Ederfugle-optællinger i Avanersuaq i 1998. Technical Report No. 21

Ederug Ie-opt11 inger I. tAvanersuaq 1Oq i Titel: Ederfugle-optæflinger i Avanersuaq 17998 Forfatter: Kim Diget Christensen & Knud Falk, Omis Consuft NS Serie: Teknisk rapport nr 27, Febwar 1999 Udgiver: Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Financiering: Miljøstyrelsen, MIKA-rammen til miljøindsatser i Arktis Forsidefoto: Knud Falk ISBN: 87-90024-48-6 ISSN: 1397-3657 Rekvireres hos: Pinngortitalerif fik Grønlands Naturinstitut Postboks 570 3900 Nuuk - Tlf.: (+299) 32 10 95 Fax: (+299) 32 5957 Dette er en delrapport fra projektet Monitenng og forvaltning af Grønlands havfugleressourcer. Andre rapporter herfra omfatter: Frich, A.S., 1997. Lomviefangst i Grønland 1993. Teknisk rapport nr. 2, 1997. Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut, Nuuk Frich, A.S., 1997. Kommerciel lomvief angst i Grønland 1990-96. Teknisk rapport nr. 3, 1997. Pinngortitalerifflk/Grønlands Naturinstitut, Nuuk • Frich, A.., 1997. Lomviefangst i Nuuk vinteren 1995/96. Teknisk rapport nr. 4, 1997. Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut,Nuuk • Frich, A.S. & K. Falk. Jagtindsats og ederfuglefangst ved Nuuk. Teknisk rapport nr. 5, 1997. Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut, Nuuk • Falk K. & K. Kampp. A manual for monitoring Thick-billed Murre populations in Greenland. Technical Report no. 7, 1997. Pinngortitaleriffik/Greenland Institute of Natural Resources, Nuuk. • Falk K. & K. Kampp og A.S. Frich. Polarlomvien i østgrønland, 1995. Teknisk rapport nr. 8, 1997. Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut, Nuuk • Frich A.S. Ederfuglefangst i Grønland 1993. Teknisk rapport nr. 9, 1997. Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut, Nuuk • Frich A.S., K. Diget Christensen og K. Falk., Ederfugleoptælling i Kangaatsiaq og Avanersuaq, 1997. Teknisk rapport nr. 10, 1997. Pinngortitalerifflk/Grønlands Naturinstftut, Nuuk • Falk K. & K. Kampp. Monitering af lomviebestanden på Hakluyt ø, Avanersuaq 1987-1997 Teknisk rapport nr. 15, 1998. Pinngortitaleriff lk/Grønlands Naturinstitut, Nuuk • Falk K. & K. Kampp. Langsigtet moniteringspian for lomvier i Grønland Teknisk rapport nr. 18, 1998. Pinngortitaieriffik/Grønlands Naturinstitut, Nuuk • Christensen, K.D. & K. Falk. Ederfugle-optællinger i Avanersuaq 1998 Teknisk rapport nr. 21, 7999. Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut, Nuuk Ederfugle-optæÏ tinget i Avanersuaq i 998 Kim Diget Christensen og Knud Folk Ornis ConsultA/S Teknisk Rapport nr. 21, februar 1999 Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut Resume Ederfuglen er et af de vigtigste jagtobjekter for den grønlandske befolkning. Grundet tilbage gang i kolonier i Arkfis — herunder dele af Vestgrønland — er forvaltning af ederfuglearterrte blevet et fælles-arktisk anliggende. I flere lande indledes derfor nu undersøgelsesprogrammer rettet specifikt mod at forbedre kendskabet til ederfuglebestandene og de mulige årsager til tilbagegangen. Med støtte fra Miljøstyrelsen begyndte Grønlands Naturinstitut og Ornis Con sult i 1997 arbejdet med at opgøre bestanden af ederfugi i kolonieme i Vestog Nordvestgrønland. I 1998 er arbejdet fortsat i Qaanaaq kommune, og resultaterne herfra præsenteres i denne rapport. Grønlands Nabirinstitut har endvidere kortiagt og optalt bestanden i det sydlige Upernavik, hvilket vil