Oversætteren og den juridiske tekst: En empirisk undersøgelse af effekten af lingvistisk kompleksitet og LSP på oversættelse af spanske tekster

Halskov Jensen, Elisabeth Doctoral Thesis Oversætteren og den juridiske tekst: En empirisk undersøgelse af effekten af lingvistisk kompleksitet og LSP på oversættelse af spanske tekster PhD Series Provided in Cooperation with: Copenhagen Business School (CBS) Suggested Citation: Halskov Jensen, Elisabeth (1999) : Oversætteren og den juridiske tekst: En empirisk undersøgelse af effekten af lingvistisk kompleksitet og LSP på oversættelse af spanske tekster, PhD Series, Copenhagen Business School (CBS), Frederiksberg, https://hdl.handle.net/10398/9317 This Version is available at: https://hdl.handle.net/10419/208668 Standard-Nutzungsbedingungen: Die Dokumente auf EconStor dürfen zu eigenen wissenschaftlichen Zwecken und zum Privatgebrauch gespeichert und kopiert werden. Sie dürfen die Dokumente nicht für öffentliche oder kommerzielle Zwecke vervielfältigen, öffentlich ausstellen, öffentlich zugänglich machen, vertreiben oder anderweitig nutzen. Sofern die Verfasser die Dokumente unter Open-Content-Lizenzen (insbesondere CC-Lizenzen) zur Verfügung gestellt haben sollten, gelten abweichend von diesen Nutzungsbedingungen die in der dort genannten Lizenz gewährten Nutzungsrechte. Terms of use: Documents in EconStor may be saved and copied for your personal and scholarly purposes. You are not to copy documents for public or commercial purposes, to exhibit the documents publicly, to make them publicly available on the internet, or to distribute or otherwise use the documents in public. If the documents have been made available under an Open Content Licence (especially Creative Commons Licences), you may exercise further usage rights as specified in the indicated licence. https://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/3.0/ cJQo1( OVERSÆTTEREN OG DEN JURIDISKE TEKST - En empirisk undersøgelse af effekten af lingvistisk kompleksitet og LSP på oversættelse af spanske tekster Elisabeth Halskov Jensen Institut for Spansk 1999 FORORD Min motivering for at foretage en undersøgelse af oversætterens problemer med spanske kildetekster var en undren over, hvad der kunne være årsagen til, at så mange cand.ling.merc.-studerende på Handelshøjskolen dumpede den juridiske oversættelse til dansk (version) år efter år. For stort set alle bestod samtidig “den almindelige” version (dvs. oversættelsen af en spansk avistekst) uden problemer og ofte med gode karakterer. 11996 analyserede jeg fem juridiske kildetekster og et antal tilhørende eksamensbesvarelser i juridisk sprog (version) med henblik på at formulere en hypotese, og jeg fandt ud af følgende: • besvarelserne var ofte skrevet på et meget dårligt og usammenhængende dansk • der var mange fejl, som så ud til at kunne tilskrives fejllæsninger (overspringelser, tilføjelser, forvekslinger med andre ord eller omplaceringer af led) • de oversatte tekster bar præg af mangel på overblik og evne til at genskabe kohærens på tekstplan; der var f.eks. mange tilfælde hvor relativsætninger blev knyttet uheldigt sammen, så meningen blev tvetydig eller i værste fald modsat intentionen Der var tale om generelle tendenser for den del af de studerende, som ikke afleverede “gode” eller “vellykkede” oversættelse. Dette gjaldt flertallet af en årgang i den analyserede periode (1993 - 1996). Syntaksen i den spanske retsafgørelse bevirkede antageligt, at den danske, semi professionelle oversætter mistede overblikket under læsningen. Jeg kunne se på de danske tekster, at oversætteren ikke var i stand til at løse problemer med tekstsammenhæng tilfredsstillende. Men i eksamensbesvarelseme kunne jeg kun se det produkt, oversætteren efter tre timers arbejde var kommet frem til. Jeg kunne kun se resultatet af de mange overvejelser og beslutninger, som min egen oversættelseserfaring sagde mig, at oversætteren måtte have været igennem. Og jeg kunne kun tolke fejlene ud fra min egen personlige viden om en oversættelses tilblivelse. Selve tilblivelsen havde jeg ingen adgang til. Måske var de forståelsesproblemer, jeg havde udpeget i kildeteksterne ikke den virkelige årsag til fejlene i de danske tekster. Jeg måtte derfor fmde nogle undersøgelsesmetoder, der kunne sætte mig i stand til at ra adgang til konkrete oversættelsesepisoder eller processer med henblik på at teste de postulerede forståelsesproblemers psykologiske realitet. Med udgangspunkt i fej lanalysens resultater indledte jeg derefter jagten på oversætterens black box. Nu hvor jeg har foretaget den undersøgelse, jeg dengang ønskede mig, vil jeg således gerne takke de informanter, studerende og eksperter, som medvirkede i min undersøgelse, for at have muliggjort dette. Dernæst vil jeg gerne takke mine to vej ledere Robert Jarvella v/ Institut for Engelsk og Maria Pilar Lorenzo v/ Institut for Spansk for deres aldrig svigtende støtte, opmuntring og konstruktive kritik. Jeg er taknemmelig for den tillid, de begge har vist mig. Uden deres værdifulde vejledning var dette arbejde ikke blevet færdigt. Jeg vil også gerne takke OP-projektets (tværinstitutligt projekt om oversættelsesprocessen under ledelse af Gyde Hansen) medlemmer for det fordomsfri og inspirerende forskningsmiljø og samarbejde, de har givet mig mulighed for at udvikles i. En særlig tak til Inger Mees for støtte med læsning af flere kapitler. Mine kolleger på spansk takker jeg for tre-fire hyggelige år og for hjælp med stort og småt. Især Louise Denver vil jeg gerne takke for læsning undervejs. Mit ophold ved Universitat Autànoma de Barcelona i foråret 1996 gav mig mulighed for at foretage pilotforsøg og få inspiration til min undersøgelse. Jeg vil gerne takke såvel de studerende, som medvirkede, som min vejleder, Willy Neunzig. Jeg vil endvidere gerne takke forskningsgruppen PACTE og særligt Amparo Hurtado Albir for den store interesse for mit projekt. Ikke mindst vil jeg også gerne takke mine ph.d.-kolleger for tre-fire gode år. For hjælp og rådgivning takker jeg også Lita Lundquist, Ditlev Tamm, Iben Hasselbalch, Ole Bajlum, Irene Vaje Madsen, Bernardo Bengtson, Anna Farrell og min bror Jens. Endelig takker jeg min familie og venner for deres store tålmodighed. Frederiksberg, juli 1999 Elisabeth Halskov Jensen Indhoidsfortegnelse Kapitel 0 Generel introduktion til undersøgelsen i 0.1. Overordnet problemstilling i 0.2. Design v 0.3.0. Hypoteser og antagelser om variablenes effekt på proces og produkt ix 0.3.1. Effekter på læsning ix 0.3.2. Effekter på forståelse x 0.3.3. Effekter på formulering xi 0.3.4. Effekter på den oversatte tekst xi 0.4. Materiale xii 0.5. Informanter xiii 0.6.0. Lidt terminologi xvi 0.6.1. Kohærens og kohæsion xvii 0.6.2. Lingvistisk kompleksitet og LSP xviii 0.6.3. Teksttype og (tekst)genre xviii 0.6.4. Læsning, forståelse og oversættelse xix 0.7. Oversættelse af visse termer, retskrivning og køn xx 0.8. Arbejdets opbygning xxi Kapitel i Oversættelse som tekstprocessing i 1.0. Indledende bemærkninger i 1.1. Modeller af oversættelse som tekstprocessing 2 1.1.1. Horisontale modeller af oversættelse 3 1.1.1.1. Catford (1965) 4 1.1.1.2. Kade(1968) 6 1.1.2. Vertikale modeller af oversættelse 6 1.1.2.1. Bell (1991) 7 1.1.2.2. Danks&Griffm (1997) 8 1.2. Modeller af hukommelse 10 1.2.0. Indledende bemærkninger 10 1.2.1. Korttidshukommelse 12 1.2.2. Korttids-arbejdshukommelse 13 1.2.3. Langtids-arbejdshukommelse 14 1.2.4. Implikationer for forståelsesprocessen 17 1.2.4.1. 1.2.4.2. 1.2.4.3. 1.2.4.4. 1.2.5. 1.2.5.0. 1.2.5.1. 1.2.5.2. 1.3. 1.3.0. 1.3.1. 1.3.1.1. 1.3.1.1.1. 1.3.1.1.2. 1.3.1.1.3. 1.3.1.2. 1.3.1.3. 1.3.1.3.1. 1.3.1.3.2. 1.3.1.4. 1.3.1.5. 1.3.1.5.1. 1.3.1.5.2. 1.3.1.5.3. 1.3.1.6. 1.3.2. 1.3.2.0. 1.3.2.1. 1.3.2.1.1. 1.3.2.1.2. 1.3.2.2. 1.3 .2.2. 1. 1.3.2.2.2. 18 20 21 22 25 25 31 32 34 34 35 36 36 36 40 41 44 44 45 47 49 49 50 54 55 57 57 58 59 61 63 63 van Dijk & Kintsch (1978, 1983) Fischer & Glanzer (1986) Daneman & Carpenter (1980) Sammenfatning af forståelse Har hukommelsesmodellerne betydning for oversættelsesprocessen? Generel diskussion En L2-model af hukommelsen? Sammenfatning af oversættelse Faktorer der gør tekstprocessing sværere Indledende bemærkninger Lingvistisk kompleksitet Syntaktisk flertydighed og afgrænsning af meningsenheder Nominalsyntagmer og enkle sætninger Ledsætninger og andre modificerende led ‘Kohæsionsmarkører’ og flertydighed Syntaktisk kompleksitet, ordstilling og tekstlængde, der skal holdes i hukommelsen Pragmatiske faktorer Informativitet Reference og inferens Sammenfatning af flertydighed, kompleksitet og inferens Eksempler på lingvistiske faktorer i spanske domme, som gør tekstprocessing sværere Nominalsyntagmer: afgrænsningsproblemer Ledsætningserstatninger: flertydighed Syntaktisk kompleksitet og tekstlængde, der skal holdes i hukommelsen Sammenfatning af lingvistisk kompleksitet LSP: tekster og viden Indledende bemærkninger LSP — tekster og kommunikationssituationer Lothar Hoffman (1985) Henning Spang-Hanssen (1983) LSP — specialiseret baggrundsviden Terminologi: vidensrepræsentation som begrebs systemer Kognitiv lingvistik: vidensrepræsentation som mentale modeller 65 1.3 .2.2.2. 1. 1.3.2.2.3. 1.3.2.2.3.1. 1.3.2.2.4. 1.3.2.2.5. 1.3.2.2.6. 1.3.3. 66 68 69 71 72 75 76 Kapitel 2 Empirisk undersøgelse: Dataindsamling 82 2.0. 2.1.0. 2.1.1. 2.1.2. 2.2. 2.2.0. 2.2.1. 2.2.1.1. 2.2.1.2. 2.2.1.3. 2.2.1.4. 2.2.1.4.1. 2.2.1.4.2. 2.2.3. 2.3. 2.3.1. 2.3.2. 2.3.3. 82 82 84 87 90 90 90 91 92 93 98 98 100 103 106 106 108 109 MeMo (1995-99): ekspertviden Genreteori: hvordan er genreviden struktureret? Berkenkotter & Huckin (1995) Hvordan er oversættelsesrelevant baggrunds viden struktureret? Rutine i oversættelsesopgaven: professionelle versus ikke-professionelle oversættere Sammenfatning af LSP Sammenfatning af kapitlet Indledende bemærkninger Opsætning og forenkling af teksterne Ændringer i den forenklede version af “Auto estimatorio de un recurso de apelacién” Ændringer i den forenklede version af “Perdona, bonita pero Lucas me queria a mi” Metodiske overvejelser og forberedelser til forsøg Indledende bemærkninger Læsning og forståelse Læsetider Oversætterens egen bedømmelse af læsbarhed og forståelse Højttænkning, retrospektion og forståelsesproblemer i oversættelse Evaluering af den mentale repræsentation Genfortællinger Udspørgning Evaluering af de oversatte tekster Dataindsamling: forsøgsopstilling og forløb Forløb Bemækninger til oversætternes udfyldning af spørgeskemaer Bemærkninger til eksperternes udfyldning af rettesystematik Afsluttende bemærkninger til kapitlet 2.3.4. 110 Kapitel 3 Analyse og kodning af kvalitative data 112 3.0. 3.1.0. 3.1.1. 3.2. 3.2.0. 3.2.1.0. 3.2.1.1. 3.2.1.2. 3.2.1.3.0. 3 .2. 1.3. 1. 3.2.1.3.2. 3.2.1.3.3. 3.2.2. 3.3. 3.3.0. 3.3.1. 3.3.2. 3.3.3. 3.3.4. 3.3.4.1. 3 .3 .3. 1.0. 3 .3 .4. 1.1. 3.3.4.1.1.1. 3 .3 .4. 1.1.2. 3 .3 .4. 1.1.3. 3 .3 .4. 1.1.4. 3 .3 .4. 1.1.5. 3.3.4.2. 3.3.4.2.0. 3.3.4.2.1. 3 .3 .4.2.1. 1. 3.3.4.2.1.2. 3 .3 .4.2.1.3. 3.3.4.2.1.4. 3.3.5. 112 113 114 117 117 118 119 121 122 122 128 129 130 135 135 137 140 144 147 147 148 153 153 156 157 158 159 161 161 163 163 164 165 167 169 Indledende bemærkninger Generelle analyseprincipper og fælles parametre for analyserne Problemløsning, pauser og tøveord Analyse af genfortællingerne Indledende bemærkninger Kategorisering af genfortællingerne Informative ideer Metasætninger Fejl Misforståelser Over — og underfortoikninger Undertoikninger og ikke-toikninger Kodning og kvantificering af resultaterne Segmenteringsog kodningsprincipper i TAP Analyseprocessen Kategorisering af fokus og problemer Inddeling af KT, MT og kommentarer Kategorisering af forståelsesproblemer og formuleringsproblemer Taksonomi for høj ttænkningsprotokoller Taksonomi for lingvistiske og ekstralingvistiske kategorier i TAPanalysen Ide og introduktion Definitioner og eksempler Leksikon Sætning Tekstsekvens Tekst Kontekst Taksonomi for grader af tvivl i TAPanalysen Ide og introduktion Definitioner og eksempler Fokus på betydning og mening Potentielt problem vedrørende betydning og mening Vanskeligt problem vedrørende betydning og mening Uløst problem vedrørende betydning og mening Kvantificering af høj ttænlcning? oversætterens arbejde således bygger på tekstforståelse, må hans/hendes viden være god. Giles egen definition af tilstrækkelig forståelse i forbindelse med oversættelse er, at det er, når forståelsen af udgangstekstens logiske og funktionelle infrastruktur muliggør en meningsfuld gengivelse på målsproget (Gile: 1995:93). Den forudsatte viden i teksterne vil under alle omstændigheder variere fra det ene oversættelsesproblem til det andet — den vil spænde fra common sense viden (f.eks. om retten til appel) til mere specialiseret viden (f.eks. om gangen i en skiftesag). Tekstens krav til forhåndsviden må endvidere antages at hænge en del sammen med, hvordan ‘kohæsionsmarkører’, dvs. pronomener, konjunktioner etc. er anvendt i formuleringen af teksten, og hvor meget information er ekspliciteret i teksten (se f.eks. Lundquist m.fl. 1983). De fleste, der har set mere end en juridisk eller administrativ tekst i samme genre, vil da også medgive, at sprogbrugen jf. Hatim og Mason (1997) — til forskel fra f.eks. de fleste litterære og joumalistiske genrer — er endog meget forudsigelig, og at f.eks. bestemte måder at kæde sætninger sammen på går igen fra den ene tekst til den anden. Men billedet er ikke så enkelt, hvis man giver sig til at kigge en spansk lovtekst eller procesdokument efter i sømmene, for selv om stilen er forudsigelig, må den siges oftest samtidig at udgøre en barriere for forståelsen. Periodelængden er i de juridiske tekster ofte af et omfang, hvor den dårligt kan undgå at skabe kompleksitet, idet den bl.a. kan føre til syntaktisk flertydighed (se bl.a. Jacinto Martin m.fl. 1996:51). Hos Hatim og Mason (1997) bliver konvention og (kommunikativ) intention forbundet med hinanden, men selv om det nok hænger sådan sammen i en faglig kommunikationssituation, er de to størrelser ikke forbundne i en oversættelsessituation: kompleksiteten, som er en konvention i de spanske juridiske tekster, kan mindske kohæsionen, som er nødvendig for, at oversætteren kan forstå teksten. Spørgsmålet er nu, om ikke en forenkling og en forbedring af den juridiske tekst vil øge oversætterens chancer for at skabe en kohærent meningsrepræsentation af kildeteksten, som bedre kan sætte hamlhende i stand til at formulere en adækvat måltekst. Hvis vi går ud fra, at såvel den lingvistiske kompleksitet som faglighedsgraden i den juridiske tekst vanskeliggør oversætterens processing af teksten, må vel en forbedring af kohæsionen i teksten II’ bevirke, at oversætteren, som Gile (1995) anfører, bedre vil blive i stand til at opbygge tekstforståelse under læsning. For hvor ekspertens forståelse i høj grad vil bygge på foregribelse af såvel tekstens struktur som dens indhold, og således ikke kan antages at påvirkes nævneværdigt af den lingvistiske kompleksitet, da vil oversætterens forståelse antageligt være mere affiængig af tekstens krav til ressourcer i korttidshukommelsen. Vælger oversætteren at oversætte vertikalt, dvs, med en forudgående analysefase, hvor forståelsen fungerer som input for formuleringen, kan en kompleks sætningsopbygning ikke forventes at have indflydelse på måltekstens form, men nok på såvel det antal operationer, der kan antages at indgå i konstruktionen af en kohærent meningsenhed, som på antallet af misforståelser i den oversatte tekst. Shreve og Diamond antager i en teori fra 1997, at oversætteren for at integrere tekstens informationer til en kohærent meningsenhed må holde en (konceptuel eller ordret) repræsentation af tidligere læst tekst i korttidshukommelsen. Hvis det er korrekt, må lingvistisk komplekse tekster antages at give oversætteren flere forståelsesproblemer end enide tekster, hvor tekstens relationer fremstår mere overskueligt og eksplicit. I en ny teori om langtids-arbejdshukommelse (Ericsson & Kintsch 1995) antages det dog, at almindelig tekstforståelse ikke er affiængig af korttidshukommelsens begrænsede ressourcer. Synspunktet er her øjensynligt, at korttidshukommelsen fungerer som en slags backup, når ekstra kognitive operationer skal sættes i værk for at forstå en vanskelig tekst. Det ny ud fra dette synspunkt er således, at fortoikning af sanseindtryk sker i langtidshukommelsen, dvs, at langtidshukommelsen ikke er en passiv opbevaring af alle vores erindringer, men en aktiv hukommelse. Iflg. denne teori hænger begrænsninger i kapacitet sammen med, om processen foregår bevidst eller ubevidst. Ericsson og Kintsch antager dog, at hvis teksten er dårligt skrevet, eller læseren mangler baggrundsviden, vil han først skulle skabe en såkaldt ‘genkaldelsesmarkør’, som kan danne udgangspunkt for den videre processing af teksten. I en oversættelsessituation må skabelsen af en mental repræsentation alt andet lige være mindre problematisk end i tolkning, fordi oversætteren ikke er underlagt det samme tidspres, og fordi han!hun slet ikke som tolken er affiængig af, at den første aficodning af kildeteksten er korrekt. iv Men det må samtidig antages, at skabelsen af den mentale repræsentation er en forudsætning for vellykket oversættelse. I de senere år har man i psykolingvistikken og oversættelsesvidenskaben argumenteret for, at der er brug for eksperimentelle undersøgelser, hvor variable manipuleres, for at fremskaffe større viden om oversættelsesprocessen, f.eks. Danks og Griffin: “To study the cognitive processes of translation and interpretation, the factors indentified here, as well as others, need to be varied systematically to determine their role in the translation and interpretation (Danks & Griffin 1997:175) Desuden plæderer Toury (1995) for systematisk undersøgelse af relevante faktorers indflydelse på såvel proces som produkt:” the greatest contribution of experimentation lies precisely in its potential for shedding new light on the interdependencies of ali factors which (may) act as constraints on translation and on the effects of these interdependencies on the process, its product, and in increasing their predictive capacity” (Toury 1995:222). Det foreliggende arbejde er en sådan undersøgelse. 0.2. Design Til min undersøgelse måtte jeg finde et design og nogle undersøgelsesmetoder, der kunne sætte mig i stand til at få adgang til konkrete oversættelsesfaser eller processer med henblik på at teste hypotesen om effekten af lingvistisk kompleksitet og LSP, og effekten af forenklingen af teksterne. Følgende parametre indgår i udformningen af et eksperiment (Frankfort-Nachmias & Nachmias 1992:104): • Sammenligning • Manipulation • Kontrol • Generalisering Når man anvender et design til at styre sin undersøgelse, er det fordi man ønsker at påvise og forklare en sammenhæng - designet sætter forskeren i stand til at foretage denne sammenligning. Manipulation betyder bare, at man observerer to forskellige situationer: én hvor man har introduceret en v ændring og en anden, hvor man ikke har ændret noget. På denne måde kan man, under “laboratoriebetingelser”, undersøge om den ændring, man har introduceret, er den faktor, der kan forklare en sammenhæng. Én type klassisk design består af en sammenligning af to grupper: en testgruppe og en kontroigruppe. Dette design bruges meget i medicin. I testgruppen manipulerer man en variabel - dvs, man giver en bestemt behandling, medicin el.lign., og man afgør således ved præog postests, om den manipulerede, eller den uaffiængige, variabel har haft en virkning eller ej. Dette kan kun ske ved at forsøge at kontrollere alle de relevante, intervenerende variable, som kan være alternative forklaringer på, at der evt, er registreret en forskel. Denne kontrol er det, som forskeren ofte angribes på, fordi det i praksis er meget svært at forudse alle mulige årsagsforklaringer på forhånd. Det er således designet, der er styrende for, hvilke generaliseringer, man kan foretage bagefter. Sammen med informantgruppens størrelse og repræsentativitet og forsøgssituationens ‘økologiske validitet” afgør designet, hvilke konklusioner, man kan tillade sig at drage af resultaterne. Et 2 x 2 faktordesign blev valgt til at danne rammen om den foreliggende empiriske undersøgelse, og syntaktisk kompleksitet og LSP (eller genre) var de to uafhængige variable, der blev manipuleret. Designet kan illustreres således: Avistekst Juridisk tekst med med forenidet forenklet syntaks syntaks Avistekst Juridisk tekst med med kompleks kompleks syntaks syntaks Dette lidt smarte begreb anvendes om det forhold, at man skaber en så naturtro situation som muligt. Denne situation må ses i sammenhæng med det, der undersøges, og med den opfattelse, som den gruppe af informanter, man vælger til sin undersøgelse, har af den aktivitet, man undersøger. vi Faktordesignet har den fordel, at man kan afprøve (alle) de faktorer, man mener, har indflydelse på den affiængige variabel, og der bliver derfor færre faktorer, som man skal forsøge ‘at holde konstant’(se f.eks. Johnson & Solso 1971:22-29). Med henblik på at teste mine hypoteser målte jeg således effekten af de to variable, som jeg mente var årsag til, at forståelsen og oversættelsen blev vanskeliggjort. Tekster i to betingelser er sammenlignet: en forenklet og en ikke-forenklet, dvs, kompleks. Ved at manipulere to faktorer og forsøge at holde alle andre faktorer konstante kunne det efter forsøget konstateres, om de to faktorer gjorde en forskel eller ej. Det kunne endvidere efterprøves statistisk. Da min hypotese tager udgangspunkt i forskelle mellem tekstfaktorer, og ikke i forskelle mellem oversættere, valgte jeg kun at manipulere disse to faktorer, og ikke sammenligne flere oversættergrupper med forskellige kompetenceniveauer. De affiængige variable er forståelsens og oversættelsens faser fra måltekst til kildetekst, som er operationaliseret på forskellig vis. Forståelse kan af gode grunde ikke observeres eller iagttages direkte. Dette har dog ikke forhindret psykolingvister i at undersøge forståelse i mange år. Forståelse har været undersøgt med såkaldte on-line metoder, bla. læsetidsmåling (og andre tidsmålinger), pupillometri (her måler man ‘den mentale belastning’) og introspektion, og det har været undersøgt med såkaldte off-line metoder som genfortællinger, dagbøger, cioze tests, multile choice, retrospektion og andre former for udspørgning samt spørgeskemaundersøgelser. Der har (naturligvis) også været stillet spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan undersøge forståelse, og især om det kan måles (skalært — lidt eller meget?). Et af problemerne er, at man ikke kan undersøge forståelse udelukkende ved at spørge personer, hvad de forstår, og hvordan de opnår forståelse. I så fald er det metakognition, og ikke kognitionen selv, man undersøger. Vi har nemlig ikke direkte adgang til vores egne mentale processer. Dernæst må man også skelne imellem, om man vil måle ‘forståelsesudbyttet’ eller om man vil forsøge at finde ud af, hvordan forståelse foregår. I den foreliggende undersøgelse er det såvel automatisk versus problematisk processing, som hvilket udbytte, vi’ oversætteren har af forståelsen og oversættelsen, der undersøges. Og dette udbytte antages oversætteren at have adgang til. Et middel til at fa belyst forståelse fra flere synsvinkler er at kombinere forskellige undersøgelsesmetoder. Et andet argument for at kombinere metoder er, at den metode forskeren anvender, indebærer et bestemt syn på mennesker og verden, og ved at bruge forskellige metoder undgår man den bias, den “snæversynethed” om man vil, der altid er knyttet til metoden: “There is a certain degree of “method specificity” in each of the forms of data collection used by social scientist. Consequently, there is a great advantage in triangulating methods whenever feasible, that is, using more than one form of data collection to test the same hypothesis” (Nachmias & Nachmias 1992:197). Udover at forskeren får et bredere syn på sin problemstilling, er der også andre fordele. Hvis hanlhun er så heldig at nå samme resultat med flere forskellige data, vil det gøre konlclusionen mere troværdig (se bl.a. Nachmias & Nachmias 1992). Det er således almindeligt, at forskning i reception foregår ved at kombinere forskellige metoder. Men indsamlingen af forståelsesdata i en oversættelsessituation kompliceres yderligere af sammenblandingen af to kognitive processer:forståelse og formulering. Oversættelse er som proces primært er rettet mod formuleringen af en tekst på et andet sprog, her modersmålet. Forståelsesprocessen vil derfor være endnu sværere at iagttage” eller inferere sig frem til. Jeg valgte derfor at adskille forståelse og oversættelse i faser. Dette indebar, at jeg måtte give afkald på udelukkende at undersøge forståelse i en “naturlig” oversættelsessituation, hvor det er en skriveproces. Men jeg forsøgte at skabe en plausibel pædagogisk oversættelsessituation (jf. diskussionen om ‘økologisk validitet’ovenfor). I forsøget blev der således taget hensyn til, at oversætteren skulle opleve oversættelsesopgaven så reel som mulig. I forsøget blev følgende data indsamlet: 1. Data om læsesværhedsgraden: læsetider for hvert afsnit målt i Translog 2 , scoring af læsesværhedsgrad på spørgeskema. 2 Translog er et computer-logpro gram udviklet af Amt Lykke Jakobsen (se Jakobsen 1998), hvor alle pauser og bevægelser på tastaturet registreres i en dosfil. vi” 2. Data til bedømmelse af oversætterens forståelse af kildeteksten kvalitativt og kvantitativt: fri genfortælling og udspørgning (spørgsmål og svar). 3. Data om oversætterens oplevelse af forståelse og sværhedsgrad i oversættelsesprocessen: højttænkning under mundtlig oversættelse, efterftilgt af scoring af forståelsesgrad og sværhedsgrad på spørgeskema. 4. Data til bedømmelse af oversættelsens sværhedsgrad kvantitativt: skriftlig oversættelse i Translog. 5. Data hvor oversættelsen evalueres for dens vellykkethed: ekspertbedømmelser og karaktergivning på to evalueringsskemaer: én bedømmelse af oversættelsen ‘som gengivelse af kildeteksten’ og én som ‘dansk tekst’. 0.3.0. Hypoteser og antagelser om variablenes effekt på proces og produkt Under dette punkt vil hypoteseme for forsøget ganske kort blive præsenteret og forklaret. Primært blev det forudsagt, at der ville være signifikante effekter af såvel lingvistisk kompleksitet som LSP på alle læseog forståelsesdata. Med hensyn til formulering blev der kun forventet effekter af LSP. Signifikante effekter af LSP blev forudsagt på en bedømmelse af den oversatte tekst, vurderet som ‘gengivelse af kildeteksten’, mens der ikke blev forventet signifikante forskelle ved en bedømmelse som ‘dansk tekst’. Sekundært blev det forudsagt, at effekten af lingvistisk kompleksitet ville være mere pålidelig for LSP-teksteme. Denne større effekt blev forudsagt på læseog forståelse samt bedømmelsen som ‘oversættelse’. Inddelt i faser vil hypoteseme se således ud: 0.3.1. Effekter på læsning Ord og sekvenser som kræver inferens, antages at nødvendiggøre inddragelse af kontekst eller baggrundsviden, og dette antages under alle omstændigheder at tage tid. Men tidsforbruget antages at øges, des mindre baggrundsviden, oversætteren har. Generelt forventes juridiske tekster således at blive læst langsommere. Juridiske tekster forventes ligeledes at opleves som sværere at læse end tekster med et ikke-fagligt indhold. ix Forenklingen af teksterne antages at medføre, at færre sammenhænge skal infereres, og at informationen i teksten lettere integreres til en kohærent størrelse. Derfor forventes foreniciede tekster at blive læst hurtigere end komplekse. Da oversætteren her antages ikke at være fagekspert, forventes LSP og kompleksitet at spille sammen, således at det bidrager signifikant til forøgelsen af sværhedsgraden. Tidsfaktoren i læsningen vil dog under alle omstændigheder være en funktion af den globale læsestrategi, oversætteren vælger, dvs. af i hvor høj grad han udsætter løsningen af forståelsesproblemer til senere. 0.3.2. Effekter på forståelse Da det antages, at oversætteren for at integrere tekstens informationer i en kohærent meningsenhed må holde en (konceptuel) repræsentation af tidligere læst tekst i korttidshukommelsen, må forenklede tekster med eksplicitte kohæsionsmarkører forventes at give oversætteren færre forståelsesproblemer end komplekse tekster, hvor tekstens relationer er mere implicitte. Det antages, at der er sammenfald mellem den totale mængde problemer oversætteren har i løbet af oversættelsen, og oversætterens egen oplevelse af tekstens sværhedsgrad, og det forventes, at komplekse tekster opleves som værende sværere end enkle. Det forventes således, at forenklingen vil bevirke, at forståelsesprocessen bliver mere effektiv i begge gerner, men at effekten vil være størst i de forenklede juridiske tekster, hvor oversætterens baggrundsviden antages at være svagest, og oversætteren derfor har mere “brug for hjælp”. Det forventes endvidere, at den mentale repræsentation, som oversætteren har, efter forståelsesfasen er afsluttet, vil være mere fuldstændig for avistekstemes vedkommende, men at forenklingen vil bidrage til en bedre mental repræsentation især i de juridiske tekster, idet forståelsen af sammenhænge angiveligt styrkes her. Da det antages, at læsere (og også oversættere) tolker et flertydigt segment ved første læsning, kan dette i komplekse tekster resultere i flere misforståelser af sammenhænge, hvis oversætteren ikke retter fejlen inden den endelige formulering af teksten. Forenklede tekster forventes i begge gerner at give færre misforståelser og bedre hukommelse af teksten. x 0.3.3. Effekter på formulering Den første parafrasering af en tekstsekvens er samtidig det første ækvivaleringsforsøg. Direkte, automatisk oversættelse uden en eksplicit forståelsesfase antages ikke at finde sted i det konkrete forsøg, da en sådan oversættelesstrategi imødegås med kravet om forståelse i den mundtlige oversættelse (højttænkningen). Da oversætteren ikke er professionel, men har en vis rutine i oversættelse af juridiske tekster, kan nogle, men ikke mange, problemer med det juridiske stilleje og terminologien forventes i formuleringsfasen, selv efter en meget grundig forståelsesproces. Det forventes således, at der vil være en større tøven og usikkerhed i formuleringen af de juridiske tekster, men at problemerne vil blive løst. Da oversætteren i forsøget antages at oversætte vertikalt, dvs, med en forudgående analysefase, hvor forståelsen fungerer som input for formuleringen, kan en kompleks sætningsopbygning ikke forventes at have indflydelse på formuleringen. Der forventes således ikke nogen signifikante resultater af forenklingen i formuleringen. 0.3.4. Effekter på den oversatte tekst De oversatte tekster forventes at være et produkt af såvel forståelsen som formuleringen af henholdsvis kildeog måltekst. Oversættelserne kan bedømmes enten som oversættelser af målteksten, og her vil den loyale gengivelse af mening være i centrum, eller som danske tekster, hvor formuleringen vil være afgørende. Oversætteren forventes at kunne rette de ord eller udtryk, han har været i tvivl om i revisionsfasen med ordbogsopslag, mens misforståelser af sammenhænge kun rettes, hvis oversætteren opdager fejlen, hvilket kræver såvel motivation som kompetence. Bedømt som oversættelser vil komplekse tekster kunne forventes at blive bedømt lavere, hvis oversætteren ikke har rettet misforståelse af sammenhænge, enten pga. manglende motivation eller pga. manglende kompetence. Lavere bedømmelser af komplekse tekster vil således indirekte være et tegn på, at flest sammenhænge er misforstået i disse tekster. Bedømt som oversættelser vil de juridiske tekster kunne forventes at blive bedømt lavere, hvis oversætteren har misforstået flere sammenhænge i disse tekster. Der forventes således signifikante effekter af begge variable på bedømmelsen som ‘oversættelse af kildeteksten’. xi Bedømt som danske tekster vil de komplekse tekster generelt kun kunne forventes at blive bedømt lavere, hvis oversætteren har oversat udelukkende horisontalt, hvilket ikke er plausibelt i det konkrete forsøg. Juridiske tekster antages således ikke i denne bedømmelse at blive bedømt signifikant lavere end avistekster, da informantgruppen har en vis rutine i oversættelsen af den valgte genre, og fordi problemer med formulering antages at blive løst i processen. Der forventes således ingen effekter i bedømmelsen som ‘dansk tekst’. 0.4. Materiale Teksterne der anvendes, ligner de tekster, der oversættes i undervisningen og til eksamen på Handelshøjskolen. Dels fordi det er ønskeligt for undersøgelsens formål at teste typiske tekster, og dels fordi oversætteren skal tage oversættelsesopgaven alvorligt; gør han ikke det, bliver oversættelsen dårlig(ere). Udgangspunktet er derfor autentiske tekster, som først blev forkortet og inddelt i tre afsnit, og sidenhen blev forenklede versioner udarbejdet. Der blev således fundet en ikke-juridiske tekst, som repræsenterer ikke-LSP i undersøgelsen. De valgte tekster er to retsafgørelser (en høj esteretsdom og en kendelse fra en provinsdomstol) og to avisartikler (en kommentar og en anmeldelse). Jeg valgte at bruge retsafgørelser til at repræsentere ‘juridisk tekst’ i min undersøgelse, fordi denne type tekster ofte har været brugt til de afsluttende eksaminer i juridisk oversættelse, og jeg har valgt at bruge indledningen “ANTECEDENTES”, som svarer til sagsfremstillingen, fordi den er nemmere at forstå end “FUNDAMENTOS DE DERECHO”, som svarer til fremstillingen af de juridiske præmisser. I sagsfremstillingen genfortælles sagens forløb, og her anvendes den grundlæggende terminologi inden for området, som de semi professionelle oversættere formodes at være bekendt med. Det er f.eks. betegnelseme for de forskellige faser i processen og betegnelser på de involverede rollepersoner. Dette er selvfølgelig også begrundelsen for, at de ofte bruges til at teste oversætterens færdigheder til den endelige eksamen. Jeg valgte to tekster fra den spanske avis El Paz”s til at repræsentere den ikke-juridiske tekst. Avistekster er den tekstgenre, der oftest bruges i undervisningen i ‘almindeligt sprog’ på Handelshøjskolen i København. XI’ standardtekst, f.eks. en dom, et forretningsbrev eller en brugsanvisning, karakteriseret ved den kommunikationssituation, den indgår i og det register, den benytter. Genre kan således sidestilles med ‘medium’ (jf. også Becker Jensen 1997) Iflg. Bakhtin (1986 i van Dijk, 1997) er genrer relatively stable types of interactive utterances”, hvilket er i overensstemmelse med den første definition. Denne brug adopteres her (undertiden under betegnelsen tekstgenre). Teksttype defineres af Hatim og Mason (1997, glossar) med udgangspunkt i deres retoriske synsvinkel som værende f.eks. enten argumentative, narrative eller ekspositoriske tekstpassager, hvoraf der kan være flere forskellige i én og samme tekst. Se endvidere Trosborg (1997). Teksttype referer således til tekstsekvensniveau og ikke til tekstniveau. Denne anvendelse adopteres her. I den generelle omtale af forskellige typer af tekster vil ‘juridisk tekst’ her både referere til en tekst, der benytter sig afjuridisk sprogbrug (register eller stil), dvs, en teksttype, og til en juridisk (tekst)genre, dvs, en konkret tekst i en kommunikationssituation. Betegnelsen ‘juridisk tekst’ dækker således såvel et antal konkrete genrer (domme, love, kontrakter mv.) som en bestemt teksttype, en bestemt måde at kæde ord og sætninger sammen på og et bestemt formalitetsniveau. 0.6.4. Læsning, forståelse og oversættelse Det kan måske virke kunstigt, at der i undersøgelsen skelnes mellem læsning og forståelse. I grunden ki.mne alle mine fire faser (læsning, forståelse, formulering og evaluering af oversættelsen) benævnes ‘forståelse’, da begrebet kan anskues på en sådan måde, at det indgår i alle fire aktiviteter. Denne anskuelse er jeg ikke nødvendigvis uenig i, men i denne undersøgelse er det hensigtsmæssigt at anvende et mere nuanceret syn på, hvad forståelse er, jf. ovenstående diskussion. At læse en tekst indebærer således ikke automatisk, at man forstår teksten. Det er f.eks. muligt at læse en tekst højt uden at integrere tekstens informationer i en kohærent meningsenhed, som man bagefter vil være i stand til at huske og genfortælle. Det er ligeledes muligt at integrere informationerne i en tekst i en kohærent meningsrepræsentation uden derfor at være i stand til at oversætte teksten. Det er således hensigtsmæssigt for det første xix at skelne mellem læsning med tekstforståelse som formål, med genfortælling (hukommelse) som formål, og med oversættelse som formål. For det andet er det hensigtsmæssigt at huske på, at forståelse (ligesom oversættelse) både er en proces og processens resultat. Disse betragtninger vil blive grundigt belyst i kapitel 1. 