Naturbeskyttelse i Grønland. Technical Report No. 29

1 Teknisk rapport nr. 29, februar 2000 Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Naturbeskyttelse i Grønland 2 Titel: Naturbeskyttelse i Grønland Tekst og redigering: Regina Due & Torsten Ingerslev Oversættelse: Carla Rosing Olsen Layout: Kirsten Rydahl Financiering: Miljøstyrelsen med Dancea-midler. Den financielle støtte fra Miljøstyrelsen betyder ikke at rapportens indhold afspejler Miljøstyrelsens holdninger. Serie: Teknisk rapport nr. 29, februar 2000 Udgiver: Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Forsidefoto: Regina Due ISBN: 87-90024-57-5 ISSN: 1397-3657 Tryk: Oddi Printing Ltd., Reykjavik, Island Oplag: 200 Reference: Due, R. & Ingerslev, T. 2000. Naturbeskyttelse i Grønland. Teknisk rapport nr. 29, Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut. 86 pp. Rekvireres hos: Pinngortitaleriffik Grønlands Naturinstitut P.O. Box 570 DK3900 Nuuk Grønland Tlf.: +299 32 10 95 Fax: +299 32 59 57 www.natur.gl 3 Naturbeskyttelse i Grønland Teknisk rapport nr. 29, februar 2000 Pinngortitalerifik, Grønlands Naturinstitut Regina Due & Torsten Ingerslev (red.) 4 5 Siulequt Kalaallit Nunaat nunarsuarmi qeqertat annersaraat pinngortitallu pissusai issittup issinnersaani, issittup issaasannersaani issittullu tulliani klimanut inuuniarnermilu atugassarititaasunut tulluarsarluaqqissaarsimasuullutik. Pinngortitap pissusai taakkunani avannarpasissuniittut akunnattumik klimalinniittunut naleqqiullugu ataatsimut isigalugu malussajaneralaarsuupput. Kalaallit Nunaanni inuit ikipput, pinngortitalli pisuussutaanik atuineq inuiaqatigiinni kalaallini tunngaviliisuuvoq, tamatumalu pinngortitaq sunnertiasoq annertusiartortumik sunnerpaa. Nalunaarusiaq una ullumikkumut eqqissisimatitsinerup inissisimaneranik aamma nunami Kalaallit Nunaatalu eqqaani sinerissamut qanittuni nunat nalunaarsugaasut sunnertianerannik takussutissiisuuvoq. Uumasut toqqakkat taakkulu eqqissisimatitaanermikkut inissisimanerat ilanngunneqarputtaaq. Nalunaarusiamilu aamma ersersinneqarpoq pinngortitap pissusai qanoq ittut sumiiffiillu suut eqqissisimatitsinermi aalajangersakkani atuuttuni sammineqarpallaarsimanngitsuusut, taamaalillutillu sumiiffiit eqqissisimatitaasussatut nutaajusut pilersaarusiorneranni ullutsinnullu tulluarnerusumik inatsisiliornissamut sakkussaallutik. Suliniut ineriartortinneqarpoq uku suleqatigiinnerat aqqutigalugu: Danmarks Miljøstyrelse, Avatangiisinut Pinngortitamullu Naalakkersuisoqarfik, Grønlands Statistik aamma Pinngortitaleriffik. Nalunaarusiamik allattuupput Regina Due aamma Torsten Ingerslev, aaqqissuisuullunilu Kirsten R. Nielsen. Nuuk februaari 2000 Arild Landa Immikkoortortaqarfimmi pisortaq Forord Grønland er verdens største ø og omfatter naturtyper, der er nøje tilpasset klima og livsbetingelser i både høj-, lavog subarktiske områder. De naturtyper, som findes i disse nordlige egne, er generelt mere sårbare end naturtyper i mere tempererede områder. Der bor få mennesker i Grønland, men udnyttelsen af naturressourcerne er et bærende element i det grønlandske samfund og påvirker i øget grad den sårbare natur, som findes i landet. Denne rapport giver en ”up to date” oversigt over fredningsstatus og sårbarhed for de registrerede naturtyper på land og i det kystnære område omkring Grønland. Nogle udvalgte dyrearter og deres fredningsstatus er også medtaget. Rapporten belyser desuden, hvilke naturtyper og områder der er underrepræsenteret i de gældende fredningsbestemmelser og udgør således et værktøj, som kan benyttes i planlægningen af nye fredningsarealer og i udformningen af en mere tidssvarende lovgivning. Projektet er udviklet i et samarbejde mellem Danmarks Miljøstyrelse, Direktoratet for Miljø og Natur, Grønlands Statistik og Grønlands Naturinstitut. Regina Due og Torsten Ingerslev har skrevet rapporten, som er redigeret af Kirsten R. Nielsen. Nuuk februar 2000 Arild Landa Afdelingschef 6 Eqikkaaneq Nalunaarusiornerup siunertaraa Kalaallit Nunaanni eqqissisimatitsinermik inatsisip aaqqissuuteqqinnissaanut suleqqinnissamut ilisimasatigut tunngavissaqarnermik pilersitsissalluni. Uumasut pinngortitallu pissusaanik assersuusiornikkut nalunaarusiami ersersinneqassapput ataatsimut isigalugu amigaatit aamma pinngortitamik illersuinerup ullumikkut atuuttup pitsaanerulersinneqarnissaanut siunnersuutit. Nalunaarusiami aallaaviuvoq misissueqqissaarneq (gap analyse) klimani assigiinngitsuni sumiiffiit eqqissisimatitat, pinngortitap pissusai uumasullu malussajasut saqqummiunneqarlutik, kiisalu Kalaallit Nunaanni pinngortitami sumiiffiit sunnerneqartut agguataarnerannik takussutissiaq. Issinnerpaamik klimaqarfimmi nunap 44%-ia immallu 71%-ia eqqissisimatitaapput. Issaasannerpaamik issittullu tullianik klimaqarfinni illersorneqarnerup procentia mikisoralaarsuuvoq, katillugu 3%-imit minnerulluni. Gap analyse atorlugu Kalaallit Nunaanni pinngortitami sumiiffiit sunnerneqartut agguataarnerannik misissuinerup takutippaa ullumikkut pinngortitaq sunnerneqarnerpaajusoq issittup issaasannersaani tullianilu, qularnanngitsumillu siunissami aamma taamaakkumaarluni. Nunalli immikkuualuttunngorlugu assigiinngitsunut atorneqarnissaa taamaallaat Kujataani savaateqarfinni sunniuteqartussatut naatsorsuutigisariaqarpoq. Nunani eqqissisimatitani uumasut pinngortitallu pissusaasa malussarissut misissoqqissaarneqarnerata takutippaa pinngortitap pissusai malussarissut amerlanerpaartaat nunani eqqissisimatitani amigaatilimmik ilaasut imaluunniit ilaanngivissorlutik. Tassani soorlu ilaapput avaalaqiakulooqarfiit, Betula pubescens, naasut naatsiiassallit qaqutigoornerusut, qajannarnerusut imaluunniit Kalaallit Nunaanniinnaq naasartut naaffiini, puilasuni kissartuni, tatsini tarajulinni, mitip siorakitsup Somateria spectabilis isasarfiini, ikkannerni uilueqarfinni Chlamus islandica aamma Tunumi qilalukkap qernertap Monodon monoceros aasaanerani najortagaani. Aarlerinartoqarmat, soorlu mitip siorakitsup isasarfiinut avaalaqiakulooqarfinnullu pilertortumik aarlerinartorsiortitsisinnaasumik, pisariaqartinneqarpoq pinngortitap pissusii malussajasut illersorniarlugit iliuuseqarnissaq. Kalaallit Nunaata kitaani appat Uria lomvia, qilalukkat qaqortat Delphinapterus leucas aamma aarrit Odobenus rosmarus illersorniarlugit uumasoqatigiit ajortumik ineriartornerannik takussutissat illuanut saatinniarlugit piniarnermik malittarisassat atuuttut naammassimanngillat. Uumasut taakku pillugit nunat tamalaat ataatsimiititaliaat innersuussuteqarput Kalaallit Nunaata ineriartorneq taanna unitsissagaa. Innersuussutaavoq kujataani savaateqarfiit nunataat annertuut eqqissisimatitaassasut. Tamanna pisariaqarpoq nunat teknikkimit sunnigaanissamut illersorniarlugit kiisalu nunap pissusissamisoortumik naasoqarnissaa atatiinnarniarlugu savat neriniarnerannit sunnigaanngitsumik. Pinngortitap pissusii malussajasut ajunnginnerusumik illersorneqarnissaat anguniarlugu innersuussutigineqarpoq eqqissisimatitsinerit tamanut atuuttut ullumikkuminngarnit atuunnerulissasut. Qallunaat misilittagaat tunuliaqutaralugit innersuussutigineqarpoq miteq siorakitsoq miterlu nalinginnaasoq Somateria mollissima pillugit piniarfiunngitsunik akornusersorneqarfiunngitsunillu eqqissisimatitaaffinnik pilersitsisoqassasoq, ukiukkut neriniarfiit aamma piaqqiviit eqqaanniittunik. 7 Sammendrag Hensigten med rapporten er at etablere et fagligt grundlag for det videre arbejde omkring revidering af den grønlandske naturfredningslov. Ved eksempler på arter og naturtyper belyser rapporten generelle mangler og giver forslag til forbedringer af den nuværende naturbeskyttelse. Rapporten tager sit udgangspunkt i en analyse (gap analyse) af de fredede områders repræsentation af klimazoner, følsomme naturtyper og arter, samt en oversigt over den geografiske fordeling af påvirkningen af naturen i Grønland. Arealfredninger beskytter henholdsvis 44 og 71% af det samlede terrestriske og marine areal i den højarktiske zone. Beskyttelsesprocenten i de lavog subarktiske zoner er minimal og udgør sammenlagt mindre end 3%. Gap analysen af den geografiske fordeling af naturindgreb i Grønland viser, at de største påvirkninger af naturen i dag foregår i de lavog subarktiske zoner og formodentlig også vil gøre det i fremtiden. Fragmentering af landskabet kan dog kun forventes at spille en rolle i de sydgrønlandske fåreholderområder. Analysen af arternes og de følsomme naturtypers repræsentation i de fredede områder viser at størstedelen af de følsomme naturtyper er mangelfuldt eller slet ikke repræsenteret i de fredede områder. Dette gælder f.eks. birkeskov Betula pubesens, voksesteder for sjældne, sårbare eller endemiske karplanter, varme kilder, saltsøer, fældeområder for kongeederfugl Somateria spectabilis, kammuslingebanker Chlamus islandica og sommerområder for narhval Monodon monoceros i Østgrønland. Da der er trusler der akut truer f.eks. fældeområder for kongeederfugl og birkeskov, er der behov for tiltag der kan forbedre beskyttelsen af følsomme naturtyper. For beskyttelsen af bestandene af polar lomvie Uria lomvia, hvidhval Delphinapterus leucas og hvalros Odobenus rosmarus i Vestgrønland har gældende jagtregler ikke været tilstrækkelige til at vende en dokumenteret negativ bestandsudvikling. Internationale fora vedrørende disse arter anbefaler, at Grønland stopper denne udvikling. Det anbefales at frede større arealer i de sydgrønlandske fåreholderdistrikter. Dette bør ske for at beskytte områder mod tekniske indgreb samt bevare en naturlig vegetation, der ikke er påvirket af fåregræsning. For at opnå en bedre beskyttelse af de følsomme naturtyper anbefales der en mere udbredt brug af generelle fredninger end det er tilfældet i dag. På baggrund af danske erfaringer anbefales udlægning af små jagtog forstyrrelsesfrie reservater for kongeog almindelig ederfugl Somateria mollissima ved vigtige vinterfourageringspladser og i yngleområder. 8 9 1. Indledning ............................................................................................................ 1.1. Rapportens opbygning og indhold.................................................................................... 2. Baggrund ............................................................................................................ 2.1. Arealfredninger .................................................................................................................. 2.1.1. Beskrivelse af områdefredninger .......................................................................... 2.1.1.1. Nationalparken ....................................................................................... 2.1.1.2. Naturreservat Melville Bugt.................................................................. 2.1.1.3. Lyngmarken ............................................................................................ 2.1.1.4. Paradisdalen............................................................................................ 2.1.1.5. Qinnguadalen.......................................................................................... 2.1.1.6. Akilia........................................................................................................ 2.2. Artsfredning ....................................................................................................................... 2.2.1. Pattedyr................................................................................................................. 2.2.2. Fugle....................................................................................................................... 2.2.3. Havfuglekolonier................................................................................................... 2.2.4. Fugleområder ........................................................................................................ 2.2.5. Regelsæt for mineralefterforskning ...................................................................... 3. Gap analyse........................................................................................................... 3.1. Gap analyse i forhold til klimatiske zoner ........................................................................ 3.1.1. Terrestriske forhold............................................................................................... 3.1.2. Marine områder .................................................................................................... 3.2. Oversigt over arealbrug og status for indgreb................................................................. 3.2.1. Befolkningens fordeling......................................................................................... 3.2.2. Mineralressourcer, aktiviteter og forekomster.................................................... 3.2.3. Turisme.................................................................................................................. 3.2.4. Landbrug ............................................................................................................... 3.2.5. Fangst, jagt og fiskeri ........................................................................................... 4. Naturtyper og arter.............................................................................................. 4.1. Birkeskov Betula pubescens tortuosa ................................................................................ 4.1.1. Udbredelse af birkeskoven .................................................................................... 4.1.2. Trusler mod birkeskoven ...................................................................................... 4.1.2.1. Græsning ................................................................................................. 4.1.2.2. Anlæg af marker...................................................................................... 4.1.2.3. Brændehugst............................................................................................ 4.1.3. Mangler i lovgivningen for beskyttelse af birkeskoven ...................................... 4.1.4. Mulige tiltag for beskyttelse af birkeskoven ........................................................ 4.2. Truede og sårbare karplanter ............................................................................................ 4.2.1. Trusler mod truede og sårbare karplanter .......................................................... 4.2.2. Mangler ved beskyttelsen af truede og sårbare karplanter ................................ 4.2.3. Mulige tiltag til beskyttelse af truede og sårbare karplanter ............................. 4.3. Varme kilder ....................................................................................................................... 