Seminar om de levende ressourcer. Technical Report No. 20

i .1 Titel Seminar om de levende ressourcer Redaktion og layout Kirsten Rydahl (ansv.) og valo Egede Serie Teknisk rapport nr. 20, december 1998 Udgiver Pinngortitaleriffik, Grønlands Natuhnstitut Forsidefoto Kirsten Rydahi ISBN 87-90024-43-5 ISSN 1397-3657 Rekvireres hos Grønlands Natunstitut Postboks 570 3900 Nuuk Tlf (+299) 32 10 95 Fax f +299) 32 59 57 “Vi skal tage udfordringen op. Vi skal skabe det moderne arktiske samfund i pagt med naturen og med respekt for næsten. Vores affiængighed af havet og dets ressourcerer er stadigvæk stor. Det blev bekræftet på den miljøkonference (Red.: Seminaret om De levende ressourcer), som blev afviklet i efteråret. At passe og pleje vores ressourcer er en pligt, som alle heroppe må tage med i deres liv. Ganske vist er vi — menneskene — i mindretal blandt de levende væsner i og omkring vort land, men vi er alligevel dem, der er farligst for vores omgivelser. Miljøspørgsmål må vii fælleskab tage vare på i den kommende tid. Det bliver en af de grundlæggende problemstillinger, som vi løbende må drøfte og justere. Vi må tage vores forholdsregler omkring bevarelsen af miljøet i samarbejde med fiskerog fangerorganisationerne.” Uddrag af Landsstyreformand Jonathan Motzfeldts nytårstale, 1. januar 1999. 3 Forord ønsket om et øget samarbejde mellem brugere, forvaltere og biologer var en væ sentlig begrundelse for, at Landstinget i efteråret 1997 besluttede, at der skulle afholdes et seminar om levende ressourcer. Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinsti tut fik til opgave at afholde seminaret, og instituttet nedsatte en styregruppe, der skulle stå for den konkrete planlægning af seminaret. Styregruppen bestod af Hansi Kreutzmann fra KNAPK, Niels Holm fra KANUKOKA, Peter Nielsen fra Direktora tet for Miljø og Natur, Lotte Rosing Vide bæk fra Direktoratet for Fiskeri, Fangst, Erhverv og Landbrug samt Kiaus Ny gaard, Ivalo Egede og Kirsten Rydahl fra Pinngortitaleriffik. Styregruppen har fast lagt seminarets indhold og form samt sam mensætn ingen af deltagere, fundet oplægs holdere, koordineret alle de praktiske op gaver m.m. Greenland Incoming har ar rangeret rejser og ophold for alle udenbys deltagere, og Katuaq har sørget for lokaler, teknisk udstyr og kaffe i pauserne. 4 Rapporten hér er delt op i tre hoveddele; Først er der en kort indledning, den over ordnede sammenfatning af seminaret som blev fremlagt søndag samt en deltagerliste (der mangler muligvis enkelte deltagere på listen). Herefter følger de tre dages “ar bejde” — de spørgsmål der blev behandlet i grupperne, de oplæ, der blev fremlagt i plenum samt referater af gruppediskussionerne og gruppernes fremlæggelse i plenum. Til sidst er medtaget de oplæg, der blev sendt til Pinngortitaleriffik fra interesserede, der ikke selv skulle deltage samt en liste over pressedækningen i for bindelse med seminaret. Styregruppen håber meget, at denne rap port kan fungere som et idékatalog om kring de levende ressourcer for alle - politi kere, brugere, biologer, forvaltere m.fl. — der på den ene eller anden måde beskæfti ger sig med de levende ressourcer. hidhoidsfortegnelse Et levende seminar 7 Sammenfatning 9 Deltagere 11 Ut fredag den 9. oktober 17 Lørdag den 10. oktober 59 Velkommen i 9 Optakt til den anden dag 60 Landsstyremedlem Marianne Jensen bndsstyremed lem Påviåraq Heilmann I Optakt til deli første dag 20 Ressourcerne og fiskeriets udvikling 63 bndsstyreformandJonathan Motzfetdt Fanger og fisker Amos Nielsen Udnyttelse af de levende ressourcer 23 Fangstdyr som ressource og udviklingen 66 Fanger og fisker Ejnar Jakobsen Fanger og fisker Vilhelm Kristiansen Avataasiutini k Pigi nneqatigii ffiit Bestandsdynami k, et eksempel på Kattuffiat 26 forskydninger i en bestands størrelse 68 Formand Søren Brandt, APK Biolog Carsten Hvingel, Pinngortitaleriffik Savaatillit Peqatigiit Suleqatigiissut 30 Ændringer i effektivitet, udnyttelse og Bestyrelsesmedlem Frederik Frederiksen, SPS afsætning de sidste 20-30 år 72 Afdelingschef Peter Nielsen, Direktoratet for Miljø Både sjæl og krop blev tilgodeset 32 og Natur Direktør Jens K. Lyberth, Greenland Tourism Omtrofæjagt 77 Sammenslutningen af fritidsjægere og - Mathias Ingemann, InuitOutfitting fiskere, ,,Aallaaniaq ‘98” 34 Formand Jokum Schmidt, Aallaaniaq ‘98 fiskeriudvalgets opgaver og bud på frem tidens ressourceudnyttelse 79. Det grønlandske fon’altningssystem 36 lindstingsmedlem Siverth. K. Heilmann Kontorchef Amalie Jessen, Direktoratet for Fiskeri, Fangst, Erhverv og Landbrug Bæredygtighed i forhold til udnyttelses hensyn 81 Bæredygtig udnyttelse af Grønlands Landstingsmedlem Karl Lyberth levende ressourcer 40 Afdelingschef Helle Siegstad, Pinngortitalerifflk fremtidig forvaltningsform af levende ressourcer og lokal forvaltning og De levende ressourcer seti et decentraliseringafkompetence 83 internationalt perspektiv 46 Niels Holm, KANUKOKA Konsulent Finn Lynge Internationalt samarbejde om fiskeri og Referater afgruppernes diskussioner 49 fangst 85 Direktør Ejnar Lemche, Grønlands Hjemme5cyres Danmarkskontor Referater af gruppemes diskussioner 88 5 Søndag den 11. oktober 99 Optakt til den tredie dag 100 bndsstyremedlem Marianne Jensen Rådgivning, forvaltning og udnyttelse af de levende ressourcer 104 Direktør Hans Pavia Egede, Polar Seafood Oreenland NS forvaltning af de levende ressourcer 106 Fuldmægtig Rikke Søvsø Nielsen, Direktoratet for Fiskeri, Fangst, Erhverv og Landbrug Samarbejde og dialog om de levende ressourcer 10$ Fanger og fisker Amos Thorin Hvordan knytter vi fiskernes, fangernes og biologernes viden sammen? 110 Direktør Klaus H. Nygaard, Pinngortitaleriffik Samarbejde og dialog 113 Viceprecident Alfred Jakobsen, ICC Referater af gruppernes diskussioner 116 Bilag øvrige indlæg, der blev fremsendt til seminaret 125 6 J Et levende seminar Tre dage i oktober 1998 var godt 150 fiskere, fangere, biologer, politikere, turist folk, forvaltere, fritidsjægere, jagtbetjente og kommunalfolk fra hele landet samlet i I(atuaq i Nuuk til seminar om de levende ressourcer. formålet med seminaret var at få diskuteret den måde, Grønland forval ter sine levende ressourcer på, samt at styrke grundlaget for et tættere samar bejde mellem brugere, biologer og forval tere om de levende ressourcer. Hver dag blev indledt med en tale af et medlem af Landsstyret. Om formiddagen holdt en række deltagere korte oplæg, som omhandlede de emner, der skulle diskute res om eftermiddagen. Diskussionerne foregik i grupper, og sidst på eftermidda gen fremlagde grupperne resultaterne af deres diskussioner for resten af deltagerne. Der kom mange forskellige synspunkter og forslag frem under de tre dages debat, og den sidste dag sluttede af med, at Styregruppen for seminaret fremlagde en sam menfatning for deltagerne. Seminaret havde ikke kompetence til at træffe bindende beslutninger; seminaret skulle komme med anbefalinger/indstillin ger og gode råd. Derfor er der heller ikke udarbejdet en samlet fælleserklæring. I stedet indeholder rapporten alle de oplæg, der blev holdt i plenum, referater fra gruppediskussionerne og fremlæggelserne i plenum samt den overordnede sammenfatning af seminaret. Styregruppen håber meget, at denne rapport kan fungere som et idékatalog omkring de levende ressour cer for politikere, brugere, biologer og for valtere. Diskussionerne i grupperne var ofte vidt forskellige, og afspejlede sammensætningen af deltagere både i grupperne og på semi naret som helhed. Alligevel var alle grup perne enige om, at de levende ressourcer er begrænsede, at der er et øget pres på ressourcerne, og at det derfor er nødven digt at regulere udnyttelsen af visse arter. Der var også bred enighed om, at brugere, biologer og forvaltere skal arbejde bedre sammen og anvende hinandens viden for at få så godt et grundlag for forvaltningen som muligt. Deltagerne fandt det også vigtigt, at de gældende regler blev over holdt. Grupperne kom med en rælde forslag til, hvordan samarbejdet mellem brugere, biologer og forvaltere kan forbedres. Der blev fremlagt synspunkter og forslag til, hvordan ressourcerne fremover skal forde les. Deltagerne mente, der er brug for flere biologiske undersøgelser af de levende res sourcer, og samtidig ønskede deltagerne en øget brug af både lokal og videnskabelig viden i forbindelse med rådgivning og for valtning af ressourcerne. Der var også et udtalt ønske om, at brugere og biologer fremover i højere grad udveksler og anven der hinandens viden. 7 iiiq i I-. I Det har været meget positivt at opleve, at en så blandet deltagerskare kunne få så mange konkrete resultater ud af bare tre dage. I Styregruppen er vi overbeviste om, at seminaret har givet deltagerne og deres baglande et godt grundlag at arbejde vi dere ud fra. Det vigtigste resultat af semi naret er måske erkendelsen af, at vi alle må påtage os vores del af ansvaret. Vi er nødt til aktivt at arbejde for et tættere samarbejde mellem brugere, forvaltere og biologer om forvaltning og udnyttelse af de levende ressourcer. Der har været stor opmærksomhed om kring seminaret både før, under og efter. Pinngortitaleriffik har snakket med mange, der gerne ville deltage, og som vi desværre ikke kunne få plads til. Vi har fået tilsendt indlæg fra folk, der gerne ville have deres synspunkter frem. Og efterhånden som dagene skred frem, kom der flere og flere tilhørere i den store sal i Katuaq. Efter seminaret har vi snakket med mange af deltagerne, der har været glade for at have været med ved seminaret og for de resulta ter, der kom ud af det. Andre har spurgt interesseret til, om der kommer en rapport fra seminaret. Den grønlandske presse har både før un der og efter seminaret haft indlæg og debatudsendelser om de levende ressour cer, og det er helt sikkert, at den flotte og omfangsrige pressedækning har affødt mange diskussioner i hele Grønland. Styregruppen vil gerne rette en stor tak til alle deltagerne for deres indsats og positive holdning til seminarets opgave. Ligeledes vil Styregruppen her rette en stor tak til de ordstyrere, referenter og tolke, der ud førte det hårde arbejde med at “styre” diskussioner og deltagere og få de konkrete forslag og synspunkter ned på papir. Ende lig skal alle andre involverede have tak for deres indsats uden hvilken, seminaret ikke havde fået den succes, som det har været. 8 Kirsten Rydahl Nielsen Formand for Styregruppen vedr. - Seminaret om de levende ressourcer 4 -9 Sammenfatning Deltagerne på seminaret er enige om føl gende overordnede statements: De levende ressourcer er begrænsede. Der er et øget pres på ressourcerne. • Lovgivningen skal overholdes. Konse kvenserne for overholdelse af regler skal strammes. Der er brug for øget samarbejde og udveksling af viden mellem brugere, forvaltere og biologer. Grupperne er fremkommet med en række hovedpunkter som hermed fremlægges: Samarbejde Mie er enige om vigtigheden af et øget samarbejde mellem interessegrupperne i spørgsmål vedrørende de levende ressour cer. Mie grupper skal udvise større tillid og vilje til at samarbejde og udveksle viden. Interessegrupper Der er mange interessegrupper vedrørende de levende ressourcer. Der er enighed om, at erhververe skal prioriteres først ved fordeling af de levende ressourcer, dernæst fritidsfangere og -fi skere. Der er udtalt behov for idare definitioner af de forskellige interessegrupper, og semi naret har arbejdet med flere kategorier end de nuværende (erhvervsog fritids fangere/fiskere) fordeling af ressourcerne De nuværende spilleregler for fordeling af fiskeriressourcer fungerer godt. Der mangler klare spilleregler for fordeling af havog landpattedyr. Der er ønske om større lokal indflydelse på fordelingen af ressourcerne. Dette kunne ske gennem øget lokal/regional forvaltning (hvor dette er muligt) indenfor overord nede fastsatte rammer. Det skal vurderes, om husstandskriteriet, antal personer, indtægt eller lignende skal anvendes som kriterium ved fordeling af eksempelvis kvoter. Ved ændringer af kvoter skal reguleringen mellem de enkelte brugergrupper ske forhoidsmæssigt. Der skal indføres øgede krav for at kunne få jagtbevis. Der er nævnt flere muligheder — bl.a. aldersgrænser, våbenprøve, pris og viden om jagtregler, krav om længere tids • Det er nødvendigt med reguleringer. • 9 rr; -s 0) Fredag den 9. oktober 1998 Dagens tema: Hvilke interesser og hensyn er knyttet til de levende ressourcer? Spørgsmål til grupperne • Præsentationsrunde • Hvem har intresser i de levende ressourcer, og hvordan skal de prioriteres i forhold til hinanden? . Er der ressourcer nok til, at alle interesser kan tilgodeses tilfredsstillende? 17 Velkomst Landsstyremedlem Marianne Jensen Godmorgen og hjerteligt velkommen til jer allesammen. Det er med stor klæde, jeg nu kan åbne seminaret om levende ressourcer. Som nogle sikkert vil huske, blev seminaret foreslået for godt et år sïden. Landstinget bevilgede pengene på efterårssamlingen i november 1997, og nu mindre end et år efter er vi alle samlet her i disse dejlige omgivelser. Jeg skal ikke her komme ind på det store arbejde, der er blevet lagt i forberedelser ne. Men jeg kan konstatere, at der nu er samlet en meget bred kreds af personer fra hele Grønland og fra Danmark. Vi er fiske re, fangere, fåreholdere, fritidsjægere, jagtog fiskeribetjente, turistfolk, trofæjagt arrangører, lokalpolitikere, landstingspoli tikere, landsstyremedlemmer, forvaltere, biologer, ICC-medlemmer og interesseorganisationer. Endvidere er pressen ind budt til at deltage. Med den forberedelsestid, der har været, og med indstiksavisen i Sermitsiaq håber jeg, at I alle har haft mulighed for at dis kutere problemerne med jeres bagland, inden I tog hjemmefra. Det er en meget forskellig kreds, der er samlet med mange forskellige interesser. Men det, der binder jer sammen, er, at I med jeres forskellige baggrund repræsente rer hver jeres viden / ekspertise angående Grønlands levende ressourcer. Det er mit håb og min tro, at I alle er kom met hertil med en vilje til at diskutere åbent, fordomsfrit og ud fra en positiv ånd og med gensidig respekt. Som det fremgår af programmet, vil I blive hjulpet på vej af indledende foredrag hver dag. foredrag, der fremlægger forskellige indfaldsvinlder på dagens tema. Det er altid nemmest og fristende at påpe ge, hvad andre kan gøre bedre. Det er også vigtigt, at vi hver især må tage et medan svar og spørge: Hvad kan jeg gør for, at den grønlandske ressourceudnyttelse bli ver så afbalanceret som muligt, således at samfundet får det størst mulige udbytte? Der er mange forskellige interesser, der skal forenes. Der skal tages hensyn til tra ditionelle erhverv, til vores traditioner for naturudnyttelse og f.eks. væksten i de nye erhvervssøjler som turismen. Samtidig skal vi tage højde for udviklingen, f.eks. antal let af mennesker, bosætningsmønstret og ilde mindst teknologien, hvor redskaber og både bliver stadigt mere effektive. Mange af disse emner og deres tilknyttede problemer har vi ikke diskuteret i tilstræk kelig grad, og vi må konstatere, at vi i mange tilfælde heller ikke har taget initia 18 Disse problemer må vi erkende, og vi må arbejde henimod at få dem løst, således at Grønlands officielle holdning til ressource udnyttelse bliver opfyldt så godt og fleksi belt som muligt. Her tænkes selvfølgelig på overholdelse af princippet om bæredygtig udnyttelse. Men det er ilde nok at bruge begrebet. Begrebet skal følges op af hand ling, og det er her, at vi hver især skal bi drage. Jeg skal derfor opfordre til samarbejde. Lad os håbe, at dette seminar bliver star ten på en ny epoke i arbejdet med Grøn lands levende ressourcer. Lad os håbe, at vi alle kan gå herfra søndag aften med en glæde over, at vi har bidraget, og at vi har været med til at starte noget nyt. Idet jeg endnu engang øsnker jer alle hjer telig velkommen overlader jeg ordet til vores første taler, Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt. tiver til at finde ud af, hvad der bør gøres. Feks. har vi regulering ved kvoter og jagtti der, men vi har næsten ikke nogen regule ring af de forstyrrelser, som intensiv sejlads skaber ved f.eks. en fuglekoloni. 19 Optakt til den første dag Landsstyreformand Jonathan MotzfeMt proces i gang, som vil være til glæde for alle i vores land. Tak til Marianne for din velkomst som anslår nogle meget væsentlige temaer, som Men vi skal ikke glemme, at udgangspunk jeg fuldt og helt kan støtte. Specielt mener tet for seminaret har været en mere trist jeg, at det er vigtigt, at vi her under semihistorie. Ideen til seminaret kommer af, at naret diskuterer så åbent og ærligt som vi gennem de sidste år har oplevet en del muligt. Dette er vigtigt, for det er et utromeget kedelige tilfælde, hvor reglerne for ligt vigtigt emne vi skal diskutere de næste ressourceudnyttelse ikke respekteres. Her tre dage - nemlig Grønlands levende reskan jeg nævne fangsten af hvalrosser, hvor sourcer. De ressourcer, som har været kun hovedet medtages, medens tonsvis af grundlaget for vores eksistens i århundrekød bliver efterladt på isen. Andre eksem der. De ressourcer, der også i dag er det pler er den overdrevne indsamling af havvæsentligste grundlag for både vores erterneæg, således at bestande af havterner hverv og vores fritid, og de ressourcer som er gået voldsomt tilbage, og ulovlig jagt på også skal være grundlaget for vores børn polarlomvier under yngletiden, således at og børnebørn og generationerne efter dem. kolonierne lider ubodelig skade. Disse ek Jeg håber, at seminaret i løbet af de næste sempler har været fremme i pressen, og der tre dage kan fremkomme med nye gode har heldigvis været bred opbakning om, at forslag til, hvordan vores levende ressourdet ikke er acceptabelt at udnytte ressour cer skal beskyttes samtidig med at de ud--.cne på en sådan måde. Opgaven er der nyttes og er grundlaget for vores eksistens. for åtsUçre, at dette ikke sker fremover. Det er blandt andet en af seminarets opDet er derfor, en stor glæde at stå her og gaver at komme med løsningsforsalg til konstatere, at der er fremmøde til seminadette. ret fra hele vores store land. Da der samti dig er fremmøde fra en lang række af inte resser, er der håb om, at diskussionerne får den bredae som ellers meget ofte efterly ses, når de levende ressourcer diskuteres. Jeg ser med fortrøstning frem til, at den form som seminaret har fået, med indle dende foredrag efterfuldt af gruppediskus sioner, nok skal få de værdifulde syns punkter frem i lyset, og derved sætte en Et andet emne, der har dannet baggrund for at seminaret blev foreslået, var de til bagevendende diskussioner om kvoternes størrelse. Hver gang der fastsættes kvoter på rensdyr, moskusokser og andre dyr, og hver gang der fastsættes andre beskyt telsesregler, så kommer utilfredsheden op til overfladen. Der er altid nogen der me ner, at deres synspunkter er blevet over20 Spørgsmålet er, om vi kan finde en bedre måde at forvalte de begrænsede ressourcer på. Det er blandt andet seminarets opgave at komme med løsningsforslag til dette. Dette er store problemer, men vi må alle yde en ekstra indsats for at få problemer ne løst. Eller i hvert fald få dem løst på en bedre måde. Her skal vi alle sammen hu ske på, at vi påberåber os retten til bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer. Dette betyder, at vi kun må udnytte de levende ressourcer på en sådan måde, at vores efterkommere får de samme mulig heder. Vi må ilde fange så meget, at be standene går ned. Med andre ord må vi kun høste af renterne, men vi skal lade kapitalen stå. Kapitalen skal gå i arv til vores efterkommere. Det er derfor meget vigtigt at huske på, at retten til en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer, følges af en pligt til, at udnyttelsen sker på et bæredygtigt grundlag. Dette er vores allesammens pligt. Overholder vi den ikke, vil de kommende generationer, ikke få samme muligheder, som vi har i dag. Vi skal derfor allesammen bidrage til, at ressourceudnyttelsen bliver så afbalance ret som muligt, set i forhold både ressour cernes ydeevne og samfundets behov. Vi skal derfor arbejde for, at der bliver den bedst mulige sammenhæng mellem rådgiv ning, regelfastsættelse og udnyttelse. lige viden om både ressourcernes størrelse og deres ydeevne. Men skal også bygge på den bedst mulige viden om udnyttelsen. Hvor stor den er, hvor den sker, og hvor når den sker. fangere og fiskere, forvaltere og biologer må arbejde sammen for at ska be den bedst mulige rådgivning. Regelfastsættelsen må ske så fleksibelt som muligt, således at vi både tilgodeser natur beskyttelseshensyn og hensynet til sam fundets afhængighed af udnyttelsen. Re gelfastsættelsen må derfor diskuteres mel lem alle aktører, men det skal huskes, at i sidste ende er der nogen der må træffe den endelige beslutning, og det er fastlagt i lovene, at det i næsten alle tilfælde er Landsstyret. Endelig må vi alle huske på, at vi må re spektere de fastsatte regler. Vi har godt nok fiskerilicenskontrollører, og vi er ved at indføre jagtog fiskeribetjente, men vi kan ikke kontrollere os ud af alle overtrædelser. Det er i høj grad op til hver enkelt person at leve op til den tillid, som samfundet viser hver enkelt, ved at give os alle mulig hed for at deltage i ressourceudnyttelsen. Vi lever kun op til tilliden, hvis vi overhol der de opstillede regler. Skal vi sikre, at vi også fremover har mu lighed for at udnytte de levende ressour cer, må vi allesammen bidrage. Vi må al lesammen vise ansvarlighed. Hvis vi ikke gør det, kan vi komme i den situation, at landet, elvene og havet er tomme for dyr. Den situation vil være en katastrofe, men som jeg har sagt ved tidligere lejligheder, så kan jeg ikke forestille mig, at der er perso ner, der vil indføre teknikker eller udnyt telsesgrader der er så høje, at dyreog plantelivet vil bringes i fare. Sker det alli gevel, vil det være en katastrofe og afslut ningen på vores kultur. Sker det, vil vi miste resten af verdens respekt, så det må ikke ske. Vi tilpasser i disse år det grønlandske samfund til resten af verden, og noget af det vi kan bidrage med er forståelsen for, at fangere og fiskere hørt, og at reglerne er helt hen i vejret. Dette skaber utilfredshed, og er med til at undergrave respekten og forståelsen for reglerne. Det er blandt andet en af semi narets opgaver at komme med løsningsfor slag til dette. Endelig er der et tredie sæt af problemer, som diskuteres igen og igen. Det er, hvor dan kvoterne skal fordeles. Har nogen grupper større ret til de begrænsede res sourcer end andre grupper, og er der i det hele taget ressourcer nok til, at vi alle kan få del i dem. F.eks. har.vi nu i flere år dis kuteret rensdyr på denne baggrund. Rådgivningen må inddrage den bedst mu 21 har ret til at udnytte de levende ressour cer. De levende ressourcer er vores eksi stensgrundlag; men vi deler de levende ressourcer med resten af verden. Ikke kun ved at dyr og fugle trækker over landegrænserne, men også ved at dyr og fugle er en del af verdensarven, som har resten af verdens bevågenhed. Derfor har vi ikke kun pligt til at bevare de levende ressourcer overfor os selv, vi har også en pligt overfor restçn af verden. Til gengæld hr resten af verden også en pligt overfor os, ved at acceptere vores kultur og vores levemåde. Den bedste måde at få respekt fra resten af verden på, er ved at vise, at vi forstår at udnytte de levende ressourcer på en bæredygtig måde. Meget ofte, når vi snakker om retten til udnyttelse af de levende ressourcer, henvi 7 - ser vi til, at resten af verden ødelægger vores muligheder for at sælge vores pro dukter og ser skævt til, at vi lever af fangst og fiskeri. Disse synspunkter er relevante, men vi kommer ikke videre, hvis vi udeluk kende koncentrerer os om, at få andre mennesker i resten af verden til at ændre sig. for at komme videre må vi løse vores egne problemer. Så min opfordring til seminaret vil være; I har en vigtig opgave foran jeg de næste tre dage. I skal komme med forslag til, hvordan grønlands egen ressourceud nyttelse kan blive så god som muligt. Hvordan vi selv kan bidrage, og hvordan vi selv kan opnå det bedst mulige resultat. Jeg ser frem til jeres forslag. Godt seminar. 