0.7. Oversættelse af visse termer, retskrivning og køn I formuleringen af mine kapitler har jeg tilstræbt at anvende danske betegnelser og begreber. Men visse begreber bliver mindre entydige og måske kluntede, når de oversættes. Jeg anvender således nogle steder de engelske begreber parsing, on-line og off-line, input, common sense mv. og det spanske gerundio etc. Disse udtryk står med kursiv. Andre steder har jeg valgt at fordanske engelske udtryk, som f.eks. text processing til tekstprocessing (og ikke tekstprocessering), inference til inferens, cognitive el. mental representation til mental eller kognitiv repræsentation og parse til parse (med dansk udtale), hvor jeg mener, at begrebet eksisterer i dansk sprogbrug. Endelig har foretaget egentlige oversættelser af visse begreber som f.eks. retrieval cue til genkaldelsesmarkør, maintenance mechanism til fastholdelses mekanisme, osv. Endelig bør det nævnes, at jeg anvender det danske ‘forenkling’ om den manipulation af teksterne, jeg har foretaget, selv om jeg på engelsk ( i resumeet) anvender easfication, som har en lidt anden betydning. Dette skyldes, at jeg ikke har kunnet finde en adækvat oversættelse af det engelske begreb (se endvidere diskussion i kapitel 2). Generelt har jeg forsøgt at afjasse brugen af diverse kognitive begreber til den brug, jeg har fundet andre steder, og hvor jeg ikke har fundet begreberne i danske tekster, har jeg foretaget en konkret og individuel afvejning af læsbarhed. Desuden har jeg haft overvejelser angående brugen af pronomener i hanog hunkøn. I en neutral fortællestil anvendes ofte ‘han’, hvor der menes han/hun. Imidlertid er alle oversættere i min undersøgelse kvinder, hvorfor det kan virke akavet at ‘neuralisere’ til maskulinum. Jeg har derfor tilstræbt at anvende ‘han/hun’ eller blot ‘hun’, hvor talen er på oversættere, og han/hun ved andre gruppebetegnelser. xx 0.8. Arbejdets opbygning I kapitel i gennemgås som nævnt det teoretiske fundament for undersøgelsen. Her præsenteres modeller af oversættelsesprocessen og forskellige modeller af hukommelse diskuteres i forhold til tekstprocessing i forståelse og oversættelse. Lingvistisk kompleksitet og LSP diskuteres indgående (men ikke udtømmende) ud fra forskellige teoretiske synsvinkler, og en række konkrete forsøg inddrages i diskussionen. Konkrete eksempler fra spanske retsafgørelser vil ligeledes blive inddraget i diskussionen. Kapitlet afslutttes med en sammenfatning, som er baggrunden for de konkrete hypoteser, der er præsenteret her. Dernæst gennemgås den empiriske undersøgelse. I kapitel 2 vil forenklingen af teksterne, metodeanvendelse og dataindsamling blive fremlagt. Principperne for analyse og kodning af kvalitative data vil blive fremlagt og diskuteret i kapitel 3. Resultater og diskussion af højttænkningsanalysen vil blive fremlagt i kapitel 4, og i kapitel 5 vil de kvantitative analyser, samt resultater og diskussion af hele undersøgelsen blive fremlagt. Til sidst vil der i kapitel 6 være en samlet konklusion på alle undersøgelsens resultater. Et resumé på engelsk er desuden indsat. xxi Kapitel i Oversættelse som tekstprocessing 1.0. Indledende bemærkninger Formålet med dette kapitel er at forsøge at integrere nogle centrale modeller af hukommelsen i en model af — eller i hvert fald en ide om — oversættelsesprocessen med henblik på at diskutere, hvilke potentielle effekter henholdsvis lingvistisk kompleksitet og LSP (dvs, tekster der kræver specialiseret baggrundsviden) kunne tænkes at have på oversættelsens effektivitet og vellykkethed. Mange teoretiske definitioner er i tidens løb blevet udarbejdet af oversættelsesprocessen, men den empiriske udforskningen af oversættelsesprocessen er stadig i sin begyndelse. Tolkeforskningen har mere end forskningen i tekstoversættelse fokuseret på de egentlige mentale processer i oversættelse. Psykolingvistiske forsøg i tolkning (bl.a. Bank 1969, Gerver, 1976, Seleskovitch 1976, Tommola 1990) har været anvendt med henblik på at teste, hvilke faktorer der påvirker processen, og mere generelt med henblik på at kortlægge den. Den mundtlige oversættelse har således i højere grad end tekstoversættelse været udforsket psykolingvistisk med eksperimenter, hvor variable manipuleres. Oversættelse af tekster har til gengæld været genstand for megen teoretisk refleksion både i den mere kommunikativt orienterede og den lingvistisk inspirerede del af oversættelsesvidenskaben. Dog har eksempelvis Krings (1986), Lörscher (1991) og Kiraly (1995) baseret deres modeller på systematiske diskursanalyser af høj ttænkningsprotokoller, der er eliciteret under oversættelse af tekster. Oversættelsesprocessen har her været beskrevet som henholdsvis problemløsningsproces og intuitiv proces. I sin affiandling fra 1995 siger Kiraly, at oversættelsesprocessen fortrinsvist forløber intuitivt eller ukontrolleret (Kiraly 1995: 99-115), og han støttes af Hönig (1995:5063), og denne proces (i det Kiraly kalder the intuitive workspace) har vi ikke adgang til via højttænkningsprotokoller. Krings (1986) konstaterer i sin undersøgelse, at 90% af verbaliseringeme i højttænkningsprotokollerne vedrører problemforløb, idet oversætteren ikke verbaliserer der hvor processen forløber automatisk: “Wo keine Übersetzungsprobleme auftreten, laufen die Prozesse automatisiert oder teil-automatisiert ab. Automatisierte Prozesse bedürfen jedoch keiner bewul3ten kognitiven Steuerung und tauchen deshaib im Bewui3tsein der Versuchspersonen (...) nur ihren Resultaten, nicht in ibren Abläuf auf. AuBerdem laufen (teil-)auto-matisierte Prozesse schneller ab und lassen auch von daher weniger raum fur Verbalisierungen als jene Phasen, in denen Probleme fokussiert werden.”(Krings 1986:118). Krings (1986) vælger derfor at begrænse sig til at beskrive problemløsningen, og det samme gør Lörscher (1991). Forskelle i beskrivelsen af oversættelsesprocessen kan udover forskerens epistemologiske synsvinkel også bero på valg af informanter, valg af tekst eller oversættelsesopgave. Mens Krings’ tekster var af en betydelig lingvistisk sværhedsgrad og hans informanter studerende, da var Kiralys informanter professionelle oversættere, og hans tekst var en turistbrochure. Lörschers informanter var sprogstuderende og hans tekster (syv forskellige tekstsekvenser med en problemandel fra 17.83% til 51.35%’) skulle oversættes mundtligt. Man har ikke i den empiriske oversættelsesvidenskab fokuseret meget på de hukommelsesprocesser, som foregår under oversættelse, men mere på en bredere form for observerbar oversætteradfærd, som f.eks. ordbogsopslag, antal ækvivaleringsforsøg, pauser og kommentarer. Dette kunne skyldes, at man ikke anser korttidshukommelsen eller arbejdshukommelsen for væsentlig i tekstoversættelse. Allerede i i 980’eme stillede nogle forskere spørgsmålstegn ved dens betydning i tekstforståelse — en aktivitet, som har en del til fælles med oversættelse (se van Dijk & Kintsch 1983:350). De empiriske modeller, vi har i dag, afbildeder således processens forskellige makroog mikroniveauer, men forklarer ikke, hvordan mikroniveauets komponenter spiller sammen. Jeg vil derfor ikke i nedenstående gennemgang tage udgangspunkt i disse modeller, da det ikke er oversættelsesstrategier, men hukommelsessystemet, der er i fokus her. 1.1. Modeller af oversættelse som tekstprocessing De definitioner eller modeller af oversættelse, der har været fremført, kan meget groft inddeles i to typer af modeller: oversættelse anskuet som en vertikal proces, dvs, hvor fuld forståelse af teksten foretages før produktion påbegyndes, eller oversættelse som en horisontal proces, hvor ‘Pro centtallet er opstået ved en optælling af antal problematiske leksemer i procent af det totale antal leksemer i teksten.(Lörscher 199 1:205). 2 et kildetekstsegment erstattes af det tilsvarende måltekstsegment (de Groot, 1997: 30). De fleste vil vel i dag være enige i, at både vertikal og horisontal processing indgår i oversættelse, hvor forholdet måske er affiængig af teksttype og oversættelseskompetence, og flere modeller forsøger da også at tage højde for begge (bl.a. også Krings 1986 og Hönig 1995). En anden inddeling af oversættelsesmodelleme er den tofasede versus den trefasede model (jf. Krings 1986:6 med henvisning til Wills 1977 og 1978). Den trefasede model skulle således bestå af en 1) afkodningsfase 2) omkodningsfase eller ækvivaleringsfase og en 3) indkodningseller formuleringsfase (f.eks. Kade 1968, se nedenfor), mens den tofasede model kun omfatter forståelse og formulering. Meget firkantet vil den trefasede model med dens vægt på ækvivalering svare til det, de Groot omtaler som horisontal processing, og den tofasede vil svare til det, de Groot kalder den vertikale model. Jeg vil her bibeholde inddelingen i horisontal og vertikal af pædagogiske årsager, idet disse begreber kan anvendes om processingstyper uaffiængigt af antallet eller rækkefølgen af faser i processen. Gennem hele kapitlet vil det i øvrigt fremgå, at min egen angrebsvinkel primært er vertikal. 1.1.1. Horisontale modeller af oversættelse Opfattelsen af oversættelse som en lineær ord-for-ord eller sætning-forsætning proces er gammel. Den arabiske forfatter Salah al-Din al-Safadi beskriver den tidligere oversættelsesvidenskabelige filosofi således: miran cada palabra griega y b que significa. Buscan un término equivalente, en cuanto al sentido, en àrabe, y b escriben. Toman luego la palabra siguiente y proceden asi sucesivamente, hasta que terminan b que han de traducir. Este método es malo porque (...) la sintaxis yla estructura de las frases no siempre se corresponden en uno y otro idioma.” (gengivet i Tricås Preckler 1995:28). Ret tidligt blev man således opmærksom på, at konsekvent ord-for-ord oversættelse ikke resulterede i læsbare måltekster. Det opfattes i dag ofte som en procesform, der karakteriserer novicer eller midlertidige sammenbrud i professionelles oversættelse (de Groot 1997:31). Den horisontale processing er angiveligt den mentale aktivitet, der forgår i den såkaldte ækvivaleringsfase (jf. f.eks. Krings 1986). 3 Ækvivaleringsfasen indeholder nemlig en søgen enten efter ækvivalente begreber eller udtryk på målsproget (Jakobsen 1992:12). Amt Lykke Jakobsen (1992) beskriver ækvivalering således: “Selve ækvivaleringen antages at ske mellem oversættelsesenheder ved en kompliceret søgeproces, der styres af et netværk af strategier og af forskellige acceptabilitetskrav, både med hensyn til ækvivalens i forhold til kildeteksten og med hensyn til målsprogets tekstkonventioner” (Jakobsen 1992:12). 1.1.1.1. Catford (1965) Catford har udviklet en komplet lingvistisk teori, der fortæller hvad oversættelse er, og denne har en horisontal synsvinkel. I hans model af total oversættelse ses det (se næste side), at Catfords oversættelsesteori er baseret på den opfattelse, at oversættelse består i “omkodning” fra et sprog til et andet. Og i hans definition af oversættelse: “the replacement of textual material in one language (SL) by equivalent textual material in another language (TL)” (Catford 1965:20) er replacement og equivalent textual material de centrale ord. Processen foregår her som en udskiftning af sætninger på kildesproget (Catford mener, sætningen er oversættelsesprocessens vigtigste enhed jf. s.49) - med sætninger på målsproget. Ækvivaleringen er det centrale i oversættelsen: “The central problem of translation-practice is that of finding TL translation equivalents” (Catford 1965:21). Catfords definition af ækvivalens er ikke et tekstsegment med den samme mening som kildetekstsegmentet, men et segment der udfylder den samme funktion (jf. bl.a. s. 41, 49 ). Sammenfattende må oversættelsesprocessen hos Catford klassificeres som værende (udelukkende) horisontal, idet Catford ikke beskriver, at oversætteren foretager hverken (tekst)analyse eller evaluering af kildeog måltekst, men derimod at han/hun koncentrerer sig om en leksikalsk! fraseologisk og grammatisk søgeproces. 4 Figur 1. Catford (1965) Haada al-man ‘ill see-t-14 Lecal’ Grmatjcal Tr. Haada ‘r-rajul Total Tr. Tlzis is the ‘iii shuflu 1 sau; Granirni ica1 Tr. Figur 2. Kade (1968) Thisistherajullshufed Øverst: Catfords fremstilling af “total oversættelse” (1965:72). Nederst: Kades kommunikationsmodel (1968) gengivet hos Lörscher (1991: 19). Transiation iI__ I II Ill 5 1.1.1.2. Kade (1968)2 Kades model er en kommunikationsmodel. Modellen viser hvordan afsenderen af kildeteksten er det første led i kæden, oversætteren er både modtager (af kildeteksten) og afsender (af målteksten), og det sidste led i kæden er modtageren af målteksten. Selve oversættelsen udføres af oversætteren, markeret med U i en den midterste boks i modellen (se side 5). Her antages det ganske enkelt, at der foretages en erstatning af kildeteksten med målteksten. Kade inddeler processen i tre faser, idet han antager at oversættelsesprocessen foregår som en aficodning af kildeteksten, omkodning til målsproget og endelig en indkodning, dvs. formulering af målteksten. Kade understreger endvidere, at den vigtigste, og måske den egentlige oversættelsesproces, er omkodningen: “Die wichtigste Phase dieses Prozesses ist der Kodierungswechsel AS—>ZS, der aufgrund seiner Funktion im Kommunikationsakt bestimmten Bedingungen unterliegt und den wir als Translation im engeren Sinne auffassen können” (Kade 1968:3 i Lörcher 1991:19). Kade er øjensynligt ikke interesseret i forståelsesstrategier eller deiprocesser i øvrigt, og modellen forklarer ikke hvordan omkodningen foregår— her er der virkelig tale om en black box! Denne model må derfor også anses for at være horisontal, idet den som sit væsentligste element har ækvivaleringen og forestillingen om, at et kildetekstsegment erstattes af et ækvivalent måltekstsegment. Kades fokus er, som det også ses i modellen, på de aktiviteter der foregår i kommunikationssituationen, og ikke på de mentale processer. 1.1.2. Vertikale modeller af oversættelse Den franske tolkeforsker Seleskovitch og kollegaen Lederer var med en analyse af input og output i konsekutiv tolkning nogle af de første til at fremføre ideen om oversættelse som en vertikal proces. De konkluderede, at tolkens our-put ikke blev produceret med ordene i kildesprogsytringen som udgangspunkt, men snarere var baseret på en sproguaffiængig meningsrepræsentation (Seleskovitch 1975 i Beeby 1996:48). I den vertikale model ftmgerer oversættelse således som en sammensætning af forståelse og sprogproduktion, og forståelsen fungerer 2 Denne fremstilling er baseret på sekundærlitteratur, nemlig Krings (1986:kap 1) og Lörscher (1991:18-21), daj eg ikke har haft adgang til originalmaterialet. 6 1) Korttidshukommelsen sætter grænser for, hvor megen ydre information, man kan opbevare, indtil den er bearbejdet. 2) Korttidshukommelsen er følsom for distraktion (nye hukommelsesopgaver). 3) Korttidshukommelsen begrænser den del af ens viden, forestillinger m.m., som man kan fastholde på samme tid. Man kan f.eks. ikke frit skifte synsvinkel på det stof, man er opmærksom på, uden at den gamle synsvinkel tabes for det indre blik (Elbro 1984:62). Alle disse punkter vedrører korttidshukommelsens ‘følsomhed’. 1.2.2. Korttids-arbejdshukommelse Tidlige psykologiske undersøgelser påpegede nødvendigheden af at videreudvikle Atkinson og Shiffrmns modale model, hvor korttidshukommelsen blev opfattet som udelukkende bestående af ét ‘lagerrum’ (a unitary buffer, jf. Carpenter m.fl. 1994:1076). Eksperimenter viste nemlig, at patienter med skader på korttidshukommelsen var i stand til fortsat at have en god langtidshukommelses-funktion (Baddeley 1993:153). Hvis disse patienter havde haft en skade, som påvirkede den aktive hukommelse som helhed, ville de også have haft store forstyrrelser i deres daglige kognitive funktioner — hvilket de ikke havde (Baddeley 1993:153). 11974 videreudvikledes modellen af den aktive hukommelse således af Baddeley og Hitch (Baddeley 1993:154). I deres model af den aktive hukommelse (se side 11) anskues arbejdshukommelsens primære funktion som værende integration og koordinering af information fra to “slavesystemer”, som benævnes henholdsvis the visuo-spatial sketchpad, som fastholder og manipulerer visuel information, og the phonological (eller articulatory) loop, som fastholder fonologisk information. Korttidshukommelsens “centralnerve” er ifølge Baddeley et kontrolsystem, som benævnes the central executive. Denne centralnerve mener Baddeley og Hitch forbinder informationerne fra de to slavesystemer med langtidshukommelsen (Baddeley 1993:154 i Baddeley & Weiskrantz 1993). 13 The central executive i Baddeley og Hitchs model involverer ikke opbevaring af information, da denne funktion varetages af slavesystememe’. Baddeley mener, arbej dshukommelsens lagerkapacitet spiller en underordnet rolle, og at den væsentligste rolle er de processer, hvorigennem vi kontrollerer og dirigerer vores opmærksomhed (Baddeley 1993:168). Han udelukker dog ikke, at den midlertidige opbevaring af information er væsentlig for arbejdshukommelsen: “...although the central executive may be primarily attentional in nature, temporary storage is an absolutely essential feature of the working memory system as a whole” (Baddeley 1993:168). Betegnelsen arbejdshukommelse vægter således det forhold højere, at der i den aktive hukommelse, foregår en koordinering og manipulation af sanseindtryk. Carsten Elbro sætter lighedstegn mellem arbejdshukommelse og korttidshukommelse og definerer dens rolle således: “Ved hjælp af den sammenholder vi tekststumper og sammenligner dem i passende bidder med vores indre model af, hvad teksten indeholder (vores foregribelse). Korttidshukommelsen er altså stedet, hvor teksten og læserens forståelse mødes.” (Elbro 1984:59, min understregning) Hvis man med en sådan formulering mener, at det er stedet, hvor forståelsen koordineres, må beskrivelsen svare omtrent til Baddeley og Hitchs model. 1.2.3. Langtids-arbejdshukommelse En ny teori om en arbejdshukommelse, der er baseret på lagring i langtidshukommelsen, (Ericsson & Kintsch 1995, i det følgende benævnt LT-WM teorien) afviser imidlertid, at det forhold at læseren ikke er i stand til at fastholde al nødvendig information i korttidshukommelsen under læsningen, altid skulle være en barriere for forståelse. Udgangspunktet er, at de traditionelle modeller af korttids arbejdshukommelse (i det følgende benævnt ST-WM), der involverer midlertidig opbevaring af information, ikke kan forklare eksperters præstationer i aktiviteter som f.eks. skak, hovedregning, medicinsk diagnosticering og tekstforståelse. Ericsson og Kintschs teori er baseret på en videreudvikling af van Dijk og Kintsch (1983) og Chase og Ericssons sidiled memory theory (1982). En rutineret persons præstation er iflg. den ny teori (se model side 16) baseret på sekvenser af mentale repræsentationer (el. “slutprodukter af processing”), som lagres i 14 langtidshukommelsen, og som bliver holdt direkte tilgængelige ved hjælp afmarkører i korttidshukommelsen (Ericsson & Kintsch 1995:2 11). Teorien antager således, at når information een gang er blevet fortolket og organiseret i langtidshukommelsen, så kan den meget hurtigt (omkr. 400 ms.) hentes frem ved hjælp af genindsatte semantiske genkaldelsesmarkører 6 (reinstated semantic retrieval cues) i korttidshukommelsen (Ericsson & Kintsch 1995:212). Bellissens og Denhière (1999) har afprøvet Ericsson og Kintschs model, og i deres forsøg viste det sig, at modellen kunne forklare deres resultater. Forstyrrelser af tekstlæsning forårsagede nemlig ikke forståelsesproblemer, men havde kun havde en signifikant effekt på læsningen af den første sætning af den efterfølgende tekst (Bellissens & Denhière 1999:12). Forståelsesopgaven var i de eksperimenter, Bellissens og Denhière rapporterer, læsning af meget korte tekster og i alnej svar på forståelsesspørgsmål. De affiængige variable var samlet læsetid, læsetid af den første sætning efter en afbrydelse (præsentation af en urelateret tekst) og fej iprocenter i svarene. Bellissens og Denhiére nævner endvidere til støtte for LT-WM teorien, at resultater fra en lang række neuropsykologiske studier er i overensstemmelse med denne fortoikning af hukommelsesfunktioneme (McCarthy & Warrington 1994 i Bellissens & Denhière 1999:13). McCarthy og Warrington (1994) har angiveligt påvist følgende: • Korttidshukommelsen fungerer ikke som indgang til langtidshukommelsen • Korttidshukommelsen er ikke en del af generel sproglig problemløsning • Ordret hukommelse af sprog er ikke nødvendig for forståelse (Bellissens & Denhière 1999:13) Synspunktet er her angiveligt, at korttidshukommelsen fungerer som en slags backup, når ekstra kognitive operationer skal sættes i værk for at forstå en tekst (Bellissens & Denhière 1999:13). Det ny ud fra dette synspunkt er således, at aktivering af viden fra langtidshukommelse ikke anses for afhængig af korttidshukommelsens begrænsede lagringseller aktiveringskapacitet, men som fungerende 6 har valgt konsekvent at oversætte ‘retrieval’ med ‘genkaldelse’. 15 Figur 6. Ericsson & Kintsch (1995) Figur 7. van Dijk & Kintsch (1983) _nera Knowedqe EPISODIC TEXT MEMORY øverst: Ericsson og Kintschs model (1995:222) af samspillet mellem mentale tilstande, der følger efter hinanden, langtidshukommelsen og omgivelserne. De store pile repræsenterer konstruktionsprocessen, som resulterer i den endelige, bevidste, repræsentation i korttidshukommelsen. Cirklerne er hukornmelsesbuffere. Nederst: van Dijk og Kintschs model af tekstforståelse (1983:347). Cirklen repræsenterer arbejdshukommelsen og P står for proposition. En*onmmit r...: LONG-TERM MEMORY Eptodic Memory Surfoc Features Maera Propasitional Structure Strueture 1/ Control Struciure Situationol Model 16 uafhængigt af korttidshukommelsen, at langtidshukommelsen ikke er en passiv opbevaring af alle vores erindringer, men en aktiv hukommelse, og at sprogforståelse generelt ikke er underlagt eller afhængig af korttidshukommelsens funktioner, og som noget helt centralt: fortoikning af sanseindtryk sker i langtidshukommelsen. LT-WM teorien afviser ikke, at der findes en korttids arbejdshukommelse, og at denne har begrænset kapacitet, men det antages, at den midlertidige aktivering af information gør store mængder af struktureret information lagret i langtidshukommelsen tilgængelig for læsere, forudsat at de har den rette baggrundsviden (Bellissens & Denhière 1999:3). Ericsson og Kintsch gør i denne forbindelse opmærksom på, at de mener, deres model er i overensstemmelse med Fischer og Glanzer (1986) og Baddeleys articulatory loop (Ericsson & Kintsch 1995:239). 1.2.4. Implikationer for forståelsesprocessen Ved en sammenligning af ST-WM modellen og LT-WM modellen må der tages hensyn til, hvilken konkret funktion, man vil undersøge. Det første skridt må derfor her være at forsøge at afgøre, hvilken indflydelse korttidsopbevaringen af information (sanseindtryk) kan tænkes at have i forståelse af tekster, idet det er denne opbevaring eller fastholdelse af information, som angiveligt vanskeliggøres i mere komplekse processingsopgaver. Dernæst må det undersøges, hvilken indflydelse det kan tænkes at have på oversættelse. Sprogreception er antageligt det, der sker når en sprogbruger analyserer et tekstsegment og konstruerer en mental repræsentation, dvs, et udsnit af verden som svarer til det stykke diskurs, han eller hun bliver præsenteret for i skrift eller tale (Gamham 1985: 15). De delkompetencer, der indgår i sprogreception er evnen til at aktivere leksikon (lexical access), evnen til at genkende ord (word recognition), evnen til at analysere syntaktiske strukturer (pars ing) og evnen til at udlede mening på ytringsniveau (message leve!) (Garnham 1985: 15). Psykolingvister har stillet to grundlæggende spørgsmål om, hvordan processerne på de forskellige niveauer fungerer: 1) Hvornår starter syntaktiske og pragmatiske analyser af en tekstsekvens, og 2) fungerer analyserne på de lavere niveauer (leksikon og syntaks) uafhængigt af 17 viden fra højere niveauer, eller kan information ‘flyde tilbage gennem systemet’? (Garnham 1985:183). I 70’erne demonstrerede Marslen Wilson (1973, 1975, 1976), at syntaktiske og semantiske analyser i lytning foretages inden ledsætningsgrænsen (Garnham 1985: 185). Hans eksperimenter afviste således hypotesen om, at syntaktisk og semantisk processing først sker ved ledsætningsgrænsen, og han argumenterede for, at hans resultater støttede en interaktiv model af sprogprocessoren (Garnham 1985:185). Hermed syntes den serielle eller ‘autonome’ model 7 at være afvist, selv om ingen fuldstændig model af den interaktive processing forelå (Garnham 1985:189). Mange eksperimenter har siden peget i retning af, at der sker en interaktion mellem niveauerne i sprogprocessing, især har man peget på det forhold, at højere niveauer har indflydelse på ordgenkendelse og parsing (Garnham 1985:204). 1.2.4.1. van Dijk & Kintseh (1978, 1983) Den mest indflydelsesrige model af tekstforståelse har nok været Kintsch og van Dijks model fra 1978 (the construction-integration model. Se f.eks. Carroll 1994:169; Harley 1995:233-235), som blev videreudviklet i 1983. I deres 1983 version af modellen (se side 16) diskuterer forfatterne to faktorer i hukommelsen, som de mener er væsentlige for en model af tekstprocessing, nemlig 1) lagerkapaciteten, som er begrænset til et meget lille antal entiteter eller chunks (disse har form afpropositioner ifølge van Dijk og Kintschs teori) og 2) betingelserne for, hvad der kan ‘hentes frem’ fra hukommelsen (van Dijk & Kintsch 1983:335). Disse betingelser afhænger af de ovenfor nævnte genkaldelsesmarkører, og hvor velstruktureret et hukommelsessystem disse giver adgang til (van Dijk & Kintsch 1983:336). Kintsch og van Dijk argumenterer for, at tekstforståelse per definition fører til dannelse af velstrukturerede genkaldelsessystemer, og derfor til en god hukommelse (van Dijk & Kintsch 1983:336). I deres 1978 model blev det antaget, at vi ikke processer alle propositioner i selv korte tekstafsnit på én gang 8 , men at vi arbejder os 7 B1.a. Forster (1979) argumenterede for, at processing på de forskellige niveauer foregik serielt og uafhængigt af hinanden. En proposition kan defmeres som et prædikat + et eller flere argumenter. Et prædikat udtrykkes sædvanligvis ved hjælp af et verbum, et adjektiv eller en konjunktion. Argumenter udtrykkes i reglen som et substantiv eller et pronomen. Argumenterne 18 gennem en tekst i cyklusser på mellem 6 og 12 propositioner (van Dijk & Kintsch 1983:35 1). I hver cyklus registreres de overlappende argumenter i propositioneme automatisk. Hvis der ikke er nogen overlapning mellem en proposition, der læses, og den der allerede er i arbejdshukommelsen, må mere tidskrævende processer såsom inferenser og tilbagevenden til det læste materiale udføres. Dette ændres i 1983 modellen til, at alle ord processes on-line, dog sådan at komplekse propositioner stadig antages at blive integreret cyklisk (van Dijk & Kintsch 1983:351). Korttidshukommelsen eller arbejdshukommelsen blev i 1978 antaget at fungere som en buffer, som lagrer de tilstrømmende informationer. I deres 1983 model argumenterer van Dijk og Kintsch stadig for, at korttidshukommelsen har en central placering, men de lægger luft til ideen om, at det kun drejer sig om begrænset lagerkapacitet, idet de foreslår et ‘grænseområde’, hvor kontrolsystemet angiveligt opererer uden kapacitetsbegrænsninger: “We suggest that the central processing unit in Figure 10.1 consists of an active, conscious, but strictly capacity limited core, and a boundary area containing the control system where memory structures affect processing in the core without being directly conscious and without being subject to capacity limitations. Knowiedge structures beyond that boundary, that is, beyond the active macropropositions, frames and goals, can participate in discourse processing only if they are successfully retrieved” (van Dijk & Kintsch 1983:351). Iflg. denne teori hænger begrænsninger i kapacitet angiveligt sammen med, om processen foregår bevidst eller ubevidst. Til støtte for at inidudere korttidshukommelse i modellen af tekstforståelse nævner van Dijk og Kintsch en række forsøg, bl.a. Daneman og Carpenter (1980), Jarvella (1971, 1979), Glanzer m.fl. (1981), Levelt og Kelter (1982), som dog alle er forsøg/observationer af ordret hukommelse (van Dijk & Kintsch 1983:353,354). Til støtte for deres teori om, at vores hukommelse primært lagrer propositioner, nævner de Fletcher (1981), som har testet 1978 modellen med flere forskellige målinger, bl.a. cued recall, genkendelse af ord og reaktionstider i en forsøgsopstilling, hvor informanten blev afbrudt i sin læsning for at udføre en hukommelsestest (van Dijk & Kintsch 1983:354). opfattes i følge denne teori som det, propositionen handler om, og prædikateme er det, der siges om argumenteme (Carroll 1994:163). To tekstsekvenser kan således bestå af 19 I følge begge modeller har tekster både en mikrostruktur og en makrostruktur. Mikrostrukturen er et netværk af forbundne propositioner, og makrostrukturen er de højere niveauer. Relevante schemata aktiveres parallelt fra langtidshukommelsen og makrostruktureme eller makrostrategierne udfører operationer såsom at slette mikropropositioner fra hukommelsen, opsummere propositioner og konstruere inferenser. Modellen antager således, at de væsentligste propositioner i en tekst gemmes i arbejdshukommelsen undervejs. 1.2.4.2. Fischer & Glanzer (1986) Fischer og Glanzer har i en række forsøg undersøgt sammenhængen mellem kohæsion og tekstforståelse. I en artikel fra 1986 rapporterer Fischer og Glanzer fire forsøg, hvor korttidsopbevaringen af information under processing af det de kalder ‘kohæsionsmarkører’, dvs, feks. anaforisk reference og konjunktioner, er undersøgt. Læsetider for forskellige betingelser blev målt, og resultaterne viste, at såkaldte afhængige sætninger blev læst hurtigere end de uafhængige, når læsningen ikke blev forstyrret af distraherende opgaver. Når læsningen derimod blev afbrudt, blev de uaffiængige sætninger læst hurtigst (Fischer & Glanzer 1986:448). Grunden til at den uafhængige sætning i normal tekstlæsning tager længere tid, er at læseren skal forbinde indkommende tekst til den repræsentation, som han er ved at konstruere. Forbindelsen mellem to sætninger er angiveligt mindre tydelig i den uafhængige betingelse (Fischer & Glanzer 1986:457), og derfor må læseren læse, som om han startede forfra, hvilket tager længere tid. Disse forsøg viste endvidere, at der i korttidshukommelsen gemmes specifik information, som løser disse relationer i teksten. Hvis korttidshukommelsen ikke forstyrres, vil sammenkædningen af tekstens relationer skride frem automatisk og effektivt. Men hvis derimod korttidshukommelsen tømmes for dens indhold, f.eks. af en distraherende testopgave, så forstyrres læsningen. Effekterne af denne forstyrrelse afhænger af tekstens krav til sammenkædning af relationer (Fischer & Glanzer 1986:43 1). Informanterne var 40 universitetsstuderende, der blev testet i en læsesituation, hvor de læste sætning for sætning og selv skulle trykke samme antal ord, men have forskelligt antal propositioner. 20 mere tekst frem på en computerskærm. Efter læsningen skulle de svare på sand/falsk spørgsmål (Fischer & Glanzer 1986:437-39). Afbrydelseme ind imellem læsningen var f.eks. at læse fire udsagn, som ikke havde forbindelse til den oprindelige tekst. Med henblik på at teste læsningen af kohæsionsmarkører var teksterne som nævnt delt op i uaffiængige og affiængige sætninger. (Fischer & Glanzer 1986:437-39). I artiklen fra 1986 konkluderer Fischer og Glanzer, at deres resultater er i overensstemmelse med Clark, 1977; Haviland og Clark, 1974 (givetnyt teori, se nedenfor) og Kintsch og van Dijk 1978 (Fischer & Glanzer 1986:458). 1.2.4.3. Daneman & Carpenter (1980) Problemer med afkodning, ordmening og med at hente relevant viden frem og konstruere de rette inferenser skulle i teorien alle lede til vanskeligheder med automatikken i forståelsen af tekster. Daneman og Carpenter (1980) har målt arbejdshukommelsen med henblik på at undersøge dette. De præsenterede i en række forsøg informanter for uaffiængige sætninger, som ikke havde nogen forbindelse til hinanden, og som informanterne skulle forstå for senere at svare på forståelsesspørgsmål, og så skulle informanterne huske så mange af det sidste ord i sætningerne som muligt (Carpenter m.fl. 1994:1075). Antallet af de ord, der blev husket, blev benævnt reading span. Reading span korrelerer angiveligt med forståelsestests og med evnen til at svare på indholdsspørgsmål om en tekst (Ericsson & Kintsch 1995:227). Nogle af spørgsmålene krævede, at læserne skulle angive antecedenten eller referenten til et pronomen i teksten. Læsere med højt reading span gav korrekte svar uanset tekstafstanden mellem de to koreferente størrelser, mens læsere med lavt reading span gav mindre korrekte svar, og fej lprocenten steg her i takt med, at tekstafstanden mellem de pågældende relationer i teksten blev øget (Ericsson og Kintsch 1995:227) Daneman og Carpenter (1980) fandt i retrospektive rapporter fra informanterne tegn på, at de forsøgte at indsætte associationer mellem de sidste ord i sætningerne, såvel som tegn på, at de forsøgte at rekonstruere sætningen på basis af en global mening, de havde udledt (Daneman & Carpenter 1980:457 i Eriesson & Kintsch 1995 :227) Carpenter og Just (1980, 1983) udviklede på baggrund af forsøg som disse en simuleret læsemodel, som de kaldte CC READER (for capacity 21 constrained), hvor det antages, at det er en fælles ressource, nemlig aktivering, der formidler såvel fastholdelse af information som den gradvise integration af informationen (Carpenter 1994:1089). Det antages i denne teori, at de lagringsog integrationsoperationer, som udgør forståelse, kan udtrykkes som fastholdelse og manipulering af aktivering (Carpenter 1994:1091). Operationelt defmeres kapacitetsbegrænsningeme som den højest mulige mængde aktivering, systemet i alt har til rådighed for udførslen af fastholdelse og processing af information. Der skal således foregå en deling af kapaciteten mellem fastholdelsesoperationer og processingsoperationer (Carpenter 1994:1091). Dette kan angiveligt medføre vanskeligheder med forståelsen, hvis læsningen af et vanskeligt segment kræver mere aktivering end læseren har til rådighed. I så fald skal der ske end omfordeling af ressourcer, som angiveligt medfører øget tidsforbrug og glemsel:” First, the deallocation of the activation to computation can slow down processing by increasing the number of cycles required for an element to reach the threshold. Second, the deallocation of activation to the maintenance of earlier elements induces forgetting because the activation levels of some of the elements are continuosly decremented with each new cycie of processing that exceeds the activation quota” (Carpenter 1994:1091, mine understregninger). Baddeley (1993) har vurderet, at Daneman og Carpenters model er i overensstemmelse med Baddeley og Hitchs model af arbejdshukommelsen, men han påpeger, at der er et problem med at blande undersøgelsen af hukommelse, dvs. lagring af information, og processing sammen, fordi sådanne undersøgelser vægter ‘lagringsfunktionen’ for højt (Baddeley 1993:167). 1.2.4.4. Sammenfatning af forståelse Van Dijk & Kintsch (1983) var en videreudvikling af traditionelle hukommelsesmodeller med inddeling i korttidshukommelse og langtidshukommelse. Ifølge det traditionelle ST-WM synspunkt kan hukommelsessystemet i grove træk beskrives som Elbro (1984): “Der er en ultrakort opbevaring af uforarbejdede sanseindtryk; der er en kortvarig hukommelse for den umiddelbare fortolkning af disse sanseindtryk (en korttidshukommelse); og der er en langtidshukommelse, som indeholder alt hvad vi ved og erindrer” (Elbro 1984:59, men henvisning til Dalby m.fl., 1983, kap 9). Det er spørgsmålet om ‘den umiddelbare fortolkning’, 22 om hukommelsen. Shreve og Diamond gør sig her til fortalere for, at fastholdelsen af the integrity of the linguistic input er af afgørende betydning for at kognitiv processing på højere niveauer kan aktiveres. Ethvert tab af information, hævder de, ville betyde et forringet signal, og effektiviteten af bearbejdningen på de højere niveauer ville dale (Shreve & Diamond 1997:236). Artiklen fokuserer først og fremmest på tolkning, sandsynligvis dels fordi hukommelse er vigtigere i tolkning, dels fordi der forligger flere undersøgelser af dette område i tolkning. I denne artikel tager Shreve og Diamond udgangspunkt i Baddeley og Hitchs model fra 1974, især i en viderefortolkning af the articulatoy loop. Shreve og Diamond mener, at både visuel og fonologisk information ender i the articulatory loop (med henvisning til Diamond, De Luca & Kim 1996), og de mener derfor at starten på henholdsvis tolkeprocessen og oversættelse af tekster forløber ens: “There is an early common representation in the same short-term buffer, for example linguistic representation in the phonological loop” (Shreve & Diamond 1997). Al slags lingvistisk information bliver således ud fra dette synspunkt fastholdt og manipuleret i den fonologiske korttidshukommelse. Baddeley selv har anført, at the articulatory loop spiller en væsentlig rolle i sprogindlæring (Baddeley 1993:155), men ikke i rutineaktiviteter (j f. Baddeley 1993:156). Fra tolkeforskning er der angiveligt resultater, der tyder på, at fastholdelsesmekanismerne skal silcre, at signalet forbliver tilgængeligt, indtil efter at langtidshukommelsen har behandlet og returneret informationen, inklusive måltekstsegmentet, til korttidshukommelsen (Gerver 1976 i Shreve & Diamond 1997:236). Shreve og Diamond påpeger, at fastholdelsen af kildetekstsignalet er mindre vigtig i tekstoversættelse, fordi kildeteksten forbliver tilgængelig, og indholdet af de forskellige buffere kan genopfriskes ved at læse i teksten igen. Men de betoner samtidig, at tempo og effektivitet i oversættelsesprocessen kan øges, hvis fastholdelsen af information forløber glat: “The speed and efficiency of translation could be increased by the improved operation of rehearsal or other maintenance mechanisms even in this task” (Shreve & Diamond 1997:236). Shreve og Diamond mener endvidere, at det er usandsynligt at al L 1 og L2 information plus baggrundsviden er tilgængelig på “arbejdshukommelses-niveau”, og derfor må der nødvendigvis foregå en integration af input-signalet med indholdet af langtidshukommelsen 29 (Shreve & Diamond 1997:237-38) I denne forbindelse nævner de Kiralys intuitive workspace eller relatively uncontrolledprocessing center (Kiraly 1995:101), som er baseret på Boekaerts (1981) model. Iflg. Kiralys model kommer to forskellige produkter frem fra ‘det intuitive arbejdsrum’ (dvs. den ubevidste arbejdshukommelse), nemlig spontane oversættelsesforslag og oversættelsesproblemer (Kiraly: 1995:105). Når der ikke kan produceres intuitive oversættelsesforslag, er produktet et oversættelsesproblem, som sendes ned i den bevidste del af arbejdshukommelsen, så en strategi kan vælges med henblik på at forsøge at løse problemet (Kiraly 1995:105). Samspillet mellem korttidshukommelsen og langtidshukommelsen antages af Shreve og Diamond i oversættelse og tolkning at ske ved hjælp af mekanismer som 1) integrerer indholdet i korttidshukommelsen med et lingvistisklkonceptuelt substrat via filtreringsog aktiveringsprocesser 2) opererer på de aktiverede dele af substratet 3) sender resultatet af operationen til aktive buffere i arbejdshukommelsessystemet til videre processing, hvis dette er nødvendigt (Shreve & Diamond 1997:238). Iflg. Ericsson og Kintsch (1995) ville disse ‘resultater’ angiveligt blive lagret i LT-WM og inden for ‘/2 sekund kunne reaktiveres ved hjælp af semantiske genkaldelsesmarkører, forudsat at disse var blevet dannet. Shreve og Diamond anerkender muligheden af hurtig og effektiv sprogprocessing, men påpeger, at hos personer der ikke har udviklet velstrukturerede og pålidelige repræsentationer, vil tekstprocessingen foregå mindre effektivt og flere anstrengelser vil være nødvendige (det de benævner efforçful processing). De påpeger, at ikke blot manglende sprogkompetence, men også konkurrerende (L 1 og L2) semantiske, pragmatiske og leksikalske repræsentationer, der skal manipuleres på samme tid, kan give problemer (Sbreve & Diamond 1997:242). Endelig nævner de, at selv hos professionelle oversættere og tolke kan problemer med komplekse syntaktiske strukturer på målsproget, propositional kompleksitet, flertydighed og manglende baggrundsviden kræve mange ressourcer til processing (Shreve & Diamond 1997:244). Med henvisning til Gile (1997) i samme udgivelse påpeger de endelig, at oversættelse og tolkning selv under de bedste betingelser har nogle iboende vanskeligheder, som har at gøre med, at det at skulle håndtere så mange parallelle processer og at forbinde og evaluere lingvistiske repræsentationer på tværs af sprog, er meget ressourcekrævende: “There is some evidence that even under ideal conditions (Gile, this volume), 30 there are what Gile has called “intrinsic difficulties” in the translation and interpreting tasks that have to do with the costs of managing so many parallel processes and with the unusual constraint of having to cross connect linguistic representations and resolve any conceptual deficits fri the target message relative to the source message” (Shreve & Diamond 1997:244). 