4.3.1. Udbredelse af varme kilder................................................................................... 4.3.2. Lovværk til beskyttelse af varme kilder ............................................................... 4.3.3. Trusler mod varme kilder..................................................................................... 4.3.4. Mangler i beskyttelsen af varme kilder ............................................................... 13 13 15 15 16 16 17 17 18 18 18 18 19 20 20 21 21 23 23 23 24 24 24 25 25 25 26 27 27 27 28 28 28 28 28 29 29 31 31 31 31 32 32 32 33 Indholdsfortegnelse 16 derne. Gennem lovgivningen er der dog ikke gjort noget for at beskytte dem. Det betyder, at fangst, jagt og færdsel er reguleret efter de samme regler, som gælder udenfor områderne. To af de udpegede områder, Kilen og Hochstetter Forland, ligger inden for Nationalparkens grænser (figur 1). Tabel 3. Ramsarområder fordelt på totalareal, landog havareal. Ramsarområde Totalareal km2 Land km2 Hav km2 Aqajarua-Sullorsuaq 376,5 242,9 133,6 Qinnguata Marraa og Kuussuaq 110,8 91,1 19,7 Kuannersuit Kuussuat 74,8 67,8 7 Kitsissunnguit 216,3 11,8 304,5 Naternaq 1.999 1.546 453 Eqalummiut Nunaat 6.366 5.762,8 603,2 Ikkattoq 614,4 320,5 293,9 Kitsissut Avalliit 189,4* Heden 2.549 2.207 342 Hochstetter Forland 2.341 1.639 702 Kilen 620,3 356,3 264 *Arealet kunne ikke gøres op i land og hav 2.1.1. Beskrivelse af områdefredninger 2.1.1.1. Nationalparken Nationalparken blev fredet af det danske Folketing i 1974 på anbefaling af det grønlandske Landsråd. I 1988 blev parkens areal udvidet mod vest, og Nationalparken udgør i dag ca. 43% af Grønlands totale areal. Dermed er nationalparken verdens største fredede område. Siden 1977 har Nationalparken haft status af Biosfære Reservat (UNESCO MAB-program, Man and Biosphere). Formålet med et Biosphere Reservat er at beskytte et areal, samtidig med at der også skal være mulighed for forskning, monitering og uddannelse, og udnyttelse af områdets ressourcer. Personer, der ikke bor i Ittoqqortoormiit og Qaanaaq kommuner, skal have tilladelse til at færdes i Nationalparken. Fangere fra de to kommuner kan foretage fangstrejser i parken. Derudover har Siriuspatruljen og mandskabet ved de faste stationer Mesters Vig, Daneborg, Danmarkshavn og Station Nord tilladelse til at jage sæler til brug som hundefoder. Hjemmestyret kan desuden give tilladelse til mineraludvinding inden for Nationalparken. Nationalparken ligger i den højarktiske zone, som er karakteriseret ved kulde og tørke. I den varmeste måned når gennemsnitstemperaturen ikke op over 5°C, og nedbørsmængden ligger mellem ca. 200 mm i den sydligste del af parken og ca. 80 mm i den nordligste del (Fredskild 1981). Under disse forhold har planter vanskeligt ved at etablere sig. Størstedelen af Nationalparkens isfrie land er derfor uden vegetation og har et ørkenagtigt præg. I lavlandsområder, hvor der er tilstrækkelig med vandforsyning i sommerhalvåret, findes der dog små oaser med frodig vegetation. Disse områder findes især i den østlige del af Nationalparken, omkring Traill Ø, Gauss Halvø, Hold With Hope, Wollaston– og Hochstetter Forland samt Germania Land. Her findes vigtige yngleog fældeområder for kortnæb- 17 bet gås Anser brachyrhyncus og bramgås Branta leucopsis, der i store antal ankommer fra deres overvintringspladser i Skotland og de britiske øer i løbet af maj, juni og juli (Boertmann et al. 1990). Den største tæthed af moskusokse Ovibos moshatus forekommer også i disse frodige områder, som er vigtige fourageringsog kælvningsområder. I øvrigt findes moskusokser i de nordligste egne i parken hovedsageligt på Peary Land omkring Midsommer Søerne, i bunden af Independence Fjord og omkring Frigg Fjord. Frodige, kystnære og tidligt snefri områder som f.eks. det sydlige Germania Land og området omkring Danmarkshavn er vigtige lokaliteter for de højarktiske vadefuglebestande (Boertmann et al. 1990). Ulven Canis lupus, der i perioden 1930 - 1980 sandsynligvis var forsvundet fra den grønlandske fauna, er de sidste årtier genindvandret fra Ellesmere Island til sit gamle område i Nordog Nordøstgrønland. Der er fundet ynglehi flere steder i Nationalparken, og det skønnes, at ulvebestanden er på 75 individer (Marquard-Pedersen 1992). Isbjørne Ursus maritimus benytter tre hovedområder i parken; et område er koncentreret omkring Franz Joseph Fjord i den sydligste del af parken; et omkring Dove Bugt og endelig et ved Nordøstvandet (Dietz et al. 1985). Havmiljøet rummer vigtige biologiske områder med stor artsrigdom og højt antal individer. Her er livet hovedsageligt afhængig af polynier eller strømrender. Polynier langs kysten er vigtige fourageringsområder for ringsæl Phoca hispida, isbjørn, remmesæl Erignatus barbatus, narhval, hvalros og havfugle (Dietz et al. 1985, Dietz et al. 1994, Falk & Møller 1995, Born et al. 1996). I appendiks 2 gennemgås de biologisk vigtige områder i Nationalparken. 2.1.1.2. Naturreservat Melville Bugt Reservatet i Melville Bugt blev fredet i 1980, men reguleringen sker i dag efter bekendtgørelsen af 1989 (Anonym 1989a). Reservatet ligger i Qaanaaq kommune og udgøres hovedsageligt af marine områder. Den marine del af reservatet er delt op i 2 zoner. Al færdsel er forbudt i reservatet. Undtaget er dog overflyvning i højder højere end 500 meter og erhvervsfangere bosiddende i enten Upernavik eller Qaanaaq kommuner, der kan tage på traditionelle fangstrejser i zone 1. Her kan de jage hvidhval, narhval, isbjørn, hvalros og sæler med båd, qajaq eller hundeslæde som transportmiddel. Reservatet i Melville Bugten huser hovedsageligt naturværdier tilknyttet det marine miljø. Narhvalen i Vestgrønland tilbringer sommeren i dybe fjorde, hovedsagelig i Inglefield Bredning og Melville Bugt. Hvidhval forekommer ligeledes hyppigt i Melville Bugten og i særlig store koncentrationer i forbindelse med de nord/syd gående sommerog efterårstræk (Heide-Jørgensen 1994b). Havisen i Melville Bugten er yngleområde for isbjørn (Lysenko et al. 1996). 2.1.1.3. Lyngmarken Lyngmarken er Grønlands ældste naturhistoriske fredning. Området er frodigt og indeholder flere homoterme kilder med en speciel flora og fauna. Lyngmarken blev fredet i 1954, og arealet blev udvidet i 1979 og igen i 1986 (Anonym 1986b). Det fredede areal ligger i Qeqertarsuaq kommune, lige uden for Qeqertarsuaq by omkring Arktisk Station. Formålet med fredningen er hensyntagen til Københavns Universitets videnskabelige undersøgelser omkring Arktisk Station. Fredningen indskrænker ikke befolkningens ret til at færdes og drive jagt på arealet. 18 2.1.1.4. Paradisdalen Pardisdalen, Arnangarnuup Qoorua blev fredet i 1984 (Anonym 1989d). Ifølge bekendtgørelsen er alt dyreog planteliv fredet året rundt, og færdsel må kun foregå til fods. Fredningen ligger i Maniitsoq Kommune sydvest for Søndre Strømfjord. Store udsving mellem sommerog vintertemperatur samt det tørre indlandsklima sætter sit præg på vegetationen, der i størstedelen af området består af steppe og dværgbuskheder (Secher et al. 1987). Området huser vildrener Rangifer tarandus groenlandicus, ræve Alopex lagopex, hare Lepus arcticus og en række ynglefugle blandt andre jagtfalk Falco rusticulus og vandrefalk Falco peregrinus. Området fremstår som uberørt natur, bortset fra at moskusokser udsat ved Søndre Strømfjord i 1960´erne er indvandret til Paradisdalen, hvor de gør skade på pilekrattene langs elven. 2.1.1.5. Qinnguadalen Qinnguadalen blev fredet i 1962 (Anonym 1962). Fredningen eksisterer kun som Landsrådsvedtægt. Fredningens formål er at bevare den unikke natur i dalen, særlig med henblik på birkeskoven. Der er offentlig adgang til dalen, men jagt og aktiviteter, der kan påføre træerne skader, er ikke tilladt. Qinnguadalen ligger i Sydgrønland i Nanortalik kommune. Dalen strækker sig fra østbredden af Tasersuaq sø ca. 12 km ind mod fjeldene i nordøstlig retning. Klimaet i denne del af landet er forholdsvis mildt med en gennemsnitlig juli temperatur på over 10°C. Vegetationen i dalen er domineret af frodig, tæt birkeskov, hvor træerne kan nå højder på over 10 meter, afløst af krat af blågrå pil Salix glauca og krat domineret af grønlandsk røn Sorbus groenlandica. Dværgbuskheder findes spredt i hele dalen. Disse er karakteriseret af grønlandsk post Ledum groenlandicum, mosebølle Vaccinum uliginosum ssp. mycrophyllum, kirtelbirk Betula glandulosa og fjeldene Juniperus communis. De artsrige urtelier, der findes i overgangszonen mellem birkskoven og fjeldsiderne, er domineret af fjeldkonval Streptopus amplexifolius og storblomstret konval Chamaenerion latifolium (Feilberg & Folving 1990). 2.1.1.6. Akilia Øen Akilia blev fredet i 1998 med det formål at beskytte geologiske formationer (Anonym 1998j). Der er offentlig adgang til øen. Landsstyret kan give tilladelse til indsamling af mineraler og bjergarter til videnskabelig brug. Akilia ligger i Nuuk kommune, ca. 27 km syd for Nuuk by. Mineralet apatit, der er fundet på øen, indeholder kulstofindeslutninger med en isotopsammensætning der sandsynliggør, at kulstoffet er af biologisk oprindelse. Kulstoffet er fortolket som det ældste liv på jorden, 300 millioner år ældre end det hidtil ældst kendte. Forekomsten af apatit på Akilia er på ca. 5 x 25 meter. 2.2. Artsfredning Alle fuglearter, der ikke er nævnt i bekendtgørelser og love, er totalfredede i Grønland. Der er fri jagt på pattedyr, der ikke er nævnt i lovgivningen. I tabel 4, 5, 6 og 7 er der en oversigt over de vigtigste arter, der er reguleret efter bekendtgørelser med hjemmel i naturfredningsloven. Fredningerne regulerer jagt på enkelte arter og beskytter mindre områder, herunder fuglefjelde og -øer. 19 Tabel 4. Oversigt over regulering af udnyttelsen af pattedyr i Grønland Kvotejagt Fri jagt/sæson Fredet undtagen i Fredet Vågehval X Finhval X Andre storhvaler* X Hvidhval X Melville Bugt zone I Narhval X Melville Bugt zone I Hvalros Nord for 70°30 i Vestgrønland. Østgrønland syd for Nationalparken Mellem 66°N og 70°30’N i perioden 1. maj – 28. februar, I Vestgrønland syd for 66°N Spættet sæl1. maj – 30. september Ulv Jamson Land, Liverpool Land Isbjørn 1. juli – 31. august. Dog i Ammassalik kommune i perioden 1. august – 30 september. Unger yngre end 24 måneder samt deres moder er fredet hele året. I Qaanaaq, Upernavik, Ittoqqortoormiit samt Ammassalik kommuner er unger ældre end 12 måneder samt deres moder kun fredet i ovennævnte fredningstid Snehare 1. maj – 31. juli Polarræv15. maj – 15. september Rensdyr X Moskusokser X *Grønlandshval, pukkelhval, kaskelot, sejhval og blåhval. 2.2.1. Pattedyr 20 Tabel 5. Oversigt over regulering af udnyttelsen af fugle i Grønland. Jagtbare arter Fredningstider Islom 1. juni - 15. august Rødstrubet lom 1. juni - 15. august Mallemuk 1. juni - 15. august Gråand 1. juni - 15. august Havlit 1. juni - 15. august Kongeederfugl 1. juni - 15. august Toppet skallesluger 1. juni - 15. august Fjeldrype 1. juni - 15. august Almindelig kjove 1. juni - 15. august Mellemkjove 1. juni - 15. august Lille kjove 1. juni - 15. august Svartbag 1. juni - 15. august Gråmåge* 1. juni - 15. august Hvidvinget måge 1. juni - 15. august Ride 1. juni - 15. august Søkonge* 1. juni - 15. august Tejst 1. juni - 15. august Blisgås1. maj – 15. august Kortnæbbet gås* 1. maj – 15. august Bramgås* 1. maj – 15. august Almindelig edderfugl* 1. maj – 15. august Skarv 1. april – 30. september Polarlomvie* 15. marts – 15. oktober Atlantisk lomvie* 15. marts – 15. oktober Ravn* 15. april – 30. juni * særlige fredningstider i enkelte kommuner Tabel 6. Oversigt over regulering af færdsel ved havfuglekolonier i Grønland. Fuglefjeld beboet af lomvie, alk, tejst, søkonge, ride, mallemuk eller skarv Der må ikke skydes eller på unødvendig måde frembringes støj inden for en afstand af 5 km. Gælder fra 1. juli i Qaanaaq og Ittoqqortoormiit kommuner. Flade øer beboet af ederfugl, kongeederfugl, tejst, terne eller andre mågefugle end riden Støj – og skydeforbud inden for en afstand på 200 meter. 2.2.2. Fugle 2.2.3. Havfuglekolonier 21 2.2.4 Fugleområder Der er 12 fredede fugleområder i Grønland (Anonym 1989b). Ilandstigning og færdsel i 500 meters afstand af disse er forbudt i perioden 1. juni – 31. august. Områderne ligger fordelt i 9 kommuner. Håndhævelse af lovgivningen er forskellig fra kommune til kommune. I Upernavik kommune er der skiltet rundt om de udpegede områder, og en jagtbetjent fører tilsyn med, at reglerne overholdes (Flemming Merkel pers. medd.). 2.2.5. Regelsæt for mineralefterforskning Ud over de lovfæstede naturbeskyttelsestiltag har råstofdirektoratet udfærdiget et regelsæt, der omhandler færdsel, affaldshåndtering og lignende i forbindelse med råstofefterforskning (Anonym 1998b). Regelsættet udpeger en række områder, der er særligt vigtige for dyrelivet, hvor færdsel er reguleret efter stramme regler. Kommune Område Qaanaaq Lion øer Upernavik Kuup apparsuit Torqussaq Kingittuarsuk Upernaviup apparsuit Uummannaq Salleq Qeqertarsuaq Assissut v/ Kronprinsen Ejland Aasiaat Nunatsiaq (Rotten v/ Hunde Ejland) Asattuarssuit v/ Grønne Ejland Kangaatsiaq og Qasigiannguit Fjordarmen Tasiussarsuaq bag Naterneq Ilulissat Appat Qaqortoq Ydre Kitsissut Tabel 7. Oversigt over fredede fugleområder i Grønland. 22 23 3. Gap analyse 3.1. Gap analyse i forhold til klimatiske zoner 3.1.1. Terrestriske områder Grønland er i terrestrisk henseende inddelt i tre klimazoner; den højarktiske zone, den lavarktiske zone og den subarktiske zone (figur 2). Den højarktiske zone har et strengt polarklima med ringe snefald. Nedbøren er så lille, at vegetationen mange steder er ørkenagtig. Vintrene er lange og kolde med temperaturer, der praktisk talt altid er under frysepunktet. Somrene er meget kølige med en middeltemperatur i juli på under 5°C. I den lavarktiske zone er forholdene mildere, nedbørsmængden er større, og der indtræffer ofte perioder med tø om vinteren. Sommeren er længere og mildere og har en middeltemperatur for juli måned på mellem 5° og 10°C. Den subarktiske zone er karakteriseret ved lange og varme somre, hvor gennemsnitstemperaturen i juli måned er over 10°C (Salomonsen 1990). Den højarktiske zone strækker sig fra Steenstrup Gletscheren i vest til Kap Jesup Morris i nord. Den østlige grænse løber fra Kap Dalton i nordvestlig retning mod Charcot Land. Al indlandsis er inkluderet i denne zone. Det samlede landareal udgør 1.920.092 km2 (tabel 8). Inden for denne zone ligger størstedelen af Nationalparken, hvis totale landareal er 846.100 km2 og Melville Bugt Naturreservat med 2.764 km2. Den lavarktiske zone dækker hele landarealet syd for den højarktiske zone undtagen de inderste fjordområder i Sydgrønland. Det totale landareal i denne zone udgør 179.871 km2. I denne zone findes der følgende fredede områder: Lyngmarken, Akilia og Paradisdalen i Vestgrønland, samt en mindre del af Nationalparken, samt dele af Qinnguadalen i Sydgrønland. Den subarktiske zone findes i de indre fjordområder i Sydgrønland og strækker sig fra Narsaq kommune i vest til Nanortalik kommune i øst. Det samlede areal af zonen er 6.110 km2. Det fredede område Qinnguadalen er på 45 km2 og ligger i den sydøstlige del af zonen, på grænsen mellem den lavog subarktiske zone. Ca. 14 km2 af det fredede areal ligger i den subarktiske zone. Sammenlagt dækker de seks fredede områder et areal, der svarer til 40,3% af Grønlands totale areal. Arealfredningerne i den højarktiske zone svarer i kraft af Nationalparken til over 99% af det totale fredede areal. Den højarktiske zone er derfor beskyttet langt over de målsætninger, Grønland har tilsluttet sig i international sammenhæng. Den samlede fredTabel 8. Fordeling af terrestriske arealer på klimazoner. Zone Total areal km2 Fredet areal km2 % fredet Højarktisk 1.920.092 844.668,0 44,00 Lavarktisk 179.871 4.320,4 2,40 Subarktisk 6.110 14,0 0,23 I alt 2.106.073 849.002,4 40,30 24 ningsprocent i de lavog subarktiske zoner er derimod så lav, at den ikke kan siges at opfylde målsætningen inden for det arktiske miljøsamarbejde (tabel 8). 