blive rapporteret i en særskilt rapport. I 1998 blev ederfugle på en række gammelkendte lokaliteter optalt for første gang, ligesom detailkendskabet til udbredelsen af kolonierne på de enkelte øer blev forbedret. I det sydlige Avanersuaq blev i 1998 i alt fundet cirka 2.900 reder af ederfugi. Sammen med resultaterne fra foregående år kan bestanden i hele den sydlige og centrale del af kommunen nu vurderes ifl ca. 4.000 reder. Kun de nordligste dele af kommunen rummer endnu kolonier af ukendt størrelse, men ifølge oplysninger fra lokalbefoikningen kan de rumme op bl et par tusmde reder. De i 1997 og -98 optalte kolonier rummer således mindst halvdelen af hele kommu nens ynglebestand, og de fleste af kolonieme ligger sa relativt let tilgængeligt, at de er velegnede til at mdga i fremtidig momtenng af bestandsudvikhngen Da tidligere oplysninger om eder-’ fuglebestanden i omradet er upræcise, er der ikke grundlag for at udtale sig om bestandsud viklingen. Hertil kræves genbesøg om føje år. Selvom tællingeme i 1997 og -98 ikke giver grundlag for a vurdere eventuelle bestandsæn dringer, er der ikke tydelige tegn på nogen bestandsnedgang, og Nordvestgrørdand synes endnu at have intakte kolonier - trods nogen ægsamling. Dette er en lykkelig kontrast til situationen i mere tætbefolkede dele af Vestgrønland. Genbesøg i de àptalte kolonier kan anbefales om 5-8 år — og inden da bør de resterende, ikke optalte kolonier i det svært til’gænge lige nordligste Avanersuaq blive optalt. Under feltarbejdet er tillige registreret rastende ederfugle (af begge arter), og det lave vand. omkring Appaarsuit / Hakluyt Ø blev identificeret som en rasteplads for over 1.200 ederfug le i 1998, mens der i både 1996 og 1997 var op mod 800 fugle, så området må anses for at være en årligt benyttet og vigtig rasteplads. Alle år udgjorde kongeederfugle-hannër langt hovedparten, og en væsentlig del af dem i svingfjersfældning. I 1997 var der tillige mindst 500 rastende kongeederfugle i Booth Sund. Ud over oplysninger om ederfuglearteme, indeholder rapporten også oplysninger om observa tioner af andre kysifuglearter. Projektet er finansieret af Miljøstyrelsen, Miljøog Energiministeriet, via midler fra Miljøog Katastroferammen. Rapportens holdninger og konklusioner er dog udelukkende forfatter nes ansvar. Indho idsfortegnelse 1. Indledning • 2. Metode . 7 2.1. Undersøgelsesområdet . 7 2.2. Optællinger i edeifrglekolonierne 8 2.3. Optællinger af rastende ederfugle og andre ynglefugle 8 3. Resultater og diskussion 10 3.1. Ynglende ederfi%gle 10 3.1.1. Manson øer (76001) 11 3.1.2. Nuulliarsuit (76018) 13 3.T.3. Igannaq (76019) 13 3.1.4. Ederfugleøer (76021) 14 3.1.5. Three Sister Bees (76022) 15 3.1.6. Igannaq (Conicat Rock, 76031) 15 3. j.7. Haklrtyt ø (77002) 15 3.2. Rastende ederfugle 16 3.3: Samlet vurdering af ederfuglebestanden i Avanersuaq 16 3.4. Andre koloniynglende havfrtgle 17 3.4.1. Manson øer (76001) 1 7 3.4.2. Igannaq (76019) 17 3.4.3. Innaq Ungalleq (76020) 18 3.4.4. Three SisterBees (76022) 18 3.4.5. Ukkusissaq (76026) 18 3.5. Andre ynglefugle på lokaliteterne 19 3.5.1. Manson øer (76001) 19 3.5.2. Iganaq (76019) 19 3.5.3. Three Sister Bees (76022) 19 3.5.4. Haktuyt ø (77002) 19 4. Litteraturliste 20 1. Indledning Ederfuglen Somateria motlissirha er et af de vigtigste jagtobjekter for den grønlandske befolk ning. I visse områder er ederfuglen sandsynligvis et lige