1.2.5.1. En L2-model af hukommelsen? Her skal kun ganske kort nævnes en lille håndfuld emner, som har været undersøgt i L2-hukommelse/forståelse. Fremmedsprogslæsning er især undersøgt i forbindelse med indlæring af sprog, og spørgsmålet om hukommelse har ikke været berørt i mange studier. En del undersøgelser af leksikon har dog ledt til hypoteser om, at der i den tosprogede hukommelse er to adskilte repræsentationer for henholdsvis ordform og ordmening (de Groot 1997:34). I en gennemgang af en række undersøgelser (de Groot 1992; de Groot & Comijs 1995; de Groot, Dannenburg & van Hell 1994; de Groot & Hoeks 1995) af oversættelse af forskellige typer ord (konkrete versus abstrakte, kontekstuelle faktorer, bekendthed, hyppighed, kognater og længde) konkluderer de Groot (1997:3 3), at en del af de opnåede effekter kan forklares med, at vi har forskellige tosprogede repræsentationer i hukommelsen for forskellige ordtyper. Undersøgelserne har været foretaget med hollandske universitetsstuderende med engelsk på høj niveau. Alle ordene i undersøgelserne var substantiver, og de havde alle en typisk oversættelse til det andet sprog — oversættelse i begge retninger var undersøgt. Det viste sig, at alle de i parentes nævnte faktorer påvirkede såvel den målte svartid som fej iprocenten, f.eks. blev konkrete ord oversat hurtigere og mere korrekt end abstrakte, og høj frekvensord hurtigere og mere korrekt end lavfrekvensord (de Groot 1997:34). Dog var den stærkeste effekt på oversættelse til fremmedsproget (de Groot 1997:3 8). Resultaterne af disse undersøgelser blev vurderet som værende i overensstemmelse med en svagere version af Kroll og Stewards asymmetri-model (1994), hvor teorien er, at ordoversættelse fra Li til L2 altid går via en konceptuel repræsentation, og ikke direkte (de Groot 1997:38). Undersøgelser af syntaks har vist forskellige resultater. MacWhiney og Bates (1989) har udviklet en model (the competition model), hvori de gør 31 rede for, hvordan syntaktiske markører i Li påvirker sætningsforståelse på L2. Denne model er udviklet med undersøgelser af L2-lytning som udgangspunkt, men kan måske bruges til at forklare forskelle også i læseforståelse (Durgunoglu 1997:257 med henvisning til bl.a. Bell & Perfetti 1994). Argumentet i ‘konicurrencemodellen’, er at de mest anvendte syntaktiske markører på modersmålet, som f.eks. ordstilling på engelsk, overføres eller i hvert fald påvirker læserens forståelse af fremmedsproget (Durgunoglu 1997:25 7). Brug af syntaktiske markører er også undersøgt af McDonald (1987, 1989), og her var resultatet, at novicer brugte L i -markører til at tolke L2-sætninger, mens at de mere rutinerede begyndte at bruge L2-markører (Durgunoglu 1997:258). Baggrundsviden er også en del af L2-kompetence, og nogle undersøgelser har vist, at kulturel baggrundsviden om fremmedssprogsområdet forbedrer forståelse (Garcia 1991), mens man i andre studier ikke har haft effekter (Hammadou 1991; Bemhardt 1991). Et af problemerne har været den måde, man har målt baggrundsviden på, bl.a. ved blot at gå ud fra, at visse typer af informanter besad denne viden, eller ved at lade informanterne selv bedømme deres kendskab til et emne (Durgunoglu 1997:265). Så svaret på spørgsmålet i overskriften er, at der sandsynligvis er forskelle i vores hukommelse for Li og L2, og måske også i de strategier, vi bruger, men at vi ikke ved særlig meget om det endnu, og at effekterne sandsynligvis mindskes jo højere kompetence, sprogbrugeren far på fremmedsproget. 1.2.5.2. Sammenfatning af oversættelse Det vil være fremgået, at visse modeller eller fremstillinger af tekstprocessing fokuserer på, hvad der gør processing svært — f.eks. Carpenter m.fl., Shreve & Diamond og forskning i L2, mens andre modeller fokuserer mere på, hvad der gør processing let — f.eks. Ericsson & Kintsch (1995) og teorierne om skilled memory. Ericsson og Kintsch hævder i deres artikel at kunne redegøre for et meget større antal resultater end de tidligere (ST-WM)-modeller, men de understreger samtidig, at deres model ikke afviser tidligere modeller, men blot udvider dem: “Our theory of working memory is consistent with the traditional theories of human memory in that it incorporates previously proposed mechanisms and storage types. Our central claim is that under restricted circumstances 32 subjects can extend traditional ST-WM by means of cue-based access of information stored in LTM, the LT-WM. The mechanisms for storage in and retrieval from LTM rely on generally accepted associative principles of human memory” (Ericsson & Kintsch 1995:239). Som nævnt hævder Ericsson og Kintsch, at deres teori er i overensstemmelse med the articulatory ioop, som Shreve og Diamond bygger deres angrebsvinkel op omlcring, og at de kan forklare Carpenters resultater med deres model. Ericsson og Kintsch fremhæver endvidere, at deres teori er designet til at forklare ekspertpræstationer, men de mener, at de fleste uddannede voksne er gode læsere (s. 222). Ericsson og Kintsch påpeger endvidere, at indholdet af hukommelsesbufferne er vigtigt for dannelsen af en kognitiv eller mental repræsentation, men ligegyldigt så snart denne er skabt (s.224). Endelig hævder de, at eksperter må antages at være relativt ufølsomme for den rækkefølge, en given information præsenteres i (s.236). I en oversættelsessituation vil skabelsen af en mental repræsentation alt andet lige være mindre problematisk end i tolkning, fordi oversætteren ikke er underlagt det samme tidspres, og fordi han/hun slet ikke som tolken er afhængig af, at den første aficodning af kildeteksten er korrekt. Oversætteren har fred til at vælge sin egen arbejdsrytme. Hvis det er korrekt, at den mentale repræsentation gemmes i langtidshukommelsen, og at der er hurtig og præcis adgang til denne information, kan fortolkningen af kildeteksten kun forventes at give oversætteren problemer, hvis han/hun mangler baggrundsviden, og jo mere viden oversætteren har, des mindre vil tekstens syntaks have indflydelse på afkodningen og fortolkningen. Hvis det derimod forholder sig sådan, som Gile antyder ovenfor, nemlig at oversættelse og tolkning selv under de bedste betingelser har nogle iboende vanskeligheder, afledt af den ressourcekrævende håndtering af så mange parallelle processer og af sammenkædningen og evalueringen af lingvistiske repræsentationer på tværs af sprog, er det ikke sikkert at LT-WM modellen kan appliceres på oversættelse. Hvorvidt LT-WM modellen er relevant for oversættere må således bero på, i hvilket omfang oversætteren er rutineret i henholdsvis fremmedsproget, oversættelsesopgaven, og i hvilket omfang oversætteren er ekspert på det pågældende område, teksten omhandler. Tekstens konkrete udformning, dvs, først og fremmest dens faglighedsgrad og dens 33 grad af lingvistisk kompleksitet i bred forstand vil spille sammen med oversætterens kvalifikationer. Hvis læsningen i oversættelse som antydet ovenfor ligner almindelig tekstlæsning, vil man kunne forvente de samme effekter af LSP og lingvistisk kompleksitet, som hvis læsningen foregik uden for en oversættelsessituation. Hvis oversætterens baggrundsviden således ikke har form af en velstruktureret og lettilgængelig database, vil en tekst med en høj faglighedsgrad antageligt vanskeliggøre hans/hendes læsning af teksten. 1.3. Faktorer der gør tekstprocessing sværere 1.3.0. Indledende bemærkninger Formålet med gennemgangen her vil være at give et ganske kort overblik over nogle teorier, som er relevante for problemstillingen, men med hovedvægt på de teorier, som har været undersøgt empirisk. I studiet af tekstprocessing har vi set, at man kan vælge at fokusere på henholdsvis de faktorer, der gør tekstprocessing lettere eller faktorer, der gør processingen sværere. I denne affiandling er fokus på faktorer, der menes at vanskeliggøre tekstprocessing i en oversættelsesopgave. Disse faktorer kan som nævnt være strukturer i teksten, der skal processes, eller forhold hos tekstlæserenlproducenten. Generelt har man her antaget, at bl.a. følgende tekstuelle karakteristika påvirker forståelse: - syntaktisk kompleksitet, herunder ordstilling - flertydighed (både semantisk og syntaktisk) - tekstlængde hvor information skal holdes i hukommelsen - tekststruktur - implicitte/eksplicitte referencer eller andre relationer i teksten Bl.a. følgende karakteristika hos læseren menes ligeledes at påvirke forståelse: - korttidshukommelsens kapacitet (lager eller aktiveringskapacitet) - alder - begavelse - affektive faktorer 34 - baggrundsviden - erfaring med den konkrete opgave (rutine) Af de tekstuelle karakteristika vil alle blive behandlet under dette punkt, men med hovedvægt på de tre førstnævnte punkter. Af de læserrelaterede karakteristika vil kun de to sidstnævnte blive omtalt i nedenstående gennemgang. Under ét vil gennemgangen af de tekstuelle faktorer således blive benævnt ‘lingvistisk kompleksitet’, og gennemgangen af individuelle forskelle mellem læsere vil blive benævnt LSP eller fagsprog, idet dette koncept dækker de to faktorer (baggrundsviden og erfaring) i den konkrete undersøgelse. LSP-punktet vil blive indledt af en diskussion af, hvad LSP tekster er. 1.3.1. Lingvistisk kompleksitet Studiet af lingvistisk kompleksitet startede som en videreudvikling af Chomskys transformationsgrammatik (1957). Som ovenfor anført forskes der stadig i, hvordan tekstprocessing foregår. Nedenfor vil problemer på forskellige lingvistiske niveauer således blive gennemgået, og forskellige parse-modeller vil kort blive omtalt (med udgangspunkt i Don C. Mitchell 1994) under punktet ‘ledsætninger og andre modificerende led’, idet studiet af ledsætningers fortoikning i særlig grad har været produktivt i forhold til udviklingen af modeller. Ideen om korttidshukommelsens begrænsede ressourcer har medført en fokusering på det forhold, at hvis opgaven er for svær, vil begrænsningeme udmøntes i fejl (f.eks. at man glemmer eller misforstår) eller øget tidsforbrug. Bl.a. derfor har nogle undersøgelser også konkluderet, at vores hukommelse foretrækker enide sproglige konstruktioner fremfor komplekse (Kimball 1973 i Carpenter 1994:1077). Komplekse tekstsegmenter, forstået bredt som segmenter, der frembyder vanskeligheder for læseren pga. tekstens form, kan meget groft siges at have et eller flere af følgende problemer: 1) flertydighed og/eller 2) underordninger og/eller 3) manglende information. Hvorvidt disse lingvistiske problemer kan antages at føre til problemer eller ej, afhænger bl.a. af hvilken indflydelse man tilskriver korttidshukommelsen, og hvilken Gennemgangen af de lingvistiske faktorer er hovedsageligt, men ikke udelukkende, baseret på sekundærlitteratur i form af nyere oversigter (reviews) over psykolingvistisk forskning, bl.a. flere kapitler fra Gemsbachers Handbook of Psycholinguistics (1994), Trevor A. Harley (1995), Carroll (1994), Balota, Flores d’Arcais og Rayner (1990) og Flores d’Arcais og Jarvella (1983). Desuden på teorier i computerlingvistik: Smith (1991). 35 parse-model, man vælger at basere sine forudsigelser på. De mange forsøg, der er blevet foretaget, peger ikke alle i samme retning, og teorierne er derfor stadig kontroversielle. 1.3.1.1. Syntaktisk flertydighed og afgrænsning af meningsenheder Tekstsegmenter på alle niveauer kan være flertydige: (nominal)syntagmer, sætninger, ledsætninger og forbindelser mellem sætninger kan være flertydige, alt efter hvilken lingvistisk information, tekstsegmentet eller den omstående tekst indeholder. Et segment kan være syntaktisk flertydigt uden derfor at være semantisk flertydigt, og uden derfor at give læseren problemer. 1.3.1.1.1. Nominalsyntagmer og enkle sætninger Mange sætninger kan parses på mere end én måde, og syntaktiske markører alene er ikke nok. I sætningen “The wealthy can eat soup” er can syntaktisk flertydigt (det kan være både verbal og del af nominalsyntagmet the wealthy can) og syntaktisk bliver sætningen først entydig i informationen, der kommer efter, nemlig eat, som står i flertaisform. Semantisk er sætningen imidlertid ikke på noget tidspunkt flertydig, idet en dåse ikke kan have egenskaben rig. (Smith 1991:341). Selv om afgrænsningen af led i tekster generelt foregår hurtigt, kan det give anledning til problemer, som f.eks. i “John bought the large Dutch green appie pie “. Læseren må her frst og fremmest afgrænse nominalsyntagmet fra den øvrige tekst og fmde dets kerne. På engelsk foregår dette efter princippet at kernen findes sidst i leddet (Smith 1991:354). Problemet i dette eksempel er at både Dutch og Green kan optræde som såvel substantiver som adjektiver — udover at de begge har flere betydninger. 1.3.1.1.2. Ledsætninger og andre modificerende led Præpositionssyntagmer, verbalsyntagmer og ledsætninger står ofte efter et nominalsyntagme. På engelsk er reglen for tolkning af participier og relativpronomener, at det sidst læste nominalsyntagme puttes i en buffer, bufferens øvrige indhold sættes til side, og derefter læses som om det er en 36 fly sætning. Således vil vi, når vi læser “they ate the pie bought from the bakery” sætte they ind som agent, når vi læser bought (Smith 1991:358). Undersøgelser har dog også peget på, at læsere af forskellige sprog muligvis parser ledsætninger efter forskellige regler. I sætningen “Andrés cend ayer con la sobrina del maestro que estå en el partido comunista” foretrækker spanske læsere tollcningen, at det var niecen, der var medlem af kommunistpartiet, mens engelsk læsere i sætningen “Andrew had dinner yesterday with the niece of the teacher who belonged to the Communist parly” jf. ovennævnte parse-regel foretrækker toikningen, at det var læreren, der var medlem af kommunistpartiet (Mitchell, Cuetos & Zagar 1990:291-92). Mitchell og Cuetos (1988) anvendte 2 metoder til at teste de anvendte strategier: en spørgeskemaundersøgelse efterfulgt af en læsetidsmåling, som bekræftede den første (Mitchell, Cuetos & Zagar 1990:294). Der er således blevet foreslået flere forskellige modeller af, hvordan læsere klarer flertydighed. I en sætning som “The cop informed the motorist that he noticed... “kan that he noticed læses som både en relativog en kompletivsætning (Mitchell 1994:377). Man mener, der er tre måder, læseren kan forholde sig på: 1) læseren kan vælge den ene fortoikning og ignorere den anden, 2) læseren kan foretage begge toikninger og gemme dem i hukommelsen eller 3) læseren kan undlade at fortolke og udskyde beslutningen (Mitchell 1994:377). Flere teorier er blevet fremsat om, hvorvidt disse forskellige parse-strategier gør processingen af sætningen langsommere eller ej. Her skelnes endvidere mellem, hvorvidt processingen påvirkes ved det flertydige segment eller ved det tekstsegment, som gør det tidligere segment entydigt. Disse teorier bygger generelt på materiale, hvor den nødvendige information er eksplicit i teksten, og hvor den findes efter det flertydige segment. Adskillige forskere har fremført (eller antaget), at læsere vælger den første løsning og kun foretager én analyse på bekostning af den anden, bLa. Kimball (1973) og Frazier (1978, 1987) (Mitchell 1994:377). Denne model kaldes garden path-modellen, og det er denne model, der er testet af Mitchell og Cuetos i ovennævnte tosprogede eksperiment. Garden path-modellen findes dog i flere varianter: 1) en seriel analysemodel, hvor analysen fortsætter som om der ikke var nogen flertydighed eller 2) en seriel analysemodel, hvor der indsættes en markør i hukommelsen med oplysning om, at der eksisterer en alternativ analyse. Denne sidste model 37 er blevet fremført af Frazier (1978) og kaldes annotated serial analysis. (Mitchell 1994:378). Et andet forhold kan også variere, nemlig hvilken information eller strategi valget af tolkning foretages ud fra. Her skelnes mellem teorier om, at valget er fuldstændig determineret af syntaktiske strukturer (Frazier 1978, 1987), eller teorier om at individuelle læsere har forskellige strategier (Frazier & Rayner 1982 i Mitchell 1994:3 78). En anden type modeller er de parallelle processing modeller. I disse modeller konstrueres begge eller alle toikninger samtidigt. I nogle modeller antages det, at der er øget processing forbundet med denne samtidige konstruktion af flere toikninger, mens det i andre modeller antages, at operationen er ‘ressourcefri’ (Mitchell 1994:378). En yderligere skelnen kan foretages mellem, hvorvidt begge tolkninger har samme status eller ej. De modeller, hvor det antages, at tolkningerne har samme status, kaldes unbiased modeller (Mitchell 1994:378). Der er endvidere en tredje gruppe modeller, som kaldes minimal commitment modeller eller wait-and-see —modeller. Det er bl.a. Just & Carpenter (1980) og Smith, Meier & Foss (1991) (Mitchell 1994:379). Disse modeller tager udgangspunkt i teorier om noget, der kaldes ‘deterministisk parsing”° (Mitchell 1994:379). Den generelle antagelse er, at visse aspekter af parsingen suspenderes, og at kun ufuldstændig lavniveau analyse foretages indtil den information, som gør tekstsegmentet entydigt, dukker op. (Mitchell 1994:379). Adskillige forfattere (bl.a. Perfetti 1990 og Smith m.fl. 1991) har foreslået, at mindre lingvistiske enheder som nominalsyntagmer og præpositionssyntagmer parses, mens at de processer, der forbinder dem med hinanden, sættes i venteposition (Mitchell 1994:379). Endelig har Carpenter og Just (1992) foreslået, at læsere brugere parallel processing, hvis de har ressourcerne til det, men seriel processing, hvis de bliver overanstrengt. Ifølge denne teori kunne forskellige læsere tænices at bruge individuelle strategier for samme materiale (Mitchell 1994:3 80). Men er flertydighed forbundet med ekstra processing aktivitet eller ej? Et stort antal undersøgelser har vist, at flertydige segmenter ikke forøger hverken den læsetid, der kan måles med øjnfikseringsmetoder (bl.a. Frazier & Rayner 1982, Kennedy & Murray 1984), eller den læsetid, der 38 teorien, kan danne grundlag for acceptable konklusioner. Jarvella og Engelkamp (1983) har endvidere påpeget, at der ikke er en systematisk sammenhæng mellem ordstilling og givetlnyt, sådan som det ofte postuleres (Jarvella & Engelkamp 1983:236), og de kritiserer Clark og Havilands teori (1977), idet de ikke mener, at man kan argumentere for, at det, som af lytteren eller læseren opfattes som nyt henholdsvis det givne, findes noget bestemt sted i ytringen (Jarvella & Engelkamp 1983:237, med henvisning til Jesperson 1924:148). 1.3.1.3.2. Reference og inferens Inferenser er nødvendige hvor teksten mangler informationer. Lita Lundquist (1997) definerer inferenser således “Inferenser skabes ved en interaktion mellem hvad læser ser i teksten på den ene side, og hvad hun ved, dvs, hendes baggrundsviden på den anden” og videre “Sproglig input + relevant baggrundsviden giver de rette inferenser, som er nødvendige for at danne sig det rette sammenhængende billede af tekstens indhold, forfatterens intention, etc.” (Lundquist 1997:7). Hvilken type inferens, der bliver foretaget hvornår, afhænger af læserens forudsætninger og formål med at læse teksten, og selvfølgelig af tekstens beskaffenhed. Der er uenighed om, hvornår inferenser, der trækker på baggrundsviden generelt foretages, idet nogle mener, at det først sker efter læsningen, og kun hvis læseren udspørges om tekstens indhold, eller på anden måde skal gengive det. Dette spørgsmål afhænger i høj grad af såvel typen af tekster, læsere og test-opgaver der anvendes i eksperimentet. Carroll (1994:147) har dog konkluderet, at inferenser foretages spontant under læsning: “People appear to make inferences spontaneously during comprehension of a sentence and to store the inference with the sentence meaning”, med henvisning til Bransford, Barclay og Franks (1972) og Johnson, Bransford og Solomon (1973). Disse forfattere har rapporteret eksperimenter, som viser, at læsere ofte tror, de har læst noget information i en tekst, som de i virkeligheden selv har infereret. Inferens i snæver forstand er kun de såkaldte bridging inferences, dvs. inferenser som far to sætninger i en tekst til at hænge sammen, f.eks. som gengivet i Lundquist (1997): “Poulsen var på restaurant i går. Han gik uden at betale regningen” 45 Her infererer vi angiveligt i hvert fald såvel, at Poulsen bestilte som at han spiste maden (Lundquist 1997:8). Man antager, at inferenser af denne type tager nogle fa millisekunder (Smith 1991: 387). I en bredere betydning må inferens kunne forstås som ‘indsættelse af information’ også på andre niveauer end mellem to enkle sætninger, således også i forbindelse med anaforisk reference. Bl.a. i forbindelse med anaforisk reference er (gen)indsættelse af information interessant. Når en sætning refererer til noget eller nogen, som allerede er introduceret, men ikke længere er i forgrunden, må læseren således genindsætte den information, som skal passes ind sammen med sætningens mening. Mange undersøgelser har vist, at denne genindsættelse forøger den tid, man er om at forstå (Carroll 1994:160, med henvisning til Clark & Sengul, 1979; Lesgold, Roth & Curtis, 1979). Man har undersøgt de strategier, læsere bruger for at forstå anaforiske udtryk, og en af de mest oplagte er genus (Corbett & Chang 1983). Men genusbestemmelsen foregår ikke nødvendigvis automatisk. Man har vist, at læsere bruger genusbestemmelse strategisk til at forstå anaforer, når det er krævet (Garnham, Oakhill & Cruttenden 1992; Garnham 1995 om franske og spanske pronominer, i Carroll 1994:222). Forsøg har vist (Garrod & Sanford 1981), at sætninger som “the ciothes were made ofpink wool” ikke tog længere tid at læse i konteksten “Mary dressed the baby” end i konteksten “Mary put the ciothes on the baby”, hvor antecedenten er eksplicit i teksten (Garnham 1985:169). Forklaringen er angiveligt, at definitionen afverbet ‘klæde på’ automatisk refererer til ‘tøj’, og bliver information om tøj aktiv i hukommelsen samtidig med aktiveringen af ‘klæde på’. Meningen kan derfor her simpelthen bygges op af de enkelte ord i teksten (Gamham 1985:169). Bridging inferences defmeres ved at være nødvendige for at opbygge en kohærent repræsentation af teksten (Garnham 1985:157), og man antager derfor også, at disse inferenser foretages under læsningen. Haviland og Clark (1974) har ud fra nogle læseforsøg konkluderet, at dette rent faktisk er tilfældet med sætninger som “the beer was warm” i to forskellige kontekster “We got some beer out of the trunk” og “We checked the picnic supplies”. En kontrol af den sidste, hvor en bridging inference var nødvendig blev foretaget med sætningen, hvor ordet ‘øl’ var indeholdt: “Andrew was especially fond of beer”. I begge de to sidste læsninger forøgedes læsetiden (Garnham 1985:158). Disse resultater viser 46 angiveligt, at konstruktionen af en inferens mellem sætninger som disse tager tid. Læsetid i forbindelse med løsningen af anaforiske udtryk er også undersøgt af bl.a. Garrod og Sanford, her i forbindelse med tekstsegmentets tema (1983: 271-295). Garrod og Sanford fandt ved brug af læsetidsmåling ud af, at læsetiden er signifikant kortere, hvis det de kalder what the discourse is about at any given time, eller tekstsekvensens tema (topic), findes eksplicit i teksten. Garrod og Sanford undersøgte dette i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt det at en anaforisk reference (aritecedenten) findes eksplicit eller implicit (ellipse) i tekstsekvensen påvirker læsningen. Deres resultat var, at der ikke var forskel på læsetiden, når antecedenten var i den lingvistiske overflade, og når den var implicit i tekstsekvensens tema. Det afgørende var, om tekstsekvensens tema var ekspliciteret: The resuits of this experiment confirm our intuitions about the importance of discourse topic in the resolution of reference, and consequently in determining the significance of a sentence. Provided a representation of an entity is part of the mental model set up by the discourse, it is given, and a reference to the entity can be resolved equally easily whether it has been mentioned explicitly or whether it is represented as an implicit component of the global discourse topic” (Garrod & Sanford 1983 :279). 1.3.1.4. Sammenfatning på flertydighed, kompleksitet og inferens I ovenstående gennemgang er det fremgået, at det segment, hvor den information, der gør et tidligere flertydigt segment entydigt, findes, tager fortsættelsen tager længere tid at parse end det samme materiale i en kontekst, der ikke er flertydig. Disse resultater er blevet gentaget med en mængde forskellige typer flertydighed (Mitchell 1994). Stærke effekter har således vist sig, når relativsætninger forbindes med den forkerte kerne, eller når en ledsætning indledt af that viser sig at være en relativsætning og ikke en kompletivsætning. Der er endvidere undersøgelser, der viser, at processing gøres vanskeligere, når bisætningsindledere som that udelades (Mitchell 1994). Sammenfattende er resultaterne af undersøgelser som disse i overensstemmelse med biased, ressourcefri versioner af den parallelle parse-model og med de fleste serielle modeller, hvor det antages, at parseren ikke indsætter nogen markører, der kan fa senere toikninger til at glide hurtigere. Det kan derfor med stor sikkerhed antages, at læsere som 47 oftest vælger én bestemt tolkning i læsningen af flertydige segmenter, og at det tager tid at rette en syntaktisk misforståelse. De strategier, der afgør valget af grammatisk tolkning, kan være baseret på grammatiske regler, erfaringer med sætningsstrukturen, eller på den mentale repræsentation af tekstsekvensen, læseren har i hukommelsen. I hvor høj grad toikningen af flertydige segmenter således øger processings-tiden og vanskeliggør forståelse, må afhænge af, om den nødvendige information er til stede eller hurtigt kan aktiveres under læsningen. Undersøgelser har desuden vist, at hvis læseren afbrydes midt i en tekst, tager læsningen af den næste sætning længere tid, hvis denne sætning indeholder ‘kohæsionsmarkører’ såsom f.eks. pronomener eller konjunktioner, end hvis den er uafhængig (Fischer & Glanzer 1986). Undersøgelser har ligeledes vist, at læsningen bliver langsommere, hvis andre ledsætninger eller helsætninger indsættes mellem de to størrelser, der korefererer (Fischer & Glanzer 1986). Syntaksen kan endvidere gøre et sæt semantiske roller sværere eller lettere at forstå. De fleste har f.eks. svært ved at forstå indlejrede led(sætninger), som overskrider 2 eller 3 niveauer. Problemet løses bedst her ved at forenkle syntaksen (Smith 1991, Carpenter 1994). Men der er ikke enighed om, at syntaktisk kompleksitet, endsige tekstlængde, i sig selv gør forståelse vanskelig. Ganske mange forsøg har dog vist, at tekstsekvenser med mange propositioner (dvs, en stor mængde konceptuel information) forøger læsetiden, og at underordnede propositioner glemmes hurtigere end overordnede propositioner (især Kintsch & van Dijk). Det er endvidere fremgået, at læsere ofte har brug for at inferere eller supplere med information, der hvor teksten mangler informationer, eller for at genindsætte information, som ikke er i den tekstsekvens, der læses. Det antages generelt, at det tager tid at inferere sammenhængen mellem to sætninger, men langt mindre end et sekund. Løsningen af anaforiske referencer vil desuden afhænge af den øvrige tekst, måske af hvorvidt tekstsekvensens tema er ekspliciteret (Garrod & Sanford). Inferens og referencestrukturer må ligesom informationsstrukturer anses for at være genrespecifikke. Eksperter på et givet område vil angiveligt (også jf. Ericsson & Kintsch 1995 ovenfor) meget hurtigt kunne aktivere relevant baggrundsviden, som giver de rette inferenser. 48 1.3.1.5. Eksempler på lingvistiske faktorer i spanske domme, som gør tekstprocessing sværere Mange af eksperimenteme, der er refereret ovenfor, er foretaget med sætninger som materiale — oftest engelske sætninger. Som antydet i nogle enkelte eksperimenter er der højst sandsynligt forskel på de strategier, som læsere af forskellige sprog udvikler, fordi sprogene varierer meget syntaktisk. Ordstilling giver således f.eks. på dansk information om ytringens status som spørgsmål eller fremsættende udsagn, mens man på spansk bruger intonation til afgørelsen af dette. På spansk er genus og numerus til gengæld stærkere markører. Generelt må især syntaks antages at variere mellem sprog. (jf. Mitchell, Cuetos & Zagar 1990:286). Autentiske tekster varierer naturligvis desuden i de problemer, syntaksen frembyder både inden for et sprog og måske også mellem sprog. Spanske domme frembyder, som det vil fremgå, en lang række problemer med lingvistisk kompleksitet. Spanske domme vil desuden være karakteriserede ved, at de er skrevet til eksperter (se nedenfor). Under dette punkt skal nogle af ovenstående faktorer eksemplificeres med tekstudsnit fra spanske domme med henblik på at anskueliggøre, hvilke syntaktiske faktorer i denne type tekster, der potentielt gør tekstprocessing sværere. 1.3.1.5.1. Nominalsyntagmer: afgrænsningsproblemer Nedenstående eksempel er fra en eksamensopgave vinter 94/95, hvor 9 ud af 12 studerende oversatte det citerede tekststykke forkert. Teksten er en kendelse, som stadfæster den spanske anklagemyndigheds anmodning om tilbageholdelse og udlevering af nogle tiltalte, der er flygtet til Danmark. (1) “Y sirva el presente auto de ratificacién de la solicitud urgente de detencién preventiva de aquellos procesados, interesada por conducto de los servicios de Interpol, en el dia de ayer.” Svarende til de såkaldte garden path-sætninger, kan man måske her på syntagmeniveau tale om, at læseren ledes på afveje, fordi afgrænsningen af led er vanskelig. I dette spanske eksempel er det præpositionen de, som her kan tolkes både som ‘klister’ i sainmensætningen af en term og som hørende til verbalet servir de. Ligesom i det engelske eksempel “John boughz’ the large Dutch green appie pie “, må læseren her afgøre, hvor langt 49 substantivsyntagmet indledt af el presente.. . går. Dette så i den konkrete eksamen ud til at være gået galt for de fleste, der oversatte med løsninger som feks. Oversatte tekster: I/Og nærværende stadfæstelse og kendelse om anmodning om uopsættelig varetægtsarrest af nævnte sigtede fremsendtes Interpol i går/I eller: I/Og denne kendelse om stadfæstelse af begæring om hastig varetægtsfængsling af de sigtede er bragt til Interpols kendskab i går/I Det indledende verbal bliver i begge tilfælde oversat forkert, måske som følge af, at præpositionen de ikke bliver læst korrekt som hørende til verbalet. Hele fire gange optræder præpositionen de i sætningen, og dette kan gøre det vanskeligt at afgøre, hvilken kendelse, der er tale om. Andre problemer gør sig dog også gældende i disse oversættelser, såsom feks. manglende brug af den syntaktiske markør for køn (solicitud - interesad) og overspringelse af det indledende verbal. 1.3.1.5.2. Ledsætningserstatninger: flertydighed I de spanske domme er der flere eksempler på, at afsenderen ikke nævner agenten til en verbalhandling i teksten. Karakteristiske er de mange upersonlige verbalformer, som f.eks. dette tekstudsnit fra en byretsdom fra 1996: (2) “Reciama el actor la separacién matrimonial en base al incumplimiento de los deberes familiares por haber abandonado el domicilio conyugal llevàndose a los hijos, impediendo de ese modo la relacién del padre con los mismos, la vez que impediéndoles la vuelta al Colegio.” Fire verbalhandlinger har i denne sekvens en implicit agent: incumplir, abandonar, ilevar og impedir. Normalt vil subjekt (her actor) være kandidat til at være agenten for verbalhandlingeme, idet der ikke er introduceret nogen anden agent i perioden. Men læseren må her bruge sin 50 baggrundsviden for at konstatere, at det ikke kan være el actor, der her refereres til, men derimod hans hustru. Al + infinitiv Verbalet al invocar her er flertydigt i to henseender (fra ovennævnte dom): (3) “[la demandadaj alegaba el defecto en el modo de proponer la demanda al invocar el derecho espafiol cuando el derecho aplicable era el de la nacionalidad de las partes...” Da det er en upersonlig form af verbet ved læseren ikke, hvem der refereres til. Umiddelbart er den første— og vel den eneste grammatiske kandidat til at være logisk subjekt la demandada. Men det giver ikke mening. Præpositionen al (a + artiklen et) anvendes foran infinitiv både med kausal og temporal betydning. Temporalt udtrykker det samtidighed omtrent som gerundio: al salir de casa me tropecé con él. Kausalt: al no tener dinero se puso a trabajar. Læseren skal således her afgøre både agens og tids/årsags sammenhæng. Dette kan ske på baggrund af faktuel viden, som faktisk gives i teksten: Vi ved, at det er ægtemanden der har indgivet separationsansøgning, og el defecto en el modo de proponer la demanda må så referere til en handling, han har foretaget. Vi kan herefter slutte os til at al skal fortolkes kausalt, idet det er hustruens argumentation, der fremstilles. Gerundio Gerundio er et andet område, som er meget interessant i forbindelse med juridiske tekster. Adskillige spanske forfattere, inidusive spanske jurister, har i flere år harceleret over juristers dårlige formuleringsevner’ , og især brugen af gerundio har været genstand af megen kritik. Kritikken har dog “ Se bl.a. Aguilar og Arjonilla (1996); Calvo Ramos (1980); Granados, Morales og de Tomås (1979); Jesus Prieto de Pedro (1991); Martin, Ruiz, Santaella og Escaflez (1996). 51 mest gået på, at gerundio blev ukorrekt’ 2 anvendt, mens man ikke har foretaget nogen egentlig analyse af læsbarhed eller forståelse af teksterne. Anvendelsen af gerundio varierer meget. Fra gerundio som både kan tolkes kausalt og temporalt, men hvor begge tolkninger giver mening, til mere ufuidstændige forekomster. Tolkningen af sætninger, hvori gerundio indgår afhænger så vidt jeg kan se mest af læserens baggrundsviden, f.eks. her samme dom som ovenfor: (4) “Por el Procurador Sr. Manzana en la representaciôn que ostenta formulé demanda de separacién del matrimonio formado por el actor y la demandada en base a los hechos que enumerados se expone y justificando documentalmente que contrajeron matrimonio en Dinamarca el dia de 15 de julio de 1975 y de dicho matrimonio nacieron dos hijos el dia 7 de marzo 1978, Maria, en Ishøj y el 18 de enero de 1980, Oliver en Copenhague, residiendo en Målaga desde hacia unos diez afios en la calle de Gran Via nûm. 122, 3°, 2a donde vivieron hasta hace unos seis afios, ...“ I dette eksempel er den grammatiske tolkning, at gerundio er underordnet informationen om, at der fødes to børn. Børnene fødes i Danmark, hvor parret også er gift, men på daværende tidspunkt havde de boet i Malaga i 10 år, hvor de boede indtil for 6 år siden (dvs, indtil 1990). Pragmatisk vil en tolkning med sideordning dog virke mere plausibel: “Residieron en Malaga desde hacia frdurante)1O aPos”. Førstnævnte tolkning er mindre sandsynlig (men ikke helt umulig), idet den indebærer, at parret mødtes i Spanien i 1968, tog til Danmark og blev gift, hvorefter de fødte begge børn i Danmark, men fortsatte livet i Spanien. Det kan ganske nemt illustreres, at gerundio rent faktisk kan være svær at oversætte. Nedenfor gengives således et eksempel fra en kendelse, hvori en kære tages til følge, som er blevet givet til en eksamen, og tekststykket er fra gengivelsen af de faktiske omstændigheder: (5) Kildetekst: “RESULTANDO: Que contra la expresada resoluciôn y por la representacién del procesado, se interpuso recurso de reforma y subsidiario de apelacién dictàndose por el Instructor Auto con fecha 12 Især Leonardo GcSmez Torrego (1994:326): “Usese el gerundio, pero sin abusos y sin acumular varios en poco espacio; y ademås, cuidese de que sean correctos”. 