3.1.2. Marine områder Gap analysen af marine områder er foretaget i områder, der ligger inden for den administrative grænse. I klimatisk sammenhæng er de marine områder fordelt mellem en højarktisk og en lavarktisk zone (figur 2) (Salomonsen 1990). Sammenlignet med de terrestriske klimazoner, strækker den højarktiske zone i havet sig længere syd på end den højarktiske zone på land. Dette skyldes primært den sydgående strøm langs Grønlands østkyst. I øvrigt findes der ingen subarktisk zone i de marine områder (ibid.). Analysen af fredningerne i de marine områder viser den samme tendens, som analysen af terrestriske områder (tabel 9). Store dele af de højarktiske områder ligger inden for de fredede områder i Nationalparken og reservatet i Melville Bugten, mens kun en meget lille del af den lavarktiske zone er beskyttet i Melville Bugten. Således kan heller ikke de marine områder siges at leve op til målsætningerne indenfor det arktiske miljøsamarbejde. Tabel 9. Fordeling af marine arealer på klimazoner. 3.2. Oversigt over arealbrug og status for indgreb I det følgende er der en kort beskrivelse af påvirkningerne på naturen i forhold til de tre klimazoner og udbredelsen af arealfredningerne. 3.2.1. Befolkningens fordeling Grønlands befolkning har de sidste årtier været stigende og udgjorde 1. januar 1999 56.087 personer (Anonym 1999c). Befolkningen forventes ikke at vokse de næste 10 år (ibid.). En bevidst politik i 1960´erne om at samle befolkningen i byer og større bygder har ført til, at 81% af befolkningen i dag bor i større byer. Halvdelen af befolkningen bor i Nuuk, Sisimiut og Ilulissat. En opgørelse af befolkningens fordeling i de tre klimatiske zoner viser, at der bor 54.647 eller 97,5% i den lavog subarktiske zone. De resterende 2,5% bor i den højarktiske zone i Ittoqqortoormiit og Qaanaaq kommuner. Alle byer og bygder er beliggende udenfor de fredede områder (ibid.) (figur 3). Samfundsstrukturen ændrer sig løbende fra at være et fangerog fiskersamfund til et serviceog informationssamfund. Denne strukturændring medfører også et ændret fritidsmønster. Tendensen er, at fritiden tilbringes ude i naturen væk fra bebyggede områder. Dette afspejler sig i antal fritidshytter, der er placeret i det åbne land (figur 4). På landsbasis er det samlede antal fritidshytter ca. 1.000. Hvert år søges der om arealtildeling til ca. Zone Total areal km2 Fredet areal km2 % fredet Højarktisk 146.455 112.988 77,10% Lavarktisk 140.127 2.805 0,02% I alt 286.582 115.793 40,40% 25 75 nye hytter (Anonym 1998d). De sidste år har ansøgningerne om arealtildeling til hytter været stigende (Ole Rendal pers. medd.). Der findes ingen fyldestgørende statistik over udviklingen i antallet af fritidsbåde. I følge Godthåb Bådforening har der de senere år har været en markant stigning i antallet, og i sommeren 1999 var der registreret ca. 630 fritidsbåde i Nuuk. Generelt går tendensen for hele landet i retning af flere og hurtigere både. 3.2.2. Mineralressourcer, aktiviteter og forekomster For at øge indtjeningen og beskæftigelsen er der politisk enighed om, at der skal skabes alternativer til de traditionelle erhverv. Et af disse alternativer er udvinding af kulbrinter og mineraler. For at skabe interesse og opmærksomhed for olieog gasefterforskning i Grønland deltager Hjemmestyret selv aktivt i seismiske og oliegeologiske undersøgelser gennem selskabet Nunaoil. De oliegeologiske undersøgelser er koncentreret i områderne ud for vestkysten. På baggrund af resultater fra undersøgelserne var der fra 1995 til 1998 udstedt efterforskningstilladelser på Disko og Nussuaq. I dag er der givet to tilladelser til indsamling af seismiske data og efterforskningsboringer på Fylla Banke hhv. vest for Sisimiut (Anonym 1998g) (figur 5). Også på mineralområdet går Hjemmestyret gennem selskabet Nunaminerals aktivt ind i projekter. Aktiviteterne på råstofområdet var i starten af 1990’erne stigende. I 1996 var der udstedt 60 tilladelser, der omfattede et areal svarende til ca. 35% af det isfrie land. Efterforskningstilladelserne var hovedsageligt koncentreret i den vestlige og sydlige del af landet. Siden 1997 har Råstofdirektoratet registreret et markant fald i givne tilladelser, årsagen hertil skal findes i afmatningen af verdensøkonomien, herunder et fald i råstofpriserne (Anonym 1998e). 3.2.3. Turisme Landsstyret har opstillet en målsætning på turismeområdet om, at landet senest i år 2005 får besøg af 61.000 turister årligt. Dette skal ses i forhold til, at der i 1997 var 16.000 besøgende i Grønland (Anonym 1998d). For at kunne opfylde denne målsætning har Hjemmestyret erkendt, at der er et akut behov for at udbygge overnatningskapaciteten, samt at der skal uddannes professionelle aktører inden for turismeerhvervet. I den forbindelse har Hjemmestyret indskudt millionbeløb i fonde, der skal støtte udviklingen af erhvervet (Anonym 1998i). Geografisk vil turismeudviklingen primært koncentrere sig om de områder, hvor der er gode muligheder for naturmæssige og kulturelle oplevelser. Gode trafikforbindelser, bespisningsog overnatningsforhold tillægges dog også en stor betydning for den fremtidige udvikling af turistindustrien (ibid.). På den baggrund regner man med, at Diskobugt-området i år 2005 vil stå for halvdelen af landets samlede turistindtjening. Derudover forventes også gode potentialer i Vestog Sydgrønland (Anonym 1998i). Det viser sig, at den største del af turismen i dag og i fremtiden ligger i den lavog den subarktiske zone. 3.2.4. Landbrug Landbrugserhvervet er koncentreret i de tre sydlige kommuner Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik, der ligger i den lavog subarktiske zone (figur 6). Enkelte landbrug forekommer også længere mod nord, f.eks. i de indre dele af Nuuk fjorden ved Kapisillit. Erhvervet har siden opstarten i begyndelsen af 1900-tallet været drevet på ekstensiv basis. Det indebar bl.a., at den vildtvoksende vegetation var fødegrundlaget for fårene hele året rundt. Kolde og lange vintre i 1940´erne, 1950´erne og 1960´erne gjorde store indhug i besætningerne, 32 en gang i Grønland. Eng nellikerod Geum rivale er fundet ved en varm kilde på Blossevillekysten. Den kendes ellers kun fra en urteli i Qaqortoq (Fredskild 1981). Andre arter, som nyder godt af det milde klima omkring kilderne, er Grønlands højeste urt fjeld-kvanen Angelica archangelica, orchideerne grønlandsk gøgelilje Platanthera hyperborea, satyrblomst Leucorchis albida og hjerte-fliglæbe Listera cordata samt sjældne arter som rank kodriver Primula stricta, spæd ensian Gentianellea tenella og fodfliget ranunkel Ranunculus affinis (Feilberg 1985). Nævneværdig er også det meterhøje pilekrat, som vokser ved Kuannersuit i den inderste Disko Fjord, som er et område med mange varme kilder. Pilekrat af den højde og frodighed findes ellers kun i den sydlige del af Grønland (Feilberg 1985). Artsrigdommen i og omkring varme kilder afspejler sig også i mangfoldigt dyreliv. I kilderne findes flere varmetidsrelikter som marine fladorme, saltvandsmider og bjørnedyr, som ellers kun er kendt fra langt sydligere himmelstrøg som Frankrig og Sargassohavet (Riget & Böcher 1999). Fimreormen Coelogynopora biarnata findes f.eks. i en varm kilde ved Qeqertarsuaq, Disko. Den findes ellers kun i havet ved højere temperaturer end dem, der findes ved Grønland (Røen 1981). Mosesneglen Lymnaea vahlii er fundet i 50°C varmt vand i kilderne ved Knighton Bugt i Østgrønland og på Disko. Den er sjælden og kendes ellers kun fra næringsrige damme i Sydgrønland (Kliim-Nielsen & Pedersen 1974). Kilderne er generelt rige på dansemyg, småkrebs, snegle og biller (Røen 1981). På grund af den relativt lange aktivitetsperiode er varme kilder en vigtig habitat for vandmider, der generelt er sjældne i Grønland. Ved en enkelt kilde er der fundet 25 individer. Til sammenligning er der i alt i Grønland kun fundet 100 individer fordelt på 7 arter (Røen 1981). 4.3.1. Udbredelse af varme kilder Grønlands varme kilder er hovedsageligt koncentreret omkring fire områder. I Østgrønland på Liverpool Land og langs Blossevillekysten, i Narsaq og Qaqortoq kommune i Sydgrønland, og på Disko i Vestgrønland. Kilderne er mest talrige på Disko, hvor de tælles i tusinder (Riget & Böcher 1999). Liverpool Land og landet ved Blossevillekysten huser Grønlands varmeste kilder med temperaturer, der varierer mellem 28°C (Henry Land) og 62°C (Kap Tobin/Unarteq) (Feilberg 1985). Sydgrønlands varmeste kilder findes på øen Uunartoq i Nanortalik kommune, hvor temperaturen er målt til 42°C (Feilberg, 1985). På Disko ligger temperaturerne i de homoterme kilder på mellem 0°C og 18,5°C. Kilderne er hovedsageligt koncentreret i det sydvestlige hjørne af øen (Feilberg 1985). 4.3.2. Lovværk til beskyttelse af varme kilder Den grønlandske lovgivning behandler ikke varme eller homoterme kilder. 4.3.3. Trusler mod varme kilder På baggrund af de varme kilders geografiske fordeling i landet kan der ikke gives et generelt trusselsbillede for alle kilder. Kilderne i Østgrønland spreder sig over et stort område fra Johan Petersens Bugt i syd til Storfjorden i nord. Området er ubeboet, og der foregår hverken råstofeftersøgning eller turismeaktivitet i disse områder. Der kan altså ikke konstateres en reel trussel mod disse kilder. På Disko ligger flere tusinde varme kilder. Nogle af dem er beskyttet ifølge kundgørelsen om fredning af arealet omkring Arktisk Station (Anonym 1986b). Som følge af en forventet øgning i antallet af turister i Disko-regionen må det forventes, at de varme kilder omkring 33 Qeqertarsuaq vil blive mål for turistture. Allerede i dag er varme kilder i Kuanerssuit (Disko) et yndet udflugtsmål (Gensbøl 1996). Det er på nuværende tidspunkt svært at danne sig et billede over, hvordan øget turisme vil påvirke kilderne og det omkringliggende miljø, men nedslidning af den specielle vegetation ved kilderne vil være en mulig effekt. Sydgrønlands varmeste kilde på Uunartoq er med sine 42°C et yndet udflugtsmål. Kildens vand er opstemmet til tre damme, og to af disse er på grund af den behagelige temperatur velegnet til badning. Både lokalbefolkningen og turister valfarter til øen, da kildevandet efter sigende har helbredende virkning mod gigt (Feilberg 1985). På baggrund af de mange besøgene er der grund til at antage, at vegetationen i og omkring kilderne på længere sigt kan tage skade. 4.3.4. Mangler i beskyttelsen af varme kilder Nogle få homoterme kilder ligger inden for det fredede område Lyngmarken på øen Disko og er derved beskyttet efter kundgørelsen om fredning af arealet omkring Arktisk Station i Godhavn (Anonym 1986b). Endvidere er en homoterm kilde registreret i Nationalparken og derved beskyttet efter bekendtgørelsen om Nationalparken (Anonym 1992). Alle øvrige kilder ligger uden for fredede områder. Der er ikke noget generelt trusselsbillede for de varme kilder, og derfor vurderes det, at der ikke er behov for generelle fredninger. For kilder på den sydlige del af Disko, hvor der i fremtiden forventes øget besøg af turister, kan det dog anbefales at indføre reguleringer vedrørende færdsel. Det samme gør sig gældende for Uunartoq i Sydgrønland. 4.4. Saltsøer Saltsøer er betegnelsen for søer, der har betydelig større koncentrationer af ioner sammenlignet med almindelige ferske søer. Der er som regel tale om ioner af kalciumog magnesiumsalte samt natriumklorid, hydrogenkarbonat eller sulfatsalte. Det kan være søer nær kysten med stor indhold af salt fra havet, men saltsøer opstår ofte i områder, hvor fordampningen er større end nedbøren. Dette betyder, at opløste næringssalte og ioner fra grundfjeldet og fra nedbrydning af planter og dyr bevæger sig med vandet op gennem jorden og koncentreres ved overfladen (Riget & Bøcher 1999). Vegetationen i disse søer kan være meget sparsom, og antallet af arter falder generelt med stigende saltholdighed. Plantelivet kan også mangle helt, da næringssaltene kan have en „skæv“ fordeling, og der kan mangle kvælstof og fosfor. Ved søer med moderat indhold af ioner vokser dværg-ranunkel Ranunculus confervoides, aks-tusindblad Myriophyllum spicatum, hestehale Hippuris vulgaris og nåle-sumpstrå Eleocharis acicularis. Den eneste plante, der kan tåle store koncentrationer af opløste salte (ledningsevne > 4.400 mmho), er trådvandaks Potamogeton filiformis (Fredskild 1981). Plantevæksten omkring saltsøerne er kendetegnet ved arter, der er særlig salttolerante. Dette i Grønland sjældne plantesamfund er karakteriseret af salt-ensian Gentianella dentosa og steppe-annelgræs Puccinella deschampsoides. Af andre sjældne planter kan nævnes stjerneensian Lomagtogonium rotatum, fugleklo-braya Braya linearis og canadisk braya Braya novae-angeliae (Fredskild 1996, Gensbøl 1996). 