22 Udnyttelse af de levende ressourcer På vegne af KNAPK fanger og fisker Ejnar Jakobsen Afholdelse af seminarer samt etablering af rådgivende organer med udgangspunkt i myndighedernes ønske om at danne grundlag til stillingtagen og ikke mindst ønsket om at forhøre sig om brugernes synspunkter, betragtes af KNAPK med forhåbninger, og organisationen er således parat til samarbejde. Myndigheder; Ved afholdelse af disse, er det meget til trængt, at synspunkterne vurderes grun digt, og at disse efter grundige overvejelser virkeliggøres. Igennem omhyggelige realise ringer vil brugerne få tryggere grundlag til udnyttelsen af ressourcerne. Men vi skal beklage, at nogle offentlige tiltag ilde realiseres på ordentlig vis. feks. det af daværende landstyremedlem for Det er således vigtigt, at vi som brugernes Fiskeri, Fangst og Landbrug afholdte çmi—Grgaiisaticrn får medindflydelse i beslut nar i 1995 i Ilulissat med titln_Faigererningerne, såfremt vi ilde passivt skal se på hvervet i dag og i fremtidef Endvidere undertryldelsen af vor kultur. Derfor er kan nævnes, at det riFied udgangspunkt i det tiltrængt med samfundets støtte, når Landstingslofr fra 1996 etablerede Fangstvi skal sidde i de internationale organer. rådidnu ikke fungerer efter sin hensigt. Landsstyrets støtte i form af tilskud til KNAPK’s mødeaktiviteter, som er blevet stærkt begrænsede, er derfor hårdt til trængt. Da skikkene som nævnt ændres igennem international presion, kan man ved besparing ikke bare vende ryggen til fiskerog fangererhververnes standpunk For at udnyttelsen af de levende ressourter, hvor disse har spillet en betydelig rolle cer ikke skal gå skævt, må følgende forhold i udviklingen og opretholdelsen af vort efter grundig overvejelse samordnes og ‘land. forbigåelse af de enkelte punkter undgås: 44. i • Ressourcerne; • Miljø og/eller natur; • Brugerne; • Fangstog fiskerimetoder; • Fordeling af ressourcerne. Ved beslutninger igennem internationale organisationer, og deraf følgende lovgiv ning i vort eget land, ændres skikkene til stadighed i forhold til udnyttelsen af res sourcerne. 1’ Såfremt sådanne tiltag ikke eller kun til en vis grad realiseres, kan det ikke undre no gen, hvis brugerne føler sig forbigået eller desorienteret. 23 Ved brugen af de levende ressourcer bør man være vågen overfor og vurdere de internationale aftaler og konventioner om ressourcer, miljø og bevarelse i forhold til vort land. Generelt set lader disse ikke til at have den store interesse i den danske befolkning. Men når disse tilføjes i vort lands lovgivning, skal de følges til punkt og prikke. Derfor må brugernes organisation følge med i udviklingen og udformningen af disse, såfremt medindflydelse skal gøres gældende. De internationale aftaler og konventioner, som lægges til grund for de internationale organisationer, er i de fleste tilfælde påteg net af Danmark på vegne af rigsfællesska bet. Selvom disse har stor påvirkning i forhold til vore ressourcer, forbigår Dan mark i kraft af sin myndighed og ansvar i flere tilfælde bmgernes interesser og stand punkter. Vi ved jo, at man i Danmark i nogle tilfælde har en anden stillingtagen i forhold til brugen af vore levende ressour cer. Man skal desuden huske på, at Danmark ved sit medlemskab i EU er bundet i for hold til miljø og brugen af de levende res sourcer, som er forskellige fra skik og brug i vort land. Disse munder ud i regulativer, som skal følges særskilt i EU. Såfremt der bliver fælles fodslag i EU om hvaler og andre udnyttede arter i vort land, har KNAPK derfor sat spørgsmålstegn ved, om hvilken stilling vort land bliver sat i i for hold til IWC og andre organisationer. fra brugernes organisation bliver det i dag også vurderet om vort lands deltagelse i forskellige internationale organisationer er på sin plads. Det er blevet kutyme, at vore andre ligesindedes krav og ønsker tilside sættes ved enkelte landes blokering, og at der fremsættes krav fra de samme lande, og som følges. I den forbindelse kan nævnes den såkaldte Aboriginale Subsistensfangst (på godt dansk: de oprindelige folks eksistensfangst) i Den Internationale Hvalfangstkommis sion. Under dette er endnu ikke opnået 24 dækning af kødbehovet, som der efter drø je forhandlinger er blevet sat tal på; forha lingen af ønsket om genoptagelse af puk kelhvalfangsten; tvang til brug af den eks ploderende harpungranat under den så kaldte humane aflivning; etablering af fredningsområder for hvaler, som er sket efter stærkt pres fra dyrerettighedsorgani sationer samt manglen på vilje til genopta gelse af den kommercielle hvalfangst efter bestemmelsen om hvalfangstmoratoriet i 1982. Alt dette fastholdes, uanset at vi denskabsfolk har vurderet, at enkelte hvalbestande set i forhold til mængden igen tåler beskatning. En af de uforståelige ting er Den Nordat lantiske Laksebevaringsorganisations (NASCO’s) negative holdning til det grønlandske laksefiskeri. Primært beskyl des det grønlandske såkaldte rovfiskeri for nedgangen på bestanden, og på den anden side er det som om, at man lukker øjnene for lystfiskernes tilsyneladende ubegrænse de fiskeri i elve, laksebestandens nedgang på grund af forurening samt opdrætslakse nes indflydelse på vildlaks. Derudover kan nævnes stramningerne i hvidhvalsog nar hvalsfangsten; tilrettelæggelse af isbjørnejagten efter videnskabsfolks vurderinger; samt planer om tilrettelæggelse af hvalros jagten sammen med andre lande. En af de ting man ikke stiltiende kan se på, er de enkelte landes egne regelsætnin ger i forhold til bevarelse og fredning, som har stor indflydelse på handlen af fangernes produkter. for eksempel USA’s Marine Mammal Protection Act. USA og for den sags skyld andre lande må indse, at vore menneskerettigheder som et lille folkeslag ikke kan forbigås, og disse må respektere de gældende regelsæt om international handelssamkvem. Landsstyret har heldig vis meddelt at samarbejde for at rette på dette forhold. Sidst men ikke mindst skal de levende res sourcer, som ikke forlader vort land næv nes, for eksempel rensdyr, moskusokser, lomvier og andre. Biologer beskæftiger sig i -I Vi vil her ikke beskæftige os meget med samarbejdet omkring mii jøområdet, men da klimaog mii jøændringer spiller en vig tig rolle, skal disse kort nævnes. Det er fangernes traditionelle erfaring i forhold til tevende ressourcer, at fangstdyrenes antal og trækruter ændres ved nævnte ændrin ger, og at disse ændringer betyder en væ sentlig rolle for fangerfamiliens ve og vel. Det er derfor værd at vide, om hvorvidt forskerne i deres vurderinger af fangst dyrenes antal og trækruter tager højde for klimaog miljøændringer. Det kan ikke forbigås, at erhververe stilles i første række for tildeling ved restriktio ner, og dette fastholdes af KNAPK. Til sidst må vi stille spørgsmåltegn ved, om samfundet kan acceptere den efterhånden øgende fjernelse af brugernes rettigheder og ansvar. I dag har internationale organi sationer, biologer, statistikere og ikke mindst dyrerettighedsorganisationer og miljøværnsorganisationer efterhånden større rettigheder og ansvar for vore res sourcer og vort kultur. Vore myndigheder får bekymringer og slås ud af spillet, når nogle lande fremkommer med trusler vedrørende vor brug af de levende ressourcer. Derfor må Hjemmesty rets fremtid og undgåelse af vor kulturs overgivelse overfor miljøsammenhænge vurderes grundigt. dag i stor grad med disse, og mange påstår, at disse har det meste at skulle have sagt. Idet man igennem tiden har talt meget om disse ressourcer, og da KNAPK’s stand punkter er blevet fremført overfor myndig hederne, vil vi her undlade at sige mange ting; men vi regner med, at man under seminaret blandt andet vil beskæftige sig meget med disse forhold. 25 Både sjæl og krop blev tilgodeset DirektØr Jens K. Lylierth, Greenland Tourism Mange af jer har sikkert tænkt sådan efter en vellykket tur i naturen. Oplevelser i naturen har været godt for sjælen; tilveje bringelsen af levende ressourcer (kød, bær etc.) har været godt for kroppen. Vægtningen mellem “sjæl og krop” kan variere meget, afhængig af • Hvad man primært er beskæftiget med • Hvor man kommer fra I dag vil opievelsesdelen (sjælen) forment lig oftest veje tungest for mange af de tu rister, som kommer til Grønland og til lan de, som vi sammenlignes med såsom færø erne, Island og Canada. På dette seminar vil overordnede og grundlæggende spørgsmål i relation til en bæredygtig udnyttelse af vore levende ressourcer blive behandlet. Forslagene fra dette seminar vil give finger peg om turismeindustriens fremtidige ud nyttelse af de levende ressourcer. Markedet Eksporterhverv som fiskeriog fangstsek tören bliver mere og mere underlagt mar kedskræfterne. Mange forbrugere har i dag krav til, hvordan vore levende ressourcer skal høstes, forarbejdes osv., før de vil købe produkter. ne. I takt med, at mulighederne for at infor mere og påvirke mange mennesker via T’4 internet etc. forbedres, viderebringes bud skaber fra interesseorganisationer og en keltpersoner til mange, således at der i mange tilfælde skabes bestemte forvent ninger til produkterne. Turismeindustrien er i høj grad også un derlagt markedskræfterne med skærpede ønsker og krav. Ønsker fra turister Ønskerne fra turister ændrer sig løbende. De sidste 50 år har tendensen for ønsker ne fra turisterne ændret sig: Fra ud at se => slappe af => udforske og opleve => marginaloplevelser Valget af turistdestination og -aktiviteter afhænger af alder, kulturel baggrund, øko nomiske formåen osv. For så vidt angår levende ressourcer, skal vi i turismeindustrien sammen med jer beslutte, om og hvordan vi kan skabe mer omsætning for eksisterende og potentielle 32 produktudbydere ved hjælp af vore naturgivne levende ressourcer. Der skal derfor med tiden tages beslutnin ger om, • Turister blot skal opleve de levende ressourcer ved at se på, høre, lugte og smage uden at forstyrre erhvervsud øverne og de levende ressourcer • Turisterne deltagelse i selve høsten af de levende ressourcer kan udvides Spørgsmål Informationer når som nævnt langt og ___. hurtigt ud i fdrbrugerkæden. Da kravene ‘samtidig er stigende, er der nogle spørgs mål, som vi må forholde os til: Skal vi ændre jagtog fiskeriformer for at tilgodese “korrekte turister”? • Følger vi vore egne vedtagne regler, f.eks. omkring garnsætning ved ørredfiskeri, færden ved fuglefjelde osv.? • Er sikkerhedsforskrifterne ved færden ved de levende ressourcer gode nok til, at vi kan undgå ulylder og dårlig om tale ved sådanne ulykker? Muligheder Turistsæsonen er meget forskellig fra egn til egn i Grønland. De fleste turister besøger os i sommermå nederne, når mange af vore levende res sourcer er fredede. I dele af Grønland er turismesæsonen rela tiv lang, idet der kan tilbydes f.eks. ture med hundeslæde og snescootere om vinte ren og foråret samtidig med, at der tilby des sejlture, vandringer etc. om sommeren. De fleste turister er her, når landets egne indbyggere selv har en høj udnyttelse af infrastrukturen, hvilket kan give flaske halsproblemer. Udenfor denne turismehøj sæson benyttes infrastrukturen og turtilbuddene mindre eller slet ikke og nogle operatører søger beskæftigelse i andre er hverv. En sæsonudvidelse kunne der ske ved f.eks. tilbud om passiv eller aktiv deltagel se i eksisterende eller tilpassede jagtog fiskeriformer. Ved udnyttelse af levende, ressourcer kan opnås supplerende indkomst til fiskere og fangere. Sikkerhed for gennemførelse og et højt serviceog kvalitetsniveau kan retfær diggøre et højt prisniveau. Ved trofæjagt får fangeren kødet. Turisten hjembringer kun smagsprøver og forhå bentlig nogle gode oplevelser. Dansk Polarcenter og Mittarfeqarfiit udar bejdede i 1996 “Dokumentation og præ sentation af naturog kulturværdier i I(angerlussuaq indland.” i et samarbejde med mange offentlige og private institutio ner. Sådanne publikationer kan øge mulig heder for at tiltrække folk med interesse i levende ressourcer og øge værdien af ud flugter i naturen. Der er formentlig flere spørgsmål, som skal diskuteres, men vi må i første omgang fin de ud af, hvordan landets egen befolkning ønsker at forvalte og udnytte landets le vende ressourcer. Så kan vi bedre beslutte, hvordan turismeindustrien kan have glæde af disse. Afslutning Ved fiskeri, fiskeproduktion og råstofud nyttelse efterspørges meget tilkaldt ar bejdskraft. Mange af vore turismeaktiviteter kan ba seres på områder, hvor vi selv har erfarin ger. Mange af disse aktiviteter kan virkelig gøres ved en veltilrettelagt organisering og med befolkningens opbakning/accept. [ 33 Sammenslutningen afFritidsjægere og -fiskere, “Aallaaniaq ‘98” Formand Jokum Schmidt Først vil jeg udtrykke min glæde over, at vi har fået mulighed for at deltage i semina ret om levende ressourcer. På grund af forsinket meddelelse herom, kan vores forberedelse til at yde indsats være mang lende. Indledningsvis skal jeg gøre opmærksom på, at Sammenslutningen af fritidsjægere og fiskere, populært forkortet “Aallaaniaq ‘98” blev stiftet 11. juni i år. Jeg mener, at der er flere objekter, vi må tage hensyn til, når vi taler om beskyttelse og bevarelse af levende ressourcer. Sam menslutningens formålsparagraf er bl.a. at opnå hensynsfuidhed ved jagt og fiskeri, samt at deltage i bestræbelserne for natur bevaring og forebyggelse af forurening. Derfor er også vores ønske at samarbejde med myndighederne, interessentskaber og andre organisationer indenfor dette inte ressefelt. Her forudsætter vi bLa. igangsæt telse af kurser og lignende om forsvarlig omgang med fartøjer og deres fangstud styr. Jeg er optimist over, at disse nemt kan opnås, hvis vi kan etablere et fornuf tigt samarbejde. Vi - det grønlandske samfund - har i man ge år og gennem generationerne udnyttet landets ressourcer med yderst forsigtighed. Indførelse af fredninger og yderligere re striktioner har afstedkommet mange pro blemer, bl.a. mærkbart nysgerrighed og år. Som nævnt skaber enhver restriktion mange problemer, som desværre fortsat er aktuelle. Vi kan blot nævne som eksempel “rensdyrjagten”. I mange kommuner dukker nu nye fangere op, som tidligere som så at sige ikke eksisterede. Det samme gælder for fuglejagten. Konsekvensen er således, at den gamle grønlandske fangerog jagtetik nu er delt i to grupper. Vi er vidende om, at vort land har nok af leven de ressourcer, som kan overleve selv uden fredninger eller restriktioner. Bevarelse af levende ressourcer er vores fælles interesse, men det er også forbruger nes ønske, at de fortsat har adgang til disse. Som eksempel kan jeg nævne, at fra slutningen af 1950’erne og indtil 1960erne blev rensdyrbestanden uhyre for mindsket, trods der eksisterede ikke grovfangst. Årene derefter havde bestanden atter formeret sig, og i dag kan vi sige, at der nu igen er mange rensdyr. Spørgsmå let er derfor, om tilbagevendende forme ring blandt dyrene skyldes den igangsatte begrænsning af fangsten. Vi mener derfor Hjemmestyrets bekendtgørelser nr. 31 og nr. 32 af 18. december 1997 er formuleret fuldstændig stridende imod de faktiske omgang med udnyttelse af de enkelte loves såkaldte huller. Der vil være mange ek sempler herpå, eftersom vi hidtil har un derkastes os restriktionernes tider i mange 34 forhold. Bekendtgørelserne behandler be tingelser for udstedelse af fangstog fiskeribeviSer, som efter vores mening bur de gennemgås og revideres. Ud fra vores praktiske kendskab til leven de ressourcer, mener jeg, det er vores fælles interesse, at vi indbyrdes samarbejder om omgåelse af disse. Samarbejdets fornuftige side vil jo være, at selvom interessegrup perne prioriterer deres egne højt, kan der altid findes en kompromisløsning. fritidsjægere og -fiskere i flere byer har hidtil i adskillige år foretaget oprydninger i fjorde og forskellige fangstpladser. Opryd ningerne sker til lands og på stranden. Denne indsats burde efter min mening også gælde for andre, bl.a. ved at opfordre andre organisationer om at tilskynde deres medlemmer om at yde samme præ station som fritidsjægerne. Dette er på krævet, især når vi fortsat skal bevare ørredpiadserne langs kysten. Jeg har gentagne gange nævnt, at restrik tionerne skaber flere, dårlige følger. Som eksempel vil jeg nævne Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 12 af 3. april 1998 om hvalfangst. Her burde fritidsjægerne gives mulighed for fællesfangst med jollefiskerne. fritidsjægerne har jo også i lige så høj grad behov for den daglige føde. Lovgivnin gen tillader til højre, men forbyder til ven stre! Det er det, der er galt. Jeg mener, at såfremt vi fortsat skal bevare de levende ressourcer, samtidig også skal tage hensyn til miljøet, fare for forurening af naturen. Vi kan ikke gå udenom at gen opfriske amerikanernes tidligere affaids effekter, som indtil i dag træffes flere ste der. Hidtil har vi ikke kunnet konstatere, hvad man endelig vil gøre ved dem. Min overbevisning er, at restriktionerne på alle enkelte fangstobjekter hidtil ikke har givet konkrete resultater. Hvordan skal også restriktionerne hjælpe, når man med den ene hånd tillader og med den anden begrænser? Jeg mener derfor, at vi opfordrer landstin get til at tage udstedelse af fangstbeviser op til fornyet overvejelse; ved at overbe vise dem om, hvilke fordele og bagdele de enkelte restriktioner afstedkommer. Jeg er helt sikker på, at vi i dag har rede svar at give. 35 I.., 3. Det grønlandske forvakningssystem af Kontorchef Amalie Jessen, Direktoratet for Fiskeri, Fangst, Erhverv og Landbrug Indledning Jeg har lyst til at starte med et spørgsmål: hvem kom først havternen eller dens æg? Eller man kan dreje spørgsmålet; hvem kom først; mennesket eller dyrene? Jeg har aldrig fået et svar, men uanset svaret, så er vi menne sker og dyr til, som skal leve side om side. Det er os, menneskene, som er de heldige, at vi spiser og lever af dyrene. Derfor er det også os, der skal være ansvarlige for, at vi og vore kommende generationer også skal have den glæde at være beriget med fangstdyrene, som smager så godt. I vores forfædres tid var det sikkert meget nemmere at forvalte de levende ressourcer, som de skulle fange, indsamle og gemme til eget forbrug og måske lidt mere til evt. strenge vintre. Det var naturen, vejret og musklerne der var begrænsende. Der var ingen skrevne love, bekendtgørelser og kommunale vedtægter, som vi har det i dag. Tilmed havde de tilpasset fangsttek nologi, som ikke beskattede ressourcerne så meget som nogle redskaber gør det i dag. Men dermed ikke sagt, at det var nemmere i gamle dage at leve og eksistere af naturrigdomme fra hånden til munden. Vor forfædre forvaltede deres fangstdyr udfra respekten til dyrene og den natur, de er omgivet af og lever i. Der er noget der tyder på, at nogle af nutidens brugere har mistet respekten, her tænkes der på de meldinger vi hører om efterladte nedslag tede rensdyr. I dagens forvaltning af vor levende res sourcer med det moderne samfund og tek nologi, er der mange ting og forhold at tage hensyn til. Der er meget politik og følelser i forvaltningen af vor levende ressourcer. Det er kun få sager, vi fra forvaltningen kan arbejde med, uden at få ballade fra den ene og den anden side, berettiget eller uberettiget. I dag kvoteres kun fangst af store hvaler, rensdyr og moskusokser. Der er indhand lingsbegrænsning på alke, men ellers er det nærmest frit med resten, bortset fra fangstreguleringer og fredningstider for andre dyrearter. Der er stadig fangstdyr; såsom marsvin, grindehvaler m.v., hvor der ikke er lavet reguleringer på, også selvom fangsternepå marsvin er på over 1.000 om året. Kvoteog licenssystemet er stort set meget nyt i Grønland, og foreløbig har vi indført kvotasystem når bestandsstørrelsen bliver kritisk. Det mener jeg er et forkert ud gangspunkt. Jeg mener, man må arbejde ud fra ens kriterier og principper for alle fangstdyr; dvs. vi må lave minimumskrav, hvornår der må være reguleringer og be grænsninger i fangsten. Bestandens stør relse, tilstanden for den habitat de enkelte lever i og det faktiske udtag af ressourcen bør være den bestemmende faktor. I de følgende gennemgås de vigtigste over36 skrifter i forbindelse med forvaltningen af vor fangstdyr: • Den biologiske rådgivning; • Udarbejdelse af forvaitningsforslag; modeller, fordelingsnøgler, udarbej delse af bekendtgørelser; Den biologiske rådgivning Den biologiske rådgivning kan foregå og foregår meget forskelligt fra art til art. Vedr. store hvaler, foregår den i Den Inter nationale Hvalfangstkommissions regi, hvor biologer fra Grønland giver input med deres viden. Den samling af viden vurderes og danner baggrund for den bio logiske rådgivning. I tællingerne af store hvaler involveres fangerne ikke (så vidt jeg ved), men de er med til at levere vævsprø ver fra vågehval og finhval, som bruges i videnskaben til fastsættelse af fangstens sammensætning, dyrenes tilhørsforhold osv Grønland følger den biologiske rådgiv ning, som gives i form af kvoter fra IWC. I den forbindelse har vi en biologisk rådgiv ning, hvor vi har internationale forpligtel ser med i den samlede forvaltning. Vedr. biologisk rådgivning vedr, rensdyr og moskusokser; så indhenter Direktoratet for Miljø og Natur denne fra Naturinsti tuttet. Udgangspunktet i rådgivningen er resultaterne fra sidste tællinger sammen lignet med tidligere resultater, vegetations undersøgelser samt dyrenes sundhedstil stand, hvor bl.a. fedtets tykkelse kigges på. Med i vurderingen kigges der også på fangstmeldinger. Derfor er det vigtigt, at der meldes fangster. forvaltningen modta ger ikke alle fangstmeldingerne fra de en kelte licensejere, og det har givet anledning til tvivl om det faktiske udtag af ressour cen fra biologside. Biologerne mener, at det faktiske udtag er 50 % mere end den fast satte kvote. Det kan diskuteres. fangerne og enkelte jagtbetjente har været med i tællinger som observatører siden begyndelsen af 1990’erne. Så vidt jeg er orienteret bruges deres viden meget be grænset når biologerne vurderer tællingens resultater, hvis overhovedet. Som reglerne er, kan Landsstyret fastsætte kvotestør relsen og fastsætte betingelser for fangsten. Ifølge reglerne skal den fastsatte kvote fordeles i samråd mellem forvaltningen, KNAPI( og KANUKOKA. Imellem den biologiske rådgivning fra Naturinstituttet og behandlingen af denne rådgivning i DMN og Landsstyret, giver reglerne ingen mulighed endnu for høring af KNAPK og KANUKOKA eller andre med viden om dyrene. Det bør være en god skik at invol vere anden end biologviden i denne fase. Fangernes og andre lokale folks viden er meget vigtigt at tage med i den biologiske rådgivning. Det er her jeg mener, det hal ter, og jeg er vist ikke alene om den hold ning. I det netop overståede årsmøde i NAMMCO, har Grønland fået godkendt i rådet, at brugersiden også giver input til NAMMCO’s Videnskabelige Komité. Det største problem i indhentningen af den biologiske rådgivning er, om der over hovedet er viden nok, eller om den viden der eksisterer er brugbar fra biolog og for valterside. Det andet problem er, at den biologiske rådgivning hvad angår rensdyr og moskusokser kun går et år ad gangen, således at en mere langsigtet forvaltnings plan gøres vanskelig, både i centralforvalt ningen og i de enkelte kommuner. Derudover udmeldes den biologiske råd givning så sent, at forvaltningen både i Hjemmestyret og i de enkelte kommuner ne giver anledning til presset kvotefor handling og fordelinger. Forvaltningen vil gerne have en kvoteud melding så tidligt, at forhandlingerne og kvotefordelingen ikke kommer bagud. Så skal vi nok fra forvaitningens side forsøge at forbedre fangsttilbagemeldingen i sam arbejde med kommunerne. Det bør kræ- • — I ‘ —, —:5U Høringsrunder; Den politiske behandling. I i 37 ves, at kvoteudmeldinger er dér senest 1. marts eller 1. april. Udarbejdelse af forvakningsforslag først og fremmest skal det siges, at forvalt ningen også tager udgangspunktet i bæredygtig udnyttelse af levende ressourcer. Vi har lov om fangst og jagt samt andre regler at forholde os tit. Men som tidligere sagt mangles der principielle retningslinier for en generel forvaltningsplan; dvs, hvor stor skal bestanden være, før vi laver kvoter, hvem skal have førsteret til fangstdyrene og hvordan skal disse fordeles, hvilken teknologi er bedst, og hvor meget skal de enkelte kommuner bestemme osv. Hvad angår de kvoterede arter, findes der fordelingsnøgler og kvotemodeller, som følges mere eller mindre hvert år: f.eks. er det accepteret, at 75 % af den totale rens dyrog moskusoksekvote går til personer med erhvervsjagtbevis og 25 % til perso ner med fritidsjagtbevis. Denne fordelings nøgle kan sikkert justeres efter forholdene i de enkelte kommuner. Kun personer med erhvervsjagtbevis og som opfylder visse betingelser må drive hvatfangst. Landsstyret arbejder også med en fordelingsnøgle hvad angår vågehvaler; nemlig, at den største del af kvoten går til fartøjer med harpunkanon, og at riffel fangstkvoten reduceres således, at byer og bygder uden fartøjer prioriteres af hensyn til frisk kødforsyning. Der findes ikke andre klarere modeller for udnyttelsen af fangstdyr end de kvotere de. De øvrige med flere undtagelser er re guleret i bekendtgørelser og kommunale vedtægter. Det har været forvaltningens intention siden begyndelsen af 1990’erne, at der som udgangspunkt bør være en be kendtgørelse om alle dyrearter eller grup per vi udnytter, således, at der i det mindste er regler om, hvem der er fangstberettiget, betingelser for fangst, fredningstider, kontrol og fangstmelding. Imidlertid er der flere arter vi udnytter, der ikke er regler om, f.eks. marsvin, spæk hugger, grindehvaler og andre småhvaler, som udnyttes i større eller mindre grad. Der er flere bekendtgørelser som trænger til revision, men som af en eller anden grund er forsinket. feks. bekendtgørelsen om fugle, isbjørne og ikke mindst bekendt gørelse om brugen af snescootere og andre køretøjer i forbindelse med fangst og færd sel i naturen. Høringsrunder Der bliver udarbejdet et forslag til be kendtgørelse eller revision, som med eller uden biologisk rådgivning, tager udgangs punkt i samme overskrifter; fangstberetti get person, betingelser for fangst, fangstmelding og kontrol, statistik osv. Når et udkast har været til intern høring i Hjem mestyret køres sagen via den ansvarlige politiker inden det sendes til høring hos KNAPK, KANUI(OKA og andre relevante institutioner eller organisationer. I hørin gen sendes et følgebrev med forklaring om hvor ændringerne er, eller hvis det er en ny bekendtgørelse, så med uddybende be mærkninger. Der gives en frist til aflevering af evt, be mærkninger. I alt for mange tilfælde har vi i forvaltningen et problem, nemlig, at man står og skal bruge en bekendtgørelse, hvor for der ofte gives en for kort tidsfrist. Med stor beklagelse fra vores side, idet man jo giver dårlige arbejdsvilkår til høringsparterne. Det skal vi ærligt ind rømme. Det skal dog siges, at i sager, hvor• høringsfristen har været rimelig, i måned eller mere, oplever vi tit, at bemærknin gerne modtages efter fristen eller slet ikke, hvor der så skal sendes nye skrivelser med kopi af den tidligere fremsendte eller ryk kere. Som bekendt er Hjemmestyret også i den situation, at den største del af fuldmægtig staben der står for udarbejdelse af regler kun er dansksprogede personer, hvor så deres arbejde skal oversættes. Det er et faktum vi skal prøve at leve med, men det I “i 36 skal ikke komme til last hos brugerne. Jeg er sikker på, at alle er opmærksomme på problemet med høringsfrister, den må man finde en rimelig løsning på, men så længe administrationen er dobbeltsproget, er arbejdet også mere end dobbelt, for begge sprogversioner skal checkes. Den politiske behandling Den politiske behandling kan være meget forskelligt fra sag til sag og kan afhænge af sagens karakter, er den politisk ømfindt ligt, er der økonomiske og juridiske impli kationer o.s.v; Men et er, at der laves et oplæg til Landsstyret der skal tage stilling til en konkret sag med indstillinger. Op lægsudkastet behandles ud fra Landsstyre medlemmets eller begge Landsstyremed lemmers ønsker og holdninger enten alene i et direktorat eller mellem berørte direkto rater. I visse sager, er det også en kutyme 4. eller regelfastsat, at relevante organisatio ner høres i sagen. Eventuelle bemærknin ger indarbejdes inden sagen sendes enten tilbage til Landsstyremedlemmet først eller direkte til behandling i Landsstyret, hvis der ikke er større ændringer. Hvis der er størrç ændringer, kan udkastét sendes til høring igen. Enten godkendes oplægget eller så kommer sagen tilbage med justeringer og/eller æn dringer fra Landsstyret, hvorefter sagen viderebehandles i systemet og evt. meldes ud, der hvor det er relevant. 