52 (...) del mismo afio por el que desestimô el primero y admitié a trâmite el segundo” Oversat tekst: I! “Det fremgår af sagen, at mod den udtrykkelige afgørelse og ved tiltaltes repræsentant, indgav man begæring angående retsmiddel om revision, subsidiært appellation, da forundersøgelsesdommeren af kendelsen den (...) samme år, forkastede førstnævnte og optog den sidstnævnte til behandling”!!. De terminologiske fejl, der er i oversættelsen, skal ikke kommenteres her. Men det skal derimod strukturen i den danske tekst, og især gengivelsen af gerundio. Problemet er, at oversætteren følger den spanske syntaks og oversætter gerundio med en ledsætning. Syntaktisk markerer gerundio (som regel adverbiel) underordning — men semantisk er det her paratakse. Den danske læser forventer angiveligt, at gerundios handling skal være en del af den foregående verbalhandling. Dette er ikke tilfældet. Handlingeme bliver endvidere foretaget af to forskellige personer: advokaten for tiltalte og forundersøgelsesdommeren. I en manual de estilo udgivet af Ministerio para las Administraciones Pûblicas (1995:102) noterer man sig denne brug af gerundio i juridiske tekster, dvs. gerundio i stedet for sideordning, og man giver følgende forslag til omskrivning: “Lo que se le notfica haciéndole saber...” ( y se le hace saber); “Corresponde a esta Dependencia la revisidn en via administrativa del acto reclamado rectficando los errores tanto de hecho como de derecho” ( y la rectficaci6n) Anvendelsen af gerundio i stedet for sideordning er ikke enestående for juridiske tekster, men den er måske mere hyppig inden for samme tekstsekvens, end man normalt vil opleve i spansk sprogbrug. Problemerne i de ovenfor anførte eksempler har to forskellige sider. De upersonlige anvendelser af f.eks. infinitiv og gerundio er vanskelige, hvis agenten ikke er udtrykt i teksten, hvis der er flere kandidater til samme verbalhandling, eller hvis tekstafstanden mellem agent og verbal er for stor. Denne type problem minder om problemer med anafor gennemgået ovenfor. Anvendelsen af gerundio med sideordnet funlction kan være et problem, hvis læseren (den danske læser måske) forventer en underordning. Endvidere kan gerundio og al + infinitiv tolkes både 53 kausalt og temporalt, hvilket giver en syntaktisk flertydighed, men dog sjældent en semantisk/pragmatisk flertydighed. 1.3.1.5.3. Syntaktisk kompleksitet og tekstlængde, der skal holdes i hukommelsen Formmæssigt karakteriseres den juridiske tekst ved en uacceptabel periodelængde, hypotakse og ophobning af indskud som i dette eksempel samme kendelse om udlevering af en spansk statsborger, som er flygtet til Danmark, som blev brugt ovenfor. (6) “... a la vista de la peticiôn expresada formulada por el Ministerio Fiscal, yde los indicios racionales de criminalidad que pesan sobre el también procesado CARLOS LOPEZ LORCA como presunto participe en los hechos que se investigan en la presente causa, derivados de las pruebas identificadoras testificales, documentales y periciales, procede de conformidad con las Vigentes Leyes de Enjuiciamiento Espafiol, las correspondientes al Pais que se indicar. y el principio de buena reciprocidad que debe existir entre los Estados, al existir fundadas sospechas de que tal procesado se encuentra refugiado en DINAMARCA, tratando de sustraerse a la accién de la Justicia Espafiola, es procedente, de conformidad con b establecido en el nûm. i del referido art. 826 de la Ley de Enjuiciamiento Criminal, el proponer al Gobierno de Espafla solicite del Gobierno de Dinamarca que las Autoridades Judiciales competentes del indicado pais accedan a la extradicién de dicho procesado”. Flere forskellige emner forfølges her på skift af den spanske dommer: de faktiske forhold i sagen, de juridiske begrundelser og forholdet mellem stateme. Dommeren har valgt at genoptage verbalet procede i varieret form for ikke at miste overblikket. Tekstens syntaks bevirker, at læseren kan have svært ved at finde hvile i læsningen og holde rede på sammenhængen. Overordnet er informationen i teksten: a) Der er grundlag for (oversættelse af procede/es procedente): - at rette henvendelse + b) Henvendelse nr. i drejer sig om: 54 1.3.2.1.2. Henning Spang-Hanssen (1983) Spang-Hanssen diskuterer begrebet kommunikation, som han mener kan have to hovedbetydninger a) udsendelse af meddelelser eller budskaber til mange, ofte blot potentielle modtagere over en afstand (jf. ‘massekommunikation’) og b) opnåelse af samfølelse, af ‘åndeligt samvær’ i en situation, hvor personer allerede er sammen (Spang Hanssen 1983:26). Derimellem fmdes iflg. Spang-Hanssen et mellemområde, hvor A giver meddelelser til en bestemt person B eller til en personkreds Bl, B2.. . .,der har bestemte egenskaber, interesser og behov, f.eks. undervisning (Spang-Hanssen 1983:27). Denne betydning dækkes ofte af begrebet ‘informering’, og dette begreb er iflg. Spang Hanssen det centrale i fagsprog. “Situationer hvori fagsprog indgår — som tekster, som foredrag, i faglig undervisning, faglig samtale m.m. — har karakter af informering langt mere end de har karakter af kommunikation i betydningerne a) eller b)” (Spang-Hanssen 1983:27). Den faglige informering kan derefter have forskellige niveauer svarende til forskellige modtagergrupper, jf. skemaet næste side. En dom må f.eks. antages at anvendes en specialist-til-specialist form for kommunikation, idet den reelle modtager er en jurist og ikke en lægmand. Både lægmanden og juristen er naturligvis umiddelbare modtagere af dommen. Men dommen er forankret i en sproglig tradition, som den almindelige borger ikke er en del af. Og dommens paradoks er således, at selv om den skal regulere den almindelige borgers adfærd og samkvem med andre, så er den ‘reelle’ modtager ikke den almindelige borger. Spang-Hanssen giver i gennemgangen af sit skema udtryk for, at der i alle de tre skitserede kommunikationssituationer vil blive benyttet fagsprog, som dog kan inddeles i følgende tre kategorier: • ‘teorisprog’ fagomgangs sprog’ • ‘udbredningssprog’ (Spang-Hanssen 1983:29) I videnskabelig kommunikation anvendes således teorisprog, i teknologisk kommunikation anvendes fagomgangssprog, og i kommunikationen mellem de to grupper anvendes en blanding. Det 61 CJD 00 00 0 (T 5: 0 (ø.) c,J 0’ såkaldte udbredningssprog anvendes i kommunikationen til lægmænd, og til studerende (de kommende eksperter) anvendes en blanding af alle tre sprogtyper. Overført på juridisk sprog som en specialist-til-specialist form for kommunikation må det antages, at der her anvendes enten det Spang Hanssen kalder teorisprog eller fagomgangssprog. I Hoffmanns definition af fagsprog er det de enkelte sproglige enheders koncentration i en konkret tekst, der er afgørende, mens det hos Spang-Hanssen er afsender modtager forholdene. De to typer af klassifikationskriterier resulterer dog i fremstillinger, der er nærmest samstemmende. Placeringen af dommen højt på en faglighedsskala eller anvendelsen af betegnelsen ‘fagtekst’ eller ‘LSP-tekst’ om juridiske tekster er dog under alle omstændigheder ukontroversiel, idet enhver intuitivt vil klassificere en juridisk tekst som udpræget faglig, fordi toikningen af en juridisk tekst kræver fagviden, (se f.eks. Kjær 1996). Efter at vi således har konstateret, at den spanske dom kan karakteriseres som en LSP-tekst (og en fagtekst), og at den er skrevet for specialister, kan vi gå videre til at diskutere, hvordan LSP-viden er struktureret. 1.3.2.2. LSP — specialiseret baggrundsviden Ovenfor så vi hvordan undersøgelser havde vist, at ekspertviden om eksempelvis fodbold var vigtigere i læsningen og forståelsen af tekster om dette emne end generel sproglig kompetence. På samme måde antages den faglige, professionelle viden (jf. LT-WM-teorien) at være den væsentligste kompetence i læsningen af eksempelvis juridiske tekster. Nedenfor skal det ganske kort diskuteres, hvilke elementer en sådan viden kunne tænkes at bestå af, og hvilken baggrundsviden og professionel viden en oversætter har. 1.3.2.2.1. Terminologi: vidensrepræsentation som begrebs-systemer En traditionelt primær vidensenhed i fagsprog er naturligvis fagtermen. Terminologisk viden kan inddeles i 1) begrebsviden, 2) begrebssystemviden og 3) begrebsrepræsentationsviden. (Picht 1996:61) Terminologiarbej det anvendes i fagsproglig oversættelse som metode til 63 at sikre fagligheden. Ved en sammenligning af forskellige vidensstrukturer (begrebssystemer) kan forskelle opdages, som bør udtrykkes i begrebets sproglige form (repræsentationen) (Picht 1996:63). Terminologiens genstand er således begrebet og dets repræsentationsform. Opfattet som vidensenhed repræsenterer begrebet i terminologien den samlede, intersubjektivt fastslåede viden: “In diesem Falle steht das gesamte, intersubjektiv feststellbare Wissen über einen Begriff im Vordergrund. Als Wissenseinheit kann der Begriff in eine terminologische Datenbank oder eine Wissensbank eingehen, die als Speicher von Begriffs-und begrifflichen Repräsentationswissen charakterisiert werden karin und die ebenfalis begriffliches Ordnungswissen (Begriffssystemwissen) umfassen sollte, um diese Bezeichnung zu verdienen”(Picht 1996:59). Begrebssystemer kan inddeles hierarkisk i over-, under og sideordninger efter forskellige kriterier affiængigt af emneområdet. Inddelingskriterierne affiænger af faglige konventioner og traditioner, og kan f.eks. være bestemt af rumlige, tidsmæssige og kausale relationer (Picht 1996:59). Vidensrepræsentation er i terminologien inddelt i fire former, 1) benævnelse 2) definition 3) forklaring og 4) ikke-sproglige semiotiske former (Picht 1996:63). Definitioner har en bestemt form, mens forklaringer har en mere løs struktur. Under kategorien ‘forklaring’ kan f.eks. eksempler forekomme. Terminologien udgør en metode til systematisering og leksikalisering af et fags viden, og som sådan kan den synliggøre en stor del af ekspertens viden, og i teorien muliggøre en overførsel af denne viden til lægmanden eller den kommende ekspert. Terminologiens kilder er primært lærebøger og andre fagbøger, men også fageksperter kan være kilder til viden i terminologiarbej det. Terminologien har dog ikke til formål at forklare, hvordan faglig viden kan tænkes at være repræsenteret eller struktureret i ekspertens langtidshukommelse, endsige at forklare den konkrete anvendelse af denne viden i faglige situationer, men derimod at formidle fagets begrebsviden systematisk og sprogligt for at den kan anvendes af andre. 64 1.3.2.2.2. Kognitiv lingvistik: vidensrepræsentation som mentale modeller Et andet fokus på vidensrepræsentation end det terminologiske er det kognitive. Teorier om hvorledes viden er struktureret i langtidshukommelsen, er siden 80’eme fremkommet under fællesbetegnelsen ‘kognitiv lingvistik’ eller ‘kognitiv semantik’. Et centralt begreb er “mentale modeller”, som er en teoretisk konstruktion fra de kognitive videnskaber, der refererer til den mentale repræsentation af viden, der kræves for at forstå en sætning eller en tekst (jf. Lundquist 1996:1). Teorierne fokuserer generelt på struktureringen af common sense-viden og ikke på fagspecifik viden. Nogle teorier forsøger at beskrive, hvordan en mental repræsentation eller ‘situationsmodel’ opbygges og lagres under tekstforståelse (se ovenfor under afsnittet om forståelse), mens andre teorier forsøger at forklare, hvordan vores baggrundsviden generelt er organiseret. Her er det den sidste type forklaring, der interesserer os, og begrebet ‘mental model’ anvendes i denne betydning (jf. Lundquist 1996:7). Én teori om organisering af baggrundsviden er f.eks. ideen om scrzts (Shank & Abelson 1977). Disse ‘manuskripter’ repræsenterer angiveligt vores viden om aktiviteter, vi foretager rutinemæssigt, eller mere generelt velkendte forløb i vores hverdag. Konceptet scrzpts omfatter information om typiske roller, objekter og handlingssekvenser i velkendte situationer som f.eks. et restaurantbesøg (Harley 1995:228). Schank (1982) har videreudviklet teorien om scripts og foreslået, at vores viden er lagret i hukommelsen som scener, der er organiseret i “hukommelsespakker” (Memory Organ ization Packets” eller MOPs), der er bundet sammen af fælles mål, f.eks. at tage ud at rejse eller gå til lægen. Der er et vist empirisk underlag for denne teori (McKoon, Ratcliff & Seifert 1989; Seifert, McKoon, Abelson & Ratcliff 1986 i Harley 1995 :230; Black & Bower 1979 i Kintch & van Dijk 1983 :309). En beslægtet teori, som også er blevet bekræftet af empiriske undersøgelser, er teorien om scenarier (Sanford & Garrod 1981/1983 i: Rickheit & Strohner 1993:85). Hovedideen i disse teorier er, at ved vidensaktivering under tekstlæsning effektiviseres forståelsen og læsetiden forkortes. 65 På Handelshøjskolen i København forskes der bl.a. i specialiseret baggrundsviden som en del af undersøgelsen og udforskningen af LSP tekster. Projektgruppen MeMo (vfLita Lundquist) har siden 1995 analyseret fagtekster med henblik på eksperimentel testning af hypoteser. 1.3.2.2.2.1. MeMo (1995-99): ekspertviden Formålet med projektet er på længere sigt at kunne differentiere mellem forskellige typer af, og forskellige lag i specialiseret baggrundsviden (Lundquist 1996:9), og den teoretiske ramme for projektet er den kognitive lingvistik, bl.a. Johnson-Laird (1983), Lakoff (1987), Fauconnier (1994) og Langaeker (1991). I sin artikel “Fra lav pris til ond tro” (i Lundquist & Almlund 1996) opererer Lene Palsbro (s.29) med tre slags baggrundsviden, nemlig ekspertviden (om jura i dette tilfælde) common sense viden (om forbruger situationer i dette tilfælde) og viden om faktisk situation. Common sense begrebet forbindes med “erfaringer vi generelt har” (s. 34). Palsbro kæder “den sikre viden” sammen med faglig viden eller professionel viden. Palsbro sammenligner i øvrigt common sense viden med økonomisk viden, idet hun siger, at de i den konkrete analyse er struktureret ens, mens hun påpeger, at juridisk ekspertviden og argumentation har en anden struktur. Hun siger, at viden om økonomiske sammenhænge er struktureret i kausale og graduale relationer, mens viden om juridiske sammenhænge og lovmæssigheder er præget af størrelser, der enten tilhører eller ikke tilhører en bestemt kategori (Palsbro 1996: 40). Man kan f.eks. ikke i den juridiske logik være i mere eller mindre god tro, ligesom man ikke kan være mere eller mindre sigtet, anklaget eller dømt. Kategoriseringen i enten-eller er det gennemgående mønster i de juridiske handlinger, og de argumenter, som ligger til grund for denne kategorisering er ikke baseret på common sense alene. Spørgsmålet om, hvordan den juridiske baggrundsviden er struktureret, har også motiveret Anne Lise Kjær (1996) til at fremkomme med en hypotese om, at den juridiske fagviden ikke kun er centreret om begrebssystemer, som omtalt under terminologi ovenfor, men tillige er ordnet i vidensrammer, som dels er opbygget som et sæt regler med tilhørende undtagelser, dels er struktureret i “hvis.. . så”-relationer (Kjær 1996:147). Begrundelsen for denne hypotese er, at det typiske for juridisk 66 viden er, at den er koncentreret om viden om regler og forudsætninger for deres anvendelse (Kjær 1996:147). Juristen henviser i sin argumentation til, eller påberåber sig, de regler han/hun mener bør anvendes på de faktiske handlinger, sagen omhandler, og dermed henviser han/hun iflg. Kjær ikke blot til ordlyden i lovteksterne, men til de regler, der kan udledes af lovbestemmelseme (Kjær 1996:147). En af Kjærs hovedpointer er, at juristens læsning af en juridisk tekst er regellæsning. Bag den juridiske regelviden gemmer der sig iflg. Kjær en hvis-såstruktur (Kjær 1996:149). Angiveligt aktiveres specifikke videns (eller regel)-rammer’ 5 , når juristen læser kodeord (eller “koblingsbegreber” jf. bl.a. Ross 1953) som f.eks. tilbud, aftale etc., idet den juridiske viden generelt er bundet sammen af retsfølger, som f.eks. “Hvis aftale, så binding” (Kjær 1996:150). Lita Lundquist (1999) har i en (ikke-offentliggjort, fremlagt på Memo workshop d. 22. April 1999) empirisk analyse af eliciterede tekstsekvenser sammenlignet ekspertviden med ikke-ekspertviden. Hendes undersøgelse ser ud til at støtte Kjærs 1996-model. Undersøgelsen blev foretaget med to grupper af informanter: jurister (undervisere på Københavns Universitet) og studerende på Handelshøjskolen, BA 1. år, 2. semester. Gruppen der repræsenterede ‘ikke-ekspert’ var således i dette tilfælde novicer uden indsigt i juridiske forhold. Informanteme blev bedt om at skrive definitioner på ‘kontrakt’ og ‘dom’ og at give en kort og en lang definition. I alt 92 tekster blev indsamlet på denne måde, hvoraf foreløbig et delkorpus på 32 tekster er blevet analyseret. Analyserne bestod i 1) En juridisk eksperts inddeling i henholdsvis “ekspert tekst” og “ikke-ekspert tekst”, 2) Analyse af overlapning mellem eksperter og ikke-eksperters anvendelse af forskellige typer udtryk og 3) En kognitiv analyse af definitionernes SEMANTISK-KOGNITIVE karakteristika (i analysen kaldet qualia). Ikke-eksperternes tekster blev af en ekspert defineret som indeholdende følgende elementer: • Upræcis og ukorrekt brug af fagtermer • Ingen skelnen mellem fænomener • Fokus på forkerte eller irrelevante detaljer og dele • Fokus på forkerte eller irrelevante relationer 15 Her henvises til Filimores fortoikning afkonceptetframes (1985). 67 • Forkert indhold Det var endvidere i følge analysen karakteristisk for de studerende, at de ikke kunne definere (de kunne f.eks. skrive “en dom er en dom”), og de manglede helt i deres definitioner at angive konsekvenser af en retsafgørelse som er relevante. Eksperternes defmitioner indeholdt endelig det Lundquist kalder telic qualia, dvs, formål og konsekvenser af en retslig handling, i modsætning til de studerende, som ikke kunne angive nogen relevant information af denne art. MeMos empiriske analyser er i skrivende stund ikke offentliggjort, men Lundquists tilgang (1999) giver mulighed for indblik i strukturer i det professionelle menneskes videnslager, og ikke blot strukturer i lærebøger. Strukturerne kan dog vise sig at ligne hinanden, idet også den professionelle har sin viden fra bl.a. lærebøger, eller i juristens tilfælde, lovbøger! 1.3.2.2.3. Genreteori: hvordan er genreviden struktureret? Genreteori må per definition regnes for hørende ind under LSP, da det jo netop er sprog med specielle formål og i bestemte situationer, der her studeres. I genreteori fokuseres først og fremmest på det professionelle menneskes, ikke blot viden om et emne eller et fag, men også fornemmelse for professionel kommunikation. Formålet med genreteori er at kortlægge den implicitte viden, som brugere af forskellige genrer har (jf. Ryan 1981 i Berkenkotter & Huckin 1995:1). Gerner er de medier, som vi kommunikerer gennem, og ifølge genreteorien er vores forståelse af nonner, værdier og ideologier i den gerne, vi kommunikerer gennem, afgørende for den succes, vi har med kommunikationen (Berkenkotter & Huckin 1995:1 ).Genreteoretikeren ønsker at analysere de metoder, professionelle brugere af gerner anvender til at forme informationer, så de forstås af de personer, der er modtagere af teksterne. Som sådan er genreteori, i langt højere grad end stilistikken, koncentreret om hvordan professionelle producerer mundtlige eller skriftlige tekster, dvs. ilcke bare den lingvistiske overflade, men de strategier og tænkemåder, der ligger bag formuleringen af teksterne. Og hvor psykolingvisten eller den kognitive lingvist fokuserer mest på tekstforståelse (fra læserens perspektiv), da er perspektivet her den forståelse der kræves for at producere tekster! 68 1.3.2.2.3.1. Berkenkotter & Huckin (1995) Blandt andre Berkenkotter og Huckin har gennem flere år foretaget analyser af data indsamlet i form af bl.a. interviews og brugstekster og analyseret som case-studier. Analyserne der ligger til grund for Berkenkotter og Huckins teorier, er kvalitative og primært induktive (baseret på grounded theory jf. Glaser & Strauss 1967), men er også inspireret af bl.a. antropologiske, etnologiske og psykologiske teorier (Berkenkotter & Huckin 1995:3). På basis af deres analyser af ekspert-diskurs (i dette tilfælde akademisk, videnskabelig diskurs) har Berkenkotter og Huckin udviklet en teoretisk ramme, der er bygget op omkring fem principper, som de mener, er styrende for genrer (Berkenkotter & Huckin 1995:4): • Dynamik — genrer er dynamiske former for kommunikation, som er udviklet med basis i aktørernes reaktioner på typiske situationer, og deres funktion er at stabilisere kommunikationen og gøre den kohærent og meningsfuld. • Situerethed — vores viden om gerner stammer fra og er iboende i vores deltagelse i de daglige kommunikative aktiviteter, der foregår i det professionelle liv. • Form og indhold — genreviden omfatter viden om både form og indhold, inklusive en fornemmelse for, hvilket indhold vil være adækvat i forhold til et givet formål, i en given situation og på et givet tidspunkt. • Dobbeltstruktur — når vi trækker på en genres regler for at deltage i professionelle aktiviteter, så skaber vi sociale strukturer, samtidig med at vi reproducerer dem. • Gruppeejerskab — genrekonventioner signalerer en faggruppes normer, epistemologi, ideologi og ontologi. I denne beskrivelse af fagspecifik viden, her kaldet genreviden, er den pågældende viden struktureret på basis af personernes deltagelse i kommunikationen, og ud fra den opfattelse at disse personer er med til at skabe den pågældende viden. Det er således angiveligt en aktiv, handlingsorienteret viden. Denne viden omfatter også begrebsviden. Brown, Collins og Duguid (1989) citeres for at sige, at tilegnelsen af begrebsviden, ligesom tilegnelsen af brugen af værktøjer, både er situeret, og at den udvikles progressivt gennem handling: “People who use tools actively rather than just acguire them. . .build an increasingly rich implicit understanding of the world in which they use the tools and of the tools 69 themselves(...) Unfortuneately, students are often asked to use the tools of a discipline without being able to adopt its culture. To learn to use tools as practitioners use them, a student, like an apprentice, must enter the community and its culture” (Brown, Collins & Duguid 1989:33 i Berkenkotter & 1-Iuckin, 1995:12, mine understregninger). Overført på juridisk viden kunne dette, hvis ovenstående iagttagelse er korrekt, betyde at den oversættelsesstuderende først fuldtud forstår de juridiske begreber, når hanlhun begynder at anvende dem i praksis. Særligt interessant i forbindelse med LSP er det at kunne skelne mellem specialiseret baggrundsviden og almen viden. I et forsøg på en skelnen refererer Berkenkotter og Huckin til Bakhtins inddeling (1986), hvor primære og sekundære speech genres anvendes til at skelne mellem den form for sprog og de handlingsmønstre, vi anvender i daglige kommunikative aktiviteter (såsom at modtage vores børn, når de kommer hjem fra skole, elske, kalde på en kollega for at bede om hjælp) og de som er uden for denne dagligdags kontekst (Berkenkotter & Huckin 1995:7). De sekundære genrer er komplekse, og de kan optage de primære genrer i sig, dog således at de primære derved mister deres hverdagskarakter: “Secondary (complex) speech genres — novels, dramas, all kinds of scientific research, major genres of commentary and so forth — anse in more complex and comparatively highly developed and organized cultural communication (primarily written) that is artistic, scientific, sociopolitical, and so on. During the process of their formation they absorb and digest various primary (simple) genres that have taken form in unmediated speech communion. These primary genres are altered and assume a special character when they enter into complex ones” (Bakhtin 1986 i Berkenkotter & Huckin 1995 :9). Bakhtins beskrivelse passer meget godt på jura. En masse dagligdags handlinger bliver fortolket med udgangspunkt i lov og retspraksis, og derved far disse handlinger en fly betydning, dvs, ikke alene far faktiske omstændigheder ny betydning i en juridisk kontekst (f.eks. en retssag), men såkaldte dagligdags ord Far også nye betydninger, hvilket vanskeliggør lægmandens forståelse (se bl.a. Liafio 1996). I genreteori ser fokus ud til at være på en viden om, hvordan professionel kommunikation lykkes, en retorisk-strategisk viden om form og indhold. Det, vi traditionelt opfatter som baggrundsviden, hører således med under genreviden, men som en funktion af, hvad der er adækvat, relevant — og 70 muligt, vil oversætteren jf. Krings (1986) under tiden udskyde den endelige afklaring af forståelsesproblemer til senere læsninger (det han benævner successiv arbejdsstrategi). Oversætteren kan under alle omstændigheder antages i en normal oversættelsessituation at læse i flere omgange, i anden omgang som afsæt for ækvivalering eller for at rette misforståelser, jf. McDonald og Carpenter (1981) ovenfor. Oversætteren må endvidere antages at forsøge at løse alle forståelsesproblemer inden en endelig løsning vælges. Hvis dette ikke er muligt, kan oversætteren vælge at oversætte ord for ord og måske ofre en god måltekst for til gengæld at få en flydende proces. Hvis oversætteren har forståelsesproblemer, antages hanlhun at vende tilbage og læse kildetekstsekvensen flere gange, evt, at læse hele teksten flere gange. Jf. Shreve og Schäffner m.fl. (1993) må det antages, at der vil være sammenfald mellem den totale mængde problemer oversætteren har i løbet af oversættelsen, og oversætterens egen oplevelse af tekstens sværhedsgrad. Men der vil ikke nødvendigvis være sammenfald på et mere detaljeret lingvistisk plan. Sprogreception og sprogproduktion vil overlappe meget i en naturlig oversættelsesproces, selvom produktionsfasen må antages at starte, efter at receptionen er påbegyndt! Under alle omstændigheder vil receptionsfasen generelt være den korteste fase i oversættelsesprocessen, j f. f.eks. McDonald og Carpenter (1981:244). Den første parafrasering af en tekstsekvens vil således samtidig være det første ækvivaleringsforsøg. Direkte, automatisk (eller horisontal) oversættelse uden en eksplicit forståelsesfase kan antages at finde sted, hvor oversætteren er meget rutineret i en bestemt gerne eller teksttype. Denne rutine er mulig i oversættelse af juridisk sprog, men om det er muligt i den konkrete undersøgelse er et stort spørgsmål. Ukendte ord og sekvenser som kræver inferens, må antages at nødvendiggøre inddragelse af kontekst eller baggrundsviden, og dette antages under alle omstændigheder at tage tid, men jo mere tid, des mindre baggrundsviden, oversætteren har. Ericsson og Kintsch formulerede i 1995 en ny teori om en aktiv langtidshukommelse, der lidt skarpt trukket op (i Bellissens & Denhière 1999) kan sammenfattes således: 77 • Korttidshukommelsen fungerer ikke som indgang til langtidshukommelsen • Korttidshukommelsen er ikke en del af generel sproglig problemløsning • Ordret hukommelse af sprog er ikke nødvendig for forståelse Det fly ud fra dette synspunkt er således, at aktivering af viden fra langtidshukommelse ikke anses for affiængig af korttidshukommelsens begrænsede lagrings-eller aktiveringskapacitet, men som fungerende uaffiængigt af korttidshukommelsen, at langtidshukommelsen ikke er en passiv opbevaring af alle vores erindringer, men en aktiv hukommelse, og at sprogforståelse generelt ikke er underlagt eller affiængig af korttidshukommelsens funktioner, og som noget helt centralt: fortoikning af sanseindtryk sker i langtidshukommelsen. Iflg. denne teori hænger begrænsninger i kapacitet angiveligt sammen med, om processen foregår bevidst eller ubevidst. Synspunktet er her øjensynligt, at korttidshukommelsen fungerer som en slags backup, når ekstra kognitive operationer skal sættes i værk for at forstå en tekst (Bellissens & Denhière 1999). Andre teorier fastholder korttidshukommelsens betydning for læseforståelse. Problemer med aficodning, ordmening og med at hente relevant viden frem og konstruere de rette inferenser skulle i teorien alle lede til vanskeligheder med automatikken i forståelsen af tekster. Der skal således iflg. bl.a. Carpenter (Carpenter & Daneman 1980, Carpenter 1994) foregå en deling af kapaciteten mellem fastholdelsesoperationer og processingsoperationer. Dette kan angiveligt medføre vanskeligheder med forståelsen, hvis læsningen af et vanskeligt segment kræver mere aktivering end læseren har til rådighed. Teorien om den aktive langtidshukommelse, eller LT-WM-teorien, er dog netop også baseret på henholdsvis ‘den gode tekst’ og ‘den kompetente læser’. Implicit i LT WM teorien må således være to faktorer, nemlig enten 1) at teksters overfladeform indeholder sproglige ‘kohæsionsmarkører’, som forbinder tekstens segmenter med hinanden under læsning, og dermed muliggør at læseren hurtigt kan foretage anaforiske og logiske sammenkædninger mellem sætninger, der følger efter hinanden eller 2) at læseren ved hjælp af sin baggrundsviden kan bygge en tekstrepræsentation, som guider læsningen af resten af teksten. Således påpeger også Ericsson og Kintsch 78 selv, at når en tekst er svær eller dårligt skrevet, eller når læseren mangler adækvat baggrundsviden, så må læseren først danne en pålidelig genkaldelsesmarkør, hvilket kan være en svær problemløsnings-opgave i sig selv. Iflg. Kiraly (1995) vil, når der ikke kan produceres intuitive oversættelsesforslag, et oversættelsesproblem opstå, som sendes ned i den bevidste del af arbejdshukommelsen, så en strategi kan vælges med henblik på at forsøge at løse problemet. Shreve og Diamond påpeger i en teori fra 1997, at hos personer der ikke har udviklet velstrukturerede og pålidelige repræsentationer, vil tekstprocessingen foregå mindre effektivt og flere anstrengelser vil være nødvendige (det de benævner effor’ful processing). De påpeger, at ikke blot manglende sprogkompetence, men også konkurrerende (L i og L2) semantiske, pragmatiske og leksikalske repræsentationer, der skal manipuleres på samme tid, kan give problemer. Endelig nævner de, at selv hos professionelle oversættere og tolke kan problemer med komplekse syntaktiske strukturer på målsproget, propositional kompleksitet, flertydighed og manglende baggrundsviden kræve mange ressourcer til processing. I en oversættelsessituation vil skabelsen af en mental repræsentation alt andet lige være mindre problematisk end i tolkning, fordi oversætteren ikke er underlagt det samme tidspres, og fordi hanlhun slet ikke som tolken er afhængig af, at den første afkodning af kildeteksten er korrekt. Oversætteren har fred til at vælge sin egen arbejdsrytme. Forskning i lingvistisk kompleksitet har mest været udført med isolerede sætninger, og her har man fundet effekter af såvel flertydighed som rækkefølgen af information. Undersøgelser af det segment, hvor den information, der gør det tidligere segment entydigt, fmdes, har f.eks. vist stærke effekter, når relativsætninger forbindes med den forkerte kerne eller når en ledsætning indledt af that viser sig at være en relativsætning og ikke en kompletivsætning (Mitchell 1994:385). Sammenfattende var konklusionen på disse undersøgelser, at læsere generelt foretrækker én tolkning i starten af en sætning, og at når denne tolkning viser sig at være forkert, sænkes læsehastigheden i den efterfølgende tekst. Undersøgelser har desuden vist, at hvis læseren afbrydes midt i en tekst, tager læsningen af den næste sætning længere tid, hvis denne sætning indeholder ‘kohæsionsmarkører’, end hvis den er uafhængig ( Fischer & Glanzer 1986). Undersøgelser har ligeledes vist, at læsningen bliver langsommere, hvis andre ledsætninger eller sætninger 79 indsættes mellem de to størrelser, der korefererer (Fischer & Glanzer 1986). Baggrundsviden antages at have indflydelse på en persons evne til at uddybe den information, der fremgår eksplicit af en tekst, men også på evnen til at inferere og tolke implicitte relationer i teksten. Et springende punkt i beskrivelsen af oversætterens baggrundsviden, er om oversætteren kan definere. I deres beskrivelse af genreviden, fremfører Berkenkotter og Huckin en teori, hvor den pågældende viden struktureret på basis af personemes deltagelse i kommunikationen. Denne viden omfatter også begrebsviden. Tilegnelsen af begrebsviden er angiveligt både situeret, og den udvikles progressivt gennem handling. Overført på juridisk viden kunne dette betyde, at den oversættelsesstuderende først fuldtud forstår de juridiske begreber, når han/hun begynder at anvende dem i praksis. Den ideelle relation mellem afsender og modtager af en tekst vil være en relation, der er baseret på den type forståelse, genreviden i Berkenkotter og Huckins forstand repræsenterer. Ved oversættelse af juridiske tekster vanskeliggøres denne ideelle relation en hel del, først og fremmest på grund af oversættelsessituationen, idet oversætteren jo ikke er den tiltænkte modtager af teksten. Forbindelsen mellem oversætteren og forfatteren af en juridiske tekst vil generelt ikke være nogen tæt relation, og endnu mindre når den juridiske tekst er skrevet af en jurist i Spanien og oversætteren er en dansk studerende. De studerende på HHK, Institut for Spansk, modtog iflg. den tidligere studieordning, undervisning i erhvervsret (dansk), med en time om ugen i 2 semestre af hver Ca. 12 uger (affiængigt af årgangen), samt senere i juridisk sprog med i eller 2 timer om ugen gennem 5 semestre. Områderne i juridisk sprog omfattede formueret (herunder først og fremmest obligationsret), familieret, personret, arveret, civilproces, straffeproces og strafferet. Undervisningen bestod af gennemgang af stoffet med udgangspunkt i et komparativt kompendium med hovedvægten på spansk ret og desuden stilskrivning, dvs, oversættelse til og fra spansk af en række forskellige dokumenter, som nævnt i indledningen. Derudover forventedes de studerende selv at læse ved siden af, og inden den mundtlige eksamen skulle der læses 500 siders selvlæsning i procesret. Efter bestået eksamen kunne oversætteme kalde sig kandidater og søge autorisation som translatører, dvs, professionelle oversættere af f.eks. juridiske tekster. 80 Den juridiske oversætters opgave er at være informationsformidler mellem jurister fra forskellige lande. Men det er iflg. ovenstående gennemgang ikke plausibelt at antage, at den semi-professionelle oversætter har udviklet en grundig juridisk viden inden for de to sprogområder, som han/hun arbejder med. Oversætteren kan til forskel fra juristen ikke antage at have faglig viden, idet dette ville forudsætte, at han/hun deltog som aktør i faglige sammenhænge (jf. såvel Berkenicotter & Huckin 1995 som Gile 1993, 1995). Oversætteren må på denne baggrund antages ofte at mangle en systematik og logik, der kan styre hans/hendes læsning af de juridiske dokumenter. Der er selvfølgelig tilfælde, hvor oversættere samtidig er udøvere af den faglige disciplin, de oversætter indenfor, eller tilfælde hvor oversætteren har oversat den samme type dokumenter i en årrække og derfor har udviklet enten en viden og/eller nogle strategier, der gør at han kan omgås fortroligt med den juridiske tekst, men det er ikke denne type oversætter, undersøgelsen her refererer til. 81 Kapitel 2 Empirisk undersøgelse: Dataindsamling 2.0. Indledende bemærkninger Design, tekstudvælgelse og informantgruppe blev præsenteret i indledningen, men metodeanvendelse og forsøgsopstilling vil blive diskuteret og præsenteret her, ligesom eksempler på forenkling af teksterne vil blive gennemgået i dette kapitel. Formålet med dette kapitel er således at fremlægge alle metodiske overvejelser i forbindelse med dataindsamling og gennemgå selve forsøget, som har givet materiale til de analyser og resultater, der fremlægges i de næste kapitler. 