4.4.1. Udbredelse af saltsøer I litteraturen skelnes mellem saltholdige søer og saltsøer. Saltholdige søer er betegnelsen for søer med forhøjet saltindhold, hvor ledningsevnen ligger mellem 200 og 700 mmho. Saltsøer har en ledningsevne der er højere end 1.300 mmho (Røen 1962) (De fleste søer i Grønland indeholder kun meget få opløste næringssalte og ioner og har en ledningsevne på ca. 34 20-100 mmho). Efter Røens definition har saltholdige søer periodevis et afløb, især om foråret under snesmeltningsperioden, mens saltsøer aldrig har afløb. Vandet forlader søen alene ved fordampning (Røen 1962). Saltholdige søer og saltsøer er hovedsageligt samlet i fire regioner og forekommer, hvor der fremhersker kontinentalt klima med lav nedbør (Røen 1962) (figur 10). Nordgrønland; på Qeqertaq i den indre del af Inglefield Bredning findes to saltholdige søer ca. 100 meter øst for bygden Qeqertaq. Endvidere er der registreret en saltholdig sø ca. 4 km øst for radiostationen ved Pituffik (Dundas). Vestgrønland; i bunden af Umanak Fjord på nordsiden af øen Umanak ca. 200 meter vest for radiostationen er der en saltholdig sø. Ca. 1,5 km nordvest for og i umiddelbar nærhed af bygden Ikerasak er der registreret to saltholdige søer. Søen tæt ved Ikerasak er en lille rundt sø omgivet af særlig frodig vegetation hovedsageligt af taxa af Myriophyllum (Tusindblad) og Ranunculus (Ranunkel). Søbunden er bevokset med mosser og Myriophyllum (Røen 1962). Ca. 1 km sydvest for Ikerasak ligger Tarajornitsoq - „den der smager af salt“, som er en rigtig saltsø (Røen 1962). I bunden af Søndre Strømfjord er der registreret tre saltholdige søer og tre saltsøer. Den mest markante er Store Saltsø, der ligger ca. 4 km fra lufthavnsområdet. Rundt om søen findes klart adskilte og markante terrasser, som fremstår med rødlige og grå lag med lyse saltudfældninger. Terrasserne består dels af tynde, på permafrost liggende lag af løss (fint stenmel), dels af tørveagtige aflejringer af den salttolerante mos Drepanocladus aduncus. Mosset voksede i zonen omkring søens bred, inden saltindholdet blev for højt. Der er ikke enighed om, hvordan disse terrasser er dannet. Aldersbestemmelser ud fra tørvens indhold af radioaktivt kulstof i de forskellige terrasser giver en alder, der varierer mellem ca. 400 år f.Kr. til ca. 1.000 e.Kr. Aldersbestemmelsen og rækkefølgen i dannelsen af terrasserne er behæftet med en del usikkerhed. Således er der blandt andet fundet relativt unge tørvelag i nogle af de øverste terrasser. En af forklaringerne er, at terrasserne er dannet ved en kombination af processer omfattende periodevis skiftende vandstand og vindaflejring af løss. En sidste forklaring på terrassernes dannelse er frosttryk, gentagne tøog fryseperioder og vandudvidelse. Fænomenet kendes under betegnelsen „palsar“ (Mordhorst 1996). I moslagene findes der sneglehuse og rester af andre dyr, der ligeledes uddøde, efterhånden som søens overflade sank, og saltkoncentrationen derfor steg (Fredskild 1981). I dag består dyrelivet i Store Saltsø af vandkalve, dansemyg og salttolerante krebsog hjuldyr. Hyppige gæster er odinshane og havlit. Ca. 3 km vest for Store Saltsø ligger den saltholdige sø Lille saltsø. På den nordlige bred af fjorden ligger de to saltsøer Limnaeaog Brayasø. Endvidere er der ved Strømfjordshavn og ved Angujârtorfik registreret to små saltholdige søer. Inden for Nationalparkens grænse er der registreret 5 saltholdige søer. Disse er Rundsø, Langsø og Ulvesø, der ligger på Ella Ø, Store Sø på Maria Ø, begge øer beliggende i bunden af Kong Oscars Fjord. Den sidste sø, Grønnesø, ligger på Charcots Land. 4.4.2. Trusler mod saltsøer Kildematerialet over saltholdige søer og saltsøer er relativt gammelt, og muligvis er ikke alle søer registreret i dag. Ud fra de oplysninger der findes, kan det dog konkluderes, at rigtige saltsøer er en sjælden og unik naturtype i Grønland med kun fire kendte forekomster. Tarajornitsoq ligger ca. 1 km sydvest for bygden Ikerasak, der har et indbyggertal på 35 omkring 250 (Anonym 1999e). Det vides ikke, om bygden udgør en reel trussel mod saltsøen. Derimod kunne det tænkes, at en udvidelse af bygden kunne have indflydelse på den særligt frodige, saltholdige sø. Det samme gør sig gældende for søerne beliggende tæt ved Qeqertaq i den indre del af Inglefield Bredning. De tre saltsøer i bunden af Søndre Strømfjord ligger ikke særlig langt fra Kangerlussuaq Lufthavn, og alle kan nås til fods i løbet af kort tid. Området omkring lufthavnen er et yndet mål for turister, da der er mange biologiske, geologiske og arkæologiske seværdigheder. Store Saltsø får besøg af mange turister, og der er derfor fare for nedslidning af den specielle vegetation omkring søen. 4.4.3. Mangler ved beskyttelsen af saltsøer De fem saltholdige søer i bunden af Kong Oscar Fjord og på Charcots Land ligger inden for Nationalparkens grænser og er dermed beskyttet efter bekendtgørelsen om Nationalparken i Nordog Østgrønland (Anonym 1992). Saltholdige søer og saltsøer i bunden af Søndre Strømfjord og Umanak Fjord samt i Avanersuaq er ikke omfattet af lovgivningen. 4.4.4. Mulige tiltag til beskyttelse af saltsøer Da denne naturtype er sjældent forekommende i Grønland samt at en del af de saltholdige søer ligger i umiddelbar nærhed af beboede områder kan det anbefales, at søerne omfattes af en generel fredning. Generelle fredninger kræver, at naturtypen fremstår klar for befolkningen, så der ikke opstår nogle misforståelser med eventuelle indgreb i naturen. Problemet skulle ikke være stort, da vandet smager af salt. Ved tvivlstilfælde skulle problemet dog være til at løse, da antallet af søer er ringe, samt at de alle er beskrevne og registreret. Søerne bør således beskyttes mod enhver form for tekniske indgreb, ligesom der bør fastsættes regler for færdsel ved de søer, hvor slitage er et potentielt problem. 4.5. Polynier og strømrender Polynier og strømrender er isfri arealer i ellers isdækkede områder af havet. De kan være sæsonafhængige eller åbne hele året, og de kan opstå som følge af vind, strømforhold, tidevandsfluktuationer og ”upwelling” eller kombinationer af disse kræfter. Sammenlignet med omkringliggende havområder er polynier ofte mere produktive, og de er derfor vigtige for en lang række arter (NOW 1999). En årsag til stor produktion i polynier er, at perioden med lysindstråling, og dermed vækstperioden, er forlænget i forhold til isdækkede områder. I isdækkede områder kan vækstperioden være mindre end 2 måneder, mens den i et polynie kan vare op til 6 måneder eller mere (Stirling et al. 1981, NOW 1999). Den store produktion og det åbne vand giver gode livsbetingelser for havfugle og havpattedyr. Polynier er derfor afgørende for udbredelsesmønsteret for mange havpattedyr og havfugle i de dele af Grønland, der ligger nord for åbentvandsområderne. Inuit har igennem de sidste 34.000 år bosat sig i umiddelbar nærhed af polynierne, hvor fangsten var særlig god (Schledermann 1980). Et eksempel på polyniers betydning for mennesket fra nyere tid er bosættelsen ved polyniet i mundingen af Scoresbysund, Ittoqqortoormiit i 1925. 4.5.1. Udbredelse af polynier og deres betydning for dyrelivet Polynier udgør i alt kun 3-4% af det samlede havareal i Arktis. I Grønland er der to store polynier kendt som henholdsvis Nordøstvandet og Nordvandet. Derudover er der strømrender kombineret med mindre polynier langs øst, vest og nordkysten (Anonym 1989c) (figur 11). Sammenlignet med omkringliggende områder er polynier både mere artsrige og rige på individer (France & Sharp 1992a). Da havfuglene finder deres føde i havet, er de helt afhængige af åbent vand. I Grønland er 36 det kun tejsten Cepphus grylle der lejlighedsvis overvintrer i polynier. Alle andre arter trækker sydover til åbentvandsområder (Brown & Nettleship 1981, Salomonsen 1967). Polynier og strømrender er meget vigtige områder, når fuglene vender tilbage til ynglepladserne om foråret. Dette viser sig ved, at tidspunktet for søfuglenes tilbagevenden til ynglepladserne er afhængig af forekomsten af polynier og andre åbentvandsområder (ibid.). I øvrigt ligger alle større fuglekolonier i de højarktiske dele af Grønland i forbindelse med polynier eller strømrender (Brown & Nettleship 1981). For havpattedyrene er det dels de fysiske forhold (mulighed for at få luft) dels den store produktion der gør, at de tiltrækkes af polynier. For nogle arter, f.eks. ringsælen, er det kun ungdyr, der i særlig grad tiltrækkes, mens de voksne tilbringer vinteren i tæt pakis og fast is (Stirling et al. 1981, Reeves 1998). 4.5.1.1. Betydningen af polynier for dyrelivet i Grønland Hvilke arter, der bruger et polynie, vil bl.a. være afhængig af tidspunktet, hvornår det er åbent, af dybden, af dens geografiske placering samt dets produktivitet. Det vil i denne sammenhæng være for omfattende at gennemgå hvert enkelt polynie og strømrendes dyreliv. Derfor gennemgås kun de to største polynier, Nordvandet og Nordøstvandet. Åbentvandsområdet ved vestkysten (figur 11) har for en række arktiske arter den samme betydning som polynierne. Mest interessant i denne sammenhæng er de store mængder af havfugle fra store dele af det arktiske område, der overvintrer her (se afsnit 5.7. og 5.8.). Nordvandet er et vinterpolynie, der er åbent i månederne november til maj. Polyniets udstrækning er ret varierende men kan nå op på ca. 20.000 km2, når det er størst. Vandybden varierer mellem 300 og 620 meter. Nordvandet strækker sig over både canadisk og grønlandsk havområde (NOW 1999). Søkongen (Alle alle) og polarlomvien yngler i store mængder (millioner) i Avanersuaq, og Nordvandet udgør et vigtigt fødesøgningsområde for dem om foråret (Brown & Nettleship 1981, DMU-AM & OC 1999). Som nævnt træffes også tejst overvintrende i Nordvandet. Ismåge yngler på nunatakker på den sydøstlige del af Ellesmere Island, men ikke på den vestlige del. Denne forskel i udbredelse er blevet forklaret med Nordvandets placering øst for Ellesmere Island (France & Sharp 1992b). Om vinteren er følgende arter af havpattedyr registreret i Nordvandet; isbjørn, ringsæl, remmesæl, hvalros, grønlandshval, hvidhval og narhval (Finley & Renaud 1980, Richard et al. 1998). Polyniet har dog ikke lige stor betydning for alle de nævnte arter. F.eks. har narhvalen sin vinterudbredelse sydpå til de nordlige dele af Davis Stræde, hvor den øjensynlig foretrækker områder med tæt pakis frem for polyniets åbne vand (Finley & Reneaud 1980, Heide-Jørgensen et al. 1993). Derimod er Nordvandet et vigtigt overvintringsområde for hvalros (Born et al. 1995) og hvidhval (Finley & Renaud 1980). Om foråret trækker grønlandshvaler (Holst & Stirling 1999), hvidhvaler og narhvaler (Stirling et al. 1981) op gennem strømrenderne til polyniet, hvor de fouragerer indtil isen åbner sig så meget, at de kan trække videre til deres respektive sommerområder. Nordøstvandet er et sommerpolynie, der normalt er åbent mellem april og september, men i vintermånederne er der i dette område flere mindre åbentvandsområder og sprækker i isen. Da polyniet er afgrænset af land mod vest (Nordøstrundingen), er der vandybder helt 37 fra 0 meter til 200 meter. Arealet varierer fra år til år mellem 1.000 og 44.000 km2 (Anonym 1989c). Ved Nordøstvandet yngler ride Rissa tridactyla, gråmåge Larus hyperboreus og mallemuk Fulmarus glacialis i kolonier. Ved en optælling i 1993 blev der registreret 1.475 ynglepar af mallemuk, 773 ynglepar af ride, mens gråmågebestanden ikke blev talt. Det antages, at disse arters tilstedeværelse og ynglesucces er helt betinget af de isfrie forhold i Nordøstvandet (Falk & Møller 1995). Ramsarområdet Kilen ligger op til polyniet, og det må antages, at Nordøstvandets nærhed er af største betydning også for de arter, der forekommer på Kilen. Blandt de arter, der yngler på Kilen, er snegås, kortnæbgås og sabinemåge. Derudover samles kongeederfugl og almindelig ederfugl i området (Boertmann 1994). Henrik Krøyer Holme, der ligger i polyniet, er ynglested for sabinemåge, ismåge og rosenmåge (ibid.). Endvidere er polyniet et vigtigt oversomringsområde for rosenmåge og søkonge (Salomonsen 1990). Hvalros forekommer i Nordøstvandet både sommer og vinter, men satellitmærkninger har vist, at arten kan overvintre i pakisen op til 200 km fra kysten (Born et al. 1995, Born et al. 1997a). Området er vigtigt for isbjørne, da der er registreret ynglehi flere steder omkring polyniet (Born et al. 1997b). Polyniet er fourageringsområde for remmesæl, ringsæl, (Dietz et al. 1985) og narhval (Dietz et al. 1994). 4.5.2. Trusler mod polynier og strømrender De oftest fremhævede trusler mod dyrelivet i polynier er olieforurening og forstyrrelser fra øget skibstrafik (Stirling et al. 1981). Effekten af disse trusler er artsspecifik og er for enkelte arter gennemgået i denne rapport (primært afsnit om narhval, polarlomvie og hvalros). Skibstrafik i forbindelse med en eventuel udvinding af råstoffer i højarktiske egne vil få store tidsog brændstofsmæsssige fordele ved at sejle gennem polynier og strømrender, og det er formentlig her den største trussel mod dyrelivet i grønlandske polynierne ligger i fremtiden (når der ses bort fra klimaopvarmning og lignende). 4.5.3. Mangler i beskyttelsen af polynier og strømrender På trods af at polynier og strømrender er meget vigtige levesteder og fourageringsområder for en række arter, er de ikke på nogen måde beskyttet gennem lovgivningen. Dog ligger en del af Nordøstvandet og strømrenderne langs østkysten inden for Nationalparkens grænser. Det er imidlertid et spørgsmål om denne beskyttelse har nogen reel betydning i relation til skibsfart i forbindelse med mineraludvinding, da der i § 25 i Hjemmestyrets bekendtgørelse om Nationalparken i Nordog Østgrønland (Anonym 1992) er åbnet mulighed for mineraludvinding i Nationalparken. 4.5.4. Mulige tiltag til beskyttelse af polynier og strømrender Da polynier og strømrender ikke er fast afgrænsede områder, men deres udbredelse varierer en del både med årstid og fra år til år, vil en generel fredning bedst kunne beskytte disse vigtige levesteder. I fredningen bør der især lægges vægt på begrænsning af skibstrafik både i forbindelse med udvinding af råstoffer, men også i forbindelse med seismiske undersøgelser (se afsnit 5.9.). 4.6. Kammuslingebanker Chlamys islandica Filtratorer og zooplankton spiller en vigtig rolle i marine økosystemer, da de tilbageholder 38 og videregiver den energi, der er bundet i phytoplankton, til højere trofiske niveauer (Marshall 1970). I lavarktiske områder er forholdet mellem zooplanktonproduktionen og zoobenthosproduktionen 1:1, mens den i tempererede og tropiske områder er på henholdsvis 3:1 og 6:1 (Petersen & Curtis 1980). Dette indikerer, at zoobenthos (og dermed kammuslinger) er af relativ stor betydning som ”link” mellem phytoplankton og højere arter i Grønland end i varmere have, hvor pelagiske livsformer er langt mere udbredt. 