39 s a -s Bæredygtig udnyttelse af Grn1ands levende ressourcer Afdelingschef Helle Siegs tad, Pinngortitaleriffik Overskriften på dette indlæg er “Bæredyg tig udnyttelse af Grønlands levende res sourcer”. Indlægget skal søge at klargøre betydningen af bæredygtighed, herunder de tiltag der gøres både nationalt og inter nationalt for at sikre en bæredygtig udnyt telse. Begrebet “bæredygtig udnyttelse” er af relativ ny dato, men de overvejelser, der ligger til grund for begrebet, kan vi finde langt tilbage i historien - både i vores egen historie og i verdenshistorien. Der er der for god grund til at benytte denne lejlighed til at gøres status. Har vi haft succes med at forvalte de le vende ressourcer på et bæredygtigt grund lag - både globalt og lokalt? Har vi som brugere indflydelse på mængden af de enkelte bestande? Er det naturens egen rytme, der bestemmer, om der er få eller mange dyr? I(an vi lære noget af tidligere fejltagelser? Kan vi lære noget af andre lande? Hvilke hensyn bør der tages i for valtningen af de levende ressourcer? Kan vi gøre det bedre og i givet fald hvordan? Disse spørgsmål er omfattende og kan ikke besvares fyldestgørende hverken i et 10 minutters indlæg eller under dette semi nar. Men ved at aktørerne i forvaltningen: politikere, fangere, fiskere, forvaltere og biologer åbent diskuterer de gmndlæggen de problemer, der eksisterer i forvaltnin gen af de levende ressourcer, kan vi gøre status og måske komme videre i processen. Jeg vil starte med at gå rien: Sådan er teksten i et afsnit af Kap York stationen Thules Love af 1929. Loven blev til i samarbejde med fangerne i Thule og formålet var at at sikre en bæredygtig ud nyttelse af ressourcerne. Sproget man be nyttede dengang er anderledes end det sprog vi kender fra lovteksterne i dag. Tan kerne og overvejelserne bag loven er dog ikke forskellige fra Landsstyrets målsæt ning i dag om en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer. Det skal nævnes, at denne lov jI er den første nedskrevne tekst i Grønland, om forsøg på at sikre en bæredygtig udnyttel se. Allerede i 1782 udarbejdede det davæ rende KG.H (Kongelig Grønlandske HanI lidt tilbage i histo y. 1 Kap York stationen Thules Love af 7 J’un; 1929 Enhver fri .Tceger og Fanger maa skaffe sig og sin Faïntlie Fede og Sliiid ved Jagt og Fangst. ten Vildtet er Ikke tilstede i: Ubegrcenset McEngde, Over hele Jorden har frie Folk derfor vedtaget at Vildtet Skal vare fredet paa de tider of Aaret4 hvor det yngler fordi der ellers bliver mindre og mindre Vildt hvert aar fordi disse byr vfl ellers v eudydded,.naor de Memesker, der nu er Bern bliver voksne 40 del) en indhandlingsinstmks indeholdende et afsnit med titlen “Om Ederfuglens Con serVatiOfl” 4’ Når jeg nævner Kap York stationen Thules love i denne sammenhæng, er det fordi den i få sætninger rammer nogle af de vig tigste elementer i ressourceforvaltningen. Det var engang almindeligt at tro, at havet var uudtømmeligt for fisk, og at mennes ket ingen indflydelse havde på fiskebestan dene. I dag kender vi mange eksempler på, at fiskeri har medvirket til en kraftig re duktion af fiskebestande Siden midten af 1970’erne, har der eksi steret et intensivt fiskerii farvandet ud for New Foundland på to lokaliteter: Flemish Cap og den sydlige del af Grand Bank. Fiskeriet i dette område har mange lig hedspunkter med fiskeri i andre farvande - i såvel nationale som internationale far vande. Dette fiskeri og lignende fiskeriområder i verden er imidlertid den direkte årsag til, at internationale organisationer i disse år gør status over forvaltningen af de levende ressourcer. Man har erkendt, at fiskeri specielt i internationalt farvand er vanske ligt at styre, dels på grund af at mange nationer deltager, at der som regel foregår et ureguleret fiskeri (piratfiskeri) og at det er vanskelig og tidskrævende at blive enige om reguleringstiltag. Resultatet af denne status, der ikke kan undgå at få indflydelse på ressourcefor vaitningen generelt, er blandt andet, at man bør udvise en større forsigtighed i forvaltningen. Hvordan en større forsigtighéd konkret introduceres i forvaltningen, er under ud arbejdelse for de enkelte fiskebestande i blandt andet den Nordvestatlantiske Fiskeriorganisation (NAFO) og det Inter nationale Havforskningsråd (ICES). Figuren viser fangster og kvoter i NAFO’s internationale farvand fra 1987 til i dag. De samlede fangster af torsk, rødfisk, hå ising, yellowtail og witch (to sidstnævnte arter er fladfisk) var i 1987 på næsten 300.000 tons og tilsvarende var kvoterne på 170.000 tons. 11997 var de totale fangster af samme arter under 8.000 tons, med en total kvote på 43.000 tons. Årsagen til faldet i fangsterne er, at be standene er på meget lave niveauer. Fiske ridødeligheden (den dødelighed der er for årsaget af fiskeriet) i de nævnte bestande har været rekodhøj og er vurderet til at være den direkte årsag til reduktionen i bestandene. Der er andre eksempler på, at fiskebestan de er kollapset: Bestanden af norsk vårgy dende sild kollapsede i 1960 og genetab lerede sig først 30 år senere. Bestandene af lodde, rødfisk og hellefisk i Barentshavet er også kollapset, og der er endnu ikke tegn r 4 41 de eller stigende gennem den sidste halve snes år? Spørgsmål af denne type føler jeg mig ikke kompetent til at svare på, men det håber jeg vil ændre sig i løbet af disse par dage. for ret beset, så har observatørerne udefra jo krav på et redeligt svar. Jeg ved godt, at svaret med mellemrum har været: dette er vores land, vore dyr og vor livsform. Det kommer ikke jer ved. Men det går bare ikke at lukke af for diskussionen på den måde. Det nye Grønland ønsker at være med i verdenssamfundet, og det medfører bl.a. et voksende pres fra de internationale NGO’ers side om indsigt i, hvad der fore går. Dette er et krav, som det er urealistisk at forestïlle sig, at man bare kan feje af bordet i de år der kommer. Så vidt jeg kan se, vil et øget generelt øn ske fra grønlandsk side om at spille mere med på den internationale scene nødven digvis munde ud i, at fiskerog fangerfore ningerne må være parat til at gå ind i en reel dialog med de mange mennesker, som hjemmestyret ønsker at bringe ind i landet i disse år. Omverdenens interesse for vor naturforvaitning er stærk og legitim, den skal mødes med en redelig vilje til at lægge facts på bordet. Der er meget mere at sige, men man har givet mig 10 minutter, og de er nu gået. Tak fordi jeg måtte være med her. J i 48 Den grønlandske befolkning havde en stør relse på tilsammen 10.-15.000, der havde en stigende tendens umiddelbart før euro- $ pæernes ankomst, men antallet faldt til 7.000 umiddelbart derefter. Dette skyld tes mangel på resistens mod de sygdomme, der blev introduceret af europæerne. Den næste befolkningsstigning fandt først sted i begyndelsen af det tyvende århundrede. fangstredskaberne for hundrede år siden var anderledes i forhold til vor dages red skaber; og denne kendsgerning kunne godt have været en medvirkende faktor for en tilbagegang i antallet af fangstdyr. Der blev sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt forvaltningen af vore ressourcer blev gjort på forsvarlig vis, som så udmøntede sig i følgende spørgsmål: • Hvem er det der har en interesse i de • levende ressourcer? • Hvorledes regulerer vi, hvem der må gå på fangst eller fiske? • Hvilke konsekvenser har dette for be folkningen? Deltagerne efterlyste politisk konsekvens over for disse spørgsmål, samt et behov for feedback og mere hensigtsmæssig priorite ring på politisk plan. Der blev endvidere gjort opmærksom på, at kvinder ikke kan kategoriseres som fan gere, da de jo er husmødre. Det blev udtrykt, at det var umuligt at leve af en indkomst baseret på fangst og fiskeri, da den eneste reelle mulighed er at fange sæler samt fugle. Den mest alminde lige praksis er subsistensfangst, og såfremt man skulle kunne have en pengeindkomst ved siden af, vil dette kræve en fuldt kon centreret indsats som fisker eller fanger. Det ansås som værende urealistisk at leve af fangst og fiskeri alene, man må nødven digvis sætte sin lid til ens samlevers lønindkomst for at kunne få råd til bl.a. brændsel. På grundlag af disse betragtninger anses den oprindelige befolkning, som: • De mest hensigtsmæssige ledere under reguleringen af de levende ressourcer, vi er den instans som er de ansvarlige og de, som skal regulere i så hense ende. • Hvem tildeles tilladelser, og hvem af slår man? Referater af gruppernes diskussioner fredag II Gruppe i Hvem har interesse i de levende ressourcer, og hvordan skal de prioriteres i forhold til hinanden? 49 • Det er på tide at sætte begrænsninger for den meget generøse holdning over for udefrakommende. o F.eks. vil det være meget svært for grønlændere der flytter til Danmark, at blive tildelt jagttegn. • Vi strør os med tilladelser, selv til de der ikke har nogen reel interesse deri - dette faktum kan vi ikke bare lade stå til og se på. • Det burde hellere ikke være praksis længere at tildele tilladelser ud fra en personlig holdning. Hvis vi som en oprindelig befolkning skal bestå og skal kunne forbedre vore kår, er det kun naturligt, at de forskellige tiltag skal være baseret på vore betingelser. Fangere og fiskere, der på fuldtid udøver dette erhverv, burde have en førsteplads i prioriteringen. Biologerne påpeger, at fritidsjægerne ikke gør noget stort indhug på en given be stand, så de derfor ikke bør anfægtes. Der blev gjort opmærksom på, at der var almindelig tilfredshed i befolkningen i 1960’erne og 1970’erne, da der ikke var regulering i fangsten, de senere års regule ringer har derfor påvirket befolkningen. Selv om der er kvoter på rejer i dag, har dette kun været en begrænset fordel. Ved en eventuel regulering af hellëfiskefangsten i Nordgrønland skal FULDTIDSFISKERE have førsteprioritet. Ligeledes burde tilkaldte reguleres m.h.t. fangst af rensdyr og moskusokser, såsom først at give tilladelse til jagt efter at de har boet her i minimum to år. Flere delta gere i seminariet påpegede ellers, at kravet burde strammes til enten fem eller ti år. Indtil nu havde det været almindelig prak sis at denne gruppe også deltog i jagterne uanset om rensdyrenes antal var stigende eller faldende. Biologerne er den instans som politikerne lytter til omkring regule ringerne i rensdyrjagten. fritidsjægerne tildeles i dag 75 % af den tildelte kvote, hvorimod fuldtidsfangerne tildeles 25 %. Der fremkom et forslag om at tildele rens dyr ud fra husstandskriterier. Når der bliver åbnet for fangst for alle, har det en negativ indflydelse på fuldtidsfan gerens økonomi; han kan ikke længere på en økonomisk måde sælge af sin fangst, dette resulterer derfor i kødspild fra fuld tidsfangerens side. Vi grønlændere kan ikke leve foruden vor grønlandske mad - derfor må vi oprette et marked baseret på forbrugernes behov. Fiskere og fangere, der på fuldtid udøver deres erhverv, er afhængige af dyrenes tilstedeværelse. Ligeledes blev det påpeget, at folk der har en erhvervsbeskæftigelse - og udelukkende beskæftiger sig med denne - udvikler et sjæleligt behov. Hvis en grønlænder ikke får mulighed for at kunne gå på fangst, vil han mlste sin sjæl. En biolog gjorde opmærksom på, at biolo ger og fritidsfangere ikke nødvendigvis har specielle interesser i de levende ressourcer. Fangstdyrene fanges kun af fangerne. Grunden til, at der er begrænsninger i fangsten er netop, at bestandene ikke kan tåle for store tryk. Biologernes viden er dog begrænset, at det derfor er nødvendigt i fremtiden at regulere hvorledes samt hvilke fangstdyr skal reguleres i samar bejde med fangerne. De nutidige regler for reguleringer bliver udarbejdet af biolo gerne, og er mangelfulde i mange henseen der. Er der ressourcer nok til at alle interes ser kan tilgodeses tilfredsstillende? Ud fra det ovenstående blev det anset for vigtigt at de følgende punkter tages i be tragtning: i 50 udnytte vore levende ressourcer kommer cielt til gavn for vort land. Der blev udtrykt ønske om bedre regule ring omkring rensdyrog moskusokse fangst. Ligeledes blev der udtrykt ønske om at finde bedre muligheder for at kom binere proviantering (pilisarneq) samt handel. Der foregår en for enstrenget ud nyttelse af de økonomiske muligheder her i landet. f.eks. udnyttes sælskind kun i Avanersuaq, sælkødet udnyttes kommer cielt i Uummannaq distriktet, Nordgrøn land udnytter hellefisken. Udnyttelsen af landog havpattedyrene burde gøres mere avanceret medhenblik på en bedre kom merciel udnyttelse af ressourcerne, og det på en meget bedre måde end hvad tilfæl det er i dag. Feks. klager befolkningen i Uummannaq distriktet over restriktioner ne af deres hellefiskefangst, der er blevçt påsat kriterier alt efter økonomisk ind komst. Derved er det blevet umuligt for fiskerne at tage ud at fiske hellefisk med slædehunde om vinteren, fordi kriterierne går ud på deres indkomst foretaget ved fiskeri fra både i løbet af sommeren. Torsken kom ind i fjordene i 1960’erne, trawierne kom ind i billedet i 197O’erne I 1988 vendte torsken tilbage, men i be grænset mængde. Hvis trawlerne ikke var blevet brugt som fangstmiddel ville torskenes antal have været langt større end det er tilfældet i dag. Derved er det ønskeligt at fremtidig udnyttelse af torsken ikke skal foregå med trawiere. Der blev nævnt, at det burde være for budt at lave husflid af tand og ben fra udryddelsestruede dyr. Man kom ligeledes ind på de store vanskeligheder der er for bundet med eksport af fangstdyrs-produk ter, samt at det var yderst vigtigt at ar bejde hen imod, at erhvervsfangere priori teres bedre i fremtidige tiltag. følgende punkter blev fremført i plenum: Der er flere der har interesse i de le vende ressourcer i Grønland. 4 • Uden rigshandel • Indenrigshandel • Hjemmeøkonomi - proviantering Kan de alle tilgodeses tilfredsstillende? Under dette punkt kom gruppen ind på landets befoikningsmæssige sammensæt ning. Antallet af tilgængelige fangstdyr er begrænsede i forhold til befolkningsmassen generelt. fangsdyrspopulationerne svinger meget, dette gælder især for hvaler der kommer og går, og i høj grad også for fisk. Vore fangstdyr er sæson-betonede. Hvorledes vil vi så fordele vore fangstdyr når de bliver tilgængelige? Sådan som fangerog fiskerierhvervet er struktureret, har vi ilde andre muligheder end at regulere fangsten. Vi må derfor alt efter årstiden forhandle om, hvordan vi fordeler fangstdyrene på en hensigtsmæs sig måde. Det blev nævnt, at der var blevet påvist et stort antal af rensdyr i 1820-30-40’erne. Avgo Lynge’s fremtids-bog “300 år efter” handler netop om, hvordan vore forfædre fra ældgammel tid har levet af fangst, og at vi umuligt kan undvære dette erhverv - men vi kan ilde alle være fangere. Der må tages højde for muligheden for at danne husdyrhold med får, rener eller moskusok ser bl.a., og bane vejen for de som er inte resserede i at oprette sådanne erhverv. Et lignende eksempel på erhvervsskift fandt sted under torskeboomet, hvor mange begyndte at arbejde på land. for 100 år siden oprettede man rensdyrog moskusoksehold i Alaska. Dette er hverv er lykkedes godt, en lignende ord ning kunne oprettes her i landet. Vi er ikke forretningsmæssigt vante her i landet og har tendenser til at give ansvaret videre til vore overordnede instanser. Der er ellers mange andre muligheder for at 51 • Ud over trawierfiskerne er der kuttere, jollefiskere og husmødre. Man kan der for ikke undgå at lave reguleringer, da vore levende ressourcer er i begrænset mængde. • Eksport og intern handel. Det er yderst vigtigt at kigge på mulighederne for produktion. • At undersøge mulighederne for rens dyrhold i nogle af kommunerne. • Den nuværende fordeling af fangstdyr er for skævt. fritidsjægernes kvoter burde begræn ses mere i forhold til erhvervsfangere. • Generelle krav burde strammes. Gruppe 2 Hvem har interesse i de levende ressourcer, og hvordan skal de prioriteres i forhold til hinanden? Er der ressourcer nok til at alle interesser kan tilgodeses tilfredsstillende? Deltagerne blev enige om, at alle skal be tragtes som interessenter overfor de leven de ressourcer. Som en af deltagerne ud trykte det “er det med dettç i hjertet, hvormed vi diskuterer her”. Det blev dog påpeget, at fangere og fiskere burde priori teres frem for andre i og med, at det er deres erhverv at udnytte de levende res sourcer. Gennem denne prioritering kommer så resten af befolkningen, som man mente også kunne klassificeres videre som følger; folk med lav lønindkomst, som naturligt nok har en interesse i at supplere deres indtægter gennem fangst og fiskeri. Heref ter følger fritidsjægere og fiskere. 52 Omkring spørgsmålet om, hvem der har interesse i de levende ressourcer, kørte de batten kort ind på, hvem der burde klassi ficeres som fanger og som fisker. Man blev dog enige om, at dette spørgsmål burde ta ges op ved en senere lejlighed og drøftes til fulde i et andet forum. En af deltagerne pointerede dog, at det var nemt at afgræn se definitionen på en fisker, hvorimod det var mere problematisk, når spørgsmålet kom ind på, hvem der kan defineres som fanger. Man mente, at dette spørgsmål burde afidares af politiske instanser. En anden deltager efterlyste en klarere idassi ficering af interessenter omkring de leven de ressourcer fra højere plan. Ud fra den ne diskussion kom man frem til følgende to spørgsmål: Hvor er det uenighederne opstår? Hvor findes konifikterne mellem de forskellige interessenter? Andre spørgsmål man kom ind på under debatten var følgende: Hvilke kriterier skal vi gå ud fra når vi skal klassificere interessenter? Økono miske interesser? fangsttraditioner? I(undskab omkring fangstudstyr? Er der i det hele taget muligheder for at uddanne folk indenfor traditionelle fangstmetoder? Hvilken kulturform er det man forsø- .,, ger at håndhæve? forbrugerne, både den individuelle samt de, der har produktionsmæssig interesse, anses som vigtige interessenter i de levende ressourcer, da de jo er de grupper, der er den økonomiske base for de første der le ver af de levende ressourcer. Som sidst i prioritets-rækkefølgen kommer så turismen. Både turisterne og de, der har med turismen at gøre. Som en af deltager ne pointerede, er det os i sidste ende der har kaldt turisterne hertil. Dette faktum kræver derfor, at disse mennesker også informeres på den bedste måde. I • Vor brug af de levende ressourcer blev af 4 flere af deltagerne anset som en kulturarv, en arv der var vigtig at give videre til komniende generationer. I denne henseende blev der udtrykt ønske om, at vore børn burde blive undervist mere omkring ud nyttelsen af de levende ressourcer. jt Omkring diskussionen over hvem der har interesse i de levende ressourcer, kom en af deltagerne ind på, om ikke de der har mest interesse skal være forbrugerne, og om ikke de burde stå højt når nu spørgsmålet var blevet stillet. Man var alle enige om, at de dage med ubegrænset fangst var overstået, og det ‘ derfor var blevet nødvendigt at fremme en bæredygtig udnyttelse af de levende res sourcer. Gruppe 3 følgende spørgsmål blev præsenteret over for gruppen: I Hvem har interesse i de levende ressourcer, og hvordan skal de prioriteres i forhold til hinanden? Er der ressourcer nok til at alle interesser kan tilgodeses tilfredsstillende? Spørgsmålene blev ikke drøftet kronolo gisk, og man kom frem til følgende resulta ter: Prioritering over interessenter i de levende ressourcer: Man blev enige om, at den fastboende befolkning i Grønland burde prioriteres højst, andre kunne så grupperes efter. A) Prioritering indenfor landets fastbo ende befolkning. 1. Erhvervsfangere og -fiskere 2. Fritidsfangere og -fiskere B) Prioritering indenfor udefrakommende interessenter. 1. folk der bor i Grønland midlertidigt 2. Turister der kommer til Grønland som trofæjægere. Med hensyn til B blev det drøftet, hvornår disse skulle kunne gå på fangst. Med den nuværende lovgivning kan enhver i det danske Rige få tildelt tilladelse til at være fritidsjægere, så snart de har tilmeldt sig folkeregisteret i hvilken som helst kom mune her i landet. Man var af den opfat telse, at denne ordning burde tages op til revision. Ligeledes kan udlændinge, der kommer fra andre lande end Danmark, tildeles tilladelse til at tage på fritidsfangst efter at have været bosiddende i Grønland i to år. Denne ordning mente man også burde tages op til revision. Der er behov for en politik omkring udnyttelsen af levende ressourcer! fangstdyr: Gruppe 3 anbefaler, at man burde have en langsigtet politik med hensyn til udnyttel sen af de levende ressourcer samt fangstdyrene, også når det gælder enkelte dyr, med henblik på en bæredygtig udnyttelse. Når man går ud fra enkelte fangstdyr og reglerne omkring udnyttelsen af disse i vore dage, efterlyser gruppe 3 en fælles fundamental politik, der fokuserer på bæ redygtighed. Den nuværende praksis taget i betragtning, hvor man først gør indgreb, når der opstår problemer omkring enkelte fangstdyr, anses ikke for tilfredsstillende - man tænker her på forvaltningen af rens dyrjagten - man skal gå væk fra en praksis som først begynder at handle, når der er fare for udryddelse af en bestand. Forslag Man efterlyser en kommunal indflydelse omkring forvaltningen af enkelte fangstdyr. Man så gerne at kommunerne havde mere indflydelse omkring bestemmelse over bestemte regulerede fangstdyr, samt på hvilke tidspunkter disse må jages. i L. 53 Jagtbeviser/tilladelse til fangst: o Man ser gerne, at reglerne omkring tildeling af jagtbeviser revurderes. Da man er af den opfattelse, at det på nuværende tidspunkt er for nemt at blive tildelt disse beviser. • Reglerne for tildeling af jagtbeviser må strammes op, en af kriterierne for at blive tildelt et bevis kunne evt, være besiddelse af et våben, så som en riffel. Gruppe 3 drøftede det problematiske i, at alle kunne titulere sig som fritidsjægere, samt at reglerne for at give beviser til fuldtidsfangere og fiskere burde revurderes. Har vi nok levende ressourcer? Da man drøftede spørgsmålet blev man enige om, at såfremt man skal kunne tage atle forbrugernes interesser i betragtning, må man kigge regionalt samt hvilke fangstdyr det drejer sig om. Nogle distrikter an ses som havende nok ressourcer at tære på. Dyrenes vandringer over forskellige regioner blev ligeledes drøftet. Fangerne i gruppe 3 er af den opfattelse, at dyrenes vandringer foregår i flere regioner - et punkt som biologerne ikke er enige med dem i. Biologerne er af den opfattelse, at fangstdyrene kun befinder sig i lokale om råder, d.v.s. at de er meget stationære og forklarer videre, at de levende ressourcer alt efter hvilken art det er, opholder sig i lokale områder, samt at det er et spørgs mål, om hvor de stammer fra. Biologerne er ligeledes af den opfattelse, at man ikke skal tage de lokale populationsstørrelser i betragtning, men at man skal kigge på landet som helhed, når der er tale om en kelte fangstdyr. Gruppe 4 Følgende spørgsmål dannede basis for dis kussionerne: Hvem har interesse i de levende ressourcer, og hvordan skal de prioriteres i forhold til hinanden? Er der ressourcer nok til at alle interesser kan tilgodeses tilfredsstillende? Interessenterne bør identificeres før man når til en beslutning. Fangstlivet, som har været opretholdt i umindelige tider, burde man ikke lave om. På grund af de økonomiske aspekter burde man prioritere erhvervsfangerne og fiskerne. I(NAPK’s formål er netop at hævde dette forhold. fangerne og fiskerne er dem, som har størst interesse i dette sammenhæng. Kateketer og ansatte indenfor I(GH havde i gamle dage også en indkomst gennem fangst. Vi må derfor bruge kriterier der er relevante for den faktiske virkelighed og prioritere dérfra. Ressourcerne er begrænsede - derfor må vores udnyttelse være begrænset - et for hold vi må acceptere, hvad enten det dre jer sig om haveller landdyr. Der har aldrig - heller ikke i gamle dage - foregået overfangst. De gamle landsråd forvaltede fangsten gennem reguleringer og retningslinier. Vi må udstykke stram mere regler for turister og trofæjægere. Fangere og fiskere taler ikke kun ud fra egne interesser, men ud fra en reel interes se. Første prioritet bør være de, der lever af fangst og fiskeri på fuldtid - det er deres eneste grundlag for økonomisk indkomst, selvom de ikke har papir på denne livsform som andre uddannede har. Reguleringer for fangstdyr får tit konse kvenser for andre fangstdyr - dette faktum burde man have i baghovedet under de kommende diskussioner. :4 54 Dr blev efterlyst oplysninger om, hvor strammere regler omkring dette mange erhvervsfangere der er registreret spørgsmål. som erhvervsfangere ud af en befolkning på 53.000. 