så vigtigt jagtobjekt som polarlomvien Uria tomvia. Ederfuglejagten er især vigtig i vinterhalvåret og det tidligste forår, hvor store mængder af ederfugle (begge arter, dvs, inklusive kongeederfugi 5. spectabitis) fra arktis k Canada gæster de isfri kystområder langs Sydvestgrønland. Dun fra ederfuglenes reder udny t tes endvidere nogle steder i Grønland. Skønt der ikke foreligger nyere, samlede bestandsopgørelser af hverken de ynglende eller rastende bestande i grønlandske farvande, synes ederfuglen i tilbagegang i de mest befolkede dele af Vestgrønland (Boerttnann et al., 1996). Undersøgelser i 1997 viste endvidere en kraftig tilbagegang i bestanden i dele af Kangaatsiaq kommune, hvorimod der muligvis var en min dre fremgang i bestanden i Booffi Sund i Qaanaaq kommune (frich et al., 1998). Bestandsnedgang frygtes også i andre dele af Arktis, hvorfor forvaltning af ederfuglearterne er kommet i søgelyset hos de nationer (henmder Grønland) der samarbejder indenfor “Den Arktiske Miljøstrategi” (Arctic Environmental Protection Strategij, AEPS). En arbejdsgruppe under AEPS, Conservation ofArctic Flora and Fauna (CAFF), har udarbejdet en beskyftelses plan for ederfugle (alle arter) i Arktis (Anon., 1997), der anbefaler en række ifitag for at sikre en bæredygtig udnyttelse af de respektive bestande. Da forvaltning af de levende ressourcer kan kun ske på basis af viden om bestandenes status og udviklingstendenser, indleder flere af de arktiske nationer nu undersøgelsesprogrammer rettet specifikt mod ederfuglearterne. Med støtte fra Miljøstyrelsen påbegyndte Grønlands Naturinsfitut i 1997 arbejdet med at opdatere kendskabet til ederfuglekolonierne i Vestgrøn land, og undersøgelserne i 1998 er således en fortsættelse af dette arbejde. 11998 blev feltarbej— det koncentreret om de store kolonier i den sydlige del af Avanersuaq (Thuie). Endvidere blev der indsamlet oplysninger om rastende ederfugle og kongeederfugle i de besøgte områder, hvor også andre koloniynglende fugle blev registreret og opgjort Grønlands Naturinstitut har i 1998 foretaget optællinger i den sydlige del af Upemavik, og resultaterne fra disse undersøgelser vil blive offentliggjort i en særskilt rapport. 7 2.Metode 2.1. Undersøgelsesområdet I perioden 29. juli - 19. august 1998 blev ederfuglekolomer i den sydlige del af Qaanaq kommune besøgt. De besøgte kolonier var Manson Øer (76001), Nuuffiarsuit (76018), Iganrmq (76019), Ederfugleøer (76021), Three Sister Bees (76022) og Igannaq (76031), hvor nurrirere henviser til lokalitetskoden i “Database over Grønlands havfuglekolomer” (Grønlands Milj - undersøgelser & Ornis Consult, 1992). Ved kolonier der ikke tidligere var registreret i nævnte database blev positionen registreret med en GPS (Gannin GPS 12XL, horisontal datum WGS84). Rastende ederfugle (begge arter) blev registreret under sejlads og færdsel i området i 1998. Fra Appaarsuit / Hakluyt Ø foreligger bbservationer af rastende og fældende fugle fra juli - august, samt registrering af enkelte ynglepar. Disse data er medtaget heri. Optællingerne blev foretaget af Kim Diget Christensen (KDC), Ornis Consult, som i visse tilfælde blev bistået af Jonas Teilmann (JT), Danbiu, Kurt Thomsen (KT) og Kristian Eipe (KE), Qaanaaq. Knud Falk (KF) og Kaj Kampp (KK), Ornis Consult, og Carsten E. Pedersen (CEP), Københavns Universitet, registrerede ederfugleforekomster på Appaarsuit / Hakluyt Ø i perioden 13. juli - 12. august. 