2.1.0. Opsætning og forenkling af teksterne Oversættelsesopgavens plausibilitet i forsøgssituationen var meget væsentlig. Tekststykket skulle kunne oversættes i sig selv uden yderligere kontekst, og det skulle være en realistisk opgave i praksis. Alle tekster blev forkortet (væsentligt) og delt ind i tre nogenlunde lige lange afsnit. Teksterne blev præsenteret således, at det afsnit, som blev valgt til at være det første i forsøgsteksten, skulle give så meget information som muligt. I retsafgørelserne var det vigtigt for forståelsen, at domstolens navn og afgørelsens type og evt, udfald blev nævnt, ligesom det var væsentligt at vide, om tekstsekvensen var taget fra sagsfremstillingen eller fra de juridiske præmisser. På samme måde var det vigtigt for avisartiklerne, at genren (kommentar, læserbrev, anmeldelse etc.) og emnet for teksten blev nævnt i overskriften. Teksternes plausibilitet som originaldokumenter var endvidere helt afgørende: informanterne fik ikke at vide, og skulle ikke vide, at der her var tale om forenklede tekster. Og der måtte tages hensyn til, at de komplekse versioner og de forenklede versioner ikke måtte afvige væsentligt fra hinanden i længde pga. tidsmålingeme. Dvs, at forholdet mellem ord og tegn så vidt muligt skulle holdes intakt og antal tegn måtte ikke stige væsentligt ved forenklingen, samtidig med at indholdet selvfølgelig skulle bevares intakt. Den lingvistiske kompleksitet i begge typer tekster skulle reduceres. Denne forenkling var intuitiv, dvs, ikke lige mange forenklinger og ikke alle de samme typer af forenklinger blev foretaget i alle tekster. Betegnelsen foreniding er måske lidt misvisende, idet det i normal sprogbrug vil indebære omskrivning til en anden, ikke-ekspert, 82 modtagergruppe, hvor f.eks. specialiseret terminologi er ændret. Dette er ikke tilfældet her, idet teksterne skulle bevare deres generiske autenticitet Aådan som Bhatia (1993:210) argumenterer for i sin gennemgang af easfication as intra-lingual translation. Hvor Bhatia definerer forenkling som en procedure, hvor teksten omskrives for et lægpublikum, da er easflcation understregningen af den faglige kognitive strukturering. Jeg anvender dog det danske begreb forenkling, men i betydningen easfication. Den valgte forenklingsprocedure betød, at tekstens kommunikative intention og den sammenhæng, der var mellem oplysningerne i teksterne, ikke måtte ændres. Det var med andre ord ekspertens tankegang og ikke lægmandens, der skulle imødekommes, samtidig med at læsbarheden skulle øges. Dette kunne bl.a. ske ved at bibeholde fagudtryk og formalitetniveauJtone samtidig med, at tekstens informationer blev gjort mere entydige, og sammenhængen mellem informationeme blev understreget. Teksterne måtte desuden som nævnt kunne præsenteres som plausible og naturlige oversættelsesopgaver i forsøgssituationen. Disse faktorer bevirkede, at de ikke alle blev konstrueret efter samme skabelon. Men som nævnt i indledningen blev følgende elementer generelt ændret: - Sætningsopbygningen blev gjort enklere, bl.a. blev der sat flere punktummer, hvilket medførte at flere finitte og personlige verbalformer kunne indsættes, og at underordningsniveauet faldt Desuden blev ordstillingen gjort mere ligefrem (dvs, indledning med verbal eller subjekt). - Substantiveringer blev i visse tilfælde erstattet med verbale former. - Konnektorer blev visse steder indsat i stedet for gerundio. - Forsøg blev gjort for at gøre syntaktiske tvetydigheder mere entydige. - Visse referencer blev endvidere ekspliciteret. Det overordnede mål var således, at teksten skulle blive lettere at læse bl.a. ved hjælp af opdeling af teksten i flere perioder, afskaffelse af hypotakse, ændring af informationsstrukturen så hovedsætningen stod længere fremme i perioden. Kohæsionen skulle styrkes ved indsætning af konnektorer og mindskelse af afstanden mellem subj ekt og verbum eller antecedent og referent. Samtidig skulle eksplicitering af agens, udfyldning af implicit syntaks etc. bevirke, at der ikke skulle infereres så 83 meget. Jeg fik kolleger til at læse de to versioner igennem for at afprøve effektiviteten af forenklingerne, og det var opfattelsen, at de forenklede tekster virkelig var lettere at læse. 2.1.1. Ændringer i den forenklede version af “Auto estimatorio de an recurso de apelacién” Jeg vil nu gennemgå de enkelte ændringer i en juridisk tekst som eksempel på ovenstående. Teksten gengives først i den komplekse version: LA AUDIENCIA PROVINCIAL DE CADIZ AUTO ESTIMATORIO DE UN RECURSO DE APELACIÔN ANTECEDENTES PRIMERO. Contra auto de procesamiento dictado por el Juzgado de Instruccién nûm. 2 de los de esta capital y por la representacién del hoy apelante se interpuso recurso de reforma y subsidiario de apelaciôn, haciendo uso del tråmite establecido en el art. 217 de la LECr, al estimar que no concurrian contra el acusado indicios racionales de criminalidad de delito de apropiaciôn indebida por el que habia sido inculpado. SEGIJNDO. Dictado por el Instructor Auto con fecha de 17 de diciembre de 1988 por el que se desestimé el primer recurso y se admitié a tråmite el segundo, mandé expedir para la resoluciôn del mismo los correspondientes testimonios de particulares, remiténdolos a este Tribunal, con emplazamiento de las partes. TERCERO. Comparecieron el Procurador don Enrique Solana Surez, en representacién del apelante y el Procurador don Pascual Galindo Gonzâlez, en representacién de la apelada “Tuberia Almeria”, que se instruyeron, como también el Ministerio Fiscal, de las presentes actuaciones, sefialândose dia para la vista que se celebré el 6 de enero de 1989, con asistencia de los Abogados defensores de las partes, solicitando el de la apelante la revocacién del Auto recurrido, y el de la apelada y el Ministerio Fiscal, la confirmacién del mismo. Der blev foretaget følgende ændringer: 84 Overskrifterne er uændret. PRJMERO. • Ordstilling: Sætningsverbalet interpuso er flyttet op i 1. linje. • Der er sat punktum i afsnittet. • Se-formen er strøget. • Al estimar er blevet til en finit form med agent: Estimô el apelante. • Concurrir er omskrevet til existir og criminalidad i samme sætning er lavet om til et verbal, nemlig hubiera cometido. • La representaciôn er blevet til den mere konkrete reference el representante. SEGUNDO. • Ordstilling er ændret: I stedet for indledning med participialsyntagme står der nu to sideordnede enkle sætninger indledt af subjekt: dictado por er ændret til dictô. • Se-konstruktionen er igen slettet (se-konstruktionen fungerer i den komplekse version som en sløring af det personlige element i handlingen — fokus kommer væk fra den der handler). • Der er sat et punktum til erstatning af et komma. • Testimonio er rykket op til sit verbal. • Correspondientes particulares, som i sig selv er temmelig upræcist, er udbygget til los particulares que se consideraran necesarios, hvorved det juridiske stilleje bibeholdes, men genstanden, der omtales præciseres lidt mere (dette er et af de steder, hvor en yderligere præcisering ville være vanskelig). • Der er indsat et finit verbal, ordené, hvorved det bliver tydeligt, at det ikke er dommeren selv, der udfører handlingen, men en ansat ved byretten. • Emplazamiento er omskrevet til en verbalform (infinitiv), der hænger sammen med ordenô. • Referencen los er ekspliciteret til testimonios. • Con-konstruktionen er slettet til fordel for sideordning og verbalform. TERCERO. • Der er indsat punktum efter den første verbalhandling (comparecer). 85 • Der er sat en agent på verbet instruir, nemlig el tribunal. • El Ministerio Fiscal er lavet om til al, hvorved det præciseres at han er objekt. • Gerundio’en sehalåndose er omskrevet til se senal6. • Der er sat punktum efter handlingerne instruir og senalar. • Der er indsat et demonstrativt pronomen, esta, som viser tilbage til vista og kæder sætningerne sammen. • Der er sat punktum igen efter handlingen celebrar (som dog ikke afsluttes her). • Gerundio’en solicitando er omskrevet til den finitte form solitaron pga. punktummet (stadigvæk er brugen af gerundio i originaldokumentet unødvendig og formularpræget). • Ordstillingen er ændret i den sidste sætning pga. indledningen med den finitte form. • Kongruensen er ændret fra la apelante gående på la parte apelante (og i og for sig også på lafirma eller la Tuberfa) til el apelante som er det oprindelige køn. Dette er gjort pga. punktummet, som bevirker at referencen med la kommer lidt længere væk. • Defensor er indsat til eksplicitering af el i syntagmet el del apelante. Nedenfor gengives teksten i den forenklede version: LA AUDIENCIA PROVINCIAL DE CADIZ AUTO ESTIMATORIO DE UN RECURSO DE APELACIÔN ANTECEDENTES PRIMERO. El representante del hoy apelante interpuso recurso de reforma y subsidiario de apelaciôn contra Auto de procesamiento dictado por el Juzgado de Instrucciån nüm. 2 de esta capital, haciendo uso del tråmite establecido en el art. 217 de la LECr. Estimé el apelante que no existian indicios racionales de que hubiera cometido el delito de apropiaciôn indebida por el que habia sido inculpado. SEGUNDO. El Instructor dictô Auto con fecha de 17 de diciembre de 1988 por el que desestimé el primer recurso y admitié a trâmite el 86 opfatter landets politiske system og magtfordelingen forskellige befolkningsgrupper imellem. Men svaret kan ikke kvantificeres. Åbne spørgsmål er således gode til at udforske et spørgsmål, men ikke til at teste ( se Nachmias & Nacbmias 1992:244). Skal man teste en hypotese, er det mest hensigtsmæssigt, at man (også) har nogle lukkede spørgsmål, f.eks. hvor informanten kan give en bestemt score til udsagn eller spørgsmål. Det er denne type undersøgelse, vi oftest møder, når vi læser aviser. Informanten vælger en score på en skala på et antal punkter: jo flere punkter, des mere information. Skalaens beskaffenhed er af betydning for, hvilken type statistik, man vælger. Kvaliteten af svarene på spørgsmålene vil affiænge af, hvor motiveret informanten er til at svare på spørgsmålet, hvor meget informanten har tænkt over spørgsmålet, og hvor villig informanten er til at give oplysninger af den ønskede art (Nachmias & Nachmias 1992:244). Her er det således af betydning, at man formulerer spørgsmålene, så informanten ikke føler sig udstillet eller forulempet, idet forståelse også er en meget følsom sag. Min evaluering af forsøget i Barcelona var, at nogle af udsagnene i et spørgeskema om læseog informationssøgningsvaner, som jeg havde udarbejdet, var ledende eller for oplagte at give en lav eller høj score, f.eks.: “Leo todos los textos de la misma manera”, som næsten alle gav en lav score, eller “Me gusta ver el telediario”, som næsten alle gav en høj score. Scoreme var med andre ord skævfordelte, og derfor kunne resultatet ikke bruges statistisk. Jeg fandt ligeledes ud af, at multile choice var en meget tilfældig måde at undersøge forståelse på, og at den ikke var velegnet til små informantgrupper (dvs, under 30 personer). Mine spørgsmål multiple choice var for svære og lignede hinanden for meget. 2.2.1.3. Hojttænkning, retrospektion og forståelsesproblemer i oversættelse Det var forståelsesproblememe i oversættelsesprocessen, der først og fremmest skulle undersøges, da det var kildetekstens indflydelse på oversættelsen, der var valgt som forskningsgenstand. Forståelse i oversættelse har flere forskellige oversættelsesforskere undersøgt ved at bruge højttænkning og retrospektion Bl.a. Krings 1986; Lörscher 1991; Königs 1993; Kussmaul 1995 og Dancette 1997 har anvendt højttænlcning (også benævnt TAP) til at undersøge forståelse i 93 oversættelse. Kirsten Haastrup (1989) har endvidere undersøgt strategier i L2 forståelse ved brug af højttænkning og retrospektion, (men ikke i en tekstoversættelsessituation) og Mondahi (1991) har undersøgt L2 formulering med samme dataeliciteringsmetoder. 11986 inddelte Krings sine højttænkningsdata i tre kategorier i )rene forståelsesproblemer 2) rene formuleringsproblemer og 3) forståelses formuleringsproblemer. Af den tredje kategori ses det, at adskillelsen af formulering og forståelse i en oversættelsessituation langt fra er uproblematisk, hvilket Krings senere også selv har bekræftet (jf. samtale da han var i København 1997). Det er således ikke indlysende, at man kan analysere de to processer hver for sig i en konkret kommunikationssituation. Spørgsmålet er, hvorvidt det i en oversættelsessituation er muligt at konstatere, om en person er i gang med en forståelseseller en formuleringsproces. Analyserer man “oversættelsesoutput” (som f.eks. i TAP) får man produktet af den ene eller anden eller begge processer. I analysen må man således vælge, om man vil fokusere på formulering eller forståelse og underkategorier af disse felter. Jeg tror ikke, man kan studere L1/L2 eller forståelse/formulering over for hinanden i en konkret oversættelsessituation som et enten-eller, undtagen i de tilfælde, hvor oversætteren slet ikke kender ordet/ikke forstår sammenhængen. Dette skyldes først og fremmest, at oversættelse fra starten er rettet mod formuleringen af en anden tekst, og at den derfor grundlæggende kan anskues som en “monitoring process” (se f.eks. Toury 1995), hvor oversætteren arbejder sig gennem teksterne (kildeog måltekst) med en konstant “hotline” til repræsentationen af den endelige måltekst. Denne konstante selvevaluering må antages at være rettet mod såvel forståelsen af kildeteksten som formuleringen af målteksten. Disse to processer synes i oversættelsesprocessen at være så nært forbundne, at en adskillelse ofte vil være om ikke umulig, så meningsløs. Oversætteren må nemlig konstant evaluere, om hanfhun ved gengivelsen på målsproget har repræsenteret meningen i kildeteksten — måske ikke “korrekt”, men snarere retfærdigt eller adækvat. Samtidig med at oversætteren har det meningsbetonede aspekt for øje, må han/hun (i en skriftlig proces) evaluere og overvåge udformningen af målteksten, dens syntaks, stilleje, tone osv. Men da denne monitoring proces som en af dens grundlæggende komponenter har overvågningen af det leksikalske valg, 94 vil de to evalueringer/monitorings ofte smelte sammen. Denne diskussion vil blive taget op i næste kapitel. Højttænkningsprotokoller har været en meget populær datakilde I empirisk oversættelsesforskning, bl.a. med henvisning til Ericsson og Simons Verbal Reports as Data (1981 og senere udgaver) Forskningsresultater viser, at der er store individuelle forskelle i menneskers evne til at rapportere tanker verbalt (Ericsson & Simon 1996:250), men disse forskelle kan reduceres ved hjælp af “opvarmningsopgaver”, hvor informanten trænes i højttænkning inden forsøget foretages. Endvidere ha forsøg vist, at højttænlcning gør processen langsommere, og at den verbale rapportering er en ufuldstændig gengivelse af den information, informanten har i korttidshukommelsen. Tankeprocessen er hurtigere end taleprocessen og en del information når at forsvinde inden det kan verbaliseres (Ericsson & Simon 1996:248). Til gengæld har det også vist sig, at mennesker rent faktisk er i stand til at rapportere, hvad deres opmærksomhed er rettet mod, dvs, hvad de tænker på, hvad de føler, og hvad de foretager sig på et givet tidspunkt: .we do indeed have direct access to a great storehouse of private knowiedge. .. The individual knows a host of personal historical fakta; he knows the focus of attention at any given point of time; he knows what his current sensations are and has what almost all psychologists and philosophers would assert to be “knowledge” at least quantitatively superior to that of observers concerning his emotions, evaluations and plans” (Nisbett & Wilson 1977 i Ericsson & Simon 1996:26). Den praktiske erfaring med højttænkningsprotokoller i oversættelsesforskning viser endvidere, at oversættelse er en aktivitet, som egner sig godt til at elicitere data om mentale on-line processer, fordi tilblivelsen af en oversættelse sker gradvist og kan analyseres som en handling bestående af en række del-handlinger. Disse handlinger eller adfærdsmønstre foreligger som sproglige data i form af ækvivaleringsforsøg, monitoring, diskussion osv. Og der kan derfor potentielt eliciteres mange data, der indeholder information om processen (se envidere Lörscher 199 1:54-55 og Ericsson & Simon 1996:1-61; 221259). Endvidere foreligger de som non-verbale data (se også Krings 1986) f.eks. i form af pauser, kaffedrikning mv. Til formålet for denne undersøgelse blev højttænkning vurderet velegnet, fordi formålet var at måle en reaktion på en stimuli (problemer i 95 kildeteksten) og ikke at udarbejde en model for taniceprocessen. Informanten ville ikke spontant “opfinde” problemer, som hanlhun ikke oplevede i læsningen, og skulle han/hun springe over et segment, som teoretisk var defineret som et problem, ville det sandsynligvis være et tegn på enten 1) en fejlundgåelsesstrategi, hvor han/hun reducerede problemer væk — for evt, senere at vende tilbage til dem eller 2) hvis han/hun oversatte segmentet automatisk, ville det være tegn på, at han/hun ikke oplevede det som et problem. Ligesom Krings 1986 foretog jeg desuden selv et højttænkningsforsøg (af gode grunde kunne jeg ikke afprøve retrospektion på mig selv), som blev videofilmet, og jeg foretog, som nævnt i indledningen, en række andre pilotforsøg med forskellige tekster og informanter. Jeg oplevede selv højttænkningen som uproblematisk i forhold til at udføre oversættelsesopgaven, men ved et gennemsyn af videoen kunne jeg også se, at jeg talte mere og mere i løbet af forsøget, mens jeg i starten var påvirket af at være filmet. Det er oplagt, at effekten af dels højttænkning, dels båndoptagelse eller videooptagelse, er meget forskellig alt efter, hvilken personlighed, informanten har. Man skal være opmærksom på, at det i høj ttænkning kun er “toppen af isbjerget”, man ser, og derfor er en kombinationsmulighed, at man også (evt. retrospektivt) forsøger at fremprovokere strategianvendelse i en mere eksplicit form, end den der ofte vil foreligge i højttænkning. I en empirisk undersøgelse rapporteret i 1997 kombinerede Jeanne Dancette højttænkning med spørgeskemaer. Informanteme i Dancettes forsøg skulle udfylde spørgeskemaer efter oversættelsen, og spørgsmålene bestod i, at informanterne skulle give eksempler på forskellige begreber i teksten og de skulle forklare og definere sammenhænge. Desuden skulle de evaluere deres egne forståelsesproblemer, formuleringsproblemer og kvaliteten af deres oversatte tekster på en 10 point skala. På denne måde fik Dancette på én gang indsamlet data om oversætternes viden (eksempleme og definitionerne) og informanternes oplevelse forståelsen og deres egen oversættelse. Spørgeskemaeme vurderede hun var vigtige, fordi forskellene mellem hvordan forsøgsledeme og informanteme vurderer sværhedsgraden af de enkelte tekster visei, at for at kunne løse et forståelsesproblem, skal man være opmærksom på, at det er der. Det var ofte tilfældet, at en informant vurderede en tekst let, som han/hun tydeligvis ikke havde forstået, hævdede Dancette (Dancette 1997:93,94). 96 I min egen undersøgelse ville det være interessant at kunne bruge udspørgning som retrospektion efter højttænkning. Men på grund af undersøgelsens hypotesetestende karakter, måtte alle informanter stilles de samme spørgsmål. Retrospektion antages kun at give oplysning om tankeprocessen, hvis den foretages umiddelbart efter, at tankeprocessen er afsluttet. Ellers antages det kun at oplyse om, hvad informanten tror, han/hun har tænkt, eller hvad hans/hendes generelle adfærd er (Ericsson & Simon 1980 i Fraser 1996:67). Kirsten Haastrup anvendte i sin undersøgelse af lexical inferencing i 1989 retrospektion som supplement til h.øjttænkning ud fra den hovedregel, at analysen af højttænkningen afgjorde, hvilken information, der var blevet bragt i fokus. Dette betød, at information fra retrospektionen kun blev inddraget, hvis problemet havde været omtalt i høj ttænkningen: “1) New hypothesis emerging during retrospection are not considered as part of the original process and therefore not inciuded when working out the processing type 2) New information emerging during retrospection about hypotheses brought up during thinking aloud are considered as part of the original process and therefore included when working out the processing type” (Haastrup 1989:113). Mine egne erfaringer med retrospektion gjorde, at jeg besluttede at vælge en meget styret form, hvor jeg stillede de samme spørgsmål (samme antal og enslydende indhold) til alle, og jeg valgte at stille spørgsmål til tekstemes indhold, før jeg spurgte om strategier, så informanten kunne ‘genopleve’ sin egen forståelsesproces mere direkte, i stedet for at skulle huske, hvad han/hun havde tænkt under en tidligere proces. Mine generelle erfaringer med pilotforsøgene var således: • Højttænkningen generede ikke informanteme, men udbyttet (i form af verbaliseringer) svingede meget. • Retrospektionen var svær at “styre” — jeg kunne ikke spørge alle på samme måde: ikke lige meget og ikke om samme problemer. Især oplevede jeg det som svært at udspørge professionelle juridiske oversættere. • Der var ikke overensstemmelse mellem min oplevelse af informantens problemer og de problemer, som de talte om under retrospektionen. 97 • Det var nødvendigt at udelukke (eller stærkt begrænse) brug af hjælpemidler under forsøget, da informanten ellers ville bruge al energi på at afidare betydningen afjuridiske termer. • Det var nødvendigt at bruge oversættelse (og ikke læseforståelse) som opgave i forbindelse med højttænlcning, da informanten ellers ville springe for mange detaljer (og problemer) over. Jeg kunne ikke skille forståelsesprocessen fuldstændigt fra oversættelsesprocessen, hvis jeg ville bruge højttænkning. • Det var nødvendigt eksplicit at bede informanterne om ikke at springe noget i kildeteksten over og at skabe sammenhæng i målteksten, for ellers ville det ikke være muligt at undersøge forståelse. Jeg måtte med andre ord tvinge informanten til at prøve at forstå, ellers ville jeg blot kunne konstatere, at oversætteren ikke arbejdede med forståelsen af kildeteksten. • Kun en bestemt type oversættere ville kunne bruges i min undersøgelse: oversætteren skulle have en vis kompetence i juridisk oversættelse, ellers ville resultaterne blive uinteressante. Oversætteren skulle endvidere arbejde åbent og med en vis grad af systematik. En fuldstændig kaotisk proces ville være umulig at analysere med udforskning af min problemstilling som mål. 2.2.1.4. Evaluering af den mentale repræsentation Hvis vi antager at forståelse kan defineres som evnen til at aktivere ord fra hukommelsen, at identificere deres betydning i en konkret kontekst, trinvist at integrere ledsætninger og endelig evnen til at skabe en kohærent meningsrepræsentation, må denne proces kunne deles ind i et antal faser, hvoraf meningsrepræsentationen er den sidste. Det er denne repræsentation eller model, som i oversættelse fungerer som input for formuleringen af målteksten. Dette “forståelsesouut” kan undersøges på flere måder, bl.a. ved genfortælling eller udspørgning. 2.2.1.4.1. Genfortællinger Genfortællinger har ofte været anvendt til at måle eller bedømme forståelse. Genfortællingerne kan have flere former: skriftlig/mundtlig og ordretJfri genfortælling. Her var flere faktorer at tage i betragtning. Teksterne var spanske og skulle oversættes til modersmålet. Det ville sandsynligvis være meget vanskeligt både at skulle gengive teksterne 98 ordret på spansk og at skulle parafrasere dem på fremmedsproget. Det spillede også ind, hvor i forsøgsforløbet, jeg valgte at placere genfortællingerne. Hvis det skulle kombineres med højttænkning, måtte højttænkningen komme først, da man ikke kan forventes at tænke spontant efter at forståelsesopgaven er løst. En mundtlig gengivelse var endvidere langt at foretrække for informanten, idet det er mindre tidskrævende og mindre formelt. Da der desuden sidst i forsøget skulle være en skriftlig oversættelse, som kunne bedømmes, skulle informantens ydeevne også medtænkes! For forsøgsiederen giver mundtlige fremstillinger mulighed for at indsamle data om sværhedsgrader udtrykt som den mængde output, informanten producerer i forhold til informationsniveauet i genfortællingen: Jo sværere man har ved at formulere et udsagn, des sværere må det antages at være at få hold på. Generelt kan genfortællinger give information om, hvilke tekster der er nemmest eller sværest at huske, og hvilke udsagn i teksterne, der huskes. Endvidere må genfortællinger antage at fortælle, hvad informanterne syntes var vigtigt i teksterne, og måske hvilke tekster eller hvilke udsagn i teksterne, der giver anledning til inferenser, som bygger oven på den lingvistiske mening i teksten. Psykolingvistiske eksperimenter har dokumenteret, at læseres repræsentation af en tekst ikke er tilfældigt organiseret; repræsentationen er generelt en kohærent enhed (jf. Paul van den Broek 1994:540):”The retrieval of textual information from memory is far from random. Some events, facts or states in a text systematically are recalled better than others; parts of a text tend to be recalled in a consistent and sensible order rather than in a haphazard sequence...” (min understregning). På baggrund af denne generelle (og veldokumenterede) antagelse ville det være muligt at bruge genfortællinger til at indikere, hvorvidt og i hvilken grad læsningen af teksten havde været en succes. Genfortællingerne skulle analyseres således, at den enkelte informant blev sammenlignet med sig selv over de fire forskellige tekster. Jeg antog, at jo nemmere teksten var, des bedre struktureret ville genfortællingen være. En god struktur definerede jeg som, at informanten startede med tekstens hovedidé og byggede fortællingen op derfra. En god struktur ville også være en fortælling, som var præget af få selvafbrydelser og kommentarer til egen hukommelse, få selvrettelser i selve gengivelsen og ra gentagelser af ideer. Det blev også antaget, at en velstruktureret genfortælling ville 99 have fa uoversatte ord. Spørgsmålet om hvad der udgør en god genfortælling gennemgås mere detaljeret i næste kapitel. Både den forenklede og den komplekse version af teksterne skulle organiseres således, at der i overskriften blev indikeret, hvad teksten handlede om og i de juridiske også, hvem tekstens afsender var, og hvilken del af teksten, det drejede sig om. Det er en udbredt (og veldokumenteret) antagelse, at en sådan organisering gør en tekst nemmere at huske (og forstå) (van Dijk & Kintch 1983: 251). Forsøg har også vist, at læsere er i stand til selv at ordne information i en (narrativ) tekst, hvis de har forventninger til tekstens struktur (van Dijk & Kintsch 1983:252). 2.2.1.4.2. Udspørgning Informanterne kunne også svare på spørgsmål. Denne metode anvendes ofte til at teste teksters sværhedsgrad eller informanters forståelseskompetence. Spørgsmålene må ud fra denne synsvinkel kunne indfange hovedideer såvel som detaljer. Der er dog forskel på at stille f.eks. sand/falsk spørgsmål til indholdet af en tekst og at spørge ind til læseforståelsen. I forbindelse med udspørgning og interviewteknik generelt er der forskellige problemer, som f.eks. at informanten forsøger at gætte, hvilken hypotese forsøgslederen har. Der kan endvidere være forskelle i ordforråd og verbal kompetence, og desuden er der en række affektive faktorer: det er vigtigt at skabe en tillidsfuld og positiv atmosfære (Persson 1994:42). Med henblik på at sikre informationsniveauet i og udsigelseskraften af de eliciterede data kan en række anbefalinger gives (Garner 1987 i Persson 1994:43): • Undgå at spørge om automatiske processer • Reducer intervallet mellem processing og udspørgning • Brug andre metoder sammen med udspørgningen • Brug åbne spørgsmål • Brug teknikker, der reducerer kravene til verbalisering • Undgå hypotetiske og generelle spørgsmål • Undersøg svarenes interne overensstemmelse 100 Den første anbefaling kunne ikke overholdes i mit forsøg: jeg kunne ikke på forhånd vide, om forståelsen af et segment forløb automatisk eller kontrolleret. På samme måde som ved spørgeskemaundersøgelser ville kvaliteten af svarene på spørgsmålene i en samtalesituation affiænge af, hvor motiveret informanten var til at svare på spørgsmålet, hvor meget informanten havde tænkt over spørgsmålet, og hvor villig informanten var til at give oplysninger af den ønskede art. Jeg vurderede, at det i en samtale måtte have endnu større betydning, at man formulerede spørgsmålene, så informanten ikke følte sig udstillet eller forulempet. I Barcelona havde det været svært at udspørge informanteme. Selv om nogle af samtalerne havde været gode, især dem jeg havde med de ældre jurastuderende og nogle af de studerende, der læste oversættelse, så var oplysningerne for utilfredsstillende, fordi det kun var muligt at analysere en del af svarene. Jeg konkluderede efterfølgende, at det bl.a. var fordi de studerende var nervøse over at skulle tale om juridiske tekster. 2.2.2. Formuleringen af oversættelsen Ovenfor blev det nævnt, at jo sværere man har ved at formulere et udsagn, des sværere må det antages at være at få hold på. En diskursanalyse af genfortællingerne kunne udover måling af forståelsen give information om formuleringsprocessen på målsproget, idet genfortællingen jo skulle foretages på ankomstsproget. Højttænkningsdata ville naturligvis ligeledes elicitere information om formulering. Imidlertid rådede jeg over et instrument, som kunne indsamle kvantitative data om formuleringen af oversættelsen, og som derfor ville give mig mulighed for relativt let at måle f.eks. sværhedsgraden af processen, når først jeg havde besluttet, hvilket parameter, jeg ville bruge (pauser, rettelser, etc.). Amt Lykke Jakobsen havde i 1995 udviklet et logprogram, som en metode til at afprøve hypoteser og teorier om oversættelsesprocesser med kvantitative data, som han kaldte Translog. Det er et PC logprogram, som på én gang registrerer al tidsforbrug og al mekanisk aktivitet ved tryk på keyboardet. Programmet noterer tidspunktet på hver eneste berøring af keyboardet, og på denne måde kan man få en fil med oplysninger om pauser, rettelser og scrolling frem og tilbage i teksten, samt selvfølgelig det samlede tidsforbrug. Arbejdet med programmet er inspireret af forsøg på inden for psykolingvistik at studere oversættelse ved hjælp af computer (Tommola 101 1985 i Jakobsen 1998:74). Antagelsen bag programmet er, at oversættelse er en skriveproces, som kan iagttages kvantitativt, og ideen er at programmet kan supplere højttænkning og andre kvalitative metoder. Programmet har flere forskellige funktioner, og har været under udvikling i flere år (Se Jakobsen 1998:76 for en nærmere beskrivelse). Oversættelsens sværhedsgrad kunne således i en skriftlig oversættelsesproces måles kvantitativt i logprogrammet på samme måde, som man måler læsesværhedsgrad ved at tage tid. Man kunne registrere pauser, skriveaktivitet, rettelser, tidsforbrug mv. Forskningsproj ektet “Oversættelsesprocessen fra kildetekst til måltekst” har siden 1996 arbejdet på at indsamle såvel kvalitative som kvantitative data, herunder først og fremmest Translog-data med det formål at afprøve, om en triangulering af metoderne og resultaterne giver interessante oplysninger og kan være med til at formulere nye hypoteser om oversættelse. Jeg vil ikke diskutere resultaterne her, men kommentere to faktorer, som var vigtige for min undersøgelse: i hvordan reflekteres kildetekstens eller oversættelsens sværhedsgrad bedst med Translog-data? • skal Translog være samtidig med eller adskilt fra højttænkning? I denne forbindelse kan man diskutere, hvilken tidsrepræsentation vil være mest hensigtsmæssig til at måle sværhedsgrad. Jeg besluttede, at antallet af pauser ville være mest interessant. Den samlede processingstid ville være påvirket af så mange faktorer, (ordbogsopslag, tid der bruges på et enkelt problem etc.), at det kunne være svært at udlede nogen konidusion på baggrund af tallet. Derimod måtte antallet af pauser (defineret som 3 eller 4 sekunder eller mere) afsløre hvor mange problemer, der havde været i løbet af processen.(se endvidere Lorenzo 1999 for en diskussion) Da jeg ønskede en TAP-analyse af en mundtlig oversættelsesproces, kunne jeg ikke inddrage Translog i højttænkningsprocessen. Men der var også fordele ved, at de to dataindsamlingsmetoder ville være adskilte. Jeg kunne adskille forståelsesog skriveprocessen i højere grad (om end ikke fuldstændigt — det kan ikke lade sig gøre) og skriveprocessen blev ikke forstyrret af højttænkningen. Det er ikke plausibelt at antage, højttænkning forvansker skriveprocessen (se f.eks. Lörscher 1991, Ericsson & Kintsch 1995), men det er sandsynligt, at den gør den 102 arbejdsmetoder. Dette skema udfyldte de studerende derhjemme, og det ses under afsnittet om informanter i indledningen. Desuden havde jeg udarbejdet to spørgeskemaer, der skulle fortælle mig, hvor svært oversætterne henholdsvis syntes det var at læse, forstå og oversætte de fire forskellige tekster. Jeg havde besluttet at anvende en 7 skala, fordi jeg mente den repræsenterede et antal muligheder, som var passende for spørgsmålene. Jeg havde desuden besluttet, at jeg udover de fem spørgsmål, hvor informanterne skulle bedømme sværhedsgraden, ville stille nogle åbne spørgsmål, som måske kunne supplere mig med data til støtte for diskursanalysen (dette spørgsmål vender jeg tilbage til). Informanterne måtte kigge på teksterne mens de udfyldte skemaerne, så de kunne overveje, hvad der havde været svært. Jeg havde med henblik på at undgå tilfældige svar forsøgt at konstruere spørgsmålene således, at informanten skulle gøre sig nogle tanker om sin proces, inden hun vurderede teksternes sværhedsgrad. Bl.a. havde jeg struktureret spørgeskemaeme således, at informanterne vurderede udbyttet af processen trinvist fra overskrift til læsning af 1. afsnit, hele teksten osv. Jeg havde endvidere besluttet at stille det samme spørgsmål på flere forskellige måder for at højne den interne validitet i spørgeskemaerne, jf. anbefalingerne ovenfor. 2.3.3. Bemærkninger til eksperternes udfyldning af rettesystematik De fem ekspertinformanter, som skulle evaluere de 24 oversættelser fik to skemaer til hver oversættelse. Alle oversættelserne var således klipset sammen med to skemaer: et hvor oversættelsen vurderes som dansk tekst, og et hvor oversættelsen vurderes som oversættelse af udgangsteksten. På begge skemaer var der to niveauer: 1) tekstniveauJhelhedsindtryk og 2) Detaljer - fejl. Til de fire underpunkter skrev jeg stikord, som skulle være en hjælp ved aflcrydsningen. Jeg instruerede informanterne i at foretage evalueringen ‘som tekst’ først (fordi da er man mest upåvirket af eventuelle oversættelsesfejl) og vurderingen som ‘oversættelse’ bagefter. Jeg skrev, at højeste point måtte gives ud fra en kombination af (omtrent) fravær af fejl + et vist antal gode løsninger, mens laveste point måtte gives ud fra et højt antal fejl + omtrent fravær af gode løsninger. Midterpunktet var lig med “tilfredsstillende”. Informanterne skulle bruge den 7 skala, som jeg anvendte ved mine spørgeskemaer under oversættelse, og de skulle give en karakter efter 13-skalaen. 109 Jeg gjorde opmærksom på, at jeg for begge genrer forudsatte en loyal gengivelse af udgangsteksten, både mht, indhold, budskab og register. Jeg udbad mig endelig en vurdering, hvor teksterne bedømmes som informanten ville bedømme en eksamensopgave, der er produceret uden fri adgang til hjælpemidler og under et vist tidspres, men som alligevel skal fungere. Informanterne fik oplyst under hvilke betingelser oversættelserne var produceret 3 . 2.3.4. Afsluttende bemærkninger til kapitlet Følgende data var nu til min rådighed: I. 24 oversatte tekster. Disse kunne analyseres for f.eks. det generelle indtryk, syntaktiske ændringer ved oversættelsen til dansk, ekspliciteringer, udeladelser og fejl, og de kunne bedømmes med scorer eller karakterer. II. 24 Translog — logfiler med den skriftlige oversættelsesproces. Translog-udskrifterne gav oplysninger om samlet tidsforbrug, pauser (længde og antal), rettelser (antal; pauser i forbindelse med rettelserne, hvilke rettelser foretages: begreber eller syntaks?), antal og type af ækvivaleringsforslag, processens generelle forløb, revisionsfase: hvilke ord slås op og med hvilket resultat?, oversættelsesenheder: ord for ord eller større enheder etc. III. 24 højttænkningsprotokoller. I protokollerne var der oplysninger om pauser (længde og placering), intonation; kommentarer, antal og type af ækvivalerings-forslag, antal og type af gentagelser af kildetekstsegmenter etc. Alt dette kunne analyseres i en diskursanalyse. IV. 24 genfortællinger. Genfortællingerne kunne bedømmes efter deres indhold, dvs. informativitet og fej lprocent. Og desuden kunne formen undersøges: hvordan er fortællingen struktureret? Kommentarer til egen præstation kunne analyseres kvantitativt eller semantisk etc. V. 24 udskrifter af retrospektiv samtale om forståelse. Retrospektionen kunne bruges som supplement til højttænkningsprotokolleme: hvilke strategier anvendes, hvilke problemer omtales osv. Da retrospektionen bestod af 8 indholdsspørgsmål, kunne de også analyseres eller bedømmes for Instruksen er indsat som bilag. 110 de svar, informanterne gav (på samme måde som genfortællingerne). VI. 48 spørgeskemaer: spørgeskemaeme kunne analyseres statistisk med hensyn til scorer for 1) læsning 2) forståelse 3) skriftlig oversættelse. Endvidere kunne kommentarer til vanskelige ord og passager bruges som supplement til højttænknings-protokolleme. VII. 24 Translog-logfller med læsetider. Læsetiderne kunne analyseres statistisk, idet jeg havde tider for hvert afsnit i alle tekster og for den samlede læsning. VIII. 24 Translog-logfiler med afskrivningsopgaver. Pauseprofiler kunne sammenlignes med oversættelsen med henblik på at undersøge forskellen mellem oversættelse og kopiering. Dette kunne være en støtte, når jeg skulle vælge den tidsenhed, der skulle analyseres i Translog. Siden fik jeg fem eksperter til at evaluere alle de oversatte tekster. Der blev foretaget to evalueringer: en for ‘dansk tekst’ og en for ‘oversættelse afkildeteksten’. Jeg havde nu endnu en datakilde, der kunne analyseres: IX. 240 evalueringsskemaer. Disse kunne analyseres statistisk med henblik på at konstatere om de forskelle, jeg havde forudset også kunne måles på produktet. Hvad jeg senere valgte at analysere, fremgår af de følgende kapitler. 111 Kapitel 3 Analyse og kodning af kvalitative data 3.0. Indledende bemærkninger To datakilder blev udvalgt til at blive analyseret kvalitativt: højttænkningsprotokoller (eller TAPs) og genfortællinger. I dette kapitel vil principperne for denne dataanalyse samt forklaring af taksonomier og kodning af de kvalitative data blive gennemgået. Jeg har valgt at præsentere de generelle principper og fælles parametre først, hvorefter en mere detaljeret gennemgang vil følge. Gennemgangen af genfortællingerne er af flere grunde sat før højttænkningen, selv om højttænkningen rent kronologisk blev foretaget først. For det første er analysen af genfortællingerne langt mindre omfangsrig, og for det andet fremlægges i næste kapitel resultater og diskussion af TAP-analysen. På denne måde undgås således en afbrydelse i gennemgangen af højttænkningen. Svarene på spørgsmålene, som informanteme fik efter genfortællingen, er ikke analyseret, da en passende analysemodel ikke blev fundet. De øvrige data (Translog-filer med læsetider og oversættelsesdata samt spørgeskemascorer og ekspertbedømmelserne) kunne umiddelbart analyseres statistisk — denne analyse fremlægges i kapitel 5. De kvalitative data er analyseret med forskellige varianter af diskursanalyse. Diskursanalyse opfattes her som en analyse af skriftlige og mundtlige tekster, hvor struktur, funktion og proces undersøges, enten med henblik på at beskrive sprogbrug og/eller social interaktion. Et fælles metodekrav i diskursanalyse er ofte, at tekst(stykkerne) skal være autentiske, og at konteksten analyseres (se f.eks. van Dijk 1997:3). Betegnelsen tekstanalyse derimod anvendes ofte om produktorienterede (ikke proces-) analyser, men i det foreliggende arbejde anvendes tekstanalyse eller tekstlingvistik som synsvinkel i kategoriseringen. Tekstanalyse anskues her som en bestemt type diskursanalyse, hvor struktur og funktion undersøges med henblik på at beskrive, hvad tekstens budskab er, og hvad der far tekster til at hænge sammen, herunder hvad læsere (eller oversættere) gør for at forstå tekster. I de eliciterede tekster analyseres således kognitive processer, men processer opfattet som midlertidige slutprodukter af processing (jf. Ericsson og Kintschs LT-WM teori 1995), og kognitive processer opfattet som inddelelige i niveauer (først og fremmest omfang og tid, se nedenfor). 