaliku (Gardar), en landsby 13 km nordvest for Igaliku Kujalleq, (Appendiks 2: Landkort). -30 -25 -20 -15 -10 -5 0 5 10 15 20 25 jan feb mars apr maí júní júlí ágúst sept okt nov des måneder temp. ( °C ) min.temp. maks.temp. Maksimumog minimumtemperatur i hver måned i Igaliku i årene 1931-1956 (Søgård H. Pejrup M. Holm Jakobsen B. Kingo Jacobsen N. 1985) Om vinteren kan perioder med nordenvind, frost og sne veksle med perioder med sydøstlige føhnvinde og varme, så stiger temperaturen ofte meget hastigt og sneen fordamper i stedet for at smelte og efterlader fugt i jorden. Disse lune tørre vinde kan i løbet af kort tid få sneen til at smelte og jorden tørrer hurtigt under disse omstændigheder (Vestergård, Å. 1990). Gennemsnitstemperaturen i det sydlige Grønland er faldet støt og roligt fra 1965 og det forventes at forsætte et stykke ind i det 21. århundrede, hvilket kan bevirke, at snedækket kommer til at ligge længere og giver fugt og beskytter vegetationen mod vinden (Heerfordt L. Holmquist N. Kiens B. Wille F. 1980). I Vatnahverfi er gennemsnitstemperaturen forholdsvis høj og vækstperioden tilstrækkelig lang til at birk og pil kan vokse op i mandshøjde og mere, hvilket er et kendetegn på det subarktiske bælte (figur 6). Der er klimaet generelt mildt og fugtigt og gennemsnitstemperaturen er som mange steder i Island. Dog er sommeren kortere i Sydgrønland end i Island, "sommertemperaturen" falder der i oktober, men almindeligvis ikke før i november på lignende steder i Island. Følgende tabel viser temperaturen på nogle islandske vejrstationer og i Igaliku og Narsarsuaq, en bygd godt 30 km NNV for Igaliku Kujalleq. Sted April Maj Juni Juli August September Oktober Igaliku 1,3 5,3 9,4 10,6 9,4 5,4 1,0 Narsarsuaq 0,5 5,0 8,2 10,1 9,1 6,2 1,6 Reykjavik 3,1 6,9 9,5 11,2 10,8 8,6 4,9 Akureyri 1,7 6,3 9,3 10,9 10,3 7,8 3,6 Egilssta›ir 1,3 5,6 9,0 10,8 10,2 7,6 3,4 6 Gennemsnitstemperaturen (°C) i hver måned i vækstperioden i årene 1930 - 1960 (Heerfordt L. Holmquist N. Kiens B. Wille F. 1980 og Markús Á Einarsson 1976).Gennemsnitstemperaturen i Narsarsuaq stammer fra årene 1961-1985 (Vestergård Å. 1990). Årlig nedbør svinger meget i Narsarsuaq, som ligger langt inde i landet og burde give et godt indtryk af nedbørssituationen i Vatnahverfi. I Narsarsuaq er den årlige nedbør oftest omkring 600-800 mm, når meget sjældent over 1.000 mm. I Narsarsuaq regner det mest i juni og frem i december måned, men i Island falder der mest nedbør om vinteren fra august og frem til februar. Derfor burde nedbøren være til gavn for vegetationen i Sydgrønland. Sammenligningen med islandske vejrstationer viser, at den årlige nedbør i Sydgrønland ligner det, der gør sig gældende mange steder i Island. Sted Jan Feb Mar Apr Maj Juni Juli Aug Sept Okt Nov Dec I alt Narsarsuaq 38 32 40 40 31 50 68 71 58 48 59 65 600 Reykjavik 90 65 65 53 42 41 48 66 72 97 85 81 805 Akureyri 45 42 42 32 15 22 35 39 46 57 45 54 474 Egilssta›ir 83 44 24 26 25 23 39 42 48 51 67 68 540 Reykhólar 54 47 45 41 39 42 45 61 75 80 62 52 643 Grímsey 58 66 73 46 28 27 43 68 80 64 66 59 678 Hallormsst. 118 65 45 34 27 28 40 41 49 61 84 102 694 Gennemsnitsnedbør i hver måned i millimetre i Island i årene 1930 - 1960 (Markús Á Einarsson 1976). Gennemsnitsnedbør i Narsarsuaq er fra årene 1961-1985 (Vestergård Å. 1990). 2.4 Jordbund og erosion Jordbundsdannelsen starter så snart morænen slipper fri fra gletscheren, vegetationen når fodfæste og livet i jordbunden udvikler sig. Jordbunden opnår da egenskaber, der gør den frugtbar, gør det muligt for den at opsamle regnvand og formidle det til vegetationen sammen med nødvendige næringsstoffer (Ólafur Arnalds m.v. 1997). Humus (organiske stoffer i jordbunden) i overfladelagene dannes ved nedbrydning af blade, stængler, grene og rødder. I de nedre lag dannes humus ved nedbrydning af rødder og humusstoffer, der skylles ned fra overfladelagene. Der er ikke meget humus i Grønlands jordbund, men humus er nødvendig til at binde og formidle næringsstoffer, humus øger også adhæsion (figur 8). Forrådnelsen af planterester og rødder sker langsomt i Grønland, fordi jordbunden meget nemt tørrer ud og temperaturen er ikke tilstrækkelig høj og ikke høj tilstrækkelig længe (Vestergård Å. 1990). I sin rapport om jordbundsundersøgelser og erosionsstudier i Sydvestgrønland (1990) omtaler