2.2. Optæ lunger i ederfugleko lonierne De mindre øer med ederfuglekolonier blev gennemsøgt for reder i deres helhed. På de større øer blev arealer, der umiddelbart synes uegnede for ynglende ederfugle (stejle områder uden vegetation) gennemgået løseligt, mens de “egnede” områder blev gennemgået grundigt. De fleste af øerne var lette at optælle uden risiko for dobbeltregistrering, idet topografien gjorde det let at opdele øerne i mindre enheder. Hvis dette ikke var muligt, benyttede vi chokoladeknapper (der hurtigt opløses uden at efterlade spor) til at markere de optalte reder. På en af øerne i øgruppen Three Sister Bees kunne en totaltælling af redeme ikke nås. I stedet blev antallet af reder estimeret ud fra den beregnede tæthed langs to fransekter på langs af øen. for hver rede måltes vinkelrette afstand (ni nærmeste 10 cm) ni observatørens transektlinie; største afstand ni en observeret rede var 11. m. Ud fra disse oplysninger blev den effektive søgebredde beregnet ved hjælp af FC-programmet “Distance” (Laake et at., 1993). Den effek tive søgebredde blev benyttet til beregning af tæffieden af reder i kolonien og udenfor kolo nien. Ud fra kendskab ni koloniens afgrænsning blev det samlede antal ederfuglereder på øen derefter beregnet. Ederfugle laver en fordybning i jordbunden ni deres reder - Ca. 10 cm dyb og 20 - 25 cm i diameter. Redeskålen fores først med plantedele og dernæst med dun. Reder, der er blevet genbrngt i flere år, fremstår som en permanent fordybning (Cramp, 1977), som sandsynlig vis består i mange år i regnfattige arktiske områder. På undersøgelsestidspunktet havde en del af ederfuglene forladt rederne. På en af øerne var der rodet rundt i en del af rederne, sandsynligvis af en isbjørn. I de fleste tilfælde lå dunene imidlertid stadig tæt ved reden, så det var let at se, om redeme havde været benyttet. Det var 8 • således muligt at finde: i reder med æg/unger, 2. forladte reder med dun, 3. tomme reder med store dunklumper ved siden af 4. helt tomme redeskåle. Under optællingsarbejdet blev redeme registreret i disse fire kategorier. De tre førstnævnte kategorier henregnes til reder, der var benyttet i 1998 og anses at repræsentere antallet af ynglepar. De helt tomme reder blev anset for at være gamle reder, der ikke var aktive i 1998. I de fleste af de besøgte kolomer var der stadig æg eller unger i op til 40% af redeme. Der var dog enkelte kolonier, hvor stort set alle reder var forladt på undersøgelsestidspunktet. I 1998 sås nyklækkede unger allerede 11. juli, dvs, hvis ikke kolonieme udsættes for ægsamllng, kari de første æg klækkes allerede primo juli — i det mindste i tidlige år. 2.3. Optællinger af rastende edeifugle og andre ynglefugle Under feltarbejdet blev også indsamlet oplysninger om rastende ederfugle, andre havfugle kolonier eller ynglende vandfugle på lokaliteterne. Disse data er præsenteret i separate afsnit sidst i rapporten. I disse afsnit er eventuelle ungers størrelse beskrevet efter fjeldså (1977), der betegner en unge hvor kropslængen er halvt så stor som den voksnes som “hg” = half grown, og i forhold hertil opstiller følgende størrelseskategorier: nh = newly hatched s = small sgh = small to haff-grown hg = half-growrt hgl = half-grown to large, I 1 = large, og fg = fully grown. 