112 Fej lanalysen og analysen informativitet i genfortællingerne må dog anses for at være produktorienterede analyser baseret på værdikriterier. Diskussionen af de enkelte analyser og de valgte taksonomier vil blive gennemgået nedenfor, men først vil en generel introduktion til dataanalysen blive præsenteret. 3.1.0. Generelle analyseprincipper og fælles parametre for analyserne Erfaringen med og forståelsen af hvad forståelse og oversættelse er, har været drivkraften i analysen af de eliciterede tekster. Men i analysearbejde må man endvidere overveje, hvordan man som forsøgsleder vil forholde sig til den information, der er indeholdt i data. Som tidligere nævnt har Lörscher (1991) gennemført en af de eneste store undersøgelser af oversættelsesprocessen, som havde til formål at rekonstruere den skridtvise formulering af oversættelse. Han har argumenteret for en diskursanalyse baseret på interpretive reconstruction. Interpretive reconstruction betyder “fortolkende rekonstruktion af meningsrelationer” og hører traditionelt hjemme i hermeneutikken (f.eks. Gadamer 1965 i Lörscher 1991:56). Dette er blevet en metode i den diskursog konversationsanalyse, som vægter de sociologiske og kommunikative aspekter af sprog. Garfinkel (1967) indførte begrebet etnometodologi, en metodologi hvor individets daglige tænkning undersøges som en del af al menneskelig tænkning (jf. Lörscher 1991:56). Målet er at forsøge at forstå verden på den samme måde, som individet forstår sig selv i sit daglige liv. Lörscher anfører, at selv om data i hans undersøgelse foreligger som monologer, og ikke som i konversationsanalyse i dialoger, er der implicit en anden part i kommunikationen, nemlig forsøgslederen, og at der ved højttænkning endvidere ekspliciteres meget, som ellers forbliver usagt. Han mener derfor, at interpretive reconstruction er en god analysemetode til analyse af højttænkningsprotokoller. Han siger således at, han vil analysere og fortolke på baggrund af sin sproglige og kommunikative erfaring, og at denne består af tre slags viden: 1. Dagligdags viden som er tilegnet gennem socialiseringsprocessen. Det er en viden alle har. 113 2. Specifik viden, som analytikeren har erhvervet ved at observere sin egen eller andres oversættelsesprocesser. 3. Videnskabelig viden, som analytikeren har tilegnet sig ved at udføre videnskabelige arbejdsopgaver og som et resultat af hans/hendes erfaring med at analysere data. Det består først og fremmest af metodologisk og undersøgelsespraktisk viden (Lörscher 1991:58). Enhver kategorisering vil afspejle den problemstilling, forskeren ønsker belyst. Men for at kunne fungere videnskabeligt må den foregå efter visse faste principper. Disse principper angår dels kategoriens operationalitet, dels dens informativitet. For at en kategori skal være operativ, skal følgende overholdes: 1) kategorien skal være systematisk identificerbar og 2) kategorien skal være systematisk kontrastiv: når kun én kategori passer på et givet stykke diskurs, fastlægger kategorieme delvist hinandens grænser (Edwards 1993 :5). En kategorisering bør være udtømmende, dvs, al information skal have en kategori’. Kategorierne skal endvidere kunne afdække væsentlige og interessante aspekter af datamaterialet. Tre parametre er blevet foreslået som grundelementer i den kvalitative analyse i kategorier (Strauss og Blumer 1987 i Alvesson og Sköldberg 1994:kapitel 3): - vilkår og betingelser - strategier og taktikker - konsekvenser De konkrete anvendelser af disse tre grundparametre vil fremgå i løbet af kapitlet, men generelt finder parametrene i højere grad anvendelse på analysen af forståelsesproblemer i oversættelsesprocessen end på analysen af genfortællingeme, hvor f.eks. strategier ikke eksplicit analyseres. 3.1.1. Problemløsning, pauser og toveord Iflg. Kiralys model, som blev nævnt i kapitel 1, kommer to forskellige produkter frem fra den ubevidste arbejdshukommelse, nemlig spontane ‘Min TAP-taksonomi er ikke udtømmende, fordi jeg har valgt kun at fokusere på forståelse. Men jeg har redegjort for alle data, blot i forskellig detaljeringsgrad, se senere kommentarer i indledningen til TAP-analysen. 114 oversættelsesforslag og oversættelsesproblemer (Kiraly 1995:105). Når der således ikke kan produceres intuitive oversættelsesforslag, er produktet et oversættelsesproblem, som sendes ned i den bevidste del af arbejdshukommelsen, så en strategi kan vælges med henblik på at forsøge at løse problemet (Kiraly 1995:105). Som nævnt i kapitel i påpeger Sbreve og Diamond (1997) endvidere, at hos personer der ikke har udviklet en velstruktureret og pålidelig vidensbase i langtidshukommelsen, vil tekstprocessingen foregå mindre effektivt, og flere anstrengelser vil være nødvendige (det de benævner efforful processing). Selv hos professionelle oversættere og tolke kan problemer med komplekse syntaktiske strukturer på målsproget, propositional kompleksitet, flertydighed og manglende baggrundsviden angiveligt kræve mange ressourcer til processing (Shreve og Diamond 1997:244). Et centralt problem i analysen af tekstprocessing er derfor spørgsmålet om, hvordan man operationaliserer det forhold, at mange kognitive ressourcer anvendes på en given opgave. Spørgsmålet om, hvordan man definerer ‘pause’ er en del af denne problemstilling, og tøveord må ligeledes indgå i analysen af sværhedsgrader i processerne. Der foreligger (mig bekendt) ikke nogen udtømmende undersøgelser af pauser i oversættelse, men såvel Lörscher som Krings har beskæftiget sig med det i deres undersøgelser. Amt Lykke Jakobsen og projektgruppen “Oversættelsesprocessen — fra kildetekst til måltekst” har med udviklingen af computer-logprogrammet Translog påbegyndt en egentlig kvantitativ undersøgelse af bl.a. dette. I konversationsanalyse vil en kort pause således svare til mellem 0.5 og 0.2 sekunder (Edwards 1993:5). I en konversationsanalyse foretaget af Brown og Yule (1983: 162) blev der inddelt i 1) udvidede pauser på 3.2 - 16 sekunder 2) lange pauser på 3.2 - 1.9 sekunder og 3) korte pauser på 0.1. - 1.9 sekunder. Den pågældende diskurs var beskrivelser af diagrammer, som tilhøreren ikke kunne se. Denne form for diskurs må anses for at minde mere om den type problemløsning, der fmdes i oversættelse og genfortælling end om almindelig konversation. Lörscher (1991) medtager pauser på ned til 2 sekunder, og Krings (1986) registrerer pauser på 3 sekunder, som indikator for problemer. Hvordan man definerer ‘pause’ må affiænge af, hvilke forventninger, man har til processens fremadskridende forløb og den kognitive rytme. Det er således væsentligt for definitionen, hvorvidt processen foregår mundtligt eller skriftligt, og hvorvidt der er 115 høj ttænkning i processen eller ej. Endvidere har instruksen indflydelse på hvilken arbejdsrytme, man kan forvente. Kompleksiteten af problemløsningen afspejles også i andre parametre. Krings (1986) og Lörscher (1991) udviklede i deres analyser en række ‘indikatorer’ eller ‘strategier’, som bLa. afspej lede kompleksiteten af problemløsningen af enkelte tekstsegmenter. Denne type indikatorer findes også hos Margrethe Mondahl 2 , som i 1991 undersøgte oversætteres anvendelse af eksplicit og implicit (grammatisk) viden i oversættelse til fremmedsprog. Formålet med Mondahis undersøgelse var at beskrive regelanvendelse i formulering af engelske tekster, men hendes beskrivelse af, hvordan forholdet mellem implicitte og eksplicitte verbaliseringer kan operationaliseres, kan give inspiration til nærværende problemstilling (Mondahl 199 1:127-36, min oversættelse): - graden af eksplicitet eller metasprog - hyppighed — hvor ofte forekommer en markør - kvantitet — hvor meget viden anvendes - monitoring — kontrol af formuleringen under og efter dens tilblivelse - umiddelbarheden af adgangen til den pågældende viden Forholdet mellem implicit og eksplicit viden som det beskrives hos Mondahi er relevant for min egen analyse, fordi de parametre, Mondahi nævner, kan tolkes som udtryk for sværhedsgrader i tekstprocessingen. Hun beskriver forskellene mellem implicit vidensanvendelse og eksplicit vidensanvendelse som værende følgende: Eksplicit viden Er karakteriseret ved, at der anvendes metalingvistisk terminologi og regler, informanten kontrollerer vidensanvendelsen, informanten kontrollerer og evaluerer oversættelsesformuleringen og der er meget højttænkning. Implicit viden Er karakteriseret ved fraværet af de ovennævnte markører, og ved at oversættelsen foregår automatisk og argumentationen/ kommentareme er 116 spontan(e) og intuitiv(e). Der stilles ikke spørgsmålstegn ved løsninger eller egne argumenter. Sammenfattende må under alle omstændigheder såvel genfortælling, der her ikke er ordret gengivelse, men parafrase på ankomstsproget, som den mundtlige oversættelse med høj ttænkning, antages at udgøre mere komplekse processer end normal konversation eller monolog. Med henvisning til Gile blev det således i kapitel i påpeget, at oversættelse og tolkning selv under de bedste betingelser har nogle iboende vanskeligheder, som har at gøre med, at det at skulle håndtere så mange parallelle processer og at forbinde og evaluere lingvistiske repræsentationer på tværs af sprog, er meget ressourcekrævende. 3.2. Analyse af genfortællingerne 3.2.0. Indledende bemærkninger I kapitel i så vi, at hukommelse og forståelse i psykolingvistikken antages at hænge sammen på den måde, at hvis man læser noget for at huske det, har man gjort meget af det arbejde, der skal til for at forstå en tekst godt, men at hukommelsen også er affiængig af andre strategier (se f.eks. Carroll 1994). Genfortællingerne i forsøget skulle således sige noget om, hvilke tekster der var nemmest eller sværest at huske, og hvilke udsagn i teksterne, der blev husket. Jeg forventede endvidere, at genfortællingerne ville sige noget om, hvad informanterne syntes, var vigtigt i teksterne og måske noget om, hvilke tekster eller hvilke udsagn i teksterne, der gav anledning til inferenser, som byggede oven på den lingvistiske mening i teksten. Genfortællingen havde følgende instruks: “Fortæl alt hvad du kan huske”. Hermed må det, der fortælles karakteriseres som free recall. De studerende blev ikke bedt om at resumere eller trække hovedideer frem. Forud for genfortællingerne havde informanterne læst og oversat teksten mundtligt og foretaget højttænkning. Informantemes output ville ikke kunne være ordret gengivelse, idet de blev bedt om at gengive den spanske tekst på dansk. Dette forhold gør, at oversættelsen af teksten, herunder visse begreber og udtryk, er involveret i genfortællingen. 2 Både Krings, Mondahi og Lörscher baserer i høj grad deres kvalitative analyser på undersøgelser og teorier beskrevet hos Færch & Kasper (1983) Strategies in Interlanguage Communication og senere arbejder. 117 3.2.1.0. Kategorisering af genfortællingerne Genfortællingerne blev skrevet ud fra båndoptagelserne på samme måde som højttænkningsprotokolleme. Alle ord blev skrevet ned. Der blev registreret pauser på 4 sekunder eller mere. Disse viste sig kun at forekomme, når informanten virkelig var i vanskeligheder. Efter båndafskrivningen skulle genfortællingeme analyseres. Dette foregik ved, at et kodningsskema blev udarbejdet til formålet. I denne forbindelse måtte nogle begreber defineres operativt. Definitionen på ide, udsagn og proposition optog mig en del, ligesom jeg forsøgte at finde frem til en definition på ‘hovedide’ og ‘detalje’. Det sidste lykkedes det mig ikke at operationalisere, men til gengæld konkluderede jeg, at det væsentlige for, at en verbalisering i genfortællingen kunne kaldes et udsagn, var at det indeholdt information, og at det var en sætning. Jeg besluttede derfor, at ‘ideer’ i min undersøgelse skulle indeholde et finit verbal, og altså være formuleret som en sætning, og at jeg fra gang til gang måtte bedømme, hvor meget information, der var i et udsagn. Jeg valgte således betegnelsen ‘ide’ (eller udsagn, men ikke proposition) til at betegne det semantiske indhold (Ifølge van Dijk & Kintsch 1983:124 er idea eller thought de betegnelser, man tidligere anvendte i psykologi 3 ), mens jeg valgte ‘sætning’ til den optælling, som var mere rent kvantitativ. Jeg anvendte således følgende operative definitioner: 1. Ord: ord med semantisk indhold, men ikke lyde (øh osv.) 2. Indholdsord: ord, der indgår i selve fortællingen 3. Indholdssætning: finit verbal, der indgår i selve fortællingen 4. Informative ideer: helsætning eller adj ektivisk/adverbiel ledsætning indeholdende information, som ikke er redundant i forhold til genfortællingen af teksten eller tekstens kontekst. 5. Metasætning: finit verbal, der indgår i selvobservation, og altså ikke i selve fortællingen. van Dijk og Kintseh anvender ‘proposition’ som semantisk enhed, og deres definition er meget teknisk. I deres analyse har hver eneste semantisk enhed sin egen proposition, og der er mikro og makropropositioner. Hvis jeg fulgte den analysemodel, ville min kildetekst have omkring 60 propositioner. Det mener jeg er at ‘skyde fugle med kanoner’ i forhold til mit formål med denne undersøgelse. 118 Tabel 8. Gennemsnitsprocenter for redundans i genfortællingerne. Avistekster Juridiske tekster Forenklede Komplekse Forenklede Komplekse 52.98 54.37 68.95 65.89 Man kan se, at tallene er forholdsvis høje - alle over 50%. Over halvdelen af genfortællingerne bestod altså af tomme sætninger eller kommentarer til egen præstation og dette havde en signifikant stigning for de juridiske teksters vedkommende. 5.2.5. Usikkerhed: metakommentarer i procent af genfortællingen. De sidste data, jeg vil rapportere i forbindelse med variansanalysen af genfortællingen, er en adskillelse af de to fænomener, som indgår i ovenstående analyse: mere eller mindre almindelige talesprogsfænomener i form af selvrettelser mv. og så et fænomen, som er skabt af forsøgets krav til infonnanteme om, at de skal gengive teksten: dvs. selvobservation eller metakommentarer. Disse kommentarer er et mere direkte, semantisk, udtryk for informantemes usikkerhed, idet de indeholder modificeringer af det udsagte (jeg tror nok; jeg synes ikke osv.), undskyldninger eller ligefrem opgivende kommentarer (jeg ved ikke, hvordan jeg skal oversætte det, jeg er ikke sikker på, hvad.. .etc.). Ved denne analyse viste det sig, at der ikke var nogen signifikant effekt på kompleksitet (selv om procentgennemsnittet gik fra 16 procent metakommentarer til 19.6 procent metakommentarer), mens der var en effekt på genre (10.83 versus 24.75). Genreeffekten var betydelig numerisk, idet der som vist var tale om mere end en fordobling af usikkerheden for de juridiske teksters vedkommende, og den var også signifikant (F (1,5) = 6.67, p< .05). Fordelingen ses i nedenstående tabel: Tabel 9. Usikkerhed: metakommentarer i procent af genfortællingen. Avistekster Juridiske tekster Forenklede Komplekse Forenklede Komplekse 10.33 11.33 21.66 27.83 221 Som det ses af tabellen, er usikkerheden numerisk størst for de komplekse juridiske teksters vedkommende (næsten 3 0%), men forskellen mellem de forenklede og komplekse tekster er ikke pålidelig, og vi kan derfor i lighed med konldusionen for ovenstående analyser konstatere, at genre er den vigtigste faktor for den undersøgte variabel. 5.2.6. Sammenfatning af resultater for genfortællinger I fire ud af fem analyser er der fundet signifikante effekter på variablen genre. Genfortællingeme af avisteksterne var signifikant mere succesfulde (pkt. 5.2.1.), de var signifikant mere informative (pkt. 5.2.2), de var udført med en signifikant større lethed eller effektivitet (pkt. 5.2.4.) og de var også udført med en signifikant større sikkerhed (pkt. 5.2.5.). Men de var ikke signifikant mere korrekte (pkt. 5.2.3.). De var numerisk lidt mere korrekte, og da de var signifikant mere informative, indeholdt de som gennemsnit signifikant flere rigtige ideer i procent af kildeteksternes ideer. Der blev ikke fundet nogen signifikant effekt af forenklingen i nogen af analyserne, men for pkt. 5.2.1 (rigtige ideer), 5.2.3.(fejlprocent) og 5.2.5.(usikkerhed) var der numeriske forskelle i den retning jeg forventede. Da ingen af forskellene er pålidelige, kan de dog være tilfældige, og det kan derfor ikke konkluderes, at forenklingen med nogen form for sandsynlighed har effekt på de undersøgte variable. 5.3. Spørgeskemaundersogelse I: informanternes oplevelse 5.3.0. Indledning De to affiængige variable i undersøgelsen, forståelse og oversættelse, blev i undersøgelsen af informanternes oplevelse af sværhedsgraden operationaliseret som fem spørgsmål. Her skulle informanterne bedømme den oplevelse, teksten havde fremkaldt på tre forskellige tidspunkter i læseprocessen, samt teksternes sværhedsgrad. Spørgeskemaet antager, at der er en sammenhæng mellem bedømmelsen af sværhedsgraden og oplevelsen af forståelse. Men spørgsmålet om forståelse er bevidst stillet upersonligt (man - formulering), idet ideen ikke var, at informanterne skulle måle egen præstation, men derimod tekstens læsbarhed og forståelighed. Informanterne havde allerede under læsningen skullet forholde sig til forståelsesgraden, idet de skulle skrive ‘ok’ på skærmen efter gennemlæsning af hvert afsnit på computerskærmen. Instruksen var 222 som nævnt, at informanten skulle skrive ‘ok’, når de havde forstået afsnittet. Spørgsmålene havde fig. ordlyd: 1. Hvor god en forståelse synes du, man havde efter læsning af 1. afsnit? 2. Hvor god en forståelse synes du, man havde efter læsning af hele teksten 1. gang? 3. Fandt du denne tekst let eller svær at læse? 4. Hvor godt synes du, man forstod teksten efter at have tænkt højt under 2. gennemlæsning? 5. Fandt du denne tekst let eller svær at oversætte? Som det ses, er der i virkeligheden tale om to forskellige operationaliseringer afvariablen forståelse: en let - svær skala og en god - dårlig skala. Svarene fordelte sig på en 7-punlctsskala fra ÷3 (svær/dårlig) til + 3 (god/let), som i variansanalysen er oversat til en 7-punktsskala, hvor 4 repræsenterer midtpunktet. Jeg antager i min variansanalyse af disse data, at der er lige langt mellem tallene på skalaen, og at jeg har opnået en intervalskala. Informanterne evaluerede ikke deres egen oversættelses kvalitet, dette blev som nævnt vurderet af fem eksperter. 5.3.1. Læsning Forenklingen af teksterne viste sig på spørgsmålet “Fandt du denne tekst let eller svær at læse?”, jf. tabel i nedenfor, at have følgende effekt på scorerne: Gennemsnitsscoren for de forenklede tekster var 1.5 point højere end for de komplekse tekster (4.5 versus 3.0). Tabel 10. Gennemsnitsscorer for spørgsmålet: “let eller svær at læse”. (1 = svær; 7 = let) Avistekst Juridisk tekst Forenklet Kompleks Forenklet Kompleks 5.66 3.50 3.33 2.50 Denne forskel var signifikant (F (1,5)= 7.50, p<.OS). Endvidere var gennemsnitsscoren for avisteksterne 1.67 point højere end scoren for de juridiske tekster (4.58 versus 2.91); denne forskel var også signifikant (F (1,5) = 29.41, p< .005). Endelig viste det sig, at der var en signifikant 223 interaktion mellem de to uafhængige variable (F (1,5) = 7.27, p<.O5). Interaktionen blev videre analyseret med ‘tests for simple effects’. Disse test viste, at kompleksiteten havde en lige signifikant effekt for begge genrer (p <.05 for begge), og at genre havde en mere signifikant effekt for forenidede end for komplekse tekster (forenidede: F (1,5) = 22.27, p< .005; komplekse: F (1,5) = 15.00, p< .05). Fordi forskellene for alle typer kontraster var signifikante, kan resultatet fortolkes som følgende: effekten af genre er signifikant højere for forenklede tekster end for komplekse tekster. Hypotesen om at forenklingen skulle have signifikant effekt kun eller mest for de juridiske tekster, må derfor siges at være forkert. Forenklingen har samme statistiske (men ikke numeriske) effekt på begge genrer, selv om den juridiske tekst opfattes af informanteme som relativt svær at læse, uanset kompleksitetsniveau. Det vil sige, at forenklingen har haft en effekt, men pålideligheden af denne effekt er ikke afhængig afgenre. Hvis man kigger på fej lværdierne (Mse 7 = 1.800 for kompleksitet; Mse for gerne .567) i variansanalysen, kan man se, at grunden til, at genreeffekten far den bedste p-værdi, er at informanterne har været mere indbyrdes enige i deres scorer: variansen er mindre i scorerne for gerne end variansen i scorerne for kompleksitet. Jeg kan altså konkludere, at den interaktion, vi kan se her mellem kompleksitet og gerne, ikke kan bruges til at bekræfte min hypotese. Årsagen er, at der var signifikant forskel på begge niveauer af begge variable, og at det ikke var den interaktion, jeg havde forudset. Jeg har endvidere en ide om, at de to forenklede tekster er mere systematisk forskellige end de to komplekse tekster. Dette er en intuition, jeg har ud fra den lavere signifikansværdi. Dette kan testes i en planned comparison’, hvor man sammenligner de to forskelle. Denne test bekræfter min intuition om, at forskellen mellem de to foreniciede tekster er større. (F (1,5) = 7.27; p <.05). Dette resultat stiller et stort spørgsmålstegn ved min antagelse om, at den komplekse og implicitte syntaks i de spanske domme udgør den væsentligste forskel på læsbarheden af en spansk avistekst og en spansk dom, som den opleves af den danske oversætter. ‘Mean square error’ er en værdi som fortæller os, hvor stor variansen er i stikprøven. 224 5.3.2. Forståelse 5.3.2.1. Spørgsmål 1forståelse efter læsning af 1. afsnit Ved analysen af scoreme for spørgsmålet “Hvor godt synes du, man forstod teksten efter at have læst 1. afsnit”? (1 = dårligt, 7 = godt) viste det sig, at der var en signifikant effekt på både genre og kompleksitet, men der var ingen signifikant interaktion. Effekten på kompleksitet var numerisk størst (gennemsnittet for kompleksitet går fra 5.08 til 3.21) og også signifikant med en lavere p - værdi (F (1,5) = 23.407; p < .005) end effekten på genre (fra 4.50 til 3.75; F (1,5) 12.273; p < .05), men genreeffekten var stadig signifikant, jf. tabellen med gennemsnitsscorerne: Tabel 11. Gennemsnitsscorer for spørgsmålet: “forståelse efter 1. afsnit”. (1 =dårlig;7=god) Avistekst Juridisk tekst Forenklet Kompleks Forenklet Kompleks 5.67 3.33 4.50 3.30 Disse tal tyder med ret stor sikkerhed på, at det er kompleksiteten, der opleves som den væsentligste faktor i forbindelse med sværhedsgraden af en tekst, når man starter med at læse 1. afsnit af teksten, og at der dernæst også er forskel på forståelsesoplevelsen i 1. afsnit af en aviskommentar og 1. afsnit af en dom eller en kendelse. 5.3.2.2. Spørgsmål 2 - forståelse efter læsning af hele teksten Af resultaterne for spørgsmålet “Hvor god en forståelse synes du, man havde efter læsning af hele teksten” (1 = dårlig, 7 = god) kan vi se, at der er en højere gennemsnits score end for de ovenstående spørgsmål, hvilket ikke er overraskende. Scorerne for forståelsesgraden efter gennemlæsning af hele teksten 1. gang, viser, at gennemsnittet falder fra 5.45 til 3.83 fra de forenklede til de komplekse tekster, altså en forskel på 1.58 point. Dette resultat er signifikant. (F (1,5) =9.76; p < .05). Hvis vi kigger på forskellene mellem de to genrer, er der også en forskel på de to tal: fra 5.16 for avisteksterne til 4.08 for de juridiske. Denne forskel er marginalt signifikant. (F (1,5) = 6.17; p < .06), så vores usikkerhed bliver lidt større i forhold til at kunne generalisere et udsagn, om at juridiske tekster opleves som vanskeligere end avistekster. Konklusionen på dette 225 spørgsmål er altså, at det er kompleksiteten, der har mest betydning for forståelsen efter 1. gennemlæsning af teksterne. Der er ingen signifikant interaktion mellem de to manipulerede variable. Tabel 12. Gennemsnitsscorer for spørgsmålet: “forståelse efter 1. gennemlæsning”. (1 = dårlig; 7 = god) Avistekst Juridisk tekst Forenklet Kompleks Forenidet Kompleks 6.00 4.33 4.83 3.33 I overensstemmelse med denne observation kan vi se, at kompleksitetseffekten numerisk næsten er ligeligt fordelt med en forskel mellem forenldede og komplekse avistekster på 1.67, og en forskel på 1.5 for juridiske tekster. Igen må det dog konstateres, at forudsigelsen om størst effekt for de juridiske tekster ikke holdt stik. 5.3.2.3. Spørgsmål 4 - forståelse efter højttænkning Informanterne blev også bedt om at evaluere deres forståelse efter høj ttænkningen, som ofte varede mellem en Y 2 time og 3 kvarter. Den generelle tendens var, at informanterne oplevede, at de talte sig frem til en god forståelse; det ses af tallene, at alle scorer her er over midtpunlctet 4 på 7-skalaen: Tabel 13. Gennemsnitsscorer for spørgsmålet: “forståelse efter højttænkning”. (1 = dårlig; 7 = god) Avistekst Juridisk tekst Forenklet Kompleks Forenklet Kompleks 6.16 5.16 5.33 4.33 Resultaterne for dette spørgsmål er ikke signifikante for nogen af de manipulerede variable. Sammenlagt går de forenklede tekster fra 5.70 til 4.75, dvs, næsten et point, men resultatet er ikke signifikant ( F(1,5) = 5.0 ;p > .05) og analyseret som genrer går gennemsnittet fra 5.66 til 4.83, altså en lidt mindre forskel, og dette resultat er endnu længere fra at være signifikant ( (F (1,5) = 4.31 ; p> .05). Vi kan altså ikke med nogen særlig stor sandsynlighed forudsige, hverken at en juridisk tekst vil opleves som forstået dårligere end en avistekst efter at man har talt (med sig selv) om 226 den, eller at en kompleks tekst vil opleves som dårligere forstået end en forenklet tekst i samme situation. Dette resultat viser, at informanteme på dette tidspunkt (oplever at de) har arbejdet med forståelsen. 5.3.3. Oversættelse Scorerne for oversættelses-sværhedsgraden (1= svær; 7 =let) blev indsamlet efter informanterne havde oversat teksterne skriftligt, og de blev indsamlet på et særskilt spørgeskema. Resultaterne viser signifikante effekter for begge de undersøgte variable, kompleksitet og genre. Samlet går forskellen på de forenklede tekster og de komplekse fra 3.75 til 2.95. Forskellen er næsten et point, og det er signifikant (F (1,5) = 8.93; p <.05). Forskellen mellem gennemsnittene på de to genrer er præcis et point: fra 3.83 for avisteksterne til 2.83 for de juridiske, og dette resultat er også signifikant (F (1,5) = 12; p <.05) Der er ikke observeret nogen signifikant interaktion mellem de to manipulerede variable for denne stikprøve. Scorerne viser lave resultater for begge variable (hvis vi tænker på at 4 svarer til et neutralt svar), og da forskellen i begge tilfælde er signifikant, kan det forudsiges både at komplekse tekster vil opleves som værende sværere at oversætte end foreniciede tekster uanset genre, og at juridiske tekster opleves som værende sværere at oversætte end avistekster uanset kompleksitet (i oversætterens egen forståelse af sværhedsgraden). Men det kan ikke forudsiges, at komplekse juridiske tekster vil opleves som sværere at oversætte end forenklede juridiske tekster. Tabel 14. Gennemsnitsscorer for spsm: “let eller svær at oversætte”. (1= svær; 7 =let) Avistekst Juridisk tekst Forenklet Kompleks Forenidet Kompleks 4.66 3.00 2.83 2.83 5.3.2.5. Sporgsmålets ordlyd som uafhængig variabel En analyse med spørgsmålene som uaffiængig variabel afslører, at de forskellige spørgsmål ikke har samme effekt på informanterne. Dette ses af fig. gennemsnitlige scorer for de fem spørgsmål: 227 Tabel 15 . Gennemsnitsscorer for alle tekster for de fem spørgsmål (1= svær/dårlig; 7 = letlgod) l.Hvor god en forståelse synes du, man havde efter 1. afsnit?: 4.15 2. Hvor god en forståelse synes du, man havde efter hele teksten? 4.65 3. Fandt du denne tekst let eller svær at læse? 3.75 4. Hvor godt synes du, man forstod teksten efter højttænkningen? 5.25 5. Fandt du denne tekst let eller svær at oversætte? 3.33 Scoreme for oversættelsesspørgsmålet (spørgsmål 5) har det laveste gennemsnit, og testet med tests for paired comparisons er det signifikant lavere (p < .01) end svarene på spørgsmål 2 og spørgsmål 4. Spørgsmål 5 også lavere end spørgsmål 3; og spørgsmål 3 er lavere end spørgsmål 2 (p < .05 for begge). Af dette kan vi udlede, at informanterne har skelnet mellem tre affiængige variable, nemlig 1. læsning, 2. forståelse og 3. oversættelse. Ordnet i sværhedsgrad (stadig jf. gennemsnitssvarene), fordeler de operationaliserede affiængige variable således på en skala: Svær/dårlig Let/God 1 •1 5. Oversæt3. Læsning 1. Forståelse 2. Forståelse 4. For telse af af tekst efter 1. efter 1. ståelse af tekst afsnit gennemlæsn. efter TAP (3.33) (3.75) (4.15) (4.65) (5.25) Denne fordeling tyder på, at informanterne i deres egen selvforståelse har talt sig frem til en god forståelse. Af forskellen mellem spørgsmål 3 og 2 kan det udledes, at selv om teksten oplevedes som svær at læse, var den ikke nødvendigvis svær at forstå. Af forskellen mellem spørgsmål 5 og 3 kan det udledes, at selv om teksten oplevedes som svær at læse, så oplevedes den som endnu sværere at oversætte. Og af forskellen mellem spørgsmål 2 og 4 og 5, kan det udledes, at sværhedsgraden forbundet med oversættelsen ikke oplevedes som sammenhængende med en tilsvarende sværhedsgrad i forståelsen. Omvendt kan dette tyde på, at informanterne ikke oplever automatisk sammenhæng mellem en god forståelse og en nem oversættelse. 8 Spørgsmål i og 2 er forkortet pga tabellen. Ordlyden inkluderede i spsm i “efter læsning af’, og i spsm. 2 “efter læsning af hele teksten i. gang”. 228 5.3.2.6. Sammenfatning af spørgeskemaundersogelse I Effekten af forenklingen var lidt forskellig alt efter, hvordan spørgsmålet blev stillet. Med hensyn til om læsbarheden (spørgsmål 3) var begge variable signifikante på begge niveauer, og der var en interaktion. Det viste sig dog, at effekten af genre var signifikant højere for forenklede tekster end for komplekse tekster. Det vil sige, at den forenklede juridiske tekst opfattedes af informanterne som relativt sværere at læse end den forenklede avistekst. I en planned comparison test’ blev det undersøgt, om forskellen på læsbarheden mellem de to forenklede tekster var større end forskellen på den to komplekse tekster. Det viste sig at være tilfældet. Dette resultat stiller et stort spørgsmålstegn ved min antagelse om, at den komplekse og implicitte syntaks i de spanske domme udgør den væsentligste forskel på læsbarheden af en spansk avistekst og en spansk dom. Med hensyn til forståelsen efter læsning af hele teksten (spørgsmål 2) var effekten af gerne marginalt signifikant, mens effekten af kompleksitet var signifikant (p < .05) Konklusionen på dette spørgsmål er altså, at det er kompleksiteten, der har mest betydning for forståelsen efter 1. gennemlæsning af teksterne. Med hensyn til forståelsen efter 1. afsnit (spørgsmål 1) viste der sig en effekt på både gerne og kompleksitet, men der var ingen signifikant interaktion. Effekten på kompleksitet var numerisk størst og også signifikant med en lavere p - værdi (F (1,5) = 23.407; p < .005) end effekten på gerne (F (1,5) = 12.273; p < .05). Her har gerne altså mere betydning end ved bedømmelsen af forståelsen af hele teksten, men det er stadig kompleksiteten der har den mest pålidelige effekt. Endelig kan det konstateres, at der ikke var nogen signifikante effekter på de manipulerede variable i scorerne for spørgsmål 4, spørgsmålet om forståelsen efter højttænkningen, hvor informanterne var blevet bedt om at “tænke højt for at forstå og skabe sammenhæng i teksten”. Informanterne oplevede altså, at de forstod alle tekster nogenlunde lige godt efter at have “talt sig igennem dem”. Scorerne på oversættelse var signifikant lavere end de øvrige. Af dette kan man konidudere, at skønt de studerende oplevede en nogenlunde god forståelse (5.25 point i gennemsnit), så har de vurderet at oversættelseme var svære (3.33 i gennemsnit). 229 5.4. Translog — pauser på 4 sekunder og mere 5.4.0. Indledning Informanternes anslag under skriveprocessen blev registreret i Translog programmet. Disse data kan analyseres på flere måder. Jeg besluttede til denne undersøgelse at nøjes med at analysere de registrerede pauser (eller mere præcist ‘forsinkelser’ eller delays), der varede 4 sekunder og derover. Disse pauser svarer til dem, jeg registrerede i højttænkningsprotokolleme. Selv om de to processer langt fra er ens, vil en pause på 4 sekunder eller mere også i en skriveproces være en lang pause. Tallene skulle udtrykke sværhedsgrad. Man kan vælge at analysere samlet processeringstid, samlet pausetid eller at analysere antal pauser. Jeg mener, antal pauser er det bedste udtryk for antallet af oversættelsesproblemer og disses samlede sværhedsgrad 9 . 5.4.1. Resultater af Translog-analysen. Tabel 16. Gennemsnitligt antal pauser på 4 sekunder eller mere i Translog. Avistekst Juridisk tekst Forenklet Kompleks Forenklet Kompleks 72.33 89.66 101.50 98.33 Med hensyn til antallet af pauser på 4 sekunder eller mere målt i Translog viste det sig, at der var en signifikant effekt på genre. I gennemsnit var der 8 1.00 pauser i oversættelsen af avisteksteme versus 99.92 i oversættelsen af de juridiske tekster. (F (1,5) = 19.06, p =.0073). Der var numerisk forskel på de foreniciede og de komplekse tekster (86.92 for de forenklede versus 94.00 for de komplekse), men forskellen var ikke signifikant. Resultaterne vil blive diskuteret nedenfor. 5.5. Sporgeskemaundersøgelse II: eksperternes evaluering 5.5.0. Indledning De 24 oversættelser, som blev produceret under forsøgene blev alle evalueret af fem eksperter, hvilket giver en ret stor stikprøve. Forudsigelsen var, at disse evalueringer ville stemme overens med Se i øvrigt som tidligere nævnt Jakobsen (1998) og Lorenzo (1999). 230 5.7.1. Effekter af variablen lingvistisk kompleksitet 5.7.1.0. Forudsigelser for variablens effekt I indledningen blev det forudsagt, primært at der ville være signifikante effekter af forenklingen på alle læseog forståelsesdata, men ikke på formulering. Dernæst blev det forudsagt, at der ville være signifikante effekter af forenklingen på bedømmelsen af den oversatte tekst ‘som oversættelse’, dvs, som gengivelse af meningen i kildeteksten, men ikke på bedømmelsen ‘som dansk tekst’. Sekundært blev der forudsagt en interaktion mellem lingvistisk kompleksitet og gerne på læseog forståelse samt bedømmelsen som ‘oversættelse’, dvs, at den lingvistiske kompleksitet ville have størst effekt på den juridiske tekst. 5.7.1.1. Effekter på læsning Ved læsetidsmålingen viste det sig, at tiden for læsning af hele teksten gik fra, at der blev læst 6.74 tegn i sekundet i de komplekse tekster til 7.16 tegn i sekundet for de forenklede tekster, dvs, det kunne se ud som om, at de forenldede tekster blev læst hurtigst. Men variansanalysen viste, at forskellen ikke var signifikant. Hvis man kigger på tallene for det første afsnit, er det endvidere interessant, at forenklingen numerisk slet ikke slår igennem her. Af de enkelte tabeller ses det, at den numeriske forskel, der ender med at være i den totale læsetid, skyldes læsningen af sidste afsnit, hvor de komplekse tekster læses langsommere i begge genrer. I Schäffner, Shreve m.fl. (1993) blev det konstateret, at læsningen blev hurtigere, jo mere tekst, der var læst, hvilket angiveligt skyldtes en stigende bekendthed med tekstens indhold og struktur. En sådan udvikling ses ikke her for de komplekse teksters vedkommende. Men kigger man på tallene for de juridiske tekster, kunne det se ud til, at der er en sådan skridtvis fremskriden for den forenklede teksts vedkommende (5.75 tegnlsek. i 1. afsnit, 7.16 tegnlsek. i 2. afsnit og 8.07 tegn./sek. i 3. afsnit). Samlet kan læsetidstallene dog ikke bruges til statistisk at bekræfte hverken den primære eller den sekundære hypotese om forenlclingens effekt, idet forskellene ikke er signifikante, men tallene giver ikke desto mindre anledning til at arbejde videre med forenlclingen. I analysen af den oplevede sværhedsgrad af læsningen viste det sig, at de forenklede tekster i begge gerner blev oplevet som signifikant lettere at læse. På en skala fra 1 til 7, hvor 1= svær og 7=let, var gennemsnitsscoren for de forenklede tekster 1.5 point højere end for de 237 komplekse tekster (4.5 versus 3.0). Ingen af de originale, komplekse tekster bedømtes som havende en god læsbarhed (bedømt med scoren 3 på en 7-skala), og den oplevede læsbarhed blev rent faktisk forbedret væsentligt, efter at den foretagne foreniding og ‘forbedring af kohæsionen’ havde fundet sted (bedømt med scoren 4.5 på en 7-skala). Der var dog ingen tegn på en større effekt på de juridiske tekster, og den sekundære hypotese må igen afkræftes. Dette betyder, at forenklingen har haft en signifikant effekt på oplevelsen af læsningen, men at pålideligheden af denne effekt ikke har at gøre med genre. Oversætteren opfatter altså ikke den komplekse syntaks i de originale retsafgørelser som vanskeligere end den komplekse syntaks i de originale avistekster, men begge typer kompleksitet opfattes som vanskelig — blot som værende lige vanskelig! At der opleves en generel forbedring i de forenklede tekster er i overensstemmelse med resultater fra forsøg med sammenligning af såkaldt high cohes ion text med såkaldt low cohesion text (rapporteret i Fischer & Glanzer 1986) og med teorier om læsbarhed generelt. Forbedringen kan også tolkes som udtryk for, at bedre genkaldelsesmaricører jf. LT-WM teorien er blevet skabt i læsningen af de forenklede tekster, og at oversætteren har en oplevelse af større overblik ogfluency under læsningen. Man bør være forsigtig med generaliseringer ud fra en så lille informantgruppe, som undersøgelsen her er foretaget med, og fra et enkelt forsøg. Men samlet må effekten af forenidingen på læsedataene anses for at give grund til en bekræftelse af den primære hypotese, selv om resultaterne ikke helt konvergerer — signifikante resultater af denne variabel burde kunne være opnået også på læsetiden. Ser man på læsetallene for de enkelte informanter, viser det sig, at der er stor indbyrdes varians, hvilket tyder på, at forskellige læsestrategier har været anvendt. Nogle (især en enkelt) informanter har i højere grad end andre tilsyneladende udsat løsningen af forståelsesproblemer til senere læsninger, dvs, anvendt det, Krings kalder en successiv arbejdsstrategi. Det spiller sandsynligvis her en stor rolle, at informanterne havde mulighed for at løse problemerne i højttænkningen, som fulgte efter. 