4.6.1. Udbredelse af kammuslingen Kammuslingens udbredelse i Vestgrønland blev undersøgt i løbet af 80´erne for at belyse mulighederne for at starte et kommercielt kammuslingefiskeri i Grønland (Pedersen 1988). Der blev fundet kammuslinger på en lang række lokaliteter fra Nanortalik i syd til Qaanaaq i nord. I tillæg kendes kammuslingen fra flere lokaliteter langs østkysten. Filtratorer, der lever hvor der er stærk strøm vil normalt være mere produktive end arter, der lever i stillestående vand (Mann & Lazier 1996). De største forekomster blev da også fundet på indenskærs lokaliteter på mellem 20 og 60 meters dybde i områder med stærk tidevandsstrøm. Områder, hvor det vigtigste kammuslingefiskeri foregår, er vist på figur 12. På de store udenskærsbanker er der fundet store mængder skaller fra døde kammuslinger hvilket tyder på, at kammuslingen tidligere har været mere udbredt end den er i dag (Pedersen 1988). Årsagen til, at de er forsvundet, skal sandsynligvis findes i ændringer i vandtemperaturen, der kan føre til massedød hos kammuslinger (ibid.). Generelt er væksten hos kammuslinger langsom, og de bliver først kønsmodne, når de har en skallængde på 30–55 mm svarende til en alder på 4-9 år (Pedersen 1994). 4.6.2. Lovværk til beskyttelse af kammuslingebanker Der er ikke fredet områder med det formål at beskytte kammuslingebanker. Der er i fiskeriet et mindstemål på skallængden på 60 mm. Fiskeriet er kvotereguleret, og der er foreskrifter for fiskeredskaber. Kvoten for fiskeriet var i 1998 på 800 ton i Nuuk, 300 ton i Mudderbugten og 700 ton i Attu. (Anonym 1998 c). Dette var ikke ændret i 1999 (Anonym 1999a). Udenfor kvoterede områder er muslingefiskeriet frit. 4.6.3. Trusler mod kammuslingebanker Fiskeriet efter kammuslinger er i dag den eneste reelle menneskelige trussel mod kammuslingebankerne. Undersøgelser har vist, at muslingeskrabere kan påføre den tilbageblivende bundfauna skader. Dette sker primært ved, at der ophvirvles sediment under skrabningen, som kan kvæle muslinger og andre bundlevende filtratorer uden for skrabesporet. I områder med stærk strøm og løst bundmateriale kan der i øvrigt opstå erosionsskader (Caddy 1968, 1973). Undersøgelserne er dog rent kvalitative og siger ikke noget om kvantitative effekter. Det antages dog, at der i skrabesporene vil blive gjort plads til nye årgange, og at der altså vil finde en hurtig rekolonisering af kammuslinger sted (Petersen 1988). De skader, som muslingeskraberne påfører bunden, har altså indvirkning på artsog alderssammensætningen af bundfaunaen, hvilket kan have betydning for arter, der fouragerer på den. Denne problematik er blevet diskuteret for kongeederfugl ved Disko i Vestgrønland (Frimer 1993) (se afsnit 5.8.) og for hvalros ved Svalbard og på vestkysten af Disko (Born et al. 1995). Der er dog ikke med sikkerhed påvist en negativ effekt, og både Frimer og Born angiver, at forstyrrelseseffekten af øget skibstrafik på kammuslingebankerne kan være den mest skadelige faktor for de pågældende dyr. 4.6.4. Mangler i beskyttelsen af kammuslingebanker Selvom kammuslingen er udbredt over hele Grønland, og arten som sådan ikke er truet, er kammuslingebanker, hvor en kommerciel udnyttelse kan finde sted, relativt sjældne. Ingen af de kendte banker ligger inden for fredede områder. Den eneste lovgivning, der begræn- 39 ser udnyttelsen af kammuslinger, er således fastsættelsen af kvoter i tre områder i Vestgrønland. Inden for disse områder er der flere banker, som inden for kvotens rammer kan udnyttes frit. Den enkelte banke kan således overfiskes, uden at kvoten overskrides, som det eksempelvis er sket med ”Millionær-banken” i Nuukområdet (J. Engelstoft pers. medd.). 4.6.5. Mulige tiltag til beskyttelse af kammuslingebanker I den danske, tyske og hollandske del af vadehavet holdes store områder fri for blåmuslingeog hjertemuslingefiskeri for at undgå negative effekter på fuglelivet (Anonym 1999b). Et lignende tiltag kunne være relevant for Grønland, hvor beskyttelse af kammuslingebanker mod fiskeri samtidig ville kunne forebygge forstyrrelse af fuglelivet i områderne. 4.7. Polarlomvie Uria lomvia 4.7.1. Udbredelse af polarlomvie Polarlomvien har en cirkumpolar udbredelse. Den yngler på vestkysten fra Thule i nord til Qaqortoq i syd og på østkysten ved polyniet i mundingen af Scoresbysund. Den yngler på lodrette klipper, der ligger direkte ud til havet eller brede fjorde, ofte i meget store kolonier med mange tusinde fugle. De grønlandske ynglefugle overvintrer ved New Foundland og i åbentvandsområdet ud for Sydvestgrønland. Åbentvandsområdet er også et vigtigt overvintringsområde for polarlomvier fra Canada, Island, Svalbard, Jan Mayen, Novaja Semjla og Murmansk (Salomonsen 1990). Føden består hovedsageligt af pelagiske fisk og krebsdyr, som fanges ved dyk ned til mere end 100 meters dybde (Anonym 1996a). Som mange andre havfugle lægger polarlomvien kun et æg, og de yngler normalt første gang i 4-5 års alderen hvilket gør, at arten har en meget lav nettoreproduktionsrate (ibid.). 4.7.2. Bestandsudvikling for polarlomvie Man regner med, at der er ca. 355.000 ynglepar i Grønland (DMU-AM & OC 1999). Om vinteren er Grønland vært for mellem 30% og 40% af verdenspopulationen, der anslås at tælle i alt 14 millioner fugle (Anonym 1996a). Der findes i dag 23 fuglefjelde, hvor polarlomvien yngler. Af disse huser 5 kolonier i Avanersuaq op mod halvdelen af alle grønlandske ynglefugle (Falk & Kampp 1997)(figur 13). Siden 1930 er der registreret en tilbagegang på mellem 35% og 50% af den totale ynglebestand, og 16 kolonier langs vestkysten er blevet forladt. Der er dog store regionale forskelle i tilbagegangen, som knap kan spores i Avanersuaq. Værst ser det ud i Uummannaq, hvor alle ynglekolonier er forladte samt i sydlige Upernavik og Ilulissat, hvor der har været en tilbagegang i bestanden på op mod 90% (Kamp et al. 1994). 4.7.3. Lovværk til beskyttelse af polarlomvie Polarlomvien er fredet i perioden 15. marts – 15. oktober. I Vestgrønland nord for Kangaatsiaq kommune dog kun fra 1. juni - 31. august. I Qaanaaq og Ittoqqortoormiit kommuner er den jagtbar hele året. Jagt samt frembringelse af støj må dog ikke finde sted indenfor en afstand af 5 km fra fuglefjeldet. Fritidsjægere må kun nedlægge 10 lomvier pr. jagttur, og kun til eget forbrug. Indsamling af æg er forbudt. Syv af de fuglefjelde på vestkysten, hvor lomvien yngler, er fredet i perioden 1. juni – 31. august, og her er det ikke tilladt at færdes i en omkreds af 500 m fra fuglefjeldet (Anonym 1989b). 40 4.7.4. Vigtige områder for polarlomvie Åbentvandsområdet ud for Vestgrønland er overvintringssted for millioner af polarlomvier fra store dele af Arktis (Anonym 1996a). Området er derfor af største betydning for arten, ikke kun i et grønlandsk perspektiv, men i højeste grad også i et internationalt perspektiv. Ved ynglekolonierne optræder polarlomvien i meget stor tæthed med over 100.000 fugle i enkelte kolonier (DMA-AM & OC 1999). Dette gør fuglefjeldene til en meget vigtig naturtype for arten. 4.7.5. Trusler mod polarlomviebestanden 4.7.5.1. Jagt Polarlomvien er et vigtigt fangstdyr i Grønland. Der nedlægges mellem 300.000 og 400.000 fugle om året, mens det antages, at der i midten af det 19. århundrede blev fanget 70.000 årligt (Kamp et al. 1994). Hovedparten af de fugle, der bliver skudt i Grønland om sommeren samt under forårsog efterårstrækket, er ynglefugle. I vintermånederne er det i større udstrækning ungfugle og trækfugle fra andre egne af Arktis. Til gengæld bliver der formentlig skudt en del grønlandske ynglefugle ved Labrador og New Foundland. I løbet af vinterjagten blev tidligere skudt mellem en halv og en hel million polarlomvier (Kamp et al. 1994). En målrettet indsats siden 1993 for at begrænse jagttrykket på arten ved New Foundland har dog ført til, at der i dag kun skydes mellem 200.000 og 300.000 polarlomvier om året (Chardine 1998). 4.7.5.2. Bifangst I forbindelse med et internationalt drivgarnsfiskeri efter laks, som foregik i Davis Strædet i slutningen af 60´erne og starten af 70´erne, var der store bifangster af havfugle. Det antages, at omkring 250.000 polarlomvier druknede om året i dette fiskeri (Anonym 1998e). Fiskeriet er nu næsten ophørt, og laksefiskeriet udgør i dag næppe nogen større trussel mod den grønlandske bestand, da fiskeriet finder sted før fuglene ankommer til overvintringsområdet. 4.7.5.3. Forstyrrelser Ved ynglekolonierne er polarlomvier meget følsomme overfor forstyrrelser. Æggene lægges på smalle klippehylder, og ofte vil æg eller unger blive væltet ud over kanten, hvis fuglene skræmmes op. Jævnlige besøg af f.eks. turistbåde kan derfor få følger for ynglesuccessen, hvis de besøgende ikke udviser stor forsigtighed (Anonym 1996a). 4.7.5.4. Olieforurening Da polarlomvien yngler i meget store kolonier, kan olieforureninger få karakter af katastrofer, hvor store dele af en population vil kunne blive udslettet i løbet af ganske kort tid. Da tankskibet Exon Valdez gik på grund i Prince Williams Sund i Alaska døde ca. 150.000 lomvier, og nærliggende kolonier oplevede efterfølgende reduceret ynglesucces (Anonym 1996a). 4.7.6. Mangler ved beskyttelsen af polarlomvie I dag er kun syv ud af 23 polarlomviekolonier fredet i perioden fra 1. juni – 31. august, mens ingen af kolonierne ligger inden for områder med permanente fredninger. Da jagt, undtagen i Qaanaaq og Ittoqqortoormiit, er forbudt i denne periode, ligger værdien af disse fredninger i beskyttelse mod nysgerrige besøgende. Det store antal polarlomvier, der overvintrer i åbentvandsområdet, gør, at olieudslip og drivgarnsfiskeri kan få katastrofale følger (Anonym 1996a). I forbindelse med de aktuelle olieefterforskningstilladelser, der er givet i åbentvandsområdet, er tidspunktet for aktivite- 41 terne afpasset således, at skaderne på fuglelivet bliver mindst mulige i tilfælde af et olieudslip (Boertmann et al. 1998). 4.7.7. Mulige tiltag til beskyttelse af ynglekolonier for polarlomvie Inden for CAFF-samarbejdet (International Murre Conservation Strategy) er der taget skridt i retning af et internationalt samarbejde omkring forvaltning af polarlomvien (Anonym 1996a). Her lægges der bl.a. vægt på beskyttelsen af ynglekolonier mod forstyrrelser og på at nedbringe risiko for bifangst i forbindelse med kommercielt fiskeri. Der lægges endvidere vægt på en bæredygtig jagt (Anonym 1996a). For at beskytte fuglefjeldene mod unødvendige forstyrrelser, bør der indføres den samme beskyttelse for alle fjelde, som er gældende for de førnævnte syv. Dette kan bedst gøres ved en stramning af reglerne i den generelle fredning, der allerede gælder for fuglefjelde i Grønland. Drivgarnsfiskeri foregår p.t. ikke i åbentvandsområdet. Ved en genoptagelse af denne form for fiskeri bør der indføres bestemmelser, der skal sikre en reduktion af bifangst af polarlomvie. 4.8. Kongeederfugl Somateria spectabilis 4.8.1. Udbredelse af kongeederfugl Kongeederfuglen er cirkumpolart udbredt. I Grønland yngler den både på østkysten og vestkysten i den højarktiske zone (Boertmann 1994). Kongeederfugle fra de nordvestlige dele af Grønland samt store dele af arktisk Canada trækker til det centrale Vestgrønland for at fælde deres svingfjer. Fældeperioden er fra slutningen af juli til midten af oktober. Overvintring finder sted i åbentvandsområdet ud for Sydvestgrønland (Salomonsen 1990). 4.8.2. Vinterog fældebestand af kongeederfugl Verdensbestanden af kongeederfugl antages at være på mere end 1.000.000 fugle (Anonym 1997a). Der findes ingen totalopgørelser over den grønlandske ynglebestand. Derimod findes der en række optællinger og estimater af overvintrende og fældende kongeederfugle i Vestgrønland. Estimater af antallet af fældende kongeederfugle i 50´erne lød på mere end 200.000 fugle (Salomonsen 1967). Baseret på tællinger i 1993, 1994 og 1995 anslås fældebestanden i dag at være på mellem 30.000 til 40.000 (Mosbech & Boertmann 1999). Siden 1960 er den nordamerikanske bestand gået tilbage med 75% (Anonym 1997a). Da en stor del af de fældende fugle i Vestgrønland kommer fra det nordøstlige Canada (Salomonsen 1990), kan dette være en del af forklaringen på den store tilbagegang i fældebestanden i Vestgrønland. Tællinger af overvintrende fugle ud for Sydvestgrønland fra 80’erne (Durinck & Falck 1996, Mosbech & Johnson 1999) angiver 270.000 til 280.000 fugle. 4.8.3. Lovværk til beskyttelse af kongeederfugl Kongeederfuglen er fredet fra den 1. juni til den 15. august. Ægsamling og massedrivning af fældende kongeederfugle er forbudt (Anonym 1989 b). I forbindelse med mineraludvinding og eftersøgning er det i periode 1. august – 30. september kun tilladt at sejle i fældeområderne med mindre end 10 knobs fart. I denne sammenhæng kan der kun foretages ”enkelte” flyvninger med helikopter uden speciel tilladelse fra Råstofdirektoratet i nærmere angivne fældeområder. Alle andre aktiviteter kræver særlig tilladelse (Anonym 1998b). 48 4.10.5.2. Forstyrrelse I forbindelse med satellitmærkninger i Canada viste hvidhvalerne kraftig kortidsrespons på fangst. Mærkningspladserne blev forladt af alle dyr for først at vende tilbage efter ca. 143 timer (Smith og Martin 1994). Generelt gælder de samme fortolkningsproblemer dog for undersøgelser af forstyrrelseseffekter af hvidhvaler som for andre havpattedyr, hvilket er beskrevet i afsnit 5.9.3.2. 4.10.5.3. Olieforurening Olie udgør den samme trussel for hvidhvalen som for narhvalen (afsnit 5.9.3.3.). 4.10.5.4. Interaktioner med fiskeri Hvidhvalen synes at have et fødevalg, der i højere grad end narhvalens konkurrerer med erhvervsfiskeriet. Derudover har dens nuværende og tidligere udbredelse større sammenfald med de områder, hvor erhvervsfiskeriet foregår. Det er dog uklart, om der finder en reel konkurrence sted, og i fald om denne har nogen betydning for hvidhvalbestanden (Heide-Jørgensen & Teilmann 1994). 4.10.6. Mangler i beskyttelsen af hvidhval Hvidhvalen er fredet inden for zone II i reservatet i Melville Bugten. Hvidhvaler passerer formentlig i en vis udstrækning gennem zone II i forbindelse med efterårsog forårstrækket. Sammenlignet med hele trækruten er dette areal forsvindende lille og har da næppe heller nogen særlig betydning som beskyttelsesforanstaltning for hvidhvalen. Polyniet Nordvandet, hvor hvidhval overvintrer, er ikke beskyttet. Det samme gælder strømrenderne langs østkysten. Disse områder kan beskyttes som beskrevet i afsnit 5.5. I øvrigt antager NAMMCO, at en reduktion af fangsten af hvidhval i Vestgrønland er nødvendig for at stoppe den registrerede tilbagegang i bestanden (Anonym 1999g). 4.11. Hvalros Odobenus rosmarus 4.11.1. Udbredelse af hvalros Hvalrossen er cirkumpolart udbredt. I Østgrønland forekommer den mellem ca. 63°N og ca. 81°N, og i Vestgrønland mellem 66°N og 70°45’N (Born et al. 1994a) (figur 19). Hvalrossen i Grønland tilhører underarten atlantisk hvalros Odobenus rosmarus rosmarus, der er udbredt fra det centrale Canada og østover til Karahavet. Den overvintrer i polynier og strømrender, særligt hvor der er adgang til muslingebanker. Den kan dog også overvintre langt fra kysten i tæt pakis, hvor den ernærer sig på bl.a. ringsæl og fisk (Born et al. 1997a). Om sommeren søger hvalrossen ind til kystnære områder, hvor den hovedsageligt fouragerer på bundfauna (ibid.) I Vestgrønland kendes 13 forladte landgangssteder. Flere af dem har været brugt op til midten af det 20. århundrede (Born et al. 1994). I Østgrønland kender man 26 landgangssteder, dog bliver kun to med sikkerhed brugt i dag (Born et al. 1997a). 