3. fritidsjægere Det blev efterlyst, om en vurdering skal Denne inddeling er foretaget efter at man ske ud fra enkeltpersoners interesser, eller har skønnet, at der ellers ikke vil være I e ud fra fællesinteresser. vende ressourcer tilgængelige for alle. Der blev udtrykt ønske om begrænset Gruppe 5 fangst for enkeltpersoner og for turister. Følgende spørgsmål blev stillet til gruppen Med hensyn til trofæjagt kan dette kun som grundlag for diskussion efter morge foregå først efter ansøgning, så der er en nens forskellige indlæg: regulering indbygget i en sådan ordning. Men politikerne burde vurdere, hvor nyt1. Hvem har interesse i de levende I tit det er at have fritidsturistførere. Der ressourcer, og hvordan skal de findes forskellige tunstførere, både de der . . pnonteres i torflola til flinanaen. lever af det på fuldtid, samt de, der har det som biindkomst. 2. Er der ressourcer nok til at alle Fangererhvervet er et anstrengende job interesser kan tilgodeses som - naturen taget i betragtning, er meget tilfredsstillende? krævende. Selvom man ikke kan bevise sit hverv med et stykke papir, mente en delfølgende punkter er de beslutninger, tager, at det er på tide at denne livsform gruppe 5 blev enige om at føre videre til burde anerkendes bedre. Selv ved turistplenum: aktiviteter er det meget vigtigt at have kendskab til naturen og vejrforholdene - Spørgsmål 1. det er derfor uomgængeligt, at man har et Interessenter rioriteret i forhold til hinindgående kendskab til disse forhold, også anden: selvom man har med turister at gøre. 1. Erhvervsfangere og -fiskere Specielt når erhvervsfangst skal priorite res, skal man på landsplan diskutere og 2. fritidsjægere og -fangere udvikle opsynsinstanserne og de materia ler, der indgår ved denne aktivitet. Der 3. forbrugerne burde udvikles strammere og klarere regler - og opsynsfunktionen burde optimeres 4. Trofæjægere mere i forhold til i dag. 5. Andre folkeslag som også udnytter Gruppens fremlæggelser ved plenum: dyr, der findes i vore farvande (Prioriteringer) 6. Udefrakommende interessenter 1. fangere og fiskere 7. Rekreative brugere af naturen 2. Turistførere på fuldtid 8. Naturens egen balance a. Der burde være muligheder for at kunne være turistfører på deltid, men 9. Kulturskred (når ressourcerne går fra først efter, at der er udviklet idare og at være subsistenstil erhvervsfangst) 55 Spørgsmål 2.. Er der ressoürcer nok? Dette forhold varierer fra art til art; nogle dyr slår til (såsom sæler) andre slår ikke til f.eks.; • Moskusokser • Rensdyr • Alke (som vi deler med andre lande) • Ørreder • Etc. A. Nogle af disse arter skal forvaltes på nationalt plan B. Andre skal forvaltes på regionalt plan. Addenda: 1. Reguleringen af fangstdyr må revide res. 2. Politikerne sætter for stor lid til biolo gerne (hvilket også fremgår i loven om fangst). 3. Når der skal tages politiske bestem melser, skal fangernes erfaring og viden inddrages — ved siden af biologernes og agtbetjentenes. Man efterlyser et centralt opsamlings sted for akkumuleret viden. 56 __I -4 i Nordgrønland, som ikke fuldt ud er ble vet undersøgt, endnu ikke indgået i vurde ringerne. Det må påregnes, at biologerne i forslaget om TAC-fastsættelser vil frem komme med grundige argumenter. Til bevaringsoranstaltninger er størrelsen på de fangede skaldyr og fisk af vital be tydning. Da købere af disse sorterer efter størrelse for prisfastsættelse, er man ikke fremned overfor udsmid af undermålere. Ved al virksomhed er målet de bedste pri ser for derigennem at opnå bedst mulig dækningsgrad. Ved brug og salg af ressour cerne skal vi her ikke diskutere prisfastsæt teisen fra køber, men det må ikke glemmes, at ved mangel af økonomiske ressourcer fra bruger må køber tilrettelægge sine pri ser på fornuftig vis for dermed at være med til at bevare ressourcerne. Ved biologernes rådgivning for 1999 for de vigtige fiskearter ved Grønland behandles fisk, som har en vigtig betydning for de kystnære fiskere. For torsk i Vestog Østgrønland kommen teres i korte træk således: “det uregulerede indenskærs fiskeri giver anledning til be kymring for de indenskærs gydekompo nenter”. Vi ved, at torsk traditionelt har gydt i fjordene i Vestgrønland. Men biolo gerne har konkret ikke fremsat, hvor tor sken gyder, hvor mange der er, og hvor meget der gydes. Det rådgives endvidere, at den plettede havkat ikke skal fiskes direkte, før bestan den er stor nok. Såfremt samme restriktio ner skal bruges som ved rensdyrsrestriktio nerne, hvornår kan havkattefiskeriet så starte, selvom der fiskes fine havkatte? B iologerne fremsætter gerne realiteter. Derfor er det ønskeligt for fremsættelse af realiteterne, at lokale rådspørges og disse indgår i samarbejdet. Idet mange fiskearter - de udnyttede og fremtidigt udnytbare - bør indgå i under søgelserne, er det på sin plads at vide, om biologerne har ressourcer nok både mandskabsmæssigt og i finansieringsmæssigt henseende? Tidligere har fiskere allerede påpeget, at man i det udenskærs trawlfiskeri for at be skytte gydebestande bør undgå overfiskeri. I den forbindelse skal det nævnes, at det er på sin plads at etablere fredningsområ der i bestemte perioder lignende rejekas serne. Til fornuftig udnyttelse af ressourcerne ar bejder fiskerne på eget initiativ for at fast sætte fiskeriområder uden at vente på myndighederne. Som eksempel kan næv nes fastsættelse af krabbeog rejefiskeri områderne ved Sisimiut. Ved sådanne initiativer er KNAPK’s rolle vanskelig at komme uden om - det skal ikke være no gen hemmelighed, at der kan være interes sekonflikter mellem forskellige fiskeriinter essegrupper. Derfor skal det nævnes, at myndighedernes samarbejde med organi sationen også i sådanne tilfælde er nød vendig og på sin plads. for bevarelse af fiskeriområder og fiskeres sourcerne er det nødvendigt at begrænse fartøj ernes størrelse - ligesom man har arbejdet for at nedtrappe brugen af garn som redskab i så henseende. På den måde kan overfiskeri undgås. Fiskerne har allerede dårlige erfaringer i forhold til beskyttelse af miljøet. Som ek sempel kan nævnes ødelæggelsen af havbunden fra de store trawieres affald og “tab” af redskaber o.l. ved starten af trawifiskeriet og indtil for ikke længe siden. Ligeledes tab af fiskeredskaber, og hvor specielt garn er blevet en belastning for fiskeriet. fiskernes eget ansvarlighed og medskyldighed skal ikke benægtes. Derfor er man begyndt at være med til at rense havbunden. Vi er alle selvfølgelig ikke ufejlbarlige, men det vil være et godt skridt på vejen, hvis man i tide er parat - og på grund af disse forhold er der i dag lovgivet indenfor dette område. Men hvor bliver Landstingets 64 løfter til fiskerne og kommunerne om sam arbejde til rensning af fjorde og fiske pladser af. Ii ii L 65 Hvad er en levende ressource? Tidligere ville man kort og konkret svare: grøn landsk proviant. Da overgangen fra fangst til fiskeri skete i begyndelsen af 1900-tallet, blev det fiskbare hovedressourcen, men dermed skal det ikke siges, at betydningen af den grøn landske proviant blev mindre. Den grøn landske proviant er en del af vor kultur. Da fisk og skaldyr blev hovedressourcen, gjorde pengenes indflydelse sig i større grad gældende. Selvom pengenes betyd ning spiller en vigtig rolle i fangererhver vet, er det som om, at den grønlandske proviant ikke anses som en vigtig målestok i økonomien. Er det så vanskeligt at måle grønlandsk proviant i kroner og ører? Med hensyn til hvalfangsten er der i IWC en kategori, som vort land hører under, der kaldes de oprindelige folks eksistensfangst. Behovet er blevet fastsat til 670 tons hvalkød. Selvom KNAPK siden 1994 på grundlag af ændringer for behovet har ønsket at øge mængden, fastholder Hjem mestyret de 670 tons. Sidste år blev en lille øgn ing med nød og næppe opnået, og det må afidares, om Hjemmestyret har vilje til yderligere øgning, og om dette kan opnås. Det må vurderes, om man til stadighed skal stilles tilfreds med sådanne eksistens kvoter og om handel med andre lande, som har behov, ikke kan være kan realise res, selvom ressourcerne er vurderet til at være mange nok. Skal kategorien de op rindelige Folks Eksistensfangst eksistere til evighed? Hvad så, hvis vi engang ikke be tragtes som oprindelige folk længere? Det kan frygtes, at der i fremtiden også tilrettelægges eksistenskategorier for narog hvidhvaler, isbjørne, hvalros, laks og eventuelt andre arter. Hvilke følger vil det så få for samfundet og kulturen, skal tilret telæggelsen så betragtes som et museum som i yderste grad skal konservere? Mange love, bekendtgørelser og kommu nale vedtægter lægges til grund for udnyt telsen af de levende ressourcer i dag. Lo vene ændres og øges til stadighed. Feks. er loven om jagt blevet æn4ret fire gange i løbet af mindre end 20 år. Det kan ikke påstås, at ændringer og stramninger i lovene hele tiden munder ud i goder for brugerne. Disse regler, som ud formes af Landstinget, skal følges. Det er vanskeligt at følge med i de mange ændrin ger - måske skal man først have studeret, når man i fremtiden vil være en fangerl Nogle af de stramninger, som kan synes overflødige, er de efterhånden mange be kendtgørelser igennem tiden om rensdyrjagt. Internationale konventioner om hæ redygtigt brug, som er blevet undertegnet af mange lande, skal følges. Vort lands ly’ Fangstdyr som ressource og udviklingen På vegne af KNAPK Fanger og fisker Vilhelm Kristiansen r r & I 4 66 forskning og grundig forskning af de leven de ressourcer er tiltrængt - ligesom vore forfædre for at opretholde deres liv ud fra opbyggede erfaringer har lært fangstdyre nes vaner og dermed lokaliseringer af disse. For at forskere skal kunne lokal isere deres arbejde, er det tiltrængt, at brugernes tra ditionelle viden opbygget ud fra forfædrenes erfaringer benyttes - det er ildçe nok, at forskerne kun udfører deres arbejde med udgangspunkt i teoretiske grundsætninger. Brugeren opbygger sin viden ved at lokali sere dyrene samt ændringer i deres antal igennem tiden. Det er ikke således, at ud gangspunktet hele tiden er de samme loka liseringer og samme antal; forskerne må forstå variationerne i dyrenes adfærd. Der for må forskerne under uddannelsen be skæftiges med brugernes metoder, fangstdyrenes adfærd og ikke mindst ændringer ne i miljøet ud fra fangernes traditionelle viden. Men spørgsmålet bliver hvor og i hvor stor grad disse ting skal læres. Ved undersøgelse af dyrene er det til trængt, at disse undersøges grundigt, og man må passe på, at der ikke undlades for meget. Der er mange dyr, som bør under søges: lomvier, edderfugle, moskusokser, isbjørne, hvidog narhvaler, vågehvaler, finhvaler, rejer, krabber, torsk, havkatte - bare for at nævne nogle. Det må vides, hvilke biologer med hvilken uddannelse, og hvor mange vi har brug for, samt hvilke undersøgelser, der årligt skal stilles i første række. Ikke mindst har vi brug for at vide, hvor mange penge, der skal bruges for at udføre undersøgelserne, og hvem skal betale. Spørgsmålet bliver så, om vort land i disse sparetider har råd til udførelsen af disse tiltrængte grundige undersøgelser af dyrene og ikke mindst forholdene omkring deres miljø. Vi bliver hele tiden angrebet af radikale og mindre radikale dyrerettighedsgrupper. Disse har i de fleste tilfælde ingen anelser om de hårde vilkår, som vi er udsat for i vort land. Og mange af dem spørger må ske: Hvorfor kan de ikke bare købe dem (ressourcerne) i butikken. Vi er jo vidende om tankegangen i deres lande: alting kan købes for penge. Igennem de sidste år er vi fra dyrerettig hedsgrupper i Schweiz blevet angrebet for vor brug af hvidhavaler. I den sidste tid er ligeledes rovdrift af lomvier i Nordgrøn land blevet beskrevet i det danske ornito logiske tidsskrift. Vi må huske på, at dyrerettighedsgrupper og naturværnsgrupper i nogle lande har fået så stor indflydelse, at disse lande har måttet acceptere disse i deres politik, og er begyndt at arbejde ud fra disses synspunk ter. De førhen nævnet grupper samt visse lande baserer sig på viden og billeder, hvor vi får den mistanke: de må bestemt have spioner i vort land. Derfor er man som fanger meget påpasselig med, hvem man snakker med. Radikale dyrerettighedsgrupper har siden midten af 1970’erne bl.a. ved brug af løgn givet dårlige vilkår til fangerbefolkningen. Selvom deres dårlige indflydelse synes at være aftagende, må man regne med, at de hele tiden vil blande sig i vores forhold. Derfor må de folkevalgte, myndigheder og brugernes organisationer fælles udarbejde en strategi om oplysningsvirksomhed. Op lysningsvirksomheden må da føres i udlan det - ligesom man har gjort det med hen syn til sæler i midten af 1980’erne. 67 tilknytning til konventionerne kan synes at være på plads. Men det giver anledning til bekymring, at alt for stramme regler pålægges af biologer og embedsfolk. Ved turisternes brug af de levende ressour cer, må man så vidt undgå, at disse be handles srskilt eller bedre. Disse må have de samme eller strengere vilkår end de fastboende. Det skal her slås fast, at turi sterne ved brug af miljø og levende res sourcer, ildce må opføre sig forstyrrende overfor fastboende. [ •1& Bestandsdynamik, et eksempel på forskydninger i en bestands størrelse Biolog Carsten Hvingel, Pinngortkaleriffik 1. Hvad er bestandsdynamik En bestand er en samling af individer in den for samme art, der lever i et forholds vis afgrænset område og har nogenlunde ens vækst og dødelighed. Rejerne ved Vestgrønland bliver f.eks. betragtet som én bestand. Dynamik kan vel bedst oversættes som ændringer, der sker ved hjælp af en eller anden påvirkning. Her tænkes først og fremmest på ændringer i bestandens stør relse, formeringsevne, alderssammensæt ning m.v. som følge af økosystemændringer og/eller fiskerieller fangsttryk. Viden om bestandsdynamik, d.vs. viden om hvordan og hvorfor bestande ændrer størrelse og sammensætning, er hjørnestenen i den bio logiske rådgivning, Naturinstituttet giver til Landsstyret. Bestandsdynamik er en kompliceret sag, der er skrevet mange tykke bøger om. Det skyldes primært, at ændringer i en bestand er afhængige af den øjeblikkelige udform ning af hele det økosystem, den er en del af. D.v.s. at bestanden reagerer på alt der omgiver den, f.eks. fødeudbud, mængde af rovdyr, vejrforhold, fiskeri/fangst, forure ning o.s.v.. Skal man sige noget om en be stands udvikling, er man derfor også nødt til at vide noget om det biologiske og fysi ske miljø, den er en del af. Dette indlæg har ikke til hensigt at nå ud i alle hjørner af læren om populationsdyna mik. Jeg vil i stedet forsøge at fremstille nogle generelle principper om, hvordan en bestand udvikler sig, og hvordan den rea gerer på fangst. 2. Leverum/niche Som eksempel skal vi prøve at se lidt på den overordnede dynamik i en bestand af fabeldyr. Hvert af disse dyr er i stand til at få to unger om året. Så hvis vi sætter dyret i en verden med rigeligt føde og uden rov dyr, og lader den være selvbefrugtende, vil den formere sig til bestanden fylder det hele. Da det er lidt svært at forestille sig jorden befolket af kun én art, gør vi nu eksemplet mere realistisk ved at indskrænke dyrets leverum, således at de ikke kommer til at optage hele verden. Et leverum kan opfat tes som den niche, arten er i stand til at optage i det globale økosystem. En feje har f.eks. sit leverum afgrænset mod nord og syd af vandtemperaturen (0-8 °C), nedad af vanddybden (ca. 800 m) opad af vandoverfladen (lever ikke på land). Et andet dyr f.eks. giraffen har sit leverum et helt andet sted og således vil alle dyr have de res helt specielle leverum eller niche. Hvis man inkluderer flere arter i forbindel se med bestandsdynamik, bliver det hur tigt et meget kompliceret system, så vi går hurtigt tilbage til vores tænkte økosystem 68 0.5 Stram ningomhtar (Produktion) Stremningomler (Produktion) oI .A Herefter fortsætter bestanden med at sti ge, men forøgelsen går nu langsommere og Andre fangere hører om de gode fangstmu ligheder for fabeldyr, og pludselig er der 15 Stromningsmåicr (Produktion).. Tankmlicr (Bestondootorreise) Ii _______ Ir i Figur i 1 med kun én art med ét veldefineret leverum. Tiakmter (Beotandssterreie) Tank (Arten, ieverum) 0.5 ti fabeldyrets leverum kan opfattes som en lukket tank, hvori dyret frit kan udvikle sig (figur 1). Til denne “tank” kobler vi en I tankmåler, der måler hvor fuld tanken er - bestandsstørrelsen. Figur 3 langsommere (figur 3). Dette skyldes, at der nu er så mange dyr i tanken, at de begynder at konkurrere om føde og plads. Det betyder igen, at flere og flere dør tidli gere. Denne udvikling fortsætter ind til der dør lige så mange fabeldyr som der bliver født - tanken er fuld og strømningsmåleren står på nul. figur 3 viser forløbet af be standsstørrelsen og af bestandens produk tion. 3. Bestandens reaktion på fangst Så beslutter en fanger sig for at jage fabel dyr. Fangeren er i stand til at tage 1% af bestanden pr. år: Resultatet ses på figur 4. Bestanden falder lidt, men samtidig be gynder der igen at ske en produktion i bestanden. Begge størrelser stabiliserer sig og holder sig derefter konstante. Den pro duktion, der sker i bestanden, modsvarer den fangst, der tages af fangeren. Vi tilkobler yderligere en strømningsmåler, der måler den hastighed, hvormed bestan den stiger eller falder i tanken. Denne has tighed kan opfattes som bestandens pro duktion af nye individer. Dyret puttes ned i tanken og begynder at formere sig. Som man kan se af tankmåle ren, begynder bestanden at vokse. Hastig heden hvormed den vokser stiger ligeledes - indtil tanken er omkring halvfuld (figur 2). Tankm Jer (Be0000dsstarrelse) Tank (Artens leverum) En fanger tager 1% af bestanden t —.——.———.-—. . - 0.51 * Tankmier (Bcstandsstorrelse) Tank 0.5 (Arteno ieverum) tFigur 2 Stromningsmåier (Produktion) °1 :iJ? 0 Figur 4 0.5 0 69 15 fangere tager 15% af bestanden 30 fangere tager 30% af bestanden Tankm iler (Bcatendsst.rrehe) E1 Str.mningsmilcr (Produktion) T.nkmiler (Bcst.ndsoterrelsc) fangere som i alt fanger 15% af bestanden pr. år (figur 5). Billedet fra før gentager sig - der bliver færre dyr i bestanden, men produktionen stiger markant og når nu op på højeste niveau. Bestanden er lige nøjag tig i stand tïl at producere lige så mange fabeldyr som fangerne tager. 30 fangere kommer nu til og fjerner 30% af bestanden (figur 6). Denne gang fort sætter bestanden med at falde. Det skyl des, at der nu fanges flere fabeldyr end bestanden kan producere, og bestanden kollapser. 4. Udbyttekurve - en karakteristik af bestandens produktionspotentiale Lad os se nærmere på produktionen, siden den nu er så vigtig for, hvordan en levende ressource kan udnyttes. Hvis vi på samme figur viser produktionen i forhold til be standsstørrelsen, får vi en såkaldt udbyt tekurve (figur 7). 0 Figur 7 Denne kurve viser, hvor høj produktionen er i bestanden ved forskellige bestandsstør relser. Som man kan se, kan denne be stand maximalt nå op på 100.000 dyr, d.v.s. at bærekapaciteten eller “tanken” for at bruge analogien fra før, højst kan rum me 100.000 individer. Hvis man kender udseendet af denne kurve for en bestand man gerne vil høste fra, og ved hvor mange dyr bestanden består af, kan man gå ind på denne graf og aflæse produktionen. Hvis vi nu for sjov skyld siger, at dette er kurven for rensdyr, og at vi har fundet ud af, at der er 20.000 dyr i bestanden - ja så vil produktionen i dette tænkte univers være ca. 4.000 dyr om året. Hvis vi tager 4.000 dyr, altså hele produk tionen, vil bestanden hverken falde eller vokse. Hvis vi tager mindre end de 4.000, vil bestanden vokse. Hvis vi tager mere, vil den falde. Vi kan også se, at den maksima le bæredygtige udnyttelse i dette eksempel findes ved en bestandsstørrelse på Ca. 50.000 dyr. 0 figur 5 I Stramnlngamiler (Produktion) Figur6 )t\ Udbyttekurve Udbyttekurve 10000 8000 6000 ::: 20000 40000 60000 80000 100000 Bestand (antal dyr) figur 8 10000 40000 60000 80000 100000 Bestand (antal dyr) 70 5. Naturlig variation i udbyttekurvens udseende Udbyttekurven ser dog sjældent ud som i • figur 7. I den virkelige verden sker der hele tiden ændringer i økosystemet, som kan have indflydelse på bestandens produk tion og dermed udseendet af udbyttekur ven. De vigtigste forhold der bestemmer produktionen er: 1. Reproduktionsraten: antal levedygtige ‘t unger, hvor hurtigt de vokser op til P kønsmodning. 2. Bærekapasiten: Fødemængde, yngi e pladser og lignende. Alle disse forhold ændrer sig fra år til år. Derfor vil udbyttekurven det ene år ikke være helt den samme som det næste. Et eksempel på sådanne svingningers indfly delse på udbyttekurven er givet i figur 8. 6. Biologisk rådgivning Når vi nu i vores eksempel er kommet så tæt på det virkelige liv, så lad os så prøve at se, hvordan ovennævnte principper kan udnyttes i den biologiske rådgivning for denne bestand. Vi antager, at bestanden opfører sig som vist i figur 8. En opmåling af bestanden har vist, at der er 40.000 dyr +/-4000. De +/-4000 dyr angiver usikker heden på optællingen hvilket i praksis vil sige, at der med stor sandsynlighed er melm.v. lem 36.000 og 44.000 dyr. (Der vil altid være en usikkerhed på en bestandsopmå ung, når man ikke er i stand til at tælle alle individer i bestanden). Når vi på udbyttekurven skal aflæse den maksimale produk tion, skal vi således aflæse værdierne for en bestandsstørrelse på 3 6-44.000 (figur 9). Da der også er usikkerhed på udbyttekur vens udseende skal vi inden for de 3644.000 aflæse fra den mest pessimistiske til den mest optimistiske kurve. “Sandhe den” kommer således ikke til at ligge i et enkelt punkt (et enkelt tal), men indenfor et interval som angivet med firkanten på figur 9. Den biologiske vurdering er derfor, at den maksimale produktion sandsynligvis vil ligge på 5.500-7.500 dyr. Herefter er det op til politikerne at bestemme, hvad kvo ten skal være. 7. Konklusion 1. Det er bestandens produktion og ikke bestandens størrelse, der afgør, hvor meget der kan fanges. 2. Der findes en teoretisk maksimal pro duktion for en bestand af en given størrelse. 3. Naturlige svingninger i økosystemet giver en variation i størrelsen af den maksimale produktion. Udbyttekurve 8000 0 20000 40000 60000 80000 100000 fleitind (antal dyr) Figur 9 3. Prædation: Mængden af rovdyr. 