5.7.1.2. Effekter på forståelse Til undersøgelsen af forståelse blev der i det foreliggende arbejde indsamlet en række data: højttænkning, genfortælling, retrospektion og 238 scorer indsamlet i spørgeskemaer. Retrospektionen er ikke analyseret. Hvis vi først kigger på scoreme i spørgeskemaerne, viser det sig, at der var signifikante effekter på begge variable. Kompleksiteten blev oplevet som den væsentligste faktor ved bedømmelsen af forståelsesgraden efter læsning af 1. afsnit. Gennemsnittet stiger knap 2 point for de forenklede tekster (p < .005). Dernæst var der også signifikante forskelle mellem scoringen afjuridiske tekster og avistekster; 0.75 point (p< .05). At lingvistisk kompleksitet vurderes som mest signifikant, konvergerer ikke helt med læsetidsresultaterne, hvor genre var den eneste signifikante variabel i læsningen af 1. afsnit - dog var der stadig effekter på genre. Efter læsningen af 1. afsnit er oplevelsen således, at den mentale repræsentation, der danner udgangspunkt for videre processing, er bedre for de forenklede teksters vedkommende. Dette burde danne udgangspunkt for en bedre integration af informationer længere nede i teksten. Igen gælder dette begge genrer. Forståelsen efter gennemlæsningen af hele teksten 1. gang bekræfter resultatet fra 1. afsnit. Forståelsen oplevedes som signifikant bedre for begge de forenklede teksters vedkommende, mens der ikke var signifikante forskelle på genre. Af tabellen kan det ses, at forenklingen numerisk er næsten ligeligt fordelt mellem de to genrer (1.5 og 1.67). Dette er en stor bekræftelse af den primære hypotese om forenklingens effekt, ikke bare på den skridtvise integration af information, men mere generelt på oplevelsen af en vellykket forståelse efter første læsning. Følelsen af at have forstået teksten var således mere fuldkommen efter læsningen af de forenklede og forbedrede tekster, hvilket peger på, at de lingvistiske strukturer, der blev manipuleret, rent faktisk er vigtige for læseforståelse. Hvilke manipulationer der var afgørende for forenklingens succes, skulle analysen af højttænlcningen bl.a. være med til at fastslå, men det er i øvrigt et forhold, som fremtidige forsøg mere præcist må tænkes at kunne afklare. Allerførst må det gentages, at analysen af højttærikningsprotokolleme er rent kvalitativ, forstået på den måde, at der ikke er foretaget signifikanstestning af resultaterne, og at de på grund af de meget store individuelle forskelle oversætterne imellem ikke kan generaliseres. Kigger man overordnet på resultaterne af diskursanalysen, ser det ud til, at problemer med forståelse af kohærens er lige hyppige i den 239 foreniciede juridiske tekster og den komplekse avistekst, mens der ikice verbaliseres lige så mange problemer af denne type i den forenklede avistekst, og flere i den komplekse juridiske tekst. Det må dog kraftigt understreges, at der verbaliseres problemer af denne type i alle 24 protokoller på nær en enkelt. I inddelingen i ‘grader af tvivl’, eller sværhedsgrader, var kategorien SVÆR mest at finde i de komplekse tekster, og mest i de komplekse juridiske tekster. Men igen var der store individuelle forskelle, idet to informanter oversatte de to komplekse juridiske tekster næsten problemløst, herom nedenfor. Med hensyn til arten af problemerne viste det sig, at mange af de SVÆRE problemer var problemer med anafor, hvoraf mange fandtes i også de foreniciede juridiske tekster. I de komplekse avistekster var det problemer med ekstra-tekstuelle referencer, overført betydning og holdning/tone. I de juridiske tekster var det problemer med forløb, som først og fremmest hang sammen med løsningen af reference, især anafor. Der var også i de komplekse tekster eksempler på, at oversætteren havde svært ved at holde rede på informationen i perioden, f.eks. finde sætningsverbalet og agenten i subjektsløb. Disse problemer opstod ikke i de forenklede tekster. Man kunne her hævde, at årsagen til at problemerne forsvandt, udelukkende var at sætningerne blev forkortet, dvs. tekstlængden blev mindsket. Tekstlængde og lingvistisk kompleksitet hænger dog i disse tekster — og i forenklingen af dem — sammen på en sådan måde, at to andre helt centrale faktorer må indgå i forklaringen: eksplicitering af agent eller referent, og ændring af tekstens informationsstruktur. Disse to faktorer blev illustreret ved eksempler i gennemgangen af højttænlcningsprotokollerne (eksempel (1) og (2) under punktet TEKSTSEKVENS i gennemgangen af avisteksterne og alle de juridiske eksempler i dette punkt). Igen er det oplagt, at flere forsøg må foretages for nærmere at afgøre, hvilke faktorer er de centrale. Man kan dog her pege på, at en række forsøg (bl.a. Garrod & Sanford 1983) har vist, at eksplicitering af tekstsekvensens tema er af stor betydning for læsning. Problemet er her, at spørgsmålet om, hvad tekstsekvensens tema er, kan vise sig at være genreog læserspecifikt. Oversætteren vil måske fokusere på andre temaer i sin forståelse, end juristen vil. Som nævnt kræver en nærmere adskillelse af disse faktorer, at der foretages forsøg med manipulation en af enkelt lingvistisk struktur ad gangen, hvor designet udelukker alternative forklaringer. Men analysen af 240 høj ttænkningsprotokollerne konvergerer med spørge skemadataene og bekræfter den primære hypotese om, at forenklingen har den effekt, at en mere automatisk processing kan foretages. Oversætterne vurderede i deres scoring af forståelsen efter højttænkning, at der ikke var nogen forskel på hverken de juridiske tekster og avisteksterne, eller mellem de komplekse og de forenklede tekster. Dette virker umiddelbart ikke overraskende, idet de jo må føle, at de har talt sig frem til en lige god forståelse — var teksten lidt sværere, blev der bare talt lidt mere. Alligevel er det ikke i overensstemmelse med forsøg, som har vist, at fri højttænkning ikke har nogen indflydelse på forståelsen i tekstlæsning, jf. Ericsson og Kintsch: “No evidence was found that mere thinking aloud influences comprehension and memory of text, but additional directions to elaborate on the sentences in the text lead to better memory for text” (Ericsson & Kintsch 1995:226 med henvisning til Ericsson 1988). En sammenligning af scorerne på spørgeskemaet i min undersøgelse viste, at der var signifikante forskelle i oplevelsen af forståelsen før og efter højttænkning. Dette tyder på, at mine informanter måske i højttænlcningen har anstrengt sig mere for at fa en bedre forståelse, end de ville i normal stille læsning, og måske også end de ville have gjort med en anden instruks. Her havde de fZaet besked på at søge forståelse i den mundtlige oversættelse, og de vidste, at de bagefter skulle gengive indholdet i teksterne. Særlig interessant er det nu at sammenholde denne subjektive følelse, informanterne havde af at forstå, med den mere objektive analyse af genfortællingerne. Genfortællingerne skulle afspejle den mentale repræsentation, som oversætteren havde efter højttænkningen. Dataene må deles op i henholdsvis indhold og proces, idet der både er foretaget en evaluering af indholdet (fejl og informativitet) og genfortællingens struktur (redundans og usikkerhed i fremstillingen). Imidlertid var der på ingen af disse data nogen signifikante effekter af forenklingen. Fordelingen af fejiprocenterne viste dog numeriske forskelle, således at der var 13.62 fejl i procent af kildetekstens ideer i de forenklede tekster og 16.76 procent fejl i de komplekse tekster. Disse forskelle var ikke signifikante, og den primære hypotese om forenklingens effekt på den mentale repræsentation, som den kan analyseres ved en fri genfortælling, må derfor afvises. Dette er ikke i overensstemmelse med Carpenters reading span resultater for low-span-læsere: at personer med lavt reading span havde flere og flere fejl, jo større tekstafstanden var mellem f.eks. referenten og 241 antecedenten i en tekst. Dette er heller ikke i overensstemmelse med forventningen om, at færre misforståelser ville opstå i de forenklede tekster pga. ‘entydiggørelsen’ af flertydig information. Flere forhold må tages i betragtning ved en vurdering af dette resultat. For det første er resultatet i overensstemmelse med oversætternes egen vurdering af, at de forstod teksterne lige godt efter højttænkningen, som gennemgået ovenfor. For det andet er der stor forskel på ‘fejl’ i en test, hvor det er ordret hukommelse, der testes, og ‘fejl’, som de kan analyseres i en fri genfortælling. I en fri genfortælling vælger informanten selv, hvilken information hanlhun vil give. Det er derfor muligt at udelade information, man ikke er sikker på. Eller med andre ord: ‘fejlundgåelsesstrategier’ kan være årsagen til, at ikke flere fejl kan opdages i de komplekse tekster. Hvis dette systematisk var tilfældet, skulle gengivelserne af de komplekse tekster vise sig at være signifikant mindre informative. Dette var ikke tilfældet — der var ikke engang numeriske forskelle i denne retning. Det ser altså ud til, at informanterne mellem den 1. læsning af teksten, hvor de jo vurderede, at de havde en dårligere forståelse af de komplekse tekster, og genfortællingen af den, har anvendt såvel forståelsessom hukommelsesstrategier. Dette kan også observeres i en hel del af højttænkningsprotokollerne, hvor informanterne vender tilbage til begyndelsen af teksten flere gange og parafraserer eller genfortæller den for sig selv “for at forstå sammenhængen”, som de selv gør opmærksom på (se også kapitel 4). Det interessante er her, at ifølge LT-WM teorien kan opbevaring af så stor en mængde information i hukommelsen, som tilfældet var her, kun lade sig gøre, hvis informationen lagres i langtidshukommelsen undervejs. Analysen af informativiteten viser, at denne lagring af information på ingen måde hang sammen med lingvistisk kompleksitet, som det er manipuleret i denne undersøgelse, idet der ikke blev fundet effekter på kompleksitet. 5.7.1.3. Effekter på formulering Som det er nævnt flere gange før, må den første parafrase af kildeteksten anses for at være første (og potentielt sidste) skridt i formuleringen af oversættelsen. Anskuet på denne måde kunne såvel højttænkningen som genfortællingen analyseres som mundtlig formulering. I gennemgangen af højttænkningsprotokollerne gjorde jeg opmærksom på, at verbaliseringer, hvor der blev fokuseret på formulering ikke ville blive 242 analyseret, og at højttænkningen som sådan var tænkt som undersøgelse af forståelse. I gennemgangen af genfortællingerne stillede jeg spørgsmålstegn ved, om disse data ikke også var udtryk for formulering. I hvert fald strukturen i fortællingerne, dvs. redundans og usikkerhed, kunne analyseres som mundtlig formulering. Der var ikke nogen signifikante forskelle mellem de forenklede og de komplekse tekster i disse data. Der var en lille numerisk forskel i usikkerheden (dette var udtrykt i det jeg benævnede ‘metakommentarer’ eller ‘selvobservation’), men ingen i ‘redundansen’, dvs, information versus talesprogsfænomener såsom selvrettelser, gentagelser etc. Generelt må disse tal — fortolket som mundtlig formulering -- tages som udtryk for bekræftelse af den primære hypotese om ingen effekt af forenklingen på formuleringen af målteksten. Dette resultat bekræftes af Translog-dataene, som blev indsamlet under den skriftlige oversættelse, men ikke af de spørgeskemadata, som blev indsamlet efter denne skriftlige oversættelse! Kigger man nærmere på tallene, kan det ses, at der var en numerisk effekt af forenklingen i Translog (fra 86.92 til 94.00 pauser på mere end 4 sek.). Man kan også se, at grunden til at denne forskel ikke var signifikant, var at den gik i den forkerte retning i de juridiske tekster, hvor den forenidede tekst havde flere pauser. Ligeledes ses det, at effekten på kompleksitet i oversætternes egen vurdering ser ud til at skyldes de komplekse avistekster. Det er vigtigt at huske, at de forenldede tekster blev præsenteret først, og det viser endnu engang, som det blev omtalt i gennemgangen af højttænkningsprotokollerne, at rutine synes at være en faktor i oversættelsen af de juridiske tekster, men ikke i avisteksterne. Det er således det generelle og gennemgående indtryk, at oversætterne oplevede den forenklede avistekst som let at forstå og let at oversætte, mens de generelt oplevede, at de tre øvrige var nogenlunde lige svære — der er tegn på, at den komplekse juridiske tekst under tiden var lettere, fordi en del termer gik igen, og måske fordi den pågældende genreviden på tidspunktet for denne oversættelse var lettere tilgængeligt! Dette tyder såvel disse data (Translog og spørgeskemaer) som højttænkningsdata på. Generelt er ovenstående resultater udtryk for, at oversætterne har oversat vertikalt, dvs, at de har fjernet sig fra kildetekstens form, hvilket højttænkningen også som helhed gav udtryk for. Dette er naturligvis ingen overraskelse, idet forsøget også lægger op til en sådan oversættelsesmetode. Resultaterne er endvidere udtryk for, at de ekspliciteringer, der blev foretaget i forenklingerne, ikke sammenlagt 243 gjorde formuleringen signifikant nemmere, selv om det kunne se ud til, at forenklingen af avisteksten kan have haft en sådan effekt (jf. tabellerne). Da der ikke er nogen interaktion mellem genre og kompleksitet i spørgeskemadataene, kan jeg dog ikke konkludere, at denne tolkning er pålidelig. Konklusionen på dette punkt forbliver dog lidt konfus: Translog og genfortællinger konvergerer og viser samstemmende, at der ingen signifikant effekt på kompleksitet er, mens spørgeskemadataene med oversætternes egne vurderinger viser en signifikant effekt på kompleksitet. 5.7.1.4. Effekter på evalueringen af de oversatte tekster De oversatte tekster blev bedømt af fem eksperter, og er ikke yderligere kvalitativt analyseret. To separate evalueringer blev efterspurgt, en for oversættelse og en for dansk tekst. Denne separation er rent faktisk foretaget af eksperterne, idet der foreligger forskellige resultater. Resultaterne er i overensstemmelse med forudsigelserne for variablen lingvistisk kompleksitet. Der viste sig at være en signifikant effekt på kompleksitet i bedømmelsen af de oversatte tekster ‘som oversættelser’, men ikke ‘som tekster’. Det forhold, at der er en effekt på lingvistisk kompleksitet i bedømmelsen af meningsgengivelsen, er i overensstemmelse med teorien om, at flere fejl og misforståelser vil opstå i læsningen af lingvistisk komplekse tekster. Effekten af forenklingen må derfor skyldes, at færre misforståelser er fremkommet i oversættelsen af de forenklede tekster. Dette konvergerer dog ikke hverken med analysen af genfortællingeme, hvor der ingen effekter af lingvistisk kompleksitet var, eller med oversætternes egen vurdering af deres forståelse efter højttænkning. Til gengæld stemmer det overens med deres bedømmelse af oversættelsessværhedsgraden, som var højere for de komplekse teksters vedkommende. Hvis effekten skyldes misforståelser, er det under alle omstændigheder, enten nogle misforståelser som har været sløret, evt. af fej lundgåelsesstrategier, i genfortællingeme, eller nogle misforståelser, som jeg ikke har analyseret som sådan i den kvalitative analyse af genfortællingeme! 244 5.7.2. Effekter af LSP/genre 5.7.2.0. Forudsigelser for variablens effekt Det blev i indledningen forudsagt, at der ville være en effekt på genre, således at LSP-teksten, den juridiske tekst, ville være sværere at læse, sværere at forstå, blive forstået dårligere, være sværere at formulere på dansk, og at oversættelsen af den ville have flere misforståelser. Det blev dog ikke forudsagt, at oversættelsen af den juridiske tekst ville være en dårligere dansk tekst end oversættelsen af avisteksten. 5.7.2.1. Effekter på læsning Det viste sig, at der var en signifikant forskel på læsningen af 1. afsnit af en retsafgørelse og første afsnit af en avistekst på knap to tegn i sekundet (fra 7.42 tegnlsek. for avisteksteme til 5.72 tegnlsek. for de juridiske tekster). Forklaringen på forskellen i 1. afsnit kunne være, i overensstemmelse med Fischer og Glanzer (1986), at uafhængige sætninger læses langsommere end afhængige sætninger i normal tekstlæsning; de juridiske tekster indledtes nemlig af hele tre overskrifter (=uaffiængige sætninger). Numerisk var der også en forskel i læsningen af hele teksten, men denne forskel var ikke signifikant. Ligeledes viste det sig i scoringen af læsesværhedsgraden, at avisteksterne blev oplevet som signifikant lettere at læse end de juridiske tekster. Gennemsnitsscoren for avisteksterne var 1.67 point højere end scoren for de juridiske tekster, og denne forskel var meget robust (p< .005). Den forenklede retsafgørelse oplevedes som sværere at læse end begge avistekster; der var ingen interaktion mellem genre og kompleksitet. I en planned comparison test viste det sig, at den forenklede avistekst og den forenklede retsafgørelse var mere systematisk forskellige end de to komplekse tekster. Dette resultat viser, at læser vores semi-professionelle oversætter en juridisk tekst, hvor tekstens relationer er blevet ekspliciteret og en avistekst, hvor det samme er foretaget, så vil den juridiske tekst opleves som værende forholdsvis sværere, end hvis man sammenligner to autentiske, komplekse tekster. Dette bekræfter den primære hypotese om effekten af LSP, og det må skyldes, at forenklingen ikke har kunnet røre ved det faktum, at en juridisk tekst vil opleves som svær at læse. Resultatet er således desuden endnu en afvisning af den sekundære hypotese om en større effekt af forenidingen af de juridiske tekster. Det kunne tyde på, at forskellen i 245 læsbarheden af en spansk avistekst og læsbarheden af en spansk retsafgørelse bedømt af den danske oversætter ikke ligger i forskelle i lingvistisk struktur, sådan som den er manipuleret i det konkrete forsøg. 5.7.2.2. Effekter på forståelse Efter læsning af 1. afsnit var der signifikante forskelle mellem scoringen af juridiske tekster og avistekster. Begge juridiske tekster opleves sammenlagt som forstået dårligere end avisteksteme efter læsning af 1. afsnit. Dette resultat konvergerer med læsetideme for første afsnit, og indikerer at det måske ikke blot er forskelle i grafisk udformning, der er på spil. Oversætterne føler således antageligt, at de har mere overblik fra starten af læsningen af en avistekst, end de har i starten af en juridisk tekst. Dette burde have konsekvenser for den videre processing af de to forskellige genrer. Overraskende nok var der efter læsning af hele teksten ikke nogen signifikant forskel på vurderingen af forståelsen af avisteksteme og de juridiske tekster. Dette resultat kan ikke umiddelbart forklares, og det er i direkte modstrid med vurderingen af 1. afsnit ovenfor, og også i modstrid med vurderingen af læsesværhedsgraden. Oversætteme vurderede ligeledes i deres scoring af forståelsen efter højttænkning, at der ikke var nogen forskel på hverken de juridiske tekster og avisteksterne, eller mellem de komplekse og de forenklede tekster. Selv om oversætteren således påviseligt kom lettere igennem det 1. afsnit af avisteksteme, så havde dette ingen indflydelse på kvaliteten af den mentale repræsentation, der blev oplevet lige efter den første læsning, og heller ikke på den mentale repræsentation efter højttænkning. Betyder dette, at hypotesen om, at en juridisk tekst vil opleves som værende dårligere forstået nu må afvises? Andre data må inddrages i afgørelsen af dette spørgsmål. I det omfang at højttænkning må antages at stamme fra korttidshukommelsen, ser det ud til, at denne mest var indblandet i (den mundtlige) oversættelse af de juridiske tekster, idet der generelt var mere højttænkning i oversættelsen af de juridiske tekster end i oversættelsen af avisteksteme. Der var dog meget højttænkning i alle oversættelseme. I alt 176 verbaliseringer fokuserede på forståelsen af de juridiske tekster, mens 164 verbaliseringer fokuserede på forståelsen af avisteksterne. Forskellen skyldes, at der var flere problemer med kohærens i de juridiske tekster, ikke flere problemer med forståelse af terminologi. Af disse problemer var 57.86% kategoriseret som SVÆRE i avisteksteme og 61.32% som 246 læsesværhedsgrad og forståelse efter 1. gennemlæsning, sværhedsgrad af og succes med genfortælling, objektiv og oplevet sværhedsgrad af oversættelse, samt ekspertbedømmelse af oversættelserne. Den sekundære hypotese om stærkere effekt på de juridiske tekster kunne ikke bekræftes af nogen af analyserne. Dette er der følgende mulige forklaringer på: Med kun seks forsøgspersoner skal tendensen være meget klar og variansen i de stikprøver, der sammenlignes, skal være ganske lille, dvs, at informanterne ikke skal score forskelligt. Det er derfor muligt, at man ville have opnået en signifikant interaktion i den retning, det var forventet, hvis man havde haft 12 eller 24 oversætterinformanter. Dernæst kan man af tallene se et andet problem i forhold til den sekundære hypotese, nemlig at den komplekse avistekst faktisk opleves som relativt svær af oversætteme, samtidig med at den bedømt som oversættelse også fir lavere karakterer af eksperterne end den forenklede avistekst. Den forenklede juridiske tekst opleves til gengæld ikke som systematisk lettere end den komplekse, og den ffir heller ikke systematisk bedre karakterer. Det første kan skyldes, at de lingvistiske strukturer, der er manipuleret i avisteksterne rent faktisk betyder mere for læseforståelsen og oversættelsen. Det næste kan skyldes, at en juridisk tekst har en for lægmænd iboende sværhedsgrad, som ikke kan ændres uden fundamentalt at ændre genren, f.eks. fra en dom til en lærebogstekst. Dette ville også indebære f.eks. forklaring af scenario og definitioner af begreber. I næste kapitel vil en endelig konklusion, hvor hovedlinjerne i det foreliggende arbejde forsøges fremhævet, blive fremlagt i kortfattet fonn. 253 Kapitel 6 Konklusion og perspektivering 6.1. Samlet konklusion Formålet med det foreliggende arbejde var at undersøge effekten af LSP og lingvistisk kompleksitet på semi-professionelle oversætteres processing af en spansk tekst. I indledningen stillede jeg spørgsmålet, om ikke en forenlcling og en forbedring af den juridiske kildetekst ville øge oversætterens chancer for at skabe en kohærent meningsrepræsentation af kildeteksten, som bedre kunne sætte hamlhende i stand til at formulere en adækvat måltekst. Forenklingen viste sig rent faktisk at have signifikante effekter på læsbarhed, på oversættemes vurdering af oversættelsens sværhedsgrad, og på ekspertbedømmelsen af oversættelsen som “gengivelse af meningen i kildeteksten”. Dvs. oversættelsen af de forenklede tekster var lettere, og mere adækvate oversættelser blev skabt af de forenklede kildetekster. Giles definition af tilstrækkelig forståelse i forbindelse med oversættelse er, at det er, når forståelsen af udgangstekstens logiske og funktionelle infrastruktur muliggør en meningsfuld gengivelse på målsproget. Jeg tolker mine resultater således, at forenklingen af de juridiske tekster lige akkurat betyder, at oversættelserne går fra ikke at være meningsfulde til at være acceptabelt meningsfulde — gennemsnitskarakteren for de juridiske tekster steg netop fra 5 til 6! Forenklingen betød altså opnåelse af tilstrækkelig, men ikke god, forståelse, hvis man antager, at karakteren 6 repræsenterer den tilstrækkelige forståelse af kildeteksten. Forklaringen kan være, at der har været færre misforståelser af sammenhænge på detaljeplanet. En anden forklaring kunne være bedre overblik i den forenklede version — men dette mener jeg, såvel den manglende effekt på bedømmelsen ‘som dansk tekst’ og den manglende effekt på genfortællinger taler imod. Forenldingen havde samme statistiske effekt i de to genrer, men analysen af karakterne viser, at den for de juridiske tekster betød, at oversættelserne bestod, mens det for avisteksternes vedkommende blot betød, at de blev bedre — de var i forvejen bestået. Samlet er resultaterne også en bekræftelse af mit postulat fra indledningen, hvor det anføres, at syntaksen i de spanske juridiske tekster oftest udgør en barriere for forståelsen. Det forhold at syntaksen i de spanske avistekster også kan være svær at gennemskue rører ikke ved 254 denne tolkning. Forskellen viser sig jo netop at være, at oversætteren overvinder kompleksiteten i avisteksterne, men ikke i de juridiske tekster. Hvis oversætteren havde forkundskaber eller baggrundsviden om jura, som havde en velstruktureret og lettilgængelig form, ville hans/hendes oversættelse ikke påvirkes af den lingvistiske kompleksitet i de spanske domme. Antager man som Hatim og Mason (1997), at oversættelsen af juridiske tekster fungerer primært horisontalt, dvs, med erstatning af kildetekst med måltekst, da ville den lingvistiske kompleksitet også have været underordnet i processen. Højttænkningsprotokollerne viser, at dette ikke er tilfældet. Der er dog tegn på, at rutine i oversættelsen afjuridiske tekster kan betyde automatisering af processen, idet to informanter oversætter den komplekse juridiske tekst næsten problemløst. Men rutinen ses ikke i bedømmelserne, som er negative. Vi kan derfor ikke sætte lighedstegn mellem denne form for rutine og oversættelseskompetence generelt. Oversætteren af den juridiske tekst læser for at fa en tilstrækkelig forståelse med henblik på at kunne sætte modtageren i stand til at anvende sin professionelle læsning. Men hans/hendes forståelse må række langt ind i det juridiske univers, før at han/hun kan undgå at sende forvirrende signaler til juristen, der læser oversættelsen. Hans/hendes forståelse må omfatte en viden om, hvilken form og hvilket indhold, der forventes af læseren. Denne viden har oversætteren allerede om avistekster, måske fordi han/hun læser aviser hver dag og altså selv er en typisk modtager af sådanne tekster. Flere data taler for, at oversætteren oplevede problemer med formulering som sværere at løse end problemer med forståelse. Vi så i analysen af højttænkningen, at der ikke blev fokuseret mere på betydning af de juridiske begreber end på betydning af ‘almindelige ord’. I en planned comparison test af spørgeskemascorerne viste det sig, at oversættelsen af alle teksterne blev bedømt som værende signifikant sværere end både læsning og forståelse. Dette viser, at selv efter en meget grundig forståelseseller analysefase kan oversættelse af spanske tekster til dansk ikke forventes at foregå automatisk og intuitivt, hverken for avisteksters eller juridiske teksters vedkommende. Men resultaterne viste også tydeligt, at både problemerne med formulering og problemerne i de oversatte tekster i oversættelsen af de juridiske tekster langt oversteg problemerne i oversættelsen af avistekster. Vi har set, at oversætterne rent 255 faktisk havde strategier til såvel løsning af lingvistisk kompleksitet i forståelsen af avisteksterne (og til hukommelsen af dem) som til formulering af gode måltekster stort set uden brug af hjælpemidler, men at det samme ikke var tilfældet i juridisk oversættelse. Problemet er, at så længe oversætterens forståelse af de juridiske tekster er begrænset til de tekstbaserede inferenser, da vil hans/hendes måltekst ikke opnå samme vellykkethed som i oversættelsen af avisteksterne. I kapitel 1 gennemgik jeg forskellige modeller af oversættelse og af hukommelse. Jeg anvendte Ericsson og Kintschs LT-WM teori (1995) som gennemgående teoretisk synsvinkel på oversættelse som tekstprocessing. Jeg refererede også fra andre teorier såsom Baddeley og Hitchs articulatory loop (1974, 1993) og fortolkninger af denne (Shreve & Diamond 1997) og til bl.a. Carpenters CC READER teori (1994). Mange forsøg blev gennemgået, hvoraf en del havde med kompleksitet, kohæsion og inferens at gøre. De foreliggende resultater kan ikke bruges som argumenter for at afvise nogen af disse teorier. For det første bør man være forsigtig med at generalisere ud fra en enkelt undersøgelse, og for det andet var min informantgruppe af en beskeden størrelse. Teorierne og modellernes forklaringskraft affiænger desuden netop af konkrete omstændigheder såsom kommunikationssituation, testopgave, informantgruppe, genre og teksttype. Mens teorier hvor korttidshukommelsen anses for meget væsentlig i forståelse og oversættelse (f.eks. Carpenter 1994 og Shreve & Diamond 1997) kunne anvendes til at forklare resultaterne af læsning og højttænkning, er LT-WM teorien bedre til at forklare oversætternes præstationer i genfortællingen og oversættelsen af teksterne. Resultaterne viste netop, at store mængder af information må have været lagret i langtidshukommelsen under processingen af avisteksterne og ikke nær så meget i processingen af de juridiske tekster. Jeg kan koniciudere, at informanterne mellem den 1. læsning af teksten, hvor de jo vurderede, at de havde en dårligere forståelse af de komplekse tekster, og genfortællingen af den, har anvendt såvel forståelsessom hukommelsesstrategier. Dette støttes af analysen af højttænkningsprotokollerne. Bedre hukommelsesog forståelsesstrategier i oversættelsen af avisteksterne kan således forklare, hvorfor også de komplekse avistekster blev gengivet ganske godt. Resultaterne tyder på, at aktivering og lagring i langtidshukommelsen er vigtigere for succes i 256 en oversættelsesopgave end fastholdelse af kildetekstsegmenter i korttidshukommelsen er. Dog må man tilføje til Ericsson og Kintschs teori om, at hvis teksten er svær, vil skabelsen af en genkaldelsesmarkør være en tidskrævende problemløsningsproces, at i oversættelsen af juridiske tekster kan en sådan genkaldelsesmarkør ikke skabes på baggrund af tekstens information alene, den må skabes med hjælp fra eksempelvis lærebøger, lovbøger eller leksika. Den næste konklusion angår den sekundære hypotese om forenklingens større effekt på de juridiske tekster. I indledningen blev det diskuteret, om oversættere (jf. Gile 1993, 1995) er i stand til at ffi en god forståelse af fagtekster, mens de oversætter, selv om de ikke har ekspertviden, hvis teksterne er opbygget logisk. Det blev anført, at tekstens krav til forhåndsviden hænger en del sammen med, hvordan ‘kohæsionsmarkører’, dvs. pronomener, konjunktioner etc. er anvendt i formuleringen af teksten. En mere logisk eller naturlig opbygning af teksterne blev således tilstræbt i forenklingen. Alle data tilbageviser imidlertid forudsigelsen om en større effekt på LSP-teksterne i forsøget. Det fremgår med al ønskelig tydelighed, at informanteme, trods anstrengelser under højttænkning, i oversættelsen af de juridiske tekster ikke løser problemer med forståelse godt nok (en gennemsnitskarakter på 6 må betragtes som ringe). Dette kunne tolkes som, at tekstens krav til forhåndsviden er uændret i de forenklede ‘høj kohæsions’-versioner af de juridiske tekster. Jeg tolker mine resultater således, at det under alle omstændigheder betyder, at oversætterne ikke væsentligt bedre kan opnå tekstforståelse under læsning og forståelse i den betydning van Dijk og Kintsch (1983) anfører. Læsning og oversættelse uden hjælpemidler forbedrer ikke generelt den semi-professionelle oversætters tekstforståelse i den forenklede version af de juridiske tekster. Oversætteren kan ikke lagre detaljerede informationer i langtidshukommelsen undervejs, oversætteren kan ikke integrere informationerne i en velstruktureret vidensbase, og oversætteren kan ikke hurtigt aktivere fagspecifik baggrundsviden. Dette må betyde, at den træning og undervisning, oversætteren har gennemgået i juridisk sprog ikke fører til, at oversætteren har en god baggrundsviden på det pågældende domæne — oversætterens arbejde med de juridiske tekster bygger ikke på tekstforståelse. Endelig kan det bemærkes, at hvis oversætterne har oversat horisontalt, hvilket de i princippet havde 257 mulighed for, idet originalteksten var på skærmen under den skriftlige oversættelse, så kan det stadig ud fra analysen af bedømmelserne konkluderes med ret stor sandsynlighed, at der i oversættelsen af de juridiske tekster ikke var hverken en tosproget ordbog eller en komparativ stilistik (frequent structure store) deres langtidshukommelse, som de kunne aktivere hurtigt og sikkert. Hatim og Masons påstand (1997) om at oversættelse af juridiske og administrative tekster læres med remar/ca ble ease, bekræftes således på ingen måde af undersøgelsens resultater, idet alle informanter, trods individuelle forskelle, havde gennemgået minimum to års undervisning i spansk juridisk sprog. Til sidst bør det fremhæves, at kravene til den oversatte tekst i juridisk oversættelse synes betydeligt højere end kravene til en oversat avistekst, især hvis bedømmelsen foretages af en person, der underviser i juridisk sprog. Dette gælder såvel kravene til meningsgengivelsen som kravene til formalitetsniveau og terminologi. Præcist hvilke kriterier eksperterne har bedømt efter, er (endnu) ikke undersøgt kvalitativt, og en undersøgelse synes påkrævet efter diskussion af resultaterne af de to evalueringer. 6.2.0. Perspektivering I indledningen antydede jeg, at undersøgelser af bl.a. tekstfaktorers indflydelse på tekstprocessing og vellykkethed i oversættelse ville bidrage til forståelsen af fænomenet oversættelse. Den foreliggende undersøgelse giver mulighed for temmelig præcist at fastslå, at begge de undersøgte variable havde afgørende indflydelse på såvel læsning som forståelse og oversættelse, og den giver mulighed for at fastslå, at variablen LSP var langt den mest betydningsfhlde. På det overordnede niveau så lingvistisk kompleksitet ud til at være en lige så væsentlig faktor for forståelsen som genre: de komplekse tekster blev oplevet som værende sværere at læse og forstå umiddelbart, og i analysen af højttænkningen blev der ikke fundet flere problemer med forståelse af leksikon (dvs, begreber) i de juridiske tekster, men derimod samlet flere svære problemer med kohærens i begge de komplekse tekster. Endvidere viste bedømmelsen af oversættelseme, at lingvistisk kompleksitet havde betydning for gengivelsen af meningen i originalteksten. Men alle de analyser, hvor der var effekter af lingvistisk kompleksitet, var der også effekter af genre, med undtagelse af scoreme for forståelsen efter 1. gennemlæsning af teksten — antallet af svære forståelsesproblemer 258 under højttænkningen støtter dette resultat. På den selvoplevede forståelse efter højttænkning og fej lprocenten i genfortællingerne var der ingen effekter på nogen af variablene. Stærke effekter af LSP viste sig i genfortællingsprocessen og i mængden af information i genfortællingerne, ligesom antallet af pauser på 4 sek. eller mere under den skriftlige oversættelse var signifikant højere for de juridiske oversættelser. Bedømt som tekster blev de juridiske oversættelser ligeledes også bedømt signifikant lavere end avisteksterne, og i ingen af disse analyser havde den lingvistiske kompleksitet nogen effekt. Disse resultater peger på, at det er i formuleringen af målteksten, der virkelig er stor forskel på genrerne. Hvis oversætterne havde haft genreviden i Berkenkotter og Huckins forstand, dvs, evne til at benytte de retori ske værktøj er faget råder over, og evne til at udvælge relevant information i en given kontekst, så ville de sandsynligvis med samme held som i oversættelsen af avisteksterne have kunnet skjule små misforståelser eller manglende indsigt i, hvilken mening forfatteren havde intenderet ved blot at skabe “en i situationen plausibel tekst”. Bedømmelsen af oversættelserne ‘bedømt som tekst’ skulle jo netop være uaffiængig af kildetekstens meningsindhold. Bedømmelsen af den juridiske tekst hænger naturligvis sammen med de krav, der stilles til den oversatte tekst. Kravene, der stilles til den oversatte tekst, kan have afgørende indflydelse dels på den usikkerhed, oversætteren oplever i sin oversættelsesproces, dels, eller måske derfor, på vellykketheden af den oversatte tekst. Der viste sig i analysen af evalueringsdataene at være en signifikant interaktion mellem ekspert og genre. Jeg kan nu forklare denne interaktion ved, at de bedømmere, som er mest eksperter inden for juridisk sprog, vil kræve mest af oversættelsen, herunder at tekstens scenarium er korrekt gengivet. Sammenhængen mellem forståelse og oversættelse i oversættelsen af en juridisk tekst kan således forklares som en sammenhæng, der er styret af de meget konkrete krav om vellykketheden af en juridisk tekst. At oversætteren i mit forsøg således føler, at hun har talt sig frem til en bedre forståelse i løbet af højttænkningen, skal således ikke tolkes som, at forståelsen er tilstrækkelig. Højttænkningsanalysen viser, at en række problemer løses, men hvor forståelsen i oversættelsen af avisteksten ikke længere giver anledning (generelt betragtet) til en målbar usikkerhed efter 259 at høj ttænkningen er slut, da fortsætter usikicerheden i oversættelsen af den juridiske tekst både i genfortællingen og i den skriftlige oversættelse. Resultaterne giver samlet grund til optimisme for en videreudvikling af denne forskning. Især ville det være interessant at sammenligne juridiske eksperter med de semi-professionelle oversættere både med hensyn til forståelse og med hensyn til formulering af tekster. Ideer til nye undersøgelser vil blive diskuteret nedenfor. 