Åge M. Vestergård, at vinderosion dels finder sted som følge af erosionsforvoldere tillige med alle faktorer, der påvirker dem (erosivitet) såsom vindhastighed, vindretning, den tid vinden blæser og modstand såsom vegetation, jordmaterialernes kohæsion, landskab og andre faktorer, der hæmmer erosion, og dels jordbundens erodibilitet. Vinderosionens udbredelse er afhængig af jordbundens erodibilitet og vindens styrke og erosionen fortsætter indtil tilstrækkelig mange erosionshæmmende faktorer dækker overfladen og beskytter underlaget eller indtil al jordbund er føget bort eller blevet skyllet bort fra området med vand. 7 Kohæsion i jordbunden indvirker på dens erodibilitet. Den afhænger af jordbundens kornstørrelse, forholdet mellem ler-, siltog sandpartikler, humusog vandindhold og nedbrydende faktorer såsom virkningen af frost og tøvejr. Hvis jordbundens lerog siltindhold stiger, øges kohæsionen. En kohæsiv jordbund med 20-30% ler, 40-50% silt og 20-40% sand har størst stabilitet. Vandmolekylerne holdes ind til lerpartiklerne og i hulrummene mellem dem som følge af elektrostatiske kræfter og binder således sedimentet sammen til trods for skiftevis fugt og tørke (Vestergård Å. 1990). Frostløftning om vinteren og foråret ødelægger eller svækker jordbundens struktur og adhæsion og øger således jordbundsoverfladens erodibilitet fra efteråret og indtil om foråret. Vindhastigheden har stor betydning, for mængden af materiale, der transporteres med vinden er ligefrem proportionalt i tredje potens med vindhastigheden. Materialet flytter sig, når vindens tryk overstiger en bestemt tærskel eller når enkelte partikler i bevægelse rammer stilleliggende partikler. Når denne tærskel er nået, holdes sedimentet i bevægelse ved mindre vindstyrke (ca. 80% af tærskelværdien). Tærskelværdien er lavest for partikler med en diameter på 0,1 mm, for mindre kornstørrelser er værdien højere fordi bestemte kohæsive kræfter holder i og i et blandet sediment ligger de fine korn i læ for de større. Stigende tærskelværdi for kornstørrelser over 0,1 mm skyldes deres øgede vægt (Vestergård Å. 1990). Store golde områder uden modstand eller læ giver vinden mulighed for at nå høje hastigheder, hvilket forvolder kraftig erosion. Modstand har indvirkning på vinderosionen Det er en kendsgerning at vegetationen kan yde modstand, men det er afhængigt af vegetationens tilstand, type, årstid og væksthastighed. Vegetationen har stor indvirkning på jordbundens vandbalance. "For at der kan være god udnyttelse af nedbør, må den standse på overfladen og uden store hindringer kunne sive ned i jordbunden. Hvor vegetationen er blevet spredt og egenskaber, der bidrager til god vandopsugning i jordbunden, er forsvundet, løber vandet uden besvær på overfladen og forvolder vanderosion i stedet for at sive ned i jordbunden." (Ólafur Arnalds m.v. 1997). Fugt, god kornstørrelsesfordeling og udefra kommende organiske materialer, f.eks. naturgødning og hø, påvirker jordbundens struktur og mindsker dens erodibilitet. Derudover binder rodsystemer jordbunden. Ujævnheder i landskabet og disses højde og tæthed har stor betydning, for vindhastigheden falder som følge af deres modstand op til 50% (Vestergård Å. 1990). I henhold til Vestergård (1990) er der i det øverste fygesandslag i hele området omkring Igaliku Kujalleq et lille indhold af ler, og til trods for et højt siltindhold, er der kun svage tegn på kohæsion, som desuden er meget dårlig. Derfor er erodibiliteten meget stor. Erosionen fortsætter desværre ned til klippegrunden, når vegetationslaget er brudt, hvis ikke der kommer andre faktorer til, såsom f.eks. et højt grundvandsniveau. Ud fra C-14 aldersbestemmelse af forkullede planterester, der blev fundet i jordbundsprofiler ved Igaliku Kujalleq ses, at fygesandet dér er yngre end 1000 år. I alle jordbundsprofiler som Vestergård undersøgte (1990), blev der fundet trækul som er fra nordbo-tiden 986 - 1500. Dette tyder på at indbyggerne har dyrket en stabil jordbund i en lang periode. Efter denne bosættelse er der tydeligvis opstået øget erosion i området. Der er også blevet fundet trækul i 8 fygesandslag, som tyder på, at menneskene ikke har forladt området straks, da fygesandslagene begyndte at dannes. I græsningsområder er overgræsning altid tænkelig og en svag vegetation øger risikoen for erosion. 