4. fysiske forhold: Temperatur, nedbør 71 Ændringer i effektivitet, udnyttelse og afsætning de sidste 20 - 30 år Afdelingschef Peter Nielsen, Direktoratet for Miljø og Natur Jeg vil i mit indlæg prøve at give eksempler på, at vi i den grønlandske ressource for valtning ikke har taget højde for, at der er sket en meget høj grad af effektivisering, og at påvirkningen af de levende ressourcer dermed er steget. Både ved et ændret ud nyttelsesmønster, men også ved at afsæt ningen i mange tilfælde er forbedret. Man ge af disse ændringer er sket gradvist. Det gør, at man ikke lægger så meget mærke til dem. Men set over en længere tidsperiode, er de meget betydningsfulde. Mit udgangs punkt er mit kendskab til forvaltningen af fugle og pattedyr. Det er nemlig kun en begrænset mængde af ressourcespørgsmål, vi prøver at regule re. For eksempel regulerer vi ved jagttider, fredede områder, forbud mod ægsamling og i sidste ende med kvoter. Vi har derimod næsten ingen regulering af forstyrrelser forårsaget af fangst, fiskeri, sejlads og helikopterflyvning. Og vi har heller ikke prøvet at regulere an tallet af personer, der kan udnytte natu ren. Det vil sige, at vi har ikke indrettet vore reguleringer efter de gradvise ændringer, der sker i sammenhæng med et stigende befoikningstal, og de større og større mate rielle krav, som befolkningen ønsker op fyldt. Der er heller ikke reguleret for den Vi har heller ikke koncentreret nok indsats omkriflg beskyttelse i de tilfælde, hvor res sourcerne gradvist går tilbage over en år række. Når det værst tænkelige sker, nem lig at en ressource forsvinder, indstiller vi os alle på den nye situation. Når der ikke mere kan fanges tilstrækkeligt med spraglede sæler, importerer vi skinde ne fra Island. Når vi ikke mere kan samle terneæg, prøver vi at samle æg fra andre arter, og når der er jagtforbud mod rens dyrfangst, fanger vi ørreder i stedet for. Generelt set må det konstateres, at der i dag er langt færre levende ressourcer i Grønland end der har været tidligere, men for at gøre det mere klart vil jeg først dele ressourcerne op i tre forskellige grupper. Der er de ressourcer, som er lokale i Grøn land. Det er ørred, rype, spraglet sæl, rensdyr og moskusokser. Alle ved, hvor meget debat disse få arter kan medføre. Også selvom det ene og alene er Grønlands egne res sourcer, som ingen andre lande har del i. gradvise indførsel af større og større både, og hurtigere og hurtigere både, og det, det betyder for ressourceudnyttelsen. Vi har heller ikke taget den fulde konsekvens af, at vi i dag bruger langt mere effektive red skaber end blot for 20 - 30 år siden. 72 Der er de ressourcer, som gæster Grønland på deres årlige vandringer. Enten som sommergæster eller som vintergæster. Det er de store hvaler og træksælerne klap myds og grønlandssæl. Det er gæs, havter nen og det er atlanterhavsiaksen. Den sidste gruppe er de arter, som består af forskellige grupper, der opfører sig for skelligt. for eksempel kan en del af arten yngle i Grønland og trække væk om vinte ren, medens en anden del af arten lun gæster Grønland på deres vandringer. Det te gælder for den største gruppe af arter. For eksempel polarlomvie, ederfugl, konge ederfugi, ride, hvidhval, narhval, isbjørn og hvalros. Skal man vurdere situationen for disse arter, må man skelne mellem den del af arten, der befinder sig i Grønland det meste af året, og så den del af arten, der kommer forbi på vandringer. I denne gruppe er der meget kedelige eksempler på, at den grønlandske del af arten er meget mere påvirket, end den del af arten, der kun er her en kort tid. Meget slående ek sempler er polarlomvie og ederfugi. For valtningen af disse arter må nødvendigvis bygge på samarbejde med alle de lande, vi deler arterne med. Her kan jeg vise et eksempel med rider. Der spises mange rider i Grønland. Hoved parten af dem kommer fra kolonier, fordelt i hele Nordatlanten. Vi er afhængige af, at alle de andre lande har en stram ressour cepolitik, eller at de ikke udnytter de sam me arter som os. Set over lang tid og opgjort på denne må de kan man nævne følgende eksempler på ressourcer, som er gået tilbage af den ene eller anden grund: • Hvidhval fangedes indtil for 60 år siden i store mængder sydpå til Nuuk. I dag er fangsten meget lille syd for Diskobugten. • Hvalros havde tidligere landgangs pladser sydpå til Nuuk. Nu findes de kun nord for Qaanaaq. • Spraglet sæl fandtes tidligere med yng lepladser spredt langs Vestkysten. I dag er de sjældne, og vi må importere bukseskind fra Island. • Polarlomvien fandtes indtil for 30 år siden i 48 yngtekolonier i Grønland. I dag er der kun 23. Vinterjagten på polarlomvier kan kun finde sted i det nuværende omfang, fordi arten ikke udnyttes på Svalbard. • Ederfugi. I sidste århundrede kunne der samles dun fraop til 155.000 re der i Vestgrønland. I dag er der kendt under 10.000 reder. Vinterjagten fore går på Canadiske ynglefugle. • Havternen fandtes for eksempel tidli gere på Grønne Ejland i en bestand på 100.000 par. I dag er der under 10.000 par tilbage. • Atlanterhavsiaksen er gået tilbage. for få år siden var kvoten på 700 tons. I år er den på 20 tons. • Hellefisk kunne tidligere fiskes kom mercielt i flere fjorde i Sydog Vestgrønland. I dag sker det kun fra Disko bugten og nordpå. Bare på baggrund af disse eksempler må vi konstatere, at ressourcesituationen har ændret sig gennem årene. Arterne er ikke forsvundet, men de kan kun fanges i min dre og mindre mængder. Ressourcesituationen må beskrives som en stadig faldende kurve. Overfor dette kan vi sætte alle de kur ver, der stiger: • Befolkningen er fordoblet siden 1950. • Antallet af slædehunde er firedoblet siden 1940. • Antallet af både er steget enormt. feks. var der i 1939 kun 72 motor73 Jeg vil derimod forsøge t formülere nogle opfordringer på et mere overordnet plan til de mennesker, der bèskæftiger sig med de levende ressourcer. Vi er i Landstinget grundlæggende enige om, at landets levende ressourcer skal ud nyttes på en måde, så der sikres det størst mulige vedvarende udbytte. D.v.s. vi skal p én gang bevare vores levende ressour cer,’og vi skal kunne leve af dem. Det’er klart, at disse interesser en gang imellem er svære at få til at mødes, og det kan i hvert fald give anledning til stor sam fundsdebat. Det ser vi gang på gang. Som politikere og udvalgsmedlemmer får vi jævnligt forelagt forskellige synspunkter fra biologer og fra fiskere og fangere. Heri gennem bemærker vi, at de samme pro blemstilllnger ofte anskues med forskellige briller. Biologërne siger f.eks., at nu kan en given art ikke tåle yderligere udnyttelse, så fangsten eller fiskeriet af den bør stoppes eller nedsættes, mens fiskerne eller fanger ne siger, at det kan de ikke forstå, for de ved, at der er masser af fangstdyr af den givne art. Jeg kan huske en situation i begyndelsen af 1990’erne, hvor biologerne på færøerne anbefalede at stoppe det færøske torskefi skeri på baggrund af nogle år med vigende fangst. Politisk besluttede man imidlertid at fortsætte fiskeriet de følgende år, og på trods af de biologiske anbefalinger, lå fær øernes fangst af torsk sidste år så igen på et højt niveau. - Det har ikke været muligt at finde en for klaring herpå, og jeg skal heller ikke forsøge på det, men det illustrerer, at naturen en gang imellem ikke opfører sig helt som vi denskaben forudser, at den vil gøre. Et lidt andet forhold er de totalfredede hvaler. Bestanden af disse er efterhånden så stor, at man kan få det indtryk, at dy rene nærmest er til fare for sejladsen! Så spørgsmålet om tilladelse til fangst af disse hvaler synes at presse sig på igen. Det er et emne, som vi konstant bør være opmærk som på nationalt såvel som i det interna tionale samarbejde. Disse eksempler siger os som politikere, at det er utrolig vigtigt, at videnskaben - bio logerne - og “brugerne” af naturen - fisker ne og fangerne - lytter til hinanden. Vi er alle afhængige af udnyttelsen af de levende ressourcer, så vi kan kun opfordre til, at dialogen er konstruktiv, og at der kan samarbejdes mellem de, der rådgiver politiker ne og administrationen og de, der i det daglige lever af fangst og fiskeri. Med disse korte bemærkninger takker jeg endnu engang på fiskeri-, fangstog Landbrugsudvalgets vegne for invitationen til dette seminar. i: : / I k1 J1 80 Bæredygtighed i forhold til udnyttelseshensyn Landstingsmedlem Karl Lyberth, Formand for Landstingets Fredningsog Miljøudvalg På vegne af Landstingets fredningsog Mii jøudvaig takker jeg mange gange for invitationen til dette seminar. Det er altid glædeligt at få lejlighed til at komme med Fredningsog Miijøudvalgets holdninger til den igangværende debat om de levende ressourcer. Overskriften for mit indlæg er “bæredyg tighed i forhold til udnyttelseshensyn”. Når vi taler om en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer skal vi, om vi er fiskere, fangere eller arbejdere, først og fremmest acceptere: At vi er nødt til fuldt at acceptere en kvoteordning vedrørende, så at sige alle arter af levende ressourcer, når artens beskaffenhed tilsiger dette. Vi må derfor alle sammen acceptere, at vi kan komme til en kvotering af de levende ressourcer, om der er tale om rejer, helle fisk, laks, rensdyr, moskusokser eller andre arter, og at vi skal overholde den givne lovgivning herom. I vores arbejde i fredningsog Mii jøudval get har vi ikke kunne undgå at konstatere - især når talen falder på fangstdyr - at der ofte kan være stor forskel på, hvad fangere mener om mængden af de levende ressour cer, og hvad biologer mener. I vore bestræbelser på at beskytte de le vende ressourcer er det overordentligt vigtigt at ty til biologernes vurderinger i spørgsmål om indførelse af kvoteordninger. I næsten alle tilfælde er det svært at kom me uden om biologernes vurdering, og anfægte dette. Imidlertid er udvalget på den anden side overbevist om vigtigheden af at lytte til fiskere og fangeres mening, erfaring og ob servationer, og at vi bør høre disse grupper i højere grad end hidtil. Sagt på en anden måde: Det er udvalgets ønske, at det er vigtigt, at biologer og erhvervsudøvere etablerer et tættere samarbejde i den ret ning. Når talen falder på en kvoteordning på en given art, er det næste spørgsmål, der fremdrages; jamen, hvem er det, der må fiske eller fange? Skal udlændinge være med i fiskeriet - i fangsten? Er det kun erhvervsfiskere, der må indhandle, eller skal også arbejdere have mulighed hertil? Skal en kommunes egne borgere have mulighed til at indhandle, og ingen ude fra? Når der er tale om, at der er et begrænset antal fangstdyr, er det så kun fangere der må drive jagt, eller skal vi også lade landarbejdere have samme ret? Hvilken nedre aldersgrænse skal gælde for ansøgning om et jagtbevis? Hvad er definitionen på en fritidsjæger? - Er de kun ikke-fangere med egen båd/jolle, eller er det alle øvrige borgere i dette land, 4 t 81 der ikke er i besiddelse af et erhvervsjagt bevis, og som er fyldt 12 år og opefter? Skal tilkaldt arbejdskraft, umïddelbart efter flytning til Grønland, have de samme rettigheder som landets øvrige borgere til jagt? Alle disse spørgsmål, som kan være svære at give et éngyldigt svar på, som vi støder på i vores arbejde som folkevalgte, og som er svære at få til at gælde, så alle er tilfred se, håber jeg, vil blive debatteret vågent under dette seminar, således at vi i vores videre arbejde kan skele til resultaterne af dette seminar. Det primære formål med en kvotering er at sikre en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer, således at vore efter kommere ligesom os kan drage nytte af disse! Vi må endvidere alle sammen forstå vigtig heden af at udnytte vore levende ressour cer på en bæredygtig kvotering. I vores eksport med alle ressourcer, også ikke-levende ressourcer, er det overordent ligt vigtigt - og bliver stadig mere vigtigt - at vort land fortsat har et godt ry som et land, der værner om, og beskytter sine ressourcer. En glædelig konsekvens af vore bestræbel ser på en bæredygtig udnyttelse af vore levende ressourcer er en mere fornuftig udnyttelse af disse ressourcer samt en bedre udnyttelse af andre-arter, der hidtil ikke er blevet udnyttet, måske fordi ud nyttelsen af disse ikke har været interes sant. Her kan som eksempel nævnes kammuslinger, krabber samt - sælkød. Medens vi taler om en bæredygtig udnyt telse af de levende ressourcer, især med hensyn til fangstdyr, er det yderst vigtigt at få andre verdensborgere til at forstå klart, at vort land har en speciel placering. Vi grønlændere har fra gammel tid levet af sælfangst. Uanset at vi i dag har andre muligheder, er fangsten en uforanderlig del af vort liv. Der lever stadig således menne sker blandt os, der udelukkende lever af fangst, og derfor er det, som jeg sagde tidli gere, yderst vigtigt at få andre verdensbor gere til at forstå, at vort land er afhængig af en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer. Derfor anser vi i Fredningsog Miljøudval get ideen med afholdelse af dette seminar som værende nødvendig og god, og det er vort håb, at deltagerne på seminaret får en livlig og givtig debat, således at vi alle sammen får et godt resultat at arbejde videre med, til gavn for os alle i fremtiden. Med disse ord takker jeg endnu engang for invitationen af fredningsog Mii jøudval get til dette seminar. Jeg vil derfor ikke undlade at sige, at der med henblik på at udnytte vore levende ressourcer på et bæredygtigt grundlag, vil Arktisk Råd igangsætte initiativer, der gerne skulle resultere i, at stormagter, f.eks. USA, får større forståelse for, at vort land har en helt speciel placering. Men inden da er det strengt påkrævet, at vi alle sammen, med samme holdning, og i større samarbejde med hinanden, tegner vort land udadtil på en smuk måde med hensyn til en bæredygtig udnyttelse af vore levende ressourcer. 82 Fremtidig forvakningsform af levende ressourcer På vegne af KANUKOKA, Niels Holm Jeg vil også takke for den mulighed, der er givet mig på vegne af KANUKOKA i at deltage i seminaret om levende ressourcer. Det vil til hver en tid have betydning for Grønland, at vore forfædres Iivsgrundlag i den barske natur, nemlig at vore levende ressourcer, ikke bliver udryddet, og at de fortsat yngler til fortsat eksistensgrundlag for os og forbliver udnyttet fornuftigt. Levende ressourcer, som eksistensgrund lag, bør være et kendetegn for os, som jo er kendetegn for vor kultur, og jeg er overbe vist om, at dette vil være i mange år. Grøn lands ikke-levende ressourcer, som kun i korte perioder bliver udnyttet, har vi haft økonomisk udbytte af. Men skal en udvin ding i større grad fortsætte, bør den ske uden at skade de levende ressourcer. De fangstredskaber, vi i dag benytter, er meget mere effektive end i gamle dage, og i takt med befolkningsudviklingen er vores udnyttelse af levende ressourcer blevet større. Hvis vi ikke skal true eller måske ikke skal udrydde nogle af de levende res sourcer, må vi tænke på at øge restriktio nerne. Enhver ved, at en fanger eller en fisker ikke kan leve af fangst eller fiskeri, når der ikke er nok at tage af. Det har vi set i for bindelse med torskens forsvinden. Og i dag har vi kunnet konstatere, at nogle af fi skerne er gået ned på det. Det har været konstateret i flere kommuner, især jollefi skernes udøvelse af dette erhverv må be tegnes som begrænset. fangstdyr, som er et supplement i fiskeriet, f.eks. begræns ning af fangst på rensdyr, er med til jollefiskernes indtjeningsproblemer. Antallet af rensdyr giver fortsat uenighed mellem jægerne og biologerne. Men det er vigtig i vurderingerne at huske på, at man ikke skal udrydde fangstdyrene. Måske skal vi også vurdere, hvorvidt rensdyrjag ten skal være åben for alle, eller om den kun skal udøves af få erhvervsfangere. På den anden side kan man spørge, om ikke det er fritidsjægerne, der skal tilgodeses og først når antallet af dyr når op på en pas sende mængde, at åbne op for erhvervs fangerne. Vi kan sikkert være enige om, at kvotetildelingen i dag ilde synes at være retfærdig, idet nogle familier får tildelt flere dyr og andre familier ingen. En af mulighederne er, at fritidsjægerne med bevis betaler større beløb og endvidere mener jeg, at man bør overveje, at fritids jægerne skal have undervisning, og at de først ved anskaffelse af et fangstbevis fr mulighed for udøvelse af jagt. Når talen falder på udnyttelse af levende ressourcer, kan jeg ikke undlade at nævne, at man skal holde naturen ren og ikke for urene den. Netop i disse år har renholdelse af miljøet verdens bevågenhed. Man er 83 blevet klar over, at miljøet er påvirket af en kraftig fbrurening af havene og luften. Vi grønlændere har også en forpligtelse til at medvirke til bekæmpelse af forurenin gen om det så er i de små. Jeg kan kun nævne sommer-opholdspladser og lejrplad ser som forlades àf brugerne i forurenet stand. Affald og andet, som ikke forgår af sig selv forlades, som ellers udmærket kan destrueres ved at tage dem med hjem til byen. Selvfølgelig er ikke alle brugere, der er sådan, men lad os alle overfor hinanden henstille for at få tingene rettet op. Jeg er klar over, at kommunerne gør en løbende indsats for at forebygge forure ning, og det er kun naturligt. Jeg er af den opfattelse, at vi kan bruge mïljøvogterne til at løse problemet, men det er også vig tigt, at man skærper henvendelser til al mindelige mennesker, brugere, om at med virke til at løse forureningsproblematik ken. Jeg ved, at Direktoratet for Fangst, Fiskeri, Erhverv og Landbrug og Naturinstituttet gør et stor indsats for det ovenfor omtalte. Hvis indsatsen skal have et heldigt udfald, må man have samarbejde med brugerne, og det være sig erhvervsfangerne og fisker ne og alle som driver fangst og fiskeri i friti den og i samarbejde med kommunerne, som har nært kendskab til områderne. Hvis man ikke gør disse ting, kan vi fore stille os, at tingene køres skævt. Jeg håber, at min opfordring til større samarbejde vil blive modtaget positivt - jeg ønsker alle en god arbejdslyst. r 1! Tak. 84 Grønlands Hjemmestyre har som bekendt kompetencen til at fastsætte regler om fiskeri og fangst på vores fiskeriterritorium. Dette lyder som om vi kan bestemme selv - 100 procent. Det kan vi også, når det drejer sig om be stande, der 100 procent er vore egne - altså bestande, der ikke kommer udenfor vores eget fiskeriterrftorium. Imidlertid gælder det for mange bestande, at de kun delvis er vore egne. En større eller mindre del af disse bestande strækker sig ind på vore nabolandes fiskeriterritori er, eller ud på det åbne hav udenfor græn sen for vores 200 sømiles fiskeriterrito rium. Sådanne bestande vil jeg her kalde “fællesbestande”. At Grønland fastsætter regler for en fællesbestand har kun begrænset nytte, hvis der ikke fastsættes tilsvarende regler i de øv rige områder, hvor fællesbestanden ophol der sig. Det samme gælder selvfølgelig, hvis andre lande er alene om at fastsætte regler for deres andel af en fællesbestand. Grønlands HJ emmestyre samarbej der der for med nabolandene og i international organisationer om regulering af fællesbe stande. Der er dog ikke lavet fælles regule ringer for alle fællesbestande. Årsagen er tit, at der ikke er enighed om, hvor stor en kvote hvert land skal have. Skema i viser de bestande, vi regulerer med kvoter. Desuden vises, hvilke bestan de der er fællesbestande, og i hvor mange tilfælde der er tale om fælles reguleringer, d.v.s. kvoter fastsat efter international aftale. - fugle er ikke medtaget i skemaet, selvom der også er adskillige fællesbestan de af fugle, f.eks. nogle af polarlomvierne. Skema i viser, at mere end 20 fællesbe stande opholder sig på vores fiskeriterrito rium, men at vi kun for 4 fællesbestande har fastsat kvoter efter international afta le. - Dog er der forhandlinger i gang om fælles regulering af en hel del fællesbestan de. for nogle få af fællesbestandene gælder det, at fangsten - selvom den er ukvoteret - har en størrelse der ikke truer bæredyg tigheden. Men i langt de fleste tilfælde er bæredygtig udnyttelse af fællesbestande kun mulig, hvis fangsten foregår under en fælles regulering. Det er først og fremmest derfor, det inter nationale samarbejde er vigtigt, og det er vigtigt, at vi deltager aktivt i det. Skema 2 viser de lande og internationale organisationer, som vi samarbejder med om regulering af fiskeri og fangst. - Skema et viser, hvorvidt samarbejdet drejer sig Internationalt samarbejde om fiskeri og fangst DirektØr Einar Lemche, Grønlands Hjemmestyres Danmarkskontor 85 om fællesbestande eller bestande der ikke er fælles, Sidstnævnte kan enten være vore egne bestande, andre landes bestande eller bestande, som optræder udenfor fiskeriterritorierne på 200 sømïl. Skema i Bestande Kvoter fastsat af Fællesbestande Hjemmestyrets kvoter Grønlands fastsat efter Hjemmestyre international aftale Rejer (vest) xx Rejer (øst) xx Hellefisk (vest) xx Hellefisk (øst) x x Skolæst (vest) x x Skolæst (øst) x Rdfisk, bund (vest) x Rdfisk, bund (øst) x x Rødfisk, pelagisk (øst) xx Helleflynder (vest) xx Helleflynder (øst) x x Havkat (vest) x Havkat (øst) x Lodde (vest) x Lodde (øst) x Torsk x Polartorsk x Bl åhvilling (øst) x Krabber (vest) x Kammuslinger (vest) x Laks (vest) xx Ringsæl x Grønlandssæl x Klapmyds x Hvalros x Hvidhval x Narhval x Andre små hvaler x Store hvaler - x Isbjørn x Rensdyr x Moskusokser x x (x) x x x x x 86 Skema 2 forhandlinger/aftaler forhandlinger/aftaler om fællesbestande om bestande, der ikke er fælles Canada x EU x færøerne x x Island x Norge xx Rusland x NAFO (Den nordvestatlan üske fiskeriorganiSation) x NEAFC (Den nordøstatlafl Uske fiskeriorgafliSation) x x NASCO (Den nordatlan Uske lakseorganiSatiofl) x x NAMMCO (Den nordatlan tiske havpattedyrOrgani5ati0) x x IWC (Den internationale hvalfangstkOmmission) x x ilt 87 Referat fra gruppemes diskussioner lørdag Gruppe i Hvordan skal ressourcerne fordeles mellem de forskellige interesser? a. erhverv (fiskeri, fangst, turisme) b. subsistensfangst c. rekreation/fritid (fritidsjagt, sports fiskeri, skisport, snescooterkØrsel, lejrskoler m.m.) fordele og ulemper ved de nuværende former for regulering af primært fiskeri og fangst Forslag til andre reguleringsformer finhval Sildepisker Pukkelhval Marsvin Hvidhval Narhval Grindehval Klapmyds Grønlandssæl fjordsæl Moskusokse Rensdyr fugle Isbjørn FriUdsjægere Man fandt Einar Lemches gruppering af de forskellige fangstdyr som brugbar for en klassificering - dog iniduderes fugle og is bjørn i skemaet (se nederst) Ved hjælp af dette skema kan det anskue liggøres, hvilke dyr der kunne fanges af fri tidsjægere samt af erhvervsfangere. Problemer med relation til rensdyrfangst blev taget op. Man kom ligeledes ind på vore ressourcer såsom hvidhvaler og narhvaler samt laks, og de reguleringer der dertil hører. Erhvewsfangere x x x x x 75% x (inkluderet) x (inkluderet) x x x x x x (x) fx) fx) (x) (x) (begrænset antal) 25% x 88 i Indenskærsog udenskærsfiskeri. Man anså, der var problemer at støde på m.h.t. følgende dyr: Mindre narhvaler og hvidhvaler. Rensdyr. fugle. Landbaserede pattedyr. Hvilke rettigheder har erhvervsfangerne og -fiskerne? Bekendtgørelsen fra 1997 blev kritiseret. Man må fra højere plan sammen med reje fiskerne diskutere, hvorvidt loven er hen sigtsmæssig. De fleste er heller ikke be kendt med, hvordan kvotefordelingen foregår. Fartøjerne, der anvendes ved indenskærs fiskeri, blev også anset for at være for gam le. Ifølge den nye lov er man berettiget til økonomisk støtte - dette har resulteret i at den tildelte kvote hurtigt fiskes op. Rejefiskerne, der ernærer sig som fritidsfis kere ved siden af, blev udsat for kritik. Bi fangst af for store hellefisk fra trawlerne blev også kritiseret, da man anså denne bifangst for for stor. Desuden kritiserede man rejefiskere, der har fået tilladelse til at fiske med lygterne slukkede inde i fjordene. Antallet af fartøjer, der fisker efter rejer, er for mange, og disses antal må reduceres. Desuden skulle det være op til kommuner ne hvor og hvornår der må fiskes. Kommu nerne burde også implementeres ved kvo tefordelingerne. Det blev foreslået, at reje. fiskeriet først burde starte i april måned. Man kender i dag ikke til hellefiskens van dringsruter, man har endvidere ikke fore taget undersøgelser ud fra den fangst der p.t. foregår. Hellefisken kan fanges selv dybt inde i fjordene - små hellefisk er end videre observeret ved vandkanten, og man konkluderede, at der ikke burde gøres et for stort indhug i populationen. folk, der har arbejde et halvt år af gangen i Ilulissat og fisker hellefisk i den anden halvdel af året, fandt man også kritisable, da det ansås at der finder for stor fangst af hellefisk sted, selvom det ikke kan anses som overfiskeri, fanger man for mange små hellefisk, d.v.s. der er for stort spild. så danne fiskere burde begrænses i antal. Garnfiskeri der tager hensyn til naturen burde tages op til vurdering politisk; at lovgive på en sådan måde, at man på et bestemt ti4spunkt af året kunne fiske med garn - og samtidigt bestemme et bestemt tidspunkt af året hvor der kun må fiskes med langline. Ved garnfangst opfiskes kva litetsfisk. Man har i Uummannaq-distrik tet foretaget prøver med langlinefiskeri, med følgende resultater; • Ved brug af småfisk som madding fan ges 18-20 %. • Med blæksprutter som madding op nås 30 %. • Med små ørreder som madding fanges der op til 70-80 %. for at kunne danne sig et skøn over, hvor stort mængden af hellefisk er i Uumman naq distiriktet, er man p. t. holdt inde med fiskeriet. Man er af den opfattelse, at biologernes undersøgelser stadig er for 89 Man efterlyste fra enkelte kommuners side en høring før reguleringer bliver implemen teret - man følte at der var for megen cen tralstyring. Med hensyn til fiskeri, blev der efterlyst informationer omkring hvilke arter der var forbundet med problemer m.h.t. forvalt ning, følgende arter blev nævnt: • Rejer. • Hellefisk. • Rødfisk. I 2. Fordele og ulemper ved de nuværende former for regulering af primært fiskeri og fangst. 