6.2.1. Nye forsøg og undersøgelser Undersøgelser af kohærens eller kohæsion i tekstlæsning er blevet gennemført med succes af Fischer og Glanzer (1986). Den måde disse forfattere har designet deres tekster og tests (se kapitel 1) synes at være en oplagt mulig videreudvikling af mit eget forsøg. Konstruktion af mindre tekstsekvenser, hvor lingvistiske problemer manipuleres i en mere kontrolleret form end her, kunne potentielt give indsigt i problemernes karakter og betydning i de to genrer. Juridiske og ikke-juridiske tekster kunne på denne måde sammenlignes mere direkte med henblik på at undersøge forskelle i tekstlæsningen under forskellige betingelser. Dette ville også give mulighed for at undersøge, hvor tilgængelig den nødvendige information til at skabe forbindelse mellem tekstens relationer er i de forskellige tekster; en undersøgelse som ville kunne sige noget om informantens læsekompetence. Baggrundsviden ville også kunne undersøges, eftersom baggrundsviden er en sandsynlig alternativ kandidat til kotekst i forbindelse med at indsætte information i forbindelse med referencespørgsmål, især i juridiske tekster, hvis scenario som oftest er forudbestemt. I en sådan undersøgelse ville det være interessant at sammenligne eksperter (jurister) og oversættere. Sammenhængen mellem problemer i løbet af oversættelsen og oversættelsens vellykkethed er blevet diskuteret i den empiriske oversættelsesvidenskab, især måske af Jääskeläinen (“Hard work will bear beautiful fruit” 1996). Denne sammenhæng er ikke undersøgt her, men det er en mulig videre undersøgelse af de data, min undersøgelse bygger på. Læsetid og læseoplevelse ser i min undersøgelse ud til at kunne hænge sammen med problemer i h.øjttænlcning, idet begge uaffiængige variable kan have påvirket tallene i samme retning. I analysen af bøjttænkningen ser vanskelighederne ikke ud til primært at affiænge af genre eller fagområde, men måske snarere af kildetekstens struktur. Flere problemer i begge komplekse tekster kunne kategoriseres som svære, dvs. 260 som problemer, hvor oversætteren udtrykte tvivl, og hvor oversætteren anvendte flere strategier, mere tid, eller hvor oversætteren måtte opgive at løse forståelsesproblemet tilfredsstillende. Karaktererne for de komplekse tekster var samtidig signifikant lavere (bedømt som oversættelser) end for de forenklede. I en undersøgelse af læsning og oversættelse fra 1993 konstaterede Shreve, Shäffner m.fl., at der ikke var nogen sammenhæng mellem læsetid af enkelte sætninger og karakteren af oversættelsesproblemer, som oversætteren angav på et spørgeskema. Intuitivt er det dog en sammenhæng, man kunne forvente, og de metoder Shreve og Shäffner anvendte (se kapitel 1) giver mulighed for hurtigere og mere statistisk kontrollabelt end med højttænkning at undersøge sammenhængen. Med sådanne metoder ville man have mulighed for at inddrage et større antal informanter. Måske er sammenhængen teksttypeaffiængig, dvs. affiængig af såvel tekststruktur som af genre? En undersøgelse af en sådan sammenhæng rejser dog flere spørgsmål. Hvilke problemer angiver man som oversætter, når man bliver spurgt? Der skal en vis ekspertise til at erkende oversættelsesproblemer, og med ekspertisen kommer måske et fald i i hvert fald receptionsproblemer (jf. Krings 1997), og sandsynligvis vil læsetiden også påvirkes dramatisk efterhånden som rutinen med en bestemt type tekster stiger. Især problemer med kohærens må antages at være svære at undersøge på denne måde; det er som regel leksikalske problemer, der fokuseres på i oversættelse. Resultaterne af analysen af genfortællingerne, hvor oversætterens udbytte af tekstforståelsen blev målt, sammen med graden af usikkerhed eller tvivl i genfortællingsprocessen, kunne endvidere tyde på, at der kunne være en sammenhæng mellem både oversætterens kvantitative udbytte aftekstforståelsen (dvs, den mængde information, oversætteren er i stand til at gengive) og graden af usikkerhed på den ene side og oversættelsens vellykkethed på den anden side. Denne sammenhæng ville i givet fald være affiængig af genre. Informationsmængden i genfortællingerne var signifikant lavere i genfortællingen af de juridiske tekster, mens usikkerheden var signifikant højere. Karaktererne for de juridiske tekster var samtidig signifikant lavere end for avisteksterne. Undersøgelsens resultater kunne dog endvidere tyde på, at der ikke kan antages at være en direkte sammenhæng mellem det kvalitative indhold af genfortællingen (fej lprocent) og oversættelsens vellykkethed i 261 oversætteisen af en avistekst, idet det viste sig, at selv om oversætteiserne af avisteksterne fik gode karakterer i bedømmelsen, var fej iprocenten i genfortællingerne ikke lavere for avisteksteme end for de juridiske tekster. Dog kunne der være en sammenhæng mellem antallet af rigtige udsagn og vellykkethed, idet informationsmængden indgik i denne variabel. Da jeg som nævnt ikke har undersøgt disse mulige sammenhænge her, vil en nærmere afklaring af disse spørgsmål affiænge af fremtidige undersøgelser. Nogle af mine data vil evt, kunne underkastes statistiske korrelationsanalyser i den form de har nu, mens en anden mulighed ville være at foretage nye kodninger af data med henblik på at kunne analysere de skitserede sammenhænge. 262 VERSION A EL TRIBUNAL CONSTITUCIONAL SENTENCIA ESTIMATORIA DE UN RECURSO DE AMPARO ANTECEDENTES PRIMERO. El hoy apelante, que fue condenado por un delito de homicidio, interpuso recurso de casacién por quebramiento de forma. Estimé que se habia vulnerado el derecho de un testigo a contestar durante el proceso Ilevado por la Audiencia Provincial de Leôn. La peticiôn fue desestimada por la Sentencia del Tribunal Supremo, y en consecuencia, el Procurador don Jesûs Giménez Gil interpuso recurso de amparo ante este Tribunal en nombre y representaciôn del condenado, invocando el art. 24.2 de la CE. SEGUNDO. La Sentencia del Tribunal Supremo confirma la de instancia, y asi también incurre en tal vulneracién, porque el Supremo presume, sin fundamento alguno, que dicha contestacién del testigo tuvo efectivamente lugar, aunque no quedaba reflejada en el acta del juicio. Ahora nos pide el apelante que anulemos las Sentencias impugnadas y que se retrotraigan las actuaciones al momento inmediatamente anterior al de la celebraciôn del juicio oral en la primera instancia. TERCERO. En providencia de 23 de marzo de 1992 la Seccién Primera admitiô a tråmite el recurso de amparo. Al mismo tiempo se acordé pedir al Tribunal Supremo y a la Audiencia Provincial testimonio de las actuaciones y que se emplazara a los que fueron parte en el proceso judicial para que comparecieran. 219 ord, 1.160 tegn Iu-1- VERSION B EL TRIBUNAL CONSTITLJCIONAL SENTENCIA ESTIMATORIA DE UN RECURSO DE AMPARO ANTECEDENTES PRIMERO. Condenado que fue por un delito de homicidio interpuso el hoy apelante recurso de casacién, por quebramiento de forma, al estimar que en el proceso judicial ilevado por la Audiencia Provincial de Leén se habia vulnerado el derecho de un testigo a contestar, dictndose Sentencia desestimatoria por el Tribunal Supremo e interponiéndose recurso de amparo ante este Tribunal por el Procurador don Jesûs Giménez Gil en nombre y representacién del condenado, invocando el art. 24.2 de la CE. SEGUNDO. En tal vulneracién incurre también la Sentencia del Tribunal Supremo, confirmando la de instancia, sobre la base de presumir, sin fundamento alguno, que dicha contestacién tuvo efectivamente lugar, aun cuando no fuera reflejada en el acta del juicio, y en consecuencia se nos pide que anulemos las Sentencias impugnadas, retrotrayendo las actuaciones al momento inmediatamente anterior al de la celebracién del juicio oral en la primera instancia. TERCERO. La Seccién primera, en providencia de 23 de marzo de 1992, admitié a trâmite el recurso de a.mparo, acordando a la vez que pidiera al Tribunal Supremo y a la Audiencia Provincial testimonio de las actuaciones, con emplazamiento de cuantos fueron parte en el proceso judicial para que comparecieran. 208 ord, 1.137 tegn 1. Læs teksten igennem afsnit for afsnit - stille som du plejer! Efter hvert afsnit er læst: skriv ‘ok’ og tryk F2 for at komme videre. 2. Når du har læst teksten igennem for dig selv, gå da op i teksten igen (Fi) Hvert afsnit læses nu højt og oversættes til dansk for at forstå sammenhængene i teksten. Du skal kunne svare på spørgsmål bagefter. Du skal tænke højt mens du oversætter mundtligt, dvs du skal sige alt det, der går igennem dit hoved, mens du oversætter. Husk at tale hele tiden. 3. Når du er færdig, kald da på mig. 4. Gå ikke igang før du er helt sikker på, hvad du er blevet bedt om. 5. Tal venligst højt og tydeligt ., gZ.EIN$JXV/<S - 0 — SPØRGESKEMA TIL TEKST 1. GENNEMLÆSNTNG 1. Hvornår tøvede du 1. gang under læsningen? V Ld o (s I - 2. Læste du ord for ord E sætning for sætningEl ud i ét 3. Gik du tilbage og læste noget igen? 4. Forstod du overskriften? v4 rvc L+ ccL) i z j ZGL vuc 5. Hvor god en forstaelse synes du man havde efter læsning af 1. afsnit, pa nedenstående skala?(sæt ring om et tal) God Dårlig 3 2 () 0 i 2 3 6. Hvor god en forståelse synes du man havde efter læsning af hele teksten 1. gang, på nedenstående skala? (sæt ring om et tal) God Dårlig 3 () i 0 i 2 3 7. Fandt du denne tekst (sæt ring om et tal) Let Svær 3 i 0 i 2 3 at læse tO 2. EFTERFØLGENDE GENNEMLÆSNING + HØJTTÆNKNING 8. Hvilke ord eller vendinger var svære at forstå? i. 4w’Au u&-u.* ô b rcu.- 2. 3 4. 5. 9. Hvor godt synes du man forstod teksten efter at have tænkt højt under 2. gennemlæsning (og evt, efterfølgende) Godt Dårligt 3 i 0 i 2 3 — ‘,ÇL( - SPØRGSMÅL TIL TEKSTERNE “Perdona, bonita” 1. Hvordan er spansk films forhold til homosexualitet? - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé om iforvejen? 2. Hvordan minder de to nævnte film om hinanden? - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé om i forvejen? 3. Hvilke elementer i filmen vurderes afanmelderen? - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé om i forvejen? 4. Hvilke karakterer får filmen af anmelderen og hvorfor? - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé om i forvejen? 5. Hvad betyder “movida”? - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé om i forvejen? 6. Hvad betyder “inverosimil”? - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé om i forvejen? 7. Hvad betyder “andanza”? - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé om i forvejen? 8. Hvad betyder “lugar comùn”? - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé o,n i forvejen? “Recurso de apelacién” 1. Hvordan indgives denne type appel? - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé om i forvejen? 2. Hvad sker der umiddelbart efter at man har besluttet at fore ankesagen? - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé om iforvejen? 3. Hvor møder parterne op 1. gang? - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé om iforvejen? 4. Hvad anmoder parterne om, at retten skal foretage sig? - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé om i forvejen? 5. Hvad betyder “recurso de reforma”? - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé om i forvejen? 6. Hvad betyder “procesamiento” - baserer du det på noget i teksten og/eller på noget du havde en idé om i forvejen 7. Hvad betyder “vista” - baserer du det på noget i teksten og/eller noget du havde en idé om i forvejen? 8. Hvad betyder “particulares”? - baserer du det på noget i teksten og/eller noget du havde en idé om iforvejen? eksempel på spørgsmål til journalistisk og til juridisk tekst - f SPØRGSMÅL TIL OVERSÆTTELSEN 1. Hvordan synes du teksten var at oversætte, på nedenstående skala (sæt en ring) Let Svær 3 2 ii 2 3 2. Hvilke ord eller vendinger var svære for dig at oversætte? 1. 2. C-izk 1 i 3. 4. t)..D.*_L3 3. Hvad var ellers svært? ..- + f + s + ‘- --aTtJ&J Cs 4 csi d — ( ___ + ds ‘ j ___ 4. I forhold til de tekster, du plejer at oversætte i samme genre, fandt du så denne tekst lettere samme sværhedsgrad E sværere -Lflc L3- EVALUERINGSOPGAVE Baggrunds information: Disse 24 oversættelser er blevet til i en forsøgssituation, hvor informanterne har skrevet i et dos-program, der logger oversættel serne. Der har først været adgang til hjælpemidler efter den første gennemskrivning, og informanterne har kun fået lov at slå 5 ord/termer op. Hele forsøget har varet 2 timer pr gang, dvs, der har været Ca. i time til selve oversættelsen. tJdgangsteksterne er to stærkt forkortede spanske retsafgøreiser (antecedentes-delen) og to stærkt forkortede avisartikler fra El Pais (den ene er en filmanmeidelse, den anden en kommentar) Der er to versioner af hver, hvilket giver 8 udgangstekster i alt med 3 oversættelser af hver. Opgave: Alle oversættelserne er klipset sammen med to skemaer: ét hvor oversættelsen vurderes som dansk tekst, hvilket foretages først og uden sammenligning med udgangsteksten, og ét hvor oversættelsen vurderes som oversættelse af udgansteksten. På begge skemaer er der to niveauer: 1) tekstniveau/helhedsindtryk og 2)Detaljer — fejl. Du bedes udfylde begge skemaer til hver oversættelse. Til de fire underpunkter har jeg skrevet stikord, som skal være en hjælp ved afkrydsningen. Højeste point må således gives ud fra en kombination af (orntrent)fravær af fejl + et vist antal gode løsninger, mens laveste point må gives ud fra et højt antal fejl + (omtrent) fravær af gode løsninger. Midterpunktet er 0, hvilket er lig med “tilfredsstillende”. Jeg er klar over at det ofte kan være svært at holde de forskel lige elementer i bedømmelsen adskilt, men mit formål er her at synliggøre det en smule på en overskuelig måde. Mht. evaluerings synsvinklen vil mine skemaer afsløre, at jeg for begge teksttyper forudsætter en loyal gengivelse af udgangsteksten, både mht. indhold, budskab og register. Jeg udbeder mig en vurdering, hvor teksterne bedømmes som du ville bedømme en eksamensopgave, der er produceret uden fri adgang til hjælpemidler og under et vist tidsog situationspres, men som alligevel skal fungere. På forhånd tak for hjælpen, ring/e-mail/skriv endelig hvis du har spørgsmål! Elisabeth Halskov Jensen: e-maii: [email protected] Tlf: 38 15 32 25/3 9 29 57 37 Adresse: Ourøgade 32 St ty 2100 København Ø. -c1Ll- OVERSÆTTELSE AF “RECUR.SO DE APELACIÔN”, VERSION B Provinsdomstolen i Cådiz. Der ønskes kendelse i appelsag. Faktiske omstændigheder. Første. Man fremlægger ønske om omgørelse af kendelse og jzst appelsag modçejren under en sag der har iidet sted i forundersøgelsesdomstol nr. 2 i Cadiz 4en i dag indstæviit, idet man gør brug afh ingbrjøbe der er fastlagt i’LECr og idet man at förundelsesdommeren der afs kidelsen mod dømte, ikke vil antyde at denne har i / begået-u1oyligheder anderledes endem hii ‘var blevet beskyldt for. Anden. Sagji,af den 17. december 1988, som blev afsagt afforundersøgelsesdommeren, og af hvilken den første kendlsb1ev afvist og den anden godkendt, indkaldte til løsning gmme, vidnerne fra den tidligere retssag, idet de overgår til diiïomstol, med parternes tilsigelse. Tredje.. I rpæsentation af sagsøger fremmødte forsvarer Enrique Solana Suârez ogpræstation af sagsøgte “Tüberia Almeria” fremmødte forsvarer Pascual Galindo GonzJez, begge for sammen ,- med ansmini informere ig Qde retslige skridt, idet man fastlagde dagen d. 6. januar for afholde se iy omsforhandling, hvor parternes forsvarsadvokatero så vil væ Sagsøgers forsvarsadvokat an øgn afvisningn aktuelle sag og sagsøgtes forsvarsa vokat, samt Finansmmisteriet, ansøger om bekræftelse af samme. Se e’se yste s*€ - L) OVERSÆTTELSEN VURDERET SOM DANSK TEKST 1) SAMLET VURDERING PÀ 13 -SKALAEN 2) TEKSTNIVEAU - HELHEDSINDTRYK - Er teksten a) syntaktisk og tematisk sammenhængende b) meningsfuld i forhold til tekstens formi (genre) c) er teksttypens register i orden ___I II I ___I —2 —1 0 i 2 3 (slet ikke) (nogenlunde) (fuldstændigt) 3) DETALJER-FEJL - Er der a) grammatiske fejl b) ordfejl - ikke-danske ord c) forkerte koflokationer, fraseologiske udtryk, idiomatiske udtryk d) ord og sætninger som ikke giver mening (enten fordi de er for vage, usammenhængende eller selvmodsigende) ____i i I____ ____i i —2 —1 0 i 2 3 (ja, mange) (nogle fà) (ingen af betydning) 4. SAMLET VURDERING PÀ 7-SKALAEN __I__I__I__I__I__I +2 +1 0 1 2 3 (uacceptabel) (tilfredsstillende) (udmærket) - These two predictions were tested and further explored in a psycholinguistic experiment combining several measurements and data resources. A 2 x 2 factorial design was chosen to provide the experimental framework of the study. The manipulation of the two factors can be illustrated as follows: Newspaper Legal text text with with easified easified syntax syntax Newspaper Legal text text with with complex complex syntax syntax Figure 1. 2 x 2 factorial design. An experimental approach was favoured over ‘naturalistic observation’ as comprehension is flot open to direct observation, and the study of comprehension has traditionally been located in an experimental, psycholinguistic framework. The tests were carried out with a group of graduate students of transiation who were asked to ‘read and translate orally with the aim of compreheriding’ both legal and non-legal texts presented to them on a computer sereen. While compieting this task they were asked to think aloud. Later on in the process, they were asked to translate the texts in writing, using the computer text-iogging program, Translog. The computer program records what goes on during the writing process. It provides accurate information about the time spent on most aspects of the writing process, e.g., ali pauses and ali corrections are recorded. During the tests, the students’ comprehension was further assessed and evaluated using the foilowing methods: • Registration of reading times • Questionnaires with ratings of readability, comprehension and difficulty of translation • Free recali foilowing think-aloud task • Questions probing comprehension of texts In order to flot overburden the students, think-aloud method was flot used in the writing process using Translog. But the fact that thinking aioud is sometimes believed to interfere with, and change, the structure of the transiation process aiso III favoured this decision, since the quality of the products was also thought to be important. The students were allowed to consult dictionaries in the revision phase of the written transiation, but only 5 searches were allowed. This restriction was imposed because pilot studies had showed that processing of the legal texts would be overtly sensitive to using reference works. The 24 translated texts were ali evaluated and rated by 5 experts. Two different evaluation forms were used: 1) an evaluation of the Danish text 2) an evaluation of trans lation adequacy. Ali data were analysed and used in the present study, except the data collected by asking questions retrospectively. The reading times, questionnaires (students’ ratings of difficulty as well as experts’ evaluations of the transiated texts), recall data (errors, percentage of informative ideas, percentage of correct ideas, percentage of repetitions, seif obervation comments etc.) and pauses lasting more than 4 sec. were ali processed in analysis of variance. Significant effects of easification were obtained on several measures: • rating of readability • rating of comprehension after reading the whole text once • rating of difficulty of transiation • expert evaluations of translation adequacy. These resuks can be interpreted as a confirmation of the working hypothesis that easified texts would be easier to process and that more adecuate translations would be produced. The discourse analysis of the think-aloud protocols was based on interpretive reconstruction, foilowing Lörscher (1991), and as such it registered the focus of attention of the participants in relation to translation problems in the texts. Only comprehension problems were analysed. A taxonomy was developed in which probiems were divided into linguistic and extra-linguistic (context) levels and these linguistic levels were subdivided into four levels of difficulty. The linguistic levels were: • LEXICON • CLAUSE • TEXTSEQUENCE • TEXT • CONTEXT IV In the descriptive, quantitative presentation of the data the lexical level was contrasted with the other four levels which together were labelled COHERENCE. The division of verbalizations into levels of difficulty was based on parameters inciuding pauses, repetitions of source and target text, retuming to processing same problem, amount of verbalization relating to same problem and semantic cues (for instance: “Now I really have a problem” or “I don’t know this word” or “This must mean that....”). The most salient semantic cues were modal verbs, paraphrases of ‘this is difficult’, ‘I have a problem’ etc. and words that implied that comprehension of the text was the focus of attention, like ‘this means’, ‘understand’, ‘refer to’ etc. The resulting levels were: • FOCUS OF ATTENTION (the participant focuses on the meaning, but no doubts are expressed) • PROBLEM (doubts about meaning are expressed semantically, but the problem is solved without effortful processing) • DIFFICULT PROBLEM (doubts about meaning are expressed and the problem is solved only after effortful processing has been resorted to) • UNSOLVED PROBLEM (doubts about meaning are expressed and the problem remains unsolved or the solution is rejected by the participant) This analysis showed that more difficult problems with COHERENCE were indeed found in the original complex versions of the texts. The analysis also showed that many problems in the easified versions of the legal texts remained: these problems were generally problems with anaforic resolution. Finally, and perhaps more importantly, more lexical problems were flot found in the legal texts as a whole. These results were flot found suitable for testing using inferential statistics and no predictive value can be attached to them. But they support the statistical resuits. The second prediction that an interaction between LSP and linguistic complexity would be found in the analysis of the data, must be rejected. No significant interaction was found on these two variables. However, in a planned comparison test, a very significant interaction was found between LSP and the variable ‘expert’ in the evaluation data. Two experts who teach translation of legal texts judged the difference between the quality of the legal translations and the newspaper translations to be significantly larger than did the other experts. This was unexpected. Furthermore, strong effects of LSP were found on the overall evaluation of the translations by ali experts, as weli as ori the recali data (flot on the percentage of errors, but on the percefltage of “correct ideas” and on the percentage of “meta v comments”). Also the analysis of the Translog data (pauses in written translation) showed significant effects of LSP. Ali of this would seem to suggest that the translation of a newspaper text was a more skilled activity for the translations studied here than the transiation of a legal text, since more adequate translations emerged, and better and deeper meaning representations resulted from the thinking aloud during the translation of a newspaper text. Tt would also seem to suggest that the difference between understanding a legal text and a newspaper text has little to do with the surface form of the texts, though reading comprehension of both genres does depend on linguistic form. Increasing the level of cohesion in a legal text does flot necessarily lead to better memory, and it does flot affect the reading of the text any more than the same procedure followed using a newspaper text. However, the translations of the legal texts did improve in the easified version, and the improvement was a very important one. Tt was flot more statistically significant, but was more critical than the improvements noted in the translations of the newspaper texts. On average, the translations of the complex versions of the legal texts were failed by the evaluators, whereas the translations of the easified versions passed, if only barely. To sum up, the resuits obtained in the experiment support the ideas of LT-WM theory, because they show that considerable amounts of information must have been stored fri the long-term memory of the participaflts in the processing of the newspaper texts, and flot nearly as much in the processing of the legal texts. The results also suggest that activation of and storage in long-term memory is more important for success in a translation task than is the maintenafice of source-text input fri short-term memory. VI Bibliografi Aliport, A., Mackay, P. m.fl. 1987. Language Perception og Production. Relationshzps between listening and speaking, reading and writing. London: Academic Press, s.1-21. Almagro Nosete, José 1995. Derecho Procesal, Tomo I, Parte General Madrid: Trivium. Almiund, Åse 1996. Lyt og forståom at ‘høre stemmer’ i en dom, i Almiund & Lundquist: Isbjerge, tvister og tv-apparater. København: Copenhagen Working Papers in LSP, s. 89-108. Alvesson, Mats & Sköldberg, Kaj 1994. Tolkning och refleksion. Vetenskapsfilosofi och kvalitativ Metod. Lund: Studentlitteratur, kapitel 3, Grounded theory. Asencio Mellado, Jose Maria 1997. Introducciôn al Derecho Procesal. Alicante: Tirant b Blanch, Ciases de actos procesales s. 236-239. Baddeley, Alan 1993. Working memory or working attention? I Baddeley, A. & Weikrantz, L.: Attention: Selection, Awareness and Control. Oxford: Clarendon Press. Bell, Roger, T. 1991. Translation and Translating. Theoiy and Practice. Harlow, England: Longman s. 58-69, 222-228. Bellisens, C. & Denhière,G. 1999. Long-term working memory retrieval and reading cues. Working paper, s. 1-14. Berkenkotter, C. & Huckin, Thomas N. 1995. Genre Knowiedge iii Disczlinary Communication. Cognition/Culture/Power, Hillsdale, New Jersey: Lawrence Eribaum. Kap 1: Rethinking Genre from a Sociocognitive Perspective. Berman, Ruth A. 1984. Syntactic components of the FL reading process, i Alderson, J.C. & Urquhart: Reading in aForeign Language, New York: Longman. Bhatia, V.K. 1993. Analysing Genre — Language use in Professional Settings UK: Longman. Kap. 5: Legal discourse in professional settings. Bhatia, V.K. 1997. Translating Legal Genres, i Anna Trosborg: Text Typology and Translation. Amsterdam: Benjamins, s. 203-2 14. Brown, Gillian & Yule, George 1983. Discourse Analysis. UK: Cambridge University Press, s. 27-67: The role of context in interpretation. BUlowMøller, Anne Marie 1989.The Textlinguistic Omnibus — A Survey ofMethods for Analysis. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Calvo Garcia, M. 1995. Interpretacién literal, i Interpretaciôn y Argumentacidn Juridica. Trabajos del Seminario de Metodologia Juridica. Espafia: Prensas Universitarias de Zaragoza. VII Calvo, Ramos L. 1980. Introducciôn al Estudio del Lenguaje Adm inistrativo. Madrid: Gredos Carroll, David W. 1994. Psychology ofLanguage Pacific Grove, California: Brooks/Cole Publishing Company, s. 5 -20, s. 127 -152, s. 153 -183, s. 371390. Carpenter, Patricia, A. i 994.Working Memory Constraints in Comprehension, i Gemsbacher, M.A.: Handbook ofPsycholinguistics. California: Academic Press. Kap 33. Catford, J. C. 1965. A Linguistic Theory of Translation. England: Oxford University Press. Chafe, Wallace 1994. Discourse, Consciousness and Time. USA: The University of Chicago Press, The Flow and Dispiacement of Conscious Experience in Speaking and Writing, s. 53-81. Dancette, Jeanne 1997. Mapping Meaning and Comprehension in Translation, i Danks, J.H. & Shreve, G. m.fl.: Cognitive Processes in Translation and Interpreting. California: Sage. Danks, J.H. & Griffin, J. 1997. Reading and Translation. A Psycholinguistic Perspective i Danks J.H. og Shreve,G. m.fl.: Cognitive Processes in Translation and Interpreting. Califomia: Sage, s. 161-175. De Groot, Annette M.B. 1997. The Cognitive Study ofTranslation and Interpretation.Three Approaches. I Danks, J.H. & Sbreve,G. m.fl.: Cognitive Processes in Translation and Interpreting. California: Sage, s. 25-56. Denver, Louise 1987. Gerundio-syntagmer med en non-specfik agent som logisk subjekt, Ark 40. Handelshøjskolen i København. Durgunoglu, Aydin Yücesan 1997. Bilingual Reading: Its components, Development and Other Issues. I de Groot & Kroll: Tutorials in Bilingualism. Psycholinguistic Perspectives. New Jersey: Lawrence Erlbaum, s. 255-276. Edwards, Jane A. 1993. Principles and Contrasting Systems ofDiscourse Transcription, i Edwards, Lampert, & Martin: Talking Data. Transcrzption and Coding iii Discourse Research. Hillsdale New Jersey: Lawrence Eribaum. Eggins, S. & Martin, J.R. 1997. Genres og Registers ofDiscourse i van Dijk: Discourse as Structure and Process, G.B.: Sage, s. 230-256. Elbro, Carsten 1984. Læseudvikling, Køb enhavri: Danmarks Pædagogiske Institut, s. 45-91. Ericsson, K. A. & Kintsch, Walter 1995. Long-term Working Memory. Psychological Review. 102, 2. The American Psychological Association, s. 211-245. Ericsson, K.A. & Simon H.A. 1996. Protocol Analysis, Verbal Reports as VIII Data. Massachusetts: The MIT Press, s. 1-61, s. 221-259. Faber, Dorrit m.fl. 1995. Introduktion til danskjuridisk sprogbrug, metoder og analyser, kompendium til BA sproglinien. Handelshøjskolen i København. Kap. i og 4. Fischer, Beth & Glanzer, Murray 1986. Short-term storage and the Processing of Cohesion during Reading. The Quarterly Journal of Experimental psychology 38B, s. 431-460. Flores D’Arcais, G.B. & Schreuder, R. 1983. The Process ofLanguage Understanding: A Few Issues in Contemporary Psycholinguistics i Flores D’Arcais & Jarvella: The Process ofLanguage Understanding. New York:John Wiley & Sons. , s. 1-36. Flower, L. & Hayes, J.R. 1983. Revising Functional Documents: The Scenario Principle i Andersson, Swarts, Miller og Brochman: New Essays in Technical and Scientflc Communication: Research, Theoty and Practice. Baywood Publishing, s. 41-58. Frankfort-Nachmias, C. & Nachmias, D. 1992. Research Methods in the Social Sciences, G.B: St. Martins Press. Fourth edition, s. 1-291. Fraser, Janet 1996. The Translator Investigated. Leaming from translation Process analysis i The Translator, Volume 2, Number 1,s. 65-79. Gamham, Alan 1985. Psycholinguistics: Central topics. Routledge, London. Garrod, S. & Sanford, A. 1983. Topic Dependent Effects in Language Processing i Flores d’Arcais G.B. & Jarvella, R.J.: The Process of Language Understanding. New York: John Wiley & Sons, s. 271-291. Gile, Daniel 1993. Translationflnterpretation and Knowiedge. i Gambier, Y. & J. Tommola: Translation and Knowiedge, Scandinavian Symposium on Translation Theory SSOTT, Turku: Grafla Oy, s. 6787. Gile, Daniel 1994. Methodological Aspects of Interpretation and Translation Research i Lambert, Sylvie & Moser-Mercer, Barbara: Bridging the Gap: Empirical research on simultaneous Interpretation, Amsterdam: Benjamins, s. 39-56. Gile, Daniel 1995. Basic Concepts and Models for Interpreter and Translator Training. Comprehension in Interpretation and Translation. Amsterdam: Benjamins, kap 4. Gémez Torrego, L. 1994. Manual de Espanol Correcto Madrid: Arco/Libros. Grabe, William 1997. Reading Research and its Implications for Reading Assessment,Working paper given at LTRC, ORLANDO FL. (udleveret på Ph.d.-kursus på Odense Universitet, d. 23. September 1997). Granados, V., Morales & de Tomås, L. i 979. Lengua EspaFola, Manual de Orientaciôn Universitaria, Madrid: Rosas. Kap. 13: Textos IX —.- juridicos y administrativos, s. 325337. Gutiérrez, Ma. Luz 1993. Estructuras sintccticas del espanol actual Cuarta ediciôn. Madrid: Sociedad General Espaflola de Librerja. Kap. 1. Göpferich, S. 1998. Levels ofComprehending LSP Texts, i Gyde Hansen: LSP texts and The Process of Translation, Copenhagen Working Papers in LSP, s. 1-29. Haberlandt, Karl 1 984.Components of Sentence and Reading Times i Just & Kieras: New Methods in Reading Cornprehension research. Hillsdale New Jersey: Lawrence Erlbaum, s.2 19-244. Harley, Trevor A. 1995. The Psychology ofLanguage. UK: Lawrence Eribaum. Kap. 1 og 7. Harri-Augstein, S. 1984. Conversational investigations of reading: the seif organized leamer and the text, i Alderson, J.C. & Urquhart: Reading in aforeign language, New York: Longman. Hatim, Basil 1993. Discovering Method in the Madness of Texts — a text type approach, i: Gambier & Tommola: Translation og Knowledge. Scandinavian Symposium on Translation Theory, Turku, 4. —6.6. 1992. Hatim, Basil & Mason Ian 1997. The Translator as Communicator, Routledge, London. Haastrup, Kirsten 1989. Lexical Inferencing Procedures, København: Ark 50 + 51, Handelshøjskolen i København. Hickey, Leo 1996. Aproximacién didâctica a la traducciénjuridica, i: Hurtado Albir: La Ensenanza de la Traducciån, Espafia:Uriiversitat Jaume I. Hjulmand, L.L. 1983. Tema/R erna-begreberne med særligt henblik på Prager-skolen “Den tyske Skole” og Halliday”. Ark 18, Handelshøjskolen i København, s. 53-63. Hoffiriann, Lothar 1988. Vom Fachwort zum Fachtext. Vorüberlegungen. Tübingen: Narr. Hotopf, W.H.N. 1983. Lexical slips of the pen and tongue: what they tell us about language production i Brian Butterworth: Language Production, volume 2, New York: Academic Press, s. 147-169. Hurtado Albir, Amparo 1996. La ensefianza de la traducciôn directa general. Objetivos de apredizaje y metodologia, i Hurtado: La Enseianza de la Traducci6n, Universitat Jaume I. Hönig, Hans G. 1988.Wissen Übersetzer eigentlich, was sie tun? i: Lebende Sprachen Nr.1/88, s. 10-14. Hönig, Hans G. 1995. Konstruktives Übersetzen Stauffenburg: Tübingen. Kap. VI og VII. Jacobsen, Henrik G. & Skyum-Nielsen, Peder 1990. Erhvervsdansk, Grundbog. København: Schønberg, 2. Rev. Udg.,2. Oplag, Juridisk x sprogbrug s. 163 — 176. Jakobsen, Amt Lykke 1992. Oversættelsesvidenskab og kognitiv psykolingvistik. Internt undervisningsmateriale, HHK. Jakobsen, Amt Lykke 1998.Logging time delay in Translationi Gyde Hansen: LSP texts and The Process of Translation. København: Copenhagen Working Papers in LSP, s.73-1O1. Jarvella, Robert & Herman, Steven J. 1972. Clause structure ofsentences and speech processing. Perception & Psychophysics 11 (5) Texas: Psychonomic Society, s. 38 1-384. Jarvella, Robert & Engelkamp, Johannes 1983. Pragmatic Influences in Producing and Perceiving Language: A Critical and Historical Perspective. I Flores d’Arcais & Jarvella: The Process ofLanguage Understanding. New York: John Wiley & Sons. Jensen, Leif Becker 1997. Indføring i Tekstanalyse. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. Jääskeläinen, Riita 1996. Hard work will bear beautiful fruit. A comparison of two think-aloud protocol studies i Meta XLI, 1, s. 60-74. Jääskeläinen,Riita & Tirkkonen-Condit,Sonja 199 1.Automatised Processes in Professional vs.. Non-Professonal Translation: A Think Aloud Protocol Study i Tirkkonen-Condit, S.: Empirical Research in Translation and Intercultural Studies. Tübingen: Gunter Narr. Johnson, H.H. & Solso R.L. 1971. An introduction to experimental design in psychology. New York: Harper & Row , Design Strategies s.7-13, 22-29. Jørgensen, Keld Gall 1996. Stilistik — håndbog i tekstanalyse. København: Gyldendal. Kalverkämper, Hatwig 1992. Hierachiches Vergleichen als Methode in der Fachsprachenforschung i Baumann, K. & Kalverkämper, H.: Kontrasz’ive Fachsprachenforschung. Tübingen: Narr. Kintsch, Walter 1974. The Representation ofMeaning in Memory Hillsdale New Jersey: Lawrence Erlbaum. Kap. 2, 3, 5, 6, 8, 10, 12. Kiraly, Donald 1995. Pathways to Translation. Pedagogy and Process. Kent, Ohio: The Kent State University Press. Kjær, A.L. 1996. Der er meget bag skærmen, i: Lundquist & Almlund, Is bjerge, Mster og tv-apparater. København: Copenhagen Working Papers in LSP. Krings, Hans P. 1986. Was in den Köpfen von Übersetzern vorgeht. TUbingen: Gunter Narr, s. 1-62, s. 260-63,s. 390399, s. 484-528. Krings, Hans P. 1997. Psycholinguistik des Übersetzens — Ein Forschungsüberblick. Vortrag an Der Wirtschaftuniversität (Handelshøjskolen d. 4. December 1997). XI Kurzon, Dennis 1997. ‘Legal Language’ :varieties, genres, registers, discourses i: International Journal ofApplied Linguistics, vol 7, no. 2, s. 119-139. Kussmaul, Paul 1994.Übersetzen als EntscheidungsprozeB. Die Rolle der Fehleranalyse in der Ûbersetzungsdidaktik i: Snell-Hornby, M.: Übersetzungswissenschaft eine Neuorientierung, Tübingen: Francke. s. 206-230. Kussmaul, Paul 1995. Training the translator. Amsterdam: Benjamins, Kap. 1, 4 og 6. Königs, Frank G. 1993. Text und Obersetzer: Wer macht was mit wem? I Justa Holz-Mnttäri & Christiane Nord: Traducere Navem, Festschrftfür Katarina Ref3, Tampere, Finniand s. 229-243. Liafio, Miguel Pasquao 1996. Peculiaridades del lenguaje juridico desde la perspectiva del jurista, i San Ginés Aguilar, P.& Ortega Arjonilla, E. :Introducciôn a la Traducciôn Jurz”dica y Jurada, Granada: Comares, s. 9-21. Lorenzo, Maria Pilar 1999. Apuntes para una discusién sobre métodos de estudio del proceso de traduccién. Under udgivelse i Copenhagen Studies in Language. Lundquist, L. & Hjulmand, L. m.fl. 1983. Tekstlingvistik. Teorier og Analyser. Ark 16. Handelshøjskolen i København. Lundquist, Lita 1996. Indledning i Almlund & Lundquist: Isjerge, tvister og t’’-apparater. København: Copenhagen Working Papers in LSP, s. 1-12. Lundquist, Lita 1996. Når anaforer dømmer i Almlund & Lundquist: Isjerge, tvister og tv-apparater. København: Copenhagen Working Papers in LSP. Lundquist, Lita 1997. Oversættelse. Samfundslitteratur. Lundquist 1999. Cognitive-Linguistic Units in Legal Knowiedge and in Legal Texts. Foredrag på MeMo Workshop d. 22. April affioldt på Handelshøjskolen i København. Lyons, John 1995. Linguistic semantics. An introduction. Cambridge University Press, s. 153 — 312. Lörscher, Wolfgang 1991. Translation Performance, Translation Process and Translation Strategies. Tübingen: Gunter Narr. Madsen, Dorte 1994. Den juridiske tekstsforankring i en retsorden København: Ark 77, Handelshøjskolen i København. Madsen, Dorte 1997. Towards a description oftranslation in the legal universe, i: Fachsprache (working paper). Martin, J., Ruiz, R., Santaella J. & Escânez, J. 1996. Los Lenguajes Especiales. Granada: Comares. McDonald, Janet L. & Carpenter, Patricia A. 1981 .Simultaneous XII [Document text truncated for crawler view.]