4.11.2. Bestandsudvikling for hvalros Det anslås, at verdensbestanden af hvalros var på „flere hundrede tusind dyr“ før den kommercielle udnyttelse begyndte (Born et al. 1994a). Den totale bestand er i dag estimeret til minimum 19.000 dyr (Born et al. 1994a). Den grønlandske bestand består af tre adskilte populationer. Populationen i Østgrønland er estimeret til ca. 1.000 dyr, i de centrale dele af Vestgrønland overvintrer ca. 500 dyr og endelig udgør populationen i de nordlige dele af Baffin Bugt ca. 3.000 dyr (Born et al. 1994a) 49 Bestandsopgørelser og fangstdata peger på en nedgang i bestandene ved Vestgrønland (Born et al. 1995, Anonym 1995b). Born et al. (1995) vurderer, at fangsten i Nordvandet på 375 dyr og fangsten i Vestgrønland på 66 dyr ligger langt over den anslåede bæredygtige udnyttelse på henholdsvis 60 til 150 dyr og 10 til 25 dyr. Udnyttelsen af den østgrønlandske bestand vurderes derimod at være bæredygtig (Born et al. 1995, Anonym 1995b). 4.11.3. Lovværk til beskyttelse af hvalros Hvalros må jages af erhvervsfangere samt fritidsjægere, der har fast bopæl i Qaanaaq eller Ittoqqortoormiit kommuner. I resten af Grønland må kun personer med erhvervsfangerbevis deltage i fangsten. Fangst er tilladt hele året nord for 70°30’N samt i Østgrønland syd for Nationalparken. I Vestgrønland er hvalros fredet mellem 66°N og 70°30’N i perioden 1. maj - 28. februar og totalfredet syd for 66°N (Anonym 1998a). I naturreservatet i Melville Bugt er traditionel fangst tilladt for erhvervsfangere med bopæl i Upernavik og Qaanaaq kommuner mellem fredningsgrænse I og II. Inden for fredningsgrænse II er arten totalfredet (Anonym 1989a). Jagt på hvalros finder ikke sted i Nationalparken (A. Rosing-Asvid pers. medd.). I et område ved Saunters Ø skal alle aktiviteter i forbindelse med råstofefterforskning i perioden 1. oktober - 15. juni godkendes af Råstofdirektoratet (Anonym 1998b). Det samme gælder for aktiviteter omkring Ramsarområdet Kilen i Nordøstgrønland i perioden 1. maj - 15. oktober. Aktiviteterne skal endvidere godkendes i perioden 15. juli - 1. oktober, hvis de forgår i en omkreds af 500 meter fra landgangsstederne i Nationalparken (ibid.). 4.11.4. Vigtige områder for hvalros Landgangssteder, fourageringsområder og overvintringsområder bliver ofte betegnet som vigtige naturtyper for hvalros (Born er al. 1995). Her er mange individer samlet i relativt små områder, og effekterne af forstyrrelse kan derfor være betydelige for populationen (ibid.). 4.11.5. Trusler mod hvalros 4.11.5.1. Jagt Intensiv jagt på landgangsstederne menes at være hovedårsag til, at disse er forladte i dag. Det vides ikke med sikkerhed, om dyrene er blevet udryddet, eller om de har fortrukket til alternative hvilepladser (Born et al. 1997a). Bestandsnedgange i dette århundrede skyldes hovesageligt overudnyttelse. Ved vestkysten har en stor del af fangsten været udført af grønlændere tilskyndet af KGH. Ved østkysten skyldes tilbagegangen fangst fra videnskabelige ekspeditioner samt udstationerede fangstmænd (Born et al. 1994a, Born et al. 1997a). 4.11.5.2. Forstyrrelse Generelt reagerer hvalros på støj fra flyvere og helikoptere ved flugt. Der foreligger dog ikke data der belyser, om der er en langtidseffekt, eller om der finder en tilvænning sted. Hvis der er tale om flugt fra et landgangsted, kan kalve blive knust af voksne dyr. Støj fra olieboring og isbrydning forårsager en svag og kortvarig respons (Born et al. 1995). 4.11.5.3. Olieforurening Tilsøling med olie menes ikke at have en negativ effekt på isolationen da denne funktion udelukkende varetages af spæklaget. Indånding af oliedampe i store koncentrationer kan derimod give hjerneskader og adfærdsmæssige forstyrrelser (Born et al. 1995). Endvidere kan en olieforurening medføre nedsat reproduktionsevne hos arten som følge af olieakkumulering i vævet via fødekæden (Born et al. 1995). 50 4.11.5.4. Interaktioner med fiskeri Bundskrabere/trawl kan ødelægge potentielle fødehabitater (se afsnit 5.6.3.) (Born et al. 1995). 4.11.6. Mangler i beskyttelsen af hvalros Der findes ikke regler, der beskytter vigtige fourageringsområder for hvalros, og landgangssteder er kun beskyttet i kraft af deres placering i Nationalparken. Polynier og strømrender er vigtige overvintringsområder men har ingen beskyttelse gennem den grønlandske lovgivning (se afsnit 5.5.). I øvrigt er det blevet anbefalet af NAMMCO, at Grønland tager ”passende” tiltag i brug for at standse bestandsnedgangen i Vestgrønland (Anonym 1995b). 4.11.7. Mulige tiltag til beskyttelse af hvalros Born og Berg (1999) registrerede et fald i antallet af hvalrosser på landgangsstedet på Sandøen sommeren 1998. Årsagen er muligvis forstyrrelser fra fly, både, helikoptere og anden lovlig færdsel (ibid.). Færdsel ved landgangssteder er i dag kun reguleret i forbindelse med mineralefterforskning/udvinding med en bufferzone på 500 meter. Undersøgelser fra Alaska har vist, at antallet af dyr på tre forskellige landgangssteder faldt med op til 60% grundet forstyrrelser i forbindelse med fiskeri. På baggrund af disse resultater har Alaska indført en bufferzone på 12 sømil rundt om pågældende landgangssteder (Anonym 1993b). En tilsvarende beskyttelse af landgangsteder og vigtige fourageringsområder bør overvejes. For beskyttelse af overvintringsområder se afsnit 5.5. Hverken færdsel eller jagt ved landgangsteder er reguleret i forhold til civilbefolkningen uden for Nationalparken. Der er således ikke noget i vejen for, at der kan foregå fangst på et landgangsted, hvis et sådant skulle blive taget i brug igen. Der bør derfor indføres en generel fredning af alle steder, hvor det bliver registreret, at hvalros går i land. 51 5. Udvidet sammendrag På baggrund af rapporten kan det fastslås, at den grønlandske naturbeskyttelse på en række væsentlige områder ikke er tidssvarende. Det gælder beskyttelsen af jagtbare arter mod overudnyttelse, beskyttelse af følsomme naturtyper mod forstyrrelse og ødelæggelse, og opfyldelse af internationale målsætninger om at frede et repræsentativt udsnit af den grønlandske natur. Gap analysen har vist, at de høj-, lav og subarktiske klimazoner er ulige repræsenteret i de fredede områder. Fredninger i det marine og det terrestriske miljø er i den højarktiske zone repræsenteret med henholdsvis 71% og 44% af arealet, mens de lavog subarktiske zoner er repræsenteret med sammenlagt mindre end 3%. Det er vist, at de klimazoner, der har den laveste andel af fredede områder, er de områder, hvor der i dag og i fremtiden kan forventes de største antropogene påvirkninger i form af jagt, fritidsaktiviteter, landbrug og turisme. Udbygningen af landbruget i Sydgrønland medfører fragmentering af landskabet. På den baggrund anbefales det at udlægge arealfredninger i både den lavog subarktiske zone, der har til formål at beskytte vegetation og landskab. Større arealfredninger i landbrugsområdet vil bidrage til at opfylde de aftaler, Grønland har indgået i det arktiske miljøsamarbejde om at frede en repræsentativ del alle klimazoner. Udenfor fåreholderområderne vurderes det største bidrag til fragmentering af landskabet at komme fra anlægsarbejder i forbindelse med mineraludvinding. Inden for alle fredede områder er der i dag mulighed for at udvinde mineraler. Grønlands økonomiske situation taget i betragtning, er det næppe politisk muligt at gennemføre nye arealfredninger, hvor det ikke er muligt at udvinde mineraler. De anlægsarbejder, som en udvinding af en mineralforekomst vil medføre, vil være så små, set i forhold til det samlede uberørte areal, at de ikke kan siges at bidrage væsentligt til fragmenteringen af landskabet. Fredning af nye arealer i den lavarktiske zone syntes derfor at være af mindre relevans for Grønland. Hyttebygning bidrager sammen med hurtige både til befolkningens øgede aktionsradius i forbindelse med jagt og fritidsaktiviteter. Dette kan medføre øget jagttryk og øget forstyrrelsesniveau i områder, der ellers i mindre grad ville opleve menneskelige påvirkninger. Forbud mod hyttebyggeri ved følsomme naturtyper og i områder, der vurderes af særlig betydning for dyrelivet, kan på den baggrund anbefales. Denne praksis anbefales indført ved arealtildelinger i alle områder, der ligger uden for fredede arealer. På baggrund af kortlægningen af følsomme naturtyper i Nationalparken, anbefales denne praksis også anvendt ved fremtidige mineraludvindinger og andre tekniske indgreb i de fredede områder. I den højarktiske del af Grønland er så stor en del af arealet fredet, at der ikke er behov for yderligere arealfredninger. Der er i rapporten behandlet en række følsomme naturtyper i Grønland. De primære trusler mod dem er ødelæggelse og forstyrrelse grundet landbrug, fiskeri, jagt, turisme samt råstofudvinding. For de fleste af de følsomme naturtyper, som er behandlet i rapporten, er deres repræsentation i de fredede områder lille eller manglende. Heller ikke lovgivningen uden for de fre- 52 dede områder giver dem tilstrækkelig beskyttelse. Ved gennemgangen af lovgivningen er der således kun fundet to eksempler på beskyttelse af følsomme naturtyper. Dette gælder fuglefjelde og ederfugleynglekolonier, der begge er beskyttet ved en generel fredning. Den nøjagtige geografiske placering af de følsomme naturtyper er i mange tilfælde mangelfuldt dokumenteret. For at kunne beskytte disse naturtyper mod ødelæggelse og forstyrrelse anbefales det derfor at indarbejde generelle beskyttelsesbestemmelser i den grønlandske lovgivning. For naturtyper, der enten er meget fåtallige, eller hvor der kun er trusler mod dem enkelte steder i Grønland, vil der opnås en bedre beskyttelse ved at frede disse med en egentlig arealfredning. Hvilke tiltag, der bør indarbejdes for en bedre beskyttelse af de følsomme naturtyper, vil altså i høj grad afhænge af naturtypens udbredelse og hvilke trusler, der er mod den. Det kan dog anbefales, at der i fremtiden bør lægges stor vægt på netop denne del af naturbeskyttelsen i Grønland. I rapporten er det anbefalet at indføre generelle fredninger af birkeskov, polynier og strømrender, landgangsteder for hvalros, fældeområder for kongeederfugl samt saltsøer. Varme kilder, sommerområder for narhval, voksesteder for truede og sårbare karplanter og kammuslingebanker foreslås beskyttet med egentlige arealfredninger af udvalgte lokaliteter. For flere af de arter, der er behandlet i rapporten, er der registreret betydelig bestandstilbagegang og/eller ændringer i udbredelsesmønstre. Tilgængelig viden tyder på at den primære årsag til tilbagegang i bestandene er jagt. Forstyrrelser og andre vanskelig kvantificerbare påvirkninger som konkurrence om føderessourcer med fiskeri kan dog også spille en rolle. Udarbejdelsen af denne rapport har været vanskeliggjort af en generel mangel på viden om udbredelse og forekomst af arter og naturtyper i Grønland. Hvor data har været tilgængelig, har GIS-baserede gap analyser dog vist sig at være et meget brugbart værktøj i forbindelse med evalueringen af naturbeskyttelsen. Kortlægning af naturtyper indgår da også som en grundlæggende del af forvaltningsarbejdet i andre lande (f.eks. Anonym 1999f). Det anbefales, at brugen af det åbne land i fremtiden forvaltes under hensyntagen til følsomme naturtyper og andre vigtige naturområder. Derfor vil behovet for en kortlægning af naturværdierne i fremtiden være endnu større. GIS-baseret kortlægning af naturværdier bør derfor indgå som en grundlæggende del af det videre arbejde med den nye naturbeskyttelseslov, og bør i fremtiden fortsættes som en naturlig del af forvaltningsarbejdet, for at sikre let tilgængelig viden om naturværdier i Grønland. 53 6. Litteraturliste Andersen, O.N. & Born, E.W. 1999. Polynier. De lavere trofiske niveauer. I: Born, E.W. & Böcher, J. (red). Grønlands Økologi - en grundbog. Atuakkiorfik Undervisning, Nuuk. 431 pp. Anonym 1962. Landsrådsvedtægt af 13. september 1962, stadfæstet den 6. maj 1963, om bevaring af skov og vegetation i Qinnguadalen i Nanortalik kommune. Grønlandsk lovsamling - serie A nr. 1. 1963. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1980. Landstingslov nr. 11 af 12. november 1980 om naturfredning i Grønland. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1986a. Biologiske Miljøundersøgelser i Nordgrønland 1984-85. Grønlands Fiskeriog Miljøundersøgelser. Anonym 1986b. Kundgørelse om fredning af arealet omkring Arktisk Station i Godhavn. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1988a. Landstingslov nr. 15 af 9. november 1988 om ændring af landstingslov om naturfredning i Grønland. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1988b. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 9 af 5. maj 1988 om fredning af ulve i Grønland. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1989a. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 21 af 17. maj 1989 om naturreservatet i Melville Bugt. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1989b. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 29 af 19. september 1989 om fredning af fugle i Grønland. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1989c. International Arctic Polynia Program. A program of the arctic sciences board. Institute of Marine Science, University of Alaska, Fairbanks. Anonym 1989d. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 31 af 20. oktober 1989 om fredning af Arnangarnup Qoorua, Maniitsoq kommune, Vestgrønland. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1991. Grønland 1991, Statistisk årbog. Grønlands statistik, Atuakkiorfik. Nuuk. Anonym 1992. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 7 af 17. juni 1992 om Nationalparken i Nordog Østgrønland. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1993a. Danish report 1993 on the Ramsar Convention, Denmark and Greenland. Skovog Naturstyrelsen, København. Anonym 1993b. A management plan for the Pacific Walrus in Alaska, January 1993. (Draft), U.S. Fish and Wildlife Service. Marine Mammals Management, Achorage, Canada. Anonym 1993c. Special protection zones within the management sectors of the National Park of North and East Greenland and the Northeast Greenland Biosphere Reserve. Dansk Polarcenter. Anonym 1994. Uofficiel oversættelse af bekendtgørelse af 17. august 1994. Islands statstidende B 59. Direktoratet for Miljø og Natur, Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. 54 Anonym 1995a. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 30 af 11. oktober 1995 om fangst og fredning af hvidog narhvaler. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1995b. North Atlantic Marine Mammal Commision. Annual report, 1995. University of Tromsø, Norge. Anonym 1996a. International murre conservation strategy and action plan. Conservation of Arctic Flora and Fauna. CAFF International Secretariat, Ottawa, Ontario, Canada. Anonym 1996b. Landstingslov nr. 5 af 2. maj 1996 om landbrug. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1996c. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 6 af 29. februar 1996 om ændringer af bekendtgørelse nr. 30 af 11. oktober 1995 om fangst af hvidog narhvaler. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1996d. Gaps in habitat protection in the circumpolar Arctic: A preliminary analysis. Conservation of Arctic Flora and Fauna, CAFF. Habitat Conservation, Report No. 5. Anonym 1996e. Circumpolar Protected Areas Network (CPAN) - Strategy and action plan. Conservation of Arctic Flora and Fauna, CAFF. Habitat Conservation, Report No. 6. Anonym 1996f. Inuvik declaration on environmental protection and sustainable development in the Arctic and report of the third ministerial conference on the protection of the arctic environment. Inuvik, Canada. Anonym 1997a. Circumpolar eider conservation strategy and action plan. Prepared by the Circumpolar Seabird Working Group, CSWG. Conservation of Arctic Flora and Fauna, CAFF. Anonym 1997b. Arctic pollution issues: A state of the arctic environment report. Arctic Monitoring and Assessment Programe, AMAP. Oslo. Anonym 1997c. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 12 af 25. juni 1997 om forvaltning af græsningsområder og husdyr. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1997d. Landstingslov nr. 15 af 6. november 1997 om fangst og jagt. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1998a. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 7 af 26. februar 1998 om fredning af og fangst af hvalros. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1998b. Rules for field work and reporting regarding mineral resources (excluding hydrocarbons) in Greenland. Government of Greenland. Bureau of minerals and petroleum. November, 1998. Anonym 1998c. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 4 af 30. januar 1998 om kvoter for fiskeri i 1998. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1998d. Grønland 1998, Statistisk årbog. Grønlands statistik, Atuagkat. Nuuk. Anonym 1998e. Incidental take of seabirds in commercial fisheries in the arctic counties. In: Baken, V. & Falck, K. (eds.).Technical Report no. 1 from the Circumpolar Seabird Working Group (CSWG). Conservation of Arctic Flora and Fauna (CAFF). Anonym 1998f. Landbrugsrådets årsberetning 1997-98. Politisk - administrative forhold. 23. marts 1998. 55 Anonym 1998g. Beretning om råstofaktiviteter i Grønland. Råstofdirektoratet – fællesrådet vedrørende mineralske råstoffer i Grønland. Anonym 1998h. Årsberetning for Konsulenttjensten for Fåreavl 1997/1998. Konsulenttjenesten for Fåreavl. Anonym 1998i. Turistpolitisk redegørelse. Direktoratet for Erhverv. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1998j. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 19 af 1. november 1998 om fredning af øen Akilia, Nuup Kommunia. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1999a. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 3 af 9. april 1999 om kvoter for fiskeri i 1999. Namminersornerullutik Oqartussat, Grønlands Hjemmestyre. Anonym 1999b. Vadehavet ind i næste årtusinde. Wichmann, H., Frederiksen, J., Tougaard, S., Jepsen, P.U. & Gjødsbøl, E. (eds.). Skov og Naturstyrelsen, Ribe Amt og Sønderjyllands Amt. Anonym 1999c. Grønland 1999, Statistisk årbog. Grønlands Statistik, Atuagkat. Nuuk. Anonym 1999d. Landbrugserhvervet i Sydgrønland før, nu og i fremtiden. Konsulenttjenesten for Fåreavl. Anonym 1999e. Opgørelser fra Grønlands Statistik. Bygder. Tal om Grønlands bygder. Grønlands Statistiks hjemmeside: www.statgreen.gl., november 1999. Anonym 1999f. Biologisk mangfold. Kartlegging av naturtyper. Verdisetting av biologisk mangfold. DN-håndbok 13, 1999. Direktoratet for naturforvaltning, Trondheim. Anonym 1999g. Ninth meeting of NAMMCO - Akureyri, 5-8 October 1999. Baillie, J. & Groombridge, B. (eds.) 1996. 1996 IUCN Red list of threatened animals. IUCN, Gland Schwitzerland. Bay, C. 1992. A phytogeographical study of the vascular plants of northern Greenlandnorth of 74° northern latitude. Meddelelser om Grønland, Bioscience 36. Bay, C. 1993. Taxa new to the flora of Greenland. Nordic Journal of Botany 13: 247-252. Bay, C. & Boertmann, D. 1989. Biologisk - arkæologisk kortlægning af Grønlands østkyst mellem 75°N og 79°30’N. Del 1: Flyrekognoscering mellem Mesters Vig (72°12’N) og Nordmarken (78°N). Teknisk Rapport nr. 4. Grønlands Hjemmestyre, Miljøog Naturforvaltningen. Bay, C. & Fredskild, B. 1990. Biologisk-arkæologisk kortlægning af Grønlands østkyst mellem 75°N og 79°30’N. Del 3: Botaniske undersøgelser i området mellem Fligely Fjord (74°50’N) og Nordmarken (77°30’N), 1989. Teknisk Rapport nr. 11. Grønlands Hjemmestyre, Miljøog Naturforvaltningen. Bennike, O., Higgins, A.K. & Kelly, M. 1989. Mammals of central North Greenland. Polar Record 25: 43-49. Blanchard, K.A. 1994. Culture and Seabird Conservation in Canada. In: Nettleship, D.N., Burger, J. & Gochfeld, M. Seabirds on islands. Threats, case studies and action plans. Birdlife international. Boertmann, D. 1994. A annotated checklist to the birds of Greenland. Meddelelser om Grønland, Bioscience 38. 56 Boertmann, D., Forchhammer, M. & Meltofte, H. 1990. Biologisk-arkæologisk kortlægning af Grønlands østkyst mellem 75°N og 79°30´N. Del 2: Optællinger af fugle og pattedyr mellem Bessel Fjord (76°N) og Zachariae Isstrøm (78°30‘N). Teknisk Rapport nr. 10. Grønlands Hjemmestyre, Miljøog Naturforvaltningen. Boertmann, D., Mosbech, A., Johansen, P. & Petersen, H. 1998. Olieefterforskning og miljø i Vestgrønland. TEMA-rapport fra DMU 17. Miljøog Energiministeriet, Danmarks Miljøundersøgelser. Born, E.W., Heide-Jørgensen, M.P. & Davis, R.A. 1994a. The Atlantic Walrus (Odobenus rosmarus rosmarus) in West Greenland. Meddelelser om Grønland, Bioscience 40. Born, E.W., Heide-Jørgensen, M.P., Larsen, F. & Martin, A.R. 1994b. Abundance and stock composition of Narwhals (Monodon monoceros) in Inglefield Bredning (NW Greenland). Meddelelser om Grønland, Bioscience 39: 51-69. Born, E.W., Gjertz, I. & Reeves R.R. 1995. Population assessment of Atlantic Walrus. Norsk polarinstitut, meddelelser nr. 138, Oslo. Born, E.W., Dietz R., Heide-Jørgensen M.P. & Knutsen L.Ø. 1997a. Historical and present distribution and exploitation of atlantic walruses (Odobenus rosmarus rosmarus L.) in eastern Greenland. Meddelelser om Grønland, Bioscience 46. Born, E.W., Wiig, Ø. & Thomassen, J. 1997b. Seasonal and annual movements of radio-collared Polar Bears (Ursus maritimus) in northeast Greenland. Journal of Marine Systems 10: 67-77. Born, E.W. & Berg, T.B. 1999. A photographic survey of walruses (Odobenus rosmarus) at the Sandøen haul-out (Young Sund, eastern Greenland) in 1998. Technical report no. 26. Pinngortitaleriffik, Greenland Institute of Natural Resources, Nuuk. Brown, K. 1993. A review of environmental threats to high-latitude marine ecosystems, with special reference to cetaceans of the Barents and Borwegian Seas. Report submitted to the Scientific Committee of the International Whaling Commission. Brown, R.G.B. & Nettleship, D.N. 1981. The biological significance of polynyas to arctic seabirds. Canadian Wildlife service, Occasional paper 45: 59-65. Caddy, J.F. 1973. Underwater observations on tracks of dredges and trawls and some effects of dredging on a scallop ground. Journal of Fishery Research Board Canada 30: 173-180. Caddy, J.F. 1973. Underwater observations on scallop (Pleopecten magellanicus) behaviour and drag efficiency. Journal of Fishery Research Board Canada 25 (10): 2123-2141. Chardine, J.W. 1998. Seabird harvest in Canada. A paper presented to the Circumpolar Seabird Working Group, Conservation of Arctic Flora and Fauna, CAFF. Canadian Wildlife Service Environment Canada. Sackville, New Brunswick. Clausen, P. & Laubek, B. 1999. Med Agerø´s gæs i Nordgrønland. Fugle og Natur. Dansk Ornitologisk Forening 1: 6-8. Clausen, P., Madsen, J., Jepsen, P. U. & Søgaard, B. 1997. Reservatnetværk for vandfugle. Tema-rapport fra DMU, 12. Miljøog Energiministeriet, Danmarks Miljøundersøgelser. Cowles, C.J. & Imm, J.L. 1988. Review of studies on the effects of man-induced noise on marine mammals of the Bering, Chukchi, and Beaufort Seas and how the results have been applied to federal offshore oil and gas management decisions. In: Sackinger, W.M. & Jeffries, P.E.M.O. (eds.). 57 Port and ocean engineering under arctic conditions. Symposium on noise and marine mammals, volume 2. The Geophysical Institute, University of Alaska Fairbanks, Fairbanks, Alaska. Cosens, S.E. & Dueck,L.P. 1988. Responses of migrating narwhal and beluga to icebreaker traffic at the Admiralty Inlet ice-edge, N.W.T. in 1986. In: Sackinger, W.M. & Jeffries, P.E.M.O. (eds.). Port and ocean engineering under arctic conditions. Symposium on noise and marine mammals, volume 2. The Geophysical Institute, University of Alaska Fairbanks, Fairbanks, Alaska. Dietz, R. 1992. Effects of mineral resource activity on arctic marine mammals, a literature review. Technical Report. Greenland Environmental Research Institute, Nuuk. Dietz, R., Heide-Jørgensen, M.P. & Born, E.W. 1985. Havpattedyr i Østgrønland: en litteraturundersøgelse. Rapport til Råstofforvaltningen for Grønland og Grønlands Fiskeriog Miljøundersøgelser fra Danbiu Aps., Danmarks Biologiske Undersøgelser. Dietz, R., Heide-Jørgensen, M.P., Born, E.W. & Glahder, C.M. 1994. Occurrence of Narwhals (Monodon monoceros) and White Whales (Delphinapterus leucas) in East Greenland. Meddelelser om Grønland, Bioscience 39: 69-86. DMU-AM & OC, 1999. Database over Grønlands havfuglekolonier. Danmarks Miljøundersøgelser, Afdeling for Arktisk Miljø og Ornis Consult A/S. Durinck, J. & Falk, K. 1996. The distribution and abundance of seabirds off southwestern Greenland in autumn and winter 1988-1989. Polar Research 15: 23-42. Elander, M. & Blomqvist, S. 1986. The avifauna of central Northeast Greenland, 73°15’N-74°05’N, based on a visit to Myggbukta, May-July 1979. Meddelelser om Grønland, Bioscience 19. Elborne, St.A. & Knudsen, H. 1990. Larger fungi associated with Betula pubescens in Greenland. Meddelelser om Grønland, Bioscience 33: 77-80. Engås, A., Løkkeborg, S., Ona, E. & Soldal, A.V. 1993. Effects of seismic shooting on catch and catchavailability of cod and haddock. Fisken og havet nr. 9. Havforskningsinstituttet, Bergen. Ewins, P. & Kovic, B. 1999. Managing Beluga and Narwhal harvest. WWF Arctic Bulletin 1: 21-22. Falk, K. & Kampp, K. 1997. A manual for monitoring Thick-billed Murre populations in Greenland. Teknisk rapport nr. 7. Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut, Nuuk. Falk, K. & Møller, S. 1995. Colonies of northern fulmars and Black-legged Kittiwakes associated with the Northeast Water polynya, Northeast Greenland. Arctic 48 (2): 186-195. Feilberg, J. 1985. Grønlands varme kilder – naturens egne mistbænke. Forskning i Grønland/Tusaat 2/ 85: 10-22. Feilberg, J. 1987. Økologisk-botanisk feltarbejde i 1986-1987 (foreløbig rapport). Grønlands Botaniske Undersøgelse. Grønlands Hjemmestyre. Ministeriet for Grønland. Feilberg, J. 1990. A phytogeographical study of South Greenland. Vascular plants. Meddelelser om Grønland, Bioscience 15. 72 pp. Feilberg, J. & Folving, S. 1990. Mapping and monitoring of woodlands and shrub vegetation in Qinnguadalen, South Greenland. Meddelelser om Grønland, Bioscience 33: 9-20. Finley, K.J. & Renaud, W.E. 1980. Marine mammals inhabiting the Baffin Bay North Water in winter. Arctic 33 (4): 724-738. 64 Qinn g uadalen Akilia Lyngmarken Paradisdalen Melville Bu g t Nationalpark Ramsarområde Fredet område Ramsarområde Fredet område Qinnguadalen Akilia Paradisdalen Lyngmarken Melville Bugt Nationalpark Figur 1. Arealfredninger og Ramsarområder i Grønland. 65 Salomonsen 1990 og DMN 1999 Højarktis marin Lavarktis marin Lavarktis terrestrisk Subarktis terrestrisk Højarktis terrestrisk Fredet område Fredet område Lavarktis marin Højarktis marin Højarktis terrestrisk Subarktis terrestrisk Lavarktis terrestrisk Figur 2. Grønlands fredede områder fordelt på klimazoner. 66 Tasiilaq Ittoqqortoormiit Uummannaq Qasi g iann g uit Nanortalik Ivittuut Paamiut Nuuk Maniitsoq Sisimiut Aasiaat Qeqertarsuaq Upernavik Qaanaaq Indbyggertal i byer 4.900 til 13.400 (3) 3.900 til 4.900 (1) 2.600 til 3.900 (5) 1.500 til 2.600 (5) 0 til 1.500 (4) Kilde: Grønlands Statistik 1999 Indbyggertal i byerne Narsaq Qasigiannguit Ilulissat Ivittuut Nanortalik Qaqortoq Paamiut Nuuk Maniitsoq Sisimiut Uummannaq Qeqertarsuaq Aasiaat Kangaatsiaq Upernavik Qaanaaq Ittoqqortoormiit Tasiilaq Figur 3. Byer i Grønland. 67 Kilde: Direktoratet for Miljø og Natur Enkel hytte Flere end 10 hytter samlet Hytter i Nuuk Enkelt hytte Flere end 10 hytter samlet Figur 4. Fritidsog fangsthytter i Nuuk kommune i 1998 (ikke kompet). 68 Hydrocarboner Mineraler Kilde: Råstofdirektoratet 1999 Hydrocarboner Mineraler Figur 5. Efterforskningstilladelser til olie og mineraler i Grønland pr. 23. 9. 1999. 69 Antal får pr. fåreholdersted 500 til 1.000 50 til 500 Kilde: Konsulenttjeneste for fåreavl 1999 Antal får pr. fåreholdersted 500 til 1.000 50 til 500 Figur 6. Fåreholdersteder i Sydgrønland. 70 Radius på 50 km fra by < 1.000 indbyggere Radius på 100 km fra by > 1.000 indbyggere Radius på 50 km fra by < 1.000 indbyggere Radius på 100 km fra by > 1.000 indbyggere Figur 7. I dag, hvor motorjollen har erstattet kajakken, er udøvelsen af fangst og jagt ikke længere begrænset til byer og bygders nærområde. 71 Kilde: Direktoratet for Erhverv 1998 Figur 8. Geografisk fordeling af skudte rensdyr under jagten 1998. 72 Lavarktis Subarktis Højarktis Fredet område Sårbar Truet Endemisk Sårbar Fredet område Truet Endemisk Højarktis Subarktis Lavarktis Figur 9. Forekomst af sårbare og endemiske karplanter er størst i Vestog Sydgrønland i den lavog særlig i den subarktiske zone. 73 4 3 2 1 Qeqertaq Pituffik Uummannaq Ikerasak Søndre Strømfjord Charcot Land Ella Ø Område 1 Område 2 Område 4 Område 3 Saltholdige søer Saltsøer By, bygd Kilde: Røen 1962 og Riget og Böcher 1999 Område 1 Område 4 Område 3 Område 2 Saltholdige søer Saltsøer By, bygd Figur 10. Forekomst af saltsøer og søer med forhøjet saltindhold. 