3. Forslag til andre reguleringsformer. Gruppens besvarelser som præsenteret i plenum: Spørgsmål i — anses som værende besvaret under gårs dagens drøftelser og fremlæggelse. Spørgsmål 2 a. Regulering Man er principielt ikke uenig i, at der skal foretages regulering. Regulering skal imple menteres ved de områder, hvor der er be hov for det. Men såfremt der finder regu lering sted, bør man bemærke; • Hvilke dyrearter der er tale om. Regu lering kan finde sted på variabel måde alt efter art. • Sted. Regionale forskelle kan fordre forskellige regler. b. Såfremt der skal reguleres; skal man først regulere, efter at have ind samlet viden fra forskellige instanser. Disse informationer skal tilvejebringes så vidt muligt fra alle sider, i.e. fra følgende grup per: • fangere og fiskere • Biologerne; • Jagtbetjentene; Følgende tilføjes det ovenstående; Der er behov for en central videns bank. Ovenstående grupper skulle være ligevær dige samarbejdspartnere og fungere som rådgivende organ sammen. Der er flere områder, hvor biologer og fangere udmær ket kan opretholde et samarbejde, f.eks. ved tællinger osv. Dette centrale sted; • Ska] kunne fungere som rådgiver over for styret generelt; • Skal oplyse om hvilke resultater man er nået til; • Skal kunne deltage i flere fora med repræsentanter fra hver gruppe. c. fordelene ved reguleringer Reguleringer ved hellefisk og rejer anses for at have opnået positive resultater. Ulemperne ved reguleringer • Modsatrettet effekt. Der er et stigende brud på fastsatte regler (specielt un der reguleringerne ved rensdyrjagten). • Bestemmelser der er foretaget hen over hovedet på befolkningen har en tendens til at få en modsatrettet virk ning. • Regulering, specielt omkring tildeling af rensdyr, er skævt og burde rettes op. Der ønskes en husstandstildeling i stedet for den nuværende ordning. De tilkaldte - den ikke fastboende seg ment af befolkningen burde også be handles separat. • Krav der fremkommer fra andre lande om regulering der ild.e har hold i den virkelige verden, skal der også skrides ind over for. Her tænkes specielt på sælfangsten, men andre dyrearter bur de også nævnes. Gruppe 5 var af den opfattelse, at de spørgsmål der var blevet stillet som oplæg til diskussionerne, til tider overlapper hin anden, hvilket har medført nogen tøven fra flere sider. .—i 96 CD -.4 96 Søndag den 11. oktober 1998 Dagens tema: Hvordan sikrer man et optimalt samarbejde om rådgivning, forvaltning og udnyttelse af de levende ressourcer? Hvordan kan vi sikre samarbejde og udveksling af viden om de levende ressourcer Spørgsmål til grupperne • Hvordan forbedres grundlaget for forvaltningen af ressourcerne? a. Biologiske undersøgelser; b. Oplysninger fra fangst og fiskeri; • Forslag til, hvordan vi får forbedret samarbejdet og udvekslingen af viden. • Er der sammenhæng mellem rådgivning, regelfastsættelse og overholdelse af disse? Hvordan kan denne sammenhæng sikres — gennem kontrol, selvjustits, information? 99 Optakt til den tredie dag Landsstyremedlem Marianne Jensen Godmorgen allesammen! I dag er det seminarets tredie og sidste dag, hvor vi skal prøve at se fremad. Te maerne for debatten i dag er: Hvordan sikrer man et optimalt sam arbejde om rådgivning, forvaltning og udnyttelse af de levende ressourcer? Hvordan kan vi sikre samarbejde og udveksle viden om de levende ressour cer? Jeg vil indlede med at understrege, at den første betingelse for et godt samarbejde er, at man diskuterer åbent og ærligt, og med respekt for andre mennesker. Også selv om de har andre interesser og en anden viden at bygge på, end ens egen. Det er for mig at se noget, vi allerede kan slå fast efter seminarets første to dage. Jeg ser ikke nogen tvivl blandt seminarets deltagere om, at vores udnyttelse af de levende ressourcer skal bygge på viden. Og hvordan skaffer vï os den bedst mulige viden? I hundreder, ja tusinder af år, har den traditionelle viden med hensyn til udnyt telse af naturen været tilstrækkelig. fan gerne har forsørget familien på bedst mulig måde ud fra den viden, de har fået overleveret gennem generationer sammen holdt med den viden, de selv har erhver vet sig. Deres udøvelse var i højeste grad baseret på respekt for naturens, dens lu ner og for fangstdyrene. Seminardeltagerne udtrykker helt korrekt, at det er vigtigt-at udvise respekt og ud nytte den viden, som fangerne har indhøs tet gennem generationer. I den sammenhæng er det dog også vigtigt at huske på, at vilkårene har ændret sig radikalt igennem bare i eller 2 generati o ner, også for fangererhvervet og den måde, vi i det hele taget bruger naturen. Vore forfædres viden var baseret på fangst gennem brug af kajak og udøvet i nære omgivelser. Viden baseret på denne fangstmåde er ikke mere tilstrækkelig. Det fak tum, at udnyttelsen af vores natur og de levende ressourcer er blevet meget mere omfattende gør, at vi også har brug for den viden fra andre dele af verden, hvor udvik lingen er foregået igennem en meget læn gere periode end her, ikke mindst efter at fiskerierhvervet også her i landet i stigende grad er blevet udviklet. Det har været et meget stort og vigtigt indsatsområde for Landsstyret, at bygge forskning og viden om vores natur og vores ressourcer op her i landet. Det er mindre end 10 år siden, vi hjemtog Grønlands 100 Vi er på nogle områder helt afhængige af forskningen og rådgivningen, f.eks. inden for fiskeriet. Erhvervets og samfundets overlevelse på sigt er afhængig af, at vi ikke overudnytter ressourcerne, ud fra kortsig tede økonomiske hensyn. APK’s formand Søren Brandt fremhævede dette bedre, end jeg kan. Han fremhævede også den fælles forståelse og gensidige afhængighed, der i dag er mellem fiskerierhvervet og Pinngortitaleriffik, om en bæredygtig ud nyttelse af de samfundsøkonomisk vigtig ste ressourcer. De samme toner hørte jeg fra repræsentanterne for fåreaviserhver Med dannelsen af Pinngortitaleriffik hjemtog vi ilde blot fiskeriundersøgelserne. Vi lagde samtidig forskning og rådgivning om fugle, pattedyr og vegetation ind som en del af instituttets arbejdsområde. Målet er, at vi også hér kan opbygge viden, forsk ning og rådgivning til det bedst mulige niveau. Instituttet er, særligt på dette om råde, stadig under opbygning og udvikling. Som for alle andre, gælder det for Pinngor titaleriffik, at midlerne er begrænsede og det er nødvendigt at prioritere. Landstin get og Landsstyret har vedtaget, at priori teringen af Pinngortitaleriffik’s ressourcer og indsats skal ligge i hænderne på insti tuttet selv og dets bestyrelse. Bestyrelsen er i dag sammensat sådan, at foruden for manden, som er Kaj Egede, er 3 medlem mer valgt af Landsstyret, 2 medlemmer af interesseorganisationerne og 2 medlemmer fra medarbejderne. fra interessorganisa tionerne deltager SPS og KNAPI( og vi ar bejder på, at også APIt kan få en fast plads i bestyrelsen fremover. Vi lægger fra Landsstyrets side stor vægt på, at erhver venes organisationer er med direkte, i prio riteringen af instituttets arbejde. lig vægt på den forskning, der er rettet mod anvendelse. Samfundet skal have mest mulig nytte af de midler, vi har råd til at investere i forskningen. Naturforskningen har en meget fremtrædende plads i vores prioriteringer, både i den forskning, der udspringer fra vorteget land, men også fra andre lande. Det er vigtigt for os at deltage i dette sam arbejde, ikke blot for at få gavn af den vi den og den financiering til forskning, disse lande kan bidrage med, men også fordi vi på den måde kan arbejde for at fremme den internationale forståelse for vores ret til at høste af naturens levende ressourcer. Hvis der skal sikres et optimalt samarbej de mellem de personer der rådgiver, forval ter og udnytter de levende ressourcer, må vi have rettet en række af de misforståel ser, der normalt ødelægger debatten. Heri blandt at vi, nogle gange nærmest som et refleks, er mistroiske over for hinandens arbejde og viden og lukker ørerne for det, vi ilde ønsker at høre. Biologerne, som de, der arbejder i Pinngor titaleriffik, er ansat af Grønlands Hjemme styre til at lave et stykke nødvendigt arbej de. Dette arbejde er de uddannet til, og den vare de skal levere, er den videnskabe lige rådgivning angående Grønlands leven de ressourcer. Der er nedsat en bestyrelse for instituttet, som skal sikre, at dette bli ver gjort så godt som muligt, som jeg nævnte før. Der er derfor gjort meget for at sikre, at Pinngortitaleriffik arbejder med og til gavn for det grønlandske samfund. Det er forkert at bebrejde biologerne, at de modarbej der samfundet. Det er også forkert at kræve, at biologerne kun må ar bejde, hvis de har fangere og fiskere med i planlægningen og i udførelsen af undersø gelserne. Jeg vil gerne understrege, at det er ikke biologerne, der bestemmer hvordan og hvor meget vi udnytter vores levende res sourcer. De er ansat til at lave et stykke arbejde, og hvis dette skal være godt, må Fiskeriundersøgelser fra Danmark. Det er mindre end 5 år siden, vi dannede Pin ngortitaleriffik. vet. I Jeg kan også sige, at vi i Landsstyrets forskningspolitiske prioritering lægger særI 01 de have så mange oplysninger som muligt. Også oplysninger fra fiskere og fangere. Lad mig derefter gå over til til fiskernes og fangernes rolle. Fiskerne og fangerne ud nytter naturen, men der er også mange an dre, der udnytter den. Vi gør det mere el ler mindre allesammen. De fleste af os gør det i vores fritid, når vi ikke er på arbejde. Turismeerhvervet er afhængig af naturen og råstofefterforskerne håber at komme til at udnytte den. Vi har altså en lang række interesser i naturen, som vi skal prøve at få til at passe sammen. for mig at se, som en af de overordnede beslutningstagere, er hverken skrivebords teorier eller enkeltpersoners erfaringer nok, hvis man vil bygge sine beslutninger på vi den og rådgivning. Dét ville svare til, at man flytter ind i et hus, enten uden tag eller uden vægge. Det du’r ikke i længden. Det er ikke godt nok. Vi skal bruge et helt hus. Der ligger derfor en kæmpe opgave for bå de Pinngortitaleriffik og ikke mindst for fiskernes og fangernes organisationer. De skal sørge for, at samle og bruge fiskernes og fangernes viden, så den kan inddrages i forskning og rådgivning for beslutningsta gerne. Den tredie gruppe af personer er forvalter ne, eller rettere politikerne og vores em bedsmænd. Som politikere er vi valgt til vores arbejde. Vi er valgt til at træffe be slutninger. Vi skal med hjælp fra vores em bedsmænd prøve at tilgodese så mange af samfundets interesser som muligt. Når dis kussionerne er færdige, skal der træffes en beslutning. Beslutningen er afhængig af, hvilken politisk kurs vi vil følge. Så det er klart, at beslutningerne sjældent kan gøre alle tilfredse. Det er demokratiets spillereg ler. For at øge kvaliteten i vores beslutnings grundlag og for at indhente meget af det efterslæb, vi har i naturforvaltningen, har Landsstyret for snart 2 år siden oprettet et selvstændigt direktorat for Miljø og Natur. Direktoratet er i år kommet op på fuld bemanding, og vi tager fat fra en ende af, med at føre vores naturforvaltning op til et tidssvarende niveau. Det gælder f.eks. hvordan vi håndterer fredede områ der, hvor Landsstyret netop har afgivet den første statusrapport til Landstingets Fredningsog Miljøudvalg. Vi har også afleveret en rapport om lomvier, og der er påbegyndt udarvejdelse af fremadrettede forvaitningspianer for rensdyr og moskus okser, sammen med interesseorganisatio nerne, Direktoratet for Fangst m.v. og Pinngortitaleriffik. Men som politikere kan vi gøre mere for at gøre brug af de forskellige samfundsin teresser, før vi træffer beslutninger. Det er mit indtryk, at Fiskerirådet er et godt fo rum for fiskernes interesser. Når Fangstrå det kommer igang, kan det også være et godt forum for fremlæggelse af fangernes interesser. Diskussionerne i dag kan forhåbentlig komme med flere konstruktive forslag. Til det andet af dagens temaer har jeg føl gende kommentarer, som forhåbentlig kan øge samarbejde og udveksling af viden om de levende ressourcer. For det første mener jeg, at vi skal have undersøgt, om vores uddannelsessystem i tilstrækkelig grad formidler viden om vores levende ressourcer. Vi må sikre, at vores afhængighed af de levende ressourcer også afspejles i en relevant undervisning om de levende ressourcer. Vi får i fremtiden brug for endnu flere personer, der kan være med til at forske, rådgive og forvalte om kring vores levende ressourcer. Jo flere, der har den samme grundlæggende viden, jo lettere vil de have ved at samarbejde. For det andet kan jeg nævne, at mit Landsstyreområde i øjeblikket arbejder på 11 at igangsætte en naturvejlederordning i Grønland. Det er en ordning, der med udgangspunkt i naturformidling arbejder h i 102 med undervisning af børn og unge, og f.eks. efteruddannelse af folkeskolelærere. En del af finansieringen er på plads, men det skal undersøges, hvordan vi bedst får ordningen indpasset i undervisningen, og hvordan en naturvejlederordning kan bru ges af de eksisterende organisationer og institutioner. For det tredie vil jeg nævne, at det er me get vigtigt, at vi fortsætter den debat, som vi er i gang med på dette seminar. Jeg skal derfor opfordre til, at I alle bidrager til en åben og ærlig debat i tiden fremover. Vi har brug for debat, og vi har brug for alle synspunkter. Med disse ord vil jeg slutte mit indlæg. Vi har resten af dagen til at diskutere dagens temaer, og jeg glæder mig til gruppernes fremlæggelse sidst på eftermiddagen. Quj an aq. 103 .ådgivning, forvaltning og idnyttelse af de levende ressourcer )irektØr Hans Pavia Egede, o1ar Seafood Greenland AIS eg er blevet anmodet om at bidrage med t oplæg i emnet ,,Rådgivning, forvaltning g udnyttelse af de levende ressourcer”. reg har beskæftiget mig med fiskeri i godt 20 år og har således haft nært forhold til mnet. Selvom det nok bliver nævnt af ]ere oplægsholdere, er vore mest udnyt iede af havets ressourcer; rejer og hellefisk. I hvert fald når vi snakker om kommerciel iskeri og produktion. Fra og med i år har vi fået en andel af rønlands egne kvote af pelagisk rødfisk ied Østgrønland og i Irminger Havet, og iermed kunnet øge vor tonnage med en pecialiseret rødfisketrawier. Dermed er rødfisken også kommet til som en vigtig art i vort fiskeri. Når det gælder Vestgrønland, fiskes rejer og hellefisk enten i de kystnære områder eller til havs, afhængig af fartøjernes stør relser, og produceres enten på land eller ombord på de store trawlere. Når det gæl der Østgrønland, er der kun tale om fiskeri og produktion ombord på trawlerne af rejer, hellefisk og rødfisk. Så vigtigt et erhverv som fiskeriet er for Grønland mener vi, at efterforskningen (research), som for rejernes vedkommende foretages med i - 2 gange survey’s pr. år ved Vestgrønland, og i øst hver andet eller tredje år, er alt for lidt. Der kunne og bør efterforskes meget mere end hidtil. Godt nok har Grønlands Naturinstitut fået “Paamiut” som deres undersøgelsesskib. “Adolf Jensen” blev i sin tid anskaffet, da man fiskede med sidetrawl, som ikke an vendes længere. Vi mener generelt, at un dersøgelserne, som vi ved danner grundlag for de politiske beslutninger om fastsæt telse af kvoter (TAC-ere), har alt for ringe tekniske hjælpemidler som slet ikke er tids svarende. Så vidt vi ved, er der gang i forskningen på hellefisk. Som jeg nævnte er hellefisken en vigtig art i vort fiskeri. Jeg kan nok med sikkerhed betegne vort nuværende uden skærs fiskeri efter hellefisk som en meget forsigtig anvendelse af ressourcen. Grøn land har to havgående trawiere, som kom mercielt benytter hellefisken, nemlig Royal Greenland’s “Sisimiut” og vores “Polar Princess II”. Disse trawiere går typisk efter hellefisken i den 2. halvdel af året både ved Østog Vestgrønland. Derudover har vi (Grønland) aftaler med andre fiskerina tioner om fiskeri efter hellefisk. Fiskeri efter hellefisk i det kystnære områ de, typisk i fjordene, er blevet meget at traktivt, især i de nordlige distrikter. Her mener vi også, rådgivningen er meget man gelfuldt. Der er således i dag ingen hold bare beviser for, om trawlfiskeri skader og om trawlfiskeri skal vige til fordel for ude lukkende linefiskeri. Eftersom hellefisken 104 er blevet så attraktiv, er der investeret meget store summer i Nordgrønland, dels med fabrikker på land og dels med mobile indhandlingsog produktionsskibe. forvaltningen af vore ressourcer foretages af Grønlands Hjemmestyres Direktorat for Fiskeri, Fangst, Erhverv og Landbrug. Før i tiden var det stort set kun de offent lige, som var aftager af hellefisken i områ derne ved Upernavik og Uummannaq. r Eftersom der var mulighed for forøgelse af fiskeriet, og at fiskerne var villige til at øge fiskeriet, uden at de offentlige øjensynligt foretog noget initiativ til at øge indhand lingsstederne, foretog vi investering i mo bilt indhandlingsog produktionsfartøj og senere i en fabrik i Innaarsuft og er nu i gang med opførelse af endnu en fabrik i Nutaarmiut. Det gjorde vi, da der på da værende tidspunkt ikke foretages noget mærkbart investering fra de offentlige eller fra andre fiskeriselskaber. Nu da de faste - landbaserede virksomheder er ved at etab lere sig, øger forvaltningen mobile ind handlingsfartøjer, ved at give andre, som tidligere ikke har haft interesse i at inve stere, tilladelser til at indchartre fartøjer. Det skete ved at inddrage de igangværen de og til formålet investerede grønlandske fartøjers tilladelser, selvom der foreligger en landsstyrebeslutning taget i 1996 om, at der ildçe skulle indsættes flere indhand lingsog produktionsfartøjer. Denne vak lende politik omkring hellefisken vil jeg be tragte som en uholdbar forvaltning af res sourcen. En bedre og mere organiseret forvaltning af ressourcen vil være den aller bedste og sikreste løsning til en forsvarlig benyttelse af hellefiskeressourcen. Dog er vi bekendt med, at licensfiskeri i de kystnære områder er under organisering. Men det hjælper ikke på situationen i de allerede investe rede områder. Nu er rejefiskeriet forvaitningsmæssigt ble vet sat i system, i hvert fald når det gælder udenskærs rejefiskeri. Jeg ved, at det kystnære rejefiskeri forvaitningsmæssigt er ved at være sat i system. Men til de respektive diskussionsgrupper vil jeg udtrykke mit ønske om vurdering og indstilling om nød vendigheden af behovet for fremtidens reinvesteringer og fornyelser af den grøn landske fiskeriflåde, samt nødvendigheden for en politisk forståelse for de enkelte in vestorers behov for kapitalopsparelse til de fremtidige investeringer. At få skabt inve steringslyst. Jeg vil vurdere, at en ren grønlandsk ud nyttelse af vore ressourcer vil være til bedst gavn for det grønlandske samfund. Det vil forvaltningsmæssigt også være det allerbedste og forhåbentlig det letteste. Men en moderat venlighed overfor andre fiskerinationer, vil også gavne vor deltagel se i andre landes fiskerier; men jeg vil ud trykkelig præcisere vort højeste ønske om, at vi skal udnytte den biologisk mæssige rådgivning optimalt, og fortsat have den fiskerirådgivningsmæssige anbefaling over for politikerne om, at respektere de igang værende fiskeriforetagender, små som store, - i øvrigt en politik som også giver respekt hos finansieringskilderne. Som konldusion for mit oplæg vil jeg anbe fale, at rådgivningen for vore biologiske ressourcer forbedres, både teknologisk og med hyppigere surveys, samt et tættere• samarbejde mellem biologerne og fiskerne, således at vi kan udnytte ressourcen opti malt, bedre forvaltning som forhåbentlig giver en mere retfærdig og respektfuld be handling af eksisterende benyttere af res sourcerne. Lad os sammen anbefale en større økonomisk støtte til den biologiske rådgivning, så vi med bedre viden og sik kerhed kan planlægge vort fremtidige fiskeristrukturog erhverv. 4. 105 den gensidige respekt, som er nødvendig for, at vi som samfund kan have mulighed for at udnytte naturen i fremtiden. I 12 først vil jeg på ICC’s vegne have lov til at takke seminarets arrangører for den invi tation om vor deltagelse, de har sendt os. Jeg håber, at indholdet af min herværende forelæggelse ville kunne være til gavn på I forbindelse med mit oplæg skal jeg gøre deltagerne opmærksom på, at der findes et skriftligt baggrundsmateriale herinde, der sidste år benyttedes ved konferencen vedrø rende sfangst i St. John’s i november, som I kan rekvirere. I dette materiale fokuseres mest på oplysninger omkring Inuits for valtning af de forskellige levende ressour cer indbyrdes ved vore farvande i Grøn land, Canada og Alaska. Desuden har jeg brugt Issittumi ataatsimoo russamik anguniakkat, tunngavigisat pinnguut sum som udgangsmateriale under udarbej delsen af denne forelæggelse. Samarbejde og dialog Da jeg hørte, hvad emnet drejede sig om, tænkte jeg: om? Med hvilken hensigt tænkes der på en dialog? Ad. I: Vedrørende samarbejde: 1. Om de dyr, der gennem hele årets for løb er vore naturlige ressourcer, som jeg mener, vi må arbejde sammen om. 2. fangere’ må arbejde sammen hér i landet. 3. Fangere og videnskabsfolk2 må samar bejde. 4. Fangere og jagtbetjente3 må samar bejde hér i landet. 5. Fangere, videnskabsfolk og jagtbetjen te må i inbyrdes samarbejde samt i samarbejde med andre relevante orga nisationer/personer bearbejde fælles holdninger vedrørende internationale tiltag. Jeg mener også, at disse perso ner må have tæt samarbejde med poli tikerne, når det drejer sig om et samar bejde ud ad til. I. Samarbejde? Om et samarbejde mellem hvem, er der hér tale om? Med hvilken hensigt tænkes der på et samarbejde? II. Dialog Om en dialog mellem hvem, er der hér tale l Ved fangere forstår jeg de reelle erhvervsfangere og sportsjæ gere 2 Ved videnskabsfolk forstår jeg de forskere, der af det offent lige ansættes tit at undersøge og vurdere de forskellige arter af tevende ressourcer i og ved Grønland. Ved jagtbetjente forstår jeg de personer, der er ansat i Hjem mestytets direktoratet og i kommunernes administrationer og som skal holde tilsyn med eventuelle anvendelse af, restnktio ner for samt opfølgning af de forskellige bestemmelser vedrøren de alle forskellige levende ressourcer. Samarbejde og dialog Vicepræsident Alfred Jakobsen, ICC sigt. 113 A. Hvad skal de så arbejde sammen om? 1. fangerne må kontinuerligt udveksle deres meninger om de skiftende for hold fra år til år og som gælder for de enkelte levende ressourcer, samt om andre fakta, som de oplever det året rundt. Endvidere må de vurdere deres obser vationer om alle forskellige levende arter ligeså kontinuerligt. På denne måde kunne de vedvarende vurdere eventuelle sammenhænge i deres ob servationer samt kunne vurdere even tuel økonomisk påvirkning deraf i samfundet. 3. Ligeleges kan de på denne måde styre samfundets behov og deres eget øko nomiske engagement i branchen som erhvervsfangere -også på en bedre må de. Endelig kan de i fællesskab finde et fælles grundlag for at kunne have ind flydelse på udviklingen af bestemmel ser om fri import af varer. B. Hvorfor må fangerne samarbejde med videnskabsfolk og hvordan bør de arbejde sammen, såfremt de vælger at samarbejde? Jeg er ganske enig i, at fangeres erhvervs mæssigt indhøstede viden indeholder vig tige faktorer, som udmærket kan være til grund for og sagtens kan anvendes i deres samarbejde med videnskabsfolkene. Men de to, fangeren og videnskabsmanden, må selv argumentere, hvordan de kan og vil arbejde sammen. Jeg kan dog ikke undlade at sige, at de to partneres viden hver for sig må ligestilles og lægges på bordet for at partnerne kan argumentere sig frem til, hvordan de vil indrette deres samarbejde. Såfremt jeg her har ytret alene min me ning, så ville jeg dog udtale, at mindst på følgende punkter må fangere og videnskabsfolk arbejde nært sammen: 1. Planlægningen af ansøgninger om øko nomisk støtte til de enkelte områder for forskning. 2. Planlægning af indsatsområder for forskning. 3. Forskning drevet ved integreret samar bej de. 4. Udarbejdelse af forskningsrapporter. 5. Evaluering af forskningsresultaterne. C. Hvorfor må fangere og jagtbetjente samarbejde? Der må til hver en tid samarbejdes om ud formningen af de stadig strammere restrik tioner om ressourcerne (hvilke arter, der ikke er ramt af restriktioner, må der fanges i dag?), således at deltagerne kan blive enige om fælles strategi og argumentation under udarbejdelsen af de indstillinger man også i fællesskab må fremlægge for politikere. Såfremt det ikke sker, må de hver for sig og vedvarende informere poli tikerne om deres synspunkter. Derudover mener jeg, at man udmærket kan forestille sig bedre og mere forståelige resultater blandt større del af befolknin gen, såfremt de i fællesskab udarbejder og formidler vigtige borgerinformationer. Ad. II. Hvem har behov for dialogen? Såfremt dyrene kunne føre en samtale ind byrdes, så ville jeg foretrække at lade dem selv beslutte ved drøftelse, f. eks. hvem af - dem der i år skal ofre mest til menneskenes samfund. Dette er selvfølgelig umuligt. Derfor er det fangere og politikere de nærmeste til at tale med hinanden. En sådan fremgangsmåde sikrer tilbagevendende vurderinger af eventuelle påvirkninger af både sam- - xi fund og de levende ressourcer ved kvote 2. 