9 3. Resultater og diskussion 3.1. Ynglende ederfugle I 1998 blev ederfuglekolomer optalt på de 6 øer/øgrupper (figuri). De fleste af øerne blev gennemsøgt så grundigt, at der reelt er tale om totaltæDinget Tre af øerne blev gennemsøgt mindre grundigt eller efter en anden metode (se ovenfor). Det drejer sig om den mellemstore af øerne i øgruppen Three Sister Bees, hvor optælimgen foregil efter fransketmetoden, c>g Igannaq (76019, Dakymple Rock eller Heksepaften), hvor vejrforhold forhindrede et længe re ophold på øen, samt Igannaq (76031, Comcal Rock), hvor kun mindre, flade partier af øn blev undersøgt, da øen generelt er temmelig stejl, og anses for uegnet som yngleplads fDr ederftigl. Figur 2. Kort over Qaanaaq Kommirne med angivetse af atte ederfttgtekotonier og tilhørende nummerkode i databasen. Undersøgetsesområderne i henholdsvis 1998 (stiptet firkant) og 1997 (firkant) er markeret 10 I 1997 blev kolonieme i Booffi Sund (76002-76006), Qeqertaaraq (76016) og Sutherland Ø (78003) besøgt, og der blev fundet i alt 971 ynglepar i kolonieme (frich et at., 1998). I L998 blev der tilsammen fundet .2.813-2.913 ynglepar i kolonieme beskrevet her i rapporten. Eer er endvidere endnu tre kolonier i Qaanaaq kommune, der ikke er blevet besøgt: Det drejersig om de to nôfdligste kolomer Pikiulleq (78001) og Knorr øer (78002) og den sydligste koloni Sabine Øer (75001) på grænsen til Upemavik kommune. Ifølge databasen kan de to norcUig ste kolonier være meget store (begge over 1.000 par), men der har aldrig været egentlige optællinger i kolonieme. Den sydligste koloni er derimod ganske lille — ca. 50 par. Efter at have studeret kortmateriale og gennemsejlet det meste af kysten, er der stor sikker hed for, at der ikke findes flere egenffigeonier af ederfugi i Qaanaaq kommune, enci de her beskrevne. I 1997 og 1998 blev der optalt ca. 4.000 ynglepar tilsammen. I to af kolonieme hvor der ifølge databasen tidligere er registreret ynglende ederfugl (Sutherland ø og Igannaq 76031) var der ingen ynglepar i undersøgelsesårene, men ifølge Kristian Eipe (KE), Qaanaaq, skulle der i nogle år være ynglende ederfugle på Suffierland Ø’s østlige del. I 1997 blev fitz Ciarence Rock i Booth Sund undersøgt uden at der blev fundet ederfuglereder, men i år skulle der ifølge KE være mange ynglepar på øen. Dette tyder på at ederfuglen her er fleksibel i sit valg al yngleplads det enkelte år. Det kan tænké at visse øer undgås i år hvor ræve har adgang til ynglepladsen ved ynglesæsonens start — dvs, navnlig i år hvor isen går sent. Det er således muligt, at resultaterne fra 1997 og 1998 ikke umiddelbart kan adderes. I begge undersøgelsesår har optællingeme ofte givet indtryk al større kolonier end tidligere registreret eller “viir deret”. Den samlede bestand i de undersøgte områder ligger tæt på 4.000 par. De undersøgte kolonier udgør sandsynligvis langt over halvdelen alynglebestanden i Qaanaaq kommune, og med kvantificeringen af koloniernes størrelse i 1997 og 199$ er der nu etableret en basis for en fremtidig monitering al bestanden i området. De ikke besøgte kolonier i det nordlige Avanersuaq bør dog stadig søges optalt for at fa en samlet bestandsvurdermg I 1998, hvor kolonieme blev optalt mens der var æg i reden, var det lettere at optælle rederne end i 1997, hvor rederne var tomme. Der er imidlertid også ulemper forbundet med at lave optællingerne i rugeperioden. Optællingerne kan have en forstyrrende effekt på de rugende fugle, og man er nødt ni at