9 år. Det ville være ønskeligt at frede området helt for græsning. Det er temmelig vanskeligt at komme ind i dette område og der må anlægges en jordvej i østlig retning gennem området. Område 6: Den gamle lagunebund og Åsletten (figur 5, 10 og 11). Det er nødvendigt at så i åbne erosionssår og i sandområder. Det ville være godt at få noget vegetation i gang i klippedragene nærmest Jespersensåen til at tage imod det materiale, der fyger op fra Åsletten. Det er meget vanskeligt at komme ind i dette område og det er vigtigt at der anlægges en jordvej østover gennem erosionsbæltet. Område 7: Erosionsbælte sydvest for Tværå (Appendiks 10: Satellitbillede). Dette område var det ikke muligt at inspicere, men efter satellitbilleder at dømme er der tilsyneladende tale om et temmelig stor erosionsbælte. Tingenes udvikling bør følges for at se om erosionsbæltet bliver større. Der ser dog ikke ud til at være mange muligheder for bæltet til udvidelse, bl.a.. fordi det er lukket inde i en dyb dal. 16 6. Afslutning Erfaringen i Island har vist, at vintergræsning skader vegetationen. På denne baggrund er det godt at beskytte arealer i de nordlige områder, såvel i Grønland som Island, mest muligt mod vintergræsning. Det bedste ville være fuldstændig at lette græsning af erosionsområdet og det egner sig da heller ikke til græsning og er på ingen måde eftertragtet som græsningsareal. Der er få og magre bevoksede områder. Det ville være godt at aflette al græsning i området omkring Igaliku Kujalleq, idet langvarig brug har svækket dette område en hel del. Vegetationen dér er dog ikke i fare i forhold til den nuværende situation men arealudnyttelsen der skal følges nøje. Første skridt til at forhindre videre ødelæggelse af vegetation i området er at frede erosionskanterne for græsning, forsøge at beklæde sandklitterne med bevoksning og lukke de rofabarder, der forefindes. Område 7 bør følges nøje. De områder, der skal lægges hovedvægt på, er område 1, 2 og 3. Det bedste ville være at frede alle tre områder med et hegn, som ganske vist ville blive knap 10 km lang (Appendiks 6: Hegn). Hvis der er vilje til at indhegne hele erosionsområdet, hvilket er meget ønskeligt, ville det hegn blive godt 22 km langt. Vedligeholdelsen af en stor del af det ville blive kostbar og vanskelig. Man bør begynde i områder, som det er nemt at komme til og observere, mens der udvikles metoder. Det er dog vigtigt at følge godt med område 2 og så hurtigt som muligt standse tilsandingen vest for det, ned ad lien oven for Skyggesøen og den bør fredes eller græsning må begrænses meget stærkt. Det giver ikke sig selv, at de metoder, der giver bedst resultat ved opdyrkning i Island, er de bedst egnede i Grønland og der skal der en videre udvikling i, hvilke metoder, der egner sig bedst. Det står fast at fredning gør stor nytte ved opdyrkning, selv om den som opdyrkningsforanstaltning i sig selv er langsom. Husdyrgødning fremskynder også jordbundsdannelse. Det skal undersøges, hvilke arter der egner sig bedst til lukning af sandområder, hvor det er vigtigt, at de når at dække et vegetationslag og på den måde standse sandskred og fygning. Der skal gennemføres eksperimenter med at flade rofabarder ud og sikre, at det er muligt at lukke dem umiddelbart så den slags foranstaltninger ikke øger fygning. Beboere i området og i omegnen er meget interesserede i at træffe foranstaltninger til at standse denne erosion. Det er meget vigtigt at aktivere denne store interesse og yde dem ordentlig støtte. Bortset fra omkostninger ved opdyrkning, er det vigtigt at opfordre de personer til at vise ansvarlighed og aktivt engagement, som selv har de største interesser. 17 Kilder Heerfordt, L., Holmquist, N., Kiens, B. & Fwille, F. 1980. Projekt i arktisk biologi. Markús, Á. Einarsson 1976. Ve›urfar á Íslandi. Ólafur Arnalds, Elín Fjóla fiórarinsdóttir, Sigmar Matúsalemsson, Ásgeir Jónsson, Einar Grétarsson og Arnór Arnason 1997. Jar›vegsrof á Íslandi. Ólafur Arnalds, Wilding L.P. og Hallmark C.T. 1992. Drög a› flokkun rofmynda á Íslandi. Í: Græ›um Ísland, Landgræ›slan 1991-1992. Arndrés Arnalds ritstjóri Søgård H. Pjerup M. Holm Jakobsen B. Kingo Jacobsen N. 1985. naturgeografisk hovedfagskursusrapport Søndre Igaliko. Vestergård Å. 1990. Jordbundsundersøgelser og erosionsstudier i Sydvestgrønland 18