114 • Det er på tide, at vi effektuerer det, som har været grundlaget for vort hjemmestyre, nemlig at vi melder ud i forholdet til rigsfælleskabet om vor identetet og om vor specielle livsform, som bl.a. udgør et fangersamfund, og at vi har eget sprog, som bør være det sprog, der benyttes i offentlige konto rer. • Landstyret bør tage initiativer overfor staten om intensiveret støtte omkring eksport af fangernes produkter, idet det er statens pligt at hjælpe os på disse områder. • fangernes erfaringer og viden er ikke tilstrækkeligt benyttet i det offentlige - uanset vi i internationale fora råber op om, at der bør gøres brug af vores arv og viden som oprindelig befolkning. • Vi skal ikke ophøre med at bruge vores forskellige arv og vores måde at vurde re tingene på i disse tider, hvor vi ustandselig finder nye ting. • Vi skal værne om vort sprog og skærpe brugen af det i forhold til andre sprog som hersker i vor administration. • Der hersker dårlige forhold blandt fiskerne og fangerne i mange bygder. Når vi ser på de vilkår, de lever under, må vi erkende, at mange fisk, som tid ligere har været indtægtskilde i mange bygder, er forsvundet, f.eks. torsk, laks, hellefisk og havkatte. Hvad er så alternativet? Sælfangst, hvalfangst og fuglej agt. • fangererhvervet, som har været grundlag for vor eksistens, bør vi vær ne om, og andre store nationer bør acceptere det. I samarbejde med man ge andre nationaliteter arbejder vi i stigende grad i ICC régi på, at fangererhvervet og dets økonomiske mulig heder som indtægtskilde accepteres. Der kan være andre ting, jeg kan pege på, men jeg vil slutte med at sige, lad os håbe, at dette seminar giver styrke til at vi som et samfund kan udvikle os. En stor fanger af i dag, der hele sit liv lever på et bestemt sted, er fuld af viden, der ville være til gavn for de kommende gene rationer. Såfremt vi skal sammenstille den videnskabsmand, der står ved hans side, og som aldrig har boet et sted som storfan geren bor på, men er blevet videnskabs mand for en enkelt bestemt art gennem teoretisk indlæring - hvem mon ville høre mere efter storfangerens vurderinger og følge dem v’d udarbejdelsen af nogle be stemmelser, eller ville nogen høre mere efter videnskabsmandens vurderinger? Jeg mener, at det er sådanne faktorer, vi i dag må udfordre i vort eget land. Og det er, at fangerens viden må bruges og vurderes lige så højt som videnskabsman dens viden. Overheads: Figur 1: To små kasser. Venstre mindre - højre stØrre. Det skal forestille at være vinduer. Vi skal skue ud til verden. Spørgsmålet er blot, hvor stort et vindu’ vi skat bruge for at skue ud i verden. Det er noget vi selv skat bestemme. Figur 2: Tre separate cirkler. I den første cirkel indsætter jeg brugerne aflevende ressourcer. I den næste cirkel indsætter jeg videnskabsfolk, I den tredje indsætter jeg persone som administrerer de levende ressourcer. Figur 3: Tre cirkler, som overlapper hinanden. Forskelen fra den første viste cirkel er, at de nu før separate cirkler, er blevet forbundet med hinanden (samlingspunkt). Og det erså det, der erønskelig i fremtiden. Og det er de tre separate interessegruppe, som her finder fælles samarbejdspunkt. ringen af en bestemt art. Men selv om alt, hvad jeg nu har sagt, er sagt i en god hensigt, så må vi dog konsta tere, at ved de faktiske forhold hersker der helt andre forhindringer, der kræver op mærksomhed og som man ikke skal glem me, og det er bl.a.: 115 Referater af gruppernes diskussioner Gruppe i Flere pattedyr kommer her op til vore ark tiske områder dels for at fouragere og for mere sig. Vor udnyttelse af naturen har udviklet sig på en måde, hvor det er som om det kun er mennesket, der har ret til at udnytte naturen, uden at tænke på dyre ne og vore efterkommere. Vi er blevet ud nyttere af naturen uden at tænke på de, der kommer efter os. H.C. Petersen og Helle Siegstad foretog i 1988-89 og 90 undersøgelser, der havde at gøre med dyrenes og menneskenes udnyt telse af naturen. Mærkninger af narog hvidhvaler samt fugle med net blev anset som ikke hensigtsmæssigt, da dyrene evt. kunne få skader af en sådan indfangnings metode. fangerne i Upernavik distriktet samarbej dede med biologerne i 1950’erne. I mel lemtiden er fuglene flyttet til andre fjelde. Dette emne kunne være et udmærket grundlag for videre samarbejde, som i sid ste ende kan føre til et godt resultat. Siden biologerne bliver betalt for deres arbejde, burde det kun være naturligt at fangerne modtager betaling når de arbejder sam men med biologerne. Desværre har biologerne ikke taget højde for, at fiskenes tilholdssteder varierer, samt at mængden af fangst kommer an på hvilke fangstmetoder der bruges. Man fandt biologernes tællinger af narog hvidhvaler i Uummannaq distriktet for kritisabelt. Man foretog tællingerne mens der var bølger på havet - og konkluderede at hvalerne var ved at forsvinde uden at kunne se hvalerne, der var under vandet. Desuden fandt man det kritisabelt at ,,Adolf Jensen” var kommet til området for at undersøge hellefiskebestanden først ef ter, at fisken var for tilbagegående i mæng de. Det ville desuden være gavnligt om biologerne kunne tage fiskere eller fangere med under deres togter. Efter at begge instanser har besluttet at foretage undersøgelser, er man herfra klar over, at samarbejdet mellem direktorater ne og biologerne ikke rigtig kører som det skal. Der blev derfor anmodet om at begge instanser burde rette op på dette så snart som muligt. Man er bekendt med forureningens følger på dyrelivet. Som eksempel kunne dette mærkes i 1988 - 89 i Qeqertarsuatsiaat området. Ved garnfiskeri af stenbidere har man konstateret forurening i garnene, i en sådan udstrækning, at selv stenbiderne var frosne - dette vil brede sig til andre dyr også. Selv sælerne var meget magre på det tidspunkt - ikke lang tid efter konstaterede man en meget stor mængde myg der lå døde på havet. r. 116 Forureningens følger var et punkt som man stærkt opfordrede biologerne at un dersøge. Selvom vi nu har haft hjemmestyre i 20 år, er der endnu ikke givet retningslinier over for, hvorledes undersøgelser burde foregå. Man kom ligeledes ind på, at man var stødt på turister i fredede områder. Følgende blev taget op i plenum: Vi burde være opmærksomme på, hvornår fuglene lægger æg, og frede på de pågældende tidspunkter. Naturundervsningen burde være en del af undervisningen i folkeskolen, således at de kommende generationer også kan lære, hvordan man passer på naturen. Man fandt det kritisabelt at fangernes og fiskernes interesser forvaltes i to forskellige direktorater, nemlig Fiskeridirektoratet og Direktoratet for Miljø og Natur - idet dette anses som en hindring for kontinuitet. Samarbejdet med biologerne burde være bedre - dette gælder også regi strering af fangsten. Der opfordres til at oprette en videns bank. Der bliver foreslået et udvalg i kom munerne, hvor biologer og fangere kunne mødes. At der oprettes et Fiskerråd/Fangerråd under Naturinstituttet, der skal fun gere som rådgivende organ for politi kerne. Biologernes forslag følges jo ikke op. Det anses for ønskeligt, at fiskere og fangere der deltager i sådanne organer også aflønnes derefter, samt at dette ilde burde være en hindring i fremti digt arbejde. • Der foreslås, at praksis med logbøger kører videre som det er, da man af er faring ved, at 99 % af besvarelser sen des ind. Denne information anses også som en vigtig kilde for biologerne. • Det er ønskeligt, at der burde være fle re undersøgelsesskibe som ,,Adolf Jen sen” her i landet. Gruppe 2 Hvordan forbedres grundlaget for for valtning af ressourcerne? • Biologiske undersøgelser; • Oplysninger fra fangst og fiskeri. Det blev nævnt, at der er for lidt tillid mellem biologer og fangere. Man burde i højere grad rådføre sig med hinanden, og man fandt det nødvendigt, at biologerne burde rådføre sig mere med forbrugerne. Det ansås for vigtigt, at fiskerne, fangerne og de der går på jagt og fiskeri i fritiden har en erfaring, som man burde drage nyt te af, lige så vigtigt som de informationer, som biologerne sidder inde med, er vigtige for forbrugerne. Misforståelser må for mindskes, hvor gensidig tillid må styrkes. Det er nødvendigt, at man gensidigt til vejebringer informationer. Man var af den opfattelse, at en af svag hederne ved forvaltningen af ressourcerne skyldes, at bestemmelserne ikke gøres let tere at forstå for forbrugerne. Det sker tit, at disse bestemmelser er uforståelige. Det blev pointeret, at nogle bestemmelser har en stik modsat effekt end tilsigtet. Formå let kan udmærket have et positivt sigte, mens indholdet til tider kører i en skæv retning. En af deltagerne foreslog, at prio ritering af enkelte arter burde stoppes — denne praksis anses som værende en svag hed fra KNAPK’s og Hjemmestyret’s side. Der findes, mange svagheder på nuværen de tidspunkt, embedsmændene anses for at være for ensidige. Erfaring burde være 117 I 44 en faktor her — den bliver der dog ikke dra get nytte af på nuværende tidspunkt. En af deltagerne kom med kritik over det faktum, at man ikke var mere årvågen in ternationah. Der findes en del lovgivning i andre lande, som vi burde drage nytte af. Feks. andre landes lovgivning omkring ræ vesakse kunne udmærket implementeres her i landet også. En væsentlig faktor ved reguleringen af de levende ressourcer er oplysning — samt oversættelse af retningslinier der er skrevet på engelsk og dansk, til grønlandsk. Der blev ligeledes foreslået, at man ansætter en person, der har forstand på fangst og fiske ri på Naturinstituttet. Der bliver fra højere plan efterlyst opiys finger omkring antal fangne dyr, idet der ikke bliver indsendt informationer om dis se. Det bliver derfor vanskeligt at danne sig et skøn over, hvor stort et indhug der gøres på fangstdyrene. Ved forvaltning af ressourcerne opfordre de man til at bruge logbøgerne — overfor alle levende ressourcer. Forslag til, hvordan vi får forbedret samarbejdet og udveksling af viden. Høringer burde fortsætte. fangere burde høres omkring deres erfaringer, og beslut ninger burde foretages på grundlag af den ne erfaring. I loven om fangst står der i § 2, at det udelukkende er biologerne der skal høres — dette er man ikke tilfreds med. Det burde også gælde for fangerne, de bur de også høres. Det er vigtigt, at den viden som fangerne sidder inde med, også når biologerne. Der blev foreslået, at man opretter et rådgivende organ for at imøde komme det ovenfor nævnte. Fangernes og biologernes viden burde sam les på et sted. Hvordan kan man forbedre processen med at indrapportere fangst? Er der sammenhæng mellem rådgiv ning, regelfastsættelse og overholdelse af disse? Hvordan kan denne sam menhæng sikres — gennem kontrol, selvjustits, information? Spørgsmålet blev svaret ved, at der er sammenhæng mellem de ovenfor nævnte. Man mente, at forbrugernes viden ikke blev taget med i beslutningsprocesserne. De nuværende regler er svære at imple mentere, de er også for løse. Reglerne må strammes op. Konsekvenserne er for slap pe ved tilfælde af brud på reglerne, even tuelle konsekvenser ved brud af reglerne burde ridses klarere op overfor alle, så de ved hvilke konsekvenser det får, når man bryder dem. Jagtbetjentenes antal er for lille, når man tager dagens realiteter i betragtning. Deres beføjelser er for indskrænkede, og man burde arbejde for at udvide disse. Det blev dog fremhævet, at de ikke kunne have samme beføjelser som politiet. Man kunne eventuelt foretage kontrol gennem logbø gerne. Ved udformningen af regler efterly ste man en mere aktiv rolle fra Landstin gets side. Man var sågar af den mening, at jagtbetjentenes beføjelser skulle kunne nå helt op til Folketinget. Reglerne burde synliggøres mere ved hjælp af medierne. Selvjustits er ikke længere nok i vore dage. I gamle dage blev det anset som en alvorlig forbrydelse, hvis man brød reglerne om kring udnyttelsen af de levende ressourcer. Er vi blevet for efterladende i dag? Der er noget helt galt med hensyn til beskyttelsen af de levende ressourcer og håndhævelsen af reglerne. Således spurgte og sluttede en af deltagerne af. Gruppe 3 følgende spørgsmål blev brugt som oplæg for dagens diskussioner: i 118 forslag til, hvordan vi får forbedret samarbejdet og udveksling af viden Er der sammenhæng mellem rådgiv ning, regelfastsættelse og overholdelse af disse? Hvordan kan denne sam menhæng sikres — gennem kontrol, selvjustits, information? Biologernes tællemetoder Fangerne blandt seminardeltagerne fore spurgte på hvilke tidspunkter af dagen biologerne foretog deres tætlinger. Hertil blev der svaret, at det typisk var om mor genen, mens det endnu var lyst at man foretog tællinger. Fangerne gav herefter eksempler på tællinger af dyr alt efter art: Rensdyr: Sidste tælling foregik midt på dagen. Fan gerne er vel vidende om, at det er et meget dårligt tidspunkt at foretage tællinger på; det er netop tidspunktet, hvor de ligger ned og tygger drøv, et faktum som gør, at de er meget vanskelige at se, og dermed tælle. Moskusokser: Ligger ligeledes ned og tygger drøv på det tidspunkt. Hvidog narhvaler: Fangerne gjorde opmærksom på, at hvaler ne kan dykke på dybt vand, og dermed kan være vanskelige at tælle. Et faktum som biologerne var enige i. Som et eksem pel på en tælling kunne fangerne oplyse en tælling foretaget i Upernavik distriktet. Tidspunktet hvor dette blev gjort på var til stor undren for befolkningen i Uperna vik. På det pågældende tidspunkt kan man nemlig kun støde på følgende fangstdyr; ræven, isbjørnene og ravnene. Informationer opnået gennem fangst og fiskeri Man var enige om, at den nuværende ud veksling af informationer omkring fiskeriet er meget positivt, idet denne foregår på en meget velorganiseret måde. Der foregår også flere undersøgelser her, specielt m.h.t. rejer. Når talen falder på fangstdyr, kan man ikke komme udenom, at det er nødvendigt at rådføre sig med fangerne. Forbedringer der kan bane vejen for bedre samarbejde: • Man anså det for ønskeligt at selve GRUNDLAGET for samarbejde mel lem biologer og brugere planlægges ordentlig med et ordentligt sigte. • Man foreslog at der burde organiseres flere seminarer mellem fangere og bio loger samt embedsmænd i stil med dette seminar der nu foregår. • Biologerne burde revurdere deres ar bejdsmetoder, specielt ved de følgende områder: a. før de begynder på en undersøgelse, burde de iagttage de forskellige arters indvirkning på hinanden, samt påvirk ningerne fra miljøet — og det på en gennemgribende måde. Disse iagtta gelser skal kontinuerligt udføres, og deres konklusioner skal ligeledes tage de kommende år i betragtning. b. Biologerne burde informere mere ‘udadtil om deres undersøgelser, før disse påbegyndes. c. Disse undersøgelser burde være til genstand for samarbejde mellem fiske re/fangere og biologer. d. Der skal ligeledes oplyses omkring undersøgelsernes resultater. e. OG IKKE MINDST skulle disse re sultater følges op af nye undersøgelser. Hvad angår Naturinstituttet: ‘i Der blev udtrykt glæde over at Natür instituttet er “kommet hjem”, og man Hvordan forbedres grundlaget for for valtningen af ressourcerne? a. biologiske undersøgelser b. oplysninger fra fangst og fiskeri t 119 ser frem til en god udnyttelse af denne ressource. • Der blev efterlyst en mere synlig be styrelse — besøg folk lokalt og arranger møder lokalt, og gør god brug af kom munernes forskellige instanser til at udbrede informationer om arbejdet. • Naturinstituttets informationer fæster for megen lid til trykte publikationer. Informationer der er mere nærværen de er nødvendige, hvor man møder folk, ligeledes kan der gøres god brug af radio og TV. M.h.t. spørgsmål 3 henvises der til gårsda gens fremlæggelser i plenum, specielt med henblik på kommunale udvalg der kan forvalte lokale levende ressourcer. Endvi dere henviser man til følgende overskrifter; rådgivning, regelfastsættelse og hvordan disse implementeres. følgende er addenda til emnet: Høringer ved regelfastsættelse: Når der skal lovgives, bekendtgøres samt udstykkes andre retningslinier burde HøRINGER ,der foretages i denne forbindel se, ikke gøres forhastet. Det er ønskeligt, at sådanne høringer laves omhyggeligt og i god tid. At høringerne foregår for forhastet resulterer kun i, at de bestemmelser, der udspringer fra disse, ikke respekteres. Det er hævet over enhver tvivl, at såfremt forbrugerne høres ordent lig, får de også følelsen af at være med i en proces og føler et medansvar. Der blev fra gruppen gjort klart, at omgåelse af regler generelt er uacceptabelt. En vidensbank: Der blev ved drøftelserne i morges fra flere sider foreslået, at der oprettes en videns bank omkring kendskab til de levende ressourcer. Denne tanke blev anset som en hensigtsmæssig og støtteværdig ide fra alle sider. Afsluttende kommentarer: Oplæg til fiskerirådet: Ved tab af fiskenet foreslås følgende skridt for at forhindre forurening: • Hvem er ansvarlig for oprydningen? Hjemmestyret? Kommunerne? De der har tabt nettene? Hvis ansvaret på hviler alle, hvordan fordeles så dette ansvar? • Hvem betaler for oprydningen? Det er ilde billige oprydningsredskaber der skal tilvejebringes — hvem betaler for disse? • Hvor ligger grænsen for ansvaret for den forbruger, der har mistet nettene? • Brug af net lavet af nylon burde tages op til revurdering, for disse net bliver ved med at fange fisk og dyr flere år efter de er mistet. Omkring fredede landområder: Opsynet omkring fredede landområder burde forbedres, og der burde være mere ensrettede regler omkring opsynet med disse områder. Så store landområder, der i dag er fredet, er uoverkommelige at holde opsyn med, med det lille antal jagtbetjente vi har i dag. Der blev endvidere fore spurgt, hvem der er ansvarlig for disse opsyn. Indvirkning på vegetation: Naturinstituttet burde være mere årvågen overfor indvirkningerne på landsdele i form af vegetationsskader på steder, hvor der indføres rensdyr og moskusokser. Så fremt man overvejer indførsel af sådanne dyr, burde man først grundigt undersøge, hvorvidt vegetationen i området kan bære en sådan tilførsel. Uddannelse/information: Der blev foreslået at uddannelse omkring de levende ressourcer burde indføres alle rede i folkeskolen. Ligeledes er det ønske ligt at der informeres om forholdene om kring de levende ressourcer både i Grøn land og i udlandet. zIi 120 Følgende spørgsmål var grundlaget for dagens diskussioner: Hvordan forbedres grundlaget for for valtningen af ressourcerne? a. biologisice undersøgelser b. oplysninger fra fangst og fiskeri Forslag til, hvordan vi får forbedret samarbejdet og udveksling af viden Er der sammenhæng mellem rådgiv ning, regelfastsættelse og overholdelse af disse? Hvordan kan denne sam menhæng sikres — genném kontrol, selvjustits, information? Indledningsvis kom en deltager ind på, hvad Marianne Jensen kom med i sin fremlæggelse i morges; Naturinstituttet er Grønlands ejendom, vi burde derfor holde op med at anse biologerne der er ansat der, som vore fjender. Kimen til uenighe derne er stridighederne omkring de leven de ressourcers omfang samt forslag til, hvor stor en mængde, der skal gøres indhug på. Et eventuelt rådgivende organ omkring de levende ressourcer kunne måske trække på de erfaringer, der er gjort ved Fiskeriog Landbrugsrådet. Et rådgivende organ om kring levende ressourcer skal bemandes af kompetente mennesker, og ikke efter hvil ken politisk stilling de har. En af de mangler omkring udfærdigelsen af regler er folk, der er i stand til at formulere tingene [dart. Det ville være ønskeligt om der var flere sådanne folk til opgaven. En deltager finder det kritisabelt, at forbm gerne ikke tages med på råd i vigtige spørgsmål. Det blev oplyst, at man under Fangersemi naret i 1995 besluttede at oprette et Fan gerråd. Dette er dog endnu ikke blevet til virkelighed på grund af økonomiske årsa ger. Nogle af de vanskeligheder man ofte stød te på som biolog er: a. mangel på kontakt og henvendelser fra fangernes/fiskernes side. b. kulturelle forskelle under samarbejdet. Vi er alle brugere af Naturinstituttet. To direktorater inden for Hjemmestyret vare tager fangernes og fiskernes interesser, alt efter hvilke områder der er tale om; fred ning af landområder eller regulering af levende ressourcer. De blev oplyst om Fiskerirådets sammen sætning og de beføjelser der hører til rådet, samt at Fiskerirådet holder gensidige ori enteringsmøder med biologerne hver uge. En deltager var af den opfattelse, at bogen om vejledning i fangst er blevet for gam meldags - der har dog ikke været henven delser, der har gjort krav på moderniserin gen af denne. Hvem kan varetage en godt planlagt un dervisning omkring fangst i folkeskolen? Der blev efterlyst en mere organiseret ind sats fra central side. Vore stammefrænder opretholder stadig en kulturbevarende un dervisning af børn omkring brugen af na turen. Landsstyret kommer sommetider med krav, som næsten er umulige at gennem føre - og som ikke har økonomisk opbak ning. Mange selvmodsigende tiltag fremavler tit kun negative resultater. Gruppe 4 kom med følgende konklusioner til plenum: Tanken om bæredygtig udnyttelse er me get vigtig for alle mennesker her i landet at skulle kunne forstå, ligeledes vil større in formation om emnet, der spredes til andre lande, danne vejen for en mere gensidig kontakt og respekt, samt accept af hinan dens levevis. Gruppe 4 I 21 PINNGORTITALERIFFIIC Box 570 3900 Nuuk Om Seminaret om de levende ressourcer Vi beldager meget, at vi fra Qaanaaq Kommune ikke er i stand til at deltage i seminaret i Nuuk i dagene 9.— 11. oktober, fordi vi ikke kunne nå frem på grund af vejret. Vi har ellers lagt stor vægt på vores kommunes deltagelse, fordi det er den første gang, vi er blevet givet mulighed for at deltage i et seminar om de levende ressourcer. fangerne i vores kommune er altid på tale, både fordi vi ind imellem anvender fangstteknikker, der er anderledes end dem, der anvendes i resten af landet, og fordi fangsten her foregår på andre tider af året, og fordi fangsten foregår i andre måneder af året på grund af naturens egne betingelser, alt sam men forhold som vi burde opnå større fælles forståelse om. Det er vores håb og vort krav at vi bliver informeret om hvad der sker og ikke mindst at vi bliver hørt i sagen. Til slut skal jeg understrege, at vi her i kommunen er mest afhængige af de levende ressourcer og at de er en vigtig bestanddel afvor kultur. Qaanaaq, 8. oktober 1998 Med venlig hilsen Lars Jeremiassen Borgmester I I 128 Indlæg til debatten af Jørgen Kristensen, LA.PP. Jeg vil fremkomme med noget om hellefisk, og her vil jeg hovedsageligt komme ind på helle fiskeområderved Ilulissat, om bestandsstørrelse og tilstand. Jeg er ikke selv biolog, men jeg me ner at kunne fremlægge noget interessant for dem, der arbejder med disse og at komme med spørgsmål. Jeg vil lige først præsentere mig selv. Jeg hedder Jørgen Kristensen og bor i Ilulissat, og jeg er bestyrelsesmedlem i fiskerog fangerforeningen. Jeg er erhven’sfisker og har fisket efter hellefisk i 20 år. Ind imellem har jeg fisket efter rejer og torsk. Derfor mener jeg, at jeg bør bidrage til et samlet indslag om de levende ressourcer. Jeg har delt mine indslag i tre dele. 1. Hellefiskebestandens størrelse ved Ilulissat i to fjorde 2. Fødekæden, som hellefisken er med i. 3. Hellefiskenes forekomststed. 1 Hellefiskebestandens størrelse ved Ilulissat i to fjorde. først vil jeg nævne, at hellefiskefjor dene i Nordgrønland er forskellige med hensyn til bestandsstørrelse og fiskeri. Ligesom Ilulissat fjord og Torsukattak. Ilulissat fjord bliver befi sket i en del af året og ikke intensivt, og der fiskes mest i fjordmundingen og denne store fjord passer derfor sig selv, og bliver ikke befisket hele sommeren, og er derfor sikker som hellefi skeforekomststed, og hellefiskebestanden er ble vet større de seneste år, og hellefiskene bliver større og forekomsten af hellefisk ved fjordmun dingen bliver længerevarende, hvor der tidligere var mere spredt bestand i juli måned, er der i år stadigvæk hellefisk ved slutningen af september. Jeg vil komme tilbage til mine synspunkter om grunden dertil. Men i Torsukattak bliver der fisket næsten hele året, og deraf er hellefiskene blevet mindre og færre, og man må benytte flere fiskeudstyr for at opnå samme fangstmængde som i de tidligere år. D.v.s. at der fiskes over bæredygtighed. Jeg bruger ikke ordet ROVFISKERI, da jeg tror, at dette er en af grundene til at videnskabs mænd og jåden anden side fiskere og fangere ikke kan blive enige. ROVfISKERI og ROVFANGST betyder (fangst der langt overskrider behov). Jeg mener, at en erhvervsudøver af levende ressourcer ligesom en biolog anser det for meget vigtigt, at der vedva rende skal være fangstdyr, men en fanger og fisker vil blive stødt ved at blive kaldt for royfisker og rovf anger. Jeg håber at det danske ord “Overfiskning” i stedet for bare at blive forkortet må blive oversat af sprogfolk til grønlandsk ved ordets egentlige betydning. Grunden til at der bliver flere og flere hellefisk i Ilulissat fjord er nok den, at der i nogle år er rigtig mange hellefisk, sådan som det skete om kring 1920, hvor man fiskede med krogspyd, og i år i 1998 skete det samme, hvor man fiskede med krogspyd. Grunden til dette er nok torskens forsvinden for nogle år siden, da disse nok har spist små hellefisk, som nu er blevet mange, da de ikke længere er føde, for hvis oplysnin 129 gerne om hellefiskens vækst er rigtige, passer det meget godt med dette. 