tage større hensyn til vejrforholdene under optællingerne, da æggene ikke bør udsættes for nedkøling eller for stor opvarmning. Desuden skal der tages hensyn til, atoptællingeme ikke kan påbegyndes, før der er isfrit i området, samt at det bliver vanskeligt at afgøre, om en rede har været benyttet, hvis optællingeme foregår længe efter at ederfuglene har forladt kolonien. - 3.4. Andre koloniynglende havfugle 3.4.1. Manson øer (76001) Store ø Hav terne: Der var øjensynligt 2 havtemekolonier på øen, men der blev ikke fundet reder. I det nordvestlige hjørne af øen, ved ederfuglekolonien, blev der registreret 22 individer, og på den sydøsifige del individer. 17 Tejst: Der lå 155 individer på vandet omkring øen - flest langs den nordøstvendte kyst. Lille ø Tejst: Omkring øen blev der registreret 56 individer. 3.4.2. Igannaq (76019) Grå mdge: Der blev registreret 51 voksne og 12 unger (fg). Dette tal er et minimumstal, idet kun den østlige del af øen blev optalt, se figur 5. Lunde: Der blev i alt set 28 individer. Fuglene ynglede på den nordlige del af øen (figur 5) i huller blandt klipperne, og ikke på græsskråninger som arten benytter i mere sydlige hlin melstrøg. De 24 fugle sad på klippen, og 4 fløj rundt om kolonien, og fuglene på land re præsenterer muligvis 24 par. I 1988 og 1995 er der registreret hhv. “40-100 par” og “50 ii-t divider”, men da antallet af “synlige” lunder i og omkring en koloni kan variere meget, er det vanskeligt at vurdere om tallene fra 1998 kan antyde en tilbagegang. Det fremgår ikke af databasen præcist hvor lundeme tidligere er registreret, så det er muligt, at der har v ret flere par på den ikke undersøgte del af øen. Tejst: 187 individer blev registreret på vandet. Figur 5. Igannaq. Den kraftigt optrukne linie viser den det af øen, der blev gennemsøgt for gråmåger. Endvidere er lun dekotoniens placering angivet. 3.4.3. Innaq Ungalleq (76020) På denne kyststrækning er der tidligere registreret tejste og gråmåger. Den angivne posi tion i databasen stemmer overens med den østlige del af tejstekolonien. Gråmågekolonien ligger 2 km vest herfor på positionen N 76.465 W 069.206. tundekooni Gråmåger 50Cm I I 18 Gri°g Koloinen ligger højt til vejrs og blev optalt fra båd. Der blev registreret 42 voksne fugle og $ unger (1). Ud fra de gamle fugles placering blev koloniens størrelse vurderet til ca.40 par. Tejst: Der blev registreret 193 voksne fugle på klipperne og 83 på vandet — i alt 276 indivi der. 3.4.4. Three Sister Bees (76022) Store ø Havterne: 3 meget aggressive voksne fugle tyder på 2 ynglepar, men ingen reder blev fun det. Lille ø Havterne: Der blev registreret 22 individer samt 2 reder med 1 unge i hver. Tejst: Der blev registreret 62 individer på havet omkring øen. 3.4.5. Ukkusissaq (76026) Grå må ge: På denne klippekyst blev der registreret 23 voksne og 11 unger (l-fg). Lidt nordligere på positionen N 76.293 W 069.166 blev der registreret en mindre koloni af gråmåger — vurde ret til 5 par. 3.5. Andre ynglefugle på lokaliteterne 3.5.1. Manson øer (76001) Store ø Rødstrubet Lom: i par med unger (hgl) blev set i en af søerne rnidt på øen. Snegås: På den nordlige del af øen blev der set 24 voksne og 31 unger (hgl). Havlit: Der blev fundet i rede medl æg og 7 hunner med tilsammen 4 kuld i den sydligste af søerne. Kuldene bestod af 5s, 2s, 4shg og 3shg. Almindelig kjove: i rede med i æg og i unge (nh). Lille ø Snegås: Ipar med 4 unger (hgl). Havlit: i tom men dunfyldt rede blev fundet 3.5.2. Igannaq (76019) Snegås. Der blev set i par med 3 unger (hgl) samt 10 voksne individer. 