80 Figur 18. Hvidhvalens tidligere og nuværende udbredelse i Grønland. Kilde: Heide-Jørgensen 1994 og Dietz et al. 1994 Udbredelse Fredet område 81 Fredet område Vinterudbredelse Sommerudbredelse Forladt landgangssted Nuværende landgangssted Figur 19. Hvalrossens sommerog vinterudbredelse samt dens nuværende og forladte landgangssteder. 82 83 Appendiks 2 Følsomme områder i Nationalparken I det følgende gennemgås kort biologisk set særligt vigtige områder i Nationalparken. Område 1: Nares Land - Wulff Land – Nyboe Land – Warming Land Nares Land Flora: Den sydlige del samt den nord–sydgående dal mod øst er frodig med mere eller mindre sammenhængende vegetation. Fauna: Området udgør et særdeles vigtigt græsningspotentiale for moskusokser (Anonym 1986a). Af fugle blev der set rødstrubet lom, ynglende kongeederfugl, stenvender, islandsk ryle og sneugle (Anonym 1986a) Wulff Land Flora/fauna: Vegetationen er spredt, dog er der observeret en mindre bestand af moskusokser, som er afhængig af vegetationen i den nordlige del af Wulff Land. Nyboe Land og Warming Land Flora/fauna: Græsningsgrundlaget meget mosaikmæssigt og spredt. Der er observeret moskusokser i områderne, meget få og spredt. De få arealer med vegetation betragtes dog som særdeles vigtige for omvandrende dyr (Anonym 1986a). Der er blevet observeret ulveflok i området. På Nyboe Land er observationer fra ynglende ulve (Bennike et al. 1989). Af fugle er der set ynglende snegås (Boertman 1994), ynglende kongeederfugl, rødstrubet lom, lille kjove, islandsk ryle, stenvender, gråmåge, sneugle og fjeldrype (Anonym 1986a). Område 2: Sverdrup Ø – J.P. Kochs Fjord – Strømstedet Polynie med mangfoldigt dyreliv (Anonym 1993c). Område 3: Nansen Land Flora: Frodige områder med sammenhængende vegetation findes mellem I.P. Kochs Fjord og Brainard Sund, i dalen mellem den østlige gren af Mascart Sund og i I.P. Koch Fjord samt de nordlige dale. Fund af højarktisk mælkebøtte Taraxacum hyparcticum. Fauna: Landet er græsningsområde for moskusokser (Anonym 1986a). Området er yngleplads for ulv (Bennike et al. 1989). Der er set rødstrubet lom, stenvender, islandsk ryle, sandløber, lille kjove og havterne (Anonym 1986a). Område 4: Brønlund Fjord – Midtsommersøerne - Wandeldal Flora: Vegetationsforholdene er gode, både mht. frodighed og arealmæssig udbredelse. Fund af højarktisk mælkebøtte, den sjældne hoved-troldurt Pedicularis capitata, bruggemanns annelgræs og arktisk hjørneklap Erysimum pallasii (Bay 1992). Fauna: Et vigtigt fourageringsområde for moskusokser i Nordgrønland. Af andre pattedyr er der observeret snehare, polarræv og spor efter polarulv (Anonym 1986a). Kap Harald Moltke er yngleområde for kongeederfugl (Anonym 1986a). Endvidere er der forekomst af vadefugle som stor præstekrave, islandsk ryle og sandløber og kystog havfugle som lille kjove, ismåge, gråmåge og havterne (Anonym 1986a). Ynglende jagtfalk, snespurv, havlit og stenvender (Meltofte 1976). Længere øst, i Independence Fjord, er der blevet registreret et ynglehi for isbjørn (Born 1997b). Område 5: Frigg Fjord Flora: I bunden af fjorden, specielt på den vestlige bred, er vegetationen tæt og produktiv. Området omkring Frigg Fjord er et af de frodigste områder i Nordgrønland. Fund af den sjældne højarktiske mælkebøtte (Bay 1992). 84 Fauna: Sammenlagt udgør Peary Land et af de vigtigste områder for moskusokser i Nordgrønland, og omkring Frigg Fjord er moskusokser med kalve blevet observeret. Potentielle moskusokseområder er nogle brede, frodige dalstrøg mod vest og flade svagt kuperede sletter mod nord. I området er der observeret diverse fugle: rødstrubet lom, stor præstekrave og ynglende stenvender (Anonym 1986a). Område 6: Kap Jesup Morris – Constable Bugt Fauna: Lokalt er der store tætheder af kystfugle som stenvender, knot og sanderling. Endvidere yngler kongeederfuglen i området. Om sommeren forekommer fjeldrypen i store tætheder (Anonym 1986a, Boertmann 1994). Moskusoksen er set i området (Dietz et al. 1985, 1986a). Område 7: Mudderbugt (Peary Land) Fauna: I 1998 blev der set 75 lysbugede og en mørkbuget knortegås ved Ladegårdsåens udløb i Independence Fjorden, endvidere blev der observeret 432 kortnæbbede gæs i området. (Det var fugle på gennemtræk fra fældepladserne længere nordpå) (Clausen & Laubek 1999). Spredt forekomst af moskusokser (Dietz et al. 1985). Område 8: Princesse Magrethe Ø Fauna: Store ynglekolonier af ismåge (Anonym 1993c). Område 9: Nordøstvandet Kilen på Kronprins Christian Land Flora: Fund af de i Grønland sjældne arter bruggemanns annelgræs og sabine–ranunkel Ranunculus sabinei (Bay 1992). Fauna: stort samlingsområde for præ-ynglende kongeederfugl, ynglende almindelig ederfugl, ismåge, sabinemåge (en af Grønlands største kolonier), snegås og knortegås (det er det eneste kendte ynglested i Nordgrønland) (Grimmett et al. 1991, Boertmann 1994). Kilen er udpeget som International Bird Area (IBA) og Ramsarområde. Henrik Krøyer Holme er yngleområde for sabinemåge, ismåge og for rosenmåge (Boertmann 1994). På Mallemuk Fjellet yngler ride og mallemuk (Falk & Møller 1995). Endvidere er polyniet et vigtigt oversomringsområde for rosenmåge og søkonge (Boertmann 1994). Hvalros opholder sig hele året i de kystnære egne mellem Dijmphna Sund (omkring 80°N) og Kilen i Amdrup Land (omkring 81°10´N). I bunden af Dijmphna Sund og ved Kilen er hvalrossen blevet observeret på land (Born et al. 1995). Polyniet er et vigtigt fourageringsog yngleområde for isbjørn, med ynglehi ved Antarctic Bugt, syd for Ingolff Fjord, på Havgaards Ø og ved 79 Fjorden (Born et al. 1997b). Polyniet er fourageringsområde for remmesæl, ringsæl (Dietz et al. 1985) og narhval (Dietz et al. 1994). Område 10: Kap Sankt Jacques (Ile de france) Polynie: Vigtigt område for narhval (Dietz et al. 1985). Område 11: Flade Bugt Fauna: Flade Bugt er fældeområde for kortnæbbet gås (Boertmann et al. 1990). Er udpeget som Important Bird Area (IBA). Område 12: Daniel Bruuns Land – Okselandet – Søndermarken – Nordmarken Flora: Lavlandet under 200 meter er generelt meget frodig. I området er der fundet bruggemanns annelgræs (Bay 1992). Fauna: Moskusokser på Okselandet. I lavlandet langs indlandsisen fra Daniel Bruuns Land i syd til Nordmarken i nord er vigtige fældepladser for kortnæbbet gås. Endvidere yngler og fælder bramgåsen i området. Ved Pinkfootet Lake i Nordmarken findes den nordligst 85 kendte yngleplads for bramgåsen (Bay & Fredskild 1990). Området er også sommersted for stor præstekrave, sandløber, islandsk ryle, almindelig ryle, stenvender, lille kjove, hvidsisken og snespurv (Bay & Fredskild 1990). Der er set spor efter polarulv og isbjørn (Boertmann et al. 1990). Område 13: Dronning Louise Land Fauna: Området, især den sydlige del af landet er græsningsland for moskusokser. Endvidere er det fældeområde for kortnæbbet gås og bramgås (Boertmann et al. 1990, Grimmett et al. 1991). I området yngler fjeldrype, stor præstekrave, islandsk ryle, almindelig ryle, sandløber, stenvender, lille kjove, hvidsisken, snespurv og ravn (Boertmann et al. 1990). Område 14: Germania Land - Dove Bugt Fauna: Sydkysten af Germania Land fra Stormeleven til Lakseelven samt øerne ud i Dove Bugt er yngleog fældeplads for kortnæbbet gås og bramgås. På vestsiden af sælsøens sydlige del yngler ismåge (Forchhammer 1990). Endvidere yngler jagtfalk, fjeldrype, sandløber, almindelig ryle, islandsk ryle, stenvender, lille kjove, havlit og gråmåge (Boertmann et al. 1990). Hvalrosodden og Slamodden er udpeget som Important Bird Area (Grimmett et al. 1989). På øerne syd for Danmarkshavn er der adskillige ternekolonier, og på Renskæret og Maroussia yngler endvidere sabinemåge (Meltofte 1974). Omkring Danmarkshavn er der observeret ynglende almindelig ederfugl, kongeederfugl, havlit, rødstrubet lom, fjeldrype. Kærene langs sydkysten har nogle af de tætteste vadefuglebestande, der er kendt i Nordøstgrønland (Boertmann et al. 1990). På Germania Land er der i 1988 fundet et ulvehi (Bennike et al. 1989). På Lille Snenæs på sydkysten af Germania Land går hvalrosser på land for at hvile og fælde (Born et al. 1994). Ligeledes er Kap Alf Trolle på sydkysten af Store Koldewey registreret som landgangssted (Dietz et al. 1985). Dove Bugt er et kendt sted for forekomst af isbjørn. Flere gange er hunbjørne med unger observeret, hvilket indikerer, at Dove Bugt er et hi-område (Dietz et al. 1985). Narhvaler er observeret mellem Store og Lille Koldewey (Dietz et al. 1994). Område 15: Hochstetter Forland - Shannon Shannon Fauna: Yngleog fældeområde for kortnæbbet gås og bramgås (Bay & Boertmann 1989). Området er udpeget som Important bird Area (IBA) (Grimmett et al. 1989). På sydsiden af Shannon, ved Kap Philip Broke er der observeret et landgangssted for hvalrosser (Dietz et al. 1985). Polynie syd for Shannon (Andersen & Born 1999). Hochstetter Forland Flora: Vegetationen er generelt meget frodig, og området øst for Peters Bugt indeholder nogle store og frodige kær. Generelt findes der mange damme, vandløb og søer med veludviklet kærvegetation (Bay & Fredskild 1990). På sydspidsen af Forlandet vokser den endemiske nathorst stenbræk, den sjældne rensdyr-frytle Luzula wahlenbergii og bruggemanns annelgræs Puccinella bruggemanni (Bay 1992). Fauna: Moskusokser i området omkring Langelvdalen. Hochstetter Forland er et meget vigtigt fældeområde for kortnæbbet gås, især ved Lauge Koch´s Vig, Peters Bugt og fra Nanok til Sirius – hytten på østkysten og i landet omkring Agnetesø og Langelv. Hochstetter Forland er en af de tre vigtigste fældepladser for kortnæbbet gås i Nordøstgrønland (Bay & Fredskild 1989). Området er også yngleog fældeplads for bramgås. Endvidere findes der ynglende kongeog almindelig ederfugl, lille og almindelig kjove, islom, rødstrubet lom, havlit, jagtfalk, sneugle og ismåge (Meltofte et al. 1981). Området er tilholdssted for vadefugle som stor præstekrave, islandsk ryle og sandløber (Meltofte et al. 1981). Området er udpeget som Important Bird Area (IBA) og som Ramsarområde (Grimmett et al. 1989). Polynier øst for Hochstetter Forland (Andersen & Born 1999). 86 Område 16: Kuhn Ø Flora: Det vestlige lavland på Kuhn Ø er et af de mest frodige områder i Nationalparken. Fauna: Moskusokser. Området vest for Bastian Bugt er rasteplads for kortnæbbet gås, der er på vej nordover til deres ynglepladser (Bay et al. 1989). Der er observeret polarræv, hermelin, lemminger og jagtfalk (Meltofte et al. 1981). Område 17: Clavering Ø – A.P. Olsens Land - Wollaston Forland Flora: Clavering Ø og lavlandsområderne på Wollaston Forland har en meget frodig vegetation. Forekomst af den endemiske nathorst stenbræk samt de i Grønland sjældne arter strand-kamille Matricaria maritima ssp. phaerocephala, polar jakobsstige Polemonium boreale, fåkapslet star Carex vaginata, dværg milturt Chrysoplenium tetrandum og dunet tundragræs Dupontia fisheri (Bay 1992). Clavering Ø og A.P. Olsens Land Fauna: Området er et vigtigt fourageringsområde for moskusokser. Ved Tangen på vestsiden af Clavering Ø og syd på A.P. Olsens Land fælder kortnæbbet gås (Bay & Fredskild 1990). I Dødemandsbugten og ved Kap Breusing er et landgangssted for hvalrosser. Endvidere er i bugten observeret narhvaler (Dietz et al. 1994). Wollaston Forland Fauna: De store lavlandsområder syd for Albrechts Bugt og området ud mod Young Sund øst for Zackenberg hører til de vigtigste fourageringsområder for moskusokser i Nationalparken. Det store område syd for Albrechts Bugt er endvidere et af de vigtigste fældeog yngleområder for kortnæbbet gås syd for 75°N (Bay & Fredskild 1990). Vigtige områder for bramgås er områderne ud mod Young Sund. Ud for Daneborg findes kolonier af ederfugle, havterne og sabinemåge. I det store lavland ved Zackenberg yngler vadefugle som præstekrave, stenvender, almindelig ryle, odinshane og thorshane (Meltofte & Rasch 1998). Endvidere yngler i området havlit, rødstrubet lom, lille kjove og fjeldrype (Meltofte & Rasch 1998). Ud for Wollastone Forland på Hvalros øen er den eneste yngleplads for mallemuk, der ligger mellem Liverpool Land i syd og Holm Land i nord (Gensbøl 1996). Polynie syd for Wollaston Forland (Andersen & Born 1999). Område 18: Gauss Halvø - Hold With Hope Flora: De østlige områder på Gauss Halvø udgør sammen med den østlige del af Hold With Hope det største lavlandsområde mellem Jameson Land i syd og Hochstetter Forland i nord. Vegetationen i Magrethedalen, Vestersletten, Østersletten, Tobias Dal og i Badlandsdal er frodig. I området vokser den endemiske nathorst stenbræk (Bay 1992). Fauna: et af de vigtigste fourageringsområder for moskusokse i Nordøstgrønland. De østlige områder i lavlandsområderne omkring Tobias Dal, Østersletten og Myggbukta er vigtige yngleog fældepladser for kortnæbbet gås og bramgås. Sidstnævnte art samler sig endvidere i lavlandsområderne i Badlandsdal og ved Vestersletten. I området yngler almindelig ederfugl, kongeederfugl, havlit, lille og almindelig kjove, rødstrubet lom, sneugle og en del vadefugle. Gråmåge yngler på østkysten af Home Forland på Hold With Hope halvøen (Bay & Fredskild 1990). På Ternholm i Mackenzie Bugt er der en havternekoloni. Endvidere er der set sabinemåge og ismåge (Elander & Blomquist 1986). På Hold With Hope er der udpeget 4 områder som Important Bird Areas (Grimmett et al. 1989). På Hold With Hope halvøen er der de sidste årtier observeret ynglende ulve (Bennike et al. 1989). Uden for Myggbukta i Mackenzie Bugt er der et polynie (Andersen & Born 1999). Hvalros overvintrer i området (Dietz et al. 1985). Område 19: Ymer Ø Flora/fauna: Lavlandsområderne i Zoologdal, Fladedal og Julutsdal er frodige, og her er bestande af moskusokser. Om sommeren er der endvidere bramgås og kortnæbbet gås. 87 Område 20: Traill Ø Flora: I det centrale lavland omkring Karupelv og omkring Østernæs er vegetationen frodig. Fauna: Fourageringsområder for moskusokse og fældeområder for kortnæbbet gås. Også Gudenelvdalen er fourageringsområde for moskusokse og for fældende gæs (kortnæbbet og bramgås) (Bay & Fredskild 1990). Vega SundMountnorris Fjord Fauna: I området omkring Scott Kelties Øerne er der stærke tidevandsstrømme, og området er kendetegnet ved høj produktion. Det er et vigtigt fourageringsog fældeområde for remmesæl og ringsæl (Dietz et al. 1985). På Nordenskjolds Ø findes en koloni af gråmåge. På Gåseø en havternekoloni (Bay & Fredskild 1990). Vega Sund er vandringsvej for isbjørn (Dietz et al. 1985), På Kista Ø er der set en hun med 2 årsunger (Vibe 1976). Bjørnehi eller bjørne med unger er observeret ved Traill Ø i Mountnorris Fjord (Meltofte 1976). 88 8 7 6 5 4 23 1 Kystfu g l Må g ekoloni Ulv yn g lehi Moskusokse Gås Polynie Figur 20. Biologisk vigtige områder i den nordlige del af Nationalparken. 89 Figur 21. Nordøstvandet i Nationalparken. 9 Polynie Mågekoloni Hvalros landgangssted usikker status Isbjørn ynglehi Knortegås Almindelig ederfugl Mallemuk Ramsarområde