2. fiskerne ved udmærket, at hellefisk spiser polartorsk, da de jager disse og når op til hav overfladen. I de senere år er polartorsk i Torsu kattak, jeg snakker ikke om andre fjorde, da jeg ikke sådan videre har prøvet disse, som vi får op til brug som agn, blevet flere og større, og hvad kan grunden til dette være, havets temperatur? Eller at hellefisk, der spiser polartorsk bliver færre? Og hvad vil konsekvensen være hvis poIartorskenebliver flere, er det således at fødekæden ødelægges? 11985 var jeg med til at prøvefiske i affiskede fjorde længere sydpå langs vestkysten med langline. Der er overhovedet ikke fisk i flere af dem, og havbunden var utro ligt ildelugtende. Jeg tror, at når fødekæden ødelægges, så flygter resten af fiskene, da de ikke kan være i den rådne havbund. 3. I Nordgrønland er næsten alle fjorde med hellefisk med bræ i fjordbunden og er dybe på 600-1.300 meters dybde og bliver næsten altid dybere udadtil og lavere ved fjordmundingen. Og mærkeligt nok er højog lawandsstrømmene ikke særligt mærkbare, og strømmen ellers på vej mod højvande skulle være indadgående, men er for det meste udadgående på trods af, at fjorden kun har den ene munding. Det er mærkbart, at strømmen er mere indadgående ved lavtryk, og dette bevirker sommetider at bræen kælver til stærk fare for fiskerne. Og mit spørgsmål til eksperterne er. Hvad er der under isen? Eller er der en stor elv under isen? Som altid afstedkommer udadgående strømme, og som er meget vigtige for hellefiskenes føde. Eller er der under isen et eller andet, som er meget vigtige for hellefiskenes forekomststeder? Til sidst vil jeg nævne, at undersøgelsen af fødekæden bør være lige så uddybende som undersø gelser af fangsten i de videnskabelige undersøgel ser, og dette kan kun ske i tæt samarbejde med forbrugerne. For havet omkring vores land er meget stort og er særegent i forhold til resten af Verden. Vi kan nævne Indlandsisen, som er grunden til særlige forhold for havet og for dy rene. Derfor er det meget vigtigt at indhente oplysninger om de ting, som fiskerne og fangerne har lært i årenes løb. Idet jeg håber, at konferencen må være udbytte rig. Tak 130 Seminar om levende ressourcer Aasiaat 2$. september 1998. Hvilke interesser & hensyn er der knyttet til de levende ressourcer? Af de interessegrupper, der er tæt tilknyttet til de levende ressourcer, er det mest nærliggende at sige, at det er jagttegnsindehavere, der er tættest knyttet til de levende ressourcer, men også alle andre der er bosiddende på den grøn landske kyststræk.ning, såvel østsom vestky sten. Mie er interesseret i at bevare de levende ressourcer. Mie, såvel børn som gamle skat vise hensyn til de levende ressourcer. Vi har i dag regler som beskytter de levende ressourcer, men at kunne følge alle reglerne eller overholde dem er svært i Grønland, da vi er opfostret til jagt fra tidernes morgen, og i takt med moderniserin gen er vi nået til det punkt i dag, at vi kan sejle lange strækninger på ingen tid, - strækninger, som vii gamle dage skulle bruge uger på at sejle. Sidste gren af interesserede er turister & trofæ Er der levende ressourcer nok til alle formål? Der er tilsyneladende ikke levende ressourcer nok til alle formål. Afvore landlevende ressour cer synes der ingen muligheder for at leve af disse ressourcer, kun med tilskud fra stat/Hjem mestyre kan vi overleve af vore landlevende ressourcer. Man kan sige, at det kun er rensdyr og får som vi har glæde af i mere eller mindre omfang. Af andre landlige levende ressourcer udnyttes kun en brøkdel til formålet. Om de havlevende ressourcer kan vi sige, at vi kun har 2 arter som vi udnytter til nyttige formål, men som vi til gengæld også misbruger, da kun det bedste af en fisk eller reje udnyttes og ikke det næstbedste, som i dag kasseres eller sælges som affald. Krabbefiskeriet kan ikke vur deres p.g.a. at fiskeriet kun har levet i 2 år, samt at fiskeriet ikke er attraktivt mere for jollefiske ren p.g.a. prisfald, men nogle lokale fiskepladser blev tømt for krabber det i .år, hvorfor man ofte må til fjernere liggende steder og samt uden skærs fiskepladser, for at fange nok, og det er ilde den bedste plads for jollefiskeren eller en lille krabbekutter. Vi er ved at udrydde alken, grundet; de nye jagtinstrumenter samt hurtiggående både, hvor man for små 20 år siden jagtede alke med kut tere, bruger man i dag en hurtigt sejlende jolle, der kan dække det lokale jagtområde på ingen tid. Vore edderfugle er i tilbagegang, da de bliver jagtet på samme måde som alken. Af vore patte dyr i havet, synes der at være overflod af puk kelhvaler, finhvaler som er de fremherskende arter. Der er ingen udnyttelse af de arter her i dagens Grønland. Puldelhvalen er fredet. Af finhvaler kan vi kun fange 15 pr. år. Om vågehvaler meldes, at der kun er små hvaler i sommermånederne, og det er ikke attraktivt for en kutter at nedskyde en så lille hval, da det ildce kan betale sig for kutte ren. Og for jollefangerne er situationen det samme, da der som regel er 20 -25 joller om fangsten af en lille hval. Rejefiskernes udsmid er formentlig en af årsa gerne til at bremse de opvoksende generationer jægere med. 131 af nye fisk. Der er lavet regler om udsmid for udenskærs fiskeri, og kontrollen af udsmid kon centrerer sig kun om udenskærs fiskeri. Der er i dag ingen kontrollører til indenskærsfiskeri. Hvordan sikres den optimale rådgivning, forvaltning & udnyttelse af de levende ressourcer? Den optimale rådgivning kan sikres ved hjælp af kurser og kurser til de berørte organer, samt mere koordination og samarbejde mellem kom munerne og mellem kommuner og hjemmestyret samt til de forskellige interessegrupper der er tilknyttet til ressourcerne og prøve på at opsam le alle de data som kommer fra de forskellige interessegrupper i en samme stue. Vi kan ikke opnå den optimale rådgivning, forvaltning og udnyttelse alene ved hjælp af offentlige instan ser. Vi må tage os sammen og få en rigtig dialog med de lokale fangere og pensionister for at indhente de bedst mulige udveje. Optimal udnyttelse kan vi kun opnå ved at udnytte hele fisken. Ikke som i dag, hvor man kun tager det bedste ud af fisken. Ved at starte en ny produktionslinie skulle man sideløbende starte en linie, der kan producere det næstbed ste af fisken. Hvordan sikres samarbejde & udveksling af viden om de levende ressourcer? Vi har i dag de bedst tænkelige udstyr til op samling af data samt kommunikationsudstyr til det. Koordinering samt udveksling afviden til alle interesserede samlet på et punkt samt udmelding herfra. Samarbejde kan muligvis opnås ved at sende folk ud til kysten til at holde foredrag, mindre seminarer ude på kysten, og kurser i hyppigere omfang end nu. FREMTIDEN ??? i 132 ,,Bæredygtig udnyttelse” betyder at naturen ikke skal udnyttes udover sin ydeevne. Selvom begre bet er løst defineret, har det alligevel fået godt tag i politiske beslutninger, over hele verden — og også i Grønland. Skal begrebet bruges til at forvalte naturen med, kræver det at man beslut ter sig for hvad det egentlig betyder. Dette vil være det centrale diskussionsemne på seminaret om de levende ressourcer, som afholdes i Nuuk 9. - 11. oktober 199$. I det følgende skal jeg komme med mit bud på hvordan de forskellige aktører; forvaltere, fiskere, biologer, politikere mfl., skal samarbejde og benytte hinandens viden,- til at forvalte de levende ressourcer. Når linjeme visse steder er trukket vel skarpt op, skyldes det, at min erfaring hovedsageligt er fugle og pattedyr, hvor konflikterne i øjeblildcet er størst. Skyd ikke på biologerne Det er en udbredt misforståelse — bla. blandt biologerne - at biologer skal værne om naturen og sikre bæredygtigheden af udnyttelsen. Det er forkert. Det er politikernes opgave at bestemme hvordan og hvor meget ressourcerne skal bela stes. Hvis politikerne beslutter, at det er bedre at spise alle rensdyrene i dag, i stedet for at gemme nogle til i morgen, så er det deres ansvar og biologerne må acceptere beslutningen. En anden misforståelse er, at det er biologerne som bestemmer. Umiddelbart ser det ud som om biologerne — jeg selv inkluderet — producerer en deløse serier af rapporter om naturens tilstand og står for selve formuleringen af forvaltningen. Sammenligner man Grønlands Naturinstituts nye bygning med fangemes hytter i Nordgrøn land, ser det også ud som om biologerne sidder på magten. Realiteten er dog, at trods alle de fine og dyre undersøgelser, rapporter og gode formuleringer fra biologerne, er det sjældent, at biologernes rådgivning følges af forvaltningen og lovgiverne. Der er endda flere eksempler på at forvaltere og politikere, er gået til modangreb på biologerne og har fejet rådgivningen af bordet og i stedet taget fangernes og fiskernes parti. Køn flikterne har været størst indenfor fugle og pat tedyr, mens der har været større accept af bio logernes rådgivning indenfor fiskeriet. Det kan bestemt ikke anbefales at angribe biologer, men seriøs kritik er sundt, for derved undgås det at teknokraterne — biologerne — bliver enerådende.. Det folkevalgte system skal tage de endelige be slutninger — vel at mærke under ansvarlig over vejelse af alle samfundets aspekter. Endelig er det også en misforståelse — også blandt biologerne — at biàlogerne skal være na turens vogtere og holde øje med at reglerne over holdes. Det er ikke biologernes opgave, dertil findes der jagtbetjente og fiskerikontrollører, som er meget bedre naturvogtere. Biologerne skal observere og rapportere, så objektivt som muligt, om naturens tilstand og effekten af både den lovlige og ulovlige udnyttelse. Fangernes og fiskernes viden fangere har stor viden om dyrenes færden og forekomst. Det påstås ofte at biologeme ikke benytter sig af denne viden. Til det er blot at konstatere, at det er en meget dårlig biolog, som ilde lytter til de oplysninger man kan få fra folk, der lever tæt på naturen. I enhver planlæg ning af undersøgelser og deltagelse i feltarbejde, har fangernes viden en vigtig funktion. Når det er slået fast, skal det samtidig bemærkes, at der ET BÆREDYGTIGT GRØNLAND - fornuftig forvaltning set gennem biologens briller Mads Peter Heide-Jørgensen 133 er en række oplysninger, som fangerne slet ikke kan hjæ1p biologerne med. Det er ofte forhold som ligger udenfor hvad man lokalt kan obser vere. Eksempelvis; hvor opholder vågehvaleme sig om vinteren ? Fangerne kan i hver sin kom mune, følge vågehvalernes ankomst og afgang forår og efterår, men ved ikke hvor de er om vinteren og om de blander sig med vågehvaler fra andre dele af Nordatlanten. for at under søge dette, kræves det at biologerne griber efter de nyeste teknikker. Tilsvarende kan fiskerne måske opleve, at der er en masse sæler som æder alle fiskene. Dette er også tildelsrigtigt, men for biologen er sammen hængen mellem sæler og fisk meget kompliceret. En reduktion af sælernes antal medfører ikke altid at der kan fanges flere fisk. Uden sæler vil småtorskene i stedet blive ædt af andre fisk, heriblandt af store torsk. Situationen komplice res betydeligt, når der er flere end to arter med i billedet og det er der jo næsten altid. Det har været fremført at fangere og fiskere, bør sidde med til bords, når biologerne planlægger deres undersøgelser, fremlægger resultaterne og udformer rådgivningen. Fordelen ved dette skul le være, at dem som udnytter ressourcen dermed er med i hele processen, har forstået den og kan være enig med de konsekvenser biologernes ar bejde har. Det er unægtelig lettere for forvalter ne, hvis biologer og fangere er enige, men arran gementet er egentlig ikke særlig demokratisk. for det første bør biologerne ikke tvinges til at anvende fangernes viden; de kan tvinges til at lytte til den, men ikke til at bruge den. Biolo gerne bør stå frit og uafhængigt. Dermed får samfundet de bedste undersøgelser. Biologernes resultater vurderes bedst af andre uafhængige biologer og der er veletablerede internationale organisationer, hvor dette foregår løbende. Der med sikres kvaliteten af den rådgivning samfun det betaler for. For det andet — og det er måske den vigtigste indvending — så er biologerne ikke de bedste til at repræsentere fange rnes synspunkter og slet ikke til at lade dem indgå i deres rådgivning. fangernes og fiskernes opfattelse af situationen, bør fremføres gennem de politiske kanaler og det er op til politikerne, at vægte hvem som har mest ret; biologeme eller fangerne. Man skal nemlig undgå to ting: dels at biologerne udgør et alvidende teknokratvælde og dels at fangernes 134 synspunkter bliver filtreret og frasorteret inden de når beslutningstagerne. Vægtningen af hvil ket verdensbillede — biologemes eller fangernes — som skal gives ret er det politiske ansvar. Endelig skal der gøres op med den floskel, at oprindelige folk ikke kan udrydde en ressource. Samfundets udvilding har medført, at man ikke længere lider nød når et fangstdyr forsvinder. I dag medfører tab af en ressource blot at presset øges på en anden. Således har torskens forsvin den medført, at man har måttet vende sig mod rensdyr, havfugle og småhvaler, for at sikre sin indkomst. Organisationerne fangernes og fiskernes organisationer har et stort ansvar for forvaltningen af ressourcerne. Organi sationerne skal forsvare fangernes og fiskernes interesser, ingen tvivl om det, men der er både kortsigtede og langsigtede perspektiver i ressour ce udnyttelsen. ønsker man, at der stadig skal være fangere i Grønland om ti eller tyve år, skal der satses langsigtet på sikring af erhvervsgrund laget. Organisationerne skal møde biologerne med en stor portion kritik og skepsis. Kritik fordi biolo ger naturligvis begår fejl og skepsis fordi ilde alle biologer er lige objektive i deres undersøgelser. Men der skal være faglig substans i kritikken. Ofte har biologerne arbejdet med en problemstil ling i 5-10 år og de kan tallene på rygraden. Kommer organisationerne med vel underbygget kritik, vil den også blive taget alvorligt af biolo gerne. Alt for ofte forklares forandringer i dyre nes antal og udbredelse, med usædvanlig kolde eller varme år. Trods ihærdige undersøgelser, er det mig bekendt kun torskens indog udvan dring til Grønland, hvor man har en formod ning om sammenhængen med klimaet. Forvalteme Dem som støber lovgivningen er forvakerne. De vurderer den rådgivning de modtager fra biolo gerne og foreslår til politikerne hvilke tikag der skal laves. De har kontakt til ressource brugerne og kender konsekvenserne — også internationalt — af lovgivningen eller manglen på samme. De har også et længere perspektiv på spørgsmålene end politikerne, fordi de sidder længere tid på deres poster og man kan derfor forvente, et større mål af langsigtet ansvarlighed. Men deres arbejde er ofte vanskeliggjort af den tætte kon takt til ressourcebmgeme. Derer mange eksem I I i I pler på store fiskerier, som har lidt skibbrud, fordi forvaltningen ikke har haft tilstrækkelig afstand til fiskeriet. Dette er også et problem i Grønland og der bør arbejdes på at forvaltnin gen, i langt højere grad benytter sig af de uaf hængige anbefalinger den modtager. Hvis forvaltningen ildce kan lide den videnska belige rådgivning den modtager, eller hvis den er usikker på kvaliteten af den, så er der faste procedurer for hvordan man kontrollerer vide n skabelig kvalitet. Er man utryg ved biologernes rådgivning, er det bedre at sende den ud til vurdering blandt uafhængige eksperter, end at forvalterne selv forsøger at lege videnskabsfolk og gå biologernes beregninger efter i bedene. Langt det meste af den rådgivning der vedrører havets ressourcer, har været ude i internationale organisationer, hvor uafhængige videnskabsfolk har vurderet kvaliteten af den. Alle har hørt om Hvalfangstkommissionen, men også rensdyrog fugleundersøgelser kan blive checket af uafhæn gige forskere. Hvad skal der ske når forvaltningen overhører den rådgivning af godkendt kvalitet, som den modtager ? Et eksempel er hvalrossen i Vestgrønland. Efter en grundig gennemgang af for skere fra Canada, Grønland og Norge anbefa lede den Nordatlantiske Havpattedyrkommis sion (NAMMCO) i 1995 en kraftig reduktion i fangsterne i Grønland. Intet er sket, og man må spørge hvorfor forvalterne overhovedet bad om en status for hvalrossen, når resultatet ikke bruges. Politikerne Politikerne har ansvaret for at samfundet, og dets udnyttelse af naturen, hænger forsvarligt sammen og at den langsigtede udvikling tilgode ser flest mulige interesser. Biologerne ser som fagfolk kun en mindre del af virkeligheden og fangere og fiskere tænker først og fremmest på deres levebrød. Politikerne må sikre, at der er forvalmingsplaner med klare målsætninger for de arter og fiskerier som udnyttes. Det som er bæredygtigt for den ene art, er ikke nødvendig vis bæredygtigt for den anden. Det er heller ilde altid at samfundet vil anvende bæredygtigheds princippet. Nogle arter ønsker man måske at bekæmpe, som det for eksempel var tilfældet med spækhuggere indtil 1976 og som det vel stadig er tilfældet med hajer i fiskeriområderne. Heller ikke for det kommercielle fiskeri behøver udnyttelsen at være bæredygtig. Hvis torsken kommer tilbage til Grønland, vil det måske af samfundsøkonomiske årsager være bedst, at fange så mange torsk som muligt, inden de for svinder igen. for andre arter, vil man måske tillade bestandene at vokse til tidligere tiders niveau, for en evt, fremtidig udnyttelse. Det kunne for eksempel være en god ide for hvid hvalerne. Atter andre arter vil man totalfrede og skåne for fangst. Det vigtigste er at have en klar plan for forvalt ningen af ressourcerne. Politikerne skal også have modet til at handle mod erhvervsmæssige interesser og på baggrund af biologiske undersø gelser med alle de usikkerheder det indebærer. Det er for eksempel velkendt, men uansvarligt, når politikerne anmoder om flere undersøgelser af et spørgsmål, blot for at trække tiden ud og undgå en ubehagelig beslutning. Det koster flere penge og kan øge risikoen for overudnyttelse. Politikerne skal undgå at der sker en polarise ring mellem fangere, fiskere, biologer og forval tere. Alle er bedst tjent med en ordentlig dialog mellem disse parter og de må ikke spilles ud mod hinanden. Det er politikernes opgave, at sørge for at forvaltningen arbejder på en mere langsigtet (mere end én vaigperiode) bevaring, eller bæredygtig anvendelse, af ressourcerne. Det er også politikernes opgave, at sikre biologernes uafhængighed i deres videnskabelige arbejde — altså vel at mærke uden at fangernes viden bliver overhørt. forvaltning kan også baseres på sund fornuft Usikkerheden i biologernes rådgivning er noget vi må lære at leve med. Det er næsten en naturlov, at der er stor usikkerhed forbundet med un dersøgelser af — især havets — levende ressour cer. Det er op til en politisk modenhed, at leve med usikkerheden og bruge den på en ansvarlig måde, uden at misbruge den til politiske formål. Hvis man ønsicer at have 100% sikkerhed for resultaterne af en undersøgelse, det være sig optælling af rensdyr eller bestemmelse af mæng den af rejer, så kræver det, at indsatsen for undersøgelserne øges betydeligt. Dette sætter naturligvis flere biologer i arbejde, men koster samfundet formuer, som kunne være anvendt bedre. I mange tilfælde vil det være ligeså godt, eller måske bedre og billigere, at lytte til det man med en vis usikkerhed ved og så lade tviv len komme ressourcen til gode. 135 Et eksempel er spættet sæl i Grønland, som beviseligt er gået tilbage i antal og hvor der ikke længere er tegn på nogen stor bestand. Om dette skyldes fangst eller klima er i denne sammen hæng underordnet. Biologerne har i årevis anbe falet et fangststop, men har samtidig måttet indrømme, at vores viden om spættet sæl er mangelfuld; en komplet dækkende optælling i Grønland vil koste formuer. Jo mindre en be stand af en dyreart er, jo sværere og dermed dyrere, er det at optælle dem. Disse penge kan utvivlsomt anvendes bedre andre steder og bio logerne har ikke kunnet anbefale en større ind sats på spættet sæl. Forvaltningen har derimod ikke ment, at argumenterne var stærke nok til at frede den spættede sæl og dermed ligger sagen stille, med risiko for at de spættede sæler for svinder helt. I et sådant tilfælde, bør det være med i overvejelsen, at vil man absolut have det 100% sikre bestandstal for spættet sæl, er det en kostbar — ja næsten umuligopgave. Her mener jeg , at man skal se stort på de mangel fulde undersøgelser og i stedet anvende den sunde fornuft — det vil jo også være billigere Vi vil næppe nogensinde få fuldstændig overblik over ressourcernes status i Grønland og vi må derfor lære at leve med biologernes usikre tal. To ting kan dog opveje og billiggøre situationen. Det ene er, at man i mange tilfælde kan erstatte biologisk præcise oplysninger, med simpel sund fornuft om hvordan man kan forvente ressour cerne reagerer på jagttryk og fiskeriudnyttelse. Det andet er politisk ansvarlighed, som rækker ud over valgperioden. Ofte vil en overudnyttelse først rigtig kunne mærkes flere år efter at politi kerne, som accepterede udnyttelsen, er forsvun det fra magten. Med andre ord; i stedet for dyre undersøgelser, kan man benytte den viden man har og anvende langtrækkende politisk ansvarlighed i ressource udnyttelsen. Eksempler på anvendelse af sund fornuft Nogle enkle politiske indgreb vil kunne vride udvildingen over mod det bæredygtige. Jeg skal nævne nogle eksempler. Det sker med risiko for at blive beskyldt for at lave politik, i stedet for at holde mig til mit område; biologien. Jeg kan kun forsvare det med at dyre og endeløse under søgelser kan undgås, hvis.man laver helt indly sende forbedringer af forvaltningen. • Visse fangstdyr er mere følsomme overfor udnyttelse end andre. Særlig isbjørn, hval ros, hvidhval, narhval og storhvaleme skal man passe på pga. deres langsomme forme ring. Sælerne kan, med undtagelse af spæt tet sæl, tåle betydeligt større fangstindsat ser. Dette bør være med i overvejelserne når forvaltningen udformes. • Et af de største problemer med fangsten, er de økonomiske interesser i visse dyr, som ikke er kvoterede. fangsten af hvidhvaler og narhvaler, drives i høj grad for den ind bringende handel med mattak. Selvom Grønland ikke officielt driver kommerciel hvalfangst, så må handlen med mattak fra Nordgrønland til Sydgrønland, betegnes som kommerciel — ingen tvivl om det, flere andre arter bliver også udnyttet hårdt pga kommercielle interesser og for de arter, som har problemer med udnyttelsen, vil det være klogt at fjerne de kommercielle interes ser; f.eks. ved stop for handel med produk tet. • Et andet økonomisk aspekt, som bør æn dres, er støtten til køb af større både. Alt for mange både beregnet til fiskeri, bliver i ste det brugt til hvalros og hval fangst. Tidli gere kunne man fange dyrene tæt på hvor man boede. Med stigende fangster for svandt de og man måtte længere væk for at fange dem. Det er en ond cirkel, som kun bliver værre af at man indsætter flere og mere effektive både. • Man bør også lave en mere hårfin skelnen mellem fiskere og fangere. Dette fordi der ofte opstår et konkurrenceforhold når fiske re går på fangst og fordi fiskerne har en anden økonomisk situation end fangerne. Store kuttere kan tage længere væk og fange hvalrosser og hvidhvaler, og dermed øde lægge fangernes muligheder for fangst fra joller der hvor de bor. Der er ofte bedre og mere langsigtet økonomi i at fange få dyr, med billige redskaber, tæt på hvor man bor. • Bestande som ikke ser ud dl at være særlig store (f.eks. spættet sæl, hvalrossen i Vest grønland, strømand) bør automatisk fredes. For bestande som beviseligt er i tilbagegang (f.eks. hvidhvaler, lomvie, ederfugi), skal der holdes igen med fangsterne, indtil der er tegn på en stigning i bestanden. i 136 • Hvis fangsten af en ressource, det være sig fugl eller fisk, begynder at gå tilbage, er det et klart advarseissignal. fangsten bør deref ter begrænses, indtil man har overblik over om tilbagegangen skyldes idima eller overudnyttelse af ressourcen. Jeg kender ilde nogen eksempler på at interessen for at fange en dyreart har været faldende og det alene har forklaret en tilbagegang i fang steme. • Det er også indlysende at mindske tabene i fangsterne. Mange havpattedyr synker fordi de ildce harpuneres eller fordi de tages på et forkert sted eller årstid. fugle anskydes og forsvinder. Der ville kunne bringes mere fangstudbytte på land, hvis man arbejdede mere ihærdigt på at reducere tabene Grønland ved en skillevej I disse år står Grønland ved en skillevej hvor man skal beslutte, hvor meget de levende res sourcer skal udnyttes og hvem som skal have adgang til dem. Der er en flere hundred år gam mel tradition for at dem som bor i Grønland har en selvfølgelig ret til at skyde dyr og endda så mange man har lyst til. Ikke alle dyrearter kan længere tåle denne udnyttelse. Hvis man ønsker stadig at kunne fange hvidhvaler, narhvaler, isbjørne, hvalrosser og en række havfugle om 50 år, skal den nuværende udvikling stoppes og tendensen vendes. Der må gøres op med tradi tionen om at alle i Grønland kan skyde på hvad som helst. Een vej er at reservere de store fangst dyr til fuldtids fangerne; det vil også forbedre mulighederne for at dette fine erhverv kan over leve. 137