3.5.3. Three Sister Bees (76022) Store ø Havtit: i ængstelig huh fløj op, men der blev ikke fundet nogen rede. 19 Lille ø Snegås: Der blev registreret 8 voskne samt 8 unger (hgl). Havlit:1 rede med 2 æg ogi unge (nh) samt yderligere en ængstelig hun. 3.5.4. Haktuyt Ø (77002) Sne gås: På øens østside var fire par - de tre af dem med henholdsvis 1, 2 og 4 unger. 20 4. Lifteraturliste Anon. (1997): Circumpolar Eider Conservation Strategy and Action Plan. Conservation of Arctic flora and Fauna (CAfF), Arctic Environmental Protechon Strategy 16 pp Boertmann, D., Mosbech, A., Falk, K. & Karnpp, K. (1996): Seabird colonies in western Greenland (600 - 79°30’ N. lat). NERI Technical Report no. 170, Ministry of Environment and Energi National Environmental Research Institute, Copenhagen. 148pp. Crarnp, 5 (ed) 1977 Handbook of the birdsof Europe, the Middle East and North Afnca The birds of the Western Palearcbc Vol I Oxford University Press, Oxford Fjeldså, J. (1977): Gnide to the young european precocial birds. Skarv. Tisvildeleje. 282 s. Frich, A.S, Christensen, K.D. & Falk, K (199$): Ederfugleoptællinger i Kangaatsiaq og Avanersuaq 1997. Teknisk Rapport nr. 10 1998. Pinngortitaleriffik / Grønlands Naturinsfitut, Nuuk. GM & OC (1992): Database over Grønlands Havfuglekolonier. Gf ønlands Miljøunder søgelser og Ornis Consult. Laake, J.L., Buckland, S.T., Anderson, D.R. & Bumham, KP. (1993): DISTANCE User’s Guido V2 0 Colorado Cooperative Fish & Wildhfe Research Unit, Colorado State University, Fort Collms, CO 72 pp 21 Grøn’ands Naturinstitut Grønlands Naturinstitut er Hjemmestyrets center for naturforskning. Instituttet skal tilvejebringe det videnskabelige grundlag for en bæredygtig udnyttelse at de levende ressourcer i og omkring Grønland samt sikring at miljøet og den biologiske mangfoldighed. Naturinstituffet kan betragtes som en sektortorskningsinstitution. Kendetegnet herfor er, at forskningen rettes mod problemstillinger ud fra samfundets behov og ikke mod emnet bestemt af den enkelte for sker. Naturinstituffet yder rådgivning til Grønlands Hjemmestyre o.a. inden for instituffets arbejdsområ der. Rådgivningen foregår dels direkte til Hjemmestyret dels gennem en lang række internationale organer, hvor Grønland er repræsenteret. Forskningen rettes hovedsageligt mod: - ressourcevurdering (bestandsopmåling) - bestandsopdeling og -atgrænsning - enkelte arters populationsbiologi - fødebiologi og artssammenspil - redskabsvurdering og -udvikling Det Arktiske Miljøprogram Nærværende rapport er financieret af Miljøstyrelsen via Det Arktiske Miljøprogram, der med midler fra MIKA-rammen støtter miljøindsatser i Arktis. Det Arktiske Miljøprogram blev iværksat i 1994 som en del at den danske delstrategi vedrørende Arktis. Denne strategi omfatter også støtte til det internationale moniteringsprogram AMAP og støtte til oprinde lige folk i Arktis. Miljøprogrammet støtter primært projekter inden for områderne grænseoverskridende for urening, biodiversitet og klimaændringer. Desuden støttes initiativer, der bevaret og forbedrer det lokale miljø og fremmer miljøbevidstheden i Grønland. Nærmere oplysninger om Det Arktiske Miljøprogram tinden i Ny Viden fra Miljøstyrelsen. Nunafla Nauiterh’iaNS - 19292